Gud Moder Maria tilbedelsen

af Kim Andersen
Lagt på d. 11/01-07

Udskriv
Oversigt


En folkevandring finder sted. Flere og flere etablerede menigheder, gradbøjer sin teologi, så den skridt for skridt tilpasses ”vores tid”. I adskillige år har stemmen lydt, at kristendommen må gennemgå en reformation, for ikke at blive tabt på gulvet. Hvis kristendommen skal overleve, skal der fornyelse til, og denne fornyelse har adskillige ansigter. Men gennemgående for denne fornyelse, er tegn og undere. Livskvalitet, redskaber til åndelighed og global forening, er tidens nøgleord, samlet under fanen, evangelisation og vækkelse.

Mens Bibelen advarer om denne tids tegn, undere og mirakler, så drives verdens befolkning af tidens vinde, i favnen på moderkirken, skøgen som Bibelen på mange måder advarer os imod: ”Thi falske Messiaser og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild.” (Matt. 24:24)

Vi ser dette på mange områder, og i karismatiske kredse er fokus primært på helbredelser og dæmonuddrivelser. Bibelvers som omhandler disse emner, tillige med økonomi, reciteres møde efter møde, og isoleres gerne for at fremme lærerens holdning. Dette fokus har, med al tydelighed - set i bakspejlet igennem de sidste årtier - forårsaget at et utal af de udvalgte, har engageret sig i en oplevelseskristendom, som gradvist i menighedssamfundene landet og verden over, har forladt det Levende Ord, med holdningen at ”bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende” (2. Kor. 3:6).

Skønt bogstaven i rette sammenhæng er loven, så har folket accepteret talen, og anser alt der føles godt og ligner handlinger fra den gode, for værende sandt, uanset hvor og hvornår Bibelen advarer. I håb om, at hvor Bibelen ikke omtaler specifikke begivenheder, så er tavsheden en åben dør for blåstemplingen af de gode følelser, så bydes alt i Guds navn velkommen, uanset hvorfra og hvordan kilden til følelserne kommer.

Er det sådan, at hvor det føles godt, er det fra Gud, og hvor det føles dårligt, er det fra Djævelen? Enhver som holder fast ved Ordet vil sige ”Nej”, for ofte er gode følelser og oplevelser glædeligt for kødet, men ikke ånden. Men de årelange vindpust, som har blæst folket mod Rom, har ændret dette nej til et helhjertet og overbevisende ”ja”, der bevirker at åndeligt set, så fører alle veje til Rom. Vi ved, at vejen til fortabelse er bred, mens vejen til livet, er trang og smal. (Matt. 7:13-14)

Et af de verdensvide tiltag for at bringe menneskeheden i trængslens fold, er Maria, Jesu moders fremkomster, der forkynder budskabet om hendes søn, nadveren og kirken, som Jesus stiftede, den romersk katolske moderkirke. Vi er alle brødre og søstre, uanset religion, forkynder hun, og vi må alle komme til kirken.

Maria er en helt speciel nøgle, om ikke nøglen, der har åbnet døren til endetidens forening af religionerne. Hun er den, der fører verden i enhed. Den karismatiske bølge var nøglen til at åbne døren for oplevelseskristendommen, der er identisk med oplevelserne hos østens religioner, katolicismen og alle andre religioner, som befordrer gode følelser og fornemmelser. Derfor har jeg valgt at skrive denne artikel om Maria, fordi jeg ønsker at udruste dig med information imod denne dæmon, som narrer tusinder på tusinder, verden over.

Moder-barn - et kirkeligt fænomen?


Er moder og barn et kirkeligt ikon, som blev ”opdaget” da Maria fødte verdens frelser? Eller har der været nogen før hende, som ville kunne bære samme figur, før Jesu tid og kirkens grundlæggelse? Jeg vil prøve at lægge en grund her, som kan bære en nyttig funktion i afgørelsen om dette fænomen. Det er ikke for at svælge i Ægyptens afguder, men nærmere for at undgå at falde i den fælde.

Helt tilbage til menneskets fald, blev fjendskabet mellem kvinden og slangen (djævelen) forkyndt - fjendskab mellem kvindens sæd (hebræisk zera, som det danske ord æt/afkom dækker over, eller sagt på en anden måde, skjuler) og djævelens sæd (1. Mos. 3:15). Dette vers er det eneste ud over 1. Mos. 4:24, som omtaler kvindens sæd. Sidstnævnte vers, nævner Adams omgang med Eva, og derfor isolerer førstnævnte vers sig som noget særligt - kvindens sæd. Der er en antydning af noget overnaturligt, kvinden og hendes sæd.

Der er ingen tvivl om at Satan forstod budskabet. Han vidste hvad han var oppe imod, og lang tid før Maria kom til, ca. 2.200 år, blev en kunstig opfyldelse af denne profeti iscenesat. Noas barnebarn Nimrod (også kendt som Izdhubar), som efter syndfloden blev den første hersker på jorden (1. Krøn. 1:10), bl.a. i Babylon (1. Mos. 10:10) døde og blev efter sigende genfødt - reinkarneret som Tammuz, født af sin egen kone, Semiramis, også kaldt Beltis eller Semiramus, som ifølge udsagnet var blevet befrugtet uden samkvem med en mand. Således forsøgte Satan at vildlede folket, og ”kvindens sæd” kunne blive til fordel for ham, frem for dommen: ”den (kvindens sæd)skal knuse dit hoved” (1. Mos. 3:15).

Jerome, som lavede Vulgataen, ændrede teksten således at kvindens sæd, som skulle knuse djævelens hoved, blev til hunkøn. Vulgata’en siger i 1. Mos. 3:15: ”…ipsa conteret caput tuum et tu insidiaberis calcaneo eius”. Det latinske Ipse, som på hebræisk er hoo, og som i KJV er oversat it, er maskulin[1], mens ipsa, som på hebræisk er he eller hi, er feminin. Dermed gøres kvindens sæd feminin frem for maskulin, og Maria har bl.a. på dette grundlag fået en særlig plads i forsoningsværket, hos den romerske moderkirke.

Semiramis / Beltis / Semiramus
Nimrod kaldes af forskellige forfattere forskellige navne, bl.a. grundet forskellige dialekter osv. Ninus, Ninias, Ninurta er nogle af dem. Den gamle katolske kirkefader Augustin, fortæller i sin bog ”City of God” at:

”Ninus, som afløste sin far Belus,[2] Assyriens første konge, var da allerede den anden konge af det kongerige, da Abraham blev født i kaldæernes land”[3]

Augustin knækker historien, og afviger fra Bibelens beretning, for han skriver således:

”Men det som er nedskrevet om Sinear’s land, som tilhørte Nimrod’s kongerige, hvorfra Assur [han] gik frem og byggede Nineve og de andre byer nævnt sammen med, skete lang tid efter; men han benytter lejligheden til at tale om det her, på bekostning af det assyriske kongeriges storhed, som på forunderlig vis blev ekspanderet af Ninus, søn af Belus og grundlægger af den store by Nineve, som blev opkaldt efter ham, Nineve, fra Ninus.”[4]

Læser vi passagen i KJV, ser vi at det meget vel kan være i den retning som Augustin fortæller. Selvom Augustin taler både om Ninus og Nimrod, så lad os prøve at holde tungen lige i munden. Den hedenske legende siger at babelstårnet blev kaldt Jupiter Belus’ tempel, og derfor kan Augustin have kaldt Nimrods fader for Belus og Nimrod for Ninus, skønt Bibelen fortæller det var Kusj (1. Mos. 10:8) og hans søn Nimrod. Men KJV fortæller faktisk som Augustin, at det var Assur, Sem’s søn (1. Mos. 10:22), som gik ud fra Assur og byggede Nineve: ”Ud fra det land (Sinear) gik Assur frem, og byggede Nineve”. Sandsynligvis har Assur bygget grundlaget for byen, og Nimrod den ”vældige jæger” har erobret Nineve og været hoved-bygherren. Den danske bibel bytter personerne ud og siger ”Fra dette land (Sinear) drog han (Nimrod) til Assur og byggede Nineve” (1. Mos. 10:11).

Videre fortæller Augustin:

“Da Ninus, søn af Belus var konge, rapporterede han at havde underlagt hele Asien, selv til Libyens grænser, hvilket sammenlagt talmæssigt kaldes for en tredjedel, men er størrelsesmæssigt fundet at være halvdelen af hele verden. Indianerne i de østlige regioner, var de eneste folk han ikke regerede over; men efter hans død, gik Semiramis, hans kone, i krig med dem. Således skete det, at al folket og kongerne i disse lande, blev underlagt assyrernes kongerige og autoritet, og gjorde alt der blev befalet … Ninus og Semiramis’ søn, som afløste sin moder i kongeriget, kaldes også Ninus af nogle, men af andre Ninias, et patronymikonisk (afledt af faderens navn)ord”[3] (Eftertryk er mit)

Historien at Nimrod døde og blev reinkarneret i sin søn, synes at skinne frem i Augustins fordrejede historie, hvor Ninus både er navnet på fader og søn. Dog nævner han at det var Ninus og Semiramis søn, hvilket ikke underbygger jomfrufødsel, men det jeg vil du skal se her, er at Ninus og Semiramis - Nimrod og Semiramis er et anerkendt ægtepar, kort tid efter syndfloden.

Den katolske kirkefader Klement fra Alexandria, nævner også Semiramis i sit værk ”The Stromata”, og skriver kort

”I Semiramis tid, assyrernes dronning, beretter de at lærredsklæder blev opfundet”[5]

Athenagoras, endnu en katolsk kirkefader, skriver at:

”For hvis afskyelige og gudsforhadte mennesker havde ry for at være guder, og Derceto’s datter, Semiramis, en lystig og blodbestænket kvinde, blev værdsat som en syrisk gudinde, og hvis, på bekostning af Derceto, at syrerne tilbad duer og Semiramis…hvilket under er det da, hvis nogle skulle blive kaldt guder af sit folk, grundet deres styre og suverænitet”[6] (Eftertryk er mit)

Moder-barn i Stjernerne
På denne tid havde folket ikke Ordet fra Gud, i skreven form, men stjernerne vidnede om Hans planer. Babelstårnet blev brugt til afgudsdyrkelse - tilbedelse af disse stjerner, selvfølgelig i en perverteret form, med et forfalsket budskab. Oprindeligt, havde Gud givet mennesket budskabet i stjernerne, hvilket er materiale til en anden artikel, men til dette formål plukker jeg i informationen for kort at vise dig, at djævelen, som jublende så på da Faderen igennem Sønnen skabte universet (Job. 38:7), uden tvivl kendte budskabet i stjernerne. ”Han (Gud)bestemmer stjernernes tal og kalder dem alle ved navn” (Sal. 147:4), og navne har i Bibelen - særligt i GT - en forklarende betydning. Højest sandsynligt var det ved stjernernes budskab, som uden ord, røst eller tale, bringer Ordet til verdens ende (Sal. 19:1-7), at Enok kunne profetere (dvs. forkynde Guds Ord): ”Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham” (Jud. 1:14-15). Budskabet er i stjernerne!

Derfor kan vi finde budskabet om jomfruen og hendes sæd i stjernerne. Stjernetegnet Jomfruen, forkynder budskabet om den kommende (Jesus), altså kvindens sæd.

”Dette tegns navn er Bethulah på Hebræisk, som betyder en jomfru, og på Arabisk, en gren. De to ord bliver sammensat, som på Latinsk - Virgo, som betyder en jomfu; og virga, som betyder en gren (Vulgata, Es. 11:1). Et andet navn er Sunbul, Arabisk, en kornakse…den klareste stjerne i Virgo, har et gammelt navn, som er ført med til os, i alle stjernekort, hvori det Hebræiske ord Tsemeck er bevaret. På arabisk kaldes det for Al Zimach, som betyder grenen. Denne stjerne er kornaksen, som hun holder i sin venstre hånd. Derfor har stjernen et moderne latinsk navn, som næsten har erstattet de gamle, Spica, som betyder en kornakse.”[7]

Denne gren, som Jomfrutegnet taler om, kan vi også se i det skrevne ord: ”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire (hebræisk tsemach, på engelsk oversat branch = gren)fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet” (Jer. 23:5).

Går vi videre til stjernetegnet Coma, finder vi moder-barn figuren.

”Det gamle navn for denne konstellation er Comah, den ønskede, eller den man længtes efter. Vi har dette ord brugt af Helligånden i denne sammenhæng, i Hag. 2:7: ’alle nationers ØNSKE skal komme’ (dansk: ”så de kommer med deres skatte” - hele passagen ændres). De gamle himmeltegn skildrede denne konstellation som en kvinde med et barn i sine arme. Albumazar (eller Abu Masher), en arabisk astronom i det ottende århundrede siger: ’Der opstår i den første Decan (konstellationerne kaldes Decans), som perserne, kaldæerne og ægypterne, og de to Hermes og Ascalius lærer, en ung kvinde, hvis persiske navn betegner en ren jomfru, siddende på en trone, som nærer et spædt drengebarn, som har et hebræisk navn, som af nogle nationer kaldes IHESU, med betydningen IEZA, som på græsk kaldes CHRISTOS”[8]

Her ser vi tydeligt, at budskabet om jomfruen og drengebarnet bliver forkyndt, og Satan har i sit ønske om at ødelægge, fordrejet dette budskab, og fremprovokeret en falsk opfyldelse af dette budskab.

Moder-barn i Babylon og Ægypten
Isis skildret som kalv og kvinde med to horn med en sol imellem
Isis med barn
Hele den Ægyptiske gudefamilie
Dette moder-barn arrangement, blev fra Babylon spredt i hele verden, sammen med folket der ved Babel fik forvirret sit sprog, så de ikke forstod hinanden, og måtte skilles, sprede sig over hele kloden (1. Mos. 11:1-9).

Afgudsdyrkelsen som blev grundlagt i Babylon voksede, og Gud kaldte Abraham ud af Kaldæa, hvor de tilbad disse guder (Jos. 24:2-3). Abraham blev forfader til Israels tolv stammer, og i Ægypten hvor disse stammers folk mangfoldiggøres i sådan en grad, at kongen frygter om de skulle blive en trussel for landet (2. Mos. 1:8-10), der er de blevet oplært i at tjene andre guder (Jos. 24:14).

I Ægypten var Babylons Semiramis og Tammuz navngivet Isis og Horus, mens faderfiguren Nimrod var solguden Osiris, og dem havde Israelitterne tilbedt der. Da Gud frier dem ud af Ægypten, falder de, bl.a. grundet utålmodighed, tilbage i tilbedelsen af disse afguder, og støber en kalv af guld (1. Mos. 32:1-7). Isis (også Apis) bliver ofte afbilledet som en kalv. På billedet ser vi Isis/Apis, guld-kalven med horn som danner en måne, og solen - Osiris, der åbenbarer måne/sol dyrkelse.

Solskiven symboliserer endvidere ”Guds øje”, Osiris’/Horus’ øje, det tredje øje, pandechakraet osv. Dermed er det også Venus og Jupiter tilbedelse, hvor Venus er et udtryk for det feminine og gengives i dag med ? tegnet, samtidig med vi er inde på yin/yang, lys/mørke osv. Venus er for okkultister desuden et ikon for Satan selv. Satan går under mange aliaser, deriblandt Deois, drengen Jupiter, kentauren (et fabel væsen), Orion, Saturn, drengen Pluto, Iswara, den bevingede, Nimrod, Adoni, Hermes, Prometheus, Poseidon, Butes, Dardanus, Himeros, Imbors, Iasius, Zeus, Iaccus, Hu, Thor, Bel, Serapis, Ormuzd, Apollo, Tammuz, Atus, Herkules, Shiva, Molok og Baal.

Slangen mellem hornene og foran solen, er formentlig et udtryk for guddommelig visdom, et udtryk for at være oplyst, ligesom slangen i Edens have ”oplyste” mennesket, gav det visdom, og ”det blev som Gud” - og nu i New Age religionerne, er mennesket identisk med Gud.

Ifølge historien, hører vi om Isis, Oriris kone, helt tilbage til Ægyptens femte dynasti omkring 2498 - 2345 f.Kr. [9] Ifølge Bibelens kronologi, er Nimrod ca. 40 år gammel i 2345 f.Kr., og det er i den periode Babylon bliver grundlagt. Det er altså på den tid verden først hører om ”Isis”, som var Semiramis, Nimrods (Osiris) kone, og som efter Nimrods død og reinkarnation i Semiramis’ søn Tammuz (Horus) blev dels moder til sin mand, men også det første ikon for profetien om kvindens sæd.

Hvordan og hvorfor Nimod døde, er der mange historier om. Kristne researchere har fundet, at det var Sem er dræbte ham, netop fordi han forledte folket til intens afgudsdyrkelse. Den jødiske tradition nævner at Esau i jalousi dræbte ham.[10] I legenden om Osiris, som er den Ægyptiske version af Babylons Nimrod, blev Osiris slået ihjel af sin misundelige broder Set[11]. Sem var Noas søn, mens Nimrod var Noas søn Kam’s søn, altså Noas barnebarn. Legender kan miste eller få tilført information, fra mund til mund, og måske er Sem/Set et resultat af en snublet tunge, og familierelationen ligeså. Hvem ved?

Moder-barn i Rom
Også i Rom blev der bygget templer for Isis, og til templerne ordinerede Isis-præster som ifølge sparsomme historiske kilder var både mænd og kvinder. Isis betyder tronende kvinde, og hun har fået adskillige beskrivende navne, som fortæller om hvem hun er. I ”de dødes bog”[12], en samling af gamle ægyptiske begravelsestekster som indeholder bønner, magiske formularer og hymner fra forskellige perioder, havde hun bl.a. følgende titler:Samme bog beskriver hende endvidere som ”Hende som giver fødsel til himmel og jord, kender den forældreløse, kender enken, søger retfærdighed for de fattige, og ly for de svage”[13].

Som der fremgår af listen ovenfor, kan vi se at Isis er navngivet afgrødernes frue (punkt 4), og den romerske Ceres, er kornets eller afgrødernes gudinde. Det er dermed den samme ”gudinde” vi har med at gøre. Men lad mig gøre det mere tydeligt, at vi har fat i samme figur, igennem alle disse titler.

På hjemmesiden ”Goddess - the devine mother of the universe”, som er en hyldest til at opdage Gud i den feminine form, skrives der bl.a:

”…på denne hjemmeside er der inkluderet sider som udforsker mange af de mere almindelige former for Gudinden…Gudinden kom ingen steder fra, hvilket betyder at der aldrig var en tid hun ikke eksisterede”[14].

Der er ganske enkelt tale om én og samme gudinde, fra evighed af, som går under flere navne.

I sin roman ”The Golden Asse”, som igennem både fakta og fiktion fortæller om gudinden, skriver den romerske filosof Lucius Apuleius (ca. 123-189 e.Kr.)[15]:

”Da midnat kom, hvor jeg havde sovet min første søvn, vågnede jeg med pludselig frygt og så Månen lyse klart, som når hun er ved sit fulde, og lader til at være sprunget ud af Havet (se punkt 13 oven for). Da tænkte jeg ved mig selv, at det var det mest hemmelige tidspunkt, da gudinden Ceres havde mest magt og kraft…Da, med et grædende udtryk, bad jeg denne bøn til den mægtige Gudinde, og sagde: O velsignede Himmeldronning, Uanset om du er Dame Ceres…eller om du er den himmelske Venus…”[16] (Eftertryk er mit)

Senere i romanen, kommer gudinden selv til Lucius og siger:

”Se Lucius, jeg er kommet, din gråd og bønner har bevæget mig til at bistå dig. Jeg er hende som er den naturlige moder af alt, herskerinde og guvernante for alle elementerne, begyndelsen på verdens efterkommere, hoved for guddommelige kræfter, Himmelens Dronning, overhoved for himmelens guder, gudindernes lys: på min befaling blev planeternes position, havenes sunde vinde, og helvedes stilhed forordnet; mit navn, min guddommelighed bliver tilbedt over hele verden på forskellige måder, igennem forskellige skikke og under mange navne, for Frygerne kalder mig Gudernes moder: Athenerne, Minerva: Cyprierne, Venus: Kreterne, Diana: Sicilianerne, Proserpina: Eleusierne, Ceres: nogle Juno, andre Bellona, andre Hecate: og især ætiopierne som bor i Orienten, og ægypterne som er fortrinlige i alle slags gamle lærdomme, og vanen tro ved deres korrekte ceremonier tilbeder mig, kalder mig dronning Isis.”[17] (Eftertryk er mit)

Der er ingen tvivl om at Isis, uanset navn og form, er den gudinde, som over hele verden igennem tiderne er blevet tilbedt, med mand og barn, er én og samme figur. Kald hende hvad du vil. Efter sprogforvirringen i Babel, blev også navnet på gudinden ændret sammen med sprogene, og hvert sprog havde sin udtalelse. De mange navne, legender og beretninger har alle en forvrænget gengivelse af sandheden om Frelseren. Det ødelægger ikke noget for det sande budskabet om Jesus, men styrker det nærmere, når man ser fragmenter af sandheden i alle hedenske fortællinger. Bibelens fortælling om Babylon bekræftes ligeledes. Tilbedelse af moder gudinden, moder natur, moder hvad end, det måtte være, kan spores tilbage til Isis, og dermed Nimrods Semiramis, der blev den herskende dronning efter Nimrod, hvorigennem Satan forvanskede den jomfrufødsel som Gud havde forkyndt, først i stjernerne, dernæst verbalt og endeligt i Skriften.

Moder-barn blandt jøderne
Senere, efter det jødiske folk var kommet ud af Ægypten hvor de havde lært at tilbede Isis, og havde fået deres eget land, Israel, vender folket sig igen fra Gud, og falder tilbage til tilbedelsen af Isis, og som forfalskningen af, på det tidspunkt, fremtidens Maria og Jesus, ser vi også at nadveren på forhånd er forfalsket, hvor brød og drikofre er institueret.

Efter Salomons død, blev det jødiske kongerige delt i to. Juda, sydriget og Israel, nordriget. Den første konge af Israel, kong Jeroboam: ”lod fremstille to tyrekalve af guld” og han sagde til folket: ”Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten!” (1. Kong. 12:28-29). Vi er her tilbage i ca. 975 f. Kr, ca. 575 år efter de havde lavet guldkalven i ørkenen. Disse guldkalve blev ødelagt af Josias, som blev konge i omkring 640-43 f.Kr., en konge som Gud på Jeroboam’s tid kaldte ved navn - over 300 år før han blev født: ”I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josias. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.” (1. Kong. 13:2). Senere når vi læser om Josias, ser vi at han ødelagde folkets afguder og offerhøje.

På Jeremias’ tid, omkring 600 år f.Kr., levede folket i afgudsdyrkelse, og Jeremias blev sendt af Gud for at advare om Hans vrede over folkets ulydighed imod Ham, at de skulle vende om til Ham, for ikke at blive smidt ud af det land - Hans land - som Han havde lovet Abrahams efterkommere. Gud siger til Jeremias:

”Du må ikke gå i forbøn for dette folk eller frembære klage og bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke. Ser du ikke, hvad de har for i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene sanker brænde, fædrene tænder ild, og kvinderne ælter dej for at bage offerkager til Himmelens Dronning og udgyde drikofre for fremmede guder og krænke mig” (Jer. 7:16-18)

Senere hører vi at Gud stadfæster informationen om at den de tilbad i Israels gader, og Judas byer, er Isis, Ægyptens Himmeldronning: ”…Hvorfor nedkalder I stor ulykke over eder selv…idet I krænker mig med eders hænders værker og tænder offerild for andre guder i Ægypten, hvor I kom hen for at bo som fremmede?” (Jer. 44:7-8).

Men folket ville ikke vide af advarslerne, og sagde:

”Det ord, du har talt til os i HERRENS navn, vil vi ikke høre; nej, vi vil opfylde hvert løfte, som er udgået af vor mund, og tænde offerild for Himmelens Dronning og udgyde drikofre for hende, som vi og vore fædre, vore konger og fyrster gjorde det i Judas byer og på Jerusalems gader…Og når vi tænder offerild for Himmelens Dronning og udgyder drikofre for hende, mon det så er uden vore mænds vidende, at vi bager hende offerkager, som afbilder hende…” (Jer. 44:16-17, 19)

Offerkager, som afbilleder Himmel Dronningen. Hvis man læser forskellige bibelkommentatorer, så er der en gennemgående ”uenighed” om hvem denne Himmel Dronning er. I min danske Bibel er der en anmærkning der fortæller at det var Venusstjernen. ”The Amplified Bible” har en fodnote der siger: ”En gudinde for frugtbarhed, formegentlig den babyloniske titel for Ishtar. Hun bliver identificeret med planeten Venus. Ofringer til denne gudinde inkluderede kager formet som en stjerne.” Én kommentator kalder hende for en persisk eller assyrisk guddom, en anden månen, andre sol, måne og stjerner, Astarte, Baal eller Molok’s hustru osv. Men som du har set ind til nu, så er de mange tilter og former beskrivelsen af én og samme gudinde, den ægyptiske Isis, og Babylons Semiramis.

Da Stefanus forsvarer sig over for ypperstepræsterne, gennemgår han jødernes historie, og nævner deriblandt dette: ”I de dage (da Israel blev ført ud af Ægypten)fremstillede de så en kalv og ofrede til afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk. Da vendte Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i Profeternes Bog (Toraen - GT - var opdelt i tre: Loven, Profeterne og Skrifterne): Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre de fyrre år i ørkenen, Israels hus? Teltet med Molok førte I med jer og jeres gud Raifans stjerne, de billeder, I har lavet for at tilbede dem”´(Apg. 7:41-43).

Raifans stjerne, er heksagrammet, den stjerne vi finder på det jødiske flag, den dag i dag. Den stjerne er også identisk med Astarte (som betyder ”stjerne”), og dermed også Ishtar, Isis og Semiramis. Se også Amos. 5:26 (én af Profeternes Bøger), der nævner Kevan gudestjernen. Jødestjernen er et emne for sig selv, men kort sammenfattet, ud fra bogen ”The Six-Pointet Star” af O. J. Graham, har den intet med jødedom at gøre. Den eksisterede lang tid før David, og han havde ikke noget med den at gøre. Men Salomon tog den til sig, igennem sin afgudsdyrkelse, og stjernen bliver derfor også kaldt Salomons Sejl. Det er et oldgammelt tegn i Arabisk magi og heksekraft, og var ikke set i jødiske kredse før Kabbalisten (okkultisten) Isaac Luria i 1700tallet introducerede den i Tyskland. Mayer Amsschell Bauer, som i 1822 ændrede sit familienavn til Rothschild (Roth Schild = ”Rødt Skjold/Beskytter”), tog denne stjerne, i farven rød, til sig, som familiens våbenskjold, og adskillige af Israels bygninger er sponsoreret med Rothschilds finanser. Israel er menneskelig set et Zionistisk (okkult) værk (Gud har altid brugt sine fjender), og stjernen blev et symbol for Zionisme, og blev derfor sat på Israels flag, efter accept i Knesset.

Det er tankevækkende at katolikken Hitler, brugte denne stjerne som mærkat på jøderne, og at millioner blev ofret i koncentrationslejrene. Stjernen er jo det gamle tegn for Molok, som man ofrede børn til, og på Hitlers tid blev jøderne ofret med denne stjerne. Mens de fleste jøder hadede dette tegn, tog andre det frivilligt på sig, og kaldte sig zionister. Gud har sagt i sit ord: ”En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder det fra HERREN” (Es. 59:20), så den okkulte zionisme vil blive fjernet med sit Molok-tegn, og Jesus som er befrieren, vil give ”Frelse på Zion” (Es. 46:13), hvilket er i Jerusalem.

For at tilføje yderligere bevis for Nimrod/Semiramis/Tammuz afgudsdyrkelsen hos det jødiske folk, kan vi slå op i Ezekiel kap. 8. Ezekiel levede samtidig med Jeremias og begge profeter taler om kong Jojakins fangenskab i Babylon, hvilket viser at vi er på samme tid.

Jeremias fortæller, som vi har set, om tilbedelse af Himmel Dronningen. Ezekiel fortæller om et syn Gud viste ham, hvor han så området omkring templet.

”Så førte Han (Gud)mig (Ezekiel)hen til indgangen til HERRENS hus’ nordport, og se, der sad kvinder og græd over Tammuz” (Ez. 8:14)

Nu har vi både Himmel Dronningen Semiramis og hendes søn Tammuz omtalt, men vi mangler den tredje i Babylons gudekreds. Lad os læse videre.

”Så første Han mig hen til HERRENS hus’ indre forgård, og se, ved indgangen til HERRENS helligdom mellem forhallen og alteret var der omtrent femogtyve mænd; med ryggen mod HERRENS helligdom og ansigtet mod øst tilbad de solen” (Ez. 8:16).

Så er familien samlet. Solguden Osiris/Nimrod, Himmeldronningen, månegudinden Isis/Semiramis og deres/Semiramis’ søn Horus/Tammuz.

Tammuz
Der findes mange myter om Tammuz. Men at han er en virkelig person, bevidner Bibelen, da Gud, som vi har set, viser Ezekiel hvordan kvinderne begræd hans død. Som sagt blev navnene på Babels guder mangfoldiggjort, efter mennesket fik forskellige sprog, og historien om den gamle Nimrod/Tammus blev, for at nævne nogle få, ægypternes Osiris, persernes Mithras, syrernes Dionysos, romernes Baccus. Skønt historierne indbyrdes kan afvige på forskellige punkter, hos de forskellige folkeslag, så er oprindelsen af deres afguder den samme.

En hedensk legende siger, at Typhon dræbte Tammuz og skar ham i stykker[18]. Ifølge den babyloniske tradition, blev han som 40årig dræbt af et vildsvin, eller en vild orne, i en jagtulykke. Samme historie fortælles om Adonis, som blev født fordi hans mor Afrodite blev forelsket i sin egen far Kinyras, og fik derved Adonis - endnu engang de samme figurer, blot med andre navne. Denne formentlige sande beretning, har givet liv til en fastehøjtid kaldet LENT. Ifølge den katolske Encyclopedia, tilskriver flere af deres kirkefædre højtiden en apostolsk oprindelse. Skt. Leo og Jerome, var af denne opfattelse, sammen med historikeren Sokrates[19]. Dette er formentlig den højtid som Ezekiel refererer til, da han fortæller om Tammuz-gråden.

LENT, som er gammel engelsk (lencten) som betyder forår, starter Askeonsdag, 7 uger før påske og varer i 40 dage[20]. Én dag for hvert af Tammuz’s 40 leveår, sørgede/fastede soltilbederne, hvorefter de spiste vildsvin, et symbol for det der dræbte Tammuz. Skønt ”højtiden” er forsøgt symboliseret med Bibelens brug af 40 dage/år, så er oprindelsen en anden. Men det er en anden historie.

Tammuz døde, og korset - T for Tammuz - blev hans tegn blandt hans tilbedere, og Ankh korset, et kors med en cirkel over, hvor cirklen symboliserer Nimrod, reinkarneret i Tammuz, den evige genfødsel, og korset selv symboliserer som sagt Tammuz. Samtidig symboliserer cirklen solen, hvor Nimrod, solguden, kommer tilbage, reinkarneret i sin hustrus søn, på tiden for solhverv, nemlig den 25. december.

Som en forfalskning af Jesus, siger legenden således også at Tammuz genopstod. Semiramis fødte, som en forfalskning af Maria, Tammuz, ved en ”jomfrufødsel”, og kvindens sæd Tammuz, genopstod. I sin 4bogs serie, fortæller Joseph Campbell at:

“…den døde og opstandne gud Tammuz (Sumerisk Dumuzi), prototype af den klassiske Adonis, som var ægtefællen såvel som søn igennem jomfrufødsel, af gudinde-moderen med mange navne: Inanna, Ninhursag, Ishtar, Astarte, Artemis, Demeter, Aphrodite, Venus”[21]

Læg i øvrigt mærke til at Venus, som vi i afsnittet om Semiramis så var modergudinden, er identisk med Ishtar, som er en af hovedpersonerne i den hedenske påske (som vi fejrer), som på engelsk hedder Easter (Ishtar).

Som du har set nu, er moder-barn billedet et oldgammelt symbol for afgudsdyrkelse, oprettet af djævelen for at vildlede folkeslagene. Hvor mange har ikke afvist Jesus, på dette grundlag, at Jesus blot er en kristen version af Tammuz historierne? I Dan Browns Da Vinci Mysteriet, som skulle give kristendommen et skud fra hoften, har dette angreb igen fået ekstra liv:

”Intet ved kristendommen er originalt. Den første kristne Gud, Mithras – der blev kaldt Guds Søn og Verdens Lys – blev født den 25. december, døde og blev begravet i en klippehule for at opstå fra de døde tre dage senere. For resten er den 25. december også Osiris’, Adonis’ og Dionysos’ fødselsdag”[22]

Lad os gå videre i historien, og se om vi kan få øje på Semiramis i nyere tid.

Konstantin og soldyrkelsen


Endeligt kom Jesus, og som Gud havde sagt, fik Han hugget i hælen som var døden på korset, men genopstod, og derved opfyldtes dommen over Djævelen, at hans hoved ville blive knust af kvindens sæd, som overvandt synden og dødens magt. Nu var det synligt for enhver at Semiramis/Tammuz ikonet, i alle sine afskygninger, var en forfalskning af Guds plan for at redde mennesket. I ca. 2.200 år havde verden tilbedt Satans erstatningsaktører, grædt for Tammuz - afstået fra jordiske nydelser igennem faste og sorg - i forhåbning om at nyde livet efter dette, med solguden Tammuz. Men da Guds sande person i denne profeti kom, løskøbte Han os, og frigjorde os fra enhver afgud. Han genskabte samværet med den levende Gud, som Djævelen lokkede fra mennesket. Han befalede os tilmed at tilbede Ham og Ham alene, og Satans ihærdige forsøg på at holde verden i sit bedrag, fik et slag som ikke nogensinde vil kunne heles, men er blevet søgt skjult under forbinding - billedligt talt.

Denne forbinding, fik ansigt da kejser Konstantin startede sin økumeniske bevægelse, og blandede den gamle hedenskab med den nye kristendom. Der er rigtig mange skriverier om dette emne, og rigtig mange skriverier som forsøger at miskreditere den historiske rigtighed i emnet. Deriblandt er Hislop’s meget citerede bog, ”The Two Babylons”, som jeg også har citeret i denne artikel, og jeg siger ikke at alt er rigtigt i denne bog, men der er mange historiske fakta, som gøres tydelige og overskuelige i bogen. Hans konklusion der sammenknytter den romerske kristendom og den babyloniske religion, er han ikke den eneste der når frem til. Andre, både kristne og ikke, har udforsket samme emne fra historisk perspektiv, og fundet samme konklusion, og igennem denne artikel vil du se at nutidens begivenheder også drager samme konklusion.

Jeg vil bruge noget plads på at gennemgå denne historie, for det er en vigtig viden, som bygger videre på platformen vi har lagt ind til nu, ang. soldyrkelsen, og er fortsat vigtig for at forstå artiklens videre forløb.

Tiden efter Jesu død var turbulent for Guds folk. De der virkelig blev frelst og med deres liv ønskede at tilbede Jesus og følge Ham, var under enorm forfølgelse. Vi kender romernes Colosseum, hvor de kristne blev brændt både på bål og i den ophedede ”varme” stol, til underholdning for folket. Men det fantastiske skete, at jo større forfølgelsen blev, jo flere blev der, som gav sine liv til Jesus. Det samme oplevede den katolske kirke i reformationen, og det samme vil verden se i den kommende trængsel, hvor den store skare som ingen kan tælle, vil blive frelst (Åb. 7:9).

Men på Konstantins tid, hvor der var politisk krise, fandt Satan på en plan, som fik mange til at omfavne kristendommen. En økumenisk bevægelse, som verden ser igen i dag, begyndte, og folket blev kollektivt ”kristne”. Måden Satan startede dette, var igennem Konstantin.

Vi er tilbage i ca. 313 e.Kr., og Konstantins tropper var samlet uden for Rom, ved Milvian broen, da de søgte at overstyrte Maxentius, den daværende romerske kejser, og Konstantin ville ved evt. sejr, blive den næste regent af imperiet. Jeg vil lade den katolske forfader og historiker Eusebius fortælle følgende, da han efter eget udsagn har fået førstehånds fortællingen af Konstantin[23]:

”Overbevist, ikke desto mindre, om at han (Konstantin)havde brug for mere kraftfuld hjælp end hans militærstyrke kunne give ham, i betragtning af den onde og magiske trolddom som var så omhyggeligt praktiseret af tyrannen (Maxentius), søgte han guddommelig assistance…Derfor overvejede han på hvilken Gud han kunne stole, for beskyttelse og assistance…Følgelig påkaldte han (Konstantin)ham (guden - giveren af alt det gode[24]), med indtrængende bøn og anmodning, at han ville åbenbare for ham, hvem han var, og strække sin højre hånd frem for at hjælpe ham i hans nuværende vanskeligheder. Og mens han bad således, med inderlig bøn, viste sig et storslået tegn for ham, på himmelen…Omkring midt på dagen, da dagen var begyndt at aftage, sagde han at han så, med sine egne øjne, et sejrstegn, et kors af lys på himmelen, over solen, som bar inskriptionen, EROBER VED DETTE. Ved dette tegn blev han selv slået af forbløffelse, og ligeledes hele hans hær, som fulgte ham på denne ekspedition, og bevidnede miraklet…Han sagde endvidere at han tvivlede på hvad dette syn skulle betyde. Og mens han fortsat grundede og overvejede dets betydning, kom natten pludselig; da, i hans søvn, viste Kristus fra Gud sig for ham, med det samme tegn som han havde set på himmelen, og befalede ham at lave et tegn magen til, som han havde set på himmelen, og bruge det som værn i alle slag med hans fjender.”[25] (Eftertryk er mit)

Først vil jeg lige fremhæve, at korset ikke er et ikon for den kristne æra, men har eksisteret lang tid før. I sin bog om kors, gennemgår William Seymour ganske grundigt korsets historie, og han skriver:

”Korset blev i gammel tid brugt til skamløse forbrydelser i Ægypten, Assyrien, Persien, Palæstina, Kartago, Grækenland og Rom; Opdagere fandt det i Mexico, og moderne rejsende i Kina, Japan og Madagaskar. Traditionen tilskriver opfindelsen af afstraffelsen på korset en kvinde, dronning Semiramis, ved hvem, eller ved hendes mand Ninus (Nimrod), Farno, Mediens konge, med hans hustru og syv sønner, blev korsfæstet.”[26] (Eftertryk er mit)

Kristus, mente Konstantin, viste sig for ham, som et lysende kors, med andre ord Tammuz tegnet, som sol tilbederne havde haft i årtusinder for deres gud, og denne skikkelse ville give ham sejr ved det tegn. Jesus viser sig ikke sådan, og blander sig ikke i politik, for at omstyrte en romersk leder. Det er en påstand fra min side, som dokumenteres senere. Siden hen, har kors-lignende lys også vist sig på himmelen, og det har absolut intet med den levende og eneste Gud at gøre. Billedet her er fra 2004, 27. september, og er et kors-lignende symbol, som gik forud for en Maria-tilsynekomst[27].

Lad os lige læse videre hvad Eusebius fik fortalt af Konstantin:

”Det (sejrstegnet også kaldt Labarum)blev nu lavet på følgende måde. Et langt sværd, overdækket med guld, formet som et kors ved hjælp af en tværgående stang over det. På toppen af det hele, var en krans af guld og kostelige stene fæstnet; og inden i dette, var symbolet på Frelserens navn, to bogstaver som indikerer Kristi navn ved hjælp af dets initiale karakterer, bogstavet P brudt af X på midten: og disse bogstaver havde kejseren for vane at bruge på sin hjelm, senere hen. Fra sværdets tværstiver, nedhængtes et klæde, et royalt stykke, dækket med et overstrømmende broderi med de mest strålende kostelige stene; og som, værende så rigeligt sammenflettet med guld, præsenterede en ubeskrivelig grad af skønhed for beskueren. Dette banner var firkantet, og den lodrette stav, hvis nedre sektion var meget lang, bar øverst oppe et gyldent halvlangt portræt af den fromme kejser og hans børn, under korsets sejrstegn, og lige over det broderede banner.”[28] (Eftertryk er mit)

Lad os lige stoppe her. På billedet til højre, så ser du en model af Konstantins kors, efter Eusebius’ fortælling. Der kan på nuværende tidspunkt næppe være tvivl om, hvem der viste sig for Konstantin. Det du ser, er intet andet end Ankh korset, der som vi har set, symboliserer Nimrod reinkarneret i Tammuz. Guld kransen på toppen, symboliserer uendelighed, eller udødelighed, samtidig med, at det symboliserer solguden Osiris, Ægyptens navn for Nimrod, som vi har set mellem Isis’ horn, når hun skildres som kalv, og mellem hornene på hendes hovedbeklædning, i menneskeskikkelse.

Monogrammet P krydset med et X, er hos den katolske kirke gjort til betydningen ”pax christus”, oversat ”Kristi fred”. Det græske bogstav X, chi og P, Rho, er de to første bogstaver i ???S?OS, som betyder Kristus. Men da det ganske tydeligt ikke var Jesus der viste Konstantin dette korsets tegn, kan det så være mulighed for at det måske betyder noget andet?

Alberto Rivera, en meget beskæmmet og betvivlet forhenværende (nu død) jesuit, som var dybt inde i hjertet af romersk katolicisme, men blev frelst, fortæller i tegneserieform om dette tegn at ”jesuitterne forvandlede det til et sofistikeret satanisk symbol for Maria-dyrkelse”[29]. X’et har en helt særlig okkult betydning og lang historie i oldtidens mystik.

”Et X er et gammelt symbol for forandring eller transformation…associeret langt tilbage i middelalderlig og renæssance kunst med Messiases komme, som skal gøre alle ting nye”[30]


”Illuminist/Frimurer betydningen af X’et, er ganske enkelt dette: Det er tegnet for Osiris, den store (Ægyptiske) sol gud…”[31]

Samme X finder vi eks. i Yale University’s Skull and Bones’s logo, kraniet med de krydsede knogler under - hvilket til forveksling kan ligne Konstantins XP inde i guldkransen. Dr. C. J. Koster, som er direktør for Institut for Skrift Research i Sydafrika, fortæller at X i det gamle semitiske sprog repræsenterede korset.[32] Endvidere fortæller han også, at det er et tegn for sol guden, og at tegnet havde seksuel implikation. Læs evt. om Frimurernes indblanding i den gamle King James Bibel[33]

Lad os fortsætte Eusebius’ fortælling, for der kommer mere, som viser os, at alt dette Konstantin så og gjorde, intet har med Jesus at gøre.

”…Men ved tiden specificeret ovenfor, slået af forundring over det ekstraordinære syn, og besluttet på ikke at tjene anden Gud end Ham som havde vist sig for ham, sendte han bud efter dem som var bekendt med mysterierne i Hans lærdomme, og efterlyste hvem den Gud var, og hvad der var påtænkt med synets tegnet, som han så. De stadfæstede at Han var Gud, den enbårne Søn af den eneste Gud: at tegnet som havde vist sig, var symbolet for udødelighed, og sejrstegnet af den sejr over døden, som Han havde opnået i foregående tid på jorden. De lærte ham også årsagen til Hans komme og forklarede ham den sande historie om Hans inkarnation…Derfor, ved at sammenligne den himmelske vision med den givne fortolkning, fandt han sin bedømmelse bekræftet; og, i overbevisning om at denne kundskab om disse ting var blevet ham tildelt ved Guddommelig undervisning, besluttede han sig fra den tid af at hengive sig til at læse de Inspirerede skrifter.”[34] (Eftertryk er mit)

Lad os lige gennemgå dette. Konstantin sender bud efter dem, der kender dette tegn. De bekræfter at det er tegnet for udødelighed - hvilket vi med Ankh korset har set er sandt ifølge soldyrkelsen, da det symboliserer den evige genfødsel, reinkarnationen. Men er det ikke sådan, at enhver der virkelig tror på Jesus, ved at intet tegn er givet os fra Gud, som betyder udødelighed? Er det ikke sådan, at vi skal tilbede i ånd og sandhed (Joh. 4:23-24) - ingen formaliteter og symboler? Den levende Gud tilkendegiver sig ikke igennem tegn, og Han giver intet tegn, som denne Jesus der viste sig for Konstantin sagde: ”som værn i alle slag med hans fjender”. For tusinder af kristne, var dette tegn ikke et udødeligheds tegn, men tværtimod, et tegn for død. Intet sted i Bibelen tilkendegives der at de kristne brugte korsets symbol. Intet sted tilkendegives der, at Jesus viste sig eller tilkendegav sig for nogle, igennem tegn på himmelen. Paulus var den eneste efter Jesu himmelfart, der så Ham (og blev blind), og det var ikke for at han skulle arbejde for en politisk sag, men for Guds Rige og ikke romernes.

Det er tydeligt, at disse folk Konstantin rådslog sig med, ikke var kristne efter Bibelens definition. Folket på den tid var uden tvivl bekendt med soldyrkelsen, som var den romerske religion. På ingen måde kan det tænkes at nogle sande Kristne ville associere dette Ankh kors og XP tegnet med Jesus - det er umuligt. Det er så åbenlyst, at Satan havde en plan, som Konstantin var manden for at udføre.

Senere i Konstantins liv ser vi at han bestiller 50 Bibler af Eusebius[35], kirkefaderen som han havde betroet sin historie. 50 Bibler af en oprindelse som enhver bibeltroende kristen kunne se var forfalskede, ikke blot for deres forfalskede indhold, men også da de kom fra en egn kendt for den filosofi, som Paulus i deres egne skrifter advarer imod: ”Vogt jer, så ingen fordærver jer med filosofi og tomt bedrag, efter menneskers tradition, efter verdens grundlæggende principper, og ikke efter Kristus” (Kol. 2:8). Var disse folk ”som var bekendt med mysterierne i Hans lærdomme” sande kristne, ville de have ledt Ham til de sande Bibelske skrifter fra Antiokia. Det er ikke underligt at Eusebius, som selv var tilhænger af de alexandrianske tekster bl.a. fra Origenes’ hænder, kunne tale så positivt om Konstantins omvendelse, og kalde skrifterne som Konstantin hengav sig til at studere, for Inspirerede skrifter.

Konstantin og den Romersk Katolske Moder Kirke


Konstantin gik over Milvian broen, og vandt slaget, som han kæmpede under Ankh korsets banner. Kort tid efter, udsendte han den såkaldte Milan Forordning, som bestemte at Kristne ikke længere skulle forfølges. Hvorfor forordningen kaldes det, er ikke til at se. For det første var det ikke en officiel forordning, og den kom heller ikke fra Milan. Kristendommen blev først imperiets lovbestemte religion under Theodosius’ regeringstid, i 379-95. Formentlig var det først i slutningen af 300 tallet, under 381 koncilet i Konstantinopel, hvor denne forordning blev officiel[36]. Men det var et snedigt træk af Satan. Han fik ført den gamle Tammuz ind i en falsk kristendom, som tilbød de kristne fysisk fred uden forfølgelse. Og det er klart, at med denne Tammuz, nu med det nye navn, Jesus, ville også hans moder Semiramis følge, med et nyt navn. Da Jesus var født af en Jomfru, passede personerne perfekt på det Satan i sin tid havde indset, da han oprettede moder-barn ikonet, til sin egen fordel. Maria og Jesus passede perfekt i den nye - men alligevel gamle religion, hvor Isis og Horus havde hovedrollen. Kunne Satan lokke de kristne ind i en parallelreligion, så havde han på snedig vis vundet fantastisk terræn.

Denne såkaldte Milvian Forordning fra Konstantins hånd, kom ca. 12 år efter visionen, i 325 e.Kr., for at skabe fred i riget. Men senere var der igen røre i Konstantins rige, og denne gang var det den kristne lære der var problemer med, på flere områder. F.eks. var der en mand kaldt Arius, som samlede følge og påstod at Jesus var skabt, var ringere end Gud og var således ikke Gud. Det skabte røre i riget, og situationen måtte beroliges. Derfor sammenkaldte Konstantin nogle biskopper (230 stk. - nogle kilder siger 318 biskopper og 2.048 gejstlige) til Nikæa, som skulle hjælpe med at få udarbejdet et regelsæt som fastslog emnerne. Jeg undrer mig over, at hvis Konstantin virkelig havde hengivet sig til at læse de inspirerede skrifter, og de inspirerede skrifter vel at mærke var Bibelen, hvorfor så ikke holde den som den endelige autoritet, i stedet for at spørge biskopper om at lave en trosbekendelse?

Mark Noll, som har gennemgået historien for tolv af kristendommens vendepunkter, han skriver om Nikæa mødet i sin bog at:

”For Konstantin, som endeligt blev døbt i 337 da han nærmede sig livets ende, blev Kristendom både en vej til Gud og en vej til at forene imperiet”[37]

Lad mig lige fremhæve, den Katolske Encyclopedia’s omtale af denne dåb:

”Da han til sidst mærkede dødens tilnærmelse, modtog han dåben, og bekendtgjorde for de biskopper som var forsamlet omkring ham, at efter Kristi eksempel ønskede han at modtage det frelsende segl i Jordan, men at Gud havde forordnet det anderledes, og han ville ikke længere udsætte dåben.”[38] (Eftertryk er mit)

Den katolske kirke har selv den dag i dag den lære der siger, at man skal døbes, og uden denne dåb er der ingen frelse. Til Konstantins dødsdag, kendte han ikke Evangeliet om frelse ved tro på Jesus ALENE - på trods af alle disse ”kristne” biskopper han rådslog sig med, for at finde politisk ro.

”Kirken og forældrene ville forhindre et barn den uvurderlige nåde at blive et Guds barn, hvis de ikke tildelte dåben kort efter fødslen”[39]

Tilbage til Nikæa trosbekendelsen.
Havde Konstantin ikke selv nogen holdning til eller vidden om dette emne ang. Jesus som værende Gud, siden han ikke selv kendte svaret? Var udfaldet irrelevant for ham, hvis blot uenighederne blev elimineret? Er det den samme indstilling vi ser i den økumeniske bevægelse i dag, hvor uenighederne begraves til fordel for samarbejde? Mit svar til alt dette, er et ubetinget JA.

I et brev, hvor Konstantin forklarer årsagen til sammenkaldelsen af rådet i Nikæa, skrev han:

”Min plan var da, først, at føre de forskellige bedømmelser, fundet i alle nationer, som angår Guddommeligheden, til en forfatning, som var det af fastsat overensstemmelse [dvs. at tydeliggøre læren for kirkens skyld]; og, dernæst, at genoprette en sund tone i verdens system, som lider under kraften af bitter sygdom [dvs. at gøre en ende på den religiøse strid, for imperiets skyld]”[40]

Trosbekendelsen som kom ud af dette møde, kan lyde rigtig god. På overfladen er der ikke noget galt med den. Sagen er bare den, at intet i bekendelsen forhindrer at Tammuz, eller Mithras, den Persiske version af Osiris, indsættes i bekendelsen i stedet for Jesus. Det at man ved siden af Bibelen lavede denne trosbekendelse, viser nærmere at man adskilte Nikæabekendelsens hovedperson fra Bibelens hovedperson.

Et skræmmende bevis for dette, finder vi i den Katolske Encyclopedia, som gengiver et synodisk brev (et brev udarbejdet på et sådant kirkemøde). For det første skrives der:

”Eftersom den store og hellige synode, som blev samlet i Nikæa igennem Kristi nåde og vores mest religiøse Suveræne Konstantin, som samlede os fra vores adskillige provinser og byer…”[41] (Eftertryk er mit)

Venus of Dolní Vestonice fra tjekkiet
Dateret 29.000 - 25.000 f.Kr.[42]
(forskere og deres dateringer…)
Venus af Willendorf fra Østrig.
Dateret 22.000 - 24.000 år gammel[43]
Venus symbol
Der er ingen tvivl om at biskopperne omfavnede Konstantin, og at den katolske kirke stadig gør det. Mark Noll skriver:

”De forskellige biskopper i Konstantinopel var ofte i en position, på grund af deres eget synspunkt, eller på grund af indflydelse med kejseren, til bestemmende at vippe magtbalancen for Alexandria eller for Antiokia…Pavernes magt (som Roms biskopper allerede blev kaldt) voksede efter de romerske kejsere flyttede imperiets hovedstad til det østlige Konstantinopel…Roms afgørelser var altid af stor betydning, enten til støtte for den ene eller den anden af de østlige modstander, eller for at tilbyde sin egen uafhængige mening om kontroversielle teologiske emner.”[44]

Som vi kan se, havde kejseren en stor betydning for den kristendom, som blev statsreligionen, og som senere i århundrede blev den dominerende, biskopstyrede religion. Jesus selv, gjorde det klart, at troen på Gud og politik, skulle behandles adskilt. ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” (Matt. 22:21), svarede Jesus farisæerne da de spurgte om rigtigheden af at betale skat, og i svaret er der mere end blot tale om skat. Mønten var lavet i kejserens billede, og vi som mennesker er lavet i Guds billede. Som menighed, som Kristi legeme, er vi Guds og ikke kejserens. Kejseren har ingen magt over Gud og dermed heller ikke over Guds ejendom, og derfor er det forkert, at biskopperne lukrerede på denne verdens magt, for at yde indflydelse på det, der er Guds. Vi som Guds ejendom, er i denne verden underlagt kejseren, men kejseren er i menigheden underlagt Gud.

Tilbage til kirkebrevet.
Vi har antydet at den hedenske påske var for Ishtar (også Ostara, Astarte, Esther og Eastre), som på engelsk kaldes easter. Den jødiske påske, kaldes på engelsk for passover, blev indstiftet af Gud som ihukommelse for det jødiske folk, at Gud udfriede dem fra Ægypten. Ægypten er et billede på denne syndige verden og ikke mindst synden, og således var det et forbillede for at Jesus skulle udfri os, ved sin død. Ved Hans blod bliver vi renset for synd, som blodet på dørstolperne i Ægypten frelste jøderne fra dødsenglens gennemgang.

Men i denne kirkelige synode, som blev samlet i 325, gøres det klart:

”Vi bekendtgør endvidere for jer, de gode nyheder om aftalen angående den hellige påske, at dette bestemt også igennem jeres bønner er blevet bragt i orden; så at alle vore brødre i Østen som tidligere fulgte den jødiske tradition, fra nu af skal fejre den førnævnte mest hellige påske (Easter)højtid på samme tid som Romerne og I selv og alle dem som har holdt påsken (Easter)fra begyndelsen.”[45] (Eftertryk er mit)

Det vil sige, at alle - også jøder - nu skulle fejre påsken på den tid hvor Romerne gjorde det. Den jødiske påske blev holdt den 14. Nisan, som er vores marts/april måned, mens den hedenske som regel falder mellem d. 22. og 25. april. I 2005 faldt de to højtider med en måneds forskel. Nogle gange falder de samme tid, men det var nu forbudt, at holde den jødiske påske. Men hvorfor? Kristendommen kan ikke adskilles fra sin jødiske oprindelse, så hvorfor lave denne højtid om? Fordi Konstantin var sol tilbeder, og tegnet han så var solgudens tegn, som både blev vist for ham af Satan, og forklaret for ham i drømme, af Satan.

Den påske som Konstantin på kirkelig forordning, stadfæstet igennem bøn, befalede folket at holde, er en syg, syg højtid, der medfører påske æg og påske harer.

Historien er denne: År efter Semiramis’ død, blev Himmeldronningen af guderne sendt tilbage til jorden, på den første søndag (SUNday - soldag) efter forårsjævndøgnet. Hun kom ned i et stort æg, som landede i Eufrat floden, og gik i stykker så hun kunne reinkarnere og blev således reinkarneret som Ishtar, den bar brystede gudinde for frugtbarlighed og seksuel lyst. Historisk set er bryster, med deres livgivende mælk et symbol for frugtbarlighed, og såkaldte venusfigurer afbilledes ofte med bryster (se billederne). I gammel tid var også et V-formet tegn symbol for Venus, som i dag er det kvindesymbol vi bruger ?.

Legenden siger at for at stadfæste hendes guddommelighed, forvandlede hun en fugl til en æglæggende hare/kanin.

”På vest skråningen af Hinnoms dal i Jerusalem, i de mørke dybder i de kanaanæiske huler, udpeget til tilbedelse af Easter og hendes søn Tammuz, gjorde Easters præster jomfruer gravide på Easters alter, ved påske-solopgangs gudstjeneste. Et år senere ofrede præsterne de tremåneder gamle spædbørn på samme alter, og dyppede påskeæg i de ofrede børns blod.”[46]

Hvis det virkelig var Jesus der havde vendt Konstantins hjerte til Gud, ville han have afskyet romernes påske og deres kors. Hele den Konstantiniske økumeni, er så gennemsyret af utugt og mord - med andre ord afgudsdyrkelse, og Gud lærer os en vigtig ting, i forhold til dette: ”De som laver dem (afguderne), er som dem; sådan er hver den som sætter sin lid til dem” (Sal. 115:8 KJV).

Når man hører om den omfangsrige, men fordækte seksuelle last som har vist sig markant i den katolske kirke igennem århundrede - både voldtægt af kvinder og børn - så har vi svaret på hvorfor. Citatet er en udtalelse fra Gud, at de der tjener afguder, er som dem. Når man da tjener Tammuz, gudindebarnet, for hvem obelisken er et symbol, et fallos symbol, og gudinden, til hvem ikoner med bryster og seksuelle orgier er tilknyttet, så er chancerne for at ende som umoralsk tilbeder og tjener af disse afguder, ganske stor. Ca. 11.000 præster mellem 1950-2002 er beskyldt for overgreb på børn[47] - og uden tvivl er dette blot den opdagede top af en stor underlæggende industri.

Konstantins donationer
For at spæde yderligere til moder(Venus)kirkens åbenbare adoptering af Konstantins babyloniske religion, vil jeg minde dig om hvad jeg har fortalt før, ang. Konstantins donationer.

”Ifølge ’Catholic Encyclopedia’, bestod dette dokument af to dele: ’Bekendelse’ og ’Donation’.

Bekendelsen fortæller om, hvordan
’kejseren (Konstantin) blev instrueret i den kristne tro af Pave Sylvester, hans fulde trosbekendelse, og fortæller om hans dåb i Rom af paven, og hvordan han derved blev kureret for spedalskhed’.

Donationen fortæller hvordan
’Konstantin skulle have overdraget Sylvester og hans efterfølgere følgende privilegier og ejendomme: paven, som efterfølger af Skt. Peter, havde ærkebiskoppelig værdighed over de fire patriarker af Antiokia, Alexandria, Konstantinopel og Jerusalem, også over alle verdens biskopper.’

Dokumentet blev skrevet i Hadrian I’s tid (772-795), og blev ifølge tidligere, nu afdøde jesuit, Alberto Rivera (som fik informationen fra Vatikanets biblioteker), opdigtet af det pengetørstige og magthungrige pavedømme, for at det som Peters efterfølger, måtte erhverve sig hele det romerske imperium. ’Dette dokument er uden tvivl en forfalskning’, erkendte den katolske kirke først ca. 700 år efter godkendelsen af dokumentet. Det var imidlertid 700 år og millioner af menneskeliv for sent. Men kirken fik hvad den stjal. Og hvem den skyldige er, er der stadig stor debat om: en eller anden romersk gejstlig fra det ottende århundrede, en skismatisk græker, en insider præst, eller nogen fra det frankiske imperium.”[48]

Der er utallige bevis for at den katolske kirke har taget soldyrkelsen til sig, frem for kristendommen. Personerne er blot givet hver sit alias, så det passer med Bibelens personer. Se evt. skemaet i artiklen: ”Bedraget af Da Vinci mysteriet”[49]

Leo I, eller Leo den store, som var biskop i Rom fra 440-461 e.Kr., var aktiv i foreningen af kirken. Han gav teorien at apostlen Peter (som moderkirken mener er personen kirken skulle bygges på jf. Matt. 16:18) er forgænger til Roms biskopper, som således skulle være Peters efterfølgere, nyt levedygtigt liv[50]. Den holdning har moderkirken selv sagt med glæde opretholdt, og det bidrager ligeledes til forståelsen af at moderkirken er den gamle romerske og tidligere babyloniske religion.

Maria i dag


Allerede i 400 tallet, blev Marias rolle debatteret. Skønt Bibelen gør det ganske klart, at Jesus både er Guds Søn, og Marias Søn, både menneske og Gud, så var der biskoppelig uenighed. Fødte Maria Mennesket Jesus, eller fødte hun Gud Jesus. Var hun Guds moder (som i hedenskaben), eller var hun moder til det kødelige menneske, som vi så blandt os som manden Jesus?

En biskop i Konstantinopel, ved navn Nestorius:

”holdt (i ca. 451 e.Kr) en kontroversiel prædiken, hvor han fornægtede at Maria var Theotokos (Guds bærer). Han forsvarede at Maria ikke gav fødsel til ’Gud’. Hun gav rettere fødsel til mennesket Jesus, hvis menneskelighed - skønt forenet med det guddommelige Logos - må forstås som adskilt og forskellig fra hans guddommelige natur”[51]

En anden Biskop, Cyril fra Alexandria, gik straks imod Nestorius, og bad biskoppen i Rom om støtte imod Nestorius’ vildfarelse, og skrev i et brev til Nestorius at:

”Jeg skal minde dig om, som min broder i Kristus, at gøre balancen i din lære og tanker om troen, så sikker som muligt for lægfolket…Herren Jesus Kristus må ikke deles i to Sønner… I overensstemmelse kaldte de (de hellige fædre)frimodigt den hellige jomfru ’Guds moder’, ikke på grund af at Logos’ natur…begyndte sin eksistens i den hellige jomfru, men fordi det hellige legeme som Logos hypostatisk (foreningen af Kristi guddomsnatur og menneskenatur i hans ene Person)forenet, siges at have haft en kødelig fødsel”[52] (Eftertryk er mit)

Først vil jeg pointere, at Gud ikke på noget tidspunkt har indstiftet biskopper og andre gejstlige, til at være over det såkaldte lægfolk. Jesus sagde til Johannes i Åbenbaringen at Han har ”gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader”. Alle troende er præster og konger for Gud, så at et menneske ser sig over et andet, er hovmod som der ikke findes plads til i Kristi legeme. Rangordnen i hele dette omtalte kirkesystem, som oven i købet tillader sig at bestemme den kristne lære igennem konciler, vidner kraftigt om, at den sande menighed, de sande kristne ikke er regnet med i disse stridigheder.

Tilbage til Citatet.
Forvirringen var total. Begge synspunkter havde sine forkerte aspekter. Vi kan ikke adskille Jesus, som Nestorius gjorde. Han var både menneske og Gud, hvilket Cyril forsvarede. Men Cyril gik et skridt for langt fordi at han ikke forstod det mirakel, at den kødelige fødsel af mennesket Jesus, ikke begrænsede Jesu guddommelighed, og antog derfor, at Maria ikke blot var moder til mennesket Jesus, men til Gud.

Men Cyril’s synspunkt, blev stadfæstet blandt biskopperne i det såkaldte Chalcedonkoncil, som foregik i 451 e.Kr. Maria, blev det på ”højkirkeligt” niveau bestemt, var Guds moder, og læren omkring hende, har med tiden gjort tiltag, der nu priser Maria som gudinde, syndfri og medforløser.

Marcian, som d. 25. oktober, 451, gjorde tiltaget for at afgøre dette stridsspørgsmål én gang for alle, læste op for forsamlingen:

”…han (Jesus)blev født af sin Fader før tidernes begyndelse som Gud, men i disse sidste dage og for vores frelse, blev han født af Maria jomfruen, Theotokos (Guds bærer), som menneske…”[53]

Det blev altså slået fast at Maria var Guds moder, og Jesus var Gud og menneske i ét. Historien har vist - og ofte viser dagligdagen det også - at har man først taget ét forkert standpunkt, så bliver de efterfølgende sten på bygværket også skæve, og resultatet uigenkendeligt. Det er også situationen med Maria som Guds moder. Det er dog ikke noget nyt, men som sagt noget gammelt med et andet ansigt. Lad os se moderkirkens lære om Maria.

Maria fokusering.


I de seneste ca. 150 år, er Maria blevet tillagt større og større betydning, i forhold til Evangeliet og menneskets tilgang og forhold til Gud.

Pave Pius IX, proklamerede i 1854 at:

”Den mest salige Jomfru Maria blev, fra det første øjeblik af sin undfangelse, ved en enestående nåde og gunst fra den almægtige Gud og i kraft af Jesus Kristus, Frelser for menneskeracen, bevaret ubesmittet af al den oprindelige synds skamplet”[54]

Gud bevarede altså Maria fra arvesynden, for at hun kunne blive en passende bolig for Jesus. Bemærk at det ikke var ved Jesu undfangelse, men ved sin egen undfangelse, hun blev syndfri. Denne forståelse kan yderligere bekræftes i afsnit 492, af den katolske kirkes katekismus:

”Denne ’pragt af en helt unik hellighed’ hvorigennem Maria er ’beriget fra det første øjeblik af hendes undfangelse’ kommer aldeles fra Kristus: hun er: ’forløst, på en mere ophøjet måde, på grund af hendes Søns fortjeneste’. Faderen velsignede Maria mere end nogen anden skabt person ’i Kristus med alle åndelige velsignelser i det himmelske’ og valgte hende ’i Kristus før verdens grundlæggelse, til at være hellig og ulastelig for ham i kærlighed’”[55] (Eftertryk er mit)

Gud valgte altså fra før verdens grundlæggelse, at Maria skulle være syndfri, og dermed også fra det første øjeblik hun blev undfanget. Men det stopper ikke her. Maria blev som Jesus optaget til himmelen:

”’Endeligt blev den Ubesmittede Jomfru, bevaret fri fra al den oprindelige synds skamplet, da hendes jordiske livs løb var afsluttet, taget op legeme og sjæl ind i himmelsk herlighed, og ophøjet af Herren som Dronning over alle ting, så hun måtte være mere fuldt i overensstemmelse med hendes Søn, herrernes Herre og sejrsherre over synd og død’. Optagelsen af den Velsignede Jomfru er en enestående deltagelse i hendes Søns opstandelse og en forsmag på opstandelsen af andre kristne: Da du fødte beholdte du din jomfruelighed; ved din Dormition (død) forlod du ikke verden, O Guds Moder, men blev forenet til Livets kilde.Du undfangede den levende Gud og, ved dine bønner, vil du udfri vore sjæle fra døden”[56] (Eftertryk er mit)

Disse gejstlige mænd, som ”Gud” har ophøjet over os lægfolk, har bestemt at Maria er Guds moder, syndfri fra verdens grundlæggelse, taget til himmelen og ophøjet som dronning over alle ting - med andre ord Himmeldronning (og vi har stadig Semiramis i tankerne) - og ved hendes bønner, skal vi frelses. Det er den officielle bestemmelse fra den romersk katolske moderkirke. Bibelen forkynder om tre personer, som nu er steget til himmelen, Enok (1. Mos. 5:24 ; Hebr. 11:5), Elias (2. Kong. 2:11) og endelig Jesus (Apg. 1:9). Bibelen fortæller endda om at Moses, som Gud selv begravede her på jorden (5. Mos. 34:6), viste sig for apostlene på forklaringens bjerg (Matt. 17:3). Bibelen fortæller om Filip, der blev bortrykket og senere set et andet sted, i Asdod (Apg. 8:39-40). Paulus blev bortrykket til Paradis (2. Kor. 12:1-5), hvad enten det var i legemet eller ikke, og samme sag kan diskuteres om Johannes (Åb. 4:1). Har jeg overset nogen, så læg dem gerne selv til. INTET er i Bibelen sagt om Marias himmelfart. Det er i sig selv ikke et gyldigt argument, men når Bibelen nævner alle disse mennesker som blev taget op, mon så ikke også at Maria ville have været nævnt, som Jesus blev det?

Lad os kort gennemgå hvad Bibelen faktisk siger om Maria:

I GT har vi Esajas, der fortæller om jomfruen der skal føde (Es. 7:14), og Mika fortæller om hende, der skal føde Ham, hvis udspring er fra evighed af (Mika. 5:1-2). Intet om at kvinden skulle være syndfri. Derudover er der flere passager som nævner Frelseren, men ikke kvinden der skulle føde.

I NT har vi følgende henvisninger:Der er intet der bare antyder at Bibelens Maria er den, som moderkirken taler om. Ifølge den katolske Bibel, Rheims-Douay Bibelen, tillægger englen der besøger Maria hende særlig status. Den siger: ”Hail, full of grace, the Lord is with thee: blessed art thou among women ” (Vær hilset, fyldt af nåde, Herren er med dig: velsignet er du iblandt kvinder). Til dette siger katekismen selv:

”For at blive moder til Frelseren, blev Maria ’beriget af Gud med passende gaver, til sådan en rolle’. Englen Gabriel hilser hende på bebudelsestidspunktet som ’fuld af nåde’. Faktisk, for at Maria kunne være i stand til at give sin tros frivillige samtykke til bebudelsen af hendes kald, var det nødvendigt at hun var aldeles båret af Guds nåde…Igennem tiderne er kirken mere end nogensinde blevet mere klar over at Maria ’fuld af nåde’ igennem Gud, blev forløst på hendes undfangelsestidspunkt. Det er det, læren om den Ubesmittede Undfangelse bekender.”[57]

En kort liste over den romersk katolske moderkirkes falske lære om Maria, ser således ud[58]:

Den Katolske Kirke lærerBibelen lærer
1. Maria blev bevaret fra den originale synds pletter, fra første øjeblik af hendes undfangelse. (490-492)Maria blev født i synd, som en efterkommer af Adam. (Sal. 51:7 ; Romerne. 3:23 ; Romerne. 5:12 osv.)
2. Maria, ”den lutter-hellige”, levede et perfekt syndfri liv (411, 493)Maria var en synder. Gud alene er hellig (Luk. 18:19 ; Romerne. 3:23 ; Åb. 15:4)
3. Maria var en jomfru før, igennem og efter Kristi fødsel (496-511)Maria var jomfru indtil Jesu fødsel (Matt. 1:25). Senere fik hun andre børn (Matt. 13:55-56 ; Sal. 69:9)
4. Maria er Guds moder (963, 971, 2677)Maria var Jesu jordiske moder (Joh. 2:1)
5. Maria er kirkens moder (963, 975)Maria var medlem af kirken (Apg. 1:14 ; 1. Kor. 12:13, 27)
6. Maria er medforløser, for hun deltog med Kristus i den smertefulde forløsningshandling (618, 964, 968, 970)Kristus alene er forløseren. For Han alene led og døde for synden (1. Pet. 1:18-19)
7. Ved hendes livs ende, blev Marias legeme og sjæl optaget til himmelen (966, 974)Ved hendes død, vendte Marias legeme tilbage til støvet (1. Mos. 3:19)
8. Maria er med-mellemmand til hvem vi kan betro alle vore bekymringer og bønner (968-970, 2677)Kristus Jesus er den eneste mellemmand til hvem vi kan betro alle vore bekymringer og bønner (1. Tim. 2:5 ; Joh. 14:13-14 ; 1. Pet. 5:7)
9. Vi skulle betro os selv til Maria, overgive ”’vor dødsstund’ aldeles til hendes omsorg” (2677)Vi skulle betro os selv til Herren Jesus, overgive vor dødsstund aldeles til Hans omsorg (Romerne. 10:13 ; Apg. 4:12)
10. Gud har ophøjet Maria i himmelsk herlighed som Himmelens og Jordens Dronning (966). Hun skal tilbedes med særlig hengivenhed (971, 2675)Herrens navn skal tilbedes, for Han alene er ophøjet over himmelen og jorden (Sal. 148:13) Gud befaler ”Du må ikke have andre Guder end mig.” (2. Mos. 20:3)

Det er ganske tydeligt, at den romersk katolske moderkirke har en helt, helt anden person for øje, når der tales om Gud. En anden Jesus, en anden Maria. Hvis Maria kunne fødes uden synd, hvorfor kunne Gud så ikke bare have udvalgt samme skæbne for en mand? Kan et menneske fødes uden arvesynden, er jomfrufødslen overflødig! Bibelen, som er Guds endelige Ord til os som Hans folk, har ikke blot en anden lære i disse spørgsmål, men en stik modsat. De katolske teologer købte Cyril fra Alexandrias synspunkt, at Jesus var Gud, tillige med ræsonen at Maria dermed også var Guds moder.

Vi har set, at Konstantin blev mødt af en skikkelse, som åbenbarede ankh korset for ham, korset der symboliserer solguden. Vi har set hvordan Konstantin ved lov fastslog fejringen af den hedenske påske og hvordan den romerske moderkirke anerkendte Konstantins økumeniske religion. Nu ser vi, at alt det som Jesus er og har gjort, har været en kæp i hjulet på denne religion, og derfor har kirken igennem tiden forstærket ”Marias”, Himmeldronningens tag i ”kristendommen”. Jesu værk alene er, imod Bibelen blevet, til Jesus og Marias værk, og i flere tilfælde mere Maria, end Jesus.

Den romerske moderkirke har endvidere adopteret en hedensk højtid, på dansk kaldt kyndelmisse, og på engelsk candlemass, hvilket direkte oversat betyder lysmesse. Moderkirken har her et alvorligt problem med deres lære om at Maria har været syndfri fra sin undfangelse af. Den katolske Encyclopedia fortæller at kyndelmisse, eller candlemass:

”Også kaldt: Renselse af den Velsignede Jomfru… Fejring af Fremstillingen af Kristus i Templet. Fejret 2. Februar i den Latinske Ceremoni. Ifølge Moseloven, blev en moder som havde født et drengebarn anset for uren i syv dage; endvidere skulle hun forblive tre og tredive dage ’i hendes renselsesblod’”[59]

For det første ved vi, at Jesus ikke blev født 25. december[60]. Dernæst underviser moderkirken ud fra egen såkaldte tradition, at Maria blev født ren, uden synd. Men samtidig fejrer de denne renselse af hende. Endeligt: Hvis Jesus ikke blev født d. 25. december og dermed ikke blev præsenteret i templet d. 2. februar, hvorfra kommer så denne højtid oprindeligt?

”I det hedenske Rom, blev denne fest fejret ved at bære fakler og lys til ære for Februa, efter hvem vores måned februar er opkaldt! Grækerne fejrede højtiden til ære for gudinden Ceres, Prosepina’s moder, som sammen med lys-bærende celebranter ledte efter hende i underverdenen.”[61]

”Brigid er den Irske gudinde for smedekraft, poesi, og helbredelse - ild gudinden som også bliver tilbedt ved hellige kilder. Hendes højtid, om aftnen den 2. februar, er en fest for det tiltagende lys, fejret når solen begynder at vokse sig stærkere og dagene bliver længere. Også kaldet candlemass (kyndelmisse), er det en tid for renselse og styrkelse, og synes en passende tid for vores ritual”[62] (Eftertryk er mit)

”Dette er den klassiske Lupercalia eller Højtid for Pan. Endnu længere tilbage, er det fejringen af gudindens bedring efter at give fødsel til det nye års solgud, som falder som det gør seks uger efter vinter solhvervet. Det samme koncept har overlevet utilsløret i den kristne højtid for Renselsen af den Velsignede Jomfru Maria”[63] (Eftertryk er mit)

Denne hedenske højtid, som intet har med sand kristendom at gøre, hverken historisk eller tidsmæssigt, blev fra begyndelsen af fejret for Ceres, som vi har set er identisk med Isis. Lad os lige pointere dette: Vi så under punktet ”Moder-barn i Rom”, at romernes afgud også blev kaldt gudernes Moder, og tilpasset den monoteistiske Gudsforståelse, at der kun er én Gud, så kaldes hun nu Guds Moder. Derudover blev Ceres også kaldt ”Frue over Kraftens Ord”, og Charles Chiniquy, som har skrevet bogen ”Fifty Years in the Church of Rome”, fortæller om en undervisningstime i skolen:

”Som den unge Chiniquy har fortalt jer, kastede han sig ofte i armene på sin moder, for at undgå afstraffelse. Hun tog hans parti, og bønfaldt så godt at hans fader gav efter, og stillede kæppen væk. Således mine børn, når jeres samvittighed fortæller at I er skyldige, at Jesus er vred på jer og du har en god grund til at frygte helvede, il da til Maria! Kast dig selv i denne gode moders arme, ty til hendes suveræne magt over Jesus, og vær forvisset om at du bliver frelst igennem hende!”[64]

Tilbage til kyndelmissen.
Sidste citat er fra en heks der kommenterer kyndelmissen, og han ser ganske klart og tydeligt, at moderkirken utilsløret afholder samme højtid. Vi ser her at denne højtid for bl.a. renselse, igennem netop dette punkt føres over i ”kristendommen”, igennem Himmeldronningen, romerkirkens Maria, og til samme højtid føres konceptet helt igennem med brændende lys, på samme tid for solhverv - fuldstændig ude at trit med Bibelens tidstabel, men i overensstemmelse med den gamle hedenske afgudsdyrkelse. Hele vejen igennem finder vi at den katolske kirkes tradition, som underkender Bibelen - trækker fra og føjer til - synkroniserer Bibelens personer og fortællinger med hedenskabens afgudsdyrkelse.

Der findes en bevægelse kaldt ”the Marian Movement of Priests”[65], som er en bevægelse der er startet på opfordring fra Maria selv. Hun gav Fader Stefano Gobbi, en præst fra Italien, Milan, mange af sine beskeder, som ikke var for ham alene, men for alle hendes præster, hendes præste-sønner (husk at Isis-templerne også havde ordinerede præster for Isis), som hun elsker med forkærlighed (husk på at hos Gud er der ikke forkærlighed eller personsanseelse: Apg. 10:34, 1. Pet. 1:17). Derfor begyndte Gobbi at nedskrive Marias beskeder og startede denne bevægelse. I september 1973 blev første samling etableret, med 25 præster og i dag er der over 400 kardinaler og biskopper, over 100.000 af kirkens 400.000 præster og millioner af religiøse og trofaste verden over[66]

Interessant er det også, at bevægelsens logo, er inspireret af Konstantins Labarum[67], og lad mig minde dig om Alberto Riveras ord: ”jesuitterne forvandlede det (XP tegnet)til et sofistikeret satanisk symbol for Maria-dyrkelse”.

Altså mindst en fjerdedel af moderkirkens præster er også, målrettet, moderens præster, i Maria-bevægelsen. Men moderkirkens overhoved har også sin tjeneste for moderen. Pave Johannes Paul II, som i 27 år (1978-2005) var en hengiven Maria tilbeder, blev som vi husker skudt af Mehmet Ali Agca i 1981. Paven tilskrev hans overlevelse Marias (Vor Frue af Fatima) tilsynekomst[68] og Kort tid efter, helligede han hele verden til Marias uplettede hjerte[69]. Ved en messe i Kalwaria, Polen, d. 19. august 2002 bad han afslutningsvis:

”Mest Hellige Moder,… få også til mig styrke i legeme og ånd, så at jeg kan føre missionen til ende, som er mig givet af den opstandne Herre. Til dig giver jeg alle mine livs frugter og tjeneste tilbage; til dig betror jeg kirkens fremtid… på dig stoler jeg og endnu engang erklærer jeg til dig: Totus Tuus, Maria! Totus tuus. (Din Alene, Maria! Din alene)”[70]

Læs evt. hele hans tale[71], og bemærk den fokus der er på Maria. Endvidere mente han, at hvis kirken får sejer, vil det være igennem Maria (mere om det senere). I sin bog skriver han:

”Efter min udnævnelse som pave, da jeg blev mere involveret i den universelle (katolsk betyder universel)kirkes problemer, fik jeg lignende overbevisning: På dette universelle niveau, hvis der kommer sejr vil det bringes af Maria. Kristus vil sejre igennem hende, fordi han ønsker kirkens sejre nu og i fremtiden, at være forbundet med hende.”[72]

Den nye pave Benedict XVI, Joseph Ratzinger, viser samme hengivenhed for Maria. Da han d. 19. april 2005 efterfulgte Johannes Paul II, sagde han følgende:

”…I den opstandne Herres glæde, tillidsfuld til hans stadige hjælp, lad os gå fremad. Herren vil hjælpe os. Maria, hans Mest Hellige Moder, er på vores side. Tak”[73]

Dagen efter onsdag d. 20. april, 2005, talte han i det Sistine Kapel, første tale efter valget og sagde bl.a.:

”Som støtte i min ed, påkalder jeg Maria Mest Hellige’s moderlige forbøn, i hvis hænder jeg lægger kirkens og min egen nutid og fremtid. Må de hellige apostle Peter og Paulus, og alle de Hellige også gå i forbøn for os”[74]

Igen d. 22. april, 2005, hvor han talte til medlemmerne af kardinalernes kollegium, sagde han:

”Jeg betror os alle og forventningerne, håbet og bekymringerne hos hele det kristne samfund, til Guds Jomfru Moder, som ledsagede den nyfødte kirkes skridt, med hendes stille nærvær og trøstede troen hos apostlene. Jeg beder jer om at vandre under Marias moderlige beskyttelse, Mater Ecclesiae (kirkens moder), lærevillige og lydige over for hendes guddommelige søns stemme, vores Herre Jesus Kristus.”[75]

Mandag d. 25. april, talte han til de tyske pilgrimme, der var kommet til Rom for at deltage i indvielses ceremonien:

”Og lad os bede til Maria, Herrens Moder, så hun kan gøre os i stand til at føle hendes kærlighed som kvinde og en moder, hvori vi kan forstå dybderne i Kristi tjeneste”[76]

Man kunne blive ved. Uomtvisteligt er det, at den katolske Jesus arbejder alene igennem sin moder. Den forrige pave fastslog endda at Jesus ville lade sejre være forbundet med Maria, og det betyder at hun også får ære, en ære der tilhører Gud alene og ingen anden. Gud siger selv: ”Jeg er HERREN, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej Gudebilleder min Pris.” (Es. 42:8), og dermed er der heller ingen ære til Maria. Maria havde et fornuftigt hjerte, og bad denne bøn - og lad mig fremhæve hvad moderkirken skjuler:

”Min Sjæl ophøjer Herren; og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som er hovmodige i deres Hjertes Tanke. Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort…” (Luk. 1:46-53)

Gud, hendes Frelser, er den hun tilbeder. Hvis Maria var den moderkirken siger hun er, havde hun ikke brug for en frelser. Hun var jo født syndfri. Men Maria priser sin frelser, og bemærk at Gud alene får æren i hendes bøn. Sætningen i hendes bøn der siger: ”Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig”, er et resultat af den katolske påvirkning af Bibelens oversættelser fra de falske manuskripter. Det Maria egentlig bad var: ”Se, fra nu af skal alle generationer kalde mig velsignet” (KJV). Vi skal ikke prise Maria salig, men at hun var velsignet er der ingen tvivl om. Maria ærer Gud i hendes bøn, og med den ærefrygt giver hun ingen anledning til selvophøjelse!

Maria i andre religioner


Moderfiguren er ikke unik for katolicismen. Andre religioner har selv sagt også en moder, som jo fulgte med da mennesket blev spredt ved Babel. Islam, som jo er verdens næststørste religion, taler også om Maria.

Maria i Islam
Koranen har en hel sura, som er opkaldt efter Maria. Ingen anden kvinde, end ikke Muhammeds døtre nævnes i Koranen. Grunden dertil er, hvilket jeg også fortæller i artiklen ”Islam, en storslået løgn”, er at Muhammeds kone Khadijah, havde en katolsk fætter Waraquah, som udlagde hans syner. I værket ”Sahih Bukhari”, som er en samling af Muhammeds ytringer og gerninger også kaldt Hadith, fortæller Sahih Bukhari (fulde navn Abu Abdullah Muhammad bin Ismail bin Ibrahim bin al-Mughira al-Jafai), som levede ca. 200 år efter Muhammed, at:

”Profeten vendte tilbage til Khadija, mens hans hjerte bankede hurtigt. Hun tog ham til Waraqa bin Naufal som var konverteret kristen, og plejede at læse evangelierne på arabisk Waraqa spurgte (profeten), ’Hvad ser du?’ Da han fortalte ham det, sagde Waraqa, ’Det er den samme engel som Allah sendte til Profeten) Moses. Skulle jeg leve indtil du modtager den guddommelige besked, vil jeg støtte dig stærkt.’”[77]

I Koranen kaldes Sura 19 ”Maria”, eller ”Marium”. Denne sura starter med at fortælle om Zakarias, Johannes’ far. Pludselig skifter historien til Maria, Arons søster? der, i veer og faste, ligger under et palmetræ og ønsker sig død. Men Gud vil lade saftige og modne dadler falde ned over hende, så hun kan spise og glæde sig. Det er en komplet åndssvag historie. En kvinde i veer og faste, der af Gud tilskyndes til at spise og fryde sig… Man kan fornemme at Muhammed ikke havde fornemmelse af hverken faste eller fødsel.

Jesus bliver født, og taler fra krybben:

”Jeg er Guds tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet! Han har gjort mig velsignet, hvor jeg end er, og pålagt mig bøn og almisse, så længe jeg lever, og ærbødighed over for min moder. Han gjorde mig ikke til en usalig voldsmand. Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!”[78]

Jesus bliver konsekvent kaldt Marias søn i Koranen, for Allah har ingen søn. Guds søn er en titel som Koranen ikke på noget tidspunkt bruger, tværtimod siger den:

”De siger: ’Den Barmhjertige har taget sig en søn.’ I har gjort noget afskyeligt! Derved er himlene nær ved at kløves, jorden ved at revne og bjergene ved at synke i grus: At de tillægger Den Barmhjertige en søn! Det passer sig ikke for Den Barmhjertige at tage sig en søn.”[79]

”Vantro er de, der siger: ’Gud er Messias, Marias søn.’ Sig: ’Hvem kunne stille noget op imod Gud, hvis Han ønskede at udslette Messias, Marias søn, og hans mor og alle, som er på jorden?’”[80]

”Da Jesus, Marias søn, sagde: ’Israels børn! Jeg er Guds udsending til jer, kommet for at bekræfte det, der var før mig, Toraen, og for at bringe det gode budskab om en udsending, der kommer efter mig, hvis navn skal være højt lovprist.’ Da han gav dem de klare beviser, sagde de: ’Dette er åbenlys trolddom.’”[81]

Mens Jesus degraderes, holdes Maria af Islam som den største af alle kvinder[82], og har nået niveauet af perfekthed[83], mens Muhammed måtte bede om tilgivelse (sura 40:55, 48:1-2). I lige linie med moderkirkens gudinde, har Islams Gud igennem en engel sagt til Maria:

”Maria! Gud har udvalgt dig og gjort dig ren. Han har udvalgt dig frem for alverdens kvinder”[84]

På trods af disse vanvittige, sandhedsforvrængende udsagn fra Muhammeds mund, søger moderkirken forbund med Islam og skriver i sin katekismus:

”Frelsesplanen inkluderer også dem der erkender Skaberen, hvor Muslimerne er først i rækken; disse bekender at have Abrahams tro, og sammen med os tilbeder de den ene, nådefulde Gud, menneskehedens dommer på den yderste dag”[85]

Det er jo ikke noget under, for begge religioner har et fælles holdepunkt, der hedder Maria.

Maria i østens religioner
New Age religionen, som på mange måder er udefinerlig og samtidig på mange måder let genkendelig når man støder på den, har som østens religion også troen på guder og gudinder. Buddhister, hinduister, wiccanere osv., har også sin modergudinde, som jo er én og samme person(er) som moderkirkens Maria, Babylons Semiramis og Ægyptens Isis. Stort set alle østens religioner, har samme overbevisning som løgnen Satan gav mennesket fra begyndelsen, det humanistiske synspunkt at vi skulle være som Gud. Ens for alle disse religioner er, at vi må stå sammen for at bekæmpe alle menneskehedens problemer. Mennesket skal opnå en enhed, alle tilsluttes den kosmiske bevidsthed, som mange kalder den, og Maria’s beskeder føjer disse synspunkter.

Mange af tilhængerne som holder synspunkterne inden for østens religioner, mener at religioner er guds inspirerede men menneskeskabte redskaber til at nærme sig Gud, modsat sand kristendom, hvor det er Gud der kommer til mennesket.

På en katolsk net-forretning, ”Catholic Online”, som har over 100.000 katolske brugere pr. dag, og som igennem bøger og artikler osv., bestræber sig på, med præcision, at præsentere katolicismens fortid, og nutid[86], reklamerer for Annie Kirkwoods bog ”Marys Message to the World: As Sent by Mary, the Mother of Jesus, to Her Messenger”[87]. I denne bog har Maria bl.a. givet Annie denne meddelelse:

”Hver religion tilbeder, under de ydre former, sin Skaber. Det er den samme Skaber! Hvad enten du beder med ansigtet mod øst eller mod et alter, eller om lørdagen eller søndagen, så er det alt sammen tilbedelse…Tillad os at se verden som en helhed og hver nation, hver region, som en del af denne store helhed. Vær tolerant, den ene over for den anden. Alle religioner er menneskeskabt, inspireret af Skaberen. Alle ord som er blevet nedskrevet i de Hellige Bøger, er blevet skrevet af mennesker, i enhed med Skaberen.”[88] (Eftertryk er mit)

”Det er kun som en hel enhed at menneskeheden kan gøre fremskridt. Snart vil et stort spring fremad ske”[89]

”Det er nødvendigt at verden i denne tid står sammen i bøn til Gud. Bed for fred på jorden og iblandt mennesker. Jeg søger at omfavne alle mennesker med min kærlighed. Jeg ønsker at omslutte alle mennesker på jorden i et sikkerhedsnet, som vil frelse alle jeres sjæle”[90]

Kinas moder Kwan-yin
Japans moder Kwanon
Moderkirkens
Jomfru Maria
Det skinner ganske klart frem, at Maria deler samme forståelse, at vi må stå sammen for at overvinde ondskaben. Alt er det samme, om vi er af den ene eller anden tro. Bare vi tror og tilbeder, er det Skaberen vi tilbeder. Maria har også taget østens hjerte, og adskillige New Age forfattere skriver om gudindens genkomst og det, at hun faktisk aldrig har forladt vores bevidsthed.[91]

I sin bog “Rebirth of the Goddess”, fortæller forfatteren Carol P. Christ om sin søgen. Hun startede i kirken og hørte om Gud, som den vise, kraftfulde og ultimative dommer, og begyndte på universitetet at studere den hebræiske Bibel. Men hun opbyggede en vrede over at Gud kun identificerede sig som mand. Hun skriver:

”Sent en aften, flød vreden inde i mig ud. Jeg råbte til Gud, ’Jeg vil du skal vide hvor meget jeg har lidt fordi du lader dig selv kendes i mandens billede, som fædrenes Gud, som krigsmanden, som universets konge.’ Jeg hulkede I smerte og forkastelse, indtil mine tårer var væk. I den stille nat som fulgte, sagde en stemme, ’i Gud er der en kvinde som dig selv. Hun deler din lidelse.’”[92] (Eftertryk er mit)

Det er en virkelig sørgelig historie. En kvinde der på intellektuel vis søgte efter Gud, men aldrig søgte frelsen og som aldrig oplevede tilgivelsen og på ny fødslen i Helligånden. I hendes oprør vandt ”gudinden” hendes opmærksomhed og ledte hende ind på den gamle sti, hvor Isis erstatter den sande Gud. Carol søgte selvfølgelig dybere ind til gudinden og opdagede at kærligheden til denne gudinde, som er alt omkring os, var dybere end hun vidste. Hun skriver:

”Dem som Gudinden har talt til, kommer fra alle sociale klasser. Nogle er unge, nogle er gamle; nogle er hvide, nogle sorte, gule, eller brune; nogle er kristne, nogle er jøder, og nogle er opdraget uden nogen religion overhovedet. Gudinden har gjort sin tilstedeværelse kendt for mange i drømme og visioner, til andre igennem læsning og meditation…De fleste har fundet hende ved at søge i sig selv, skønt nogle har lært om Gudinden fra forældre eller familie.”[93] (Eftertryk er mit)

Det at søge (ind) i sig selv, uanset ydre udtryk og teknik, er noget som flere og flere kristne menigheder promoverer.[94] Det er en okkult praksis, og en sikker måde at blive vildledt på! Det er helt sikkert, at eftersom både kristne og jøder er repræsenteret i hendes opremsning, så er denne gudinde, som i hendes bog også er moderjord, ingen anden end katolicismens Maria. Maria giver sig også til kende over hele jorden, for alle folk, og tendensen er øgende.

Biskop Fulton J. Sheen, som er en hengiven Maria beundrer, fortæller i sin bog ”The Worlds First Love - Mary, Mother of God” (Verdens Første Kærlighed - Maria, Guds Moder) om den kinesiske gudinde Kwan-yin, nådesgudinden lige som Maria er fuld af nåde:

”Der findes en smuk legende om Kwan-yin, den Kinesiske nådesgudinde, til hvem så mange bønner er gået fra kinesiske læber…Hendes forbøn for nåde var så stor, og hun blødgjorde så mange af helvedets hjerter, at selveste djævlene befalede hende at gå bort. De var bange for at hun skulle tømme helvede…Kineserne har til tider skildret hende med Guds billede på hendes hoved, til hvis himmel hun bringer de trofaste, skønt hun nægter at komme ind i himmelen, så længe at der er bare en enkelt sjæl udelukket.”[95]

I alle lande, og alle religioner, findes der denne kvinde, eller denne gudinde, som Satan kan forene verden igennem. Det er et knudepunkt for Djævelens religioner, helt fra begyndelsen. Denne lære om gudinden blev, som sagt, ført med i hele verden, da menneskeheden blev delt ved babelstårnet. Og nu er det tid for at verden skal samles igen, og moder gudinden lader til endnu engang at være redskabet.

I samme bog fortæller Sheen om den japanske version af Kwan-yin, der her som nådens gudinde kaldes Kwanon:

“Japan har også sit feminine religionsprincip. Igennem århundrede er nådesgudinden kaldt Kwanon blevet æret. Det er interessant at buddhister, som allerede kender denne nådesgudinde og som har lært om den Velsignede Moder (Maria), har set den første som en forberedelse for den anden. Ved at blive kristen, er der ingen behov for sådanne buddhister at vende ryggen til Kwanon som værende ond; snarere accepterer de hende som den fjerne forudgående skygge af kvinden som ikke var en gudinde, men selve Nådens Moder. Meget passende, blev den japanske kunstner Takahira Toda, som kom fra en buddhistisk præstefamilie, medlem af Kristi Mystiske Legeme, efter at se ligheden mellem Kwanon og Jomfruen Maria...kun én karakterstik adskiller de japanske Madonna fra de utallige andre mødre af Japan - og det er en glorie af lys over hendes hoved”[96] (Eftertryk er mit)

To andre katolske forfattere, Bob og Penny Lord, skriver i bogen “The Many Faces of Mary: A Love Story” (Marias Mange Ansigter: En Kærligheds Historie) at:

”Maria har mange ansigter. Hver af Marias titler, besvarer et specielt behov hos dem der rækker ud efter hende. Og hun svarer behovene som en elskende moder, en forstående ven, en tillidsfuld fortrolig, uanset hvad du har brug for. Hun er tilgængelig. Undervurder aldrig Marias mange ansiger.”[97]

Maria har vitterlig mange ansigter, og som sagt, uanset navn og udseende og hvor i verden, er moderen og gudinden én og samme person, der kan spores tilbage til Babylons Semiramis, som fødte solguden Tammuz. Det er ganske enkelt Satans forsøg på at komme Gud i forkøbet med jomfru-fødslen, der skulle frembringe Satans undergang og menneskets frelse.

Lad os nu se på, hvordan Maria også vinder fokus hos protestanterne.

Maria i protestantismen.


Først vil jeg pointere at flere og flere såkaldte protestantiske kirker, nærmer sig moderkirken i en uhyggelig hastighed. Jeg har på Tagryggen omtalt eks. pinsekirkens sakristi[98] og kontemplativ bøn[99]. Som Konstantin der dannede en økumenisk bevægelse, dannes samme økumeni i dag, hvor tanken er, at Evangeliet blot skal udbredes. Frikirkenet[100] har samme mål, at udbrede Evangeliet, men mangler frelsen ved tro. Deres såkaldte ”’vi-forum’, hvor vi kan påvirke hele landet”[101], er årsag til de arbejder forgæves (Sal. 127:1).

Jeg har lyst til lige at citere Camilla Holstein fra Evangelist, som var med i programserien ”Himlen over Danmark”, hvor hun fortæller om sit liv, om sin kristne opvækst osv. Man ser hende komme ind i familiens kapel, hvor hun knæler, slår korsets tegn for sig, og går videre ind i kapellet, hvor hun fortæller:

”Det her det er så vores familiekapel, som jeg holder utroligt meget af. Det er her jeg har oplevet Jesus og troen for første gang som barn. Og i det her kapel er jeg blevet døbt, og jeg har fået min første kommunion som 7årig, og det betyder at man får en nadver for første gang. Og vi tror på at - eller katolikkerne tror på at Jesus er i brødet, så det er den første gang du tager imod Jesus rigtigt”[102]

Camilla Holstein er Rådgiver og bestyrelsessuppleant i Evangelist[103]. Kapellet hun i programmet viser frem, findes på Ledreborg Slot ved Lejre, som engang var protestantisk, men blev katolsk igennem Holstein-familien i 1911. For kort at fortælle om én ud af mange, vil jeg citere følgende om hende:

”Camilla søgte nu Gud mere intenst, bl.a. tog hun på valfartsrejser til Lourdes og Medjugorie, hvor hun fik fornyet sin tro. I Lourdes havde hun en meget mærkelig oplevelse. Hun gik frem til forbøn og bekendte, at hun levede i synd. Gråden overmandede hende. Hun græd og græd, uden at vide præcist hvorfor (hvis man har set sin synd, og i sorg over synden omvender sig, så ved man også hvorfor man græder). Året efter i Medjogorge oplevede hun en fantastisk atmosfære af bøn og vendte hjem med dyb fred i hjertet. På en retræte med karismatiske katolikker blev hun døbt med Helligånden, og da den daværende katolske præst Martin Bergsøe inviterede til vækkelsesmøder med evangelist Christian Hedegaard i den katolske kirke i Nykøbing Falster… - Jeg husker, hvordan jeg gik ude på marken. ’Vil du bruge mig, så er jeg her’, sagde jeg. Og da Christian en dag spurgte, om jeg ville være hans koordinator, kunne jeg ikke sige nej.”[104] (Eftertryk er mit)

Det skal siges at Camilla Holstein ikke kalder sig katolik mere, men tilføjer: ”Uanset hvilken slags kristendom, vi repræsenterer, så handler det jo om vores fælles tro på Jesus”. Som du har set, så repræsenterer moderkirken ikke Jesus, men den hedenske afgudsrække, som går under adskillige navne. Lourdes og Medjugorie er der hvor Maria-åbenbaringerne ofte finder sted, og hvor tusinder valfarter for at få fornyet sin tro.

Det er ikke ualmindeligt, at katolikker bliver frikirkemedlemmer og frikirkemedlemmer bliver katolikker. I hele denne økumeniske bevægelse handler det ikke om forskelle, med enighed og samarbejde. Som Holstein siger: ”Uanset hvilken slags kristendom… fælles tro på Jesus”. I samme artikel, fortælles der om Martin Bergsøe, en katolsk præst, som grundet samarbejdet med Evangelist, mistede sit job som præst og startede en frikirke - ”Bibelværkstedet i Nykøbing F”. Han søger også ihærdigt at fremme moderkirkens og kristendommens ligheder:

”Den kristne Tradition indtil dags dato, såvel indenfor Den katolske Kirke, Den ortodokse Kirke, Den anglikanske Kirke samt de evangeliske kirker og pinsekirken, henviser til tre ondskabens områder, som et kristent menneske er kaldet til at kæmpe imod, i Guds nåde og med hans kraft… I kirkens tradition ved man, at ørkenfædrene gik ud i ørknen for at kæmpe mod djævelen, og efter års åndelig krigsførelse, var de i stand til - ved Guds hjælp - at rådgive mennesker og sætte dem fri af dæmonisk indflydelse… At det ikke kun er inden for den katolske tradition at dæmonuddrivelse foregår, ved enhver der kender lidt til den pentacostale tradition. I modsætning til katolikkerne gør man her en dyd ud af ikke at formulere doktriner og erklæringer, da man ikke har noget lærerembede, men i forlængelse af Paul VI´s citat, er det interessant at se hvad en anerkendt mainstream pinseteolog som Derek Prince har at sige om åndelig krigsførelse…Dette er præcis hvad Christian Hedegaard og Evangelist gør, og idet de gør dette, knytter de an til en tradition der er over 2000 år gammel, og er accepteret af langt, langt størstedelen af kristenheden” [105]

Den verdensomspændende ”kristne” TV-kanal, TBC (Trinity Broadcasting Network), skriver under ”Om Os”:

”TBN er verdens største religiøse netværk og Amerikas mest sete tros-kanal. TBN tilbyder 24 timers reklamefri inspirerende program, som appellerer til folk i en bred mangfoldighed af protestantiske, katolske og messiansk-jødiske kirkesamfund.”[106] (Eftertryk er mit)

Denne såkaldte kristne kanal - treenighedens udsendelses netværk - søger at appellere til protestanter, katolikker og messianske jøder. Økumenien gennemtrænger alt. Jan Crouch, gift med Paul Crouch som sammen er grundlæggere af TBN, fortæller i et nyhedsbrev om en tur til Skt. Petersborg i Rusland, hvor hun så Maria og fortæller at hun havde:

”et meget smukt mørkt hår…men da vi vendte tilbage, var vor frue væk!...Jeg vil altid vide at Gud sendte denne himmelske gæst til os”[107] (Eftertryk er mit)

Vor frue, skal vi se på om lidt, er et meget brugt navn, både af ”Maria” selv, og hendes efterfølgere. I Fatima, Portugal, og Lourdes, Frankrig, hvor også Camilla Holstein har oplevet at få fornyet sin tro, erkender Benny Hinn også, at der er helbredelse at hente. I et Larry King Alive show, som sendes fra CNN, siger han:

”Se, Gud har givet os, Larry, mange kilder til helbredelse. Se på Lourdes, folk er blevet helbredt ved tage til Lourdes og Fatima”[108]

Dette er blot et par udvalgte udtalelser fra personer, der som kilder har en ufattelig påvirkning på verdens menighedssamfund. Listen ville blive uendelig lang, hvis alle de små ukendte samfund hvor Maria promoveres, skulle nævnes. Jeg vil også lige minde dig om filmen ”The Passion of the Christ”, som protestantiske menigheder landet over tog til sig som en fantastisk mulighed for at evangelisere. Christianity Today, interviewede Mel Gibson ang. filmen og Gibson siger:

”Jeg er faktisk forbløffet over måden, vil jeg sige, at det evangeliske publikum (dvs. protestanterne)har - uden tvivl - responderet på denne film, mere en nogen anden kristen gruppe. Det der forbavser mig er, at filmen er så Maria berettende. Men jeg tror at måden filmen viser hende, har været en slags øjenåbner for evangeliske, som ikke sædvanligvis ser på det aspekt. De forstår realiteten om en moder og en søn”[109]

Mel Gibson var forbløffet over den modtagelse filmen fik af protestanterne, på trods af filmens Maria-fokusering. Filmen lader endda Peter knæle og bekende sin fornægtelse af Jesus over for Maria, der til gengæld forsøger at lægge hænderne på ham, som den medforløser moderkirken gør ud af sin Himmeldronning[110].

Moderens opgave og agenda


”For jer, er jeg enhedens vej. Nå jeg bliver accepteret af hele Kirken, da vil jeg, som Moder, kunne genforene mine børn i én families varme. Af denne grund, vil foreningen af alle kristne i den katolske kirke sammenfalde med mit uplettede hjertes triumf i verden. Denne genforenede kirke, vil i glansen af en ny pinse, have kraften til at forny al folket på hele jorden”[111]

”En sand genforening af kristne er ikke mulig, med mindre det er med fuldkommengørelse af troen. Og sandhed er forblevet intakt alene i den katolske kirke, som må bevare den, forsvare den og proklamere den til alle uden frygt”[112]

”Marias” meddelelser og fremkomster er efterhånden utallige, og en søgning på nettet giver ganske mange resultater. En specifik søgning på messages from mary, giver omkring 500 resultater. Derfor begrænser jeg mig til nogle få udtalelser. Du vil kunne finde udtalelser som vil være mere givende at citere, men jeg håber at du selv, ud fra denne artikel, vil søge videre og undersøge sagen for dig selv.

Det er ikke fåtal der opsøger at møde og høre fra ”Maria”. Det er flere millioner verden over, som hvert år søger hen til de steder hvor ”Maria” har vist sig. Vi har set at Fatima og Lourdes er anerkendte steder, endda anbefalet af Benny Hinn. Men også i Mexico, Guadalupe, har hun gjort sin entré. Mellem 15 og 20 millioner besøger årligt Guadalupe. Den. 9. december 1531, viste Himmeldronningen sig for en ny-omvendt 55årig mand, Juan Diego, som var på vej til Messe i Mexico City. Hun kaldte sig her ”Maria af Guadalupe”, og kaldes også Vor Frue af Guadalupe[113]. Ofte bliver hun navngivet efter stederne hun viser sig. Vor Frue af Fatima er også denne Himmeldronning, Vor Frue af Lourdes, Vor Fue af Medjugorje, Fredsdronningen, Alle Nationers Frue/Moder osv. I landsbyen Medjugorje i Bosnien, har hun efter sigende vist sig og givet beskeder dagligt siden 1981. Omkring 25 millioner mennesker har været forbi Medjugorje, for at opleve Himmeldronningen[114]. Andre kilder siger 30 millioner[115]. I Conyers, Georgia, 1990, gav ”Jomfru Maria” besked til tidligere sygeplejerske Nancy Fowler, at hun skulle købe en gård, hvorfra hun skulle give beskederne fra Himmeldronningen videre til de trofaste. Nancy Fowler påstår at have fået hundredvis af sådanne visioner, og på én enkelt dag, modtog hun ca. 100.000 besøgende på sin gård[116]. Fowler har selvfølgelig også oprettet en officiel hjemmeside med budskaberne fra Himmeldronningen[117]. I Lourdes, som fik sin store visitation i 1858[118], er der årligt stadig 500.000 besøgende[119]. ”Maria” har her fået en skole opkaldt efter sig ”Mary of Lourdes School”[120], et medicin center ”Our Lady of Lourdes Medical Center”[121], en kirke ”Our Lady of Lourdes Catholic Church”[122], osv. Besøgende i Fatima er stadig stigende og besøgstallet er nu på ca. 4,5 millioner årligt[123].

Vi har set på forskellige navne for Isis, ud fra ”De Dødes Bog”, under punktet ”Moder-barn i Rom”. Maria har mindst 52 navne[124], og lad os se lidt på de forskellige beskeder, hvor hun fortæller om sine planer og ønsker. Vi tager kun nogle få, da budskaberne mildest talt er ganske trættende.

I Guadalupe, 1551, sagde hun[125]:

“Vid og forstå, at jeg er den evige jomfru Hellige Maria, Moder af den Sande Gud, for hvem vi lever, af alle tings Skaber, Herre over himmel og jord. Jeg ønsker et tempel oprejst her hurtigt, så jeg deri kan vise og give al min kærlighed, medlidenhed, hjælp, og beskyttelse, fordi jeg er jeres nådefulde moder, for jer, og alle indbyggerne i dette land og alle andre der elsker mig, påkalder og betror sig til mig.” (Eftertryk er mit)

I Lourdes, 1858:

”Jeg er den uplettede undfangelse. Jeg lover ikke at gøre dig lykkelig i denne verden, men i den anden.” (Eftertryk er mit)

I Fatima, 1917:

”Når du beder Rosenkransen, sig da efter hver mysterium: O min Jesus, tilgiv os, frels os fra Helvedes ild. Led alle sjæle til Himmelen, specielt dem med størst behov for din nåde. Jeg er kommet for at tilskynde de trofaste at ændre deres liv, at undgå at bedrøve Vor Herre med synd, at bede Rosenkransen. Til sidst vil mit Uplettede Hjerte triumfere, den Hellige Fader vil hellige mig Rusland, og en periode af nåde vil blive givet til verden.” (Eftertryk er mit)

Det skal lige siges, at i hele dette system, er det at bedrøve Gud, at fornægte ”Marias” budskaber, moderkirkens dogmer, og dermed, særligt fornægtelsen af Jesus fysisk i eukaristien.

I Japan, Akita, hvor vi under punktet ”Maria i østens religioner”, har set på moder Kwanon, har moderen i 1973 sagt:

”Jesu Mest Hellige Hjerte, i sandhed tilstedeværende i den Hellige Eukaristi (fra det græske eucharistia, som betyder taksigelse / nadver), jeg helliger mit legeme og sjæl til at være fuldstændig et med Dit Hjerte, som bliver ofret hvert øjeblik på alle verdens altre, og giver pris til Faderen, bedende for Hans Kongeriges komme.”

Ud af disse få citater kan vi altså se, at moderens plan er at blive tilbedt i et tempel, at gøre mennesket lykkelig i den anden verden, at menneskeheden skal bede Rosenkransen og at verden skal få en nådesperiode. Endeligt siger hun at hun giver sig til eukaristien, Jesus i brødet og vinen, som hvert sekund ofres verden over.

Som en lille pejling, vil jeg minde dig om at Antikrist også vil tilbedes i et tempel (Dan. 9:27, Matt. 24:15), og han vil også love verdensfred, som Gud har advaret os, vil blive brugt til at ødelægge mange (Dan. 8:25 KJV).


En Monstrans, til fremvisning af eukaristien. Et tysk eksempel fra de 16 århundrede.
Vi så at jøderne havde lært at tilbede Himmeldronningen, bagte hende offerkager og skænkede offerdrikke. Denne ”Maria” som her taler, helliger sig selv og dermed alle andre til eukaristien, og kan det ikke tyde på, at vi har fat i selv samme Himmeldronning, som jøderne elskede, påkaldte og betroede sig til, for at få ”kærlighed, medlidenhed, hjælp, og beskyttelse”?

Siden disse beskeder, er utallige flere beskeder som sagt udgået fra denne moder. Jeg vil vise dig følgende begivenhed[126], hvor du hører både ”Jesus” og ”Maria” tale til folket. ”Jesus” lægger ud og siger:

”Jeg er din Jesus og jeg er kommet i stedet for min og din Moder, fordi Lent er begyndt (husker du Lent, fra afsmittet om Tammuz?)og jeg ønskede at komme her og ønske jer alle en god og hellig Lent: Jesus takker for jeres tilstedeværelse her og for jeres ofringer….Jeg giver jer min velsignelse og min og din Moder kommer nu.”

”Maria” overtager herfra og siger:

”Mine elskede sønner, tak for jeres nærvær her. Som jeg allerede har sagt til jer, så fremstår jeg mange steder og hvert sted giver folket mig et navn (Se det, gudinden siger til Lucius, under punktet ”Moder-barn i Rom”): de er alle smukke, men det mest smukke navn, det største og det der kæmpes mest imod er ’Moder af Eukaristien’…Gem hvad Moderen har sagt til jer. Alle beskeder kommer fra Gud og hvor som helst jeg viser mig, taler jeg om de samme ting, fordi IGENNEM EUKARISTIENS TRIUMF, ØNSKER MODEREN AT ALLE KIRKER SKAL FORENES, SÅ DER KUN VIL VÆRE ÉN KIRKE FOR AL FOLKET” (Teksten med fed, fremhævet af mig. Kapitale bogstaver er originale)

Altså ser vi at ”Maria” mest af alt elsker navnet ”Moder af Eukaristien”, og det taler stærkt for at denne Maria, som dermed også er moder til ”offerbrødet”, også er personen jøderne ofrede sine offerkager til. På billedet ser du en tysk monstrans til at vise Jesus i brødet, eukaristien, frem, og hvis du sammenligner denne monstrans med den beskrivelse Konstantin gav, da han så korset på himmelen: ”et kors af lys på himmelen, over solen”, så ser du også her et kors over solen. Solen er beholder for eukaristien, hvilket identificerer denne eukaristi med solguden - Osiris, der som Bibelens Gud blev inkarneret igennem en jomfrufødsel som menneske. Bibelen fortæller om Jesus ”som er i Faderens favn” (Joh. 1:18), hvilket vil sige at Han er Faderens inderste nærvær, og denne monstrans viser samme analogi.

Moderen taler meget om det andet komme, eller den anden pinse. I Brasilien, d. 26. februar 1991, sagde hun:

”I dag beder jeg jer om at slå dørene op for Jesus Kristus som kommer. Jeg er den Anden Advents Moder, og døren som åbnes for en ny æra. Denne nye æra vil sammenfalde med Jesu eukaristieske regerings største triumf.”[127] (Eftertryk er mit)

Moderens plan og vilje er, at vi skal tilbede eukaristien. Jesus vil ifølge hendes beskeder regere igennem sit nærvær i eukaristien. Det betyder at Jesus ikke kommer fysisk igen, men at Han er her nu og det rige som Han har lovet os at komme og oprette, vil være en æra hvor moderen tilskynder os alle til at tilbede Jesus i eukaristien.

Fader Gobbi, som tidligere omtalt, der startede ”the Marian Movement of Priests”, og som har modtaget mange af ”Marias” beskeder, har modtaget følgende:

”Faktisk vil Kristi kommende strålende styre sammenfalde med den største pragt af hans eukaristiske styre iblandt jer. Den eukaristiske Jesus vil forløse al sin kærligheds kraft, som vil forvandle sjæle, kirken og hele menneskeheden…Han leder jer til enden af disse jeres tider, for at introducere jer for den nye æra af disse jeres tider, for at introducere jer for den nye æra af hellighed og af nåde, hvor I alle rejser hen imod, og hvilken vil begynde så snart Jesus har fået genoprettet Hans strålende styre i jeres midte.”[128] (Eftertryk er mit)

Det er ganske uhyggelig læsning. Jeg vil før vi går videre, lige gøre dig opmærksom på følgende. I Åb. 2:18-29, taler Jesus til menigheden i Tyatira. Talen til de 7 menigheder, er ikke blot til de daværende menigheder. Jeg ved at der findes et synspunkt imod denne forståelse. Men et nærmere studie af passagerne viser tydeligt, at det ligeledes er fremtidige beskrivelser af de tider, hvor hver menighed ville få sin dominerende rolle. Navnet Tyatira, betyder ”fortsat / uendelig ofring” og der er ingen tvivl om, at der her er tale om det katolske system. Man kan undres over rosen, som kirken får, men der har været gode mennesker i den katolske kirke, eks. Luther og Erasmus, som ikke fandt sig i løgnen og brød med det sataniske kirkesystem. Ordene som følger efter er slående: ”jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jesabel, som kalder sig selv profetinde og optræder som lærer og forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød” (v.20).

Vi hører her om en kvinde, som kalder sig profetinde, dvs. en person der taler på Guds vegne, og hun forfører Guds tjenere til at bedrive hor og spise afgudsofferkød. Bag denne kvinde Jesabel, er der en satanisk person, engel eller dæmon, som talte igennem hende og tilskyndede til umoral. Som kort nævnt i afsnittet ”Konstantin og den Romersk Katolske Moder Kirke”, så har alt for mange præster i den katolske kirke alt for svært ved at holde sig fra utugt. De tvinger sine medlemmer til at spise afgudsofferkød - for husk på at Jesu kød, blod, sjæl og ånd er i nadverbrødet - eukaristien. Alt sammen skyldes ”kvinden”. ”Maria” er i dag, og jeg ved ikke om du føler det er for tidligt at sige det, men jeg er overbevist, en satanisk person, engel eller dæmon, der nu kalder sig Maria i stedet for Jesabel, som tilskynder folket til at spise afgudsofferkød. Hun omfavner en perverteret organisation og kalder folket til den, som den eneste kirke - ”SÅ DER KUN VIL VÆRE ÉN KIRKE FOR AL FOLKET”.

Gud giver hende dommen: ”Se, jeg kaster hende på sygelejet og fører stor trængsel over dem, der begår ægteskabsbrud med hende, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger. Og hendes børn vil jeg slå ihjel med sot, og alle menighederne skal kende, at jeg er den, som ransager nyrer og hjerter; og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.” (v.22-23) Læser vi videre i Åbenbaringsbogen, ser vi at hele systemet bryder sammen:

”Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin… kvinden var klædt i purpur og skarlagen (bl.a. moderkirkens farver)og skinnede af guld og ædelstene og perler (moderkirkens velstand)…på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder (alt ugudelighed kom fra Babylon, og moderkirken har adopteret hver en vederstyggelighed)… jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod (tusinder er blevet slagtet for at fornægte eukaristien - mere om det senere)… og dyret (Antikrist)vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild.” (Åb. 17:2, 3, 5, 6, 7, 17)

Ud af passagen om Tyatira kan vi se, at der findes katolikker af navn, som tilhører Jesus og ”ikke har denne lære og ikke ›kender Satans dybder‹” (Åb. 2:24). De er formentlig opvokset i et katolsk land, og elsker Bibelens Jesus og deltager af den grund ikke i moderkirkens nadver og anden afgudsdyrkelse, for ikke at blive slået ihjel (v.23).


Billede malet efter ”Sankt” John Bosco’s drøm, som han fik i 1862, om de kampe kirken ville gennemgå, og endelig triumfere igennem hengivelse til eukaristien og moderen.
Moderen taler altså i de to sidste citater om en eukaristisk Jesus, som i en æra af herlighed og nåde skal regere igennem eukaristien. Et strålende styre i vores midte, som skal genoprettes. Jesus har aldrig regeret i vor midte. Han har ikke virket som konge på jorden. Så der er ikke noget der kan gen-oprettes. Det vil blive oprettet, siger Bibelen, når Jesus kommer for at tage alt det i besiddelse, som Han købte med sit blod.

Moderkirken har i år 600-1517 regeret igennem eukaristien. Tyatira menighedstypen havde sin dominerende periode i de mørke århundrede, hvor uendelig ofring af Jesus var oprettet i stort set alle lande. Nu er det tid til at gen-oprette dette styre - og den eukaristiske Jesus vil være regenten, forkynder Himmelens dronning.

På billedet ser du, som teksten under det fortæller, et maleri efter Bosco’s fremtidige drøm. Han var bl.a. grundlægger af ”Daughters of Mary, Help of Christians” i 1872[129]. Om denne drøm sagde han:

”Der vil være kaos i kirken. Ro vil ikke vende tilbage, før paven lykkes med at forankre Peters båd mellem tvillingsøjlerne af eukaristisk helligelse og helligelse til Vor Frue. Dette vil ske omkring ét år før enden af (det 20ende) århundredeskifte”[130]

Læg mærke til de to søjler. Moderkirken har fra begyndelsen givet sig selv to rettigheder. Apostolsk arvefølge (Apostolsk Succession), og Temporal (politisk) magt[131]. Disse to søjler, skal være der, hvor Peters båd skal forankres. Dermed menes der kirken, for moderkirken mener at Jesus ville byge på Peter, frem for på hans bekendelse, nemlig at Jesus er Kristus. På toppen af den ene søjle ser vi eukaristien, og på den anden, Himmeldronningen. Vi ser paven stå med sine gejstlige og dirigere skibet, som endnu er i fart, men har fået ankerkæderne fæstnet til søjlerne. Vi ser Tammuz-tegnet, korset, på sejlene (den gamle babyloniske religion er drivkraften), og Bosco som ser visionen, står og kikker på, med solen om sit ansigt. Der er en ”kirke” (skib) ude til venstre, som er ved at gå under i brand, og en anden lille ”kirke” som er ved at blive tromlet over af moderkirken.

I samhørighed med moderens beskeder, har John Bosco, tjener for moderkirken, fået at vide at snart vil et eukaristisk styre, hvor præsternes mirakeltjeneste, som forvandler almindeligt brød til at være selveste Frelseren, bringe en tid med strålende herlighed og nåde. Det går hen og bliver direkte latterligt, når man hører Stephano Manelli’s udtalelse:

”Med nadveren, træder Jesus ind i mit hjerte og forbliver legemligt tilstede i mig, så længe arten (det fysiske element) af brød holder sig; det er, i omkring 15 minutter. De Hellige Fædre lærer at igennem denne tid, omslutter englene mig, for at fortsætte med at tilbede Jesus og elske Ham uden afbrydelse. ’Når Jesus er legemligt til stede inden i os, omgiver englene os som en beskytter af kærlighed’, skrev Skt. Bernard”[132]

Man skal ikke have meget analytisk sans, før man tvinges til at tænke processen igennem. Man spiser et stykke brød. Det er Jesus - altså Skaberen. Han synkes og da vi er skabt således at vi fortærer det vi får i maven, vil Han være i os fysisk, i 15 minutter. Efter 15 minutter - hvad så? Ned igennem tarmene og… Skabelsen har gjort Skaberen til skarn. Det er jo blasfemi i en så tåbelig grad, at man væmmes.

Kan Jesus være i eukaristien - hostien?


Jesus sagde til os at: ”Hvis de altså siger til jer: ›Se, han er i ørkenen,‹ så gå ikke derud; ›Se, han er i kamrene,‹ så tro det ikke!” (Matt. 24:26). Ordet som er oversat ”kamrene”, er på engelsk i KJV oversat ”the secret chambers” - de hemmelige kamre eller rum. Det græske ord for dette er ”tameion”. Dette ord er brugt i tre andre vers:Det går ofte galt, når man forsøger at definere sig ud af Sandheden, igennem alternative betydninger af et Ord. Det kan fordreje sammenhængen af passagen, men jeg tror det er nyttigt at granske Jesu ordvalg her, for det kan berige vores forståelse af det Han advarer imod. Strongs græske ordbog beskriver ordet: ”intetkøn sammensat af formodet afledning af tamias (en uddeler eller fordeler, i slægt med temno, at skære); et apotek eller magasin, dvs. et kammer på land-jorden eller inden i et østerlandsk hus (almindeligvis brugt for opbevaring eller privatliv, et lille sted til at trække sig tilbage) - hemmeligt kammer, skab, varehus.”

Vines Complete Expository Dictionary Of Old And New Testament Words, siger: “betegner for det første ‘et opbevaringskammer’, dernæst ‘et hvilken som helst privat rum, hemmeligt kammer’, Matt. 6:6 ; RV, ’indre kammer’ (KJV, ’lille rum’); 24:26, ’indre (KJV, hemmelige) kammre’; Luk. 12:3, RV, det samme, for KJV, ’rummene’; det bruges i Luk. 12:24 (’opbevarings-rum’) for fugle”

Altså har vi et ord der beskriver noget der kan indeholde noget - et opbevaringskammer… en beholder, en container eller en monstrans? Har Jesus med omhu valgt dette ord, for at vi må genkende moderkirkens, Tyatira’s uendelige ofringer? Satan har altid formået at latterliggøre Guds Ord. Hvis vi tager det hebræiske ord for kammer, ”chuppah”, så bruges det 33 gange igennem GT. Oftest om et sovekammer, eller andet kammer til at skjule sig i. Eks. Ordsp. 18:8 er interessant: ”Bagtalerens Ord er som Lækkerbiskener, de synker dybt i Bugen (som eukaristien) ” - se også Orspr. 26:22. Bibelen beskriver faktisk Jesus i kammeret. Joel. 2:16 siger: ”kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!”. Der tales her om Herrens dag, hvor Jesus kommer igen. Jesus kommer ud af sit kammer, og bruden af sit telt. Vi ser lignende sag i Sal. 19:6: ”som en Brudgom går den (solen, som her også er et billede på Jesus)ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane”. Jesus er brudgommen, og Han er Ordet, som bliver forkyndt i al skabningen, Himmelen, dvs. stjernerne og jorden (Romerne. 1:20). Satan gør nar af dette princip, og narrer folket til at håne Jesus, ved at sige amen (hvilket de skal sige, når de for præsten stadfæster deres tro på Jesu fysiske nærvær, i eukaristien) og i tro acceptere at Han er fængslet i eukaristien. Jesus er en mægtig brudgom, der kommer ud af sit kammer for at dømme verden, og regerer ikke fra en lille monstrans, i et lille stykke brød, der kan fordøjes og forvandles til…

Jesus siger altså, at når de siger, at Han er i kamrene, i monstransen eller i eukaristien, ”så tro det ikke” - ”Se, jeg har sagt jer det forud” (v.25), sagde Han. Det er ikke blot begrænset til eukaristien, men uanset hvor der påstås at her er Kristius - Kristus som er det græske ord for det hebræiske Messias, som betyder den salvede, så er det ikke Jesus. Der er kun én der er salvet, kun en Kristus og Messias, og Han er i Himmelen, ved Faderens højre hånd. Han vil komme igen, som Han tog bort - i ét sammenhængende legeme. Jesu legeme steg helt og holdent til Himmelen, for at komme tilbage lige sådanne (Apg. 1:11). Hans legeme er ikke spredt ud over kloden i små bidder, der kan spises og fordøjes, for at blive til skarn eller jord, når vore legemer forgår.

Jesus og nadveren.
Moderkirken gør hvad hun kan, for at bevise at nadveren er det, hendes præster siger den er. Det burde gennemgås grundigt, men da denne artikel ikke har formål at undervise om nadveren, men at afsløre Maria dyrkelsen, så vil jeg gøre det kort.

Jeg vil lige indskyde, at der er tendens til at se den katolske nadver som værende stærkere end den protestantiske nadver. Tom Forrest, en karismatisk katolik, som bl.a. i 1978 blev valgt som leder for det ”Internationale Ministerium for den Katolske Karismatiske Fornyelse”[133], blev citeret for at sige:

”man inviterer ikke bare nogen til at blive kristen; man inviterer dem til at blive katolikker... Hvorfor er dette så vigtigt? For det første findes der syv sakramenter, og den katolske kirke har dem alle... På vores altre har vi Kristi legeme: vi drikker Kristi blod. Jesus er levende på vores altre som et offer... Vi bliver ét med Kristus i eukaristien...

Som katolikker har vi Maria, og den mor til os, Himmelens Dronning, beder for os, indtil hun ser os i herlighed.

Som katolikker har vi pavemagten, en historie med paver fra Peter til Johannes Paul II... vi har klippen, som Kristus byggede sin kirke på.

Som katolikker - og dette elsker jeg - har vi skærsilden. Gud ske tak og lov! Jeg er en af dem, der aldrig ville nå til den salige skue uden den. Det er den eneste vej...

Så som katolikker... er vores opgave at bruge dette årti på at evangelisere alle, vi kan, ind i den katolske kirke, ind i Kristi krop og ind i det tredje årtusinde af katolsk historie.”[134]

Det er direkte vammelt. Men tilsyneladende flere og flere, ser det som en styrke og at den symbolske nadver som Jesus indstiftede, er død i forhold til et (spræl)levende offer på alteret (kan du se billedet for dig?). Den katolske doktrin om transubstantiationen, dvs. forvandlingen af brødet, går ganske enkelt ud på at når præsten gentager Jesu ord, som Han sagde ved den sidste nadver, så forandres brødets substans, det bliver en ”trans-substans”, som substantielt bliver til Jesu legeme og blod[135]. Jesu ord: ”gør dette til ihukommelse af mig” (Luk. 22:19) er blevet forstået således at Jesus ordinerede disciplene til præster og gav dem kraft og ordre til at ofre ved messen[136]. Moderkirken har endvidere givet præsterne magt til at tilgive synder, hvilket også sker igennem messen[137].

Den sidste nadver sættes sammen med Lukas kap. 6, specielt de sidste vers, og jeg citerer:

”Thi Guds brød er det brød, som kommer ned fra Himmelen og giver verden liv… jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig…Jeg er livets brød…dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø…det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden…hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer…Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag…Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik… Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham.” (Luk. 6:33, 38, 48, 50, 51, 53, 54, 55, 56)

For det første har denne passage intet med nadveren at gøre. Jesus bruger megen billedtale, for at beskrive og forstærke forståelsen af det, at tro på Han og leve af Ham, dvs. Hans Ord, og dermed få åndeligt liv. Vers 35 siger: ”Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste”. Paulus siger til Korintermenigheden at: ”den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til” (1. Kor. 11:30). Med den mundfuld væske man får fra kalken, så er der ingen der, som Jesus her siger vi skal, kan - eller ifølge Paulus’ ord, må - mættes, og aldrig sulte eller tørste, hvis det altså skulle komme igennem nadverens ”måltid”. Det handler om troen på Ham, Hans forsonende blod, udgydt én gang for alle (Hebr. 9:12), og Hans evige livs Ord (Joh. 6:68). Skønt det ikke er Jesus der fysisk taler, så er det Ham der ved sin Ånd inspirerer Paulus til at skrive om hvordan Han helligede menigheden: ”idet han rensede den i vandbadet ved ordet, og for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant” (Ef. 5:26, 27). Her beskrives Ordet ikke som brød, men som vand.

Når Jesus siger: ”Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv”, så er det også det Han senere siger på denne måde: ”om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden” (Joh. 8:51). Når moderkirken mener at eukaristien i maven er Jesus i os, så forklarer Jesus ganske tydeligt hvad Han mener: ”Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh. 14:23). Når man tager summen af Guds Ord (Sal. 119:160), eller som Paulus siger: ”kundgør hele Guds råd” (Apg. 20:27 KJV), så er der intet at misforstå.

Moderkirken mener at brødet ved den sidste nadver, blev forvandlet da Jesus sagde (trylle)ordene ”Dette er mit legeme” (Luk. 22:19). Johannes, der som tema fortæller om Jesus som Guds Søn, og har fokus på Hans guddommelighed, fortæller at Jesus selv henviste til brødet som almindelig brød. ”Den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig...Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper” (Joh. 13:18, 26). Dette er vel at bemærke efter at Jesus velsignede brødet, hvilket vi kan se ud fra Lukas’ beretning, hvor velsignelsen sker i Luk. 22:19, og Judas der får brødet er i vers 21. Jesus kalder det brød og hentyder ikke til at det er Hans legeme, sjæl, ånd eller blod.

Hvis brødet er Jesu nærvær i os, i form af Jesu legeme, blod, ånd og sjæl, så er Judas’ oplevelse et bevis for noget andet: ”Og da han havde fået det (brødet), for Satan ind i ham” (Joh. 13:27). Satan kom ind i Judas, efter han havde taget brødet og: ”Efter at han havde fået stykket, gik han straks ud” (v.30), og det var ud for at forråde Jesus. Hvis det er sådan som Paulus siger: ”hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar?... hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?” (2. Kor. 6:15, 16), hvordan kan det så være, at Gud i os, som er Guds tempel (1. Kor. 3:17 ; 2. Kor. 6:16), kan, som i Judas’ tilfælde, være sammen med Beliar, afguden Satan?

Jesus har på intet tidspunkt sagt, at brødet blev Hans legeme, blod, sjæl og ånd. Han sagde: ”gør dette til ihukommelse af mig”, og tre dage senere blev Hans legeme ofret og blod udgydt ”for mange til syndernes forladelse” (Matt. 26:28), idet han gik ”ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning” (Hebr. 9:12).

Fortidens straf for fornægtelse af hostien.


Som vi har kikket på tidligere, så mener moderkirken at vi begår en alvorlig synd, ved at fornægte Jesu tilstedeværelse i eukaristien. Men det er mildere sagt, end rådet i Trent (Council of Trent) formulerede. Rådet i Trent, var det 19. økumeniske katolske råd, som foregik mellem 1545-63, i 3 etaper. Den 13. session, som blev holdt d. 11. oktober, 1551 formede en omfattende bestemmelse (8 kapitler og 11 kanoner) om eukaristiens sakramente[138]. Her bestemte man bl.a. følgende:

”Hvis nogen fornægter at i den mest hellige eukaristis sakramente indeholdes i sandhed, virkelig og substantielt, legemet og blodet, sammen med sjælen og guddommeligheden af vores herre Jesus Kristus og følgelig hele Kristus, men siger at han kun er i den som symbol, eller billedligt eller kraft, lad ham være anatema”[139]

Anatema betyder at man af kirken er forbandet - forbandet være han.

”Hvis nogen siger at i eukaristiens hellige sakramente, skal Kristus, den enbårne Guds Søn, ikke tilbedes, med latria tilbedelsen (latria betyder ”med den størte tilbedelse”), også manifeteret i det ydre, og skal konsekvent hverken æres med en speciel højtidsfuld højtidelighed, eller højtideligt frembæres i optog ifølge det prisværdige og universelle ritual og skik af den hellige kirke, eller ikke skal placeres offentlig foran folket for at blive tilbedt og at tilbederne derved er afgudsdyrkere, lad ham være anatema.”[140]

Ved retssager, blev spørgsmålet om nadveren - transsubstantiationen - i de mørke århundrede, årsagen til domsfældelsen af dette anatema. Fornægtelse af denne lære, gjorde mennesket til kætter og fortjent til død på bålet.

Lad mig bruge lidt plads til at vise hvad denne ”nadver” i fortiden har krævet af vore elskede brødre og søstre. Intet har ændret sig i den romerske moderkirke, og for min del ser jeg intet problem i historien gentaget, i den kommende og ganske forestående trængsel.

Moderkirken har bl.a. nedskrevet sig følgende regel, for at fastholde sine tilhængere i fælden:

”Søndags eukaristien er fundamentet og stadfæstelsen af al kristen praksis. Af denne grund er de trofaste nødt til at deltage i eukaristien på taknemmelighedsdagene, medmindre de er undtaget af alvorlige grunde (for eksempel, sygdom, pasning af spædbørn) eller fritaget af deres egen pastor. Dem som med fuldt overlæg fejler i denne forpligtelse, begår en alvorlig synd”[141]

Fox’s Book of Martyrs er en enestående bog, og den har grebet mig med tårer flere gange, for fortællingerne er hjerteskærende og grufulde. Han gengiver historier hvor folk har måttet lade livet, fordi de ikke ville indgå i den afgudsdyrkelse der ligger åbenlys og lige for, i tilbedelsen af brødet, som vores fysiske Frelser. Jeg har her genfortalt nogle få stykker af fortidens henrettelseshistorier, i moderkirkens navn.

Almericus
Almericus og seks af hans efterfølgere, blev i Frankrig, Paris, i det tredje århundrede, dømt til døden på bålet, for at forsvare at Gud ikke var mere tilstedeværende i nadverbrødet, end i noget andet brød. De vedholdte at det var afgudsdyrkelse at bygge altre eller helligdomme til ”hellige”, og det var tåbeligt at ofre røgelse til dem.[142]

Allerede i det 3. århundrede, pressede moderkirken på med sin afgudsdyrkelse, og fandt det strafbart at afvise nadverens sakramente, som værende skaberens fysiske legeme - kød, blod, sjæl, ånd og guddommelighed.

Den unge mand fra England
I 1560, beordrede pave Pius IV, at alle protestanter skulle forfølges ud over hele Italien. En ung mand fra England, var i Rom, og han kom forbi denne kirke, hvor et optog med hostien (nadverbrødet) kom forbi. Den unge mand bemærkede biskoppen som bar hostien, og tog den fra ham, smed den til jorden og trampede på den, mens han råbte ”I elendige afgudsdyrkere, som negligerer den sande Gud, for at tilbede en bid brød.”.

Folket ønskede ham død med det samme, men præsterne overtalte dem til at føre sagen frem for paven. Paven ønskede at brænde ham med det samme, men en kardinal frarådede ham det, og foreslog at det var bedre at straffe ham i små portioner, og torturere ham for at finde ud af om han var blevet tilskyndet af andre, til at gøre så grusom en handling.

Paven udtalte dommen over den unge mand: han blev blottet fra overkroppen til lænden, bagen blev malet med flammer, og på sit hoved havde han djævelens billede, og han blev ført igennem byen. Hans højre hånd skulle skæres af (endnu et råbende bevis for katolicismens og islams familierelation), og endeligt brændes.

Den unge mand bad til Gud, da han hørte staffen, om at blive givet styrke og mod til at gå igennem det. Undervejs i optoget, blev den unge mand hånet af folket, men han irettesatte dem kraftigt for deres romerske overtro.

Da de kom til kirken, hvor han havde kastet hostien til jorden, blev han kneblet og hans hånd hugget af, og sat på en stav. Bødlerne brændte hans legeme med fakler og ved henrettelsen, kyssede den unge mand sine lænker, som bandt ham til pælen. Brændet blev tændt og den unge mand brændte til aske.[143]

Det er grufuldt. Alt dette, for at fornægte Roms afgud i hostien. Hvilken ung mand - tænk at kunne stå i den største ydmygelse, med hånden hugget af og legemet forbrændt, og kysse sine lænker. Hvem anden end den levende Gud kan få ære for det? Denne unge mand har fået et kæmpe kram af Jesus, hos hvem han er nu, og hvor han skal være i al evighed. Hvilken trøst!

”Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres. Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.” (Matt. 5:10-12)

Lawrence Guale
I 1508, blev Lawrence Guale fra Salisbury indberettet til biskoppen, for at have såkaldte Lollards, som var tilhængere af kætteren Wycliffe (som brød traditionen og gav folket en Bibel på engelsk - ikke en god oversættelse, men forgængeren for det som kom) i sit hus. Han fornægtede den virkelige tilstedeværelse af Jesus i hostien, og vedblev dette vidnesbyrd, blev dømt som kætter og brændt på bålet.

Thomas Harding
I 1532, i Chesham, blev Thomas Harding og hans kone ført for biskoppen af Lincoln, og blev dømt som kætter for at fornægte Jesu virkelige tilstedeværelse i hostien. Han blev lænket til pælen og brændt.

Efter James Baynham var blevet henrettet, blev endnu en brændt på bålet, for at fornægte roms sakramente.

Nicholas Peke
I 1538, i Norwich, blev Nicholas Peke henrettet. Da man satte ild til bålet, blev han så sveden, at han var sort som tjære. Dr. Reading slog ham på skulderen med en lang hvid stav, og sagde: ”Peke, tag dine ord tilbage og tro på sakramentet”. Peke svarede: ”Jeg afskyer dig og sakramentet”. Peke kastede blod op, på grund af sine lidelser. Dr. Reading gav ham 40 dage til at omvende sig og tilbagekalde sine ord. Men Peke vedblev og blev brændt levende, i glæde over at Jesus have set ham værdig til at lide for Hans skyld.[144]

”Hvis I hånes for Kristi navns skyld, er I salige; thi herlighedens Ånd, Guds Ånd, hviler over jer. Det må jo ikke ske, at nogen af jer lider som morder, som tyv, som forbryder eller som angiver; men lider han, fordi han er kristen, så skal han ikke skamme sig, men ved dette navn gør Gud ære!” (1. Pet. 4:14-16)

At mennesker kan stå med dette mod og vedholdenhed i Jesu navn, er sandelig et vidnesbyrd der giver Gud ære. Det er menneskeligt umuligt at bære sådan en hændelse med det mod. Kun i Helligåndens kraft er det muligt!

Lawrence Saunders
I 1554, i London, lørdag den 15. oktober, blev pastor Lawrence Saunders, som var sammen med sin menighed og formanede folket, afbrudt af Londons biskop, af en udsendt embedsmand. Han fornægtede sakramentets lære og efter et år og 3 måneder i fængsel, blev han stillet for retten, dømt og brændt på bålet.

Geroge Marsh
I 1555, 24. april, blev pastor Geroge Marsh henrettet. Han var en nidkær forkynder af sandheden, og forskellige spørgsmål blev stillet ham ved domsforhøret, deriblandt hans tro på sakramentet på alteret. March svarede, at brødet og vinen overhovedet ikke blev forandret. På bålet led han frygteligt, men med stor sjælestyrke. Hans kød kogte op så man ikke kunne se lænkerne, og man troede han var død. Men pludselig slog han ud med armene og bad: ”Himmelske Far, vær mig nådig”, og så gav han sin ånd i Jesu hænder. Folket omkring ham sagde efter hans død, at han var martyr og døde med ære, og det fik biskoppen til at holde en ceremoni i katedralkirken, hvor han forsikrede at March var kætter og brændte nu i helvede.

John Rogers
Samme år 4. februar blev John Rogers henrettet. Han fornægtede hostien, og sagde: ”Det jeg har prædiket, vil jeg forsegle med mit blod”. ”Du er en kætter”, sagde Woodroofe, en af sheriffens folk: ”Det skal blive kendt ved dommens dag”, svarede Rogers. Woodroofe svarede: ”Jeg vil aldrig bede for dig”. ”Jeg vil bede for dig”, svarede Rogers.

Rogers blev brændt til aske foran dronningens hushold, sherifferne og deres folk. Han lovpriste Gud og folket glædede sig over hans standhaftighed. Brændende på bålet, vaskede han sine hænder i ilden.[145]

Der er mange flere historier i bogen. Men jeg vil slutte afsnittet med denne historie, fra samme kilde som ovenstående. Har du ikke noget at tørre næsen med, så hent det nu. Jeg kunne ikke holde gråden tilbage, mens jeg oversatte dette.

I England, i kong Edvard VI’s regerings tid, var Dr. Rowland Taylor en trofast og ægte leder for folket. Med stor nidkærhed forkyndte han sandheden og tog sig af de syge. Da kongens efterfølger dronning Mary kom på tronen, startede forfølgelserne. To indbyggere, advokat Foster og købmand Clark, krævede at messen skulle holdes i kirken, i alle sine overtroiske former. Taylor kom ind i kirken og forbød dette strengt, men han blev af Clark tvunget ud af kirken, hvorefter de holdt messen. Clark informerede lordkansleren, biskop Stephen Gardiner af Winchester, som hidkaldte Taylor.

På trods af at Taylor af sine venner blev tilskyndet at flygte til havs, så accepterede han stævningen og tog til kardinal Gardiner. Da Gardiner så Taylor, hånede han ham, hvilket han havde for vane. Taylor lyttede tålmodigt og Gardiner udbrød: ”Hvor vover du at se mig i øjnene! Ved du ikke hvem jeg er?”. Taylor svarede ”Du er Dr. Stephen Gardiner, biskop af Winchester, og lordkansler, og alligevel et dødeligt menneske. Men hvis jeg skulle frygte dit fornemme udseende, hvorfor frygter du så ikke Gud, vores alles Herre? Med hvilken støtte vil du gå frem for Kristi domstol og forsvare dine eder først til kong Henry VIII og dernæst kong Edvard VI, hans søn?”.

Efter en lang samtale, hvor Gardiner kæmpede med Taylors gudfrygtige svar, afsluttede han: ”Du er en blasfemisk kætter! Du har i sandhed hånet det velsignede sakramente, (han tog sin hat af) og taler imod den hellige messe, som er gjort som offer for levende og døde”, hvorefter Taylor blev overgivet til kongens domstol.

Han blev smidt i fængsel, hvor vogterne havde fået besked på at behandle ham hårdt. Om natten blev han ført ud i hønsegården, hvor han blev hånet. En uge efter, d. 5. februar, kom hans kone, tjener John Hull, og hans søn Thomas, som allernådigst fik lov til at spise med ham.

Efter måltidet, gik Taylor frem og tilbage, og takkede Gud for Hans nåde, som havde givet ham styrke til at stå fast på Hans Hellige Ord. Sammen bad de alle, grædende, og kyssede hinanden. Til Thomas gav han en latinsk bog, som omtalte de gamle martyrers ord, og til sidst skrev han sit testamente:

”Jeg siger til min kone og børn. Herren gav jer til mig, og Herren har taget mig fra jer, og jer fra mig: Velsignet være Herrens navn! Jeg tror på at de der dør i Herren, er velsignet. Gud har omsorg for spurvene, og for vore hovedhår. Jeg har fundet Ham mere trofast og fordelagtig, end nogen anden fader og ægtemand. Stol I derfor på Ham, igennem vor dyrebare Frelser Kristi fortjeneste: tro, elsk, frygt og adlyd Ham: bed til Ham, for Han har lovet at hjælpe. Regn mig ikke for død, for jeg skal bestemt leve, og aldrig dø. Jeg går forud, og I skal følge efter, til vores længe ventede hjem.”

Klokken 2 om natten, blev han ført bort i mørket. Hans hustru forventede at han skulle føres væk den nat, og stod ved Skt. Botoph’s kirke hele natten og ventede, med to af hendes børn, den adopterede Elizabeth på 13 og Mary, deres fælles datter. Da de kommer forbi kirken med Taylor, råber Elizabeth ”Oh, min elskede far! Mor, mor, der er min far som føres bort”. Så råbte hans hustru: ”Rowland, Rowland, hvor er du?” - for der var meget mørkt, så de kunne ikke se hinanden. Taylor stoppede og svarede ”Kære kone, jeg er her”. Sheriffens mænd ville have ført ham videre, men sheriffen bad dem lade ham tale med sin kone, og de stoppede.

De løb hen til ham, og Taylor tog Mary op i sine arme og de bøjede sig alle ned og bad. Da sheriffen så det, græd han meget, sammen med de andre der førte Taylor bort. Da de havde bedt, rejste Taylor sig, kyssede sin hustru, tog hende i hånden og sagde: ”Farvel min elskede kone; vær ved godt mod, for jeg har fred i min samvittighed. Gud vil rejse en fader for mine børn.”

Resten af vejen var Taylor glad og munter. Han fortalte mange betydningsfulde ting til sheriffen og vagterne, og bevægede dem til gråd igennem hans tilskyndelse til omvendelse og at ændre deres onde liv. Andre gange bragte han dem glæde og forundring, når de så hans standhaftighed, fri for frygt og at han med glæde i hjertet kunne gå i døden.

Da han kom til stedet, hvor han skulle dø, så folket hans ærværdighed og hans gamle ansigt med et langt hvidt skæg, brød de ud i gråd og råbte: ”Må Gud frelse dig, gode Dr. Taylor! Jesus Kristus give dig styrke og hjælpe dig! Helligånden trøste dig!”

Da Taylor havde bedt, gik han til pælen og kyssede den. Han lænede sig op af den, i fortsat bøn, med foldede hænder. Han blev bundet og en mand - Warwick - kastede et stykke brændsel i hovedet på Tayor, som svarede ”Kære ven, jeg bliver skadet nok; var det nødvendigt?”. Taylor sang en bodssalme og Sir John Shelton slog ham på munden og sagde ”Din kæltring (en gammel svindler), tal Latin: Jeg skal nok få dig til det”.

Endeligt tændte de bålet. Taylor løftede sine hænder mod himmelen og råbte til Gud: ”Nådige Fader i Himmelen! For Jesu Krist, min Frelsers skyld, modtag min sjæl i dine hænder!”. Sådan stod han stille med foldede hænder, uden at græde eller flytte sig, indtil Soyce slog ham i hovedet med en hellebard, indtil hans hjerne kom ud, og legemet faldt ned ind i ilden.

Tusinder af sådanne historier kan findes i moderkirkens logbøger. Tusinder på tusinder af vore brødre og søstre har givet sine jordiske liv, i troen på Jesus. Som vore fremtidige søskende i trængslen, kan man om disse enestående mennesker sige:

”de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.” (Åb. 12:11)

Mentaliteten er ikke forsvundet med tiden. Den romerske moderkirke ser stadig os der ikke vil bøje os for hostien, som kættere, værdige til døden på bålet. I denne sidste tid, hvor Satan har fået magt til at forføre selv de udvalgte, forgår overtalelsen til denne tilbedelse i det største åndelige bedrag nogensinde, hvor hostien bløder menneskeblod, taler, og hvori Jesu ansigt viser sig (mere om det senere). Måtte vi få samme nåde som vore brødre i martyrium, der i dødens stund bekendte troen på den sande Jesus og ikke himmeldronnings-hostien.

Nationernes Frue:


Som afslutning på denne artikel om Maria-tilbedelsen, som vi har set er en gammel gudindedyrkelse, som har bragt dom over Israel før, og har vundet tilbedelse blandt hedningene siden det gamle Babel, over 2.200 år før Kristus, dvs. over 4.200 år siden, så vil jeg vise at det ikke kun er Johannes, der i Åbenbaringsbogen så denne dronning blive dømt.

Titlen ”Nationernes Frue”, er ganske brugt om denne Himmeldronning, og tilhængere har lavet en hjemmeside om hende.[146] I 1951, d. 11. februar forkyndte denne ”Maria” i Lourdes:

”Jeg er Fruen, Maria, alle Nationers Moder. Du kan sige: Alle Nationers Frue eller Alle Nationers Moder, som engang var Maria. Jeg kommer denne dag for at fortælle jer at det er hvem jeg ønsker at være. Alle landenes folk, skal i sandhed være ét”[147]

Esajas:
Vi ved at moderfiguren stammer fra Babel, og læs med den viden Esajas, kapitel 47. Vi har set hvordan Johannes så denne skøge blive ødelagt af Antikrist, som vil ”gøre hende ensom og nøgen” (Åb. 17:17). Lad mig fremhæve lidt af det, som Esajas sagde om hende:

”Stig ned, sid i Støvet, du Jomfru, Babels Datter, sid uden Trone på Jorden, Kaldæernes Datter! Thi ikke mer skal du kaldes den fine, forvænte! Tag fat på Kværnen, mal Mel, læg Sløret bort, løft Slæbet, blot dine Ben og vad over Strømmen! Din Blusel skal blottes, din Skam skal ses. Hævn tager jeg uden Skånsel, siger vor Genløser, Sid tavs og gå ind i Mørke, Kaldæernes Datter, thi ikke mer skal du kaldes Rigernes Dronning! Jeg vrededes på mit Folk, vanæred min Arv, gav dem hen i din Hånd; du viste dem ingen Medynk, du lagde dit tunge Åg på Oldingens Nakke. Du sagde: ’Jeg bliver evindelig Evigheds Dronning.’ Du tog dig det ikke til Hjerte, brød dig ikke om Enden.” (Es. 47:1-3, 5-7)

Der er så stor lighed mellem denne Babels Jomfru og Datter, som her kaldes Rigernes (Nationernes) Dronning (Frue), og hele moderkirkens Maria koncept. Både moderens kirke og moderen selv, er ophøjet af Gud, påstår de. Men som Johannes så, skal de en dag sidde uden trone på jorden. Gud tager hævn uden skånsel, hvor hele organisationen med afguder og alt, skal ydmyges på værste vis, og Antikrist vil være redskabet. Skøgen i Åbenbaringen havde på sin pande skrevet: ”Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder” (Åb. 17:6). Dette er et navn, som er en hemmelighed. Babelsdronningen i Esajas sagde: ”ingen ser mig” (jeg er hemmelig) (Es. 47:10) og som Himmeldronningens kirkes trylleord ”Dette er Jesu legeme”, har denne dronning også ”Trolddom og… mange Trylleord” (Es. 47:12). Gud tilskynder denne dronning, som til alle tider også har fundet sin tilbedelse i stjernerne, til at søge frelse hos ”Himmelgranskerne… Stjernekiggerne, som Måned for Måned kundgør, hvad dig skal ske!” (Es. 47:13).

Her vil jeg dokumentere, at disse trylleord finder fysisk udtryk i form af blødende nadverbrød, aftryk af Jesu ansigt og er oplevet at tale, samt at helbrede. Bryan og Susan Thatcher fortæller om en hændelse i Betania, Venezuela i 1991:

”En indviet hostie, i sandhed kødet af Vor Herre, begyndte at bløde. Et følgende medicinsk hold konkluderede at materialet som kom ud af hostien, var blod af menneskelig oprindelse.”[148]

I Skt. Andrew’s Kirke, Edmonton, Alberta, Canada, efter nadveren, blev hostien i monstransen dækket til og derfra lød ”Jesu” stemme:

”Mit kære folk, i dag fejrer I min stiftelse af mit velsignede sakramente, ved mit nærvær som kommer ind i brødet og vinen, ved messen. Tro, mine trofaste, at jeg i sandhed er tilstede i det indviede brød og vin. I har været vinder til mange mirakler af mit virkelige blod, som kommer fra hostien, som bevis for de vantro. Jeg siger jer, ved hver messe bevidner I mit mirakel i transubstantiationen, når brødet og vinen gøres til mit legeme og blod. Drag nytte af denne tid til at ære mig i denne hostie, for en tid kommer, hvor dette privilegium vil tages væk. Jeg anbefaler jer alle, at opmuntre jeres præster til at have bestandig tilbedelse af min hostie. Jeg giver megen nåde til dem som kan besøge mig, og give mig pris og tilbedelse”[149]

Lad mig også citere Benny Hinn, angående denne nadver, hvilket vi har citeret før her på Tagryggen:

”Det næste jeg mærkede var faktisk som form af et legeme, facon som et legeme…og Gud gav mig virkelig en åbenbaring den aften, at når vi deltager i nadveren, så er det ikke bare nadver, Paul (Crouch fra TBN - se afsnittet ”Maria i protestantismen”). Vi spiser Kristus Jesus selv. Han sagde ikke, ’Tag, spis, dette repræsenterer mit legeme.’ Han sagde, ’Dette er mit legeme, brudt for jer…’ Når du spier nadveren, spiser du Kristus, og det helbreder dit legeme. Når du spiser Jesus hvordan kan du da forblive svag?...syg?...Og da vi til aften spiste nadveren, spiste vi ikke brød. Vi spiser det Han sagde vi skulle spise af: ’Dette er mit legeme’”[150]

Micael Brown fortæller:

”Som jeg sad der og kikkede på det velsignede sakramente, fremstod Kristi ansigt pludselig for mig, midt i det velsignede sakramente”[151]

Zakarias:
Den skjulte kvinde, fik Zakarias også at se. Kvinden Esajas så, sagde: ”ingen ser mig” og Johannes fortalte om hendes hemmelige navn. Zakarias ser en kvinde som er gemt i en Efa, en beholder. En engel fortæller om forbandelsen:

”Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers HERRE, for at den skal komme i Tyvens Hus og dens Hus, som sværger falsk ved mit Navn, og sætte sig fast i deres Huse og tilintetgøre dem med Tømmer og Sten. Derpå trådte Engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig: ’Løft dine Øjne og se, hvad det er, som kommer der!’ Jeg spurgte: ’Hvad er det?’ Og han svarede: ’Det er Efaen, som kommer.’ Og han vedblev: ’Det er deres Brøde i hele Landet.’ Og se, et Blylåg løftedes, og se, i Efaen sad en Kvinde. Og han sagde: ’Det er Gudløsheden!’ Så stødte han hende ned i Efaen og slog Blylåget i over Åbningen. Og jeg løftede mine Øjne og skuede, og se, to Kvinder kom båret af Vinden, og deres Vinger var som Storkevinger; og de løftede Efaen op mellem Himmel og Jord. Så spurgte jeg Engelen, som talte med mig: ’Hvor bærer de Efaen hen?’ Han svarede: ’Hen at bygge hende et Hus i Sinears Land, og når det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes Sted er.’” (Zak. 5:4-11)

En kvinde skjult i en beholder, som løftes op imellem himmel og jord, for at få et hus i Sinears land, dvs. intet mindre end Babylon. Vi har set at Isis havde templer og indviede præster, og denne kvinde som Zakarias så, kaldes gudløsheden. Johannes kaldte hende skøgen og som Zakarias taler om at hendes hus skal bygges, taler Esajas om hendes trone skal fjernes. Den danske bibel siger i vers 6 at ”Det er deres Brøde i hele Landet”, men KJV siger: ”Det er deres billede over hele jorden”. Denne kvinde er altså en global forbandelse, i dag kendt som Nationernes Frue, og Nationernes Moder.

Afslutning


Der burde siges meget mere om alt dette. Men jeg vil lade dig spørge Gud om visdom til selv at se dybderne i dette, for da forstår du på en helt anden måde.

Jeg håber af hele mit hjerte, at denne artikel må hjælpe dig til at se, at den katolske Maria-dyrkelse ikke på nogen måde kan retfærdiggøres - om Maria så var mere velsignet end andre. På alle mulige måder, søger Satan at lokke os ind i tilbedelse, der ikke er rettet mod den Levende Gud. Kan han på snedig vis, under andre navne og måske former, få os tilbage til oprindelsen af al denne afgudsdyrkelse fra Babel, så har han fået os under Guds dom. Moderkirken er vitterlig en vækkelse af den babyloniske afgudsdyrkelse. Billedligt fik den, som Antikrist vil få, sværdhugget, da Luther med Guds nåde løsrev sig fra dette system og gav det et dybt sår, men det er ved at komme til live igen.

Måtte Jesus bevare os alle som endnu står, så vi ikke falder for den gamle løgn og afgudsdyrkelse, uanset hvordan den former sig for vore øjne.

Kilder


[1]

Singular

Maskulinum

Femininum

Neutrum

Nominativ
Genetiv
Dativ
Akkusativ
Ablativ

ipse
ips-ius
ips-i
ips-um
ips-o

[er] selbst
[seiner] selbst
[ihm] selbst
[ihn] selbst
durch [ihn] selbst

ips-a
ips-ius
ips-i
ips-am
ips-a

[sie] selbst
[ihrer] selbst
[ihr] selbst
[sie] selbst
durch [sie] selbst

ips-um
ips-ius
ips-i
ips-um
ips-o

[es] selbst
[seiner] selbst
[ihm] selbst
[es] selbst
durch [es] selbst

[2] Belus er også kendt som Cronus. Belus kommer ud af det babyloniske Bel, som er identisk med det kananæiske Baal, som senere bliver det græske Cronus. Med andre ord er det en mytologisk legende
[3] ”City of God”, bog. 18, kapitel 2 - http://www.newadvent.org/fathers/120118.htm
[4] ”City of God”, bog. 16, kapitel 3 - http://www.newadvent.org/fathers/120116.htm
[5] “The Stromata”, bog 1, kapitel 16 - http://www.newadvent.org/fathers/02101.htm
[6] “A Plea for the Christians”, kap. 30 - http://www.newadvent.org/fathers/0205.htm
[7] “The Witness of the Stars”, af E. W. Bullinger, side 30, 31-32.
[8] “The Witness of the Stars”, side 34-35
[9] http://en.wikipedia.org/wiki/Fifth_dynasty_of_Egypt
[10] I den Jødiske Encyclopædi (vol. 9, side 309) henvises der til “Sefer ha-Yashar“, sektion Toledot side 40b, der siger at Esau slog Nimrod ihjel. Andre der har undersøgt historien, er kommet frem til at Sem, Noas søn, dræbte ham for at gøre en ende på afgudsdyrkelsen. Det ses bl.a. i Alexander Hislops “The Two Babylons“, side 66 og i “The Pagan-Christian Connection Exposed”, af Michael J. Rood, side 60.
[11] http://www.crystalinks.com/isis.html
[12] http://www.answers.com/topic/book-of-the-dead
[13] http://www.answers.com/topic/isis
[14] http://www.goddess.ws/
[15] http://en.wikipedia.org/wiki/Lucius_Apuleius
[16] “The Golden Asse”, af Lucius Apuleius, bog 11, kap. 47; http://books.eserver.org/fiction/apuleius/bookes/eleven.html
[17] Samme steds
[18] “The Two Babylons”, af Alexander Hislop, kap. 7, section 5)
[19] http://www.newadvent.org/cathen/09152a.htm
[20] http://www.answers.com/topic/ash-wednesday
[21] “Oriental Mythology: The Masks of God”, af Joseph Campbell, side 39-40; http://www.amazon.com/gp/reader/0140194428/ref=sib_dp_srch_pop/002-1353864-1556820? v=search-inside&keywords=tammuz& go.x=0&go.y=0&go=Go%21#
[22] “Da Vinci Mysteriet”, af Dan Brown, side 239
[23] “The Life of the Blessed EmperorCconstantine“, af Eusebius Pamphilus af Caesarea, kapitel 28; http://www.fordham.edu/halsall/basis/vita-constantine.html
[24] Samme steds, kapitel 27.
[25] Samme steds, kapitel 27-29
[26] “The Cross in Tradition, History and Art”, af William Wood Seymour, side 64.
[27] http://www.communigate.co.uk/ne/medjugorje/page2.phtml
[28] “The Life of the Blessed EmperorCconstantine“, kapitel 31
[29] ”The Force”, side 31
[30] Fra “Skottish Rite Journal”, af Jim Tresner, 33° frimurer, citeret i ”Codex Magica”, af Texe Marrs, side 205
[31] “Dark Majesy”, af Texe Marrs, citeret i ”Codex Magica”, af Texe Marrs, side 205
[32] “Come Out of Her My People”, af C. J. Koster
[33] http://www.tagryggen.dk/show_article.php? num=441#Frimurernesindblanding
[34] “The Life of the Blessed EmperorCconstantine“, kapitel 32
[35] http://www.tagryggen.dk/show_article.php? num=441#Eusebius
[36] “Turning Points: Decisive Moments in the History of Christianity”, af Mark A. Noll, side 50
[37] “Turning Points: Decisive Moments in the History of Christianity”, side 51
[38] http://www.newadvent.org/cathen/04295c.htm
[39] http://www.scborromeo.org/ccc/p2s2c1a1.htm#IV (1250)
[40] “The Rise of Christianity”, af W. H. C. Frend, side 497; “Turning Points”, side 51
[41] http://www.newadvent.org/fathers/3801.htm
[42] http://www.biocrawler.com/encyclopedia/ Venus_of_Dolni_Vestonice
[43] http://www.biocrawler.com/encyclopedia/ Venus_of_Willendorf
[44] “Turning Points”, side 72
[45] http://www.newadvent.org/fathers/3801.htm
[46] “The Pagan-Christian Connection Exposed”, side 63
[47] http://www.religioustolerance.org/clergy_sex20.htm
[48] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=441
[49] http://www.tagryggen.dk/show_article.php? num=384#Angrebpkristendommenkatolicismen
[50] http://www.newadvent.org/cathen/09154b.htm
[51] “Turning Points”, side 70
[52] “Turning Points”, side 71
[53] “Turning Points”, side 75
[54] Den katolske kirkes katekisme, afsnit 491; http://www.scborromeo.org/ccc/p122a3p2.htm#491
[55] Den katolske kirkes katekisme, afsnit 492; http://www.scborromeo.org/ccc/p122a3p2.htm#492
[56] Den katolske kirkes katekisme, afsnit 966 (se også afsnit 974); http://www.scborromeo.org/ccc/p123a9p6.htm#966
[57] Den katolske kirkes katekisme, afsnit 490-91; http://www.scborromeo.org/ccc/p122a3p2.htm#490
[58] “The Gospel According to Rome”, af James G. McCarthy, side 227-228)
[59] http://www.newadvent.org/cathen/03245b.htm
[60] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=363
[61] “BabylonMystery Religion: Ancient and Modern”, af Ralph Edward Woodrow, side 146.
[62] “Ritual to Rebuild Community” af Starhawk, Utne Reader (November/December 1987), side 70.
[63] “What Witches Do: The Modern Coven Revealed“, af Stewart Farrar (som er heks), side 82
[64] ”Fifty Years in the Church of Rome”, af Charles Chiniquy, kapitel 17; http://www.jesus-is-lord.com/fifty.htm#CHAPTER 7
[65] http://www.mmp-usa.net/
[66] http://www.mmp-usa.net/history_old.html
[67] http://www.mmp-usa.net/history_logo.html
[68] “Pope John Paul II: The Biography“, af Tad Szulc, side 22-24.
[69] “Call of the Ages“ af Petrisko, side 5 - The pope consecrated the entire world to the Immaculate Heart of Mary in 1982 and 1984-
[70] http://www.vatican.va/holy_father/john_paul_ii/ audiences/2002/documents/hf_jp-ii_aud_20021016_en.html
[71] http://www.vatican.va/holy_father/john_paul_ii/ homilies/2002/documents/hf_jp-ii_hom_20020819_kalwaria_en.html
[72] “Crossing The Threshold of Hope”, af Pave Johannes Paul II, side 220.
[73] http://www.sfarchdiocese.org/rome10.htm
[74] http://www.vatican.va/holy_father/benedict_xvi/ messages/pont-messages/2005/documents/ hf_ben-xvi_mes_20050420_missa-pro-ecclesia_en.html
[75] http://www.vatican.va/holy_father/benedict_xvi/ speeches/2005/april/documents/ hf_ben-xvi_spe_20050422_cardinals_en.html
[76] http://www.vatican.va/holy_father/benedict_xvi/ speeches/2005/april/documents/ hf_ben-xvi_spe_20050425_german-pilgrims_en.html
[77] http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/ hadithsunnah/bukhari/055.sbt.html#004.055.605
[78] Sura 19, vers 30-33, ny dansk oversættelse af Koranen, af Ellen Wulff. Slå evt. selv op her: http://www.forlagetvandkunsten.dk/97507/
[79] Samme steds vers. 88-92
[80] Sura 5:17; http://www.forlagetvandkunsten.dk/100503/
[81] Sura 61:6; http://www.forlagetvandkunsten.dk/105074/
[82] Sahih Bukhari, Hadith, Volume 4, bog 55, #642.
[83] Samme steds, #643
[84] Sura 3:42, oversættelse af Ellen Wulff; http://www.forlagetvandkunsten.dk/100150/
[85] Den katolske kirkes katekisme, afsnit 841; http://www.scborromeo.org/ccc/p123a9p3.htm#841
[86] http://www.catholic.org/about/
[87] http://www.catholiconline.net/bookstore/index.php?cat=1&sec=88
[88] “Marys Message to the World”, af Annie Kirkwood, side 145.
[89] Samme steds, side 155
[90] Samme steds, side 168-169
[91] The Goddess Re-Awakening, af Shirley J. Nicholson; Sophia Goddess of Wisdom, af Caitlin Matthews; Rebirth of the Goddess, af Carol P. Christ.
[92] Rebirth of the Goddess, af Carol P. Christ, side 2
[93] Samme steds, side 4
[94] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=429
[95] “The Worlds First Love - Mary, Mother of God”, af Fulton J. Sheen, side 189
[96] Samme steds, side 193
[97] “The Many Faces of Mary: A Love Story”, af Bob og Penny Lord, side 7
[98] “Det katolske indtog blandt Guds folk, Sakristiet, Pinsekirken København”, http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=370
[99] ”Kontemplativ bøn”, http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=429
[100] ”Frikirkenet, et samarbejde om frafald”, http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=386
[101] domino Nr. 1, januar 2005 ”FrikirkeNet er ikke et nyt samfund”, s. 12, 13
[102] “Himlen over Danmark - Komtessen og dæmonerne”, DR2, d. 18-10-2006 kl. 22:00
[103] http://www.evangelist.dk/default.asp?id=119
[104] ”På jagt efter mening med livet ”, http://www.evangelist.dk/default.asp? id=99&vidid=10&pid=99
[105] ”EKSORCISME”, ved Martin Bergsøe, cand. phil. teol, http://www.evangelist.dk/blog/blog_commento.asp?blog_id=7
[106] ”About Us”, http://www.tbn.org/index.php/3.html
[107] “Praise The Lord Newsletter”, Trinity Broadcasting Network, oktober 1996 - citeret i “Luciferian Transmutation: The Global Luciferian Mass And What It Means To You!”, af David og Donna Carrico, side 10 (http://www.ritualabusefree.org/ Books.htm#Luciferian%20Transmutation)
[108] Larry King Alive, 23. September 2003; http://www.christian-witness.org/archives/ cetf2004/mary_mary30.html
[109] “Dude, That Was Graphic“, http://www.christianitytoday.com/ movies/interviews/melgibson.html
[110] “The Passion of the Christ”, http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=314
[111] “To the Priests, Our Lady’s Beloved Sons”, af Fr. Don Stefano Gobbi,, side 279.
[112] Samme steds, side 278
[113] “Our Lady of Guadalupe“ http://www.catholic-forum.com/saints/mary0003.htm
[114] “Medjugorje: Lys, håb og fred i en mørk og farlig tid” http://www.medjugorje.dk/sider/om_medjugorje.html
[115] “The Final Harvest “, af Wayne Weible, 1999, side 14.
[116] “Virgin Mary message directed atyouth of the world”, http://www.cnn.com/US/9810/13/virgin.mary.01/index.html
[117] “Our Loving Mother”, http://www.ourlovingmother.org/
[118] “Apparitions of Our Lady of Lourdes”, http://www.catholic.org/clife/mary/app.php
[119] “Call of the Ages”, af Thomas Petrisko, side 29
[120] “Mary of Lourdes School”, http://www.molschool.org/
[121] “Our Lady of Lourdes Medical Center”, http://www.lourdesnet.org/lourdes/
[122] ”Our Lady of Lourdes Catholic Church”http://www.lourdesdepere.org/
[123] “A Protestant Pastor Looks at Mary”, af Charles Dickson, side 103-104.
[124] “Titles of Mary”, http://www.ourladyweb.com/mary-titles.html
[125] “Messages from Mary”, http://www.ourladyweb.com/mary-messages.html
[126] Besked fra ”Jesus” og ”Maria”, d. 16. februar, 1997, kl. 10:30, http://www.madredelleucaristia.it/eng/msg972.htm
[127] ”Marian Catholic Family Forum - Message # 443 Not by Bread Alone”, Brasilien, 26. februar 1991, http://mariancatholicforum.forumco.com/topic~TOPIC_ID~382.asp
[128] “To the Priests, Our Lady’s Beloved Sons“, af Father Don Stefano Gobbi, side 640. En besked givet til Fader Gobbi, d. 12. april, 1990.
[129] “John Bosco”, http://www.catholic-forum.com/saints/saintj14.htm
[130] Udtalelse af Skt John Bosco, i 1862; http://members.aol.com/bjw1106/euchmir.htm
[131] ”Katolicismens støttepiller”, http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=332
[132] ”Jesus, Our Eucharistic Love: Eucharistic Life Exemplified by the Saints”, af Fr. Stefano M. Manelli, kapitel 3, “Jesus in me”; http://www.marys-touch.com/Eucharist/ch3.htm
[133] “Biography of Tom Forrest”, http://www.sarges.com/NLS/Bios/Forrest.html
[134] Fader Tom Forest, citeret i “Roman Catholic Doubletalk at Indianapolis90”, i juli-august udgaven 1990; “Let The True Church Of The Papacy Stand Up!”, https://www.discerningtheworld.com/2019/03/31/to-lent-or-not-to-lent-that-is-the-question/
[135] Læs evt. ”katolsk lære: nadveren” http://www.tagryggen.dk/show_article.php? tr=true&num=S2F0b2xzayBs5nJl& mkref=%253Cb%253ENadveren& nm=nadveren#nadveren. Se også katekismens paragraph 1333, 1352-53, 1357-58, 1373-77, 1105-6.
[136] Katekismen, punkt 611, 1337.
[137] Katekismen, punkt 1461, 1566.
[138] Den katolske Encyclopedia, ”Council of Trent”, http://www.newadvent.org/cathen/15030c.htm
[139] “Thirteenth Session of the Council of Trent - CANONS ON THE MOST HOLY SACRAMENT OF THE EUCHARIST, Canon 1”, http://www.catholicculture.org/docs/doc_view.cfm? recnum=5356#can
[140] Samme steds, Kanon 6.
[141] Den katolske kirkes katekisme, afsnit 2181;http://www.scborromeo.org/ccc/p3s2c1a3.htm#2181
[142] “Fox’s Book of Martyrs”, kap. 4
[143] Samme steds, kapitel 6, del 1
[144] Samme steds, kapitel 14
[145] Samme steds, kapitel 16, del 1
[146] http://www.ladyofallnations.org/
[147] “The 27th. Message of the Lady of All Nations”, http://www.circleofprayer.com/theladyofallnations-messages27.html
[148] “Eucharistic Apostles of the Divine Mercy: Cenacle Formation Manual and Prayer Book”, af Bryan og Susan Thatcher, side 81; http://biblia.com/jesusart/eucharistic.htm
[149] “Prepare for the Great Tribulation and the Era of Peace”, af John Leary, Volume 7, side 57
[150] “Praise The Lord Show”, Trinity Broadcasting Network, 27. december, 1994; http://www.tagryggen.dk/show_article.php? num=253#EtgodteksempelpvildfarelseerBennyHinn
[151] “FORMER PENTECOSTAL RELATES MIRACLE THAT OCCURRED WITH THE PRECIOUS BLOOD”, http://www.freerepublic.com/focus/f-religion/1092043/posts


Artikel FAQ


Maria er Guds moder, fordi hun fødte Jesus som er Gud.


Maria Guds moder er en titel der ikke findes i Bibelen. Men Maria, moder til Jesus findes flere steder, eks. Mark. 3:31; Luk. 8:19; Joh. 2:1; Apg. 1:14. Jesus er egentilig ikke det rigtige navn, men Yahshuah, som betyder "Guds Frelse". Frelsen er i Jesu blod, på den måde at blodet afbrød syndens forbandelse (1. Pet. 1:19). Da livet er i blodet (1. Mos. 9:6), hvorfor dyreofringer blev indstiftet indtil Jesus opfyldte syndens krav, gav Jesus også sit liv. Derfor er det vigtigt at forstå, at Maria var moder til Guds Frelse, som bestod i blodets udgydelse. Jeg uddyber dette om lidt.

Moderkirken har givet Maria den ubibelske titel Theotokos, der betyder "Guds bærer", eller "hende der gav fødsel til Gud". Intet sted i de græske bibelmanuskripter findes dette ord, men det er af moderkirkens filosofer (kirkefædre) sammensat til formålet, at beskrive Guds fødsel.

Titlen Guds moder har fundets i hedenskaben siden Babel, hvor Semiramis fødte reinkarnationen af Nimrod, solguden. Da moderkirken er en videreførelse af Babels afgudsdyrkelse (se her), er det naturligt at den titel, på trods af manglende Bibelsk belæg, føres ind i vokabularet. Det er ikke svært at få øje på falskneriet i dette navn, og det bliver selvsagt brugt imod kristendommen af ikke-troende folk, der kan tænke selv og gennemskue hedenskabens fingeraftryk i navnet. Læs evt. Bedraget af Da Vinci mysteriet og "Zeitgeist, Bloodline - er Guds Søn en myte?"

Det er et svært emne at forklare hvordan Gud blev som os, for at ofre sit blod for at vi kunne gå fri. Men alvoren i tanken om at Gud har en mor, er værd at fordybe sig i.

Bibelen siger at Jesus er fra evighed af. Jesus refererer til sin guddommelighed og siger bl.a. at: "før Abraham blev til, er jeg" (Joh. 8:58). Spørgsmålet falder naturligt: hvordan skulle Maria kunne føde Gud, som altid har eksisteret?

Nogle siger at Maria fødte Gud Sønnen, og derfor er hun Guds moder. Men man kan ikke skille Faderen og Sønnen ad, skønt de er to. Bibelen siger om genløseren der skulle komme, dvs. Jesus, at: "du er vor Fader, HERRE, 'vor Genløser' hed du fra Evighed" (Es. 63:16) og Johannes fortæller i Åb. 13:8 om Jesus: "lammet som fra verdens grundlæggelse er slagtet" (KJV).

For den kritiske person, der ikke mener at genløseren behøver at være Sønnen, men godt kan være Faderen, vil jeg lige kort forklare det hebræiske ord for genløser: "ga'al" som udtales "goél". Ordet betyder at være den næste slægtning, eks. til at løskøbe en slægtnings ejendom (som Jesus købte os) eller at hævne sin slægtning (som Jesus hævner synden). Historien om Ruth og Boaz er et forbillede på os og Jesus, hvor Boaz er den slægtning der kan og vil løskøbe Ruth (eks. Ruth 3:9).

Jesus er genløseren, vores slægtning efter kødet, der blev som os for at sone vores synd. Men Esajas forklarer at genløseren "er vor Fader", "fra evighed". Paulus forklarer om Jesus der sagde: "men et legeme beredte du mig" (Hebr. 10:5), og i det legeme blev Gud menneske. Gud iklædte sig det jordiske legeme i skikkelse som mennesket Jesus, født af Maria, og derfor er Maria ikke moder til Gud. Alligevel. Maria fødte ikke kun et tomt legeme, men Gud fyldte det ud med Sønnen, og Jesus var derfor også Gud. Derfor forklarede Jesus at: "Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham....Den, som har set mig, har set Faderen" (Joh. 14:7, 9). Paulus forklarer at "han er den usynlige Guds billede" (Kol. 1:15). Gud er Gud, og man kan ikke adskille Ham, skønt Han er en flertals enhed, Fader, Søn og Helligånd.

Det er et uforklarligt mirakel Gud gjorde, da Han lod Jesus komme. Esajas profeterer om Jesu komme og siger: "et Barn er født os, en Søn er os givet" (Es. 9:6). Der er her tale om et barn og en søn. Barnet er Jesus, og sønnen er Guds Søn. Barnet blev født, sønnen givet. Maria fødte Jesus, men Gud gav sin Søn. Når et menneske dannes i moderlivet, så sammensættes det af et fysisk legeme, men Gud giver ånden. Når legemet dør, går "ånden til Gud, som gav den" (Ordpr. 12:7). Gud dannede Adams legeme af agerjorden, og "blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen" (1. Mos. 2:7). Derfor kunne Jesus som ét menneske være 100% menneske, mens Han også var Gud – 100%. Dvs. hvis vi har 100% Gud, så indbefatter det hele Gud, som Esajas siger i 63:16. Paulus giver samme forståelse med andre ord: ”Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven” (Gal. 4:4). Gud udsendte sin Søn (en Søn er os givet) og Maria fødte barnet (et barn er os født).

Hverken matematisk, eller systematisk kan vi få dette under til at gå op. Derfor må vi lade Bibelen forklare det på sin måde. Paulus taler om Jesus: "der ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt" (Rom. 1:3). Johannes fortæller om Jesus som værende Ordet og siger: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os" (Joh. 1:14). Det kan kun forklares som Esajas gør det, barnet blev født, og sønnen givet. Maria fødte ikke Gud, men barnet Jesus og Gud gjorde underet at give os Sønnen, og derved genløseren, som er vor Fader fra evighed af. Gud beredte sig et legeme, og tog i det bolig i blandt os.

Den hebræiske tekst i verset taler om at Jesus "tabernaklede" i blandt os. I gammel tid var Gud i tabernaklet. Han udfyldte det allerhelligste, hvor menneskets ånd analogisk er det allerhelligste. Det var ikke Salomon der byggede Gud, men han bygge tabernaklet, og helheden viste, at i det tabernakel boede Gud. På samme måde er Maria ikke moder til Gud, men helheden viste at i Jesu legeme boede Gud. The Amplified Bible fremhæver den hebræiske tekst og oversætter Joh. 1.14 således: "Og Ordet (Kristus) blev kød (menneske, inkarneret) og tabernaklede (fæstnede Hans kødelige telt, boede en stund) blandt os; og vi så [faktisk] Hans herlighed (Hans ære, Hans majestæt), en sådan herlighed som en enbåren søn modtager fra sin fader, fuld af nåde (yndest, miskundhed) og sandhed".

Et andet sted siger Paulus: ”og fra dem (Israels fædre) stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed” (Rom. 9:5). At Maria var moder til Guds Frelse, som jeg øverst i denne skrivelse taler om, forklarer Paulus således: ”det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet” (Rom. 8:3). Til Hebræerne forklarer han: ”Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen” (Hebr. 2:14).

Til alt dette, der viser at barnet og Sønnen kommer fra hvert sit sted, skal føjes talen om menneskesønnen. Jesus fortæller om sig selv: ”Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen”. Det er umuligt at forstå denne tale, hvis Maria er Guds moder. Jesus siger dette mens Han er på jorden. Mens Han var på jorden, var Han også i Himmelen. Hvordan i alverden kan det lade sig gøre? Steg barnet ned fra himmelen? Var barnet i Himmelen? Det viser igen det Es. 63:16 og Gal. 4:4 siger, at Faderen og Sønnen ikke kan adskilles. Selvom de er to, er de ét. Således kunne Jesus være på jorden, mens Han var i Himmelen. Barnet blev født af Maria, Sønnen givet. Bibelen er klar og entydig på dette punkt, hvor svært det end er at forstå og forklare.

Jesus forklarer selv - og tænk alvorligt over det Han siger os: ”Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd” (Joh. 3:6). Barnet blev født af kød og var kød. Sønnen blev givet og er Ånd. Jesus siger at: ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed” - derfor kan Maria ikke (heller ikke teknisk set) føde Gud. Han er Ånd og hun var kød. Gud er som sagt en betegnelse for treenigheden - tre personer. Blev treenigheden født? Det var kun Jesus der blev født, så Maria kan ikke være Guds moder. Gud kalder selv Maria for Jesu moder igennem Bibelen, og ikke Guds moder, eller Sin moder, for det var ikke Gud hun fødte. Det var Jesus, Menneskesønnen. Faderen blev ikke født. Heller ikke Helligånden.

Paulus forklarer at: ”kød og blod kan ikke arve Guds rige” (1. Kor. 15:50). Jesus måtte ofre det, som Han fik del i igennem Maria. Han udgød sit blod og livet deri (Hebr. 2:14), hvorefter Han som menneskesøn tog til himmelen. Til disciplene sagde Jesus: ”Hvor jeg går hen, kan I ikke komme” (Joh. 13:33), og grunden er som Paulus siger, at kød og blod ikke kan komme i Himmelen. Derfor skal vi enten dø, og rejses op i et herlighedslegeme, eller også skal vi forvandles, for at komme hvor Jesus er nu (1. Kor. 15:52).

For at nå til accept af den ubibelske titel, Guds Moder, skal man ty til menneskelig filosofi som i moderkirken kaldes tradition og trosbekendelse. Moderkirken har fastsat traditionen over Bibelens Ord, og siden 431, da moderkirkens filosofiske fædre på koncilet i Efesus slog fast, at Maria var Guds moder, har traditionen forlydt således. Det har bl.a. ledt videre til, at Maria så også må være syndfri, hvilket Pave Pius IX i 1854 gjorde til tradition, og at hun er blevet medforløser. Endnu en titel for Maria er "Kirkens Moder". Ifølge moderkirkens katekismus 963 (igen menneskelig filosofi), placeres hun i kirkens mysterium:

"Jomfuen Maria...anerkendes og æres som i sandhed at være Moder til Gud, og til forløseren...Hun er 'tydeligt moderen til alle Kristi medlemmer'...da hun igennem sin barmhjertighed medvirkede i at frembringe fødslen af de troende i kirken, som er medlemmer af hovedet." "Maria, Moder til Kristus, Moder til kirken"

Konklusionen er, at det er blasfemi at kalde Maria for Guds moder. Det er afgudsdyrkelse, og moderkirkens ophøjelse af Maria til den syndfrie Guds Moder, Kirkens Moder, Himmelens Dronning, medforløser osv., viser i praksis at denne påstand er sand.

Vi er nødt til som sande kristne at klippe forbindelsen til den gamle hedenskab, hvor Satan har oprettet en falsk lære om underet - Gud som menneske. Da Gud fortalte Satan om kvindens sæd, vidste han at Gud ville iklæde sig kød, og søgte at komme miraklet i forkøbet med en løgn. Den løgn afholder mange fra at tro på Jesus som værende Gud, fordi Guds moder kan spores langt tilbage før den kristne æra. Det er et snedigt satanisk og fordrejet plagiat, som sammenbinder hedenskab og kristendom. Derfor må vi i sandhed fornægte Guds moder, der som vist i denne artikel, viser sig for tusinder og forkynder løgnlære. Læs evt. afsnittet "Moderens opgave og agenda".

Apollinarisme og nestorianisme


Jeg har flere gange hørt, at jeg støtter tanken, at Jesus ikke havde et menneskeligt sind (Apollinarisme) og at Han ikke er Sønnen, men kun personligt forenet med Sønnen, der levede i Ham (nestorianisme).

Jesus var et helt menneske, samtidig med Han var Gud. Han havde et menneskeligt sind, hvilket tydeliggøres i Getsemane have, hvor "han blev grebet af sorg og gru" Han sagde selv at "Min sjæl er dybt bedrøvet til døden" (Matt. 26:37-38). Han er Guds Søn, hvilket tydeliggøres i det, at Han er Guds"herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede" (Hebr. 1:3).

Debat: Gud Moder Maria tilbedelsen

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Afgudsdyrkelse

- Fakta om Wicca [06-12-03]
- Perversitetens ånd [05-07-23]
- Påsken, verdensordnen og Lady Gaga [04-03-11]

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation
Du er altid velkommen til at skrive til os!
Ud over debat på alle artikler og nyheder, kan du sende e-mail på følgende adresse: