Det katolske indtog blandt Guds folk, Sakristiet, Pinsekirken København

af Kim Andersen
Lagt på d. 31/01-05



Det sidste årti, har budt de sande menigheder megen fald ”fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme”. ”Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme” (Hebr. 13:9) sagde Paulus, og ordet ”lærdomme”, er det græske ord ”didache”, som betyder instruktion og doktrin, som igen betyder vejledning, anvisning(er), forskrift(er), instruks, besked, pålæg, m.m. Jeg vil i denne artikel vise, hvordan mennesker instrueres i alternativ spiritualitet, hvordan de anvises remedier i deres guds tilbedelse, og derved vejledes med forkerte doktriner og instrukser.

Lad mig for en god ordens skyld gøre det klart, at jeg ikke skriver denne artikel, fordi jeg hader mennesker og ønsker at trykke dem ned. Jeg skriver denne artikel med den kærlighed jeg har fået af Jesus, til at give videre til mine medmennesker. Det er med dyb bekymring at jeg ser, hvordan mennesker drives frem i afgudsdyrkelse, med forhåbninger om et liv med Jesus Kristus. Jeg ved, at jeg deler Guds hjerte, når jeg vredes over at Hans elskede skabninger på snedig vis, og i følelsesmæssige bedragende omgivelser, drives i hænderne på hele menneskehedens modstander. Jeg skriver denne artikel for at læseren må få anledning til at tænke sig om, og få anledning til at finde det rette sindelag over for Gud, så de ikke rører noget urent (2. Kor. 6:17). Det jeg skriver om i denne artikel, er det mest møgbeskidte bedrag, der tilsøler menneskers tilbedelse og evt. oprigtighed over for Gud, og derfor brænder det i mit indre, at råbe op, i håb om, at nogle vil høre.

Jesus underviste at ”Himmeriget er kommet nær!” (Matt. 4:17) og lærte os at ”sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed” (John 4:23-24).

At tilbede Gud i ånd og sandhed, er en diametral modsætning til at tilbede Ham igennem ceremonier, ritualer eller igennem fysiske udtryk af nogen art. I gammel tid, da tabernaklet var et jordisk billede af Himmelens tabernakel (Hebr. 9:23), og et forbillede på Jesus, da var tilbedelsen synlig, og folket måtte komme dertil for at tilbede. Men ofrene i templet, som var forbilledligt på Jesu offer, ophørte efter Jesu død, og templet blev revet ned. Jesus havde forudsagt dette: ”Sandelig siger jeg jer: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned” (Matt. 24:2).

Skønt templet forsvandt, var Himmeriget alligevel kommet nær, og der fandtes stadig sande tilbedere. Men nu tilbad de Gud af hele deres hjerte, sjæl og ånd, uden pomp eller pragt, med simpel taknemmelighed og bøn - med et inderligt ønske om at tilfredsstille og ære Ham. Tilbedelse i ånd og sandhed, er der hvor vi ofrer vore hjerter til Gud, hvor vi ikke gør os afhængige af ydre former eller genstande. Vejen til det allerhelligste er tilgængelig for alle, der i ånd og sandhed tilbeder Gud, derpå er forhænget vidne (Matt. 27:51) og Paulus lærer os at: ”ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme” (Hebr. 10:19-20). Ene og alene igennem Jesus Kristus, af hvem vi til ihukommelse fik brødsbrydelsen (Luk. 22:19), har vi i ånd og sandhed adgang til vor Levende Gud og Fader i Himmelen.

Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres Fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din Fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte. Og din Fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder Ham om det” (Matt. 6:1-8).

Skønt Jesus lærer os dette, som ovenstående Bibelcitat siger, så presser den farisæeriske ånd sig på. Den katolske kirke, som svælger i ”brede bederemme og lange kvaster” (Matt. 23:5), lykkes at prakke Guds forsamling sine stolte traditioner, ritualer og former på.

Baggrunden for denne artikel, er Pinsekirken i Københavns udvidelse med et såkaldt sakristi, hvor indledningen lyder:

”I Sakristiet mødes man af et rum, hvor der lægger op til bøn i stilhed og meditation. Rummet indeholder flere symbolske elementer, som er en slags håndtag for troen. Symbolernes eneste formål er at hjælpe til at se ind i den usynlige verden. De er et synligt udtryk for en dybere sandhed.” (http://sakristiet.dk/sakristiet.aspx)

På dette link: http://sakristiet.dk/showvideo.aspx?video=Sakristi.wmv kan du se et filmklip, eller et såkaldt stemnings billede, der for mig mere ligner forvirringen i Babel, end et sted hvor sjælen kan få fred til at granske Guds Ord.

Som du kan se allerede i indledningen, citeret ovenfor, så er symbolerne blevet et ”håndtag for troen” og er et ”synligt udtryk for en dybere sandhed”.

Dem der har oplevet, at blive født på ny, ved, at der ikke behøves andet ”håndtag for troen”, end Guds Sande og Levende Ord. Når det usynlige – vor ånd - er gjort levende med Kristus, kan intet synligt udtrykke det liv og den ubeskrivelig tætte relation vi har fået, til vores Himmelske Fader og Frelser. Dette enestående fællesskab, kan på ingen måde vækkes, fødes eller opretholdes igennem symboler eller traditioner, men alene igennem Hans levende og vidunderlige Helligånd, i ånd og sandhed.

Alle synlige remedier, symboler, former og traditioner i tilbedelsen, bliver en hån imod det levende fællesskab med Gud i det skjulte, hvor ingen anden end dig og Gud er tilstede, i dit lønkammer, hvor Han er den der lønner dig (Matt. 6:6).

Hedningene, der har taget sig guder som er døde, har af naturlige årsager behov for symboler og endda udskårne billeder af deres udvalgte guder. Jesus sagde os, at vi ikke må ligne hedningerne (Matt. 6:8) – ”Forbandet være den, der laver et udskåret eller støbt gudebillede” (5. Mos. 27:15).

Når vi ser på den romersk katolske moderkirke, er der utallige udskårne gudebilleder, dels af deres afgud Maria og deres afgud Jesus, der med solen omkring hovedet vises som den han er, nemlig Nimrod, den Babyloniske solgud også kaldt Ba’al, gift med måne gudinden, himmelens dronning, Semiramis. Nimrod døde og blev genfødt af den ”jomfruelige” Semiramis, hans egen kone, og blev navngivet Tammuz. Tammuz er ham som den katolske kirke har bedraget sine efterfølgere til at tilbede som Jesus – og har ydermere den frækhed, at kalde sig kristen, som om Tammuz var Kristus, skønt kirken er hedensk.

Ikke blot græd de jødiske kvinder over Tammuz (Ez. 8:14), men deres børn samlede brænde, mændene tændte bål og kvinderne æltede dej, for at lave offerkager til himmelens dronning (Jer. 7:18). Det er denne titel som den katolske kirke stadig holder ved, som et helligt navn til deres gudsmoder, der fejlagtigt – for at narre dig og mig, kaldes Maria. Guds dom over Israel var: ”Min vrede og harme skal vælde frem mod dette sted” (Jer. 7:20), og landet blev ødelagt. The Amplified Bible, indikerer endvidere, at de jødiske kvinder påtrykte kagerne en stjerne, og andre mener de var halvmåneformede. Jeg ved det ikke, men den katolske kirke, som tilbeder selv samme afguder, og ophøjer Himmeldronningen som medforløser i og hovedmægler i Frelserværket, bager kager, påtrykt IHS.

IHS, er en forkortelse af Ihsous (Iesous senere Jesus), som er et hybridnavn, en forfalskning af Yahshua. IHS, er Bacchus’ gådefulde navn. Bacchus er den samme solgud som Nimrod og senere Tammuz, den falske messias, der som du kan se, på bedragerisk vis er linket sammen med himmelens og jordens Skaber – kongernes Konge og herrernes Herre, Yahshua Messias, Guds enbårne og genopstandne søn.

Grunden til at jeg trækker denne linie op, er fordi jeg i Udfordringen læste et interview med sakristiets præst, René Ottesen, der frimodigt udtrykte sig således:

”Det katolske er for mig ikke begrænset til at være en kirke, et symbol eller en facon. At være katolsk betyder at være en del af en verdenskirke, at være missionerende.
Jeg er meget pinsemand og meget karismatisk. Men hvis det at være katolik er at være et missionerende menneske, så er jeg samtidig katolik med hud og hår.” (http://www.udfordringen.dk/print.php?ID=2799)

Ottesen ved godt, at det er de katolske traditioner og former han støtter sig op af, og derfor får udtalelsen, et ”synligt udtryk for en dybere sandhed”, en anden betydning, end han måske er klar over. Det er ikke et udtryk for Sandheden, men en sandhed, som jeg synes vi skal kikke nærmere på.

Den katolske kirke, har siden 1965, hvor det andet vatikankoncil var afsluttet, arbejdet intenst for verdenskirken, den økumeniske kirke, der omfavner alle hedenske traditioner, guder og symboler. Ottesen associerer sig med denne verdenskirke, kalder den missionerende og sig selv katolik med hud og hår, under fanen ”et missionerende menneske”.

Da kejser Konstantin ”konverterede” til kristendommen, opfattede han den romerske solgud, Sol, den selv samme Nimrod, Tammuz, Ba’al, Horus osv., som den synlige manifestation af en usynlig gud. Solen var for ham, et ”håndtag for troen”, og han oprettede kirker med altre, pomp og pragt. Ikke mindst begyndte også det synlige symbol for Tammuz, samme person som solguden, Nimrod og Ba’al, at komme frem på kirkerne i form af et kors, eller et T for Tammuz. Endnu engang bedrages verden til at tro, at det var Yahshua Messias der blev tilbedt, skønt korset ikke havde været et symbol for Ham tidligere.

Konstantin oprettede en falsk kristendom, der gjorde de hedenske guder og traditioner kristne, og dem følger vi uvidende den dag i dag. Han stoppede forfølgelsen af de sande kristne – rent fysisk, men åndeligt førtes krigen mod Sandheden videre. Satan viste Konstantin Ankh korset (The Force, af Alberto Rivera, s. 20), der med cirklen på toppen symboliserer reinkarnation og solguden – Nimrod der reinkarneredes som Tammuz. ”I dette tegn skal du sejre”, sagde han, og i dette tegn er sand kristendom næsten besejret og uddød. Yahshua sagde: ”når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk. 18:8) – Han vidste, at der ville komme en falsk kristendom, og Paulus advarede om den, med en stor byrde på hjertet.

Denne falske kristendom, har den katolske kirke ført videre, med deres pave som Kristi stedfortræder og et ”håndtag for troen”, Himmeldronningen som solgudens moder og medforløser. Denne falske kristendom, har René Ottesen taget til sig, og trækker alle sine tilhængere med ind i den.

Lad os se på, hvad Ottesens sandhedssymboler er udtryk for, når vi følger hans - og ikke mindst den katolske og okkulte tanke om symboler, og ”håndtag for troen”.

Jobsvæggen
Et ton jern, der symboliserer lidelse, kamp og besværlighed. Tolv huller, eller vinduer der med tallet tolv – som skulle være kirkens tal, symboliserer at kirken i bøn og medmenneskeligt engagement bærer andres byrder. (http://sakristiet.dk/sakristiet.aspx)

Job lod ifølge Ottesen sin frustration gå ud over Gud, og Ottesen opfordrer sakristiets besøgende til at skælde Gud ud.

Satans formål med Jobs ulykke var, at han skulle vende sig mod Gud og skælde Ham ud, eller forbande Ham. Satan forsøgte: ”ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!” (Job. 1:11) – ”Trods alt dette syndede Job ikke; og han bebrejdede ikke Gud noget” (Job. 1:22). Satan forsøgte igen: ”ræk din hånd ud og rør ved hans kød og knogler. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!” (Job. 2:5) – ”Trods alt dette kom der ikke et syndigt ord over Jobs læber” (Job. 2:10).

Jobs venner og selv hans kone, gav Job ideer til at skælde Gud ud. Til sin kone sagde Job ”Du taler som en kvinde uden forstand!” (Job. 2:10). For sine tre venner måtte han bede, for Gud var blevet vred på dem: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort” (Job. 42:7).

René Ottesen har med sit katolsk-missionerende projekt, stillet sig i nøjagtig samme position, som Jobs tre venner. Han giver, i såkaldte stemningsfyldte omgivelser, de besøgende anledning til at ”skælde Gud ud”. Da det netop var det, der var Satans formål med Jobs lidelser, kræver det ikke skarpsyn at se, hvis apostel Ottensen er blevet. ”Min vrede er flammet op mod dig” siger Gud, og var det ikke fordi Ottesen var kommet så langt på afveje, som Israelerne der ligeledes tilbad himmeldronningen, så måtte vi som Job der bad for sine venner, bede for ham. Gud har ikke ændret sig, og finder sig stadig ikke i at vi sværmer for afguderne. Det er samme situation med dette projekt, som det var med israelitterne på Jeremias tid. Gud sagde til Jeremias: ”Du må ikke gå i forbøn for dette folk. Du må ikke holde klage eller bøn for dem, for jeg vil ikke høre, når de råber til mig i deres ulykke” (Jer. 11:14).

Ang. de tolv huller i væggen, så kan man med den overdrevne symbolske vægtlægning i sakristiet sige, at det er intet andet, end overtro og okkultisme. At tilskrive tal og symboler åndelig værdi, finder vi ikke i sand Kristendom. Gud har rigtig nok eks. en matematik, der med tallet syv går igen i Bibelen. Men det betyder jo ikke, at vores økonomi bliver velsignet, hvis vi søger for, at der altid er syv kroner i vores pung. Vi scorer heller ikke flere mål til fodbold, fordi vi tager holdtrøjen på, med tallet syv på ryggen. Det er overtro og en hån mod Gud. Alligevel bygger flere kirker systemer op over tallet tolv. Læs evt. ”G12, endnu en guddommelig formel?”. Gud velsigner på ingen måde, at vi sætter vores lid til et magisk tal. Tværtimod, går det andet bud i Moseloven imod den slags afgudsdyrkelse, og bl.a. derfor, er tal symbolikken netop altafgørende i satanisme.

Alteret
”Midt i sakristiet, står alteret”.

Et ekstra alter har ingen plads i vor midte, for der er ikke plads både til Jesus, som Gud har fremstillet som alter, og til et andet alter. For Jesus ”gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed” (Romerne. 3:25). Det græske ord for sonoffer er ”hilasterion”, og ser vi i Septuaginta, den græske oversættelse af det Gamle Testamente, finder vi det samme ord brugt i 2. Mos. 25:17: ”Du skal lave et sonedække af rent guld”. Bibelen fortæller at ” Nu havde jo også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom” (Hebr. 9:1). Den første pagt, det Gamle Testamente, som gik forud for Jesus, ophørte ved Jesus død ”Thi hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at hans død, som oprettede det, godtgøres. Thi et testamente bliver først gyldigt ved død, da det aldrig træder i kraft, så længe han, der har oprettet det, lever” (Hebr. 9:1 6-17).

Templet, eller det allerhelligste, hvortil alteret, sonofret eller nådestolen hørte, var virksom under den gamle pagt. Jesus gik ind i den virkelige helligdom, hvoraf den jordiske kun var et billede. Han sonede synden for Guds ansigt og blev gjort til vores sonoffer. Han er vort alter, hvor vi bekender vores synd. Intet andet alter er acceptabelt for Gud, og derfor kan vi ikke tillade os at symbolisere andet, men må undervise sandheden om Jesu ubeskrivelige offer.

Alteret er der hvor der ofres, og ser vi på det allerhelligste i templet, så stod alteret, som var over pagtens ark ikke i midten af rummet, men tættere på forhænget, end bagvæggen. Derfor kommer inspirationen til placeringen ikke fra denne kilde, men antageligt fra de okkulte kilder, som Ottesen har fundet øre for. Selvom sakristiets alter måske ikke står midt i lokalet, som hjemmesiden udtrykker, er nedenstående information til alvorlig eftertanke.

Da Nimrod, den katolske kirkes kristus, var en troldmand, kan vi forvente os, at de samme dæmoner som ledte hans inspiration, også leder hekse og troldmænds inspiration i dag. Et heksekraft magasin ”Circle Network News”, giver os en ide om, hvordan et alter bør placeres: ”Et alter skulle opstilles i midten af rummet, vendt mod nord…læg stilke på midten af bordet sammen med I Ching bogen…Inkluder andre rituelle værktøjer på alteret, som du føler der er behov for” (”Circle Network News” foråret 1985, vol. 7, nr. 1, s. 14).

I stedet for den okkulte I Ching bog (forandringernes bog), har Ottesen selvfølgelig, højest sandsynligt ubevidst, anbragt Bibelen – og de andre remedier som han har følt var nødvendige, tages i brug under deres nadver. Eftersom Ottesen har valgt den falske kristendom, med den falske kristus, Nimrod, som blev ledt af de dæmoner der inspirerer troldmænd og hekse i dag, så er der god grund til at frygte, at Ottesens inspirationer indgives af samme kilder. Ottesen oplevede selv en „symbolvækkelse“ (http://www.udfordringen.dk/print.php?ID=2799), og hvem anden end Satan kan opvække en interesse for symboler, der er direkte kontrært med tilbedelse i ånd og sandhed?

Yahshua gik ”én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning” (Hebr. 9:12), og at tilbyde et andet alter, er at træde frelseværket under fode! Når Bibelen i det Nye Testamente taler om et alter, eks. Matt. 5:23, da er det ikke et fysisk alter, hvor vi kan ofre. Alt vi kan give til Gud i dag, er vore hjerter, vor bøn og tilbedelse. Det bringer vi til alteret, Kristus. Har vi et mellemværende med vor broder, må vi først forene os med ham, før vi ofrer vor åndelige tilbedelse, i ånd og sandhed. Når Paulus siger: ”Vi har et alter, som de, der gør tjeneste ved Åbenbaringsteltet, ikke har ret til at få føde fra” (Hebr. 13:10), betyder det heller ikke et fysisk alter, men igen Jesus Kristus. Hans værk på korset giver os adgang til det allerhelligste, hvor vi kan bringe vor tilbedelse, og i det skjulte række vore daglige synder frem, og modtage tilgivelse.

Lysvæggen
Lyset bruges i Bibelen til forskellige illustrationer - forståelse, liv, ånd, Jesus som er verdens lys osv. Gud beordrede folket til, at lave en lysestage i templet, og der har selvfølgelig været en symbolik i det, som jeg ikke vil gennemgå her. Som vist igennem artiklen ind til nu, er alt vedrørende templet opfyldt i Jesus Kristus og har ikke nogen værdi her i nådens tid. Derfor kan vi ikke drage noget i Bibelen frem, som retfærdiggør at vi bruger lys til symbolisering.

I hedenske religioner, symboliserer ild solen. Katolicisme er intet andet end hedenskab, og har absolut intet med Kristendommen at gøre – skønt det er hvad verden ønskes bildt ind. Derfor er der stor grund til at tilskrive den katolske tradition med lys, tilbedelse af deres solgud Nimrod og Tammuz. Samtidig findes der utallige ritualer, hvor lys er et vigtigt element, sammen med Bibellæsning.

Uanset hvordan vi vender sagen, så vil brug af lys – uanset hvad og hvem det for os måtte symbolisere, intet andet være, end at tilbede skabningen, frem for Skaberen. Det har aldrig været kristen tradition at bruge lys i tilbedelsen eller til påmindelse. Der er en årsag til at lys, deres farver, faconer, størrelser og placeringer – ofte på et alter, sammen med en Bibel, har en stor værdi og vigtighed i okkultisme. Når de kaster forbandelser, om det er for at opnå penge, kærlighed, fred, held, magt og/eller succes osv., så åbner den rette stemning sindet for de rette dæmoner, og derfor har afgudsdyrkere fundet uendelig stor hjælp i disse teknikker.

Traditionen, at tænde lys, er i sakristiet tydeligvis adopteret fra katolicismen. Her symboliserer lyset ”vore bønner” og ”den styrke det kristne fællesskab er”. ”Man kan finde nye lys i en lille krukke, som står ved Sakristiets indgang”. (http://sakristiet.dk/sakristiet.aspx).

Et sidekapel i en katolsk kirke i nærheden af Bath, England. Læg mærke til skriften IHS.
(Klik for at forstørre)
Når du kommer ind i en katolsk kirke, er der ofte et skrin, små sidekapeller eller sidealtre, hvorpå der står statuer eller ikoner – og rækker med lys. Disse lys symboliserer, hvilket Ottesen bogstaveligt har taget til sig, deres bønner, eds bønner, eller deres ære til Gud eller Hans helgener. Ofte siges der ”jeg tænder et lys for dem”, hvilket så betyder, at de vil bede for nogen og symboliserer dette ved at tænde et lys – altså, de gør deres bederemme brede og kvaster lange – for at vise dem for mennesker (Matt. 25:5). Det er også ofte brugt, at skrive bønnerne på papir, og placere dem ved disse lys. Derudover har den katolske kirke også for tradition, at tænde et lys i taknemmelighed, for bønnesvar. Desuden har mange katolikker altre derhjemme, hvor de også tænder disse lys. Påskesøndag har farven endda en speciel betydning, som i okkultisme, nemlig farven hvid, der symboliserer Jesu renhed og guddommelighed. At tænde lys har endvidere den betydning, at man bereder sin sjæl på et liv i hengivenhed – et personligt holocaust. Søg evt. efter ”Votive Candles” på http://www.google.dk, så vil du få anledning til at læse mere.

At tænde et lys, er en praksis der breder sig mere og mere, og det kan ikke siges stærkt nok, at det er afgudsdyrkelse. Uanset hvad du selv vælger at symbolisere med disse lys, så har det ikke Guds velbehag. Symbolerne i denne praksis er plum rådden.

Mennesker er så stemnings søgende, og får de den rette stemning, så åbner de sig for hvad som helst der føles rart. Satan har fyldt mange hjerter, med en ”forkert ild”, og det drager ikke mennesker til Gud, men til mysticisme – eller såkaldt kristen mystik. Det har intet med Gud at gøre, og intet menneske når til erkendelse af synd, dom og retfærdighed. Disse mennesker modtager måske midlertidig fred i sjælen, en påstået frelse, skønt synden ulmer i deres ånd, sjæl og legeme, og æder dem levende, som cancer.

Sakristiet med sine stemningsfyldte symboler, hjælper mennesket til at åbne sig for de dæmoner, som holder dem i religiøst fangenskab, indtil helvedes ild opsluger dem for evigt!

Korset
”Inde bag Lysvæggen står korset. Det er Sakristiets centrale symbol. Det minder os om det liv, Jesus gav, da han døde. Foran korset kan man knæle på bedetæppet. Man tager skoene af og sætter sig enten på en hynde eller en bedeskammel. Man kan også gå helt frem til korset og gribe fat i det, som et udtryk for det livsgrundlag, man holder fast i” (http://sakristiet.dk/sakristiet.aspx).

Som kort nævnt tidligere, så har korset ingen forbindelse til Yahshua, men er et symbol for den katolske Jesus – Tammuz, hvorpå Yahshua blev forbandet for vores skyld og overtrædelser.

Ottesen siger til udfordringen at:

”Første gang, jeg håndgribeligt tog fat i korset og på ny indviede mig til Kristus, oplevede jeg det også lidt mystisk, men det er det ikke, siger René Ottesen, der sidste sommer besøgte Taizé i Frankrig”.

Den lille fornemmelse, som Ottesen mærkede, at det ikke var i orden at gøre som han gjorde, er ofte Helligåndens stemme der vejleder os. Man kan vælge som Ottesen, at overhøre den – forbryde sig mod Gud, med det resultat, at man kommer længere og længere væk fra de gamle stier, der leder til frelse.

Det er ”interessant”, at Ottesen indvier sig til ”Kristus på ny” i Taizé, for Taizé har en helt speciel historie. Folk der var medlem af Karlslunde Strandkirke sidst i 70’erne, som jeg kommer ind på senere, kan huske denne by i Frankrig, for det var der folket rejste hen, for at få en oplevelse – højest sandsynligt af det de ville kalde guds nærvær.

I Taizé, er der et helt specielt broderskab, som blev grundlagt af den 25 årige broder Roger i 1940, da Europa havde taget i Anden Verdenskrig. Hans drøm var at oprette et munkesamfund, et tegn på forsoning midt i tidens sorg – et internationalt økumenisk samfund. Han brugte de første par år alene, hvorefter andre tilsluttede sig, og i påsken 1949 havde syv brødre hengivet sig til fælles liv og cølibat. I dag er der 90 brødre, katolikker og protestanter fra forskellige baggrunde.

I 1966, flyttede et internationalt katolsk samfund, Sankt Andreas’ Søstre til nabobyen, for at dele ansvaret, at byde folk velkommen i Taizé.

Her holdes der møder, hvor hver person på deres pilgrimsvandring, får muligheden for at finde deres tros rødder, og reflektere, meditere over deres forening af det indre liv, og menneskelig solidaritet. Tre gange om dagen, samles alle til fælles bøn i Forsoningskirken

Der lægges også meget vægt på lovsang, der i katolsk messestil, bringer ofret i den rette stemning for indvielse til Baal, Ottesens og katolicismens kristus.

”Broder Roger fremhæver ofte hvor vigtig rolle musik og sang har spillet i Taizé lige fra begyndelsen. Her er sider om meditativ sang og om hvordan tanken er at de skal synges. Her skitseres en typisk ”bøn med sange fra Taizé” (gudstjeneste), vigtigheden af stilhed, hvordan arrangerer jeg stedet hvor bønnen vil finde sted, brug af ikoner, lydklip, RealAudio og meget mere” (http://www.taize.fr/da_rubrique337.html)

Det er ikke svært at se, hvor stor en betydning denne pilgrims tur har haft for Ottesen. Sakristiet er tydeligt et resultat af hans indvielse til denne Taizé kristus, bygget på romersk katolicisme, Babylonsk afgudsdyrkeri. Tillad mig at citere Paulus: ”I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod” (2. Kor. 11:4).

Hvor mange beviser skal vi have for at forstå, at der vitterligt er en anden ånd, en anden Jesus og et andet evangelium i disse menigheder. Karslunde Strandkirke, som vi kommer til senere, er faldet i med Alpha og den katolske afgud Tammuz, som også Pinsekirken København er besmittet med. Pinsekirken København inviterer nonner, Satans profet, Vassula Ryden og hendes promoter Niels Christian Hvidt på talerstolen. Hundrede vis af andre kirker har i længere tid flirtet med skøgens døtre og mange er blevet gift med skøgen, som snart vil falde: ”Faldet, ja, faldet er det store Babylon, som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin” (Åb. 14:8). Jesus advarer disse menigheder som er faldet i, og siger: ”Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig” (Åb. 2:5).

Tilbage til korset.

Lyt til dette: ”Taizé Bønnen, grundlagt i Taizé, Frankrig … består af musik, sang, evangelielæsning, stille meditation, messe, og ærbødighed for korset …Det katolske center ved University of Vermont…begyndte at bede Taizé Bønner omkring korset i 1995 … Kapel lyset dæmpes og der er et stort trækors ved foden af alteret, omgivet af lys. Vores musikleder Donna Foster … spiller meditativ musik 5-10 minutter før mødet begynder”. (http://homepages.together.net/~cathuvm/taize2.html)

Citat fra Tagryggen:
”Det samme korsets tegn, som den romersk katolske kirke tilbeder i dag, blev brugt i babyloniske mysterier og i hedenskab til de samme magiske formål og hædret med samme ære. Det der i dag kaldes det kristne kors, er oprindeligt ikke noget kristent emblem, men kommer af det kaldæiske og ægyptiske mystiske Tau, den oprindelige form af bogstavet T – initialet af Tammuz. Dette mystiske Tau, blev tegnet på panden af de der blev indviet i mysterierne og det blev brugt på alle måder som et yderst helligt symbol.

For at identificere Tammuz med solen, blev korset forbundet med solen, som i fig. 4, og andre gange blev det sat ind i en cirkel, som fig. 5.
The Cruciform T or Tau of Ancient Nations
Der lader ikke til at være nogen grund til tvivl om, at malteserkorset udtrykker et symbol for solen, for Layard (en engelsk arkæolog) fandt det som et helligt symbol i Nineve i en sådan forbindelse, at det ledte ham til at identificere solen. Det mystiske Tau, som symbol for guddommelighed, blev kaldt ’Livstegn’. Det blev brugt som amulet over hjertet og det var tegnet på præsternes embedsklæder – som på præsternes embedsklæder i Rom. Det blev båret af konger i deres hånd, som et tegn på deres værdighed eller guddommelig-tildelte autoritet. De kyske jomfruer i det hedenske Rom, bar det adskilt fra deres halskæder, som nonnerne gør i dag. Ægypterne og mange af de barbariske nationer, med hvem de havde samkvem, gjorde det samme, hvilket ægyptiske mindesmærker vidner om.

Der er strengt taget ikke en hedensk stamme, hvor korset ikke er blevet fundet. Korset var tilbedt af de hedenske keltere, lang tid før Kristi inkarnation og død. ’Det er et fakta’, siger Maurice (Engelsk præst og socialreformator), ’ikke mindre bemærkelsesværdigt end veldokumenteret, at druiderne var vant til, i deres lunde, at vælge det mest prægtige og smukke træ som et symbol for den guddommelighed de tilbad. De skar grenene af og vedhæftede de to største af dem, til den øvre del af stammen, på en sådan måde, at disse grene ragede ud i forlængelse af hinanden, som et menneskes arme, der sammen med stammen viste et stort kors. På barken, forskellige steder, blev der også indhugget bogstavet Tau.’ Det blev tilbedt i Mexico mange år før de romersk katolske missionærer satte deres fødder der, hvor store stenkors blev rejst, formentlig til ’regnguden’. Korset der således blev vidt tilbedt, eller betragtet som et helligt symbol, var det utvetydige symbol på Bacchus, den babyloniske messias, for han blev fremstillet med et hovedbånd dækket med kors.
Bacchus, with Head-Band covered with Crosses

Dette symbol for den babyloniske gud, bliver æret og respekteret den dag i dag, i Tatariet, hvor buddhisme hersker. Måden det bliver fremstillet på imellem dem, former et rammende kommentar til sproget anvendt af Rom om korset. ’Korset’, siger oberst Wilford, i bogen ’Asiatic Researches’ (Asiatisk undersøgelse), ’selvom det ikke er en genstand for tilbedelse mellem buddhisterne, så er det et favorit symbol imellem dem. Det er magen til det manikeistiske* kors, med løv og blomster der spirede fra det. Dette kors som frembragte løv og blomster kaldes det guddommelige træ, gudernes træ, livets og kundskabens træ, som frembringer alt som er godt og attråværdigt og det er placeret i det jordiske paradis.’
Various Examples of Pagan Crosses

Sammenlign så dette med roms sprogbrug om korset, og du vil se hvor nøjagtig sammentræffet er. I korsets embede, kaldes det ’Livets træ’, og tilbederne læres at tiltale det som: ’Hil, o kors, triumferende træ, sand frelse af verden, mellem alle træer er der ingen som træ i løv, blomst og knop. O kors, vort eneste håb, forøg retfærdighed til de gudfrygtige og tilgiv de skyldiges forseelser.’” (”The Two Babylons”, kap. 5, sek. 6)

* Mani proklamerede at han var den sidste profet i en række som inkluderede Zoraster, Buddha og Jesus. Den fundamentale doktrin er dualistisk deling af universet, i kæmpende verdener af godt og ondt – lys (ånd) regeret af Gud og mørke (materielt) af Satan. Manikenisterne delte sig i to klasser, ifølge deres grad af åndelig perfekthed. De der var kaldet de udvalgte, praktiserede streng cølibat og vegetarisme – afholdte sig fra vin og hårdt arbejde, og prædikede.

Semiramis, den katolske kirkes Maria, opfandt korsfæstelsen og romerne betragtede det som et offer til deres babyloniske guder. Derfor ville Satan have Jesus op på korset, som et offer til sig selv. Gud giver Israel loven at: ”Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ, må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse” (5. Mos. 21:22-23 ). Paulus refererer dette igennem korsfæstelsen og siger: ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld — der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ«” (Gal. 3:13 ).

Vi kan se, at Gud også ser korset som en forbandelse. Korset som symbol, har aldrig været kristent, det er hedensk. Når bibelen taler om korset, taler den altid om Kristi sonoffer for synden, ikke om korset i sig selv. Så spørger jeg dig. Hvordan kan vi acceptere at bære korset om halsen, eller have det hjemme i vores stue?

Nogle vil mene at det bare er til ihukommelse af Jesu offer. Men Jesus gav os nadveren til dette formål. Andre vil sige, at betydningen ikke er mere end hvad man gør det til. Korset har en central rolle i okkultisme, helt fra sin oprindelse. (Læs mere her)


Vandfontæne
“Vandet er et symbol på renselsen gennem Guds ord” (http://sakristiet.dk/sakristiet.aspx) siger Ottesen. Det er rigtig, at Guds Ord renser os, som vand (Ef. 5:26), men det er jo fuldstændig irrelevant, at tale om renselse i dette inferno af okkultisme. Det er den samme hedenskab der blæser ind i vore kirker i dag, som tilintetgjorde Israel i gammel tid. De formåede ikke at holde sig fra de søde løgne, symboler og åndelig spiritualitet, og det gør menighederne i dag heller ikke. Israel legede med den forkerte ild, og blev ført i fangenskab til Babylon, hvor guderne var dem, de havde valgt at tilbede. De blev overgivet til deres afguder, og vore menigheder bliver på samme måde overgivet (1. Tess. 2:11) til samme afguder og samme sataniske religion – Romersk Katolicisme. Ottesen fortalte til Udfordringen, at han er meget karismatisk. Den karismatiske bevægelse er opfostret i vor tids åndelige Babylon, solgudens højsæde, og denne åndelige fornyelse, blev vor åndelige død.

Drag ud fra hende, mit folk” (Åb. 18:4), siger Gud. Med ”hende” mener Han Babylon, det åndelige Babylon. Det var jo i Babylon hvor Nimrod, solguden, katolicismens kristus – Antikrist blev tilbedt. Det er den samme afgudsdyrkelse Ottesen propagerer og udbreder. Der er kun én vej, siger Gud, og det er ud. Lad os adlyde Hans råd, ”for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager” (Åb. 18:4).

Angående stemningen i sakristiet, fortæller Ottesen at lydbilledet fra denne fontæne ”bruges i forbindelse med den meditation, man sidder i”. Musik er som i Taisé Bønnen også i sakristiet et redskab til at skabe den rette stemning. Ottesen skriver: ”Musikken er et redskab, som bruges for at opnå den ro sindet skal have for at åbne for Guds ånd” (http://sakristiet.dk/sakristiet.aspx).

Sakristigænger
Det er selvsagt ikke sande kristne, som er blevet født på ny og har modtaget Helligånden, der forvilder sig ind i sakristiet. Ottesen siger til Udfordringen at:

”Mange af de nykristne her i kirken kommer fra det alternative miljø, fra New-Age-bevægelsen. De har været meget aktive og inspirerende i hele tilblivelsen af Sakristiet. De er symbolsøgende og har spurgt efter et retræterum. De er vant til at søge det overnaturlige på den måde. Flere af dem har et alter derhjemme, hvor de tænder lys og beder.
- Oplever mennesker Guds kærlighed og Helligåndens virke på den måde, så er det deres måde. Mange af dem har søgt sandheden i mange, mange år, inden de blev præsenteret for Jesus for første gang. Dem skal vi ikke miste.” (http://www.udfordringen.dk/print.php?ID=2799)

Sakristiet er et tilbud til ”mennesker, der er mere åbne for denne form for spiritualitet”, fortæller han (http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=2567). Det er jo yderst fortvivlende at se, hvordan den katolske kirke vinder frem selv blandt Guds udvalgte.

Men ikke blot alle ovenstående katolske traditioner har Ottesen taget til sig. Han fortsætter og siger:

”Der bliver også mulighed for at skrifte. - Skriftemålet er en god anledning til at begynde en oprydningsproces i sit liv” (http://www.udfordringen.dk/print.php?ID=2799).

Det er sørgeligt at læse, at disse mennesker ikke får den rette vejledning, men fortsætter på ”deres måde”. Det kan godt være at Ottesens sakristi og Pinsekirken København ikke mister disse mennesker. Men Gud får dem ikke. De afholdes fra Ham, da de ikke får den rette undervisning i at holde sig til Ham og omvende sig fra ”deres måde” og deres egne veje.

”Sakristiet lægger sig i kølvandet på Ole Skjerbæk”, siger Ottesen til Udfordringen (http://udfordringen.dk/art.php?ID=2567), ”som er blevet fast inventar i det nyreligiøse miljø, og som vi har den største respekt for”. Ole Skjerbæk Madsen har den filosofi, at man kan møde mennesker med deres egne tilbedelsesmetoder. I Mesterens Lys (http://www.imesterenslys.dk/), tilbyder intet ringere end ”Esoterisk kristendom”, ”Helingstjenester ved fuldmåne og Thomasmesser”, ” Indvielsesritual - indvielse af vievand”, og et hav af New Agelige jargoner, der i den grad viser ulydighed mod Paulus’ ord: ”Skik jer ikke lig med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje” (Romerne. 12:2). Hvornår får vi at høre om Kristen satanisme? Har du nogensinde hørt om en sort farve der var hvid, og omvendt? – Et lys der spredte mørke? Kun Satan kan får mørke til at ligne lys og sort til at ligne hvid eller satanisme til at ligne kristendom.

Han udtaler at: ”De nykristne har ofte behov for at læsse en masse snavs og møg af sig”, og det er mere sandt end han aner. Det er dog ubeskriveligt sørgeligt, at Ottesen igennem sit katolske sakristi, ikke kan tilbyde andet, end blot at udøse yderligere trængsel over disse elskede menneskers liv. Alt de behøvede at gøre, var at omvende sig og tro på Jesus. Evangeliet er så simpelt, og det er tydeligt at Ottesen ikke jævner Herrens vej (Joh. 1:23), men planter med stor nidkærhed den ene efter den anden forhindring for de fortabte sjæle, der kommer for at få hjælp.

Pahus i Rom
Men fadæsen begrænser sig ikke til Ottesens sakristi, og Skjerbæk Madsens esoteriske kristendom.

Vender vi os til Alphas hovedsæde i Danmark, Karlslunde Strandkirke, så finder vi at også Helge Pahus er ganske fornøjet med den katolske kirke. Han udgav en beskrivelse til sine kirkemedlemmer, af en tur til Rom, og jeg fortæller ud fra denne beskrivelse, for at du må få et lille indblik i hvor afskyeligt det er. Hans skrivelse gav han overskriften ”REFERAT AF STUDIETUR TIL KATOLSK-KARISMATISK KONFERENCE I ROM, 20-25 SEPTEMBER 2003 HELGE PAHUS”.

Det var ikke første gang Pahus i 2003 flirtede med skøgen. Tilbage i 1975, fortæller han, deltog han i USA på møder, i katolsk-karismatiske kredse. Men den 20-25. september 2003, deltog Helge Pahus igen. Denne gang på en katolsk-karismatisk konference i Rom, arrangeret af den katolske fornyelses-organisation ICCRS (International Catholic Charismatic Renewal Services), som har kontor i Vatikanet. Her støder vi igen på det katolske koncept – ”retræte”, da konferencens officielle navn var ”Spirituel retræte, for karismatiske ledere”.

Jeg ved ikke om man skal grine eller græde, når han fortæller at der ham bekendt ikke var andre karismatiske kristne blandt de 1.100 deltagere. Husk på at hele den karismatiske bevægelse et produkt af den katolske kirke, der efter andet vatikankoncil brugte mennesker som Kathryn Kuhlman, til at snige denne falske ånd ind blandt Guds folk. Læs evt. ”Den karismatiske bevægelse, nøglen til endetidens bedrag..”, og ”Karismatisk Kaos”.

Hvis du ikke kender så meget til den katolske kirke, så kan jeg anbefale at læse de artikler, der hører under denne artikel ”Sandheden om den katolske kirke – et omfangsrigt historisk bedrag!”. Nede i bunden af denne indledning, finder du et indeks over tilhørende artikler og deres emner.

Det er modbydeligt at tænke sig, at de på konferencen i Rom, som Pahus udtrykker det, sang meget i ånden, når man ved hvilken ækel ånd, der bevæger sig i Satans eget hus, den Romersk Katolske Kirke.

Hovedårsagen til, at Pahus ønskede at deltage på denne babyloniske konference, var taleren Raniero Cantalamessa. I 1980 blev han af Pave Johannes Paul II udnævnt til prædikant i det pavelige hushold, og tjener stadig der, hvor han ugentlig taler for kardinaler, biskopper og prælater af den romerske kurie. Han er teologisk doktor og doktor i klassisk litteratur. Tidligere ordinær professor i oldtidskristendom og leder for afdelingen for religiøs videnskab, ved det katolske universitet i Milan. Han var et medlem af den internationale teologiske kommission i 1975-81. I 1979 trak han sig tilbage, for at blive fuldtidsprædikant for evangeliet.

Var Raniero Cantalamessa på nogen måde formidler af det sande Evangelium, overgivet af Paulus og apostlene, så ville han aldrig nogensinde være blevet udnævnt af paven. Alberto Rivera fortæller at Paven aldrig har velsignet et kættersk individ – eller som det hedder efter Vatikankoncil 2, ”en adskilt broder”. Der er ikke registreret noget i historien der viser, at det nogensinde er sket. Det er strengt forbudt ved Canons Lov, i den romersk katolske institution.

Raniero Cantalamessa har skrevet denne bog ”Life in Christ”, som Pahus truer med at oversætte til dansk. Pahus ville endvidere ønske ham til Danmark, men som han siger: ”det ville kræve et fælles-kirkeligt arrangement, som i gamle dage, og i eenhed med den katolske kirke i Danmark”. Måtte Gud fri os fra den enhed!

Pahus kommer nu til hostien og det er tydeligt han ikke aner hvad han har med at gøre. Han deltager gladelig i denne afskyelige afgudsdyrkelse og prøver som Ottesen at omformulere sandheden, og forklarer hvad hostien er. Han siger:

”For en protestant er det sært at se hostien på denne måde være i centrum, og høre mødelederen takke for at nu har vi Jesu korporlige nærvær hos os. På den anden side kan jeg godt leve med, og tilegne mig, at hostien er synlig symbol for den sandhed at Jesus virkelig er i blandt os. Jeg spekulerer på hvordan vi ville udtrykke dette ved et dansk, luthersk Oase-stævne; måske ved at sætte et krucifiks? Eller ved at løfte alterkalken frem?”

Det er Ganske modbydeligt det her. Læs lidt mere om nadveren eller hostien her. Vil du kunne deltage i denne hån mod Jesus Kristus, din og min Frelser?

Selv lovsangen kunne han deltage på, når det kom til Maria centreringen – lovsang om Himmeldronningen:

Nogle af Maria-sangene kunne Kirsten og jeg med glæde synge med på, f.eks Jeg vil give mig selv til din søn, ligesom du gav dig selv til ham, Maria (Como Tu, Maria). Eller en sang om at Jesus skal bo i vort hjerte som han boede hos Maria (minder om verslinien i vores egen Salmebog at også jeg må åndeligt undfange dig). Men andre sange kunne vi ikke følge, som f.eks. Maria, led mig til din søn.

Jeg håber ikke du misforstår mine hensigter med at skrive om Ottesen, Pahus og Skjerbæk Madsen. De er formodentlig nogle ganske søde mennesker, men de er ikke bare nidkære uden forståelse, som jøderne på Paulus’ tid (Romerne. 10:2). Vi er nød til at være opmærksomme på, at vi må være vagtsomme over for det, som kommer fra deres side. De er blinde ledere for de blinde, og alle vil ende i grøften (Luk. 6:39). Det er ikke deres person jeg angriber, men jeg ønsker med denne artikel at råbe højt til de der måtte høre, at de er ”falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve” (Matt. 7:15).

Paulus sagde: ”Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer” (Apg. 20:29-31). Det er nøjagtigt det vi ser i disse tilfælde.

Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore” (1. Joh. 2:19). Som du har set igennem denne artikel, så har Pinsekirken København, Karlslunde Strandkirke og alt hvad Skærbæk Madsen involverer sig i, forladt ”os” til fordel for karismatisk katolicisme og New Age. Vogt dig kære læser, at du ikke slår ind på deres vej!


Debat: Det katolske indtog blandt Guds folk, Sakristiet, Pinsekirken København

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*



Emne: Menighedesliv

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation