Dagens andagter
fredag d. 18-05-2012
Mangen en mand
eller hustru lider sikkert livet igennem under, at de tog en
ægtefælle fra "Kana’an". I kærlighedens forår
tænker mange ikke på, hvad det vil betyde at have en
ægtefælle uden interesse i Guds rige. Der vil aldrig blive noget
fællesskab, der er bygget på en fælles tro og glæde ved
at have taget imod frelsen ved troen på Jesus Kristus. Der vil i stedet
være en større eller mindre modstand, der i længden vil slide
troen hos ægtefællen op. Og børn i et sådant hjem vil
lide under forældrenes modstridende synspunkter, som kan føre til,
at disse børn som voksne tager afstand fra den kristne tro.
I 2.Kor. 6:14ff gør Paulus klart, at troende er den levende Guds tempel. Derfor må der være et klart skel mellem Guds og vantroens folk. Det er betingelsen for, at Gud vil antage os som sine sønner og døtre. Han gør det klart, at vi helt afgørende må bryde med verdensånden. - Den, som kommer til troen i sin ægtestand skal dog forblive i den, dersom modparten er villig til at fortsætte ægteskabet. Se 1.Kor. 7:12-16. - Der må i enhver kristen være en stærk vilje til ikke bevidst at skride til en handling, der i Bibelen tydeligt er beskrevet som være Gud imod. Vi er alle kaldede til at kæmpe mod synden i dens mange former. Og ægtefæller har brug for at stå sammen i den fælles kamp. Thi begyndt er ikke endt, det må du vide. Vi skal stræbe efter, at der over vort hjem med usynlige ord må være skrevet: HELLIGET HERREN! Og det kan være en umulighed, dersom den ene ægtefælle er fra "Kana’¢an".
I 2.Kor. 6:14ff gør Paulus klart, at troende er den levende Guds tempel. Derfor må der være et klart skel mellem Guds og vantroens folk. Det er betingelsen for, at Gud vil antage os som sine sønner og døtre. Han gør det klart, at vi helt afgørende må bryde med verdensånden. - Den, som kommer til troen i sin ægtestand skal dog forblive i den, dersom modparten er villig til at fortsætte ægteskabet. Se 1.Kor. 7:12-16. - Der må i enhver kristen være en stærk vilje til ikke bevidst at skride til en handling, der i Bibelen tydeligt er beskrevet som være Gud imod. Vi er alle kaldede til at kæmpe mod synden i dens mange former. Og ægtefæller har brug for at stå sammen i den fælles kamp. Thi begyndt er ikke endt, det må du vide. Vi skal stræbe efter, at der over vort hjem med usynlige ord må være skrevet: HELLIGET HERREN! Og det kan være en umulighed, dersom den ene ægtefælle er fra "Kana’¢an".
Mark. Kap. 10 v. 15
Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.
Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.
Den største i Guds Rige er den, som ydmyger sig selv som dette lille Barn. Det er den, som lader Jesus sige en, hvor ens Plads er. Lader sig det sige Dag for Dag. Hvor er min Plads i Dag, det er Hverdag? Hvor er min Plads i Dag, det er Søndag? Hvor er min Plads i Aften? I det hele taget, lade sig sige af Jesus. Det er vor forbandede Storhed, at vi ikke vil lade os sige. Det er Guds ufattelige Naade, at han lod sit Ord blive Kød og tage Bolig iblandt os. Da vi ikke vilde høre ham, saa kom hans Søn herned og led og døde for os. Men nu kommer igen den forfærdelige Storhed, at naar vi saa er blevet omvendt, saa synes vi, vi har hørt nok, og vil ikke høre, hvad han mere har at sige os, om vor Synd, om vor Tjeneste. Og saa kommer der noget mæt over os, saa Forkyndelsen bliver som en Slags Underholdning og ikke noget, vi tænker paa at gøre. Er der da ingen Spørgsmaal i os? Har vi ingen Brug for, at Jesus skal sige os, hvor vi skal være, hvormed vi skal tjene ham, hvem vi skal lede op, hvem vi skal tage os i Agt for at forarge, hvad vi skal skære af for at gaa ind til Livet?
Vi taler tit sammen om at drive Mission. Maaske er det og-saa en af de Diskussioner, som er utidige, saa længe som et Sogneraad ikke kan tage troendes Selvopgivelse til Skat for god, saa længe et troende Menneskes Ord ikke staar til troende. Vi beder om Vækkelse. Vi beder maaske helt forkert. Ogsaa i Bønnen er der noget, der er Tid til og noget andet ikke. Nu er Tiden til at bede om, at vi maa blive helligede, komme til at ligne Jesus noget, Tid til at vidne for den enkelte i Stedet for at lave store Arrangementer. Tid til at ydmyges.
Jesu Disciple, de første som de sidste, det er vel nok en sær Samling. Men at hans første Disciple blev det, de blev, det skyldtes, at Jesus talte til dem ikke forgæves. Det Barn, som stod der midt imellem dem den Dag, det glemte de aldrig. Og det, Jesus havde sagt til dem om det Barn, det satte dem paa Plads.
Tilmeld / afmeld dagens andagter på mail
