Pavevalg

af Kim Andersen
Lagt på d. 10/07-04



Den katolske kirke, har altid været snedig – om nødvendig, med valg af pave. Igennem historien, har der været brug for forskellige personligheder. Den tid vi er i nu, er en tid hvor Antikrist snart skal stå frem, og hans rige, hans En Verdensorden skal etableres. Derfor er der brug for en venlig og omfavnende pave, der kan samle og være pave (fader – falsk profet) ikke bare for katolikker, men alle verdens mennesker.

Den Romersk Katolske Kirke og Antikrist

I Matt. 24:3, spurgte disciplene Kristus tre store profetiske spørgsmål: Hvornår skal dette ske? Hvad der er tegnet på dit komme? Og verdens ende?

Jesus talte om mange falske kristus’er, som ville komme i Hans navn, som ville bedrage mange. (Matt. 24:5 & 23) Johannes fortæller os at selv nu, er der mange antikrister, (1. Joh. 2:18) og apostlen Paulus taler om den endelige antikrist som vil komme (2. Tess. 2:3 & 10). Alberto tror på, at dette er opfyldt i pavedømmets dynasti og at antikrist vil være Paven, som er ved magten, når Jesus kommer igen.

I den sidste Pave, vil antikrists ånd fuldstændig besætte hans ånd, sjæl og legeme. Han vil fysisk blive ”Antikrists ånd, inkarneret i kød.” (2. Tess. 2:8-12)

Husk nu på, at som før sagt, står der bag den hvide Pave, en sort Pave, Jesuitgeneralen, hvem den hvide Pave er underlagt. Den hvide Pave er således ikke den endelige Antikrist, men hans profet, der ”forfører dem, der bor på jorden” (Åb. 13:14), for at få dem ind under sin overordnedes system. Men som helhed skal begge ses som en del af den sataniske treenighed – Satan, Antikrist og den falske profet.

Lad os se på profetien om de fem ryttere i Åbenbaringsbogen. I kapitel 5 taler den om en bogrulle med syv sejl, som er i Guds højre hånd. En mægtig engel spørger med en høj røst ”Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl?” Men ingen i himlen eller på jorden eller under jorden kunne åbne bogen og se i den. (Åb. 5:1-3) Bibelen fortæller at Johannes græd fordi der ikke var nogen værdig til at åbne bogen. Men Guds Lam kom frem for at åbne bogen. Det var selvfølgelig Herren, Jesus Kristus. Kapitlet fortsætter med at beskrive den uforklarlige glæde og velsignelse i himmelen igennem denne gerning.

I kapitel 6, åbner Kristus det første sejl og åbenbarer Sin ærkefjende – Antikrist. Martin Luther sagde ”Pavedømmet er den sande og virkelige Antikrists sæde.”

Rytteren i Åb. 6, er en snu efterligning af Herren Jesus Kristus. Så snu, at mange tror på at denne efterligning faktisk er Jesus. Men lade os tage et nærmere blik på, hvad Skriften siger om ham. I kapitel 19 af Åbenbaringsbogen, beskriver Johannes en anden rytter, på en hvid hest. Der er ingen tvivl om, at rytteren her, er Herren Jesus Kristus. Lad os sammenligne disse to ryttere, og se om de er en og samme person.

Åbenbaringsbogen 6
Åbenbaringsbogen 19
Rytteren på den hvide hest, har ikke sin egen titel. Når en mand bliver en pave, aflægger han sit eget navn, og bliver givet en pavelig titel, som giver ham et nyt navn. Han har ikke længere navnet han blev født med.

Karol WojtylaPave Johannes Paul II

Bibelen siger, han bliver givet en krone. Når paven bliver kronet, bliver disse ord blandt andre talt: ”Tag denne prydende tiara (pavekrone), og vid, at du er fader af prinser og konger og hersker over jorden.” (Vatican Imperialism in the 20th Century” af Avro Manhattan s. 76)

Pavedømme dynastiet, har ingen ren linie. Når en mand bliver pave, er han ikke født ind i det, som i et kongeligt dynasti. Han bliver givet en krone, og et kongerige som ikke er hans. Alle katolikker, uden undtagelse, må være forberedt på fuldstændig at underkaste sig i lydighed til den romerske ypperstepræst, som værende Gud. (Pave Leo XIII’s Encyclical ”Chief Duties of Christians as Citizens” s. 79, “Vatican Imperialism in the 20th Century” af Manhattan)

Han bærer ingen våben for hans følgere kæmper for ham. Selvom Vatikanet er en suveræn politisk stat, har det ikke sin egen officielle hær. (Uofficielt har han jo sin overstående Jesuitiske hær.)

Det bøjede krucifiks paven bærer, blev forsætligt bøjet for at identificere paven med rytteren på den første hest. (Rytteren med buen - Antikrist)

Antikrists ærbødige magt har altid organiseret krige igennem historien. Hære har fra før korstogene til de nutidige kampe der rasede i Libanon, Central Amerika og Irland, kæmpet for paverne. (For mere dybdegående studie og dokumenterede beviser, læs ”Catholic Power Today” af Manhaattan, ”The Godfathers (Chick Publications), ”Secret History of the Jesuits” af Paris, ”The Vatican Moscow Washington Alliance” af Manhattan, ”Smokescreens” af Chick Publications, ”50 Years in the ’Church’ of Rome” af Chiniquy.)

Pave Paul Johannes I

Hjælp søges.
En håbets og fromhedens mand, som kan smile. Interessant arbejde. Garanteret indtægt. Bolig følger med stillingen. Erfaren sikkerhedsorganisation sørger for nødvendig beskyttelse. Henvendelse: Kardinal Kollegiet, Vatikanet.

Således begyndte jobbeskrivelsen. Den fortsatte med at skildre den mand, man gerne så valgt af det hemmelige Konklave. Det var ligegyldigt, fastslog man, om han var fra Kurien eller ej, om han var italiener eller ikke-italiener eller om han var fra den første, anden eller tredje verden. Det var ligegyldigt, om han var intellektuel eller ikke-intellektuel, om han var diplomat eller præst, progressiv eller moderat, en effektiv administrator eller uden administrativ erfaring... Det, der var brug for på det nuværende kritiske tidspunkt i historien, varen from mand, en håbets mand, en glædens mand, sagde teologerne.En from mand, som kan smile. Ikke en pave for alle katolikker, men for alle mennesker. En pletfri mand uden noget engagement i finansiel skalten og valten. Opremsningen fortsatte med beskrivelse af andre væsentlige egenskaber.” (”For Himmelens Skyld”, s. 66)

Valget faldt på Albino Luciani (Pave Johannes Paul I). (s. 76) Lørdag d. 26. august 1978, blev Albino Luciani valgt og stod på St. Peterskirkens balkon. (s. 79)

Jeg har medtaget en beskrivelse af ceremonien, når en pave er blevet valgt, for at du kan se det show der følger med i denne menneskeophøjelse. Ifølge bogen ”For Himmelens Skyld” var Albino Luciani en ydmyg mand, der siden han var lille dreng, havde ønsket at blive, ikke andet, end præst. Han ønskede absolut ikke pavedømmet, men endte der alligevel.

”Da resultatet af den sidste afstemning var meddelt, brød forsamlingen ud i stormende bifald. Klokken var 18.05. Den lille klike fra den uforsonlige højrefløj, som støttede Siri, holdt ud til den bitre ende. Kapellets døre blev slået op, og forskellige ceremonimestre ledsaget af Kammerherre Villot kom hen til Lucianis stol. Villot talte:

’Modtager De det kanoniske valg som Kirkens øverste leder’?

Alles øjne var rettet mod Luciani. Kardinal Ciappi har for mig beskrevet øjeblikket med disse ord: ’Han sad tre rækker bagved mig. Endnu efter at valgresultatet forelå, var han tøvende. Kardinal Villot stillede ham sit spørgsmål, og han tøvede stadig. Kardinalerne Willebrands og Riberio tilskyndede ham åbenlyst’.

Endelig svarede Luciani: ’Må Gud tilgive jer for, hvad I har gjort med hensyn til mig’. Og så tilføjede han: ’Jeg modtager valget’.

’Hvilket navn ønsker De at antage’? spurgte Villot.
Luciani tøvede påny. Så smilede han for første gang: ’Johannes Paul den Første’.

Da kardinalerne hørte dette, var der en del der mumlede bifaldende. Navnet var en nydannelse, det første dobbeltnavn i Pavedømmets historie. Traditionen foreskriver, at Paven ved valg af navn angiver karakteren af det regimente, han står overfor. Derfor ville et valg af Pius have glædet højrefløjen, fordi det måske kunne pege mod tiden før Rådet i Vatikanet. Hvordan budskabet i Lucianis navnevalg skulle opfattes afhang helt af, hvad de tilstedeværende ønskede at lægge i det.

Hvorfor havde Luciani, en mand uden ambitioner, accepteret denne stilling, som for en hel del af de andre kardinaler ville have været virkeliggørelsen af et helt livs ønsker og ærgerrighed? Svaret er som så meget andet, når det gælder dette jævne menneske, ikke så enkelt. Ser man nærmere på, hvad der skete, tyder meget på, at han blev overvældet af den hurtigt voksende tilslutning og stemmernes antal. Mange, jeg har talt med, har været inde på dette. Den bedste sammenfatning blev nok givet af et medlem af Kurien, som i tyve år havde været nær ven af Albino Luciani:

Han følte sig trængt. Hvis ikke han havde været så overvældet af selve stemmetallet, hvis begivenhederne ikke havde udviklet sig så hurtigt, så kunne Konklavet have fortsat endnu en dag, og han ville have fået tid til at tage sig sammen til at afslå. Og alligevel. Hvis han i dette Konklave havde afgjort, at han ikke var manden, der skulle være pave, havde han sagt nej. Han var en af de stærkeste mænd, jeg har kendt i mine tredive år i Kurien.

Der er et andet fremtrædende element i Lucianis personlige ydmyghed. At beskrive overtagelsen af pavedømmet som en ydmyg handling kan måske nok synes selvmodsigende. At sætte lighedstegn mellem den højeste magt og sagtmodighed er imidlertid fuldstændig logisk, hvis det sidste man ønsker her på jorden, er den højeste magt,

Der var lutter glæde i Konklavet, da den nye Pave blev ført til Sakristiet. Udenfor var alt forvirring. Mens brødrene Gammarelli, Vatikanets skræddere, prøvede at finde en hvid pavelig kjole, som passede, brændte kardinalerne under almindelig munterhed stemmesedlerne sammen med det særlige kemikalium, der skulle sikre, at hvid røg steg op for den ventende verden. Et øjeblik senere - klokken 18.24 - så verden udenfor først små sorte røgskyer fra den lille skorsten - tegnet på, at Kirken stadig ikke havde nogen pave. Så fortsatte røgen i noget forskellige afskygninger, og Gammarelli brødrene inden for havde ikke bedre held med sig, når det gjaldt de hvide kjoler. Det var normalt, at de før et Konklave lavede tre: Lille, mellem og stor. Denne gang havde de ud fra en liste over tolv mulige kandidater fremstillet fire, blandt disse en ekstra stor. Den spinkle Luciani havde åbenbart ikke figureret på deres liste over mulige vindere. Omsider kom han ud fra Sakristiet. Han var ved at drukne i sin nye klædning. På en stol foran alteret modtog han samtlige kardinaler, som efter at have kysset Lucianis hånd blev varmt omfavnet af den nye Pave. Suenens, der var en af de kardinaler, der først og fremmest var ansvarlig for dette valg, sagde: ’Hellige Fader. Tak fordi De sagde ja’.

Luciani smilede bredt til ham: ’Måske havde det været bedre, hvis jeg havde sagt nej’.

Kardinalerne, som var ansvarlige for ovnen, stod stadig og smed stemmesedler og kemikalier ind i flammerne for at få den noget uvillige hvide røg frem. Vatikanet vidste åbenbart mindre end nogen andre, hvad der egentlig foregik, og fremkom med følgende bemærkelsesværdige meddelelse: ’Med fuldstændig sikkerhed kan vi nu sige, at røgen hverken er sort eller hvid’. I dette øjeblik var den faktisk grå.

Vatikanets Radio ringede til brødrene Gammarellis forretning, men fik intet svar. I mellemtiden forsøgte brødrene i Sakristiet at skyde skylden for de famøse kjoler på alle andre. Det havde hurtigt udviklet sig til den slags teater, som kun italienerne kan iscenesætte.

Mens dette stod på, var kardinalerne i Det Sixtinske Kapel begyndt at synge Te Deum, Taksigelseshymnen.

Udenfor så man Fader Roberto Tucci, Jesuiten, der var direktør for Vatikanets Radio, styrte hen til bronzedøren til det pavelige palads på den anden side Peterspladsen. Svejtser Gardens kaptajn, der som foreskrevet skulle lade styrken aflevere loyalitetshilsen, udspurgte vagten om, hvad der egentlig skete. Denne sagde, at der havde været pludseligt bifald, da han til sin store forbavselse havde hørt Te Deum. Det kunne kun betyde een ting, nemlig at hvem det end var, så havde de nu en ny pave. Problemet var, at kaptajnen ikke havde en vagtdeling parat.

Da alle gik ud fra, at den mangefarvede røg betød, at Konklavets resultat var uafgjort, spredtes en stor del af mængden. Men pludselig drønede en stemme ud af de store højttalere.

’Vær venlig at høre efter’.
Folk begyndte at ile tilbage til Peterspladsen. Den store dør bag Peterskirkens balkon gik op. Nogle skikkelser viste sig på selve balkonen... Klokken var nu 19.18. Mere end en time var gået siden valget. Kardinal Ældste Felici trådte frem på balkonen, og i dette øjeblik blev mængden nedenfor fuldstændig stille.

Blandt mængden var også Lucianis sekretær Don Diego Lorenzi. Han stod ved siden af en familie fra Sverige, som havde spurgt ham, hvad han lavede. Den unge Lorenzi havde svaret: ’Jeg er i Rom et par dage, men jeg arbejder i Venezia’. Og så rettede han blikket mod Felici på balkonen.

’Annuncio vobis gaudium magnum: Habemus Papam’. ‚Jeg bringer jer en stor og glædelig nyhed! Vi har fået en ny Pave’. – ’Cardinalem Albinum Luciani’.” (”For Himmelens Skyld”, s. 76-78)

Tak Gud, at du ikke er latterlig, men at du er nidkær og ser til det indre og ikke lader dig narre af pomp og pragt!


<< Indeks | << Vatikanets Penge | Den morderiske Romersk Katolske Kirke, del 1 >>


Debat: Pavevalg

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Den katolske kirke

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation