Udskriv
OversigtEn symfoni er et digt i toner. Og hver tone vidner om det skabte og er en genklang af vor Skaber. Den siger noget om ham, og vi kan kende ham på de toner, han spiller.
Guds symfoni er sammensat af tusinder toner, som hver åbenbarer en side af hans væsen og fortæller os noget om, hvordan han er.
Alle kan høre den, dersom de ikke har tillukket deres ører og ikke vil høre. Selv dem, der er kommet længst bort fra Gud, kan høre toner fra ham og derfor vide noget om, hvordan han er. Endog hedningerne kan høre dem. Ikke de højeste og herligste, men dog nogle.
En dag jeg lå syg ovenpå, sad min datter og spillede i stuen nedenunder. Fjernt og dæmpet lød musikken op til mig. Men visse toner kunne jeg ikke høre. Det var de høje. Jo højere de var, desto svagere og utydeligere lød de for mig. Det var, som døde de bort undervejs. Men så blev en dør lukket op, og alle tonerne bruste op til mig.
Således er det også med hedningerne, ja med alle vantro, uomvendte mennesker. De kan ikke høre de høje toner i Guds symfoni. Ikke høre englenes toner over Betlehems marker om fred på jord. Ikke tonerne fra Golgata om Lammet, om korset, om forsoningens blod. Ikke tonen fra påskemorgen om sejr over synd og død og helvede. Og ikke de toner, hvori der er evigt liv og fylder en synder med Guds fred og glæde.
Men nogle toner kan selv de dybest sunkne mennesker høre og forstå er om Gud. Hør, hvad Paulus siger om hedningerne, der ikke kender Gud: ”Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, så de er uden undskyldning.” Rom. 1:19-20.
De kunne ikke vide noget om Guds nåde, Guds frelsende kærlighed i Jesus Kristus. Disse toner havde kun lydt svagt og dæmpet i Israel. Og de døde bort, før de nåede hedningerne. De kom først til at tone i hele deres kraft og klarhed for alle folk og slægter i tidens fylde.
Men hedningerne kunne vide noget om ”Guds usynlige væsen, både hans evige kraft og guddommelighed.” Thi det havde Gud åbenbaret dem gennem sine underfulde gerninger. Gennem alt det skabte klang den tone ud over verden, så alle kunne høre den så tydeligt, at de var ”uden undskyldning”, når de vendte sig bort fra Gud og dyrkede afmægtige, afskyelige afguder, og levede deres liv i væmmelige synder.
Også en anden tone kunne de høre – en streng tone, hvori der var anklage og dom. Skønt de ikke havde Guds lov udtalt i klare bud, havde de dog en lov i dem selv, idet ”deres samvittighed vidnede med og tankerne indbyrdes anklagede og forsvarede hverandre”, Rom. Rom. 2, så de kunne vide, at de var syndere og skyldnere.
Men var de uden undskyldning, så er vi endnu mere, hvis vi ikke lukker vore ører op og hører Guds røst. Vi ved meget mere om Gud end hedningerne. – Vi, som lever i et land, hvor evangeliet har lydt i tusinde år.
Vi kan alle høre. Og ikke så underligt. Thi Gud er jo alle vegne og taler til os alle steder fra.
”Er jeg ikke den, som opfylder Himlene og jorden”, siger Herren.” Jer. 23:24.
Og David siger:
”Dersom jeg farer op til Himlen, da er du der, og reder jeg leje i dødsriget, se, da er du der! Tager jeg morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, så skulle også din hånd føre mig og din højre holde mig fast.” Salme139.
Derfor kan vi alle høre – flere eller færre toner. Men vi kan komme til at høre bedre, når døren lukkes højere op.
Der er tusinder toner. Og alle taler de om, hvordan Gud er, fortæller om Guds storhed og hans guddommelige væsen.
Vi har Bibelens stærke vidnesbyrd om Guds frelse ved tro på Jesus Kristus. Og vi har lov at lytte til, hvad andre kristne fortæller om Guds vej og blive beriget derved.
Lad os nævne Moses, som gang på gang hørte Guds dejlige symfoni, der tonede i alt det, Gud havde gjort. Hør, hvad han siger: ”Således blev himmelen og jorden og hele deres hær fuldført.” 1.Moseb. 2:1. Hele deres hær! En hær – en symfoni. Det er ikke en vrimmel, der tales om, men en hær. Det vil sige et ordnet hele, hvori hver ting har sin bestemte plads og opgave – en stemme i det store orkester.
Så bliver der mening i alt. Så er stjernerne ikke blod en utallig vrimmel. Så er det ikke tilfældigt, at den lille plante står ved vejen, eller den lille snegl kryber over skovstien. Så er der intet ubesvaret ”hvorfor” mere, når vi ser ind i den vrimlende mangfoldighed, dette mylder af levende væsener, dyr og planter, som vi ikke kan finde nogen mening med. Vi véd, de er der, fordi Gud har sat dem der. De er alle sammen soldater i Guds hær, stemmer i Guds uendelige kor. Alle fortæller de noget om vor Guds herlighed.
Også salmisterne i den gamle pagt kunne høre Guds symfoni.
De hørte den ikke blot gennem harper og trommer, gennem basuner og klingende cymbler i Herrens tempel, men gennem alt i Himlen og på jorden.
”Dig, Herre, skal alle dine gerninger prise,” synger en.
Ikke blot sol og måne og alle stjernerne, men alt i havets dyb. Hagl, sne og storm udretter hans ord tillige med bjerge, høje, frugttræer og alle øvrige træer og buske. Vilde dyr, alt kvæg og vingede fugle er med i Guds symfoni og lover på hver sin måde Herrens navn og synger med i Guds store symfoni. (Salme 148.)
”Himlene glæder sig, og jorden fryder sig, havet bruse med dets fylde! Marken fryde sig med alt, hvad der er på; da skulle alle træer i skoven synge med fryd for Herrens ansigt.” Salme 96.
”Floderne skal klappe med hånd, bjergene skal synge med fryd til hope for Herrens ansigt.”
Også Esajas kunne høre det store kor. Han skulle forkynde fra Gud, at bjergene og højene skulle råbe for folkets ansigt med frydesang, og ”alle træer på marken skal klappe i hånd”. Es. 55:12.
Når efterårsvinden farer susende gennem det døde løv og får det til at falde til jorden, er det et vidnesbyrd om, at blade kommer og blade går, men Guds almagts kraft til at skabe består.
Paulus var god til at lytte og fortælle, hvorledes han hørte Gud i alle disse røster. For ham var der også dybe basstemmer i Guds symfoni.
”Hele skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i smerte indtil nu,” siger han. ”Fødselssmerter”, betyder ordet, så stærkt har det tonet for ham. Hele skabningen tilsammen var for ham et væsen i trældom og lænker, et væsen, der sukkede efter befrielse – efter Guds børns herlige frihed. Rom. 8.
Paulus kunne høre alt dette, fordi hans ører var stemt så fint af Guds Ånd.
Jesus fortalte om Gud og hans rige med disse ord: ”Sæden er Guds ord.” Og han fortæller, at noget faldt på vejen, noget på stengrund, noget blandt torne. Hvad er vi? Er vi en stenvej – eller fuld af torne? Eller er vi den gode jord?
Jesus betragtede en gang et lille sennepskorn, og det sagde noget til ham. Han hørte, at der var nedlagt en tone i det, som sang om noget i hans Faders rige. Den sang om livet i Gud, der gror op af et lille frø og bliver til en stor plante. Den sang om troen, den levende, sejrende tro.
For Jesus var fugle ikke blot fugle. De var stemmer i det store symfoni, som sang om Guds omsorg for alle sine børn.
”Se på himlens fugle,” sagde han. ”Dem føder jeres himmelske Fader. Er I ikke meget mere værd end de?”
Og Jesus går videre.
”Betragt liljerne på marken!” Hvad siger de til dig om Gud? De fryder dit øje, og du indånder deres duft med velbehag. Men hørte du, hvad de sagde om Gud?
Det hørte Jesus. Han hørte blomsterne synge om Guds omhu for alle sine børn og hørte dem sige: Gud har klædt os dejligere end Salomo i al sin herlighed! Skulle han så ikke også klæde os?
Der er en stemme, jeg særlig vil henlede opmærksomheden på. Men det er ikke alle, der kan høre den. Farisæerne kunne ikke, men David kunne. Læs Salme 8, der siger han:
”Af de spædes og diendes mund har du rejst et forsvarsværk, for dine fjenders skyld, så du kan ødelægge fjenden og hævneren.” V. 3.
Det er værd at lægge mærke til, at farisæerne blev forargede på Jesus, fordi børnene råbte af glæde i templet, da de så Jesu undere. Da sagde Jesus: ”Fra spædbørn og diebørns mund har du beredt dig lovprisning.” Matt, 21:16.
Skulle vi da ikke synge med, vi, som blev levende, hellige instrumenter, stemte af hans Ånd til at prise ham vor Gud og Fader i Jesus Kristus?
”Hvis disse tier, skulle stenene råbe!” Er det ikke de underligste ord, Herren har sagt?
At bjergene kan synge og floderne klappe i hænderne og alle skovens træer juble for deres skabers ansigt, synes vi at kunne ane noget om i stille stunder, hvis vort øre er opladt af Gud.
Men at stenene skulle råbe, det er sværere at fatte. Stenene – det dødeste af alt dødt, det stummeste af alt stumt – at også de skulle kunne råbe til Guds ære, tale og højlydt vidne om Gud - det er dog det underligste af alt, hvad Jesus har sagt.
Stenene hører også med til den verden, Gud har skabt. De er vel de mest målløse af alle Guds ”målløse” skabninger, men dog noget, Gud har skabt. Et Guds værk. Om alle konger gik frem på rad, kunne de ikke sætte et blad på en nælde, siger Brorson.. Men de kunne lige så lidt frembringe den mindste sten endsige da bjergenes gigantiske stenmasser.
Jesus siger, at Gud kunne opvække Abraham børn af stene, om han så ville. Sten og klipper er hædersnavne. Jesus kaldte sig selv ”den levende sten”, ”hovedhjørnestenen” på sit tempel, ”anstødsstenen”, hvorpå alle skulle snuble og falde, som ikke vil tro.
Også vi er kaldt ”levende stene”, der skal opbygges til et levende hus.
Det lå da ikke fjernt for Jesus at sige, at stenene skulle råbe. Hvis de levende sten tav, så skulle de døde sten tale.
Underligt betegnende er det også, at hans eget evige rige, som skal knuse alle verdensrigerne på jorden, sammenligner han med en sten. (Daniels store profeti om verdensrigerne.) Daniel så i troen billedstøtten blive knust af en løsrevet sten og derefter fylde hele verden.
Det Gud vil, der skal ske, det sker
Den store konges stad (Matt. 5:35) sank ned til at blive ”deres by”. (Matt. 22:7.) Og Herrens tempel blev til ”jeres hus”. Matt. 23:38, som skulle ”lades øde.”
Hvorledes dette skete beretter den jødiske historieskriver Josefus om. Romeren Titus lagde byen og helligdommen øde og bortførte folket og alle templets kostbare kar. Hvorledes kunne dette dog ske? Fordi Gud havde sagt det.
Stene skal tale om Guds storhed. Hvad skal vi da sige? Må vi ikke allerede her begynde at nynne med i det himmelske kor – så godt vi kan – i det store halleluja. Frelsen og herligheden og kraften tilhører vor Gud. – Lad os fryde os og glæde os og give ham æren.
Oversat februar 2000 af:
Holger Skov Særkjær
* * * * *
nerne af Akabs hus en del små stenbokse med huller, der indeholdt forskellige farver, kul for sort, okker for rødt, turkis for grønt. Og en fordybning til at blande farverne i havde svage spor af rødt. Jezabel brugte altså disse farver til at gøre indtryk på sin tid.
Megiddo (Harmageddon), hvor den sidste, store krig skal finde sted (Åb. 16:16), var en nøgleposition imellem Eufrat og Nilen. Her gik også hovedvejen imellem Asien og Afrika, Her holdt Akab og Jezabel til. Og her har man fundet rester af børn, der brændtes levende som ofre til Baal.
Megiddo har haft og har stor betydning. Thotmes III, som gjorde Ægypten til et verdensrige, sagde: ”Megiddo er tusind byer værd.” Og det var ved Megiddo, at general Allenby i den første verdenskrig i 1918 brød den tyrkiske hærs magt. Meget blod er blevet udgydt på dette højdedrag. Mere end måske noget andet sted på jorden. Og når den sidste, store krig kommer, vil det blive et dommens sted, hvor Guds vrede vil bryde løs og knuse hans fjender.
Arkæologiske undersøgelser bekræfter, at Nebukadnezar nedbrændte en række byer i Juda. (Jer. 34:7.) Det var byerne Lakisj, Azeka, Betel og Bet-shemesh m.fl.. Der er fundet spor af, at ilden har svøbt gennem byerne og nedbrændt forrådslagre, kar og krukker. Og der er fundet spor af aske fra branden og spor af rosiner og olivenolie.
Der er fundet inskriptioner i sten der fortæller: ”Judas konge Ezekias reparerede denne mur under pres af en assyrisk belejring.” Muren står i dag og løber parallel med Davids mur.
Man har fundet en arkæologisk inskription til kong Salmanassars ære, der omtaler Akab: ”Jeg ødelagde… 2000 vogne og 10.000 mænd af kong Akabs hær i Israel…”
Samlet af HSS