Dagens andagter


torsdag d. 18-01-2018


Gud og hans nådes ord<Ap.g. 20:32>

Vi må ikke falde for fristelsen at adskille Gud og hans nådes ord. Vi lukker gerne Gud ind i vort liv, men vil helst lade visse afsnit af Ordet stå udenfor. Men derved er det en ukendt Gud, vi tjener. Vi kender ham ikke, dersom vi tror, vi kan tiltage os ret til at udelade visse afsnit af, hvad han har sagt. Vi lader let tiden med dens anstrøg af liberalisme og moderne kritisk bibelsyn præge os. Men Bibelens tale om helliggørelse, frelse og fortabelse vil altid være tidsaktuelle. Vælger vi at tro noget andet, narrer vi os selv.
Gang på gang har Gud forsikret, at han ikke er blevet en anden, og at han ikke ændrer sin munds udsagn. Såvel som Gud altid er den samme, er Skriften altså det også. Men mange i vor tid bryder med det gamle. Vi kan kaste gamle ting væk og skaffe os nye, men vi kan ikke ændre på måden, hvorpå vi kan frelses, eller på, hvorledes Gud vil dømme på dommens dag. Vi har kun én rettesnor, og det er Ordet, Gud har givet os. Vi kan ikke kalde Bibelen for ord, der er talt og skrevet af mennesker, "for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud", 2.Peter 1:21. Om profeterne læser vi, at "profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi Ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser, og den herlighed, der skulle følge", 1.Peter 1:11.

Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Guds Kærligheds Under.


Luk. Kap. 7 v. 14
Og han sagde: »Du unge Mand, jeg siger dig, staa op!«

Vi har en Frelser, som har overvundet Døden. Han opstod fra de døde. Det var underfuldt, og mange synes, det lyder saa ufatteligt, at de kan ikke tro det. Men vi, som kender ham, vi ved endda noget større at sige om ham, end at han opstod — at han døde. De syntes i Nain, at Gud havde besøgt dem, fordi den unge Mand blev levende. Det havde Gud ogsaa. Men da Jesus døde, en uskyldig for Synderes Skyld, da besøgte Gud vor Jord med en Kærlighed, som er bundløs. Jesu Gerning, da han opvækker døde, hans Gerning, da Guds Almagt opvakte ham fra de døde, er vældig, men alle Undere blegner, naar vi ser ham dø paa Korset for os. Som den lille Sang »En underfuld Frelser jeg ejer« slutter: af alle Guds Undere bliver hans Kærligheds Under dog størst! Da hjemsøgte Gud vore Synder paa ham, Straffen blev lagt paa ham, men Guds Hjemsøgelse blev til Guds Kærligheds Besøg, som aldrig skal glemmes.

Derfor kan vi ikke lade være med at hæve vores Blik til Gud i denne Tid og spørge: Herre vil du nu, da du hjemsøger, vil du nu besøge os? Vi har bedet om og ventet dit Besøg saa længe. Nu græder de igen, Enker og alle Mødre, og Sønnen bæres af fremmede til et ukendt Hvilested, de kommer aldrig til at staa ved hans Grav. Døden hersker. Vil du nu besøge din arme Kristenhed, saa de maa se dig, den eneste, der er stærkere end Døden.

Døden er en Straf for Synden, og vi bærer alle vor Part af Skyld, at det ser ud i Verden, som det gør. Guds Folk ved noget, aa, at vi maa have Frimodighed til at vidne derom: Døden er slem, men Synd er værre. Og vi kender en Frelser, som har baaret Synden og overvundet Døden. Et Guds Barn kendes i Dag dybest paa Forventningen: Herre Jesus, vil du nu besøge os?

Guds Svar maa vi vente paa, indtil det passer ham. Han har sine Tider. Han ejer jo Tiden, derfor har han god Tid.

Jeg hører dig i Naadens Stund, jeg hjælper dig paa Frelsens Dag. Es. 49, 8.