Udskriv
OversigtJeg er af den helt faste overbevisning, at fortiden - den første tid af menighedens liv - har vist forbilleder af det, som den sidste tid af menigheden vil opleve. Der er ingen tvivl om at der er ligheder, men der er i profetierne også elementer, der ikke fandt sin opfyldelse i menighedens begyndelse.
Jesu profeti i Mattæus 24, danner bro mellem Daniels Bog og Åbenbaringsbogen. Kapitlet kan ikke forstås, uden at henvende sig til de to bøger også. Sammenlign også Luk. kap 21-22 og Mark. 13-14. Luk. 21-22 adskiller sig fra de to andre evangelier, da Lukas gengiver Jesu undervisning på tempelpladsen (Luk. 20:1; 21:1). Mattæus og Markus refererer til talen på Oliebjerget (Matt. 24:3; Mark. 13:3).
Denne artikel er en kommentar til Mattæus, en lille appetitvækker til at deltage i Bibelforummet, hvor vi snart vil begynde at gennemgå Åbenbaringsbogen. Jeg håber du vil finde det interessant, og du er altid velkommen til uforpligtende at melde dig til i Bibelforummet.
Jesus svarer i Matt. 24 på disciplenes tre spørgsmål, 1) hvornår skal det ske, 2) hvad er tegnet på Jesu komme og 3) hvad er tegnet på verdens ende, og Jesus svarer på spørgsmålene, hvilket er den første indikation på at den endelige opfyldelse hører fremtiden til - Jesu komme og verdens ende. Derfor er kapitlet mere relevant i dag end i går, hvor hver dag der går, er én dag tættere på det, Jesus kalder den store trængsel, hvilket Han med reference til Daniel viser, er 3½ år inde i trængselstiden.
Jesus svarer på disciplenes spørgsmål i omvendt rækkefølge, og får derved en flydende gennemgang af begivenhederne der vedrører spørgsmålene - tegnet på hvornår enden begynder, tegnet på Jesu komme, og endeligt hvornår det skal ske.
V.1 Da Jesus havde forladt helligdommen og gik bort,
kom hans disciple hen til ham og pegede på helligdommens bygninger.
kom hans disciple hen til ham og pegede på helligdommens bygninger.
Palme søndag, år 33, drog Jesus på et æsel ind i Jerusalem (Matt. 21:7-10), og det var under det besøg Han underviste i templet. Jesus har lige fortalt om Jerusalems undergang (Matt. 23:34-39) og forlader nu templet. Denne information er formentlig årsagen til at disciplene bliver nysgerrige og stiller disse spørgsmål. Templet er Herodes tempel, som han begyndte at arbejde på i år 20 f.Kr.
V.2 Og han tog til orde og sagde til dem: »Ser I ikke alt dette?
Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.«
Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.«
Jesus forudsagde også dette, da Han drog ind i Jerusalem palme søndag (Luk. 19:44). Da romerne i år 70, ødelagde Jerusalem, ville Titus have bevaret templet, men en soldat smed i ophidselse et brændende stykke træ ind i templet, så det brændte ned. Jesus havde forudsagt at sten ikke skulle lades tilbage på sten af templet, og at det skete på trods af at ordren var modsat, er et bevis på Guds forudseenhed. Er templets ødelæggelse i år 70 et forbillede på ødelæggelsen i trængslen, hvor Antikrist vil besudle templet, jf. Dan. 8:11?
Opfyldelsen af denne profeti, fik sit forbillede i år 70 da templet blev nedbrudt. Flavius Josefus fortæller om templet at, Titus derimod erklærede, at selv om jøderne besatte det og førte kampen videre derfra, burde man dog ikke lade det gå ud over livløse ting i stedet for mennesker, og under ingen omstændigheder lade et så storslået bygningsværk gå op i luer; tabet ville jo dog ramme romerne, ligesom templet ville være en pryd for riget, hvis det blev bevaret (Den Jødiske Krig, bog 6, kapitel 4, afsnit 3 - side 371).
Trods Titus’ ønske om at bevare templet, måtte det gå som Jesus havde forudsagt, og Da var der en af de romerske soldater, som uden at have fået ordre til det, og uden at ane rækkevidden af sin handling, men som om han var drevet af en guddommelig tilskyndelse, rev et brændende stykke træ ud af bålet, og lod sig løfte op af en anden soldat; så slyngede han denne brand ind gennem det gyldne vindue, gennem hvilket man fra nordsiden kunne komme ind i rummene omkring helligdommen (samme sted, afsnit 5 - side 372).
Der findes seriøs arkæologisk bevis for, at templet aldrig har stået på tempelpladsen, men i Davidsbyen - Klippeborgen Zion (2. Sam. 5:7). Hører grædemuren til det gamle tempel, da gik Jesu profeti ikke i opfyldelse. Men ikke én sten blev ladt tilbage, og hvert et spor af templet er fjernet. Josefus fortæller, Caesar befalede, at hele byen såvel som templet skulle sløjfes. Kun tårnene Fasaelos, Hippikos og Mariamne, som rager op over de andre, skulle blive stående, såvel som den mur, der omgav byen på vestsiden... Hele resten af ringmuren om byen jævnede sejrherrerne så grundigt med jorden, at ingen fremtidige besøgende nogensinde ville tro, at der havde boet mennesker (samme sted, bog 7, kap. 1 afsnit 1 - side 391).
V.3 Da han nu sad på Oliebjerget,
kom hans disciple hen til ham, og mens de var alene med ham, sagde de:
»Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?«
kom hans disciple hen til ham, og mens de var alene med ham, sagde de:
»Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?«
Oliebjerget er bjerget på den anden side af Kedrondalen mod øst, i forhold til templet, og giver det bedste udsyn over Jerusalem. Ved foden af bjergets vestside findes Getsemane have (omtalt i Matt. 26:36; Mark. 14:32). Ifølge Mark. 13:3, er der 4 disciple: Peter, Jakob, Johannes og Andreas. Peter, Jakob og Johannes var også de tre der var til stede, da Jesus forvandledes på bjerget (Matt. 17:1-2), hvor de også var alene. Det virker som om de havde et særligt forhold til Jesus - en inderkreds.
Disciplenes spørgsmål er meget præcise og direkte, og de stiller tre spørgsmål som Jesus svarer på.
1) Hvornår skal alt dette ske? Disciplene kunne ikke sammenkoble Jesu død og Hans messianske mission - det lovede kongerige og deres frelse. Her forkynder Jesus det modsatte, og spørgsmålet var på sin plads.
2) Hvad er tegnet på dit komme? I Matt. 23:39 sagde Jesus: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ›Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!‹. Jesus havde forklaret dette på mange måder til disciplene (eks. Matt. 17:22-23; Matt. 20:8; Mark. 9:30-33; Luk. 9:43-45), og de forstod nu alvoren, og derfor spørgsmålet. Jesu komme er ikke efter menigheden, men Hans genkomst til det jødiske folk. Talen er i jødisk kontekst! Menigheden er ikke kendt endnu, den er ikke åbenbaret men forblev skjult indtil pinsedagen, hvor Ånden, hvormed den troende døbes, kom - én Herre, én tro, én dåb (Ef. 4:5).
3) Hvad er tegnet på verdens ende? Ende er det græske aion, som også betyder tidsalder. Den tidsalder der er tale om, navngiver Jesus i Luk. 21:24: hedningernes tider. Verden ender ikke her, men det gør tiden, som erstattes af en aion, en tid med Jesus som konge i 1000 år. Okkultister taler om den Ny Verdensorden, som lige ledes tilkendegiver afslutningen på verden som vi kender den. Nogle mener der er tale om tiden fra syndflodens omvæltning af verden, hvilket også er en mulighed. Men Jesu ord i Lukas taler om enden af hedningenes tider.
Jesus svarer på disse tre spørgsmål i omvendt rækkefølge. Svaret på spørgsmål nummer tre, ses i Matt. 24:7-26. Svaret på spørgsmål nummer to ses i Matt. 24:27-31, og svaret på første spørgsmål ses i Matt. 24:32-35.
V.4-5 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild.
Thi mange skal komme i mit navn og sige: ›Jeg er Kristus;‹ og de skal føre mange vild.
Thi mange skal komme i mit navn og sige: ›Jeg er Kristus;‹ og de skal føre mange vild.
Jesus forklarer at der vil fremstå mange falske kristusser. Det er som sådan ikke et direkte tegn på verdens ende (Matt. 24:6), men det, sammen med krig og krigsrygter vil være en virkelighed indtil enden. Der kan argumenteres for, at Jesus med informationen i Matt. 24:8 oplyser at det med tiden vil blive værre og værre - og det er det, vi med historien i bakspejlet kan observere.
Kristus er græsk for messias, og betyder den salvede - Israels frelser. Der har været sådanne i fortiden. Flavius Josefus fortæller, Foruden dem dannedes der også en anden bande af forbrydere, som nok havde renere hænder, men hvis planer var endnu ugudeligere, og de skadede ikke byens velfærd mindre end snigmorderne. Der optrådte nemlig nogle svindlere og bedragere, som foregav at være guddommeligt inspirerede og så fremkaldte uroligheder og oprør; de bevirkede, at folk blev grebet af en helt dæmonisk begejstring, og de førte dem ud i ørkenen, idet de påstod, at Gud der ville vise dem tegn og undere, der varslede friheden (Den Jødiske Krig, bog 2, kapitel 13, afsnit 4 - side 137).
Særligt i vores tid er antallet af falske kristusser eksploderet. Der var den spanske pastor Jose Luis de Jesus Miranda (død 8. august 2013), som sagde han var antikrist, hvilket han forklarer er Kristus efter korset. Inri Cristo, der er Jesus reinkarneret. Apollo Quiboloy, der er Faderens bolig på Jorden - han er konge over de nye himle og den nye Jord, og Faderens hørbare stemme på Jorden. En mere seriøs og aldeles vigtig person er Maitreya, som siger han er Kristus, Mesteren, verdenslæreren m.m. Se mere end 50 falske messiaser på List of messiah claimants og List of people claimed to be Jesus, på Wikipedia.
Den ene sekt og kult efter den anden, er dukket op (Jehovas
Vidner, Christian Science, Mormonerne, trosbevægelsen osv, for ikke at nævne New Age, Scientology, Islam, Buddhisme, psykologi, evolution m.fl.), hvor lederne forkynder at kun deres lære, vil lede ad vejen til himmelen. Dermed gør de sig til messias’er. Den største af dem alle, vil komme når det første segl åbnes (Åb. 6:2), rytteren på den hvide hest, Antikrist.Jesus advarer at disse mennesker vil føre mange vild. KJV siger at de vil bedrage mange. Selvom talen er til det jødiske folk, så er det logisk at hvilken som helst institution der forkynder Jesu budskab vil forsøges ødelagt. Her i nutiden skal vi i særdeleshed også vogte os. Der findes et hav af bedragere i dag. Aldrig har der været så mange, som der er i dag, og de er alle (folk som Benny Hinn, Reinhardt Bonnke, Kenneth Copeland, Kenneth Hagin, Rodney Howard Browne, Steve Hill, Bill Hybels osv) forbilleder på Antikrist. Paulus fortæller at: han skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere (2. Tess. 2:9). Jesus advarede at snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den (Matt. 7:14) - ikke fordi den er svær at finde, men fordi den er så simpel at end ikke den enfoldige kan fare vild. At acceptere det simple, at der kun er én vej, det bliver sværere og sværere for mennesker i vores tid. Før Antikrist står frem, vil der komme et frafald, som i og med Paulus nævner det, må skille sig ud fra alle andre frafald (2. Tess. 2:3).
V.6 I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter.
Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således.
Dog, det er endnu ikke enden.
Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således.
Dog, det er endnu ikke enden.
Statistisk set, har der været krige i 11 ud af 12 år, siden Jesus. I dag har vi omkring 40 samtidige krige (små og store), verden over. Abdullah Al-Araby, en muslim som har fået troen på Jesus, fortæller i sin bog, The Islamization of America på side 8 at: Der er omkring 400 anerkendte terroristgrupper i verden. over 90 procent af dem er Islamist grupper (radikale Islamiske terroristgrupper). Over 90 procent af de nuværende kampe i verden involverer Islamist terror bevægelser.
Men det er endnu ikke enden, siger Jesus. Vildfarelse, bedrag og krig er ikke et tegn på enden, men Jesus viser at det vil eksistere indtil enden. Selvom krig ikke er et unikt tegn på tidens ende, så har fortiden været som veer (Matt. 24:8), og at krige forøges er en påmindelse til os om, at enden kommer! Første og Anden verdenskrig er medregnet i denne tale. Statistikker viser at som demokratiske stater dannes, bliver der mere fred, for de er mindre ansporet til at gå i krig med hinanden. Harvard professor Steven Pinker, der har studeret emnet, siger at, Vold har været i tilbagegang over længere tid, og måske lever vi i den mest fredelige tid, i vores artes eksistens (A History of Violence: Edge Master Class 2011, Steven Pinker, 27-09-2011).
Efter Første og Anden Verdenskrig, har der været et vakuum, og fra 1950 - de sidste 70 år har statistikkerne haft en tendens nedad. Men Jesus taler også om rygter, og min påstand er, at aldrig i historien har der været så mange konstante rygter, og det er rygter om krige der potentielt er så skæbnesvangre, at de kan ødelægge multiple samfund. Dertil kommer, at Paulus har fået åbenbaret, at Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe (1. Tess. 5:3). Den Bibelske information fortæller os, at rygterne om krig, og det fredelige vakuum vi ser, er en tilstand før enden bryder løs - og det er ikke tomme ord, når Tredje Verdenskrig igen og igen truer i dagens rygter.
Her er en liste over historiens krige, og der ses tydeligt en eskalerende tendens. I 1500tallet, 10 krige - 1600tallet, 16 krige - 1700tallet, 18 krige - 1800tallet, 33 krige - 1900tallet, 24 krige. Praktisk talt krige igennem de sidste 600 år. I de første 1200 år efter Jesus, var der krige i 180 år. De næste 300 hvert eneste år, og flere krige på én gang - sammenlagt 382 år. De sidste 500 år har der været samtidige krige, der tilsammen har varet 1045 år.
| Timeline of Wars, 1-999 | |
| 3-96 | Roman conquest of Britain |
| 60-61 | Boudica's Uprising |
| 184-205 | Yellow Turban Rebellion |
| 533-534 | Vandal War |
| 772-804 | Saxon Wars |
| Timeline of Wars, 1-1199 | |
| 1066-1088 | Norman conquest of England |
| 1096-1099 | First Crusade |
| 1145-1149 | Second Crusade |
| 1189-1192 | Third Crusade |
| Timeline of Wars, 1200-1299 | |
| 1202-1204 | Fourth Crusade |
| 1206-1324 | Mongol wars and conquests |
| 1213-1221 | Fifth Crusade |
| 1215-1217 | First Barons' War (England) |
| 1248-1254 | Seventh Crusade |
| 1270-1270 | Eighth Crusade |
| 1271-1272 | Ninth Crusade |
| 1296-1328 | First War of Scottish Independence |
| Timeline of Wars, 1300-1399 | |
| 1323-1328 | Peasant revolt in Flanders |
| 1326-1332 | Polish's Teutonic War |
| 1337-1453 | Hundred Years' War |
| Timeline of Wars, 1400-1499 | |
| 1419-1434 | Hussite Wars |
| 1425-1454 | Wars in Lombardy |
| 1454-1466 | Thirteen Years' War |
| 1455-1485 | Wars of the Roses |
| Timeline of Wars, 1500-1599 | |
| 1509-1512 | Ottoman Civil War |
| 1519-1521 | Spanish conquest of the Aztec Empire |
| 1529-1532 | Inca Civil War |
| 1531-1572 | Spanish conquest of the Inca Empire |
| 1537-1548 | Conquistador Civil War in Peru |
| 1554-1557 | Russo-Swedish War |
| 1563-1564 | Burmese-Siamese War |
| 1568-1648 | Eighty Years' War |
| 1570-1573 | Ottoman's Venetian War |
| 1571-1571 | Russo-Crimean War |
| Timeline of Wars, 1600-1699 | |
| 1600-1611 | Polish's Swedish War |
| 1602-1661 | Dutch's Portuguese War |
| 1618-1648 | Thirty Years War |
| 1634-1638 | Pequot War |
| 1635-1659 | Franco-Spanish War |
| 1640-1701 | Beaver Wars (Iroquois) |
| 1642-1646 | First English Civil War |
| 1648-1649 | Second English Civil War |
| 1649-1651 | Third English Civil War |
| 1652-1654 | First Anglo-Dutch War |
| 1654-1660 | Anglo-Spanish War |
| 1655-1655 | Peach Tree War (Susquehannock) |
| 1675-1676 | King Philip's War |
| 1683-1699 | Great Turkish War |
| 1688-1697 | Nine Years' War including King William's War |
| 1689-1692 | Jacobean Rising in Scotland |
| Timeline of Wars, 1700-1799 | |
| 1700-1721 | Great Northern War |
| 1711-1715 | Tuscarora War |
| 1712-1716 | First Fox War |
| 1715-1717 | Yamasee War |
| 1721-1763 | Chickasaw Wars |
| 1728-1733 | Second Fox War |
| 1739-1748 | War of Jenkins' Ear |
| 1744-1748 | King George's War |
| 1754-1763 | French and Indian War (Part of the Seven Years' War) |
| 1756-1763 | Seven Years' War |
| 1758-1761 | Anglo-Cherokee War |
| 1763-1766 | Pontiac's War |
| 1775-1783 | American Revolutionary War |
| 1776-1794 | Chickamauga Wars |
| 1779-1783 | Anglo-Spanish War |
| 1785-1795 | Northwest Indian War |
| 1789-1799 | The French Revolution |
| 1791-1804 | Haitian Revolution |
| Timeline of Wars, 1800-1899 | |
| 1803-1815 | Napoleonic Wars |
| 1804-1813 | Russo-Persian War |
| 1808-1810 | Rum Rebellion |
| 1808-1833 | Spanish American wars of independence |
| 1810-1821 | Mexican War of Independence |
| 1812-1815 | War of 1812 |
| 1813-1814 | Creek War |
| 1817-1858 | Seminole Wars |
| 1818-1828 | Zulu Wars of Conquest |
| 1820-1875 | Texas-Indian wars |
| 1821-1832 | Greek War of Independence |
| 1821-1848 | Comanche's Mexico War |
| 1825-1830 | Java War |
| 1827-1827 | Winnebago War |
| 1832-1832 | Black Hawk War |
| 1835-1836 | Texas Revolution |
| 1839-1842 | First Opium War |
| 1846-1864 | Navajo Wars |
| 1846-1848 | Mexican-American War |
| 1849-1924 | Apache Wars |
| 1850-1865 | California Indian Wars |
| 1853-1856 | Crimean War |
| 1861-1865 | American Civil War |
| 1864-1868 | Snake War |
| 1866-1868 | Red Cloud's War |
| 1867-1875 | Comanche Campaign |
| 1876-1877 | Great Sioux War (Black Hills War) |
| 1877-1877 | Nez Perce War |
| 1878-1879 | Cheyenne War |
| 1879-1879 | Sheepeater Indian War |
| 1879-1880 | Victorio's War |
| 1899-1901 | Boxer Rebellion |
| 1899-1902 | Second Boer War |
| Timeline of Wars, 1900-1999 | |
| 1905 | Russian Revolution |
| 1910-1921 | Mexican Revolution |
| 1914-1918 | World War I |
| 1917-1923 | Russian Civil War |
| 1919-1923 | Turkish War of Independence |
| 1919-1921 | Irish War of Independence |
| 1927-1949 | Chinese Civil War |
| 1936-1939 | Spanish Civil War |
| 1939-1945 | World War II |
| 1946-1949 | Greek Civil War |
| 1948-1949 | 1948 Arab-Israeli War |
| 1950-1953 | Korean War |
| 1952-1960 | Mau Mau Uprising |
| 1953-1959 | Cuban Revolution |
| 1954-1962 | Algerian War |
| 1955-1975 | Vietnam War |
| 1961-1961 | Bay of Pigs Invasion |
| 1979-1989 | Soviet war in Afghanistan |
| 1980-1988 | Iran's Iraq War |
| 1982-1982 | Falklands War |
| 1990-1991 | Gulf War |
| 1991-1995 | Croatian War of Independence |
| 1992-1995 | Bosnian War |
| 1998-1999 | - Kosovo War |
| Timeline of Wars, 2000- | |
| 2001 | War in Afghanistan |
| 2003-2011 | Iraq War |
| 2006-2009 | War in Somalia |
| 2008-2009 | Gaza War |
V.7 Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige,
og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.
og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.
Ordet folk er nationer - Græsk ethnos. Ethnos betyder en race, en stamme, en person af ikke jødisk herkomst (dvs. en hedning), en nation og et folk. Vores ord etnisk er afledt af det græske. Tó ethnos er et folk i ental, et bestemt folk - folket. Tó er det engelske the, og det bruges ofte om det jødiske folk - eks. Luk. 7:5; Luk. 23:2; Joh. 11:48, 50-51. I dette vers og eks. Romerne. 3:29; Romerne. 11:11; Romerne. 15:10; Gal. 2:8, er der ikke tale om tó ethnos, men kun ethnos, som ofte betegner et hedensk folk. Det der ses her, sagt med andre ord, at verdens folk, skal rejse sig mod verdens folk.
Falske profeter, krig og rygter om krig, er som sagt ikke et direkte tegn på Jesu komme, og tidens ende. Det har været og måtte komme, lige siden Jesu tid på Jorden. Men denne beskrivelse her i Matt. 24:7, er et tegn på endetidens afslutning - men kun begyndelsen på sorgerne (Matt. 24:8), begyndelsen på enden. Talemåden at folk kæmper mod folk, og land mod land, skal forklares ud fra Bibelen selv. Es. 19:1-4 taler om at Gud: ...hidser Ægypten mod Ægypten, så de kæmper Broder mod Broder, Ven mod Ven, By mod By, Rige mod Rige..., hvilket fortæller om at hele Ægypten vil være i oprør, hvilket blev opfyldt 6-700 år f.Kr. I 2. Krøn. 15:1-7 er der lige ledes en historisk begivenhed, hvor der er beskrives en konflikt i hele mellemøsten, hvor Folk knustes mod Folk, By mod By. Her (i Matt. 24:7) ser vi ud fra Matt. 24:14, 21, 30, 31 at der på samme måde refereres til hele Jorden, hvor ethnos - alle hedninge har kæmpet rige mod rige. I den periode hvor det jødiske folk er draget hjem fra ethnos - nationerne, findes det eneste tidspunkt i verdenshistorien, hvor hele verden har været i krig. Første og Anden verdenskrig, som startede i 1914, var veer (Matt. 24:8) og berettede at Guds timing var begyndt. Forberedelserne til trængslen og enden på verden (tidsalderen) var sat i gang, og Israel blev genfødt. Den Tredje verdenskrig som formentlig vil tændes af Magog krigen, symboliseret med rytteren på den røde hest (Åb. 6:3-4), vil være frygteligere end de andre, og forårsage den fortsatte beskrivelse i dette vers.
Information om verdenskrigene: Okkultist og frimurerleder Albert Pike, valgt som Suveræn storkommandør (Sovereign Grand Commander) inden for den yderst okkulte Scottish Rite loge, fik af sin dæmon, hans åndelige vejleder en dæmonisk vision, som han udgav i al hemmelighed til frimurerlogen i 1870. Denne vision omhandlede tre verdenskrige.
Første Verdenskrig:
Formål: Udtænkt til endeligt og fuldstændigt at vælte den zairiske regering i Rusland. Den nye Russiske regering var forudset til at være ateistisk og militærisk. Endvidere specificerede Pike at denne nye Russiske regering skulle være kommunistisk.
Resultat:
Historien som denne Første Verdenskrig skrev, var faktisk hvad der er listet ovenfor. Vestens kræfter i Europa, forenet med de Forenede Stater, finansierede Lenins ekspedition ind i Rusland. De finansierede hans regering konstant, og vi har finansieret den Russiske kommunisme mindst en gang pr. årti siden da.
Anden Verdenskrig:
Formål: Forudset til at skabe splid mellem Storbritannien og Tyskland. Imidlertid var en af de planlagte resultater af denne krig, at styrke den nye kommunistiske Russiske regering, så den kunne svække og ødelægge andre regeringer og religioner.
Resultat: Historien fortæller igen at Anden Verdenskrig virkelig gennemførte dette formål. Krigen startede da Tyskland invaderede Polen, som fik Storbritannien til at erklære Tyskland krig. Meget snart, blev triumviratet (en gruppe på tre personer som udgør en form for ledelse eller førerskab) af styrker sat op til at deltage i denne krig. De Sort Magi okkultister allierede sig da Tyskland forbandt sig med Italien og Japan. De Hvid Magi okkultister allierede sig som Storbritannien blev forbundet med de Forenede Stater og Rusland. Lad dig ikke narre. Denne krig blev kæmpet mellem 2 Ny Verdens Ordens styrker, den onde alliance af de forbundene kræfter og den gode alliance, af de allierede kræfter. Krigen var imellem de Sort Magi styrker mod de Hvid Magi styrker.
At Pike visionen for Anden Verdenskrig virkelig byggede den Russiske kommunisme op til en super styrke, blev opfyldt i en overraskende grad. Historikere har altid fundet det mystisk, at Churchill og Roosevelt kunne have givet hele Øst Europa til Sovjet, da den overlegne styrke klart var imod Sovjet. Klart er det, at da Roosevelt og Churchill overgav hele Øst Europa til Rusland, afsluttede den kommunistiske regering i Rusland, nu kendt som U.S.S.R. (Union of Sovjet Socialist Republics) sin overgang til en super styrke, præcis som Pikes vision havde forudsagt. Og lad os ikke glemme, at Anden Verdenskrig havde givet Rusland evner, som de aldrig havde være i besiddelse af før Krigen. Vi havde ikke kun bygget det Russiske militær op i en frygtelig grad, men vi havde også bygget hele fabrikker øst for Moskva, som gav Rusland en umiddelbar industri base. Selvom Rusland havde betalt dyrt i menneskeliv igennem Krigen, kom der en superstyrke ud af konflikten. Takket være Roosevelt, havde Rusland nu et kongerige sammen med dets nye militære og industrielle base.
Nu ved du at Frimurernes Præsident Roosevelt gav dette territorium til Rusland, ene og alene af den grund at han var tro mod Pikes vision fra 1870! Du vil aldrig læse denne sande historie i nogen af dine bøger!
Tredje Verdenskrig: Formål: var forudset til at blive mellem Jødedommen og Islam. Denne dæmoniske spådom er utrolig på mange måder, startende med forståelsen af at denne spådom om en tredje verdenskrig forekom i 1870, på et tidspunkt hvor Israel ikke eksisterede som en nation, og da ingen andre end fundamentalistiske Bibel troende kristne troede at den nogensinde ville komme til eksistens igen.
Resultat: Selvom denne krig endnu ikke har set dagens lys, har den ifølge Illuminister været under opsejling siden d. 22. januar, 1870. Krigen forventes at blive gennemført på 91 dage, 3 måneder. I denne krig forventes at flere mennesker dør, end udbyttet af alle krige i det tyvende århundrede samlet, og faldet vil blive størst i de ikke-teknologiske lande, som ikke kan integreres i verdenssystemet hurtigt nok. Dette folkemord vil løse overbefolkningsproblemet, som Verdensordnens bud, indhugget i Georgia Guidestones i Elberton, USA, påbyder: Oprethold menneskeheden under 500.000.000 i ideel balance med naturen. Endeligt er der den yderst vitale detalje, at Illuminati forventer at deres messias, Antikrist, skal fødes ud af denne krig, og stå frem som fredsmægler. Kronologisk kunne fremtiden byde på en krig hvor Rusland (Magog) leder en krig mod Israel, som fostrer Tredje Verdenskrig, der føder fredsmægleren Antikrist, som endeligt laver en fredsaftale med Israel, og således starter endetidens sidste syv år.
I tillæg til verdenskrige, oplyser Jesus at der vil være hugnersnød, pest og jordskælv. Pest, dvs. sygdomme, er udeladt af to gamle falske manuskripter, Aleph (Sinaiticus) og B (Vaticanus). Mindst 53 andre manuskripter som indeholder evangelierne (også den danske 1871 oversættelse), har pest med. Den danske 1907 oversættelse har en note: Nogle Håndskrifter tilføje efter Hungersnød: og Pest jfr. Luk. 21, 11, men nogle er altså langt de fleste - mindst 53 mod 2.
Ang. jordskælv, så er der nogen diskussion om den statistiske hyppighed af dem. Meget tyder på at de er blevet mere intense igennem de sidste århundrede. Det 14ende århundrede havde ca. 157 store jordskælv. Det 15ende århundrede ca. 174. Det 16ende ca. 253. Det 17ende ca. 278. Det 18ende ca. 640. I det 19’ende århundrede, som ledte op til verdenskrigene, der satte det endelige skæl for endetidens begyndelse, blev der målt 2.119 store skælv, og endeligt i det 20ende århundrede, blev over 900.000 jordskælv registreret, og i dag registreres der, ifølge U.S. Geological Survey - en organisation der holder tal på dette, 50 jordskælv dagligt. Det betyder at vi i dette århundrede, om dette vedholder uden acceleration, vil registrere mindst 1.800.000 jordskælv.
V.8 Men alt er kun veernes begyndelse.
KJV siger begyndelsen på sorgerne. Det græske ord odín betyder smerte, kval, vånde, fødselsveer m.m.. Det er brugt 4 gange - her og i parallelpassagen i Mark. 13:8. I Apg. 2:24 bruger Peter ordet i forhold til Jesu opstandelse, at Gud gjorde en ende på dødens veer, hvilket KJV kalder smerter. Paulus taler om at Herrens dag skal komme som veer over en gravid kvinde (1. Tess. 5:3). Den græske tekst beskriver altså en eskalerende sorg. Beskrivelsen af verdenskrigene er kun begyndelsen på de tegn, som bebuder begyndelsen på verdens ende, og endeligt Jesu komme, tilbage til det jødiske folk.
Fredspagten og Tredje verdenskrig, vil være begyndelsen på selve fødselsveerne - begyndelsen på de syv år i Antikrists hånd. Som veer, hvilket er et utroligt ordvalg, vil falske profeter, krig og rygter om krig imellem hedningenationerne, jordskælv, sygdom og hungersnød tiltage. Som gennemgået i Matt. 24:5-7, er falske messias’er, forførere, krige og jordskælv tiltaget kraftigt, og det er bare de sidste 100 år. Hungersnød er et gennemgående problem i Afrika, men som krigene tager til i styrke, eks. når Rusland og Iran m.fl. går imod Israel (Ez. 38:2-8) vil det blive mere globalt. Sygdomme, både nye og gamle kendinge, dukker jævnligt op. Der tales i perioder om biologisk krigsførelse, hvilket Åb. 16:2kan beskrive (formentlig også et resultat af den kommende chip, dyrets mærke), så verden vil opleve meget af dette, når det fjerde segl åbnes (Åb. 6:7-8). Alle disse elendigheders intensitet er et bevis for at Jesus kommer meget snart.
V.9 Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel,
og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.
og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.
De fire første sejl, er begyndelsen på sorgerne. Derefter vil det jødiske folk overgives til trængsel. Teknisk set kaldes de sidste 3½ år, for den store trængsel, så derfor passer versene her kronologisk. Efter de første 3½ år, så skal jøderne overgives til trængsel. Ud fra Zak. 13:8ses, at 2/3 af det jødiske folk vil udryddes. Så denne tale passer på den sidste del af trængslen. Holocaust var som Anden verdenskrig en ve, en forsmag eller demonstration af den kommende sorg og trængsel.
Der er en meget fin parallel mellem Jesu tale om den forestående trængsel, og så trængslerne på disciplenes tid. I parallel passagen i Markus kap. 13, taler Jesus til disciplene, på samme måde som da Han sender dem ud blandt det jødiske folk, for at prædike om riget (Matt. 10:1-31). Han siger Men I, agt vel på jer selv; man skal overgive jer til domstole, I skal blive pisket i synagoger og stillet for landshøvdinger og konger for min skyld til et vidnesbyrd for dem. (Mark. 13:9). Det var præcis det, der skete i årene efter menighedens dannelse (Apg. 5:40; Apg. 16:37; Apg. 22:19, 24-25), og det er et forbillede på det, folket vil opleve i trængslen. I Lukas taler Jesus også om tiden før endetidens veer og siger: Men forud for alt det skal de lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld (Luk. 21:12). Johannes er meget interessant og genfortæller Jesu ord i Joh. kap 16. Han taler om tiden efter opstandelsen og siger: De skal udelukke jer af synagogerne, ja den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud (Joh. 16:2), og den katolske kirke har slidt dette vers op.
Moshe Ben Shmuel fortæller:
Andre jøder ble sendt til nazistenes hovedkvarter i Budapest, hvor de ble ført til Donau-elven og skutt, og likene fløt nedover elven. Det var en ungarsk nazist-prest som ledet dette arbeidet. Han var jesuitt, og sammen med sin nazistliga, søkte han opp jøder over hele Ungarn som hadde gjemt seg for tyskerne. Han skjøt masser av jøder ved Donau-elven og likeså i nazistenes hovedkvarter. Han gikk kledt i sin katolske prestekjole med et stort kors hengende ved sin side. Hver gang han hadde samlet en flokk jøder som skulle henrettes, stilte han dem opp langs veggen, løftet korset med den ene hånden og pistolen med den andre, og ropte ut: «I Jesu Kristi, nasareerens navn, dreper jeg dere, forbannede jøder!» Tusener av jøder falt for denne grusomme manns hånd. (Tilbake til Sion, af Moshe Ben Shmuel, side 21-22)
Jesus vender tilbage til tiden ved Hans genkomst og siger: Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres sorg skal vendes til glæde. Når kvinden føder, sørger hun, fordi hendes time er kommet; men når hun har født barnet, tænker hun ikke mere på, hvad hun har lidt, af glæde over, at et menneske er født til verden (Joh. 16:20-21). Det er i samme kontekst som v.8, som er veernes begyndelse, hvor disse vers og frem (Joh. 16:20-28) som Es. 7:14 fortæller om Immanuel, men denne gang, for anden gang, hvor Gud atter vil udrække sin hånd.
V.10 Og da skal mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre.
Paulus advarede og sagde, Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige (2. Tim. 3:1-2). Jesus forklarer samme tendens op imod Hans dom over ondskaben i trængslen. KJV siger Da skal mange tage anstød. I lignelsen om sædemanden, er personen skildret som stengrund eller klippegrund, en som hører og glædes over budskabet, kommer til tro, og som han har hørt han skulle, påkalder Herrens navn og bliver frelst (Apg. 2:21; Romerne. 10:13). Men han giver ikke Ordet yderlige eftertanke og får ikke den næring og kraft (Romerne. 1:16) Ordet giver til væksten. Trængsel og forfølgelse for Ordets skyld gør at han kun tror til en tid (Luk. 8:13). Han tager anstød og falder fra (Luk. 8:13). Beskrivelsen her peger på mange af de kristne som vi fortvivles over i dag. Mange mener, at disse mennesker aldrig har været sande troende, men lignelsen om sædemanden gør det klart at der er tro - til en tid. Tro frelser, og tager man anstød hvilket mange såkaldte liberale gør konstant, så kan man ikke kendes ved Jesus, og så kendes Han ikke ved dem (Matt. 10:32).
Når man forlader Jesus, bliver chancerne for at forråde andre stor, for man forlader Jesu kærlighed der naturligt skinner igennem til andre. I Matt. 10:34-36, viser Jesus at Han er kommet for at bringe sværd og splid. Hans sværd er Ordet og alle der i dag holder sig til det, mærker hadet både fra verden, og i kristen regi fra andre kristne søstre og brødre, og det skaber splid mellem dem, der følger Ordet, og dem der foragter det. Mange kristne, såvel som jøder, er bragt til fald i dag - mange jøder er faldet for den gamle kabbalisme, og de kristne er faldet for samme falsum under navne som søgervenlighed, psykologi, kontemplativitet, new age, interfaith m.v. Snart vil den ene jøde overgive den anden til døden. Den ene kristne overgive den anden til døden (jf. Matt. 10:21). Breve som Johannes’, forklarer at beviset for at vi har Guds Ånd, er at vi elsker hinanden (Joh. 2:9-11; Joh. 3:10-15; Joh. 4:7-14, Joh. 20-21; Joh. 5:2). Omvendt er hadet beviset for det modsatte.
V.11 Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild.
Ligesom falske kristusser har terroriseret historien, og her mod enden er tiltaget i mængde, vil mange falske profeter fremstå. Jeg støder næsten dagligt på falske profetier fra nutidens kristne. Respekten og ærefrygten for at tale på vegne af Gud, er svær at få øje på. Dog er Gud nidkær for ikke at blive taget fejlagtigt til indtægt, og siger den Profet, der formaster sig til at tale noget i mit Navn, som jeg ikke har pålagt ham at tale, eller taler i en anden Guds Navn, den Profet skal dø! (5. Mos. 18:20). Der er ingen umiddelbar konsekvens ved at profetere falskt i dag. Præster gør det i flæng, år efter år, og mængderne følger stadig efter.
V.12 Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.
Som symptom på forræderi og had, vil lovløshed tage overhånd. Lovløsheden er det græske anomia, som betyder lovovertrædelse, ondskab, uretfærdighed. Det er præcis det, vi ser i dag. Vold og had blomstrer og Paulus forklarer at før Jesus kommer igen må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares (2. Tess. 2:3), og her vil ondskaben nå sit klimaks.
I gode tider med velstand, glemmer mennesker Gud. Det viser sig igennem historien med Israel, og vi ser det i dag, hvor samfundene ser sig stærke og uafhængige. Vi kan selv og vil selv, og bliver som Paulus advarede, egenkærlige og egenrådige. Vi vil ikke finde os i Guds retningslinjer for et godt og sundt liv, og derfor bliver kærligheden kold. Johannes siger at, hvis vi elsker hverandre, bliver Gud i os, og hans kærlighed er blevet fuldkommet i os (1. Joh. 4:12) og han går endda så langt og siger at, Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed (1. Joh. 4:8). Derfor er resultatet af et Gudløst samfund, at kærligheden bliver kold.
Hvad er kold kærlighed? At tilbageholde sandheden, at lyve for at trøste og behage, at tie hvor der bør tales, at give hvor der skulle holdes tilbage. At give drankeren øl, narkomanen sprøjter, umoralske mennesker ros, at vise stolthed og hovmod ære. Sand kærlighed bekymrer sig om menneskers evighed! prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring (2. Tim. 4:2)
V.13 Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.
Det har været en sandhed fra begyndelsen - vi må holde fast og holde ud indtil enden. Det faktum, er også en sandhed for os der er blevet frelst. Vi skal holde ud i troen, indtil vi kommer hjem, om det er ved død eller bortrykkelse. Vi kan falde og fornægte Jesus, vi kan ende i tilbedelse af de gamle afguder, i alle deres snedige afskygninger, og miste alt vi har fået. I denne kontekst, som er svaret på spørgsmålet, hvad er tegnet på verdens ende, så er der tale at holde fast i den sidste tid. Daniel siger at Salig er den, der holder ud og oplever 1.335 Dage (Dan. 12:12), og Luk. 17:34-37 taler om dommen, at én tages med til dom, en anden efterlades og kan gå ind i 1000årsriget. De personer der holder fast på troen (af det jødiske folk - 1/3 af Israel), vil frelses og komme ind i freds riget.
V.14 Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden
til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.
til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.
Mark. 13:10 tilføjer: Og evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene og dermed mener flere, at først når evangeliet er gået ud over hele jorden, alle dens afkroge, så kommer Jesus igen. Det har åbnet op for bevægelsen Kongerige Nu, som mener at de troende er ansvarlige for at forme kloden religiøst og politisk, før Jesus kan komme igen. Konteksten er trængslen og i denne trængsel vil troende i Jesus få en gunstig tid for at prædike. I Luk. 21:13 siger Jesus at forfølgelsen skal give jer lejlighed til at vidne. Budskabet forkyndes voldsomt meget, over hele Jorden i trængslen. I Åb. 14:6 vil en engel flyve under himmelen og forkynde evangeliet, og de to vidner vil være omtalt i hele verden (Åb. 11:8-11), og vidne i 1.260 dage, 3½ år - i den periode, hvor de fire første segl brydes. Formentlig vil denne forkyndelse opfylde evangeliets udbredelse over hele jorden, før Jesus kommer igen og afslutter enden på hedningenes tid. Det skal også bemærkes, at om talen her er ment som det igennem tiden er blevet udlagt, at evangeliet skal prædikes over hele kloden før Jesus kommer igen, så har det aldrig været en hindring for Jesu komme. Allerede omkring år 64, giver Paulus udtryk for, at dette er sket. Han sagde til Kolossenserne: I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen, det, som jeg Paulus er blevet tjener for (Kol. 1:23).
Efter de første 3½ år, som Jesus ind til nu har beskæftiget sig med, så kommer enden, den egentlige trængsel, som Gud allerede ved Moses forudsagde i 5. Mos. 4:30: Når du er i trængsel, og alle disse ting er kommet over dig, selv i de sidste dage... Der er to næsten identiske afslutninger der ligner hinanden. Der er enden på hedningenes tid, hvor den første Magog krig vil finde sted (Ez. 39:1-6) og hvor evangeliet er blevet prædiket i hele verden. Den anden Magok krig er efter 1000årsriget, som evangeliets forkyndelse over hele jorden, ligeledes går forud for. I Tusindårsriget, vil Gud sende sine folk ud, som har overlevet trængslen og er kommet ind i riget, til Folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tubal, Javan, de fjerne Strande, som ikke har hørt mit Ry eller set min Herlighed; og de skal forkynde min Herlighed blandt Folkene. Og de skal bringe alle eders Brødre fra alle Folk som Gave til HERREN, til Hest, til Vogns, i Bærestol, på Muldyr og Kameler til mit hellige Bjerg Jerusalem, siger HERREN (Es. 66:19-20). Se også Es. 24:15; Es. 42:4; Es. 43:6; Es. 49:1; Es. 51:5. Hele verden vil evangeliseres og tilbede Gud.
Kendetegnet for det endelige opgør med Jerusalem i år 70 og frem, var som forbillede på disse ender også at evangeliet først blev prædiket, og så kom enden hvor det jødiske folk blev overgivet og adspredt, for slet ikke at være et folk. Evangeliet er endnu ikke prædiket i hver en afkrog af verden, men vil som sagt blive det i trængslen, og så skal enden komme.
V.15 Når I da ser ›ødelæggelsens vederstyggelighed‹,
hvorom der er talt ved profeten Daniel,
stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!)
hvorom der er talt ved profeten Daniel,
stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!)
Nu begynder den egentlige trængsel - se også Matt. 24:21. Antikrist blev født ud af Tredje verdenskrigs veer (se V.7), og smider nu den fredsmæglende maske for at vise at han vitterligt er Satans søn. Ødelæggelsens vederstyggelighed er på Hebræisk bdelugma eremosis. Beskrivelsen på Hebræisk er meget omfattende. Bdelugma betyder afskyelighed, afgudsdyrkelse, verderstykkelighed og eremosis betyder plyndring, affolkning, ødelæggelse, trøstesløshed, forladthed, ensomhed. Der er tale om afgudsdyrkelsens afskyelighed og verderstykkelighed, som forårsager affolkning og ødelæggelse.
Der er dem der mener, at en profeti ikke kan referere til to hændelser. Dette er et pragteksempel på, at det ikke er sandt - lige som eks. Joel. 2:28-29, hvor Gud er i Israels midte (Joel. 2:27) - på Zions bjerg (Joel. 2:32) og udgyder sin ånd over Israel. Til denne profeti refererer Peter som en opfyldelse på pinsedagen (Apg. 2:16-17), skønt Joel handler om afslutningen af endetiden, mens Peters tid var begyndelsen af endetiden. I perioden 167-164 f.Kr., erobrede Antiochus IV (Antiokus Epifanes, som Daniel refererer til i Dan. 11:31) Jerusalem, og opsatte et alter til Zeus i templet, hvorpå han ofrede svin og andre urene dyr. Han var et klart og tydeligt forbillede på Antikrist, og Jesus siger dette næsten 200 år efter Epifanes, og peger frem på tiden som Daniel taler om. På hebræisk betyder vederstyggelighed også et billede eller en afgud, og det er til det Johannes refererer i Åb. 13:14-15: det (det andet dyr, den falske profet) opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret (det første dyr, Antikrist), der har sværdhugget, men atter kom til live. Og det fik magt til at give dyrets billede livsånde, så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede. Dyrets billede vil formentlig være et billede af mennesket Antikrist, som tvinger verden til at bryde det andet bud (2. Mos. 20:4-5) om ikke at lave sig noget billede og tilbede det. I eks. Es. 14:3-7 ses en tydelig lighed mellem Babel og det kommende verdensrige. Nebukadnezar genopbyggede Nimrods babelstårn og indviede det til Marduk, og er et billede på oprør mod Gud, som Nimrod. Andre ligheder er:
| Nebukadnezar | Antikrist |
| Hovedet på billedstøtten ( | Fødderne ( |
| Fik et hjerte som et dyr ( | Skildres som et dyr ( |
| Roden på træet består syv år efter stammen er fældet (Dan. 4:23) | Fødderne / roden, består i syv år ( |
| Hovmod bragte ham til fald ( | Hovmod bringer ham til fald ( |
| Efter syv år får Gud ære ( | Efter syv år får Gud ære ( |
| Lavede en statue (et billede), som alle skulle tilbede ( | Får sig et billede, som alle skal tilbede ( |
Det er ganske normalt, at tyranner får lavet sig en statue. Stalin, Lenin, Karl Marks, Mao Tse-Tung, Saddam Hussein osv. Disse folk var her i antikrists ånd (1. Joh. 4:3), og den endelige Antikrist vil også gøre som dem.
Es. 14:12-17 både kan møntes på Satan og på Antikrist. Kan det være mere opsigtsvækkende når både en statue og en engel er forenet i en stor 1/1 bronze figur (3,5 meter i alt) af Prince Charles? Statuen forestiller Prince Charles som Verdens Frelser, og under ham er menneskeheden, der er ved at drukne i mudder, som rækker ud efter ham som frelseren der kommer med fred. Prince Charles egen kommentar var, at han var: forbavset...dybt berørt.
Kunstneren Mauricio Bentes sagde: Det er Prince Charles, som frelser verden (Prince Charles the winged hero, BBC News, 6. marts, 2002). Statuen er placeret i en by midt i Amazonas regnskov, på en plads kaldt Prince Charles Square. Statuen er en hyldest fra folket i Tocantins Stat, den fjerne Amazon region som roser sig af sin oplyste holdning til miljømæssige emner (Amazon tribute to Charles, the model environmentalist, Telegraph, d. 03-07-2002). Hans fulde titel er Prince Charles of Wales (ligesom Messias Jesus af Nazaret), og både på græsk og hebræisk er talværdien 666!
Jesus henviser til profeten Daniel. På dette tidspunkt er de første 3½ år, sorgernes / veernes begyndelse gået. Jesus refererer her til Dan. 9:27; Dan. 12:11 der siger: Så skal han (Antikrist) stadfæste en pagt med mange i én uge; men midt i ugen skal han forårsage at slagteoffer og afgrødsoffer ophører. Han skal lægge den (hellige grund) øde med afskyelighedens udbredelse indtil fuldendelsen, og det fastbestemte skal udgydes over tomheden. Tidspunktet for denne pagt gives i forgående vers: Enden kommer med Oversvømmelse, og indtil Enden skal der være Krig, den fastsatte Ødelæggelse (Dan. 9:26), og denne beskrivelse er identisk med v.6. Daniels beskrivelse af endetiden er her identisk med Jesu beskrivelse. En længere periode med krig og krigsrygter, og så kommer enden. Halvvejs inde i trængslen - midt i ugen, vil ødelæggelsens vederstyggelighed være på hellig grund. Paulus fortæller om dette i 2. Tess. 2:3-4, og fortæller at Antikrist: tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.
Den, som læser det, han give agt, siger Jesus - KJV gengiver det: den som læser, lad ham forstå. Jesus refererer til Daniel, som profeterede om Jakobs Trængsel, de sidste syv år af Daniels 490 år. Han siger: Når I da ser, det vil sige når det indtræffer, da vil læseren forstå. Der er fremsat mange ideer om hvad alt i dette vers betyder. Jeg har givet nogle ideer. Men med profetier, så er det ofte sådan - selvom vi i dag har mange fortilfælde at se på - at det først rigtig forstås, når det sker - når det er synligt. Med andre ord: Når læseren ser ødelæggelsens vederstyggelighed, lad ham da forstå at det, han ser, er det, der er talt om ved profeten Daniel.
Nogle mener at det havde sin opfyldelse i år 70, jf. Luk. 21:20-22, hvor Jesus refererer til romerne under Titus. Som sagt i indledningen til artiklen, er talen som gengives i Lukas og talen i Mattæus to forskellige. Selvom de omhandler samme emne, så er de forskellige. Lukas omhandler ganske rigtigt ødelæggelsen i år 70, og det har uden tvivl været et forbillede på den sidste trængsel. Men romerne opsatte ikke ødelæggelsens vederstyggelighed, som jf. Åb. 13:15fik livsånde og kunne tale. De nedbrændte og ødelagde templet - hele Jerusalem (se v.2). Forsvarerne af at ødelæggelsens vederstyggelighed i år 70, henholder sig til at romerne med sine bannere og billeder placeret på hellig grund, for jøderne var en vederstyggelighed, som lagde øde. Flavius Josefus fortæller at:
Da oprørerne var flygtet ned i byen, og medens templet selv og alle de omgivende bygninger stod i lys lue, bragte romerne deres felttegn ind i tempelgården og stillede dem op over for den østlige port; på dette sted ofrede de så til dem og udråbte under høje bifaldsråb Titus som imperator. (Den Jødiske Krig, bog 6, kapitel 6, afsnit 1 - side 378).
Lukas Siger om den tid at: det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse (Luk. 21:22) og meget taler for at år 70 var en delvis opfyldelse, et forbillede.
V.16 så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene
Da det er disciplene der taler med Jesus her, forholder Jesus sig her til Judæa. Trængslen er verdensvid, men kaldes Jakobs Trængsel (Jer. 30:7). Hele verden vil være i oprør, og som altid vil trængslen som en tragt, centrere sit udløb over det jødiske folk. Derfor vil de flygte ud i ørkenen.
Denne reference finder vi også i Åb. 12:6, hvor kvinden (Israel) flygter ud i ørkenen i 1.260 dage, dvs. den sidste halvdel af de syv år - den egentlige trængsels 3½ år. Videre i Åb. 12:7-9 kæmper Michael, som rejser sig i Dan. 12:1, mod Satan, som kastes til jorden, og så vil ødelæggelsens vederstyggelighed rejses på hellig grund.
Flugten ud i bjergene, kan meget vel være en flugt ud til Petra, der ligger i nutidens Buseirah, Jordan, og Petra er resterne af datidens Bozra. Det kan meget vel være de bjerge Jesus refererer til i her og i Luk. 21:21. Bjergkæden strækker sig igennem Moab og Edom, øst for Judæa. Ifølge Åb. 12:6og Åb. 12:14-16, skal Israel, kvinden, have et sted i ørkenen, midt i trængslen, hvor folket skal finde ly. Gud siger i Mika. 2:12: Jeg vil helt sikkert samle, O Jakob, alle i dig; Jeg vil helt sikkert samle Israels rest; Jeg vil samle dem som Bozras får... (KJV). Es. 33:16 taler også om denne klippebog: Han (den retfærdige (Israel) - Es. 33:15) skal bo i det høje: hans forsvarssted skal være i klippefæstningen: brød skal gives ham; hans vand skal være sikret (KJV). Åb. 12:6 siger at: man dér skulle sørge for hende et tusinde to hundrede og tresindstyve dage. Da de omtalte områder undslipper Antikrist, kan det meget vel være stedet Gud har beredt.
Petra betyder klippe, og Gud har ofte mange måder til at vise os hvad Han har tænkt sig. Vi søger ly for ondskaben, og bygger på klippen, Jesus Kristus. Petra kan således også af navn være et billede på stedet, hvor Israel kan søge ly for Antikrist.
Bozra betyder i trængsel og nød og fårefold, og er lokaliseret ca. 30 kilometer sydøst for det Døde Hav, i Edom. Her vil Jesus i trængslen holde dom (Es. 34:6; Es. 63:1; Jer. 49:13, Jer. 49:22; Am. 1:12; Mika. 2:12).
Der er dem der mener, at vi kristne skal igennem trængslen. Som det var i Noas dage siger Jesus i
v.37, skal det være i trængslen, og dermed mener de at vi beskyttes i Jesus, som Noa blev beskyttet i arken. Den eneste Jordiske beskyttelse der er, er for dem til hvem Gud har beredt et sted. Folket i Judæa har et sted i ørkenen (Åb. 12:6). Hvor har Han beredt os et sted? jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være. (Joh. 14:2-3).
V.17-18 den, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset;
og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe!
og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe!
Det, Jesus siger er, at når folket ser ødelæggelsens vederstyggelighed, så skal de flygte så hurtigt de kan. Intet skal tage deres tid. Man kan undre sig hvordan folket kan se den hellige grund, altså templepladsen hvorpå vederstyggeligheden rejses, fra der hvor de er. Man kan måske se ud over byen, men kan man se ned på tempelpladsen? Måske er der tale om at se det på fjernsyn?
V.19 Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage!
Da kvinderne jamrede over Jesus, da Han var på vej til Golgata med korset på ryggen, sagde Han: der skal komme dage, da man skal sige: ›Salige er de ufrugtbare, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.‹ (Luk. 23:29). Han har uden tvivl haft trængslen, den kommende tugtelse af Israel i tankerne. Jeg ser dette som et råd fra Jesus, som skal sidestilles med alle opfordringerne til at vogte. Jeg tror at vi med disse ord opfordres til at forberede os. Selvom vi bortrykkes, så kan vi drage nytte af at forberede os, for vi ved ikke for stærke veerne kan blive før fødslen. F.eks. kan store lån blive en belastning, når der kommer økonomisk krise. Afhængigheder af den ene og anden årsag, kan lokke en person til at hente sin kappe, hvor kappen kan være et billede på hvad som helst der binder os, eller er imellem os og Gud. Peter siger i forbindelse med de sidste tider: Da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste (2. Pet. 3:17).
V.20 Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat
Folk kan i et vist omfang forberede sig i forhold til dagligdags ting. Men hvornår trængslen rammer, er ude af vore hænder. At flygte om vinteren, er en modbydelig affære, i kulde og et landskab som er barsk nok selv om sommeren. At flygte på en sabbat, hvor det jødiske folk er påbudt af en evig pagt, at overholde sabbatten, som et tegn på Israels forhold til Gud (2. Mos. 31:16-17), ville være at overtræde pagten. Ét af beviserne for at jøderne er berettiget til Israels land er, at folket der har boet der i fortiden, holdt sabbat. Sabatten er et unikt tegn på jødernes identitet.
Som billag til loven, eller pagten, tilføjede de skriftkloge i forhold til transport under sabbatten, nogle restriktioner: Fra påbudet til manna-samlerne, ’Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag’ (2. Mos. 16:29), udleder rabbinsk tradition for alle fremtidige generationer de to følgende forbud: (1) Ingen Israelit må på sabbat dagen rejse længere end 2000 cubit (omregnet ca. 1 km) fra sit hjem, den såkaldte sabbat rejse. (2) Ingen Israelit skal bære noget fra privat til offentlige steder, eller omvendt, på sabbatten. (Den Jødiske Encyclopedia, Vol. 1, side 162).
Gud tilskynder folket til at bede om, ikke at blive stillet i det dilemma. Da disciplene i forbindelse med at Jesus tager til himmelen spørger: Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?, svarer Jesus: Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt (Apg. 1:6-7). Hvis tiden er fastsat, hvordan kan det da nytte at bede om at trængslen ikke falder om vinteren, eller en sabbat?
Gud har fra begyndelsen set enden, og fremtiden vil vise om det, Han så, var et folk der ville henvende sig til Ham, i lydighed mod Hans Ord i dette vers. Det viser at Gud i sin fastsættelse af tiden, har taget forbehold for jødernes bøn. Han så om de ville adlyde Hans tilskyndelse eller ikke, og planlagde tidspunktet for trængslen efter det, Han så. Gud har også skabt Jorden, med historiens gang for øje - et eksempel ses i Es. 22:11, hvor klippeudhugningen kendt som Ezekias’ Tunnel, og Gud var den der forberedte klippen på det, og omtaler sig selv som, ham, der virked det... ham, som beredte det for længst.
V.21-22 thi da skal der komme ›en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu‹ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst;
men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.
men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.
I disse to vers gøres det tydeligt, at Jesus taler om en fremtidig trængsel, som går ud over år 70. Jesus taler omen stor trængsel, hvis lige ikke har været, og heller ikke senere skal komme. Flere mener at denne store trængsel blev opfyldt i år 70, da romerne ødelagde templet, og opstillede den romerske vederstyggelighed - banneret med den romerske ørn. Men Jesus kom ikke tilbage dengang som der er profeteret (Dan. 7:18, Dan. 7:27; Dan. 8:34-35; Matt. 24:27-44), og ødelagde det genopståede romerrige, som nu har fået sværdhugget, men som snart vil genoplives (Åb. 13:1-3). Bibelen taler tydeligt om en kommende trængsel, ligesom verdenssamfundet sammen med kloden generelt, vidner om at tiden er nær. Når denne trængsel har været, vil det være det værste verden har set. Verden har set rigtig meget, og at forstille sig noget værre end ligene som blev skovlet af bulldozere i massegravene under Anden verdenskrig, er næsten umuligt. Romernes hærgen i Jerusalem i år 70 var slem - ingen tvivl om det! Men Første og Anden Verdenskrig var værre, så hvis år 70 skulle have været det værste menneskeheden nogensinde ville opleve (syndfloden inkluderet), talte Jesus ikke sandt. Trængslen i år 70 truede ikke menneskeheden, som disse vers kræver. Jesus siger at dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet kød frelst. I år 70 centraliserede begivenhederne sig om Israel - Israel var truet, ikke menneskeheden. Siden år 70, er krigene blevet mere og mere omfattende. Samfundene imellem, har igennem tiderne slagtet sig umætteligt igennem menneskeheden. På verdensplan kan tiden fra Jesus ligne én lang periode af trængsel, og en afkortning af de dage ville have krævet Jesu genkomst for 1900 år siden. Ordene intet kød frelst, betyder at intet levende væsen, menneske eller dyr, vil overleve, hvis denne kommende trængsel får lov at syne ud. Verden ville da udrydde sig selv. Efter 1900 år, må vi erkende at trængselsdagene ikke er blevet afkortet, og alligevel er vi i dag flere mennesker på Jorden, end nogen sinde før. Det beviser at Jesus ikke sigter til år 70, men til vores tid. Gud har sat tiden for den Store Trængsel til præcis 3½ år (1.260 dage - Dan. 7:25; 12:7; Åb. 11:2; 12:6, 14; 13:5).
Grunden til at Gud afkorter tængslen er for de udvalgtes skyld. Hele konteksten er jødisk, og som v.3 der taler om Jesu komme for at oprette sit rige, så er dette vers også talt til det jødiske folk. De udvalgte er her Israel. For at skåne Israel, afkorter Han dagene, som han skånede Noa i syndfloden.
Bemærk: Det er vigtigt at skelne mellem trængsel som er affødt af at verdens hader os, og så den trængsel der Guds vrede, som dømmer jorden (se 1. Tess. 5:8-9). Verden hader os (Joh. 15:18, 19; 1. Joh. 3:13), et had som vore søstre og brødre har lidt under siden menighedens begyndelse. Et had menneskeheden har været underlagt siden begyndelsen hvor Satan initierede sit morderiske raseri imod os. Paulus opmuntrer os til at ihukomme håbet om frelse og den kommende herlighed, igennem denne uendelige trængsel som verden pådrager os (Rom. 8:35; Romerne. 12:12; 2. Kor. 1:4; 2. Kor. 7:4; Ef. 3:13; 2. Tess. 1:4; Åb. 1:9; Åb. 2:9-10). Men Paulus minder os om, at Guds vrede er ikke møntet på os: Thi Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus (1. Tess. 5:9), og fra Himlene vente hans Søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede (1. Tess. 1:10, se også Rom. 5:9; Åb. 3:10; 2. Pet. 2:9). Jesus frier os fra den kommende vrede, fordi Han henter os som lovet i Joh. 14:3, før trængslen (se mere i artiklen Menighedens bortrykkelse og Herrens dag).
Daniel får at vide at de 70 årsuger i Dan. 9:24-27 (hvilke indebærer den sidste store trængsel, se), er fastsat over dit Folk (Daniels folk, det jødiske folk)og din hellige By (Dan. 9:24). Jeremias taler om tiden hvor Israel føres hjem til det land, Gud har givet dem, og hvor Han vil vende deres skæbne. Det vil foregå igennemen trængsel hvor Gud vil bryde hedningenes åg på Israel, og Jeremias kalder det en dag uden Lige, en Trængselstid for Jakob (Israel se %v1. Mos. 32:28v%) (Jer. 30:7). Trængslen handler om Israel og Jerusalem, samt de hedenske nationer. Ikke menigheden!
Der er nogle der ser den kommende store trængsel, som værende en lutring af de hellige, deriblandt menigheden. Jeg ser denne påstand som en hån mod Jesu forsonende værk på korset. Paulus siger at: Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, og for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig,uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle værehelligogdadelfri (Ef. 5:25-27). Skulle vi da påstå at Jesu offer ikke var nok, men en trængsel skal supplere Hans værk? Det er lige så tåbeligt som den katolske skærsild, hvor alle skal igennem for at blive lutret og fundet værdige til himmelen. Blasfemi!
V.23 Hvis nogen da siger til jer: ›Se, her er Kristus,‹ eller ›dér‹! så skal I ikke tro det.
Selvom denne tale jf. v.5 også gælder vores tid, så vil der vil tilsyneladende komme mange flere i trængslen (også jf. v.24) og påstå, at de har en løsning på tidens elendighed. Ifølge Dan. 11:40vil Ægypten prøve kræfter med Antikrists hære, og måske vil Israel som i fortiden håbe på frelse fra Ægypten (Es. 30:2; Es. 36:6; Ez. 29:6-7; 2. Kong. 18:21). Men ingen vil kunne redde trådene ud i trængslen. Løgn, misinformation, hemmelighedskræmmeri som vi kender det i dag, vil overdøve enhver mulighed for samarbejde og forhandling. Kun Jesus vil kunne rydde op i al elendigheden.
Historisk set er det svært at finde mere end to falske messias’er før år 70 - Vespasian og Simon bar Kokhba. Nogle tæller Bibelens fortælling om troldmanden Simon, Teudas (Apg. 5:36) og Judas fra Galilæa (Apg. 5:37) med som falske messias’er. Men Simon udgav sig ikke for at være Kristus, men for at være noget stort (Apg. 8:9), mens de andre blot anses for oprørere. Først i vores tid, fra ca. 1700 og frem, er det eksploderet med falske messias’er - her er listet nogle af dem, 46 ialt, List of messiah claimants, Wikipedia.
I 2010 lavede ABC News en udsendelse der viste at ikke blot én messias, men tre simultane messiaser var kommet tilbage i hhv. Sibirien (Sergey Anatolyevitch Torop), London (David Shayler) og på Filippinerne (Apollo Quiboloy).
At påstå at Jesus har år 70 i tankerne for opfyldelsen af disse profetier, er i det lys meget usandsynlig.
V.24 Thi falske Messiaser og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for,
om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild.
om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild.
I vores tid, har vi set masser af dette. Folk er blevet bedraget i stimer, ved såkaldte vækkelsesmøder, hvor mængder er blevet helbredt igennem okkulte kvaksalvere, som henter kraft fra løgnens fader (se evt. navne i v.5). Men større tegn og undere vil verden se igennem trængslen. Vi hører jævnligt om i GT, hvordan Gud lader ild fare ned fra himmelen (1. Mos. 19:24; 2. Kong. 1:10-14; 1. Krøn. 21:26). Her er kampen på Karmels bjerg interessant (1. Kong. 18:23-38). Baals profeterne, som var fortidens kolleger til Antikrist, kunne ikke nedkalde id fra himmelen. Det kunne kun Elias. Men i trængslen skal den falske profet gøre: store tegn, så det endog får ild til at falde fra himmelen ned på jorden for menneskenes øjne (Åb. 13:13) - og endda give Antikrists billede livsånde og tale - dvs. ganske almindelig dæmonisk aktivitet, hvor dæmonerne taler som mange i dag oplever det med dæmonen Jomfu Maria. Men uden tvivl, vil en masse mindre New Age proselytter fumle med tegn og undere, af alverdens slags. Vi ser allerede masser af dette. Maitreya der viser sig ud af den blå luft, og helbreder både kristne og muslimer, for så at forsvinde ind i en anden dimension, foran mængdernes øjne. Døde der opvækkes, oplever himmel og helvede osv. Beretningerne er utallige.
Der er stor diskussion om hvad det betyder, når Jesus siger at de udvalgte, om muligt, vil føres vild. Nogle mener at ordene om det er muligt betyder at tegnene og underne er så overbevisende, at om det var muligt at føre de udvalgte vild, så ville det ske - underforstået at det ikke er muligt. Jeg synes at se, at de har de kristne for øje, når de taler om dette, og talen her er altså til Israel. De udvalgte er Israel, og tidspunktet er trængslen, hvor de troende i Jesus er bortrykket. Hvis det ikke var muligt at føre de udvalgte vild, så er sætningen overflødig. Skulle man formode at Jesus her taler om omvendte i trængslen, som er blevet frelst og fået Guds Ånd, så forhindrer det ikke, at de kan fare vild. Jeg kender mennesker, som engang var sande Bibeltroende og lydige kristne. I dag er de bedraget til at følge både trosbevægelsen med alle sine undere og mirakler - andre endda ateismen. Det er sandt, at Guds Ånd i den troende vidner om bedraget. Men det er ikke Guds skyld at disse udvalgte bedrages. De finder kærlighed til oplevelserne! Calvinisterne og en gang frelst, altid frelst tilhængerne, vil uden at tøve påstå at sådanne mennesker aldrig har været frelst. Men det ville være en overtrædelse af Guds løfte, at dem der påkalder Ham, vil Han frelse (Apg. 2:21; Romerne. 10:13). Se evt. v.10.
V.25 Se, jeg har sagt jer det forud.
Denne egenskab er Gud den eneste i universet der har. Der er ingen anden end Ham, der kan fortælle fremtiden i fortiden (Es. 46:9-10). Det er præcis det, der gør Bibelen til bøgernes bog - Guds Ord, og ingen andens. For den der kender Bibelen, er denne korte sætning i sig selv et bevis for, at Jesus er Gud!
Gud bruger denne egenskab som bevisførelse for, at Han er Gud. I Esajas kap. 44 og 46 siger Gud, Hvo der er min Lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig: Hvo kundgjorde fra Urtid det kommende? De (andres guder) forkynde os, hvad der skal ske... Med hvem vil I jævnstille, ligne mig, hvem vil I gøre til min Lige? Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, er forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje’
Når alt Jesus her siger, kommer over Jorden, er det et bevis for enhver der vil lytte, at Han er Gud!
V.26 Hvis de altså siger til jer:
›Se, han er i ørkenen,‹ så gå ikke derud;
›Se, han er i kamrene,‹ så tro det ikke!
›Se, han er i ørkenen,‹ så gå ikke derud;
›Se, han er i kamrene,‹ så tro det ikke!
Ordet som er oversat kamrene, er på engelsk i KJV oversat the secret chambers - de hemmelige kamre eller rum. Det græske ord for dette er tameion. Dette ord er brugt i tre andre vers:
1) Matt. 6:6: Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer... (KJV: closet - lille værelse, kammer, kabinet, (væg)skab, wc, hemmelig, skjult, som ikke har givet sig til kende)
2) Luk. 12:3: alt, hvad I har sagt i mørket, skal høres i lyset; og hvad I har hvisket i kamrene... (KJV: closets)
3) Luk. 12:24: Tænk på ravnene; de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskammer... (KJV: storehouse - magasin, pakhus)
Altså har vi et ord der beskriver noget der kan indeholde noget - et opbevaringskammer… en beholder, en container eller en monstrans? Har Jesus med omhu valgt dette ord, for at vi må genkende moderkirkens, Tyatira’s uendelige ofringer? Det hebræiske ord for kammer er chuppah, som bruges 33 gange i GT. Oftest om et sovekammer, eller andet kammer til at skjule sig i. Eks. Ordsp. 18:8 er interessant: Bagtalerens Ord er som Lækkerbiskener, de synker dybt i Bugen (som eukaristien) - se også Orspr. 26:22.
Bibelen beskriver faktisk Jesus i kammeret. Joel. 2:16siger: kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!. Der tales her om Herrens dag, hvor Jesus kommer igen. Jesus kommer ud af sit kammer, og bruden af sit telt. Vi ser lignende sag i Sal. 19:6: som en Brudgom går den (solen, som her også er et billede på Jesus) ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane. Jesus er brudgommen, og Han er Ordet, som bliver forkyndt i al skabningen, Himmelen, dvs. stjernerne og jorden (Romerne. 1:20). Satan gør nar af dette princip, og narrer folket til at håne Jesus, ved at sige amen (hvilket de skal sige, når de for præsten stadfæster deres tro på Jesu fysiske nærvær, i eukaristien) og i tro acceptere at Han er fængslet i eukaristien. Jesus er en mægtig brudgom, der kommer ud af sit kammer for at dømme verden, og regerer ikke fra en lille monstrans, i et lille stykke brød, der kan fordøjes og forvandles til skarn. Jesus siger altså, at når de siger, at Han er i kamrene, i monstransen eller i eukaristien, så tro det ikke - Se, jeg har sagt jer det forud (v.25), sagde Han. Det er ikke blot begrænset til eukaristien, men uanset hvor der påstås at her er Kristus - Kristus som er det græske ord for det hebræiske Messias, som betyder den salvede, så er det ikke Jesus. Der er kun én der er salvet, kun en Kristus og Messias, og Han er i Himmelen, ved Faderens højre hånd (Mark. 16:19). Han vil komme igen, på samme måde som Han tog bort (Apg. 1:11) - i ét sammenhængende legeme. Hans legeme er ikke spredt ud over kloden i små bidder, der kan spises og fordøjes, for at blive til skarn eller jord, når vore legemer forgår!
V.27 Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest,
sådan skal Menneskesønnens komme være.
sådan skal Menneskesønnens komme være.
I v.26 taler Jesus om at folk ikke skal lede efter Ham i kamrene eller i ørkenen. Jesus leger ikke gemmeleg, og man skal ikke være skarpsindig eller heldig for at finde Ham. Han vil komme og som et lyn, der til alles opmærksomhed oplyser hele himmelen fra øst og helt til vest, vil Han komme, som v.30 siger, med menneskesønnens tegn.
V.28 Hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes.
Der ligger mange ting i dette vers. Her taler Jesus til disciplene, som har hørt alt hvad Jesus har sagt, og derfor lyder talen indforstået. Man må rundt i Bibelen for at finde betydningen i verset, hvilket har givet mange forskellige fortolkninger. De der forsvarer profetiernes opfyldelse i år 70, mener at ådslet er Israel og ørnene den romerske hær. Andre mener at som gribbe synliggør ådsler langt væk, ligeledes vil Jesu genkomst kunne ses langt væk fra.
Paulus sagde at Jesus for anden gang vil komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham (Hebr. 9:28), og det er det, som passagen handler om. Som sagt i v.3, så er folket der bier på Ham det jødiske folk, og disse folk vil ikke ende som ådsler. Derfor er ådslerne de ugudelige, der ikke bier på Jesus, men som vil kæmpe mod Ham. I samme kontekst taler Jesus i Luk. 17:37, hvor disse gribbe (KJV: ørne) også nævnes. Her er det i forbindelse med at én tages med og en anden lades tilbage (Luk. 17:36). Her giver Jesus nøglen til låsen og svarer på disciplenes spørgsmål: Hvor, Herre? - hvor tages de med hen? Hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes. Med andre ord: Den der tages med, ender som ådsel. Det er samme betydning Jesus giver i lignelsen om lignelsen om det giftige rajgræs på marken (Matt. 13:24-30) og Han forklarer i Matt. 13:37-43, at Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen. Dem der samles og fjernes her, er de ugudelige. Johannes så Jesus komme på sin hest efter trængslen, og hørte en engel råbe til: alle fugle, som fløj midt op under himmelen: »Kom hid, og saml jer til Guds store gæstebud for at æde kød af konger og kød af hærførere og kød af helte og kød af heste og deres ryttere, ja, kød af alle, både frie og trælle, små og store.« (Åb. 19:17-18).
Ørnen som KJV rigtig nok har oversat ordet, findes også i Jer. 49:22, som handler om Guds dom: som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Bozra; og Edoms Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte. Samme tale ses i Es. 36:6og Es. 63:1, hvor Jesus kommer til Bozra (Petra, se v.16) i højrøde klæder, for at dømme ondskaben. Versene hænger altså sammen for den, der kender Ordet. Verset siger altså, at når Jesus kommer igen (v.27), så er det for at dømme verden, hvilket følgende vers klart og tydeligt fortæller. v.40-41, de to på marken og ved kværnen, og Matt. 25:1-13 om de ti jomfruer, skal ses i samme kontekst, nemlig Jesu komme til Jorden.
V.29 Straks efter trængselen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne,
og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes.
og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes.
Herrens dag beskrives som mørke. Joel beskriver Herrens Dag: HERRENS Dag, den kommer... nær er Mulms og Mørkes Dag... Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENS store og frygtelige Dag kommer. (Joel. 2:1-2; Joel. 3:4 - KJV. Joel. 2:31). Amos siger: Mørke er den, ej Lys... Ja, HERRENS Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin (Amos. 5:18, 20). I Job. 34:25 tales der om de ulydige mennesker: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem. 1. Tess. 5:2 siger at: Herrens dag kommer som en tyv om natten. 2. Pet. 3:10 siger: Herrens dag skal komme som en tyv om natten (KJV). I lignelsen om de to tjenere siger Jesus at: hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom, så ville han våge (Matt. 24:43). Herrens dag om natten og tyven sammenføres, og til de der engang var dagens børn men faldt fra siger Jesus: Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det, og omvend dig. Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig (Åb. 3:3). Omvendt er dagen et billede på frelsen, som i Sal. 30:6 (KJV. Sal. 30:5): Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang (se også 1. Mos. 32:24; Sal. 46:5-6 - KJV: Sal. 46:4-5).
Ligesom da Jesus døde på korset (Matt. 27:45-50), vil mørket sænke sig og alt der bliver synligt er Jesus der kommer i sin herlighed (v.30).
At solen formørkes og månen ikke skinner, og stjernerne falder ned fra himmelen, er en næsten identisk begivenhed, som den, der nævnes i Åb. 6:12-13, hvilket får nogle til tidsmæssigt at sidestille disse to begivenheder. Men Jesus taler her om en begivenhed efter den store trængsel - efter Antikrist er stået frem - en begivenhed som efterfølges af Hans genkomst til Jorden for at dømme. Åb. 6 er begyndelsen af trængslens 7 år, efterfulgt af endnu et segl, syv basuner og syv vredesskåle før Jesus kommer igen. I Åb. 8:12, under den fjerde basun, bliver 1/3 af sol, måne og stjerner ramt, så 1/3 af dagens og nattens lys mistes. Igen i Åb. 9:2 formørkes solen af afgrundens røg. Omvendt vil den fjerde vredesskål forårsage at solen forstærkes og hærger mennesker med ild og stor hede (Åb. 16:8-9). Det bekræfter at Matt. 24:29 er en begivenhed der sker på et andet tidspunkt end Åb. 6:12-13, for skulle solen og månen slukkes kun denne ene gang, ville de andre passager ikke kunne opfyldes.
Stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes. Den beskrivelse kan tale om flere ting. Fysisk beskriver Gud flere steder hvordan jorden og universet rystes, eks. Es. 13:10-13; Es. 24:1, Joel. 2:10. Åndeligt er der tale om at stjernerne er engle (se Job. 38:7), og himlens kræfter er Satan og hans engle og dæmoner. Johannes ser Satan blive kastet i afgrunden (Åb. 20:1-2) og som det går en herre, går det også tjeneren (Matt. 10:25), og Satans engle og dæmoner vil også være i forvaring.
V.30 Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen;
og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig,
og de skal se ›Menneskesønnen komme på himmelens skyer‹
med kraft og megen herlighed.
og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig,
og de skal se ›Menneskesønnen komme på himmelens skyer‹
med kraft og megen herlighed.
Jesus vil komme tilbage med sine hellige (Jud. 1:14; Åb. 19:8, 14), som er Hans Hustru (bruden efter Lammets bryllup) Jesus taler meget om, hvordan Han kommer igen. Matt. 26:64 herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer. Parallel passagen i Mark. 13:26 og Luk. 21:27 siger: Og da skal de se ›Menneskesønnen komme i skyerne‹ med megen kraft og herlighed. Johannes siger: Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham (Åb. 1:7). Og Jesus taler om at Hans løn, dvs. os, vi er med ham (Es. 40:10; Es. 62:11-12; Åb. 22:12). Jeg tror ikke at der kan være tvivl om, at menneskesønnens tegn er udgjort af Jesus selv (se Dan. 7:13; Åb. 19:11-21), med sine hellige - dvs. den hellige stad fra Himmelen, og sine engle (Matt. 16:27; 2. Tess. 1:7).
Jordens folk skal sørge (græsk kópto, at slå sig på brystet i sorg), og de skal se Jesus komme. Der er diskussion om hvorvidt det er hele verden, eller Israel der er tale om her. Når teksten taler om folkestammer på jorden, bruges det græske ord for land (ghay). Teksten kan derfor oversættes som the Complete Jewish Bible gør det, alle stammer i landet vil sørge. Der er således tale om Israels stammer i landet. Andre mener der er tale om hele verden.
Begge dele er sandt. Zak. 12:10-14 og Joh. 19:37fortæller at hele Israel skal sørge. Johannes gentager i Åb. 1:7og forklarer at, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme - altså alles øjne, inkl. dem Israel.
V.31 Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang,
og de skal samle hans udvalgte sammen
fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.
og de skal samle hans udvalgte sammen
fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.
Denne beskrivelse er med til at nære forståelsen der siger, at menigheden skal igennem trængslen. Man mener at dette er den sidste basun, som Paulus nævner i 1. Kor. 15:52, som også er identisk med Guds basun i 1. Tess. 4:16. Nogle forveksler endda basunklangen med den sidste og syvende basun i Åb. 11:15. Basunklangen i dette vers er efter trængslen, og den syvende basun i Åbenbaringen lyder når de sidste 3½ år starter, lige før Israel flygter ud i ørkenen (Åb. 12:6). Basunen Paulus taler om er Guds basun, og verset her taler om flere engle med basunklang. Det er altså ikke samme begivenhed. Hvem de udvalgte her er, det forklarer Moses og Esajas os. Helt tilbage i Moses’ dage, i Israels begyndelse, blev dette profeteret, Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERREN din Gud samle dig sammen og hente dig derfra. Og HERREN din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havde i Eje (5. Mos. 30:5-6). Es. 11:11-12 taler om, at Gud for anden gang udrækker sin hånd, for at vinde, hvad der er til Rest af hans Folk, fra... Havets Strande... I skal opsankes én for én, Israels Børn. De udvalgte er Israel!
Skulle denne begivenhed også være bortrykkelsen, hvor er da opstandelsen og forvandlingen Paulus taler om (1. Kor. 15:52)?
V.32-33 Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade,
så skønner I, at sommeren er nær.
Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren.
så skønner I, at sommeren er nær.
Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren.
Disse to vers (sammen med v.34), er voldsomt debatteret. For er figentræet et billede, eller fysisk? Nogle mener at Jesus har Israel i tankerne, hvilket andre afviser på grund af at Jesus i Luk. 21:29 også nævner alle de andre træer. Figentræet kan ikke være billedtale, hvis de andre træer skal tages bogstaveligt. Nogle mener at alt det betyder er, at når alt som Jesus har talt om sker, dvs. verdenskrige, Antikrist, Israels flugt ud i ørkenen osv., så er Hans komme nær. Andre mener der er mere i det.
Grunden til at nogle mener at der er tale om Israel, er bl.a. fordi Jesus dagen før, ved indtoget i Jerusalem Palmesøndag, forbander et figentræ (Mark. 11:12-14, Matt. 11:19-22), velvidende at det ikke kunne bære frugt, da det var uden for sæson. Der er ingen tvivl om at figentræet her symboliserer Israel, der som historien viser ikke bar nogen frugt.
Jesus bruger figentræet i lignelsen om vinbonden (Luk. 13:6-9), og træet hugges om da det efter 4 år (Johannes døber og Jesu tjenestetid) ikke bærer frugt. Billedet er taget fra Esajas (Es. 5:1-7), der synger en sang om Herrens vingård, som er Israel, og i denne vingård er dette figentræ plantet - hvilket er Israel, der som vingården lagdes øde.
I Hos. 9:10 siger Gud, Jeg fandt Israel som druger i ørknen, jeg så dine fædre som de førstmodne på figentræet for første gang (KJV).Da disciplene kom forbi figentræet som Jesus forbandede, huskede Peter det og Jesus siger til disciplene Hav tro til Gud (Mark. 11:21), og det visne træ symboliserer Israels vantro, at de ikke ville tro at Jesus er deres Messias - og samme vers i Hoseas fortsætter, Men de drog til Baal-Peor og tilsidesatte sig selv til den skam; og deres vederstyggeligheder var som følge af deres kærlighed (KJV).
I Joel. 1:6-7 siger Gud at, Thi et Folk drog op mod mit Land, vældigt og uden Tal; dets Tænder er Løvetænder, det har Kindtænder som en Løvinde. Det lagde min Vinstok øde, knækked mit Figentræ. Da Babylon gik imod Israel, blev befolkningen bortført i eksil i 70 år.
I Jer. 24:2-8 ser Jeremias to kurve med figner, Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de ikke kunne spises, og de gode figner er Judæa (sydriget) mens de dårlige er resten af Jerusalem (Nordriget).
Forbandelsen af figentræet var en profetisk handling der forudsiger Israels fald, og i dette vers Israels genoplivning, de tørre ben der får liv i Ez. 37:1-14, og den rest som Gud igennem Esajas (Es. 10:21-22; Es. 28:5), Mika (Mika. 2:12; Mika. 4:7; Mika. 5:8) og Paulus (Romerne. 9:27) så ofte profeterer om. Samme dag begyndte ypperstepræsterne og de skriftkloge at planlægge Jesu død (Matt. 26:1-4). Israel afviste Jesus og evangeliet om riget. Om Peter står der at han - samme dag som forklaringen her af de sidste tider finder sted på Oliebjerget - huskede det, der var sket, og siger til ham: »Rabbi! se, det figentræ, du forbandede, er visnet.« (Mark. 11:21).
Andre steder i Bibelen findes figentræet og Israel også. Hos. 9:10 siger: Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på Træet så jeg eders Fædre. Jer. 42:2, 5 siger: Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de ikke kunne spises...Så siger HERREN, Israels Gud: Som man ser på disse gode Figener, vil jeg se på de bortførte Judæere, som jeg drev bort fra dette Sted til Kaldæernes Land (Babylon). Joel beskriver: Thi et Folk drog op mod mit Land, vældigt og uden Tal; dets Tænder er Løvetænder, det har Kindtænder som en Løvinde. Det lagde min Vinstok øde, knækked mit Figentræ, afbarked og hærgede det; dets Grene stritter hvide (Joel. 1:6-7).
Generelt, når Gud bruger træer til at symbolisere Israel er der tre træer, som symboliserer hver sit aspekt af Israels virke. Oliventræet er et billede på deres slægt, deres afstamning. Figentræet er et billede på Israels politiske virke. Vintræet taler om det åndelige Israel.
Et eksempel er efter Gideons død, hvor hans søn Abimelek (søn af en konkubine) konspirerer om at blive konge. Han slår alle sine brødre ihjel (70 stk) og kun én undslipper, Jotam. Da Jotam hører hvad der er sket, stiller han sig på Garizims bjerg (velsignelsens bjerg 5. Mos. 11:29), og tilskynder folket til at lade sig regere af oliventræet, Israels slægt (fedmen - Guds velsignelse over slægten), figentræet, som er Israels politiske styre (sødme og frugt - ledelse af Guds indsatte konger - politikere) og vinstokken, det åndelige Israel (mosten, der glæder Gud og menneske – gudsdyrkelsen), se Dom. 9:8-13.
Med andre ord taler Jesus om den generation der ser det politiske Israel genopstå, hvilket vi så i 1948.
I forbindelse med lignelsen om figentræet, siger Jesus i Luk. 21:36 til disciplene (og slægten i v.34): Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen. Mattæus forholder sig ikke til bortrykkelsen, men Lukas gengiver her Jesus der taler om at undfly trængslen, hvilket kun kan opnås ved at 1) flygte ud i bjergene (Åb. 12:6) eller 2) blive fjernet fra planeten, da trængslen er global. Som sagt i v.16, er kvinden der flygter Israel - og det sker midt i trængslen. Der er på det tidspunkt ingen opstandelse fra de døde, eller nogen forvandling, så det kan ikke være bortrykkelsen. Derfor kan vi som menighed kun undfly trængslen ved bortrykkelsen. Det er endnu en god grund til at placere bortrykkelsen før alt dette sker.
V.34 Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket.
Hvem denne slægt er, findes der flere holdninger til. Nogle mener 1) det er disciplenes slægt, 2) den jødiske race, 3) at der er tale om den generation der lever, når alt dette sker. Jeg mener der er et spil i ordene, der viser accept af både punkt 2 og 3.
1) Denne ide er udelukket. Som omtalt i v.15, så kan ødelæggelsens vederstyggelighed have sit forbillede i Antiokus Epifanes, eller den romerske hær der ødelagde Jerusalem. Men Jesus taler klart og tydeligt om verdens ende, de sidste tiders afslutning - Jesu genkomst. Vi ved med sikkerhed at Jesus ikke er kommet igen, og disciplene er nu døde, så det eliminerer dette forslag.
2) Kan være rigtig, da Israels tolv stammer eksisterer i dag, og Gud vil forsegle 12.000 fra hver stamme - i alt 144.000 (Åb. 7:4-8). Det græske ord for slægt er genea, som har rod i genos, hvilket minder meget om vores ord gen - menneskets gener. Det kan også betyde race eller familie. Det er endnu en trøst til det jødiske folk, at Gud vil bevare dem igennem trængslen.
3) Siger at der kan være et lag mere, der forholder sig til disciplenes første spørgsmål: når skal dette ske. Måske giver Jesus disciplene et praj om, at selvom Han taler i I form, som om Han mener disciplene (hvilket punkt 1 eliminerer), så peger Han frem i tiden, til en senere generation. Det græske ord for denne, denne slægt, er houtos, og betyder ikke kun denne, men også den, den slægt. Jesus kan dermed også sige at: den generation skal ikke forgå, før alle disse tegn er opfyldt. Altså den generation der har set (når dets grene først er blevet saftfulde, v.32) træets forårsskud, vil også se sommeren, hvor træet blomstrer.
Går vi tilbage til kapitel 23, taler Jesus på samme måde til folket i Israel, og Han revser den vantro generation - denne slægt, særligt de der burde være modtagelige, nemlig de lærde - de skriftkloge og farisæerne. Deres hykleri fylder målet for deres ligesindede forfædre, og derfor vil blodet fra fortiden også komme over dem. Jesus lovede at sende dem profeter, vise og skriftkloge (disciple, apostle, profeter og evangelister), som Han profeterede de ville slå ihjel, hvilket de som forfædrene gjorde, og derfor vil det komme over folket i Jesu samtid, at Israel vil igen blive forladt Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne slægt (Matt. 23:36). De efterfølgende vers tydeliggør at Jesus sigter mod ødelæggelsen i år 70, og vers 38 siger, Se, dit hus skal efterlades dig øde (KJV). Men nu siger Jesus noget interessant, jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ›Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!‹ « (Matt. 23:39). Jesus citerer Sal. 118:26 (formentlig skrevet af Moses), og hvor underligt det må have lydt idet jøderne dagen forinden havde råbt netop det, da Jesus red ind i Jerusalem på æslet (Matt. 21:9).
Denne begivenhed var en delvis opfyldelse af profetien fra salmerne - ligesom år 70 var en delvis opfyldelse af den endelige dom - for Jesus viser os at denne tilbedelse skal lyde endnu engang, når Han kommer igen, I ikke se mig, før den tid kommer. Det var folket for 2.000 år siden der hørte disse ord fra Jesu mund, men det var til en fremtidig generation Han talte. I skal ikke se mig, før... - de mennesker der hørte Jesus tale, er døde og ser Ham ikke komme igen – derfor er det tydeligt at Jesus taler til den fremtidige generation der er i live og kan sige disse ord Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!.
Det er præcis det samme i parallelpassagerne i Markus og Lukas. I Luk. 17:25 siger Jesus at, først skal han lide meget og vrages af denne slægt, med hvilket Han kun kan mene Hans samtid, generationen der vragede Ham. Senere i Luk. 21:32, henvender Jesus sig til generationen, der ikke skal forgå før alt er sket (Luk. 21:32) - inkl. Menneskesønnens komme (Luk. 21:27). Der er ingen tvivl om at punkt 3 her er den korrekte tolkning af Jesu mening.
Hvordan bruger Jesus ordet genea andre steder?
Først vil jeg lige vise hvordan Mattæus bruger ordet i slægtstavlerne, som han gennemgår i Matt. 1:1-17. Han afslutter gennemgangen med at opsummere, Altså er der i alt fra Abraham indtil David fjorten slægtled, og fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled, og fra bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten slægtled (Matt. 1:17). Det danske slægtled er ordet genera - og her tælles et generationsskifte fra far til søn. Abraham, Isak og Jakob er tre generationer - i alt er der 42 generationer fra Abraham til Jesus, og det er tydeligt at der ikke er tale om den jødiske slægt - eller race om man vil. Mattæus følger det, flere kalder den retsmæssige royale slægtstavle, mens Lukas følger den biologiske slægtstavle, og tæller derfor 56 fra Abraham til Jesus. Nu har vi et antal generationer og vi har et antal år fra Abraham til Jesus, på 2.000 år. Skulle man forsøgsmæssigt prøve at regne en gennemsnitsalder på en generation (fra far til søn), giver det mest mening at gøre det fra Lukas’ stamtavle. Mattæus springer af årsager jeg ikke kender endnu flere generationer over, så ifølge Lukas er der fra Abraham til Jesus en gennemsnitlig generationsalder på 35 år. Lukas fortsætter tilbage til Adam med i alt 77 generationer, og med ca. 4.000 år fra Adam til Jesus er gennemsnitsgenerationen 51 år.
I Matt. 12:39 og Matt. 12:45 siger Jesus, En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas tegn. Denne generation (slægt) kan her ikke være det jødiske folk generelt, for ingen anden generation fik Jonas-tegnet at se, end dem der var i live på Jesu tid. Altså taler Jesus til den generation der levede på Hans tid. Igen i Matt. 12:41-45 tydeliggøres det, at det er den specifikke generation på Jesu tid, der tales til, da folket i Nineve og dronningen fra Syd (dronningen af Saba der besøgte Salomon) skal anklage dem. De kan ikke anklage generationerne før og efter Jesus, for de så ikke tegnet - Jesu død og opstandelse.
I Matt. 17:17 taler Jesus igen til den daværende generation og siger, Åh, du vantro og forvildede slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer?. Det er her også tydeligt at Jesus ikke taler til den jødiske slægt generelt, men igen til generationen i Hans samtid.
Brugen i NT:
I Apostlenes Gerninger, Efesene, Filipperne og Kolossenserne bruges ordet til at beskrive gamle/tidligere tider. Fire vers der stikker ud, i forbindelse med en generation er følgende:
I Apg. 2:40 siger Peter til en synds-erkendende jødisk flok, Lad jer frelse fra denne vanartede slægt. Altså opfordrer han dem til ikke at være som deres samtid, men at handle i troen og adlyde kaldelsen til frelse.
I Apg. 8:33 taler Filip om Jesu død uden at få efterkommere - ingen kan fortælle om Hans slægt. Igen er det ikke den jødiske slægt.
I Apg. 13:36 fortæller Paulus om David og siger at han sov hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan. Slægtled er igen genea, generation.
Hebr. 3:10 citerer Helligånden, der taler imod folket der var vantro i udvandringen, og siger, Derfor væmmedes jeg ved denne slægt - ikke det jødiske folk, men den generation der blev ledt ud af Ægypten (her er der tale om en generation på 40 år).
Det er ikke fra det Nye Testamente, men det hører sammen med dette vers fra Mattæus. Det er en særdeles opsigtsvækkende profeti i Sal. 102, i forhold til denne sidste generation. Den handler om en fastsat tid, hvor Gud forbarmer sig over Zion, efter landet har ligget i grus. Herren opbygger Zion og skal ses i sin herlighed. Efter Jesu opstandelse - lige før han tog til himmelen, spørger disciplene Ham, Herre, er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel, og Han svarer, Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt (Apg. 1:6-7). Det er denne tid passagen i Sal. 102 taler om, hvor Gud vil genopbygge Israel. Det er præcis det vi har set siden 1948, og Jesus siger at den generation der ser det, skal ikke forgå før Han kommer igen. Sal. 102:19 fortsætter passagen og siger, Dette skal optegnes for generationen som kommer: og folket der skal skabes, skal prise HERREN (KJV). På hebræisk siges generationen som kommer med to ord, dowr (generation) og acharown (kommer). Ordet kommer betyder seneste, sidste, altså er profetien optegnet for den sidste generation, og det er dig og mig - generationen der så Israel blive født, et folk der slutteligt vil prise HERREN!
Konklussion:
En generation er en generation lang
Levealderen bestemmer hvor lang en generation er. Gud kunne ikke sige I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil (1. Mos. 15:16) og samtidig sige at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År (1. Mos. 15:13), hvis levealderen kun var 50 år. Levealderen bestemte hvor mange slægtsled de 400 år dækkede, og de 400 år dækkede Levi, Gerson, Kehat og Merari (1. Krøn. 6:1).En bibelsk generation, giver i denne sammenhæng nogle kommentatorer problemer, for hvor mange år strækker en generation sig over? 20, 40, 70, 80 eller 100 år? Flere datoer er blevet foreslået, som har været forkerte. Man troede i 1988 at nu kom bortrykkelsen, fordi det var 40 år siden figentræet fik blade. Seksdagskrigen i 1967, hvor Israel genvandt domænet over Jerusalem, var årsag til at nogle mente mellem 2006 og 2007. Moses, der levede på en tid, hvor 120 års levetid ikke var ualmindeligt, siger af ukendte årsager i Sal. 90:10, at vore livsdage 70 år, 80 hvis det (for nogle) går højt.
Vore årsdage er halvfjerdsindstyve år, og er der styrke, firsindstyve år; og deres styrke er møje og forfængelighed; for de afbrydes hurtigt, og vi flyver bort (oversat fra KJV)
Hvad andet end profetisk tale kan dette være? Hvorfor skulle Moses skære 40-50 år af levealderen på den samtid han kendte? Moses søster Miriam, blev ca. 100 år. Aron levede 123 år (4. Mos. 33:39), Kaleb blev ca. 125 år, Josua ca. 110 år. Gideon der levede ca. 250 år efter Moses, blev ca. 100 år. Jeg tror at denne information profetisk sætter Bibelens længde for en generation. Det er det eneste sted i Bibelen mennesket levealder generaliseres på den måde, og ikke nok med det, så siger Moses at vi flyver væk - det er præcis det vi gør i bortrykkelsen, hvor vi møder Jesus i luften.
Det kan ikke komme som en overraskelse, at 70 år er gennemsnitslængden på et menneskeliv på kloden i dag. Globalis.dk har lavet en oversigt over 181 lande, hvor man i Japan bliver gennemsnitligt 84 år gammel, og i Swaziland (Sydafrika) bliver 50. Gennemsnitligt fordelt over de 181 lande, bliver det 70,8 år. Levealderen bestemmer hvor lang en generation er. Gud kunne ikke sige I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil (1. Mos. 15:16) og samtidig sige at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År (1. Mos. 15:13), hvis levealderen kun var 50 år. Levealderen bestemte hvor mange slægtsled de 400 år dækkede, og de 400 år dækkede Levi, Gerson, Kehat og Merari (1. Krøn. 6:1). Hvis fortolkningen af Moses profeti er korrekt, og hvis generationen Jesus taler om ikke skal forgå, før det hele er sket (de skal se det hele ske, dvs. fra oprettelsen af Israel til Jesu genkomst, v.33), så er 1948 hvor figentræet blev plantet, en faktor der giver profetien en udløbsdato i 2028. Dvs. bortrykkelsen må finde sted mindst syv år forinden - senest 2022, hvor generationen bliver 81 år. Vi kender ikke dagen eller timen - men Jesus lader os kende tiden.
At Jesus også henvender sig til os, der lever i dag, bliver tydeligt i dels Hans sammenligning af tiden med Noas dage (v.37-39). Og bemærk Guds ord til Noa: Kom du og hele dit hus ind i arken; for dig har jeg set retfærdig for mig i denne generation (1. Mos. 7:1). Der ses her to ting: Til Johannes og de to vidner siger Gud Kom herop (Åb. 4:1; Åb. 11:12) og effektuelt siger Gud til Noa kom herind, og det er en bortrykkelses term. Dernæst siger Han at Noa var retfærdig i sin generation. Guds mening med generation er her Noas samtidige. Som det var i Noas dage (v.37). Igennem parallelpassagen i Luk. 21 ses også at det er den generation der er tale om. Folket på Noas tid så arken blive lavet, og folket der levede der og da, så det hele ske. Vi så figentræet få fysisk udtryk i Israel (se v.32-33), og vi er den kortsigtede generation, der ikke skal dø, før alt er sket. Nogle dør som 30årig, andre som 90årige. Men generationen som genstand, vil se Jesu genkomst. I parallelpassagen i Luk. 21, refererer Lukas til en anden samtale Jesus havde. Her er der ikke tale om en trængsel for Jesu komme, der aldrig har været før (v.21), men at Israel skal sendes ud blandt alle nationerne (Luk. 21:24). Med andre ord taler Jesus efter Lukas gengivelse til den første generation, og efter Mattæus og Markus til den sidste generation.
Jesus taler i v.42-44 i I form, og refererer til sin genkomst, at I skal være rede. Hvem skal og kan være rede, ved tiden for Jesu genkomst? Den sidste generation - der så figentræet få bløde blade!
Første generation - lokal trængsel, sidste generation - global trængsel
Her er en oversigt over forskellene mellem Jesu tale i helligdommen og på Oliebjerget, der viser at Jesus i Lukas taler til den første generation af troende, og i Mattæus til den sidste generation af troende.
| Lukas (første generation, lokal trængsel) | Mattæus (sidste generation, global trængsel) |
| Jesus sidder i helligdommen (Luk. 20:1) | Jesus sidder på oliebjerget (Matt. 24:3) |
| Der er mange til stede - hele ”scenen” sættes i Luk. kap. 20, hvor ”ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de ældste” (Luk. 20:1) prøver at fange Ham i ord. Der er også den fattige enke (Luk. 21:2), og det er nogle unavngivne ”nogle”, der taler om helligdommen (Luk. 21:5) | Disciplene (”Peter og Jakob og Johannes og Andreas”, Mark. 13:3) kommer her til Jesus hvor de er alene med Ham (Matt. 24:3) |
| Jesus taler i Luk. 21:8-11 om samme tegn som Han gør i Matt. 24:4-7, men i Luk. 21:12 ser Han tilbage og siger, ”Men forud for alt det”, og fokuserer på det, der sker før tegnene der går forud for trængslens begyndelse | Jesus taler i Matt. 24:4-7 om samme tegn som Han gør i Luk. 21:8-11, men i Matt. 24:8 fortsætter Han frem i tiden hvor det kun er ”veernes begyndelse” og fokuserer ikke på det der sker før tegnene, som Han gør i Lukas, men fortsætter ind i beskrivelsen af trængslen efter tegnene (som er veernes begyndelse) |
| Folket overgives til synagoger og kastes i fængsler, og føres frem for konger og landshøvdinger (Luk. 21:12-13) | Folket overgives til trængsel (Matt. 24:9) |
| Folket får mund og mæle til at vidne og forsvare sig mod modstandere (Luk. 21:14-15) | Evangeliet skal prædikes over hele Jorden og så kommer enden, og den der holder ud til enden skal frelses (Matt. 24:13-14) |
| Jesus taler om Jerusalem der omringes af krigshære (Luk. 21:20) | Jesus fortæller om ødelæggelsens vederstyggelighed ”hvorom der er talt ved profeten Daniel” (Matt. 24:15) |
| Jesus taler om en stor nød der kommer over landet (Israel, Luk. 21:22) | Jesus taler om en trængsel hvis lige aldrig har været før og ikke skal komme igen (Matt. 24:21) |
| Jesus taler om vredesdom over Israel, at folket skal føres til alle hedningene, og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger indtil enden (Luk. 21:24) | Jesus taler om at hvis trængslens dage ikke afkortedes, ville intet menneske blive frelst (Matt. 24:22) |
V.35 Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.
Der er delte meninger om den gamle jord og himmel destrueres helt, eller om den blot restaureres. Gud refererer også til denne begivenhed i 2. Pet. 3:10-11 og Åb. 21:1. Tanken at jorden består, er af den etablerede kristendom afvist, primært fordi Jehovas Vidner holder det synspunkt. Med tanke på
Præd. 3:14, overvej da tanken igen: Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn. Peter siger: da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op (2. Pet. 3:10). Johannes siger: Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere (Åb. 21:1). Umiddelbart lyder det som om der kommer noget helt nyt, men lyt til Paulus der fortæller: Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! (2. Kor. 5:17). Ordet Paulus bruger til at sige at det gamle er forbi, er det græske parerchomai, som betyder at forgå, overgang, gå forbi. Samme ord bruger Peter om at himlene skal forgå, og Johannes om at den første himmel og jord var forsvundet. Hvis Gud fjernede alt, er det underlige at Peter nævner at alt menneskeværk skal forsvinde. Det er vel ikke nødvendigt at nævne, hvis alt fjernes. Jorden, som er det græske ge, betyder også land og grund (et terræn eller område) og jord i form af muld. Masser er jord er forurenet i dag, og at jorden kommer i brand og forsvinder, betyder måske ikke kloden som helhed, men alt jorden som synden har ødelagt. Måske forgår jorden som vi kender den, fordi Gud restaurerer og renser den.
Guds Ord til os, er ikke forvansket som kritikere påstår. Igen - som i Matt. 24:25, er dette endnu en bekræftelse på, at Jesus er Gud. Med ordene Mine Ord bekræfter Jesus det Johannes siger, at: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud... Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Joh. 1:1, 14).
Selvom det kan lyde som om Jesus kun henviser til det, Han har sagt i forklaringen til disciplene her, så indeholder sætningen mere. Der er et lag af bevarelse i talen, som Sal. 12:6-7 (KJV) og Es. 40:8 beskriver: HERRENS Ord er rene Ord, som sølv prøvet i en smelteovn af jord, renset syv gange. Du vil bevare dem, O HERRE, du vil beskytte dem fra denne generation og for evigt... Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig. Peter citerer Esajas og forklarer: Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet (1. Pet. 1:25). Jesus havde sagt det før i Matt. 5:18, for at forklare at Han ikke var kommet for at ændre noget loven eller profeterne: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå - før det er sket alt sammen. Ligeså sikkert som det er, at vi sidder og læser Hans uforgængelige Ord i dag, ligeså sikkert er det, at det, Han fortæller her vil ske!
V.36 Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle,
ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.
ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.
Dette vers, volder mange diskussioner. Nogle tolker at vi intet kan vide om tiden for Jesu komme, mens andre mener der er et svar, der kræver forståelse af den jødiske tradition Rosh Hashanah. Jesus siger at ingen kender dagen eller timen. Men hele dette kapitel handler om at kende tiden - ligesom vi ved at når træerne springer ud, er sommeren nær.
Jesus har informeret at den generation der ser figentræet blomstre, skal ikke forgå før det hele er sket. Derfor kan vi inden for en generations tid forvente Hans komme. Han har også givet os verdenskrigene som særligt kendetegn for at tiden er kommet - ligesom vi ser at falske kristusser og profeter er taget voldsomt til.
Men - det er vigtigt at forstå hvilket komme der er tale om, for mange anser denne tale for at referere til bortrykkelsen. Når Jesus svarer på spørgsmålet om tegnet på Hans komme, handler det om Hans fysiske komme efter trængslen, hvor hele Jorden vil se Ham komme i herlighed (Matt. 27-30). Der er helt tydelige forskelle på bortrykkelsen og Hans fysiske komme. I bortrykkelsen kommer Jesus i rollen som Kristus, mens Han ved sit synlige komme, kommer som menneskesøn (se artiklen Menighedens bortrykkelse og Herrens dag under afsnittet, Én eller to genkomster). Bortrykkelsen sker før trængslen, Jesu fysiske komme er efter trængslen (se afsnittet i samme artikel Før eller efter trængslen), og det er dette komme Jesus informerer om.
Nogen tid efter, ca. 45 dage efter, taler disciplene med den opstandne Jesus lige før Han tager til himmelen, og spørger, Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel? (Apg. 1:6), og selvom det ikke på overfladen lader sig syne, så taler Jesus ikke til mennesker i alle kommende tider, men til disciplene og til alle, der levede før de angivne tegn for enden blev synlige - lad mig forklare - eller rettere lad Jesus og Peter forklare.
Jesus svarer før sin bortgang til Faderen at Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt (Apg. 1:7) - og når Han nævner at vi ikke kan kende tider, herunder tiden for Hans komme, så modsiger Han alt hvad dette kapitel handler om, netop at kende tiden. Det, Jesus siger her er, at kun Faderen kender dagen og timen, men Han har lige givet os de unikke tegn, med hvilke vi kan genkende tiden. Så kan vi kende tiden eller ikke?
Fortidens troende har ikke vidst hvornår tiden ville være, for de har ikke set tegnene som Jesus gav. Men vi har set tegnene - og vi ved at tiden er nær. Jesus giver i dette kapitel den generation der lever når endetidstegnene begynder (os), de informationer der skal til, for at bedømme og kende tiden for Hans genkomst. Hvad andet kan vi bruge Jesu svar til i dette kapitel, hvis ikke at kende tiden for Hans komme?
Der er ingen tvivl om, at Jesus her siger at folket dengang ikke kunne kende tiden, og at de derfor ikke skulle bekymre sig om det, for hvad dem angår, er deres opgave at udbrede evangeliet, når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende (Apg. 1:8). Men for den kommende generation, vil det blive mere og mere tydeligt - ikke blot tiden, men også dagen.
Jesus henviser i v.15 til ødelæggelsens vederstyggelighed, der jf. Dan. 9:27skal sættes på det hellige sted midt i ugen, dvs. midt i trængslen. Derfra kan de der ser det ske, tælle 1260 dage frem, og derfra kende ikke blot tiden, men dagen hvor Jesus kommer igen. Faktisk, allerede 2520 dage før Jesus kommer igen, fra tidspunktet hvor pagten samme vers taler om stadfæstes, kan dagen kendes. Det er interessant at alle større politikere her i den sidste tid, har stået og står i kø for at etablere fred i Mellemøsten, dvs. mellem jøder og araber, så når det sker, vil det uden tvivl rygtes i hele verden. Derfor vil alle på Jorden, syv år i forvejen, kende Jesu genkomst.
Derfor kan der ikke være tvivl om, at Jesus i sit svar til disciplene, gør det tydeligt, at for deres samtid, giver det ikke mening - hvilket jo bekræftes idet de spørger igen 45 dage efter, er tiden nu kommet? Men for dem der ser begivenhederne udfolde sig, der vil hvert eneste tegn give dem kundskab om, at tiden er nær og også hvornår den er kommet. Fremtidens generation er skildret som husbonden, der ved hvornår tyven kommer (v.43), og derfor holder de nøje øje med begivenhederne.
Jesus og Peter forklarer også dette i en anden detalje i Lukas’ parallelpassage til v.42 og frem, som omtaler genkomsten når Jesus bryder op fra brylluppet - hvilket er for os der bortrykkes (vi er bruden, Jesus er gommen, 2. Kor. 11:2; Ef. 5:31-32). Efter bortrykkelsen og efter brylluppet (som Jesus refererer til i lignelsen, Matt. 22:2-14) når Jesus rejser sig, er det for at komme tilbage til Jorden. Peter stiller i den kontekst et interessant spørgsmål, Herre, er det om os, du taler i denne lignelse, eller er det om alle? (Luk. 12:41), og Jesus svarer, Hvem er vel den tro og kloge husholder, som hans herre vil sætte over sine tjenestefolk til at give dem deres bestemte kost i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan! (Luk. 12:42-43).
Med andre ord, taler Jesus til dem, der arbejder når Han kommer igen - altså de folk der lever når tegnene ses og alt derfor giver mening. Vi har set Israels nationale genoprettelse, og en pludselig mængde af nye nationer (de andre træer) og vi har set verdenskrigene. Vi har set antallet af kristus’er og falske profeter eksplodere de sidste 100 år. Vi ved at tiden er meget nær. Snart vil folket se ødelæggelsens vederstyggelighed og de skal give agt, som v.15 fortæller, og Jesus taler til disciplene Når I da ser - men de er ikke husbonden der kender tiden og kan våge, de var ikke generationen der så Jesus komme tilbage. Selvom Jesus siger I til dem, så er talen personligt møntet på os, den sidste generation, der ikke skal forgå før det hele er sket.
V.37-39 Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.
Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag,
da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort -
sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.
Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag,
da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort -
sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.
Mange sætter denne tale i forbindelse med alt hvad der foregik på Noas dage. Særligt det, at gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene (1. Mos. 6:1-4). Det er meget muligt, at det vil være tilfældet - Es. 13:3 indeholder en mulig reference til det, og afkommet af engle og mennesker kaldes for nephilim som kommer af det hebræiske naphal, der betyder at falde, ophøre, at dø, dele (ved lod), nedlægge. Ordet er brugt om dette afkom, og igen om Anaks sønner (4. Mos. 13:33), som boede i det forjættede land. Ordet bliver oversat kæmper, men betyder egentlig de faldne. Nogle mener altså at de faldne engle igen skal producere individer, som er dæmoniske i sin substans.
Sikkert er det, at Jesus refererer til den pludselige begivenhed, for dem der ikke venter det. Daglige gøremål vil blive afbrudt af pludselig trængsel. Se Mark. 13:36; Luk. 21:34; 1. Tess. 5:3. For dem, er ikke var opmærksomme på tiden, kom Noas syndflod som en pludselig overraskelse. De var ikke som husbonden der kendte tiden og vogtede. Jesus siger, vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer (Luk. 21:34) og Paulus siger at, Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe (1. Tess. 5:3). Men han fortsætter og siger om os at, Men I brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv (1. Tess. 5:4), og teksten giver mening, for vi er af Jesus selv blevet oplyst om tiden for Hans komme, så vi er på vagt.
V.40-41 Da skal to mænd være sammen på marken, den ene tages med, og den anden lades tilbage.
To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, den anden lades tilbage.
To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, den anden lades tilbage.
Luk. 17:34 nævner også: Jeg siger jer: I den nat skal der ligge to mænd på samme leje; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. Der er to ting der skal tages til efterretning her. 1) Jesus taler til det jødiske folk. 2) Det handler om Jesu genkomst til Jorden, så vi der er bortrykket er ikke i tvivl om Hans komme, da vi er med Ham (se v.30). Som omtalt i v.13, så frelses den der holder ud til enden, dvs. den, der ikke falder for endetidens krav og bedrag. Som omtalt i v.28, så vil den der ikke holder ud dømmes, og tages med til dom, ligesom syndfloden i Noas dage tog de ugudelige til dom (v.37). Disse vers skal altså sammenholdes med v.28 der fortæller, at den ene tages med til dom, og den anden lades tilbage og kan fortsætte ind i 1000årsriget. Jesus forklarer alt dette i Matt. 25:31-46. Det er i samme kontekst lignelsen om de ti jomfruer skal forstås (Matt. 25:1-13). Ved Jesu komme efter menigheden, findes der ingen der dømmes og sønderhugges (v.51).
V.42-43 Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.
Men det skal I vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom,
så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus.
Men det skal I vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom,
så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus.
Jesu ord om husbonden, er fastsat sådan igennem den almene forståelse, at husbonden ikke kan kende dagen og timen. Men som allerede gennemgået i v.36, bruger Jesus denne lignelse til at definere hvem Han taler til (Luk. 12:41-43) - hvem er vel den tro og kloge husholder? - det er den, der adlyder Jesu ord her og våger.
Hvorfor tilskynder Han os til at våge, hvis det ikke er muligt at forhindre indbrud? Som sagt i v.36, så ved den der våger, at fra tiden ødelæggelsens vederstyggelighed står på hellig grund, går der 1.260 dage indtil Jesus kommer igen. Hvis husbonden vidste hvornår det ville ske, så ville han våge. Med andre ord, så kan han ved at våge vide, og forhindre tyvens indbrud. Derfor skal folket også som han, våge og leve i lyset, som Paulus siger, så tyven ikke overrasker dem. Der bliver ikke sagt at folk ikke kan vide det, men at de ikke ved det, med mindre de våger. Det er hele omdrejningspunktet i Jesu svar til disciplenes spørgsmål.
Jesu komme og Herrens Dag associeres generelt med nat og mørke, her i dette vers, nattevagt. Mark. 13:35 siger: Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry. Israel havde 4 nattevagter: 1) 18:00-21:00; 2) 21:00-24:00; 3) 24:00-03:00; 4) 03:00-06:00. Her taler Jesus om hvilken dag Han kommer, mens Han i Markus’ gengivelse taler om nattetide. Sammenlagt ses at Han kan komme døgnet rundt, om det er dag eller nat.
V.44 Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.
Det er vigtigt at bemærke, at der er tale om to typer mennesker her. Dem der våger og er rede, og dem der sover og overraskes. Det pludselige på Noas tid, kom ikke bag på Noa. Dagene gik som sædvanlig vis for verdens mennesker, lige til den dag, da Noa gik ind i arken (v.38). Noa havde de sidste 70-80 år været opmærksom på, at syndfloden ville komme. En lille sidenote ang. det: Gud sagde at Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År (1. Mos. 6:3), og det betyder ikke at mennesket herefter kun skulle blive maks. 120 år. Abraham blev 175 år, Isak 180 og Jakob 147. Betydningen er, at folket fik 120 år indtil Gud lod syndfloden udslette dem. Dagen var således fastsat, ligesom Jesus siger det om Hans genkomst, dagen som Faderen har fastsat af egen magt (Apg. 1:7, se v.36). Det giver god mening med Matt. 24:34 (se v.34) i tankerne, at ordren om at bygge arken (1. Mos. 6:13-14) kom til Noa mellem 70-80 år før syndfloden, altså i år 2418-2428 f.Kr., for som forbillede på Jesu genkomst, kunne arken være tegnet for dem der vågede, ligesom figentræet (Israel) er tegnet for de der våger i vore dage.
Noa adlød Guds Ord. Han vågede og var rede da syndfloden brød ud. Noa er her et billede på menigheden, som også vil prædike indtil enden (2. Pet. 2:5) og som så at sige vil løftes over trængslen - som Jesus sagde til Filadelfia menigheden, Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige (Åb. 3:10). Han blev løftet op i arken som vi løftes op i skyen til Jesus.
I verset her ses også, at Jesus ikke taler om disciplenes tid, selvom Han taler i I form. Han kom jo ikke uventet i deres tid - men det gør Han i tiden for den generation, der ser figentræet blomstre - hvilket det gør i vores tid.
V.45 Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende
til at give dem deres mad i rette tid?
til at give dem deres mad i rette tid?
Den kloge tjener repræsenterer altså alle dem, der venter Jesu genkomst efter brylluppet, i færd med at prædike Hans Ord og forkynde Hans snarlige genkomst (heriblandt de 144.000 forseglede Jøder, Åb. 12:6). Men hvilket bryllup? Brylluppet i himmelen, hvor tidernes løskøbte mennesker er samlet med Jesus (Åb. 19:7-9), for at komme tilbage i det himmelske Jerusalem (menneskesønnens tegn v.30). Læg mærke til kronologien, at efter lammets bryllup, kommer rytteren på den hvide hest til syne (Åb. 19:11), som er Jesus selv.
Maden tjeneren giver, er Guds Ord. Gud længes efter at Hans Ord må lyde i hele verden, og som sagt i
v.14, skal evangeliet prædikes over hele Jorden i trængslen. Den kloge tjener er betroet ansvar for missionen. Jeg er Livets brød, sagde Jesus (Joh. 6:35-58) og den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste (Joh. 4:14). Jesus er det brød, som er kommet ned fra Himmelen (Joh. 6:41). Ordsp. 25:13 siger: Som den kolde sne i høsttiden, er en trofast budbringer (som forkynder evangeliet) for dem, der sender ham; han forfrisker sine herres sjæl (den treenige Gud) (KJV). Et andet spændende vers er Ordsp. 27:18: Den som holder figentræet (værner om Israel, og Guds folk generelt, da vi hedninge også er podet ind på træet) skal spise dens frugt (og leve i fredsriget): Ligeledes skal den der venter på sin herre (Jesus Kristus) blive æret (spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer, Luk. 22:30) (KJV).
Ifølge De Oprigtiges Bog (Jashers Bog i KJV), som der refereres til i Jos. 10:13 og 2. Sam. 1:18, så prædikede Noa og Metusalem i 120 år. Jashers bog 5:8 siger Gud til Noa og Metusalem at de skal prædike til verden: For så siger Herren. Se jeg giver jer en tid på et hundrede og tyve år; hvis I vil vende om til mig, og forsage jeres egne onde veje, så vil jeg også vende mig bort fra det onde som jeg har sagt jer, og det skal ikke komme, siger Herren. Videre i v.9 står der: Og Noa og Metusalem talte alle Herrens Ord til menneskebørnene, dag efter dag, bestandigt talte de til dem.
Ifølge De Oprigtiges Bog (Jashers Bog i KJV), som der refereres til i Jos. 10:13 og 2. Sam. 1:18, så prædikede Noa og Metusalem i 120 år. Jashers bog 5:8 siger Gud til Noa og Metusalem at de skal prædike til verden: For så siger Herren. Se jeg giver jer en tid på et hundrede og tyve år; hvis I vil vende om til mig, og forsage jeres egne onde veje, så vil jeg også vende mig bort fra det onde som jeg har sagt jer, og det skal ikke komme, siger Herren. Videre i v.9 står der: Og Noa og Metusalem talte alle Herrens Ord til menneskebørnene, dag efter dag, bestandigt talte de til dem.
Jeg synes det er på sin plads at nævne, at verden oversvømmes af tjenere, som ganske vidst giver føde, men ikke den rette føde (se v.5, v.11, v.23-24, v.26). Den katolske kirke, trosbevægelsen og alle sekter der kommer med dæmoners lærdomme (1. Tim. 4:1) og ikke Guds Ord, er som den dårlige tjener (v.48-51), der ender i evig fortabelse.
V.46-47 Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan.
Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.
Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.
V.13 taler om at holde ud til enden. Enden er kommet for mange ved døden, og vi vil forvandles uden at dø (1. Kor. 15:51-52), og har vi været trofast til enden, siger Paulus: skal vi også være konger med ham (2. Tim. 2:12). Daniel siger i forbindelse med det, som ovenstående vers taler om at: De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de, der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjerner evigt og altid (Dan. 12:3). Jesus selv siger: Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone...Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn (Åb. 3:21; Åb. 21:7). Til menigheden i Rom skriver Paulus: Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham (Romerne. 8:17). Løftet er så ubeskriveligt stort, at: siden verdens begyndelse har mennesket hverken hørt eller opfattet med øret, og øjet har heller ikke set, O Gud, foruden dig, det som er beredt for den der venter ham (Es. 64:3). Paulus minder os om dette, idet han citerer Esajas på sin egen måde og siger: hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham (1. Kor. 2:9).
David synger, HERRENS er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå (Sal. 24:1), og noget tyder på at det er Jorden og alt hvad der er her, vi sættes over. I lignelsen om talenterne (Luk. 19:12-27), der handler om tiden efter Jesu genkomst, siger Jesus til den ene tjener, Vel, du gode tjener! fordi du har været tro i det små, skal du have myndighed over ti byer og til den anden, Du skal have fem byer under dig. En konge er konge over folk og land, og derfor er det nærliggende at denne lignelse skildrer virkeligheden i 1000årsriget.
I dag, hvor et menneskeliv er omkring 70 år, er der (i 2017) ca. 7,5 milliarder mennesker, hvilket udgør ca. 4037 byer med over 100.000 indbyggere. Medregnet mindre byer, er det estimerede tal alt mellem 600.000 - 4.000.000. I 1000årsriget hvor den unge bliver 100 og de ældste vel op imod de 1000 år, i en verden hvor det fornødne livsgrundlag er perfekt, kan vi måske forvente 10 gange så mange mennesker på kloden. Vi skal huske på at topografien på Jorden vil ændres markant i trængslens naturkatastrofer. Der vil komme et så voldsomt jordskælv som aldrig er set før (Åb. 16:18-20). Øerne vil forsvinde, hvilket kræver at vandet der adskiller dem fra fastlandet vil forsvinde. Bjergene skal forsvinde og tilsammen vil det gøre, at de ca. 10% af Jorden der er beboelig i dag, vil stige markant, og snildt gøre plads til 10 gange så mange mennesker som vi er i dag.
V.48 Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: ›Min herre lader vente på sig,‹
Selvom konteksten er Jesu fysiske genkomst til Jorden, er der en helt logisk parallel til menigheden og bortrykkelsen. Stort set alle menigheder i dag, har denne holdning, at vi ikke skal beskæftige os med Jesu genkomst. Men Jesus har vist os, at lige før Han kommer igen, vil verden se ud som den gør i dag - af den årsag at vi skal kende at tiden er ved at være knap. Menighederne venter, modsat alt hvad Jesus har lært os her, at der kommer en vækkelse fra Ham. Jesus taler om et frafald så stort, at selv de udvalgte vil fare vild (se v.24) og Paulus gentager det og siger Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares (2. Tess. 2:3). Talen om Jesu genkomst er forstummet og hvem ud over de få der våger, venter Hans snarlige komme?
Alt for mange menigheder serverer junkfood. De taler mere om at være et lokalt service organ, at alle skal have det godt, sang og musik - søger og jager efter de ting, der kan opfylde kødelige menneskers begær, for at få store kirker og mange penge. Guds Ord forsømmes som aldrig før.
Lad os ikke være dårlige tjenere, men lad os udnytte tiden og blive fundet i gang med at arbejde i Herrens vingård (Matt. 20:1-16), når Han rykker os bort.
V.49-50 og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre,
da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender.
da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender.
For disse mennesker i frafaldne menigheder, vil Jesus komme uventet. Jeg tror at mange af de bekendende troende, som kalder sig kristne, vil vågne efter bortrykkelsen og omvende sig og være med i den store skare i Åb. 7:9. Men fordi de nu fornægter bortrykkelsen, og i mange tilfælde billedligt talt slår sine medtjenere, og ledere som i mange tilfælde bruger sin status til egen vinding (tager sig åndelige tjenere, tjener formuer på menigheden osv.) - og i Toronto bevægelsen, hos Evangelist, KBC og Rodney Howard Browne (Helligåndens bartender) drikker sig fulde i ånden (v.49), så kommer bortrykkelsen uventet, ligesom trængslen og genkomsten gør for dem, der ikke våger.
V.51 og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne;
dér skal der være gråd og tænderskæren.
dér skal der være gråd og tænderskæren.
Ifølge Dan. 2:5og Dan. 3:29, så havde babylonerne eller kaldæerne den praksis at de sønderhuggede mennesker, dvs. huggede dem i to stykker. Det er formentlig det, Jesus refererer til, for at illustrere fortabelsen. Herodotus fortæller om den Ætiopiske konge Sabacus, at han havde en drøm hvor: han var på flugt: han så hvad der lignede en mand som svævede over ham og rådede ham til at samle alle Ægyptens præster, og hugge dem midt over (Inquiries, bog 2, Installment 13)
Der er også noget der tyder på, at eks. Esajas blev savet over. Hebr. 11:37 fortæller om profeterne som, blev stenet, martret, gennemsavet.... Den Jødiske Encyclopedia (Vol. 6, s. 462) refererer til en apokryfisk bog kaldt Esajas himmelfart, som i Kap. 5:1-2 siger, På grund af disse visioner, var Beliar vred på Esajas, og han boede i Manasses hjerte, og han savede ham sønder med en træsav. Og da Esajas blev savet sønder, stod Belchira op og anklagede ham, og alle de falske profeter rejste sig og lo og jublede, på grund af Esajas.
At få plads blandt hyklerne, gengiver KJV som at, Give ham hans del, sammen med hyklerne. Es. 14:15 fortæller om at Satan kastes til afgrundens sider, eller nederst i hulen, som den danske siger det. Både dette vers, og Esajas, taler for at der er grader af dom - se også Job. 34:11; Jer. 17:10; Matt. 16:27; Romerne. 2:6; Åb. 20:12-13. Forståelsen at hykleren, den dårlige tjener, får sin del sammen med hyklerne, kan være at hvert menneske dømmes efter sine gerninger, som Bibelen andre steder lærer os.
Der er en voldsom kontrast mellem nåden og forkastelsen hos Gud. Nåden kan ikke beskrives, og selvom dommen heller ikke kan beskrives til fulde, så er billedet i dette vers stærkt. Vi støder andre steder på gråden og tænderskæren, hvor det også beskrives sammen med mørke og ild. Matt. 13:42, 50: de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Matt. 22:13og Matt. 25:30 taler også om mørke. Der er ingen tvivl om at Jesus taler om samme hule, som Satan i Es. 14:15 kastes i, og ilden er ildsøen som Åb. 19:20; Åb. 20:14-15 taler om.
I Mattæus kap. 25 fortsætter Jesu fremstilling af sin fysiske genkomst til Jorden. Lignelsen om de ti jomfruer forvirrer mange, for der er tale om et bryllup og en brudgom som er Jesus, og derfor forveksles passagen med bortrykkelsen. Men Jesus konkluderer efter de to lignelser at det handler om Hans fysiske komme i herlighed (Matt. 25:31) og dommen, hvor døren til himmeriget er indgangen til 1000årsriget. Jomfruerne er ikke menigheden, men er gæster ved brylluppet. Menigheden er én brud, og ikke mange.
En sammenfattet oversigt over de informationer Jesus giver i Mattæus kapitel 24, viser at de vedkommende vil gradvist kunne kende tiden. I den første menigheds tid, var det ikke muligt at se hvornår Jesus kom igen. Deres tid var kendetegnet ved at Helligånden kom over dem, og evangeliet blev udbredt i verden (Apg. 1:8). De som så figentræet få bløde grene, tillige med alle de andre træer, hvilket er et billede på nationer, de ser at tiden Jesus taler om, er kommet. For dem der ser en pagt etableret mellem Israel og deres fjender, hvilket klodens ledere igennem de sidste mange år har forsøgt at etablere, de vil kende dagen, og de der ydermere ser pejlemærket, som der er talt om ved profeten Daniel - ødelæggelsens vederstyggelighed i templet - de vil kunne tælle 1260 dage frem, og kende dagen Jesus kommer fysisk igen.
Vi har set Israel blomstre som profeteret. Som jeg ser det, er tidssætningen i Moses’ bøn profetisk, hvor han nævner menneskets levedage - 70-80 år - og det vi må holde os til, når det kommer til tidsspandet for generationen der ikke skal forgå, før alt er sket. Fra Israel effektueret blev oprettet i 1948, til 2018 er der 70 år. Jesus er endnu ikke kommet tilbage, og derfor kan vi vente Hans komme når som helst. Med chance for at blive citeret ude af kontekst, vover jeg at pointere, at i 2028 udløber tiden for en 80årig generation. I og med at vi som Kristi brud rykkes ud af verden, før kloden oversvømmes af trængsel, skal vi trække minimum 7 år fra de 2028, hvilket giver os maksimum 4 år tilbage (fra 2018 til 2021, begge år inkl.)
Jeg ved det kan forårsage at mange vil råbe tidssætter, underforstået at det er tabu og ulovligt. Men Jesus er meget detaljeret her, og som sagt, så vil alle på et tidspunkt vide den præcise dag Jesus kommer, for trængslen er tidssat til syv år - efter den jødiske kalender, dvs. 2.520 dage.
Som dagen nærmer sig, vil alt blive meget mere tydeligt for den der våger!
Denne artikel er spændende og en mangelfuld udlægning!
-
Fuld respekt og Stor Ros for det omfattende og uddybende arbejde, som vil være svært at kritiserer for den lange sammensætning.
-
Fundamentalt mangler artiklen profetisk tale og opbyggelse, som er til fælles gavn for menigheden.
Hvor er håbet til troen på retfærdiggørelsen, ved troen på at Jesus er Kristus/Messias?
Hvor er opmuntringen til foreningen af jøderne og hedningerne i troen på den korsfæstede Jesus? (Ef.2)
Hvordan skal artiklens begrundelser for endetidens profetier tolkes?
Hvis korsfæstelsen fundamentalt betyder forsoning af jøder og hedninger i menigheden, hvorfor opmuntre artiklen ikke menigheden til at være forenet og jøde i sit indre?
Som børn af Gud, kan vi hvile i fred med den skænkede tro af Gud, til at leve og være omskåret på hjertet.
-
Selvom artiklen bekræfter gentagne gange, det kun ér Gud, der kender dagen for Jesu genkomst, så er med vilkåret vi kun vil kunne se og tyde tegnene.
Artiklen bærer "måske" præg af behovet for at vise den intellektuelle indsigt og kategorisering af i Guds ord.
Behovet er "måske" præget af udtrykkelsen for en følelsesorienteret splittelse i kristendomskundskaben, hvorfor den ikke bærer præg af ville formane/opmuntre til at elske sin næste i tro og handling.
-
Tagryggen.dk - Lad Gud være den enevældige dommer!
Budskabet i Guds ord formaner/opmuntre os konsekvent og vedholdende til at have Gudsfrygten med i vores individuelle og indbyrdes færd igennem livet, hvor håbet til den korsfæstet Jesus, troens banebryder, er vores taksigelse til Guds ære.
Herren kommer og han kommer snart!
Lad Tagryggen.dk's motivation være, at ville vidne om lyset fremfor, at ville varsle om mørket.
Dagens ord på Bibelselskabet.dk
Han er vís, og han er stærk, hvem kan trodse ham og slippe godt fra det?
Jobs Bog 9,4
Guds kærlighed og fred være med jeres virke!
Formålet med artiklen, er ikke at udlægge hele Bibelen. Det er Mattæus kapitel 24 det drejer sig om, der handler om tegnene ved Jesu genkomst. Når jeg ikke har inkluderet de emner du efterspørger, er det fordi jeg ikke har fundet dem præsenteret i teksten. Forsoningen ved Jesu blod, er ikke det, kapitlet handler om, men nærmere dommen over dem, der ikke ville tage imod. Du henviser selv til Efeserbrevet kap. 2, for at finde opmuntring ang. frelsen. Mon du ville kræve at jeg berørte Jesu komme som dommer, om det var det kapitel, jeg havde skrevet om? Se evt. dette link for mere af det, du efterspørger: Emne: Frelse.
Hvordan skal artiklens begrundelser tolkes? Altså - nu handler det om Mattæus 24, og jeg giver nogle ideer til hvordan teksten og de profetiske forudsigeler har udspillet sig ind til nu. Jeg mener ikke det er nødvendigt at lave endnu en artikel, der kommenterer på kommentarerne...
Det er altid spændende når nogle mener at kunne afsløre et andet menneskes egentlige intentioner. Jeg mener selv at have skrevet artiklen ud fra min interesse for at forstå Ordet. Det er naturligvis intellektuelt i ordets direkte forstand, men i og med Ordet er åndeligt, må en intellektuel gengivelse nødvendigvis åbne for det åndelige aspekt også - med mindre man lukker sig og ikke vil lytte. Om du læser denne artikel eller læser kapitlet indenad, er udfaldet at du med intellektet bearbejder Ordet og høster åndeligheden - det er nu engang sådan det fungerer.
Jeg blev engang skoset af en frikirkepræst, der mente som du, at jeg KUN måtte tale om Jesus og frelsen i Ham. Klart, det er det vigtigste budskab - men når Bibelen indeholder så meget mere information, som f.eks. Jesu genkomst som dommer her i Mattæus 24, hvor Jesus selv svarer på disciplenes spørgsmål desangående, kan vi så lægge det bånd på hinanden at vi ikke må tale om det? Jeg tror John, at endetiden er præget af frafald, fordi menighederne ikke bliver klædt på til at forsvare sig i en videnskabelig verden. Det er ikke nok at sige, at "Jesus elsker dig". Det er ikke nok at sige, at Gud og ikke en kædereaktion af tilfældige uheld, er årsagen til vi er her. Måske er det nok for dig - men jeg vil returnere din anbefaling og sige, John, "Lad Gud være den enevældige dommer!".