Koranens absolutte dilemma er dette: Koranen lærer, at Allah åbenbarede Torahen og Evangeliet/Injil som vejledning fra Gud (sura 3:3-4; 5:46), at Evangeliets folk skulle dømme efter det, Allah havde åbenbaret deri (sura 5:47), og at Koranen kom som en bekræftelse af den tidligere skrift (sura 5:48; 10:37). Men Koranen modsiger samtidig Evangeliet på troens hovedpunkter: Jesus og Hans guddom (sura 4:171; 5:72-75), korset (sura 4:157), opstandelsen (sura 4:157-158), Guds Søn (sura 9:30; 19:35; 112:3) og frelsen gennem Jesu stedfortrædende soning og nåde (sura 6:164; 7:8-9; 23:102-103).

Hvis Evangeliet ikke er troværdigt, falder Koranen, fordi den bekræfter det og henviser mennesker til det. Hvis Evangeliet er troværdigt, falder Koranen også, fordi den modsiger det. Det er Koranens absolutte dilemma.

Islam hviler på denne store påstand, at Koranen er Guds endelige åbenbaring, givet som bekræftelse, korrektion og fuldendelse af det, Gud tidligere skulle have åbenbaret gennem Moses, profeterne og Jesus. At Koranen korrigerer Bibelen er en senere islamisk fortolkning der ser på Koranen som målestok over de tidligere skrifter. Ibn Kathirs tafsir (forklaring) til sura 5:48 siger, at muhaymin betyder bl.a. ”pålidelig”, ”vidne” og ”dominerende” over tidligere skrifter, og citerer Ibn Jarir for, at det der i de tidligere bøger, samstemmer med Koranen, er sandt, mens det, der modsiger Koranen, er falsk^[1].

Det er vigtigt at forstå forskellen, for den almindelige muslimske indvending lyder næsten altid, at Bibelen oprindeligt blev givet af Gud, men senere blev forvansket. På den måde forsøger man at bevare Koranens anerkendelse af Torahens og Evangeliets oprindelige inspiration, samtidig med at man kan afvise det faktiske indhold i de skrifter, jøder og kristne har. Men det er ikke den situation, Koranen selv beskriver. Dens anklage er igen og igen, at mennesker skjuler, fordrejer, mistolker eller siger noget med deres tunger, som ikke svarer til det, der står i åbenbaringen. Problemet fremstilles som mennesker, der lyver om skrifterne og fører andre vild om deres betydning - ikke som at ingen længere har adgang til Guds ord.

Koranens position forudsætter tværtimod, at der findes skrifter, som jøder og kristne har adgang til, men at religiøse ledere og lærde kan fordreje deres betydning, skjule dele af dem eller vildlede mennesker, der ikke selv kender teksten. Ellers giver Koranens egne formaninger ingen mening. Man kan ikke bede Evangeliets folk dømme efter det, Allah har åbenbaret i Evangeliet, hvis dette Evangelium for længst er forsvundet. Man kan ikke bekræfte en tidligere skrift, som ingen længere besidder. Og man kan ikke anklage mennesker for at skjule eller fordreje en åbenbaring, hvis selve åbenbaringen allerede er blevet ødelagt og erstattet af en anden tekst.

Det islamiske dilemma bliver derfor langt stærkere end spørgsmålet om, hvorvidt Torahen og Evangeliet engang var inspirerede. Koranen bekræfter ikke blot en fjern og ukendt originaltekst, der eksisterede århundreder tidligere. Den henviser til de skrifter, som jøder og kristne kendte og havde på Muhammeds tid, og tillægger dem fortsat autoritet. Evangeliets folk skal dømme efter det, der er åbenbaret deri. Koranen kommer som en bekræftelse af det, der er foran den. Dermed handler spørgsmålet om inspiration, bevarelse og fortsat autoritet.

Koranen kommer ikke ind i historien som en løsrevet bog uden forbindelse til det, der gik forud. Den placerer sig selv i den bibelske fortælling. Den taler om Abraham, Moses, profeterne og Jesus. Den taler om Torahen og Evangeliet. Den henvender sig til jøder og kristne som ”Bogens folk”. Den hævder, at dens budskab står i forlængelse af tidligere åbenbaring og bekræfter det, der allerede var givet før den (sura 2:41; 3:3-4; 4:163; 5:44-48; 10:37).

Her står islam over for to muligheder, og ingen af dem efterlader Koranen intakt. Enten har vi den inspirerede, bevarede og autoritative åbenbaring fra Gud i Torahen og Evangeliet, eller også har vi den ikke.

Hvis vi har den inspirerede, bevarede og autoritative åbenbaring fra Gud, er islam falsk, fordi Koranen modsiger denne åbenbaring på helt grundlæggende lærepunkter. Det Gamle og Det Nye Testamentes vidnesbyrd om Gud, Kristus, korset, opstandelsen, Guds Søn og frelsen kan ikke forenes med Koranens benægtelser. Den samme Gud kan ikke først åbenbare én sandhed og derefter sende en bog, der benægter den.

Men hvis vi ikke har den inspirerede, bevarede og autoritative åbenbaring fra Gud - hvis Torahen og Evangeliet allerede var blevet tekstligt ødelagt og ikke længere var pålidelige - er islam stadig falsk. For så tager Koranen fejl, når den bekræfter disse skrifter, omtaler dem som vejledning og lys, henviser Bogens folk til det, Gud har åbenbaret deri, og fremstiller sig selv som en bekræftelse af den tidligere åbenbaring.

Det er dilemmaets to horn. Hvis Torahen og Evangeliet er bevarede og autoritative, falder islam, fordi Koranen modsiger dem. Hvis Torahen og Evangeliet ikke er bevarede og autoritative, falder islam, fordi Koranens eget vidnesbyrd om dem er forkert. Begge muligheder fører til samme konklusion.

Det er også derfor, dette spørgsmål næsten uundgåeligt opstår i enhver alvorlig samtale mellem en kristen og en muslim. Den kristne siger, at Jesus er Guds Søn, at Han døde på korset og opstod fra de døde. Muslimen benægter det. Den kristne åbner Evangeliet og viser, at det netop er, hvad teksten lærer. På et tidspunkt bliver muslimen derfor nødt til at forklare modsætningen. Og den sædvanlige udvej er: ”Jeres skrift er blevet forvansket”. Men i det øjeblik denne påstand fremsættes, vender spørgsmålet tilbage til Koranen selv: Hvor siger Koranen, at den Torah og det Evangelium, som eksisterede på Muhammeds tid, var blevet tekstligt ødelagt og ikke længere kunne tjene som Guds autoritative ord? Hvorfor befaler Allah Evangeliets folk at dømme efter Evangeliet? Hvorfor kaldes Torahen vejledning og lys? Hvorfor siger Koranen, at den bekræfter den skrift, der gik forud for den? Påstanden om en tabt og ødelagt Bibel løser ikke dilemmaet. Den skaber det.

Det er dette brud, der kaldes det islamiske dilemma. Det handler ikke om små forskelle, bemærkninger eller sproglige nuancer i periferien. Det handler om selve fundamentet - hvem Gud er, hvem Jesus er, hvad åbenbaring er, og om Gud kan modsige sit eget ord. Islam vil gerne stå som kronen på Guds tidligere åbenbaring, men hvis Koranen modsiger de skrifter, den selv hævder at bekræfte, står vi ikke længere med en fuldendelse af profeternes vidnesbyrd. Så står vi med en religion, der falder på sit eget grundlag.

Efter hoveddilemmaet kommer spørgsmålet om selve skrifterne. For islam har brug for Torahen og Evangeliet. Koranen står ikke frem som en åbenbaring uden forbindelse til det, der gik forud. Den hævder tværtimod, at den står i forlængelse af den åbenbaring, Allah tidligere gav til Moses, profeterne og Jesus. Den taler om Torahen. Den taler om Evangeliet. Den taler om Bogens folk. Den taler om tidligere skrifter, som skal bekræfte Koranen og Muhammeds mission.

Men hvilke skrifter er det, Koranen taler om? Når Koranen siger, at jøderne har Torahen, ”hvori Allahs dom er” (sura 5:43), taler den ikke om en fjern og ukendt bog, ingen længere kan finde. Når den siger, at Torahen indeholder vejledning og lys (sura 5:44), og at Evangeliet indeholder vejledning og lys (sura 5:46), taler den om skrifter, som Bogens folk forbindes med.

Det bliver særligt interessant i sura 5:46, hvor Koranen fremstiller Jesus som den, der bekræfter Torahen, og siger, at Allah gav ham Evangeliet, hvori der var ”vejledning og lys”. Allerede her ser vi et problem. Koranen fremstiller Evangeliet som noget, Allah gav til Jesus, efter samme åbenbaringsmodel som Torahen til Moses og Koranen til Muhammed. Én profet, én bog.

Men sådan er de kristne skrifter ikke bygget op. Evangelierne er ikke en bog, Jesus modtog. De er vidnesbyrd om Jesus Kristus, Hans liv, ord, død og opstandelse. Koranen synes at presse kristendommen ind i sin egen åbenbaringsmodel. Moses får Torahen, David får Salmerne, Jesus får Evangeliet og Muhammed får Koranen. Men den model passer ikke på Det Nye Testamente. Evangeliet er først og fremmest budskabet om Jesus Kristus. Evangelieskrifterne vidner om Ham. Det er derfor påfaldende, at Koranen hævder at bekræfte tidligere åbenbaring, men samtidig synes at misforstå selve karakteren af det kristne Evangelium.

Problemet bliver langt tydeligere, når man ikke isolerer ét enkelt koranvers, men lægger Koranens udsagn om de tidligere skrifter ved siden af hinanden. I sura 7:157 siger Koranen, at den ulærde profet findes skrevet hos Bogens folk i Torahen og Evangeliet. I sura 2:85 angribes de, der tror på en del af Bogen og forkaster en anden del: ”Tror I da på en del af Skriften og fornægter en anden?” I sura 4:47 siger Koranen til dem, der har fået Skriften, at de skal tro på det, Allah nu har sendt ned, ”bekræftende det, som er hos jer”. Bemærk ordene: Det, som er hos jer. Ikke det, som engang fandtes hos Moses. Ikke en forsvundet original. Ikke en himmelsk bog, ingen længere kan læse. Det, som er hos jer.

I sura 5:43 spørger Koranen, hvorfor jøderne kommer til Muhammed for dom, når de har Torahen, ”hvori Allahs dom er”. I sura 5:47 befales Evangeliets folk at dømme efter det, Allah har åbenbaret deri. I sura 5:68 får Bogens folk at vide, at de intet står på, før de holder fast ved Torahen, Evangeliet og det, der er åbenbaret dem fra deres Herre. Og i sura 10:94 siges der endda til Muhammed, at hvis han er i tvivl om det, der er åbenbaret til ham, skal han spørge dem, der læste Skriften før ham.

Selv hvis muslimen vil hævde, at dette blot er en hypotetisk tiltale, står spørgsmålet tilbage - hvorfor henvises der overhovedet til mennesker, der læser tidligere Skrift, hvis deres skrifter er et ødelagt og upålideligt bedrag?

Læg disse udsagn sammen. Muhammed findes skrevet i Torahen og Evangeliet hos dem (sura 7:157). Man må ikke tro på en del af Bogen og forkaste en anden (sura 2:85). Koranen bekræfter det, som er hos Bogens folk (sura 4:47). Jøderne har Torahen med Allahs dom (sura 5:43). De kristne skal dømme efter Evangeliet (sura 5:47). Bogens folk har intet grundlag uden Torahen og Evangeliet (sura 5:68). Og selv Muhammed henvises til tidligere skriftlæsere i sura 10:94.

Nu må vi stille to forklaringer op mod hinanden. Den første forklaring er, at Koranen bekræfter inspirationen, bevarelsen og autoriteten af de tidligere skrifter, som jøder og kristne havde. Den anden forklaring er den moderne muslimske påstand, at de skrifter, jøder og kristne havde, var korrumperede og ikke længere kunne regnes for et troværdigt vidnesbyrd om Allahs åbenbaring.

Hvilken forklaring passer bedst med Koranens egne ord? Hvis Koranen virkelig mente, at jødernes og de kristnes skrifter var ødelagte, er dette så det sprog, vi ville forvente? Ville Allah sige, at Koranen bekræfter ”det, som er hos jer”? Ville han sige, at jøderne har Torahen med hans dom? Ville han befale kristne at dømme efter Evangeliet? Ville han sige, at Bogens folk intet står på uden Torahen og Evangeliet? Ville han sige, at Muhammed findes skrevet i de skrifter, der er hos dem? Ville han i en hypotetisk tvivl henvise Muhammed til mennesker, der læser disse skrifter?

Det giver ingen mening, hvis skrifterne, som uvidende muslimer vil påstå, er korrumperede. Hvis det var Koranens lære, ville man forvente det modsatte: Følg ikke de skrifter, I har. De er blevet ødelagt. Allahs tidligere ord findes ikke længere iblandt jer. Døm ikke efter dem. Brug kun Koranen. Men det er ikke det mønster, vi finder. Vi finder, henvisning og ansvar. Vi finder domsgrundlag og autoritet. Ét vers kan måske forsøges bortforklaret. Men når udsagnene lægges ved siden af hinanden, bliver mønsteret vanskeligt at skjule.

Men Koranens syn på de tidligere skrifter fremgår ikke kun af dens direkte henvisninger til Torahen og Evangeliet. Det viser sig også i dens egen forklaring på, hvorfor en ny åbenbaring overhovedet blev givet på arabisk. Hvis Koranen var kommet, fordi jøderne og de kristne havde ødelagt Guds tidligere ord, ville man forvente, at Koranen netop gav dette som begrundelse. Men det gør den ikke. Den giver en helt anden forklaring.

Koranens egen forklaring på, hvorfor den blev åbenbaret på arabisk, gør dette mønster endnu tydeligere. Med påstanden om at Bibelen er korrumperet, vil muslimer i dag som sagt ofte sige, at menneskeheden havde brug for Koranen, fordi de tidligere skrifter var blevet forvanskede. Koranen skulle derfor være kommet for at erstatte eller korrigere det, jøder og kristne havde ødelagt. Men det er ikke den begrundelse, Koranen selv giver for sin arabiske åbenbaring. Koranen siger, at Allah har sendt en budbringer til hvert folk: ”Vi har i hvert folk oprejst en udsending” (sura 16:36). Den siger samtidig: ”Vi sendte ingen udsending uden med hans folks sprog, for at han kunne gøre det klart for dem” (sura 14:4).

Princippet er altså enkelt: En budbringer sendes til et folk på det sprog, folket forstår. Budskabet skal være klart for dem. Det skal ikke komme til dem på et fremmed sprog, som de ikke kan forstå.

Koranen fremstiller araberne som et folk, der ikke før Muhammed havde modtaget en til at advare på deres eget sprog. Den spørger, om araberne vil hævde, at Muhammed har opdigtet Koranen, og svarer, at den er sandheden fra hans Herre, så han kan advare ”et folk, til hvem ingen advarer før dig er kommet” (sura 32:3). Den siger tilsvarende, at araberne ikke tidligere havde fået bøger, som de kunne studere, og at ingen advarer var kommet til dem før Muhammed (sura 34:44). Det er derfor, Koranen er arabisk. Sura 42:7 siger, at Allah har åbenbaret ”en arabisk Koran”, for at Muhammed kan advare Byernes Moder - Mekka - og dem omkring den. Sura 43:3 siger: ”Vi har gjort den til en arabisk Koran, for at I kan forstå”. Det samme princip findes i sura 12:2: ”Vi har sendt den ned som en arabisk Koran, for at I kan forstå”.

Årsagen er altså ikke, at Torahen og Evangeliet var blevet ødelagt. Årsagen er, at araberne skulle have et budskab på arabisk, så de kunne forstå det. Det er en afgørende forskel. De tidligere skrifter fandtes allerede blandt jøder og kristne på andre sprog. Araberne havde ikke på samme måde modtaget et skriftvidnesbyrd på deres eget sprog. Derfor fremstiller Koranen sig som en arabisk bekræftelse af det, der allerede var åbenbaret. Det bliver udtrykt ganske direkte i sura 6:92, hvor Koranen kaldes en velsignet bog, ”som bekræfter det, der var før den”, og som er sendt for at advare Byernes Moder og dem omkring den. Sura 46:12 siger det endnu tydeligere: Før Koranen var Moses’ Bog ”en vejleder og en barmhjertighed”, og Koranen beskrives derefter som ”en bog, der bekræfter, på arabisk”, for at advare de uretfærdige og bringe et godt budskab til dem, der gør godt.

Det passer præcist med bekræftelsesforklaringen. Torahen eksisterer. Evangeliet eksisterer. De tidligere skrifter findes blandt deres folk. Koranen kommer på arabisk for at bekræfte det tidligere budskab over for et arabisk folk, der ellers ikke kunne forstå skrifter på fremmede sprog. Det passer derimod dårligt med den moderne muslimske påstand om, at Koranen kom, fordi de tidligere skrifter var blevet korrumperede. Igen - hvis det virkelig var årsagen, hvorfor siger Koranen det så ikke? Hvorfor siger den ikke, Torahen og Evangeliet er ødelagt, derfor giver Vi jer en ny bog? Hvorfor siger den i stedet, Vi sender budbringere på deres folks sprog. Vi har gjort Koranen arabisk, for at I kan forstå. Den skal advare Mekka og dem omkring byen. Den bekræfter det, der var før den. Før den var Moses’ Bog en vejledning og en barmhjertighed. Koranens egen forklaring er ikke erstatning på grund af korruption. Det er sproglig tilgængelighed og bekræftelse.

Hvis man var araber i det syvende århundrede og ikke forstod de sprog, de tidligere skrifter forelå på, skulle den arabiske Koran efter dens egen påstand gøre det tidligere budskab forståeligt og bekræfte, at disse skrifter kom fra Allah. Det betyder også, at den arabiske Koran ikke oprindeligt præsenteres som bevis på, at de tidligere bøger er falske. Den præsenteres som bekræftelse på, at de er sande.

Her opstår samtidig en anden spænding. Koranen siger på den ene side, at en budbringer sendes på sit folks sprog, så budskabet kan være klart (sura 14:4), og at Koranen er arabisk, så dens umiddelbare tilhørere kan forstå den (sura 42:7; 43:3). På den anden side fremstilles Muhammed andre steder som udsendt til alle mennesker (sura 7:158; 34:28). Men langt størstedelen af menneskeheden taler ikke arabisk. Senere islam kræver derfor, at ikke-arabiske folk retter deres liv og dom efter en bog, der netop blev åbenbaret på arabisk, fordi et budskab ifølge Koranens egen logik skal gives på modtagernes sprog for at være klart. Det er endnu en indre spænding.

Men for skriftdilemmaet er hovedpointen denne: Koranens arabiske sprog forklares ikke med, at Bibelen var korrumperet. Det forklares med, at araberne havde brug for en bekræftende åbenbaring på deres eget sprog. Dermed passer også Koranens sproglige begrundelse langt bedre med, at Torahen og Evangeliet fortsat var gyldige skrifter, end med den senere påstand om, at de var tabte eller ødelagte.

Bibelen viser samtidig igen og igen et fast princip: Mennesket har ikke ret til at ændre Guds åbenbaring. Vi ved at Evangelierne bekræfter Torahen - for Jesus siger om ikke bare Torahen men hele Tanakhen - hele den jødiske skrift, at ”...det er dem, der vidner om mig” (Joh. 5:39 , KJV). Bibelen er et lukket beskedsystem, som ingen må føje til eller trække fra (5. Mos. 4:2 ; 5. Mos. 12:32 ; Ordsp. 30:5-6 ; Jer. 26:2 ; Gal. 1:8-9 ; 1. Kor. 4:6 ; 2. Joh. 1:9 ; Åb. 22:18-19). Men Koranen, med sin fallerede tekst, påstår at bekræfte både Torahen og Evangelierne ligesom de indbyrdes bekræfter hinanden. Det er tydeligvis en kapring af Guds Ord.

Det er ikke småting. koranen nævner ikke bare tidligere skrifter som historisk baggrund. Den bruger dem som vidner, målestok og domsgrundlag. Den forventer, at jøder og kristne har noget, de kan forholde sig til. Noget de kan læse, dømme efter og som har autoritet. Derfor er det ikke nok, når muslimen - på trods af at han som vist modgår Koranens egen tekst - svarer at ”den oprindelige Torah og det oprindelige Evangelium var sande, men Bibelen er senere blevet forvansket”, for koranen er tydelig at det, der på Jesu tid var tilgængeligt, er det, den bekræfter - hvilket desuden er præcis hvad vi har mellem hænderne i dag.

Det lyder som en udvej, men det skaber bare et endnu større problem. For hvis Torahen og Evangeliet var sande i Koranens egen samtid, så har islam bundet sig til en tidslinje. Så må forvanskningen være sket bagefter. Ikke før. Ikke i en tåget oldtid. Ikke på et ubestemt tidspunkt mellem Moses og Jesus, men efter at Koranen havde peget på Torahen og Evangeliet som skrifter, Bogens folk stadig kunne forholde sig til.

Så må islam svare på det uundgåelige spørgsmål: Hvornår og hvor skete det? Hvem gjorde det og hvordan blev det gennemført? Og hvor er sporene efter det? Det er ikke nok at sige: ”Bibelen er ændret.” Man må vise det. Hvis Bibelen var sand på Muhammeds tid, men falsk i dag, må der kunne peges på et brud mellem dengang og nu. Der må være et før og et efter. Der må være en overgang fra den sande Torah til den forfalskede Torah, fra det sande Evangelium til det forfalskede Evangelium. Denne påståede forvanskning må ikke bare forklare små afskrivningsfejl, variationer i ordvalg eller almindelige tekstvarianter. Den må forklare, hvordan Bibelens centrale vidnesbyrd blev ændret netop dér, hvor Bibelen står i konflikt med Koranen.

Det er her, den muslimske forklaring bryder sammen. For islam har ikke blot brug for at vise, at der findes tekstvarianter. Det ved alle, der arbejder med gamle håndskrifter. Islam må vise at Bibelens budskab engang stemte med islam, men senere blev ændret til det kristne og jødiske vidnesbyrd, vi kender i dag. Det er en enorm påstand. Det kræver, at man kan vise den oprindelige tekst, der stemte med islam, og den senere tekst, der blev ændret. Det kræver, at man kan vise, hvornår Jesus blev gjort til Guds Søn i teksten. Hvornår korsfæstelsen blev skrevet ind. Hvornår evangeliet om hans død og opstandelse blev ændret til kristendommens centrum. Hvornår Torahens og profeternes vidnesbyrd blev forandret, så det ikke længere pegede mod islam, men mod Kristus. Det er tusindvis af fragmenter og hele bøger vi taler om som har erstattet Koranens referencer.

Men det kan islam ikke fremvise. Man kan påstå det og gentage det og gøre det til en fast muslimsk talemåde. Men en påstand bliver ikke sand, fordi den gentages mange gange. Derfor er ordet ”forvanskning” ikke en løsning. Det er en flugtvej.

Og når man går til Koranens egne såkaldte forvanskningsvers, løser de heller ikke problemet. Koranen taler om mennesker, der fordrejer ord, skjuler noget, læser med falsk tunge, flytter ord fra deres rette plads eller skriver noget med egne hænder og påstår, at det kommer fra Allah (sura 2:75; 2:79; 3:78; 4:46; 5:13; 5:41). Men ingen af disse vers siger, at hele Torahens eller Evangeliets tekst var blevet korrumperet.

Sura 2:79 bliver ofte fremhævet som det stærkeste bevis: ”Ve dem, der skriver Skriften med deres egne hænder og derpå siger: Dette er fra Allah, for at sælge det for en ussel pris.” Anklagen er alvorlig, men begrænset. Nogle mennesker fremstiller en tekst, kalder den guddommelig og tjener på den. Verset siger ikke, at de omskriver alle eksemplarer af Torahen, at den jødiske Skrift erstattes, eller at Evangeliet ændres.

Sammenhængen bekræfter begrænsningen. Sura 2:75 taler om ”en gruppe af dem”, og sura 2:78 om nogle uvidende iblandt dem. Koranen siger desuden om Bogens folk: ”De er ikke alle ens” (sura 3:113-114). Anklagen mod én gruppe kan derfor ikke uden videre udvides til alle jøder og kristne og til hele deres skrifttradition. At nogen fremstiller en falsk bog, betyder heller ikke, at den ægte bog forsvinder. Hvis jeg skriver min egen tekst, kalder den et evangelium og påstår, at den kommer fra Gud, har jeg ikke dermed ændret Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Jeg har blot føjet en falsk tekst til de eksisterende. Sura 2:79 kan derfor højst vise, at nogle mennesker udgav deres egne ord for at være fra Allah. Det beviser ikke, at Bibelens tekst blev ødelagt.

Dertil kommer, at de kristne også havde Det Gamle Testamente. Selv hvis en gruppe jødiske lærde fremstillede falske tekster til egne tilhængere, ændrede det ikke de skrifter, som allerede fandtes blandt kristne i andre lande, på andre sprog og i selvstændige håndskriftstraditioner. Og det forklarer slet ikke, hvordan samme gruppe skulle have omskrevet evangelierne, Paulus’ breve og resten af Det Nye Testamente.

Forekomsten af tekstvarianter løser heller ikke islams problem. Variationer opstår, når gamle tekster kopieres, men fordi håndskrifterne findes i mange eksemplarer og fra forskellige geografiske områder, kan de sammenlignes. Netop sådan opdages senere udeladelser, tilføjelser og skrivefejl. Tekstvarianter er derfor ikke bevis på, at den oprindelige tekst er forsvundet.

Islam skal bevise langt mere end enkelte fejl, falske afskrifter eller lokale misbrug. Den skal vise, at Torahens og Evangeliets samlede budskab engang stemte med islam, men senere blev ændret på tværs af jødiske og kristne samfund, sprog og håndskrifter. Den skal forklare, hvordan den påståede oprindelige tekst forsvandt og blev erstattet af vidnesbyrdet om Jesus som Guds Søn, Hans korsfæstelse, død og opstandelse.

Det beviser sura 2:79 ikke. Verset beskriver en gruppes bedrag for økonomisk vinding, ikke en verdensomspændende omskrivning af Torahen og Evangeliet. Påstanden om total tekstlig forvanskning står derfor ikke i verset. Den lægges ind i verset, fordi islam har brug for en forklaring på, hvorfor de skrifter, Koranen bekræfter, modsiger Koranen.

Men skriftdilemmaet handler ikke kun om historie. Det handler også om ansvar. For hvis Allah befaler mennesker at dømme efter Torahen og Evangeliet, må disse skrifter også være tilgængelige i en form, mennesker kan stole på. En retfærdig Gud kan ikke kræve lydighed mod en tekst, hvis teksten ikke længere kan bruges. Han kan ikke sige: ”Døm efter dette”, hvis det, de skal dømme efter, er ødelagt, forvansket eller umuligt at kende. Det ville gøre befalingerne meningsløse.

Problemet bliver endnu dybere, hvis islam fastholder, at skrifterne først blev forvansket senere. For hvis Allah virkelig er Gud - alvidende, evig og uden for tid - så kendte han ikke bare Torahen og Evangeliet, sådan som de var i Muhammeds tid. Han kendte også deres fremtid. Han vidste, hvad der ville ske med dem. Han vidste, hvordan mennesker senere ville læse dem. Han vidste, om de ville blive bevaret eller ødelagt.

Flere artikler om Anden religion

Turning Point USA og kulturel vækkelse

17. oktober, 2025

Den sande Gud kender enden fra begyndelsen. Bibelen siger om Gud: ”Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg”, og at Han er den, ”der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket”, og som siger: ”Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje” (Es. 46:9-10). Koranen siger selv, at Allah er alvidende: ”Sandelig, Allah er alvidende og kender alle ting” (sura 49:14). Så hvis Allah vidste, at Torahen og Evangeliet senere ville blive forfalsket, hvorfor henviste han da til dem? Hvorfor gjorde han dem til vidner? Domsgrundlag? Hvorfor lod han sin egen tidligere åbenbaring gå tabt? Hvorfor brugte han skrifter som autoritet, hvis han vidste, at de ikke ville blive bevaret?

Enten kunne Allah ikke bevare sit ord. Eller også ville han ikke bevare det. Begge dele er ødelæggende for islams gudsbillede.

Bibelen taler helt anderledes. Jesus siger: ”Skriften kan ikke omstødes” (Joh. 10:35). Han siger også: ”Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå” (Matt. 24:35). Det er ikke billedet af en Gud, der mister kontrollen over sin åbenbaring. Det er ikke billedet af en Gud, der taler, men bagefter lader sit ord drukne i menneskers forfalskning. Det er billedet af den levende Gud, hvis ord står fast, også når himmel og jord forgår. Jesus taler også om Skrifterne som et levende vidnesbyrd. Han siger til jøderne: ”Undersøg skrifterne; for I mener, at I i dem har evigt liv: og det er dem, der vidner om mig” (Joh. 5:39 , KJV). Skrifterne er ikke en uklar rest af en tabt åbenbaring. De er et vidnesbyrd. De kan ransages og læses som vidner.

Og det er netop her, Koranens brug af de tidligere skrifter bliver farlig for islam, når Koranen bruger Torahen og Evangeliet som autoritet, for islam kan ikke tåle, at de bliver læst som autoritet. Koranen henviser til dem, men når de får lov at tale med deres egen stemme, vidner de ikke om Muhammed. De vidner om Kristus.

Derfor må islam gøre noget selvmodsigende. Først bruges Torahen og Evangeliet til at give Koranen tyngde. Derefter afvises Torahen og Evangeliet, når deres indhold ikke passer med Koranen. Men sådan kan man ikke behandle et vidne. Hvis et vidne er troværdigt, må man høre dets vidnesbyrd. Hvis vidnet ikke er troværdigt, kan man ikke bruge det som støtte for sin sag. Islam vil gerne bruge de tidligere skrifter, når Koranen henviser til dem. Men islam vil ikke bindes af de tidligere skrifter, når de modsiger islam.

Det afslører problemet. For hvis Torahen og Evangeliet har autoritet nok til, at Koranen kan henvise til dem, så har de også autoritet nok til at vidne imod Koranen. Hvis de derimod ikke har autoritet nok til at vidne imod Koranen, så har de heller ikke autoritet nok til at bekræfte den.

Det er skriftdilemmaet. Koranen kan ikke gøre Torahen og Evangeliet til vidner, domsgrundlag og åbenbaring - og derefter nægte dem retten til at tale. Enten var de tidligere skrifter allerede forvanskede før eller på Muhammeds tid, og så burde Koranen ikke have henvist til dem som skrifter med Allahs dom, vejledning og lys. Eller også blev de først forvansket senere, og så må islam kunne påvise, hvornår det skete, og hvordan Bibelens centrale vidnesbyrd blev forandret efter Koranens tid.

Uden det brud står islam tilbage med en alvorlig forklaringsbyrde. Den vil gerne sige, at Bibelen var sand nok til, at Koranen kunne bekræfte den dengang - men falsk nok til, at muslimer kan afvise den i dag. Men uden historisk dokumentation bliver det ikke et argument. Det bliver bare en påstand. Og problemet går endnu længere end til skrifterne. Det handler om, hvem Gud er. Den ene ”gud” henviser til tidligere skrifter, som han angiveligt ikke formår at bevare. Den anden Gud siger, at Hans ord ikke kan brydes, ikke kan omstødes og ikke skal forgå. Det er ikke den samme stemme, den samme autoritet og den samme Gud!

Når man kommer til Jesus, bliver forskellen mellem Bibelen og Koranen umulig at skjule. Islam vil gerne have Jesus. Koranen taler om ham som Messias, som Marias søn, som profet, som tegn og som en mand sendt af Allah. Men den Jesus, Koranen præsenterer, er ikke den Jesus, evangelierne forkynder. Det er ikke bare to traditioner, der betoner forskellige sider af den samme person. Det er to vidt forskellige vidnesbyrd.

I Bibelen er Jesus ikke blot en profet. Han er Guds Søn. Han er Ordet, der var hos Gud, og som selv er Gud: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh. 1:1). Og dette Ord blev ikke blot sendt som et budskab; ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh. 1:14.

Koranen går den modsatte vej. Den advarer de kristne mod at sige ”tre” og siger om Jesus: ”Messias, Jesus, Marias søn, er kun Allahs sendebud” (sura 4:171). Den siger også: ”De er sandelig vantro, som siger: Allah er Messias, Marias søn” (sura 5:72). Og i sura 112 lyder det om Allah: ”Han avler ikke, og han er ikke avlet” (sura 112:3).

Dermed er forskellen ikke skjult. Koranen afviser netop det, evangelierne åbenbarer. Den vil gerne ære Jesus, men kun så længe Han ikke får den ære, evangelierne giver Ham. Den vil gerne kalde Ham Messias, men uden kors, uden forsoning, uden guddommeligt sønnekår og uden den identitet, som hele Det Nye Testamente vidner om. Dermed står islam ikke bare med en anden fortolkning af Jesus. Islam står med en anden Jesus.

Det ses tydeligst ved korsfæstelsen. Koranen siger om jødernes påstand om Jesus, ”Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud”, men Koranen svarer, ”De dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke, men det blev gjort til at se sådan ud for dem” (sura 4:157). Dermed benægter islam selve det punkt, som evangeliet bygger på.

Men Det Nye Testamente siger det modsatte. Johannes skriver om Jesus: ”Og han bar selv sit kors og gik ud til det såkaldte »Hovedskalssted«, som på hebraisk hedder Golgata. Der korsfæstede de ham” (Joh. 19:17-18). Og da Jesus døde, sagde Han: ”Det er fuldbragt!” og opgav ånden (Joh. 19:30). Det er ikke en perifer detalje. Det er selve evangeliets centrum.

Paulus skriver at ”Kristus døde for vore synder, efter skrifterne”, og at han blev begravet og opstod på tredje dag (1. Kor. 15:3-4). Det er det budskab, apostlene forkyndte. Det er det vidnesbyrd, menigheden blev bygget på. Det er den sandhed, kristne har levet og døet for. Og opstandelsen bekræfter det. Englen siger ved graven, ”jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden” (Matt. 28:5-6). Læg mærke til rækkefølgen - Han er den korsfæstede - og Han er opstanden. Islam kan ikke fjerne korsfæstelsen uden at fjerne selve evangeliet.

Hvis Jesus ikke døde, er der ingen forsoning. Hvis han ikke blev korsfæstet, er der intet blod udgydt for synd. Hvis han ikke opstod fra de døde, er apostlenes vidnesbyrd falsk. Og hvis apostlenes vidnesbyrd er falsk, så er det ikke kristendommen, Koranen bekræfter. Så er det noget helt andet. Derfor er sura 4:157 ikke en lille uenighed mellem islam og kristendom. Det er et direkte angreb på evangeliets hjerte. Og den islamiske forklaring gør ikke problemet mindre. For hvis Allah fik det til at se ud som om Jesus blev korsfæstet, hvem skabte så den største religiøse misforståelse i verdenshistorien? Hvem lod disciplene tro, at Jesus var død? Hvem lod de første kristne forkynde korset? Hvem lod evangelierne blive skrevet med korsfæstelsen som centrum? Hvem lod millioner og atter millioner tro på en frelse, som islam siger aldrig skete?

Hvis det kun ”så sådan ud”, så er problemet ikke længere bare, at mennesker misforstod noget. Så er problemet, at Allah selv lod bedraget stå. Og det passer ikke med den Gud, der taler sandt. Men Kristus-dilemmaet stopper ikke ved korsfæstelsen. Det går direkte ind i Jesu identitet.

Her stiller muslimske apologeter ofte et bestemt krav, ”hvor siger Jesus med præcis disse ord: Jeg er Gud, tilbed mig?” Spørgsmålet lyder enkelt, men kravet er kunstigt. Jesu identitet afgøres ikke af, om Han udtaler en moderne sætning, som muslimen på forhånd har bestemt ordlyden af. Spørgsmålet er, hvad Jesus faktisk siger om sig selv, hvilken myndighed Han gør krav på, hvad Han gør, og hvordan evangelierne fremstiller Ham.

Muslimen kræver en fuldstændig entydig sætning, fordi enhver anden formulering kan forsøges bortfortolket. Men samme krav stilles ikke til Koranen. Koranen siger ingen steder med en tilsvarende entydig sætning at ”Evangeliets tekst er blevet forvansket”. Alligevel behandles denne senere muslimske udlægning, som om Allah havde sagt det direkte. Det er en åbenlys dobbeltstandard. Bibelen skal levere nøjagtig den sætning, muslimen har dikteret på forhånd. Koranen må derimod fortolkes, udvides og omformes, indtil den siger det, islam har brug for.

Men Jesus gør igen og igen krav på titler og myndighed, som selv Koranen forbinder med Gud alene. Koranen kalder Allah ”den Første og den Sidste” (sura 57:3). Men den opstandne Jesus siger: ”Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder” (Åb. 1:17-18). Det kan ikke være Faderen, der taler, for den talende siger, at Han var død og nu lever. Det er den korsfæstede og opstandne Kristus, der tager den guddommelige titel ”den Første og den Sidste” på sig.

Koranen fremstiller Allah som den, der skal dømme mellem mennesker på opstandelsens dag (sura 22:17). Men Jesus siger, at Faderen ”har overladt al dom til Sønnen”, for at ”alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen” (Joh. 5:22-23). Ikke blot noget af dommen. Al dom. Og ikke en mindre ære end Faderens, men den samme ære: Sønnen skal æres, ligesom Faderen æres.

Koranen siger, at Allah skal oprejse dem, der er i gravene (sura 22:7). Men Jesus siger, at de døde skal høre Guds Søns røst og leve (Joh. 5:25). Han siger videre, at den time kommer, hvor ”alle de, som er i gravene, skal høre hans røst” og gå frem til enten livets opstandelse eller dommens opstandelse (Joh. 5:28-29).

Hvem er det altså, der kalder de døde ud af gravene? Jesus. Hvem holder den endelige dom? Jesus. Hvem kalder sig den Første og den Sidste? Jesus. Og da disciplene kaster sig ned for Ham og siger: ”Du er sandelig Guds søn!”, afviser Han dem ikke (Matt. 14:33). Da den helbredte mand bekender sin tro og kaster sig ned for Ham, tager Jesus imod det (Joh. 9:35-38). Derfor er spørgsmålet ikke blot, om Jesus udtalte den præcise sætning: ”Jeg er Gud, tilbed mig”. Det virkelige spørgsmål er, om Jesus gjorde krav på Guds titler, Guds gerninger, Guds dom, Guds ære og Guds myndighed. Det gjorde Han.

Hvis en anden end Gud kaldte sig den Første og den Sidste, krævede den samme ære som Faderen, hævdede at skulle dømme hele verden og sagde, at alle døde skulle høre hans røst og stå op, ville han enten være en gudsbespotter - eller også talte han sandt om sin identitet. Evangelierne efterlader ikke den mulighed, at Jesus blot var en almindelig profet. Det er derfor ikke Bibelen, der er uklar. Problemet er, at islam på forhånd har besluttet, hvad Jesus ikke må være. Når Jesus derefter siger og gør det, som kun Gud kan sige og gøre, bliver ordene fortolket væk.

Koranen siger, at Jesus kun er Allahs sendebud (sura 4:171). Den siger, at dem som siger, at Allah er Messias, Marias søn, er vantro (sura 5:72). Og den siger, at Messias ikke ville foragte at være Allahs tjener (sura 4:172). Men evangelierne vidner igen og igen om en Jesus, der ikke kan presses ned i rollen som almindelig profet.

Markus begynder sit evangelium med ordene: ”Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn” (Mark. 1:1). Johannes siger, at hans evangelium er skrevet, ”for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn” (Joh. 20:31). Thomas møder den opstandne Jesus og siger til ham: ”Min Herre og min Gud!” (Joh. 20:28). Jesus afviser ham ikke. Han irettesætter ham ikke. Han siger ikke: ”Pas på, Thomas, du gør mig til mere end en profet.” Tværtimod står bekendelsen tilbage som et sandt vidnesbyrd om, hvem Jesus er. Jesus siger også: ”Jeg og Faderen, vi er ét” (Joh. 10:30). Og til Filip siger han: ”Den, som har set mig, har set Faderen” (Joh. 14:9).

Det er ikke sproget fra en mand, der blot peger væk fra sig selv mod Gud, men sproget fra Sønnen, der åbenbarer Faderen. Og netop derfor bliver Fader/Søn-forholdet endnu et problem for islam. Koranen afviser, at Allah har en søn: ”Han avler ikke, og han er ikke avlet” (sura 112:3). Den advarer de kristne mod at sige, at Allah har en søn, og siger: ”Langt ophøjet er han over at have en søn” (sura 4:171). Den fordømmer dem, der siger, at Messias er Allah (sura 5:72). Men i evangeliet er Guds faderforhold ikke en tilfældig talemåde. Det er kernen i Jesu åbenbaring. Jesus kommer ikke blot som en profet med information om Gud. Han kommer som Sønnen, der åbenbarer Faderen.

Johannes skriver: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh. 3:16). Det er ikke islams Gud. I islam sender Allah en profet. I evangeliet giver Gud sin Søn. I islam benægtes korset. I evangeliet er korset selve frelsens sted. I islam er Jesus ikke Guds Søn. I evangeliet kan man ikke kende Faderen uden Sønnen. Derfor er forskellen ikke overfladisk. Den går helt ind i gudsbilledet.

Hvis Koranen havde sagt: ”Jeg forkaster evangeliernes Jesus og kommer med en anden,” så havde sagen været tydelig. Men det er ikke det, Koranen gør. Den vil gerne stå i forlængelse af Jesus og Evangeliet. Den vil gerne bruge Jesus som islamisk profet. Den vil gerne tage Hans navn, Hans titel som Messias og Hans plads i Guds historie. Men den fjerner Hans kors, Hans sønnekår, Hans guddommelige identitet og Hans frelsesværk. Og når man har fjernet alt det, har man ikke længere Bibelens Jesus tilbage. Man har en anden Jesus.

Det er Kristus-dilemmaet. Koranen hævder at bekræfte Evangeliet, men den benægter Evangeliets centrum. Den hævder at ære Jesus, men den afviser Hans eget vidnesbyrd og apostlenes vidnesbyrd om Ham. Den vil gerne stå i forlængelse af Kristus, men den står imod den Kristus, Skriften forkynder. Islam kan ikke både påberåbe sig Jesus og forkaste den Jesus, evangelierne åbenbarer.

Enten har evangelierne ret - og så er Jesus Guds Søn, korsfæstet og opstanden. Eller også har Koranen ret - og så er evangeliernes vidnesbyrd om Jesus falsk. Men begge dele kan ikke være sande. Det er ikke den samme Jesus. Det er ikke det samme evangelium. Det er ikke den samme Gud.

Islam står og falder med Muhammed. Hvis Muhammed virkelig var Allahs sidste profet, må han kunne bære den vægt, islam lægger på ham. Han må være klart forankret i Koranen. Han må være tydeligt forudsagt i de tidligere skrifter. Han må kunne stå som den profet, Moses og Jesus pegede frem imod. Men når man undersøger sagen, bliver billedet langt mere skrøbeligt, end islam vil indrømme.

Det første mærkelige er, hvor lidt Muhammed fylder i Koranen ved navn. Men navne som Moses, Jesus, Abraham og Farao nævnes igen og igen. Men ”Muhammad” nævnes kun ganske få steder i Koranen: sura 3:144, 33:40, 47:2 og 48:29. Derudover nævnes ”Ahmad” i sura 61:6. Det er i sig selv påfaldende. For hvis hele Koranens autoritet hviler på Muhammed som den endelige profet, hvorfor er han da så svagt navngivet i selve teksten? Hvorfor er Moses, Jesus, Abraham og Farao langt mere synlige i den bog, som islam hævder blev givet gennem Muhammed?

Men problemet går dybere endnu. De steder, hvor ”Muhammad” optræder, kan ordet sprogligt forstås som ”den lovpriste”, ”den velsignede” eller ”den salvede”^[2]. Den islamiske tradition læser det naturligvis som navnet på profeten Muhammed. Men selve ordformen åbner for et spørgsmål - er teksten altid entydigt optaget af en historisk person ved navn Muhammed fra Hijaz i det 7. århundrede - eller er der steder, hvor ”den lovpriste” kan fungere som en titel?

Det spørgsmål bliver interessant, fordi Koranen samtidig taler så meget om Jesus. I sura 3:144 siges det, at ”Muhammad” ikke er andet end en budbringer. Men i sura 5:75 siges noget tilsvarende om Messias, Marias søn - han er en budbringer. I sura 48:29 står der, at ”Muhammad er Allahs sendebud”, men igen er spørgsmålet, om teksten selv bærer hele den senere islamiske fortælling om Muhammed, eller om traditionen læser denne fortælling tilbage ind i teksten. Islams egen tekstlige forankring af Muhammed er ikke så massiv og klar, som mange tror. Koranen giver ikke en fyldig eller samlet biografi om Muhammed - den fulde fortælling om hans liv, hans karriere, hans krige, hans flugt til Medina og hele den profethistorie, som muslimer senere lærer. Den fortælling kommer i høj grad fra senere islamiske traditioner uden for Koranen.

Dermed står islam med endnu et internt problem. Den person, der bærer hele religionens profetiske autoritet, er overraskende sparsomt og uklart præsenteret i selve Koranen. Men Koranen nøjes ikke med at kræve, at Muhammed skal accepteres på Koranens eget ord. Den går videre og hævder, at han også er omtalt i de tidligere skrifter. Koranen siger om den ”ulærde profet”, at jøder og kristne finder ham skrevet hos sig ”i Torahen og Evangeliet” (sura 7:157). Den siger også, at Jesus skulle have forkyndt en budbringer efter sig ved navn Ahmad (sura 61:6). Dermed gør Koranen Muhammeds legitimitet afhængig af Torahen og Evangeliet.

Det er ikke bare en påstand om, at Muhammed modtog en ny åbenbaring. Det er en påstand om, at hans komme allerede var forudsagt. At Torahen og Evangeliet bar vidnesbyrd om ham. At jøder og kristne burde kunne genkende ham i deres egne skrifter. Hvis det var sandt, ville det være et stærkt argument for islam. Men når man åbner Torahen og Evangeliet, står problemet klart - Muhammed er der ikke.

Det betyder ikke, at islam ikke forsøger at finde ham, men de steder, der normalt bruges, bryder sammen, når de læses i deres sammenhæng. Et af de mest brugte steder er Moses’ ord i 5 Mosebog: ”HERREN din Gud vil lade en Profet som mig fremstå af din Midte, af dine Brødre; ham skal I høre på” (5. Mos. 18:15). Lidt senere lyder det: ”Jeg vil lade en Profet som dig fremstå for dem af deres Brødre og lægge mine Ord i hans Mund” (5. Mos. 18:18). Muslimer peger ofte på dette og siger, ”det må være Muhammed. Han var en profet som Moses. Han kom med lov. Han ledte et folk. Han kæmpede. Han styrede.” Men teksten siger ikke bare ”en profet som Moses”. Den siger, at profeten skal fremstå ”af din Midte” og ”af dine Brødre” (5. Mos. 18:15). Ordene tales til Israel. Profeten skal komme fra det folk, Moses taler til. Det er ikke en løs profeti om en arabisk profet mange århundreder senere. Det er en profeti inden for Israels egen profetiske linje.

Det Nye Testamente læser også denne profeti sådan. Peter citerer netop Moses’ ord og anvender dem ikke på Muhammed, men på Jesus og den tid, Gud opfyldte gennem Ham: ”En profet som mig vil Herren jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal I høre på” (Apg. 3:22). Og han fortsætter med at sige, at Gud først oprejste sin tjener og sendte Ham til Israel for at velsigne dem, når de vendte om fra deres ondskab (Apg. 3:26). Jesus siger det samme med andre ord: ”Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet” (Joh. 5:46). Moses peger altså ikke væk fra Kristus og frem mod Muhammed. Moses peger på Kristus.

Det andet store sted, islam forsøger at bruge, er Jesu løfte om Talsmanden. Her siger muslimer ofte, at Jesus i virkeligheden profeterede om Muhammed, og at ordet for Talsmanden skulle pege på Ahmad. Men også her falder argumentet sammen, når teksten får lov at tale. Jesus siger, ”og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid” (Joh. 14:16). Denne talsmand kaldes ”sandhedens Ånd”, som verden ikke kan tage imod, ”fordi den ikke ser den og ikke kender den”, men disciplene kender den, ”thi den bliver hos jer og skal være i jer” (Joh. 14:17).

Det passer ikke på Muhammed. Muhammed var ikke hos disciplene. Han var ikke i dem. Han blev ikke sendt til dem kort efter Jesu bortgang. Han var ikke en usynlig Ånd, som verden ikke kunne se. Han blev ikke hos dem til evig tid. Og Jesus gør det endnu tydeligere, ”men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer” (Joh. 14:26). Talsmanden er altså ikke Muhammed, men Helligånden.

Jesus siger også: ”Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig” (Joh. 15:26). Og igen: ”Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det” (Joh. 16:14). Det er ikke en profeti om en arabisk profet, der kommer med en ny religion seks hundrede år senere. Det er Jesu løfte til disciplene om Helligånden.

Hvis Muhammed virkelig var forudsagt i Torahen og Evangeliet, burde vidnesbyrdet være klart. Ikke skjult bag spekulative læsninger. Ikke afhængigt af, at man overser sammenhængen. Ikke bygget på tekster, der i sig selv peger på en anden. Men det er netop, hvad der sker. Islam må gå til Moses for at finde Muhammed, men Moses peger på Kristus. Islam må gå til Jesus for at finde Ahmad, men Jesus lover Helligånden. Og når islam går til Koranen selv, finder den heller ikke den massive, tydelige og historisk udfoldede Muhammed, som den senere islamiske tradition bygger på. Den finder nogle få omtaler af ”Muhammad”, en enkelt omtale af ”Ahmad”, og derefter en enorm mængde senere tradition, der skal fylde hullerne ud.

Det betyder, at Koranen fremsætter en påstand, som Torahen og Evangeliet ikke bærer. Og samtidig viser Koranens egen sparsomme omtale af Muhammed, at islams profetiske centrum i høj grad bæres af senere tradition, ikke af en klar og fyldig tekstlig forankring i Koranen selv.

Det er Muhammed-profeti-dilemmaet. Islam har brug for, at Muhammed står klart i Koranen, Torahen og Evangeliet. Men Koranen giver kun et sparsomt vidnesbyrd, Torahen peger på Kristus, og Evangeliet lover Helligånden. Derfor bliver Koranens påstand ikke en bekræftelse af Muhammed. Den bliver et vidnesbyrd imod ham.

Koranen har ikke kun et problem med, at den henviser til Torahen og Evangeliet. Den har også et problem med, hvad den påstår, der står i dem. Et af de tydeligste eksempler er krigsførelsen.

Sura 9:111 siger at ”Sandelig, Allah har købt de troendes liv og ejendom til gengæld for, at de vil få Paradis. De kæmper for Allahs sag, så de slår ihjel og bliver dræbt. Det er et sandt løfte, der er givet i Toraen, Evangeliet og Koranen. Og hvem er mere trofast mod sin pagt end Allah?” Det er altså et løfte, der er bindende i Torahen, Evangeliet og Koranen - ikke bare, at muslimer skal kæmpe men en pagt der kræver at de troende kæmper, dræber og dør for Allah mod løftet om Paradiset. Men hvor findes det i Bibelen? Hvor i Evangeliet lærer Jesus sine disciple, at de skal dræbe og blive dræbt for Gud for at vinde Paradiset? Hvor gør Jesus militær kamp til en vej ind i Guds rige? Hvor køber Gud de troendes liv og ejendom mod løftet om himmelsk belønning, hvis de tager våben i hans sag?

Det er her, krigsførelsesdilemmaet rammer islam. For Jesus taler i Evangelierne med en helt anden stemme. Da Jesus står foran Pilatus, siger han: ”Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden” (Joh. 18:36). Det kan næsten ikke siges tydeligere. Hvis Jesu rige var et jordisk rige, ville hans tjenere have kæmpet. Men netop fordi hans rige ikke er af denne verden, kæmper de ikke på den måde.

Det står i direkte modsætning til Koranens religiøse krigsideal. Koranen taler om at kæmpe på Allahs vej, dræbe og blive dræbt, og knytter det til Paradiset (sura 9:111). Jesus siger, at hans tjenere ikke kæmper for at forsvare hans rige med sværd, fordi hans rige ikke er af denne verden (Joh. 18:36). Det er ikke samme budskab. Da Peter griber til sværd for at forsvare Jesus, bliver han ikke rost. Han bliver irettesat. Jesus siger: ”Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt. 26:52).

Det er ikke starten på et kristent jihadprogram. Det er en afvisning af, at Kristi sag skal fremmes med sværd. Jesus lærer heller ikke sine disciple at hade deres fjender eller føre religiøs krig mod dem. Han siger: ”Elsk jeres fjender … og bed for dem, som forfølger jer” (Matt. 5:44). Paulus fører samme linje videre. Han skriver: ”Gengæld ikke nogen ondt med ondt” (Rom. 12:17), ”Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!” (Rom. 12:18), og: ”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!” (Rom. 12:21). Det er ikke sproget fra sura 9:111. Det er ikke et kald til at dræbe for Gud. Det er et kald til at overvinde det onde med det gode.

Flere artikler om Anden religion

Sandheden om islams oprindelse

07. oktober, 2024

Det betyder ikke, at Bibelen benægter al retmæssig brug af magt. Øvrigheden bærer ifølge Paulus ikke sværdet for ingenting, men er Guds tjener til straf over den, der handler ondt (Rom. 13:4). Men det er ikke kirkens missionsprogram. Det er ikke Evangeliets vej. Det er ikke disciplenes kald til at udbrede Guds rige. Der er en afgørende forskel mellem øvrighedens ansvar for ret og orden - og en religion, der lover Paradiset til dem, der kæmper, dræber og dør i Guds sag.

Den forskel udvisker Koranen. Den forsøger at lægge sin krigsteologi ind i Evangeliet. Men Evangeliet indeholder kun afvisning af påstanden. Det kristne liv beskrives ganske vist som kamp. Men det er ikke en kamp mod mennesker af kød og blod. Paulus siger: ”Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef. 6:12). Han siger også: ”Thi om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis. Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige” (2. Kor. 10:3-4). Det er Evangeliets krig - ikke erobring i Guds navn, ikke sværd mod mennesker eller drab for paradiset, men åndelig kamp mod løgn, synd, mørke og onde åndsmagter.

Derfor falder Koranens påstand. For hvis sura 9:111 hævder, at denne krigshandel findes i Evangeliet, må islam vise den i Evangeliet. Ikke i løsrevne vendinger. Ikke i misbrugte billeder. Ikke ved at tage ordet ”sværd” ud af sin sammenhæng. Men i Jesu lære og apostlenes vidnesbyrd. Og det kan islam ikke.

Muslimer vil nogle gange pege på, at Jesus sagde: ”Jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd” (Matt. 10:34). Men sammenhængen viser, at Jesus ikke taler om, at disciplene skal føre væbnet kamp. Han forklarer straks, at hans komme vil skabe splid i familier, ”mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder” (Matt. 10:35). Sværdet er splittelsen, som sandheden skaber - ikke en befaling om at dræbe.

Andre peger på, at Jesus sagde, at disciplene skulle købe et sværd (Luk. 22:36). Men det kan ikke læses som et kald til hellig krig. Det skal ses i lyset af alt det andet, Jesus lærer: ”Elsk jeres fjender … og bed for dem, som forfølger jer” (Matt. 5:44), og Jesu irettesættelse da Peter faktisk bruger sværdet i Getsemane: ”Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt. 26:52). Derfor handler sværdet i Luk. 22 ikke om at udbrede Guds rige med vold. Det handler om, at disciplene nu skulle sendes ud i en farlig verden. Jesus havde selv sagt: ”Se, jeg sender jer som får blandt ulve” (Matt. 10:16), og: ”Jeg sender jer som lam midt iblandt ulve” (Luk. 10:3). På rejser kunne der være røvere, vilde dyr og andre farer. Sværdet hører til den praktiske selvbeskyttelse i en farlig verden - ikke til angreb, tvang eller religiøs erobring.

Det afgørende er, at da sværdet bliver brugt offensivt for at forsvare Jesus og forhindre hans lidelse, bliver det afvist. Evangeliet må bæres frem ved vidnesbyrd, lidelse, kærlighed og sandhed - ikke ved sværdet. Så også de steder, der forsøges brugt, vender sig imod den islamiske læsning.

Evangeliet giver ikke islam det, Koranen påstår. Det giver ikke en Jesus, der lover Paradiset til dem, der dræber i Guds sag eller en Messias, der bygger sit rige med våben. Det giver ikke apostle, der udbreder troen med tvang, eller en menighed, der kaldes til krig mod mennesker. Det giver en korsfæstet konge, hvis rige ikke er af denne verden, en frelser, der beder for sine fjender, disciple, der skal lide, vidne, elske, tilgive og overvinde det onde med det gode. Derfor er krigsførelsesdilemmaet så alvorligt. Koranen hævder, at dens krigsideal er bevidnet i Evangeliet (sura 9:111). Men Evangeliet vidner om det modsatte.

Islam siger: Kæmp, dræb og bliv dræbt på Allahs vej for Paradiset. Jesus siger: Mit rige er ikke af denne verden; derfor kæmper mine tjenere ikke sådan. Det er ikke samme Gud. Det er ikke samme rige. Det er ikke samme evangelium.

Når man kommer til spørgsmålet om Guds karakter, bliver forskellen mellem Koranen og Bibelen igen tydelig. Det handler ikke kun om, hvad Gud befaler. Det handler om, hvem Gud er. For i Bibelen møder vi en Gud, der elsker verden, søger syndere, kalder fjender til omvendelse og giver sin Søn for de ugudelige. I Koranen møder vi en gud, der igen og igen afgrænser sin kærlighed til bestemte grupper og direkte siger, at han ikke elsker de vantro, de uretfærdige, de hovmodige, de utaknemmelige og overtræderne.

Koranen siger ganske vist meget om Allahs barmhjertighed. Den kalder ham nådig og barmhjertig. Men når Koranen taler om Allahs kærlighed, bliver billedet langt mere betinget. Allah elsker dem, der gør godt, dem der renser sig, dem der frygter ham og adlyder ham. Men om andre siger Koranen: Allah elsker dem ikke. Allah elsker ikke de vantro (sura 3:32; 30:45). Han elsker ikke de uretfærdige (sura 3:57; 42:40). Han elsker ikke overtræderne (sura 2:190). Han elsker ikke den hovmodige og pralende (sura 4:36). Han elsker ikke den utaknemmelige synder (sura 2:276). Han elsker ikke forræderen og den utaknemmelige (sura 22:38). Det er ikke en lille forskel i formulering. Det er et andet gudsbillede.

Bibelen lærer naturligvis også, at Gud er hellig, at Han dømmer synd, og at Hans vrede hviler over ugudelighed. Men Guds kærlighed er ikke begrænset til dem, der allerede elsker Ham. Den går ud mod dem, der er fjender, syndere, fortabte og ugudelige. Jesus siger: ”Elsk jeres fjender … og bed for dem, som forfølger jer” (Matt. 5:44), og Han begrunder det med Guds egen karakter: ”thi han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige” (Matt. 5:45). Det er afgørende. Jesus siger ikke bare, at vi skal elske fjender, fordi det er en høj moral. Han siger, at vi skal elske fjender, fordi sådan er vores himmelske Fader. Gud viser godhed mod både onde og gode. Han lader regnen falde over både retfærdige og uretfærdige. Lukas gengiver samme sandhed: ”Elsk jeres fjender, og gør godt”, for Gud ”er god imod de utaknemmelige og onde” (Luk. 6:35).

Det er præcis dér, Koranens Allah ikke ligner Bibelens Gud. For Bibelens Gud elsker ikke kun dem, der allerede er Hans venner. Han viser sin kærlighed til fjender. Paulus skriver: ”medens vi endnu var afmægtige, led Kristus … døden for os, som endnu var ugudelige” (Rom. 5:6). Og igen: ”Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere” (Rom. 5:8). Det er kristendommens centrum. Gud elsker ikke synderen, fordi synderen har gjort sig værdig. Gud elsker synderen, mens han endnu er synder. Gud handler ikke først, når mennesket har renset sig selv. Gud handler, mens mennesket er fortabt. Johannes siger det sådan: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh. 3:16). Og han fortsætter: ”Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (Joh. 3:17).

Det betyder ikke at alle bliver frelst, at Gud overser synd eller at dommen forsvinder. Men det betyder, at Guds kærlighed rækker ud til verden, før verden elsker Ham. Guds kærlighed åbenbares i, at Han giver sin Søn for dem, der ikke fortjener det. ”Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder” (1. Joh. 4:10). Det er en helt anden kærlighed end den, Koranen beskriver. Her er Gud ikke bare den, der belønner de lydige. Han er den, der søger de fortabte. Han har ikke lyst til den gudløses død, men til at han vender om og lever. Som Herren siger gennem Ezekiel: ”Jeg har ikke Lyst til den gudløses Død, men til at han omvender sig fra sin Vej, at han må leve!” (Ezek. 33:11). Det er Bibelens Gud. Hellig, retfærdig og dømmende, men også den Gud, der elsker fjender, kalder syndere og giver sig selv for de ugudelige.

Og her hænger kærligheden og dommen sammen. For Bibelens dom er ikke løsrevet fra Guds kærlighed. Helvede er ikke et brutalt udtryk for en lunefuld guddom. Det er den endelige dom over synd, ondskab, oprør og afvisning af sandheden. Jesus taler klart om ”evig straf” og ”evigt liv” (Matt. 25:46). Johannes’ Åbenbaring taler om ildsøen som ”den anden død”, hvor den ender, som ikke findes indskrevet i livets bog (Åb. 20:14-15). Men Bibelens evige liv er ikke først og fremmest et sanseparadis. Det er fællesskab med Gud. Jesus siger: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus” (Joh. 17:3). Og i Johannes’ Åbenbaring er målet ikke bare nydelse, haver og belønning. Målet er, at Gud bor hos sit folk: ”Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem” (Åb. 21:3). Han tørrer hver tåre af deres øjne, og død, sorg, skrig og pine skal ikke være mere (Åb. 21:4). Det er ikke bare et sted. Det er forsonet fællesskab med Gud.

Koranens paradis beskrives derimod ofte med jordiske og sanselige billeder: haver, floder, drikke, frugter, smukke ledsagere, hvilesteder og belønninger (sura 2:25; 47:15; 56:22-24; 76:12-22). Haditherne gør billedet endnu mere kropsligt: Paradisets beboere spiser og drikker, deres sved dufter af moskus, mændene får flere hustruer, og den troende gives en seksuel styrke svarende til hundrede mænd (Sahih al-Bukhari 3245; 3254; Sahih Muslim 2835; 2838; Jamiʿ at-Tirmidhi 2536). Koranens helvede beskrives ligeledes med stærke fysiske pinebilleder: ild, kogende vand, brændende hud og gentagen straf (sura 4:56; 22:19-22; 78:21-30). Selvfølgelig bruger Bibelen også billeder om ild, mørke, straf og det kommende rige, men centrum er forskelligt. I Bibelen er det evige liv at kende Gud gennem Jesus Kristus. I Koranen bliver frelsen ofte fremstillet som adgang til belønning under Allahs dom, hvor menneskets gerninger vejes, og hvor Allah elsker dem, der passer ind i hans vilje.

Det afslører igen forskellen. Bibelens Gud kommer til verden i kærlighed og giver sin Søn for syndere. Koranens Allah afviser selve idéen om Sønnen og siger, at han ikke elsker de vantro. Bibelens Gud elsker fjender og kalder sine børn til at ligne Ham ved bl.a. at elske deres fjender. Koranens Allah siger, at han ikke elsker overtrædere, vantro og utaknemmelige. Bibelens Gud åbenbarer sin kærlighed ved soning. Koranens Allah giver ingen Søn, intet kors og ingen fuldbragt forsoning.

Derfor er dette ikke kun et spørgsmål om himmel og helvede. Det er et spørgsmål om Guds hjerte - hvem er Gud over for den fortabte? Er Han den, der elsker synderen, mens synderen endnu er fjende, og giver sin Søn for at frelse ham, eller er Han den, der ikke elsker de vantro og kun giver sin kærlighed til dem, der allerede underkaster sig?

Det er Guds karakter-dilemmaet. Islam kan bruge bibelske ord som barmhjertighed, dom, paradis og helvede. Men ordene får et andet indhold, fordi Gudsbilledet er et andet. Den Gud, der elsker verden og giver sin Søn, er ikke den samme som Allah, der nægter Sønnen og ikke elsker de vantro. Det er ikke samme kærlighed. Det er ikke samme frelse. Det er ikke samme Gud.

Koranen har ikke kun et problem med de store lærepunkter. Den har også et problem med de historier, den låner. Igen og igen genfortæller Koranen beretninger, som allerede fandtes i den jødiske og kristne verden, herunder historierne om Adam, Noah, Abraham, Lot, Josef, Moses, Maria, Jesus, Salomo og mange andre. Den bruger personer, begivenheder og temaer, som hører hjemme i den bibelske åbenbaring. Men når Koranen fortæller dem, lyder de ofte ikke som en fortsættelse af den bibelske tekst. De lyder som genfortællinger, som mundtlige traditioner og løse versioner af historier, der allerede var i omløb. En genfortælling kan naturligvis være kortere end originalen eller fremhæve andre detaljer og springe noget over. Men når Koranen igen og igen ændrer, sammenblander eller udbygger de bibelske historier på en måde, der ikke følger Torahen og Evangeliet, opstår et mønster.

Og mønsteret er afslørende. Koranen virker ikke som den samme Gud, der fortsætter sit eget tidligere vidnesbyrd. Den virker som en senere stemme, der har hørt brudstykker af de bibelske fortællinger og gengiver dem på ny - men ikke altid korrekt. Det er ikke bare lærdomme der går galt, hvor Biblen f.eks. siger, ”Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve” (4. Mos. 23:19), mens Koranen siger, ”De bedrog, og Allah bedrog, og Allah er den bedste af bedragerne” (sura 3:54).

Det er et kæmpe problem for islam, for hvem siger Bibelen er den største bedrager? Det er Satan, ”den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører” (Åb. 12:9) som bliver kastet i afgrunden, ”så han ikke mere kunne forføre folkeslagene” (Åb. 20:3). Det er med andre ord, efter Koranens eget vidnesbyrd, Allah, der er Satan - for som Paulus siger, ”Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel” (2. Kor. 11:14). Her vil den moderne muslim - på bedragerisk vis som sin herre - ytre sin anke og sige at moderne oversættelser gengiver det ofte som, ”De lagde en plan, og Allah lagde en plan. Allah er den bedste planlægger”. Men det arabiske ord er makara, og det betyder ikke blot neutral planlægning. Klassiske arabiske ordbøger forklarer makr som skjult list, bedrag, intrige eller et forsøg på at føre nogen bag lyset. Ældre oversættelser bevarede betydningen bedre med ord som ”stratagem” (list, intrige, kneb eller snedigt komplot) , ”devised” (udtænkte, lagde en listig plan eller lagde råd op) og ”plotters” (intrigemagere, sammensvorne eller dem, der lægger skjulte planer). Nyere oversættelser har gradvist gjort det til det langt mere neutrale ”planners”.

Bibelen siger, ”Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som forfølger jer” (Matt. 5:44). Koranen siger om de vantro (ikke-muhamedanere), ”bekæmp dem, indtil der ikke er mere Fitnah (vantro og tilbedelse af andre sammen med Allah) og (al og enhver form for) tilbedelse er for Allah alene. Bibelen siger at mænd skal vise sine hustruer ære (1. Pet. 3:7), mens Koranen siger om oprørske hustruer, ”Hvad angår dem, fra hvem I frygter oprør, så forman dem og forvis dem til senge fra hinanden, og piske dem” (sura 4:34).

Bibelen siger, ”Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer” (Rom. 12:17) mens Koranen siger, ”Jeg vil kaste rædsel i hjerterne på dem, der har vantro, så slå dem over halsen og slå over alle deres fingre og tæer” (sura 8:12) - med andre ord, halshug dem, skær fingrer og tær af dem - som Ibn Khatir kommenterer, ”Slå dem på panden for at rive dem fra hinanden, og slå dem over halsen for at skære dem af. Skær deres lemmer, hænder og fødder af”^[3].

Det er blot nogle få modsigelser der viser, at Koranen på ingen måde er en videreførelse af Bibelens tekster. Men Den digter også ukorrekte historiske fortællinger og blander historiske figurer sammen.

Abraham og Ismael som Kaabaens bygmestre

Koranen siger, at Abraham og Ismael rejste fundamenterne til Huset: ”Da Abraham og Ismael rejste Husets fundamenter …” (sura 2:127). Det er en helt central islamisk fortælling, fordi den gør Kaabaen til et abrahamitisk helligsted. På den måde får islam en forbindelse tilbage til Abraham og kan fremstille Mekka som et centrum for den oprindelige tro.

Men i Bibelen findes denne fortælling ikke. Abraham bygger altre i det land, Gud har lovet ham - Kana’an: ”Der byggede han HERREN et Alter” (1. Mos. 12:7). Senere slår Abraham sig ned ved Mamres terebintelund ved Hebron: ”Abram … bosatte sig ved Mamres Terebinter … og der byggede han HERREN et Alter” (1. Mos. 13:18). Bibelen siger intet om, at Abraham rejste til Mekka. Den siger intet om, at han byggede Kaabaen. Den siger intet om, at Ismael sammen med Abraham opførte et helligt hus dér. Tværtimod er Abraham i Bibelen bundet til det land, Gud selv udpeger: Kana’an.

Problemet bliver endnu tydeligere i Sahih al-Bukhari 3366. Her siger Muhammed, at det første bedehus på jorden var al-Masjid al-Haram i Mekka, det næste al-Masjid al-Aqsa i Jerusalem, og at der kun gik fyrre år mellem dem^[4]. Koranen gør Abraham og Ismael til Kaabaens bygmestre, mens Bibelen fortæller, at Salomo først mange generationer senere byggede templet i Jerusalem (1. Kong. 6:1). Der er ikke fyrre år mellem Abraham og Salomo, men omkring et årtusinde. Tidslinjen passer ganske enkelt ikke.

For at redde den hævder muslimske fortolkere derfor, at Abraham og Salomo blot genopbyggede endnu ældre helligsteder, måske oprindelig grundlagt af Adam eller Jakob. Men det løser ikke problemet. Det føjer blot nye udokumenterede byggerier til fortællingen for at få hadithens fyrre år til at passe. Islam står derfor med en påstand om, at Abraham byggede Kaabaen, og en hadith, hvis tidsangivelse ikke harmonerer med den bibelske historie om Salomos tempel. I stedet for historisk dokumentation får vi nye traditioner, der er nødvendige for at beskytte de gamle.

Bibelen fører Abraham gennem Kana’an. Koranen flytter ham til Mekka uden bibelsk eller historisk mellemled. Forbindelsen bliver ikke bevist. Den bliver blot hævdet af den religion, der har brug for den.

Offerprøven: Koranens anonyme søn og Bibelens Isak

I Koranen læser vi om Abraham, der ser i en drøm, at han skal ofre sin søn: ”Min søn! Jeg har set i drømmen, at jeg skal ofre dig” (sura 37:102). Men Koranen nævner ikke sønnens navn i selve offerberetningen (men koranen er ikke stum om at Isak er pagtens søn^[5]). I islamisk tradition bliver sønnen normalt identificeret som Ismael, men teksten selv siger det ikke direkte.

Bibelen er derimod helt præcis: ”Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land og bring ham der som Brændoffer …” (1. Mos. 22:2). Det er ikke en lille detalje. I Bibelen er offerprøven knyttet til Isak, fordi Isak er løftets søn. Gud havde sagt: ”I Isak skal Afkom nævnes efter dig” (1. Mos. 21:12). Derfor handler offerprøven ikke bare om Abrahams lydighed. Den handler om Guds løfte. Hvis Isak dør, hvordan skal løftet så opfyldes? Netop derfor bliver beretningen så stærk. Abraham må stole på, at Gud selv kan opfylde sit ord.

Når islamisk tradition flytter offerprøven over på Ismael, flyttes også tyngdepunktet væk fra Bibelens pagtslinje: Abraham, Isak, Jakob, Israel og Messias.

Moses’ ophold hos Jetro blandes med Jakobs tjeneste hos Laban

Koranen fortæller, at Moses kommer til Midjan og får en aftale om ægteskab. Han skal arbejde i otte eller ti år: ”Jeg vil give dig en af mine to døtre til hustru på den betingelse, at du tjener mig i otte år; fuldender du ti, er det din egen sag” (sura 28:27).

Moses kom ganske rigtigt til Midjan og giftede sig med en datter af præsten i Midjan: ”Moses indvilligede i at blive hos Manden, og han gav Moses sin Datter Zippora til Hustru” (2. Mos. 2:21), men Bibelen siger ikke, at Moses skulle arbejde otte eller ti år for at få hende. Den slags ægteskabsarbejde finder vi derimod i Jakobs historie: ”Jakob tjente syv År for Rakel” (1. Mos. 29:20).

Her er to bibelske fortællinger blevet blandet sammen. Moses hos Jetro og Jakob hos Laban. I Bibelen er de to forskellige mænd, to forskellige historier og to forskellige perioder. I Koranens gengivelse får Moses et træk, som egentlig hører hjemme hos Jakob.

Farao, Haman og Babelstårnet

Koranen lader Farao befale Haman at bygge et tårn, der kan nå himlen. Men Farao hører til Moses’ tid i Egypten, Haman til Perserriget i Esters Bog, og tårnet, der når himlen, til Babels urhistorie. Tre adskilte bibelske tider og fortællinger bliver samlet i én koranisk scene.

Farao, Haman og tårnet: tre historier blandes sammen

Et af de tydeligste eksempler på afvigelse er Koranens fortælling om Farao og Haman. Koranen siger, at Farao beder Haman bygge et højt tårn, så han kan stige op til Moses’ Gud: ”Haman! Byg mig et tårn, måske kan jeg nå vejene, himlenes veje, og stige op til Moses’ Gud.” (sura 40:36-37). Et andet sted siger Farao: ”Haman! Tænd for mig ovne til leret og byg mig et højt tårn …” (sura 28:38).

Problemet er, at Haman i Bibelen ikke lever på Moses’ tid. Haman hører hjemme i Esters Bog, i Perserriget, mange hundrede år efter Moses: ”Kong Ahasverus ophøjede Haman … agagitten Hammedatas Søn” (Est. 3:1). Og selve idéen om et højt tårn, der skal nå himlen, hører ikke hjemme hos Farao i Egypten, men i Babel-fortællingen: ”Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen” (1. Mos. 11:4).

Her blandes tre forskellige bibelske sammenhænge sammen. Moses og Farao i Egypten, Haman fra Perserriget og Babelstårnet fra urhistorien. I Bibelen er det adskilte fortællinger. I Koranen bliver de sat sammen i én scene. Det er netop sådan, man mange steder ser Koranens forhold til Bibelen. Navne og motiver genbruges, men de placeres ofte i en ny og forkert sammenhæng.

Faraos sidste bekendelse ved Det Røde Hav

Koranen fortæller, at Farao bekender troen, da han drukner: ”Jeg tror, at der ikke er nogen gud uden ham, som Israels børn tror på” (sura 10:90). Men han får svaret, at det nu er for sent: ”Nu? Du var jo ulydig før …” (sura 10:91).

Bibelen fortæller ikke, at Farao kom med en sådan trosbekendelse. Den fortæller, at Herren styrtede egypterne i havet: ”HERREN styrtede Ægypterne midt i Havet” (2. Mos. 14:27). Og Israel så egypterne ligge døde ved havets bred: ”Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred” (2. Mos. 14:30).

I Bibelen er Faraos endeligt ikke en omvendelsesscene. Det er Guds dom over den konge, der havde forhærdet sit hjerte og nægtet at lade Guds folk gå. Koranen tilføjer en sen bekendelse, som ikke findes i den bibelske beretning.

Josef: skjorten, Jakobs blindhed og en fortælling der ændres

I Koranens Josef-fortælling bliver Jakob så sorgfuld over Josef, at hans øjne bliver hvide. Senere sender Josef sin skjorte tilbage til faderen, og skjorten bliver midlet, hvorved Jakob får synet igen. Koranen siger: ”Hans øjne blev hvide af sorg” (sura 12:84). Og senere siger Josef: ”Gå med denne min skjorte og læg den over min fars ansigt; så vil han få synet tilbage” (sura 12:93). Da skjorten kommer frem, sker det: ”Da … lagde den over hans ansigt, fik han synet tilbage” (sura 12:96).

Men Bibelen fortæller historien anderledes. Jakob bliver knust af sorg, ja, men Bibelen siger ikke, at han bliver blind, og den siger ikke, at Josefs skjorte helbreder ham. Da brødrene fortæller ham, at Josef lever, reagerer Jakob først med vantro, men da han ser vognene fra Egypten, får han livsmodet tilbage: ”Josef lever endnu, og han er Hersker over hele Ægypten” (1. Mos. 45:26). ”Da han så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes deres Fader Jakobs Ånd atter” (1. Mos. 45:27).

I Bibelen er Jakobs reaktion menneskelig og åndelig. Hans ånd oplives, fordi han får vished om, at Josef lever. I Koranen bliver fortællingen gjort mere legendarisk, at Jakobs øjne bliver hvide, og Josefs skjorte får en næsten mirakuløs funktion. Det er ikke Bibelens Josef-fortælling, men en omformet version.

Josef op højer sine forældre på tronen

Koranen fortæller, at Josef løfter sine forældre op på tronen, og at de falder ned for ham: ”Han løftede sine forældre op på tronen, og de faldt ned for ham i tilbedende bøjning” (sura 12:100).

Bibelens fortælling har ikke denne scene. Da Josef møder sin far Jakob igen, er det ikke en scene om trone, hofceremoni og nedbøjning, men en dybt rørende genforening mellem far og søn: ”Da han traf ham, omfavnede han ham og græd længe i hans Arme” (1. Mos. 46:29). Og Jakob siger: ”Lad mig nu kun dø, da jeg har set dit Ansigt, at du endnu lever!” (1. Mos. 46:30). I Bibelen er centrum ikke Josefs kongelige ophøjelse over sin familie, men Guds forsyn. Det, brødrene mente ondt, vendte Gud til frelse. Josef bliver ikke bare stor i Egypten; han bliver Guds redskab til at bevare Jakobs hus i live.

Koranens version bevarer noget af drømmemotivet - at familien en dag skal bøje sig for Josef - men fortællingen får en anden form og tone. Den bibelske historie handler ikke først og fremmest om ceremoniel ophøjelse, men om skyld, tilgivelse, forsyn og Guds løfter til Israels fædre.

Simeon, Benjamin og den ændrede Josef-fortælling

I Koranen bruges bægeret til at holde Josefs bror tilbage. Josef får bægeret lagt i broderens oppakning, og dermed kan han beholde ham i Egypten: ”Han lagde drikkebægeret i sin brors oppakning” (sura 12:70).

I Bibelen findes der også en bægerprøve med Benjamin. Men før den episode sker der noget andet: Josef tager Simeon og holder ham tilbage, indtil brødrene vender tilbage med Benjamin. Bibelen siger: ”Han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne” (1. Mos. 42:24). Senere kommer bægerprøven med Benjamin, men den står i en større sammenhæng, hvor Josef prøver sine brødres hjerter. Vil de ofre Benjamin, som de engang ofrede Josef? Eller er de blevet forandrede?

Koranens fortælling har elementer, der minder om den bibelske historie, men den gengiver ikke hele den moralske og sjælesørgeriske opbygning. I Bibelen bliver brødrenes samvittighed, skyld og forvandling gradvist afdækket. Det er ikke bare et trick med et bæger, men en prøve der viser om de stadig er de samme mænd, som solgte Josef.

Moses og de ti bud

Koranen nævner, at Moses fik tavler: ”Vi skrev for ham på tavlerne en formaning om alt og en forklaring på alle ting” (sura 7:145). Men Koranen gengiver ikke de ti bud som den klare og centrale pagtstekst, vi møder i Bibelen.

I Bibelen lyder det direkte: ”Gud talede alle disse Ord og sagde: Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset” (2. Mos. 20:1-2). Og straks derefter kommer buddet: ”Du må ikke have andre Guder end mig” (2. Mos. 20:3). Senere følger buddene: ”Du må ikke slå ihjel! Du må ikke bedrive Hor! Du må ikke stjæle!” (2. Mos. 20:13-15).

Flere artikler om Anden religion

Zionismen der styrer verden

18. august, 2024

I Bibelen er de ti bud ikke en løs moralsk samling. De står i pagtens centrum. Gud åbenbarer sig som HERREN, Israels Gud, der har ført folket ud af Egypten. Buddene udspringer af frelsen. Gud frelser først, og derefter kalder han sit folk til lydighed. Koranens Moses bliver ofte fremstillet som en profet efter samme skabelon som Muhammed. Han kommer med advarsel, modstanderne forkaster ham, og Allahs dom falder. Men Bibelens Moses står i en særlig frelseshistorisk sammenhæng - udgangen af Egypten, pagten ved Sinaj, tabernaklet, præstetjenesten og løftet om landet.

Plagerne over Egypten

Koranen nævner flere tegn og plager over Faraos folk: ”Vi sendte over dem oversvømmelsen, græshopperne, lusene, frøerne og blodet som tydelige tegn” (sura 7:133).

Bibelen fortæller derimod den store sammenhængende beretning om de ti plager over Egypten. Først bliver Nilen til blod: ”Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven … og det skal forvandles til Blod” (2. Mos. 7:17). Derefter kommer blandt andet frøerne: ”Hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer” (2. Mos. 8:2).

I Bibelen åbenbarer plagerne gradvist hvem HERREN er. Farao forhærder sit hjerte, og Egyptens guder ydmyges. Det hele leder frem til påskenatten, lammets blod og Israels udfrielse. Koranen har brudstykker af plagerne, men ikke Bibelens fulde struktur. Den bibelske fortælling handler ikke blot om tegn og straf, men om forløsning. Israel bliver frelst ud af trældommen, og påsken bliver et profetisk forbillede på Guds frelse.

Desuden - koranen nævner ”oversvømmelsen” som én af plagerne over Faraos folk. Det er bemærkelsesværdigt, fordi Bibelen ikke har en særskilt ”oversvømmelsesplage” blandt Egyptens ti plager. Bibelen har blod, frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke og de førstefødtes død. Koranens ordvalg er interessant, fordi samme type oversvømmelsesmotiv også kendes fra syndflodsfortællingen. Derfor ser det ud som endnu et eksempel på, at Koranen gengiver bibelske motiver i en forkortet og omformet form, hvor plagerne over Egypten ikke længere følger Bibelens klare rækkefølge og indhold.

Saul får Gideons vandprøve

Koranen fortæller om Talut, som svarer til Saul. Da han drager ud med hæren, bliver soldaterne prøvet ved en flod: ”Allah vil prøve jer ved en flod. Den, der drikker af den, hører ikke mig til” (sura 2:249).

Men i Bibelen hører vandprøven ikke til Saul. Den hører til Gideon. I Dommerbogen fører Gideon folket ned til vandet, og Herren udskiller de mænd, der skal bruges i kampen: ”Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN til Gideon …” (Dom. 7:5). Og resultatet bliver: ”Med de 300 Mand, som labede, vil jeg frelse eder” (Dom. 7:7). Saul findes naturligvis i Bibelen, men hans historie er en anden. Saul bliver salvet af Samuel: ”Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien over hans Hoved” (1. Sam. 10:1).

Her ser vi igen, hvordan Koranens fortælling bruger bibelske motiver, men placerer dem et andet sted. En prøve, der i Bibelen tilhører Gideon, bliver i Koranen knyttet til Saul. Resultatet er en sammenblandet fortælling, hvor personer og episoder ikke længere står i deres bibelske sammenhæng.

David og Batseba bliver til en uklar fårefortælling

Koranen fortæller om to stridende mænd, der kommer til David. Den ene siger: ”Denne min bror har nioghalvfems får, og jeg har ét får” (sura 38:23). David forstår sagen, dømmer, og søger derefter tilgivelse: ”David forstod, at Vi havde sat ham på prøve; han bad sin Herre om tilgivelse” (sura 38:24).

Når man kender Bibelen, er det svært ikke at høre et ekko af historien om David og Batseba. Men i Bibelen er sagen ikke uklar. David har taget Urias’ hustru Batseba og arrangeret Urias’ død. Profeten Natan kommer til David med lignelsen om den rige mand, der tager den fattige mands eneste lam. Derefter afslører Natan direkte Davids synd: ”Du er Manden!” (2. Sam. 12:7). Og han siger: ”Hetitten Urias har du dræbt med Sværdet; hans Hustru har du taget til Ægte” (2. Sam. 12:9)

I Bibelen er Davids synd konkret - begær, utroskab, bedrag og mord. Og netop derfor bliver også Davids omvendelse konkret. Han kan ikke gemme sig bag fromhed eller kongelig værdighed. Han står skyldig over for Gud. Koranens version bevarer en rest af motivet med fårene, men den store moralske kerne forsvinder. Bibelen viser, at selv Israels konge står under Guds dom, og at synd må bekendes som synd.

Salomo bliver hersker over djinner, fugle og vind

Koranens Salomo er ikke bare konge. Han har herredømme over vind, fugle og djinner (djinner, flertal af djinn, er overnaturlige væsener - ånder): ”For Salomo gjorde Vi vinden tjenlig” (sura 34:12). Og ”Nogle af djinnerne arbejdede for ham med hans Herres tilladelse” (sura 34:12). Et andet sted samles Salomos hære: ”For Salomo blev hans hære samlet: djinner, mennesker og fugle” (sura 27:17).

Bibelen fremstiller Salomo helt anderledes. Salomo er Israels konge, Davids søn, visdomskonge og tempelbygger. Det centrale i hans regeringstid er ikke kontrol over djinner, men templet i Jerusalem: ”I det fjerde År Salomo herskede i Israel, begyndte han at bygge HERREN Templet” (1. Kong. 6:1).

Bibelen fortæller også om hans visdom, rigdom og internationale ry. Men den gør ham ikke til en eventyrkonge, der hersker over åndevæsener og fuglehære. Salomos storhed ligger i, at Gud gav ham visdom, og at han fik lov at bygge templet for HERRENS navn. Koranens Salomo er derfor ikke blot Bibelens Salomo i forkortet form. Han er blevet omdannet til en figur med stærke legendariske og eventyrlige træk.

Dronningen af Saba: fra visdomsprøve til eventyrfortælling

Koranen fortæller, at en hærfugl kommer til Salomo med nyheder om dronningen af Saba: ”Jeg har fået kundskab om noget, du ikke har fået kundskab om; jeg kommer til dig fra Saba med sikker besked” (sura 27:22). Senere bliver hendes trone flyttet mirakuløst: ”Jeg vil bringe den til dig, før dit blik vender tilbage til dig” (sura 27:40). Hærfuglen siger også om dronningen og hendes folk: ”Jeg fandt hende og hendes folk kaste sig ned for solen i stedet for Allah” (sura 27:24). Og hun føres ind i et palads, hvor hun tror, at gulvet er vand: ”da hun så det, troede hun, det var et vandområde og afslørede sine skinneben. Han sagde: Det er faktisk et palads gjort glat med glas. Hun sagde: Min Herre, jeg har virkelig gjort mig selv uret, og jeg underkaster mig Salomon Allah, verdens Herre” (sura 27:44).

Bibelen fortæller derimod en mere jordnær og teologisk klar historie. Dronningen af Saba kommer, fordi hun har hørt om Salomos visdom: ”Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun for at prøve ham med Gåder” (1. Kong. 10:1). Hun ser hans visdom, hans hus og hans gudstjeneste: ”Da Dronningen af Saba så al Salomos Visdom, Huset han havde bygget … var hun ude af sig selv” (1. Kong. 10:4-5)

I Bibelen handler Saba-fortællingen om Salomos visdom og om HERRENS velsignelse over Israel. I Koranen bliver fortællingen fyldt med hærfugl, mirakuløs troneflytning og glasgulv. Igen ser vi, at bibelske personer og navne bevares, men fortællingen får en helt anden karakter.

Salomos fald forklares ikke som i Bibelen

Koranens Salomo fremstår som en profetisk hersker, der har magt over synlige og usynlige kræfter.

Men Bibelen er langt mere nøgtern og alvorlig. Salomo var vis, men han faldt. Hans mange fremmede hustruer drog hans hjerte bort fra HERREN: ”Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til fremmede Guder” (1. Kong. 11:4). Det er afgørende, fordi Bibelen ikke pynter på sine helte. Abraham fejler. Moses fejler. David falder. Salomo falder. Bibelen viser menneskets synd og Guds trofasthed.

Koranens profetskabelon har sværere ved denne bibelske realisme. Profeterne bliver ofte brugt som idealiserede forkyndere af islams budskab. Men Bibelen tør vise, at selv de største mænd havde brug for nåde. Det er netop en af de store forskelle. Bibelen er ikke heltepropaganda, men sandhedens bog. Den skjuler ikke synden, fordi den peger frem mod den frelse, mennesket ikke kan give sig selv.

David, bjerge og fugle

Koranen fortæller, at bjerge og fugle blev sat til at lovprise sammen med David: ”Vi lod bjergene lovprise sammen med David, og fuglene ligeledes” (sura 21:79). Og igen: ”Bjerge! Lovpris sammen med ham! Og I fugle!” (sura 34:10).

Bibelen kender David som salmedigter og lovsanger. Men den fremstiller ikke David som en eventyrlig skikkelse, hvor naturen bogstaveligt organiseres omkring ham. Bibelen bruger ofte poetisk sprog om, at hele skabningen priser Herren: ”I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle” (Sal. 148:9-10). Når Bibelen taler sådan, er det poetisk lovsangssprog. Hele skabningen kaldes til at prise Gud.

Koranen synes derimod at gøre dette poetiske motiv til en konkret fortælling om David, hvor bjerge og fugle særligt lovpriser sammen med ham. Det viser igen forskellen: Bibelen har salmepoesi, billedsprog og lovsang. Koranen gengiver motivet som en profetlegende.

Treenigheden misforstås som Gud, Jesus og Maria

Koranen kritiserer de kristne for at sige ”tre”: ”Sig ikke: Tre!” (sura 4:171). Et andet sted lyder kritikken: ”De er vantro, som siger: Allah er den tredje af tre” (sura 5:73). Men endnu mere afslørende er sura 5:116, hvor Allah spørger Jesus: ”Har du sagt til menneskene: Tag mig og min mor som to guder foruden Allah?” (sura 5:116).

Det er ikke den kristne treenighed. Kristne tilbeder ikke Maria som en del af Gud. Bibelens treenige bekendelse er Faderen, Sønnen og Helligånden: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt. 28:19).

Koranen angriber altså ikke den kristne treenighed, som Bibelen lærer den. Den angriber en forvansket forestilling, hvor Jesus og Maria fremstilles som guddomme ved siden af Allah. Det rammer ikke den bibelske tro.

Maria opfostres i templet under Zakarias

Koranen fortæller, at Maria bliver taget imod af Zakarias, og at han finder mad hos hende: ”Hver gang Zakarias gik ind til hende i helligdommen, fandt han føde hos hende” (sura 3:37).

Men Det Nye Testamente fortæller ikke, at Maria voksede op i templet under Zakarias’ omsorg. Lukas fortæller derimod, at englen Gabriel blev sendt til Maria i Nazaret: ”Engelen Gabriel blev sendt fra Gud til en by i Galilæa, som hedder Nazaret, til en jomfru … og jomfruens navn var Maria” (Luk. 1:26-27).

Den bibelske Maria er altså ikke en tempelpige i Jerusalem, som Zakarias besøger med overnaturlig mad. Hun er en jomfru i Nazaret, trolovet med Josef, af Davids hus. Her trækker Koranen på legendeagtigt stof, ikke på evangeliernes beretning.

Maria føder under en palme

Koranen fortæller, at Maria går ud til et fjernt sted, og at fødselsveerne driver hende hen til en palme: ”Veerne drev hende hen til stammen af en palme” (sura 19:23). Derefter får hun besked om at ryste palmen, så der falder dadler ned: ”Ryst palmestammen mod dig, så vil den lade friske dadler falde ned over dig” (sura 19:25).

Bibelen fortæller Jesu fødsel helt anderledes: ”Hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget” (Luk. 2:7). Der er ingen palme, dadler og ingen isoleret fødsel i ødemarken. Bibelens fortælling er knyttet til Betlehem, Davids by, Josef, folketællingen og løftet om Messias. Koranens version er ikke Lukas’ eller Matthæus’ evangelium. Det er en anden fødselsfortælling.

Jesus taler som spædbarn i vuggen

Koranen fortæller, at Jesus taler allerede som spædbarn. Da Maria bliver anklaget, peger hun på barnet, og Jesus siger: ”Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet” (sura 19:30). Koranen siger også, at Jesus skal tale til mennesker ”i vuggen”: ”Han skal tale til menneskene i vuggen og som voksen” (sura. 3:46).

Men evangelierne fortæller ikke, at Jesus talte som spædbarn. Lukas beskriver Jesu barndom på en langt mere nøgtern måde: ”Barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det” (Luk. 2:40).

I Bibelen åbenbares Jesus ikke som spædbarn ved at holde en teologisk tale fra vuggen. Han åbenbares gennem englenes budskab, hyrdernes vidnesbyrd, Simeons profeti, Hans vækst, Hans lydighed og senere Hans offentlige gerning. Koranens scene hører til i barndomslegendernes verden, ikke i de bibelske evangelier.

Barndomshistorier uden for Evangelierne

Koranen fortæller, at Jesus talte fra vuggen og skabte levende fugle af ler. Disse begivenheder findes ikke i de nytestamentlige evangelier, men ligner motiver fra senere apokryfe barndomsfortællinger. Johannes siger desuden, at Jesu første tegn skete ved brylluppet i Kana, hvilket ikke passer med mirakler udført allerede i barndommen.

Jesus skaber fugle af ler

Koranen siger, at Jesus former noget som en fugl af ler, blæser på det, og at det bliver en fugl med Allahs tilladelse: ”Jeg skaber for jer af ler noget, der ligner en fugl; jeg blæser i det, og det bliver en fugl med Allahs tilladelse” (sura. 3:49). Samme motiv nævnes igen: ”Du formede af ler noget, der lignede en fugl … og den blev en fugl med min tilladelse” (sura 5:110).

Men miraklet findes ikke i Det Nye Testamente. Johannes siger tværtimod, at Jesu første tegn skete i Kana i Galilæa, da han gjorde vand til vin: ”Således gjorde Jesus i Kana i Galilæa begyndelsen på sine tegn” (Joh. 2:11). Hvis Jesus allerede som barn havde skabt levende fugle af ler, ville Kana ikke være ”begyndelsen på hans tegn”. Derfor passer Koranens lerfugle ikke med evangeliernes kronologi. Det er et apokryft barndomsmotiv, ikke bibelsk evangelieberetning.

Maria kaldes Arons søster

Koranen lader folk sige til Maria: ”Maria! Du Arons søster!” (sura 19:28).

Problemet er, at Arons søster i Bibelen er Mirjam, Moses’ og Arons søster - ikke Maria, Jesu mor. Bibelen siger: ”Hun fødte for Amram Aron, Moses og deres Søster Mirjam” (4. Mos. 26:59). Maria, Jesu mor, lever derimod på Det Nye Testamentes tid, mange hundrede år senere: ”Engelen Gabriel blev sendt fra Gud … til en jomfru … og jomfruens navn var Maria” (Luk. 1:26-27).

Her opstår en alvorlig sammenblanding. Maria, Jesu mor, og Mirjam, Arons søster, er to forskellige kvinder fra to helt forskellige perioder i frelseshistorien. Koranen bruger betegnelser, der skaber forvirring mellem dem.

Zakarias’ tegn ændres

Koranen fortæller, at Zakarias beder om et tegn, og får at vide, at han ikke skal tale med mennesker i tre nætter eller tre dage: ”Dit tegn er, at du ikke skal tale til menneskene i tre nætter, skønt du er rask” (sura 19:10).

I Det Nye Testamente er situationen anderledes. Zakarias bliver stum, fordi han ikke tror engelens ord: ”Du skal blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord” (Luk. 1:20). Og han får først sin tale tilbage ved Johannes’ fødsel og navngivning: ”Han skrev disse ord: ‘Johannes er hans navn.’ … Men i det samme fik han atter mund og mæle” (Luk. 1:63-64).

Koranen forkorter og ændrer altså beretningen. I Bibelen er stumheden ikke blot et tegn i tre dage. Den varer indtil barnet er født og navngivet. Det er knyttet til Zakarias’ vantro og Guds trofasthed mod sit løfte.

Nadveren bliver til et bord fra himlen

Koranen fortæller, at disciplene beder Jesus om et bord fra himlen: ”Kan din Herre sende et bord ned til os fra himlen?” (sura 5:112). Jesus beder, og Allah svarer: ”Jeg vil sende det ned til jer” (sura 5:115).

Men Bibelens nadver er ikke et himmelsk madbord, der sendes ned som et tegn. Nadveren er knyttet til Jesu død, hans legeme, hans blod og den nye pagt: ”Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brød” (1. Kor. 11:23). ”Dette er mit legeme, som gives for jer” (1. Kor. 11:24). ”Denne kalk er den nye pagt ved mit blod” (1. Kor. 11:25). Og Paulus forklarer betydningen: ”Så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer” (1. Kor. 11:26).

Koranens fortælling mister derfor nadverens kerne. I Bibelen peger måltidet på korset. I Koranen bliver det til et tegnmåltid fra himlen.

Korsfæstelsen benægtes

Koranen siger om jødernes påstand: ”Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud” (sura 4:157). Men Koranen svarer: ”De dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke; men sådan forekom det dem” (sura 4:157).

Det står direkte imod Det Nye Testamente. Johannes fortæller, at Jesus virkelig døde: ”Det er fuldbragt! Og han bøjede hovedet og opgav ånden” (Joh. 19:30). Paulus sammenfatter evangeliet sådan: ”Kristus døde for vore synder, efter skrifterne, og at han blev begravet; og at han er opstået på den tredje dag” (1. Kor. 15:3-4).

Her rammer forskellen selve evangeliets centrum. Hvis Jesus ikke døde, er der intet sonoffer. Hvis Han ikke blev begravet, er der ingen virkelig død. Hvis der ingen virkelig død er, mister opstandelsen sin betydning. Bibelens evangelium står og falder med, at Jesus virkelig blev korsfæstet, virkelig døde, virkelig blev begravet og virkelig opstod. Koranen der påstår at Evangeliet er givet af samme person der gav koranen selv, bliver et kæmpe dilemma for islam. Kernen i Evangeliet bliver fjernet for at koranen kan bringe et nyt budskab.

”Det forekom dem sådan” åbner for en erstatningskorsfæstelse

Koranens ord er: ”De dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke; men sådan forekom det dem” (sura 4:157). Den formulering har i islamisk tradition ofte ført til tanken om, at en anden blev gjort lig Jesus og korsfæstet i hans sted. Men Bibelen giver ingen plads til sådan en erstatningskorsfæstelse.

Det er Jesus selv, der lider. Det er Jesus selv, der dør. Det er Jesus selv, der giver sit liv: ”Det er fuldbragt! Og han bøjede hovedet og opgav ånden” (Joh. 19:30). Og apostlene prædiker ikke, at nogen anden døde i Jesu sted. De prædiker: ”Kristus døde for vore synder” (1. Kor. 15:3).

Det er afgørende. Evangeliet er ikke, at Jesus slap væk fra korset. Evangeliet er, at Jesus gik til korset frivilligt og bar synden. Koranens benægtelse af korsfæstelsen angriber derfor ikke en detalje, men selve frelsens og Evangeliets grund.

Jesus bliver anklager mod de kristne i stedet for deres frelser

Koranen fremstiller Jesus som én, der på dommens dag må svare på, om han har fået mennesker til at tilbede Ham og hans mor: ”Har du sagt til menneskene: Tag mig og min mor som to guder foruden Allah?” (sura 5:116). Jesus svarer i Koranen, at han kun sagde: ”Tilbed Allah, min Herre og jeres Herre” (sura 5:117). Dermed bliver Koranens Jesus et vidne imod den kristne tro på Ham som Guds Søn.

Men Det Nye Testamente fremstiller Jesus helt anderledes. Han er ikke de troendes anklager; han er deres talsmand: ”Synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige” (1. Joh. 2:1). Bibelens Jesus er den, der døde for vore synder, opstod fra de døde og går i forbøn for dem, der tilhører ham. Koranens Jesus er derimod gjort til et islamisk vidne imod kristendommens centrale bekendelse.

Det er en af de største forskelle mellem Koranen og Bibelen. I Koranen bliver Jesus brugt til at afvise kristendommen. I Bibelen er Jesus selve centrum for frelsen.

Og det er netop profethistorie-dilemmaet. Hvis Koranen virkelig kommer fra den samme Gud, som gav Torahen og Evangeliet, hvorfor lyder dens genfortællinger da så ofte som omformede versioner af historier, der allerede cirkulerede blandt jøder og kristne? Hvorfor følger den ikke tydeligt den tidligere åbenbaring? Hvorfor retter den ikke klart op på de forskelle, den skaber? Hvorfor bygger den på bibelske personer og temaer, men gengiver dem på en måde, der ofte virker fjern fra de skrifter, den hævder at bekræfte?

Islam kan svare: ”Koranen korrigerer Bibelen”, men så er vi tilbage ved det samme problem. Hvis Koranen korrigerer Torahen og Evangeliet, så bekræfter den dem ikke. Den bruger deres personer, deres profeter, deres autoritet og deres historie - men omskriver dem, når de ikke passer. Det er ikke kontinuitet. Det er overtagelse.

Når man ser på mønstret i Koranens brug af bibelsk materiale, bliver forskellen tydelig. Bibelen underviser moralsk og frelseshistorisk, mens Koranen ofte omformer det til mytologiske tegnfortællinger, der skal bekræfte islams berettigelse. I Bibelen er mennesket afsløret for Gud. Fortællingerne viser synd, skyld, ansvar, dom, omvendelse, nåde og Guds trofasthed mod sine løfter. Bibelen skjuler ikke menneskets fald - heller ikke hos de største personer. Den lader synden stå klart frem, netop fordi mennesket har brug for frelse.

Koranen bruger derimod ofte de samme navne og motiver på en anden måde. De bibelske personer bliver gjort til islamiske forkyndere efter samme skabelon. Allah sender en profet, folket afviser ham, tegnene bekræfter ham, og dommen rammer modstanderne. Dermed flyttes vægten fra moralsk og åndelig undervisning til ydre bekræftelse af profetens autoritet.

Det betyder, at Bibelens dybe undervisning om hjertets synd, Guds pagt og behovet for soning mange steder forsvinder. I stedet bliver fortællingerne brugt som beviser for islams grundbudskab, at alle sande profeter i virkeligheden forkyndte islam, og at Muhammed står som den endelige bekræftelse. På den måde ændres selve formålet med fortællingerne. Bibelen fører læseren ind i spørgsmålet om hvordan et syndigt menneske kan bestå for en hellig Gud. Koranen fører læseren ind i spørgsmålet om man vil underkaste sig Allahs sendebud.

Det er en afgørende forskel. Bibelen åbenbarer menneskets behov for frelse. Koranen bruger de bibelske skikkelser som tegn og autoritetsbeviser for islam. Derfor bliver Bibelens moralske og frelseshistoriske dybde ofte erstattet af disse mytologiske tegn, undere og profetskabeloner, som ikke peger frem mod korset, men tilbage mod islams krav om underkastelse.

Jesus siger selv om Skrifterne: ”Undersøg skrifterne; for I mener, at I i dem har evigt liv: og det er dem, der vidner om mig” (Joh. 5:39 , KJV). Det er dér, Koranen ikke kan følge med. Den vil gerne bruge profeterne, men den vil ikke lade dem vidne om Kristus. Derfor må den genfortælle dem, flytte dem, gøre dem islamiske og tage den bibelske historie og skrive den ind i et andet budskab.

Og netop dér afslører Koranen sig. For den taler ikke som den Gud, der først gav historien og nu fuldender den. Den taler som en senere fortæller, der har overtaget navnene, men ikke forstået vidnesbyrdet. Det viser at grundlæggerne af den islamiske tekst, har haft ringe forståelse og kendskab til Bibelens tekster. Det viser at islams tekster på intet tidspunkt hat haft til hensigt at videreføre Bibelens sandhed, men har haft ét eneste formål, at skabe et religiøst grundlag for at overtage Guds bog.

Det er profethistorie-dilemmaet. Islam står på lånte profeter. Men profeterne tilhører ikke islam. De tilhører den åbenbaring, der vidner om Kristus.

Evangeliernes forfatterskab og troværdighed er et centralt angrebspunkt i moderne muslimsk apologetik, og det er ikke en uvæsentlig akademisk diskussion. Det er en nødvendig del af det islamiske forsvar for Koranen. Hvis evangelierne virkelig stammer fra Jesu apostle og deres nærmeste medarbejdere, og hvis deres budskab kan føres tilbage til øjenvidnerne, bliver det vanskeligt at hævde, at en langt senere åbenbaring kan korrigere deres beretning.

For at løse dette problem hævder mange muslimske teologer og apologeter netop, at den Bibel, vi har i dag, ikke længere gengiver den oprindelige åbenbaring.

Ibn Hazm gjorde tekstforvanskning til et omfattende argument

Den andalusiske muslimske teolog Ibn Hazm, som levede 994-1064, spillede en væsentlig rolle i udviklingen af den systematiske påstand om, at Bibelens tekst var blevet forvansket. Han argumenterede blandt andet ud fra det, han mente var:

• modsigelser i Bibelen,
• historiske og geografiske fejl,
• uværdige beskrivelser af profeter,
• og en utilstrækkelig overleveringskæde.

Hos Ibn Hazm blev taḥrīf ikke kun forstået som forkert fortolkning eller fortielse, men som egentlig forandring af den bibelske tekst. Hans bibelkritik blev langt mere omfattende end hos mange tidligere muslimske forfattere.

Det er vigtigt at nævne, at muslimske lærde historisk har været uenige om, hvad taḥrīf præcist betyder. Nogle har især talt om forvrængning af Skriftens mening, mens andre har hævdet, at selve teksten blev ændret. Koranen indeholder anklager om, at nogle blandt Skriftens folk fordrejede, skjulte eller skrev noget med egne hænder og derefter kaldte det guddommeligt.

Men den senere og meget udbredte apologetiske konklusion er, at de bibelske bøger, vi har, ikke længere kan betragtes som den oprindelige åbenbaring.

Ahmed Deedat kaldte evangelierne anonyme skrifter

Den meget indflydelsesrige muslimske debattør Ahmed Deedat gjorde angrebet på Bibelen til en hoveddel af sin offentlige virksomhed. I bogen ”Is the Bible God’s Word?” skrev han direkte, at det, der i dag kaldes evangelierne, var frembragt af ”anonyme hænder”. Han anvendte blandt andet følgende argumenter:

• Jesus skrev ikke selv et evangelium.
• Evangeliernes forfattere identificerer ikke tydeligt sig selv i teksten.
• Evangelierne indeholder indbyrdes forskelle.
• Senere skrivere skal have tilføjet, ændret eller fjernet tekst.
• Derfor kan Bibelen ikke betragtes som Guds uforandrede ord.

Deedats argument er netop det at de traditionelle navne op evangeliernes skribenter, afvises som senere påsætninger, hvorefter evangelierne fremstilles som anonyme og historisk usikre.

Shabir Ally bruger samme argument i nyere form

Den canadiske muslimske apologet Shabir Ally har ligeledes argumenteret for, at Mattæusevangeliet oprindeligt var anonymt, og at den traditionelle forfatterangivelse ikke stammer fra selve forfatteren. I muslimsk undervisningsmateriale, der gengiver hans argumentation, stilles spørgsmålet direkte: Hvis Mattæusevangeliet oprindeligt var en anonym tekst, hvem gav det så navnet Mattæus, hvornår skete det, og hvorfor?

Samme materiale skelner mellem Koranens guddommeligt åbenbarede Injil og de fire nytestamentlige evangelier. Shabir Ally har desuden i debatter angrebet Johannesevangeliets apostolske forfatterskab og fremstillet det som en senere udvikling af forståelsen af Jesus.

Når nogen spørger: ”Kan du bevise, at Mattæusevangeliet er en øjenvidneberetning?”, er det vigtigt først at præcisere, hvad historisk bevisførelse er.

Flere artikler om Anden religion

Progressiv Kristendom

05. maj, 2024

Vi kan ikke bevise forfatterskabet til et antikt skrift på samme måde, som vi kan kontrollere en moderne kontrakt med underskrift, pasnummer og digital tidsstempling. Vi har ikke evangeliernes originale håndskrifter, og vi har ikke en optagelse af Mattæus, der afleverer sit manuskript.

Men sådan arbejder historikere heller ikke med andre antikke værker. Man undersøger i stedet:

• Hvor tidligt bliver værket knyttet til en bestemt forfatter?
• Hvor tæt stod vidnerne på den generation, hvor værket blev skrevet?
• Var overleveringen geografisk begrænset, eller fandtes den i flere dele af den antikke verden?
• Findes der konkurrerende oplysninger om forfatteren?
• Passer den ydre overlevering med oplysningerne inde i skriftet?
• Hvilke navne står i de tidligste bevarede manuskripter?

Når disse spørgsmål anvendes på evangelierne, får vi en væsentligt stærkere sag for de traditionelle forfattere, end påstanden om ”fire anonyme evangelier” umiddelbart giver indtryk af.

Samtidig må argumentet fremlægges nøjagtigt. Alle fire evangelister var ikke personlige øjenvidner til Jesu jordiske tjeneste. Mattæus og Johannes var ifølge den tidlige kirkelige overlevering apostle og øjenvidner. Markus skrev ifølge samme overlevering på grundlag af apostlen Peters forkyndelse.
Lukas siger selv, at han ikke var blandt de oprindelige øjenvidner, men at han undersøgte deres vidnesbyrd omhyggeligt.

Det er således mere korrekt at tale om evangelier med apostolsk og øjenvidnebaseret oprindelse end at kalde alle fire direkte øjenvidneberetninger.

Var evangelierne oprindeligt anonyme?

Det hævdes ofte, at evangelierne er anonyme, fordi forfatterne ikke indleder med ordene: ”Jeg, Mattæus, har skrevet denne bog”. Det er rigtigt i en begrænset betydning. Evangeliernes fortællende hovedtekst angiver normalt ikke forfatterens navn. Mattæusevangeliet omtaler eksempelvis Mattæus i tredje person, og Johannesevangeliet anvender betegnelsen den discipel, som Jesus elskede (Joh. 24:20-25).

Men der er forskel på, at en bog er internt anonym, og at dens forfatter var ukendt for dem, der modtog og kopierede den. Titlerne ”Evangeliet ifølge Mattæus”, ”ifølge Markus”, ”ifølge Lukas” og ”ifølge Johannes” tilhører manuskripternes såkaldte paratekst - overskrifter, afslutninger og andre oplysninger omkring selve fortællingen. Derfor kan det ikke ud fra fortællingens brug af tredje person alene konkluderes, at de første kristne ikke vidste, hvem der stod bag bøgerne. De tidlige papyrusfund beviser ikke, at navnene stod på de originale manuskripter, men de viser, at navnetraditionen var etableret tidligt. En mulig titel til Mattæusevangeliet findes i papyrus P4, almindeligvis dateret til slutningen af 100-tallet eller begyndelsen af 200-tallet. P66 bærer titlen ”Evangeliet ifølge Johannes”, mens P75 har afslutningen ”Evangeliet ifølge Lukas” efterfulgt af begyndelsen ”Evangeliet ifølge Johannes”. Dateringen af enkelte papyri diskuteres, men selve navnetraditionen er tydelig^[6].

Mange tidlige manuskripter er kun små fragmenter, hvor begyndelsen og slutningen er gået tabt. Derfor er det ikke rigtigt at sige, at alle de ældste manuskripter har bevaret titlerne. Den forsvarlige formulering er denne: Når de tidlige manuskripter har bevaret evangeliernes titler, anvender de de traditionelle navne. Vi har ingen bevaret manuskripttradition, hvor de samme fire evangelier tilskrives andre personer.

Det er et vigtigt forhold. Hvis bøgerne først havde cirkuleret anonymt i vidt adskilte menigheder, ville man forvente en vis navneforvirring: Mattæus i én landsdel, Peter i en anden, Jakob eller Andreas et tredje sted. Men vi kender ikke nogen tidlig tradition, der eksempelvis tilskriver Mattæusevangeliet Peter eller Johannesevangeliet Thomas.

Papias - det tidligste navngivne vidne

Et af de vigtigste vidner er Papias, biskop i Hierapolis i Lilleasien.

Han skrev sandsynligvis i første halvdel af 100-tallet, måske omkring år 130 e.Kr. Hans eget værk er gået tabt, men dele af det blev citeret af kirkehistorikeren Eusebius. Papias forklarede, hvordan han indsamlede oplysninger. Han foretrak ikke blot bøger, men opsøgte, hvad apostlenes ledsagere og de levende vidner kunne fortælle. Hans oplysninger kom altså fra et miljø, der lå tæt på den apostolske generation, men det betyder ikke nødvendigvis, at Papias personligt havde kendt alle apostlene.

Om Markus gengiver Papias en ældre overlevering: ”Markus, som var blevet Peters fortolker, nedskrev nøjagtigt, skønt ikke i rækkefølge, hvad han huskede”. Papias tilføjer, at Markus hverken ønskede at udelade noget, han havde hørt, eller at gengive noget urigtigt. Markus fremstilles altså ikke som et direkte øjenvidne til hele Jesu tjeneste, men som den, der bevarede Peters forkyndelse^[7]. Det interessante er, at traditionen ikke forsøger at gøre Markus mere imponerende, end han var. Han kaldes ikke apostel, og Papias indrømmer endda, at stoffet ikke nødvendigvis var ordnet kronologisk. Det ligner ikke en senere legende, der forsøger at give skriftet størst mulig prestige. Havde man blot ønsket et berømt navn, havde det været langt lettere at kalde bogen ”Peters evangelium”.

Markus var heller ikke en ukendt skikkelse. Johannes Markus optræder i Apostlenes Gerninger (Apg. 12:12) og i Paulus’ breve som en person i den apostolske kreds. Første Petersbrev afsluttes desuden med en hilsen fra ”min søn Markus” i ”Babylon”, som normalt forstås som en hentydning til Rom (1. Pet. 5:13). Det beviser ikke alene, at han skrev evangeliet, men det viser, at den Markus, som traditionen knytter til Peter, passer ind i det nytestamentlige miljø.

Papias om Mattæus

Papias siger også: ”Mattæus sammenstillede logia på hebraisk dialekt, og enhver fortolkede dem efter bedste evne”. Denne oplysning er meget tidlig, men den rejser også spørgsmål. Det græske ord logia kan betyde ”udsagn”, ”orakler” eller mere omfattende beretninger. ”Hebraisk dialekt” kan betyde hebraisk eller aramæisk.

Vores bevarede Mattæusevangelium er skrevet på flydende græsk og virker ikke umiddelbart som en simpel oversættelse fra hebraisk eller aramæisk. Mange forskere mener desuden, at Mattæus anvendte Markusevangeliet som en af sine kilder. Der er flere mulige forklaringer. Mattæus kan først have sammenstillet en hebraisk eller aramæisk samling af Jesu undervisning og senere have udarbejdet eller stået bag det græske evangelium. At Mattæus selv oversatte det, eller fik andre til det, finder vi antydning på i Matt. 27:46 , hvor han for de græsktalende forklarer Jesus ord ”Eli! Eli! Lema sabaktani”. Mattæus skrev til jøderne og søgte at vise dem, at Jesus var den retmæssige Messias, bl.a. igennem stamtræet som går tilbage til Abraham, hvorfra de vidste Messias skulle komme.

Papias brug af logia kan forstås på to måder. Enten brugte han betegnelsen om hele Matthæusevangeliet, eller også henviste han til en tidligere hebraisk eller aramæisk samling af Jesu ord og undervisning, som senere blev indarbejdet i det græske Matthæusevangelium. Vi kan derfor ikke med sikkerhed afgøre, om Papias taler om evangeliet i den form, vi har det i dag, men hans vidnesbyrd viser, at apostlen Matthæus meget tidligt blev forbundet med en skriftlig overlevering af Jesu ord.

Papias er derfor et stærkt tidligt vidne til en skrifttradition hvor Mattæus er skribenten, men hans ene sætning kan ikke alene bevise hvert led i tilblivelsen af det græske Mattæusevangelium. Netop Mattæusevangeliet er det sted, hvor den traditionelle forfatterangivelse kræver mest forklaring. Det betyder dog ikke, at traditionen er værdiløs. Tværtimod ville det være mærkeligt, hvis Papias i Lilleasien allerede tidligt i 100-tallet kendte en forbindelse mellem Mattæus og et skrift om Jesu ord, hvis forbindelsen først var blevet opfundet langt senere.

Justin Martyr viser overgangen til den firefoldige evangeliesamling

Omkring midten af 100-tallet omtaler Justin Martyr evangelierne som ”apostlenes erindringer”. Han fortæller, at disse skrifter blev læst sammen med profeternes skrifter ved de kristnes gudstjenester. Han siger desuden, at erindringerne var udarbejdet af apostlene og af dem, der fulgte apostlene^[8]. Fordi Justin ikke nævner evangelisternes fire navne i disse bestemte passager, kan han ikke bruges som et direkte bevis for hver enkelt forfatter. Men hans beskrivelse passer bemærkelsesværdigt til den traditionelle samling:

• To evangelier forbindes med apostle: Mattæus og Johannes.
• To forbindes med apostlenes medarbejdere: Markus som Peters ledsager og Lukas som Paulus’ ledsager.

Justin viser i det mindste, at skriftlige evangelieberetninger med apostolsk oprindelse allerede omkring år 150 var anerkendt og blev læst offentligt i kirken. Evangelierne dukkede altså ikke pludseligt op i slutningen af 100-tallet.

Irenæus navngiver alle fire

Det første bevarede sted, hvor alle fire evangelier tydeligt navngives sammen, findes hos Irenæus af Lyon omkring år 180. Han skriver, at:

• Mattæus udgav et evangelium blandt hebræerne.
• Markus nedskrev Peters forkyndelse.
• Lukas, Paulus’ ledsager, nedskrev det evangelium, Paulus forkyndte.
• Johannes, Herrens discipel, der havde ligget ved hans bryst, udgav sit evangelium, mens han opholdt sig i Efesos.

Der er derfor ingen tvivl om, hvilke bøger Irenæus mener. Han citerer og diskuterer de evangelier, vi kender som Mattæus, Markus, Lukas og Johannes^[9]. Irenæus er særlig vigtig på grund af sin forbindelse til Polykarp af Smyrna. Som ung havde Irenæus hørt Polykarp undervise. I et bevaret uddrag af et brev fortæller Irenæus levende, hvordan han kunne huske, hvor Polykarp sad, hvordan han bevægede sig, og hvordan han fortalte om sin omgang med Johannes og andre, som havde set Herren. Irenæus siger, at Polykarp gengav, hvad han havde hørt om Jesus, hans undere og hans undervisning.

Forbindelsen kan derfor fremstilles således: Jesus og apostlene til Johannes og de øvrige øjenvidner til Polykarp til Irenæus.

Vi ved ikke præcist, hvor ofte Polykarp mødte Johannes, eller hvor meget af Irenæus’ evangeliekendskab der kom direkte fra Polykarp. Men Irenæus var ikke en middelalderlig forfatter, der gættede flere hundrede år senere. Han havde selv levet i Lilleasien og havde som ung hørt en gammel kristen leder, der ifølge hans erindring havde kendt personer fra den apostolske generation. Det giver især hans oplysning om Johannesevangeliet vægt. Når Irenæus identificerer forfatteren som Johannes, disciplen ved Jesu bryst, er det vanskeligt at afvise det som en fuldstændig løs og sen legende.

Den Muratoriske Fragmentliste

Et andet vidne fra omtrent samme periode er det såkaldte Muratoriske Fragment, almindeligvis dateret til slutningen af 100-tallet, selv om den nøjagtige datering diskuteres. Begyndelsen er gået tabt. Den bevarede tekst begynder midt i omtalen af et evangelium og fortsætter: ”Det tredje evangelieskrift er det ifølge Lukas”.

Lukas beskrives som læge og som en person, Paulus havde knyttet til sig. Derefter omtales ”det fjerde evangelium” som Johannes’ evangelium^[10]. Da teksten kalder Lukas for det tredje og Johannes for det fjerde evangelium, har den åbenbart allerede omtalt to evangelier, før den bevarede del begynder. Det antages med god grund, at det var Mattæus og Markus, men fordi begyndelsen mangler, kan dette ikke læses direkte.

Fragmentet er alligevel vigtigt, fordi det viser, at en kristen forfatter, sandsynligvis i eller omkring Rom, kendte den samme rækkefølge og de samme navne som Irenæus.

Dermed har vi omtrent samtidig vidnesbyrd fra forskellige miljøer, ikke blot én isoleret person.

Clemens af Alexandria og Origenes

I Egypten kendte Clemens af Alexandria den samme overlevering. Ifølge en tradition, som Eusebius citerer fra Clemens, bad Peters tilhørere i Rom Markus om at skrive den forkyndelse ned, de havde hørt. Markus, som længe havde fulgt Peter og huskede hans ord, efterkom deres ønske. Omkring midten af 200-tallet opsummerede Origenes den overlevering, han havde modtaget. Han sagde, at de fire evangelier var de eneste ubestridte i kirken og knyttede dem til Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. Han identificerede Mattæus som den tidligere tolder og apostel, Markus som den, der skrev efter Peters vejledning, Lukas som Paulus’ evangelium og Johannes som det sidste^[11].

Det fortæller os ikke, at Origenes havde fire nye, uafhængige øjenvidner. Han videregiver kirkens overlevering. Men hans vidnesbyrd viser, at samme forfatterangivelse var kendt og accepteret i det lærde kristne miljø i Alexandria og Cæsarea.

Eusebius er vigtig - men ikke et nyt øjenvidne

Eusebius af Cæsarea, der levede cirka 260-339, var ikke tæt på evangeliernes tilblivelse. Han skrev flere hundrede år efter Jesus. Hans betydning består i, at han havde adgang til ældre kristne værker, som senere gik tabt, og citerede dem udførligt i sin kirkehistorie.

Når vi læser Papias’ eller Clemens’ oplysninger om evangelierne, læser vi dem ofte gennem Eusebius’ citater. Han fungerer derfor som en bibliotekar og historisk arkivar, ikke som et selvstændigt apostolsk vidne^[12]. Det svækker ikke nødvendigvis de citater, han bevarer. Eusebius var ikke kritisk over for sine kilder - han tog dem også som værende skrevet af de etablerede forfattere.

Mattæusevangeliet

Traditionen identificerer forfatteren som tolderen Mattæus, en af de tolv. Evangeliet viser indgående kendskab til jødisk Skrift og argumentation, Messiasforventning og forholdet mellem Jesus og Moseloven. Det passer godt til en jødisk discipel som Mattæus, men disse egenskaber kunne også findes hos andre jødekristne forfattere.

Matt. 9:9 fortæller om Jesu kaldelse af ”en mand ved navn Mattæus”, mens Mark. 2:14 og Luk. 5:27 kalder tolderen Levi. Nogle ser dette som et personligt træk, at Mattæus anvender sit apostelnavn og nævner uden omsvøb sit foragtede erhverv som tolder. Det er muligt, men ikke et afgørende bevis. Den stærkeste sag for Mattæus består derfor af den tidlige og enstemmige ydre overlevering:

• Papias forbinder Mattæus med en tidlig hebraisk eller aramæisk sammenstilling af Jesu logia.
• Irenæus tilskriver Mattæus et evangelium for hebræerne.
• Origenes identificerer det første evangelium med apostlen og tolderen Mattæus.
• Den bevarede manuskripttradition kalder værket ”Evangeliet ifølge Mattæus”.
• Vi har ingen tidlig konkurrerende forfatterangivelse.

Den største vanskelighed er forbindelsen mellem Papias’ hebraiske eller aramæiske logia og vores græske Mattæusevangelium. Derfor kan og bør man sige, at der findes en betydelig historisk sag for at Mattæus er skribenten.

Markusevangeliet

Sagen for Markus er på visse måder enklere. Papias’ vidnesbyrd er tidligt, detaljeret og knytter Markus direkte til Peter. Irenæus gentager forbindelsen. Clemens af Alexandria kender en lignende tradition fra Rom, og Origenes gør det samme.

Desuden er Markus ikke et navn, man naturligt ville opfinde for at give et evangelium autoritet. Han var ikke en af de tolv og var mindre fremtrædende end Peter, Jakob eller Johannes. At kirken fastholdt Markus’ navn, samtidig med at den sagde, at indholdet kom fra Peter, giver historisk mening: Bogen havde apostolsk autoritet gennem Peter, men den faktiske nedskriver var Markus.

Markusevangeliet passer også til en beretning eller overlevering, der stammer fra apostlen Peter. Peter er fremtrædende, men hans fejl forties ikke. Hans misforståelser, fornægtelse og hårde irettesættelse bliver bevaret. Det kan ikke bevise forfatteren, men det passer godt til en tradition, hvor Peter selv forkyndte en usminket beretning om Jesu gerninger og sin egen svaghed.

Den samlede sag for, at Markus står bag det andet evangelium, og at Peters forkyndelse ligger bag det, er derfor historisk stærk.

Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger

Lukas gør fra begyndelsen klart, at han ikke var et oprindeligt øjenvidne: ”Eftersom mange andre har taget sig for at affatte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdet iblandt os, sådan som de, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har overleveret os: så har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge, højædle Teofilus!” (Luk. 1:1-3).

Lukas påstår altså ikke at han var sammen med Jesus i Galilæa. Han påstår, at han havde adgang til den tidligere overlevering og foretog en grundig undersøgelse. Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er tydeligvis to dele af det samme værk. Begge er tilegnet Theofilus, og Apostlenes Gerninger begynder med en henvisning til ”mit første skrift”. I dele af Apostlenes Gerninger skifter fortælleren fra ”de” til ”vi”: ”Da han havde set det syn, forsøgte vi straks at komme over til Makedonien” (Apg. 16:10). Disse såkaldte ”vi-passager” giver det naturlige indtryk, at forfatteren på visse rejser selv var til stede sammen med Paulus. Nogle forskere mener, at han kan have benyttet en rejsekilde eller en litterær fortælleform, så passagerne står ikke alene. Men de passer til overleveringen om, at forfatteren var en af Paulus’ ledsagere.

Paulus nævner Lukas som ”Lægen Lukas, den elskde” og som sin medarbejder (Kol. 4:14) om omtaler ham ved navn i Filem. 1:24 og 2. Tim. 4:11. Irenæus, Muratoriefragmentet og Origenes identificerer netop denne Lukas som forfatter til evangeliet og Apostlenes Gerninger. Her falder de indre og ydre oplysninger derfor usædvanligt godt sammen:

• Forfatteren er ikke et oprindeligt øjenvidne til Jesu tjeneste.
• Han har undersøgt øjenvidnernes beretninger.
• Han kender rejserne og de tidlige menigheder.
• De senere kapitler placerer ham i Paulus’ rejsefølge.
• Den tidlige kirke identificerer ham som lægen og Paulusmedarbejderen Lukas.

Det udgør en stærk samlet sag for det traditionelle forfatterskab.

Johannesevangeliet

Johannesevangeliet fremsætter den tydeligste påstand om en øjenvidnekilde.

Ved korsfæstelsen står der: ”den, der har set det, har vidnet om det — og hans vidnesbyrd er sandt” (Joh. 19:35). Mod slutningen identificeres kilden som den discipel, ”som Jesus elskede” (Joh. 21:20), og teksten siger: ”Det er den discipel, som vidner om dette og har skrevet dette; og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt” (Joh. 21:24).

Formuleringen ”vi ved” kan antyde, at disciplen står bag vidnesbyrdet, mens andre har hjulpet med at udgive eller afslutte værket. Det ville ikke være usædvanligt i antikken, at en forfatters elever eller skrivere medvirkede i den endelige litterære form.

Den elskede discipel befinder sig ved det sidste måltid, ved korset, ved den tomme grav og ved Genesaret Sø efter opstandelsen. Han tilhører Jesu inderste discipelkreds. Evangeliet nævner flere apostle ved navn, men undgår påfaldende at navngive Johannes, Zebedæus’ søn, som ellers var en af de mest fremtrædende disciple. Dette passer med, at forfatteren omtaler sig selv indirekte. Det er ikke et matematisk bevis. Der er blevet foreslået andre identiteter for den elskede discipel. Men den indre skildring passer med apostlen Johannes, og den tidlige ydre overlevering identificerer netop ham.

Irenæus siger ikke blot, at en ubestemt person ved navn Johannes skrev bogen. Han identificerer ham som den discipel, der havde ligget ved Jesu bryst, hvilket tydeligt henviser til personen i Johannesevangeliets egen fortælling. Sammen med Irenæus’ erindringer om Polykarps forbindelse til Johannes giver dette det traditionelle forfatterskab betydelig historisk vægt.

Den geografiske spredning betyder noget

Omkring slutningen af 100-tallet og begyndelsen af 200-tallet møder vi den samme grundlæggende evangelietradition i flere dele af den romerske verden:

• Papias i Lilleasien.
• Justin i Rom.
• Irenæus, med baggrund i Lilleasien, senere i Gallien.
• Muratoriefragmentets sandsynlige romerske miljø.
• Clemens og Origenes i Alexandria.
• Tertullian i Nordafrika.
• Senere Eusebius i Cæsarea.

Kristne menigheder kommunikerede, sendte breve og udvekslede bøger. Men netop dette er en del af pointen. Evangelierne blev ikke opbevaret af en hemmelig, isoleret gruppe. De blev læst og kopieret i menigheder over et stort geografisk område.

Alligevel finder vi ingen gammel strid om, hvorvidt det andet evangelium var skrevet af Markus eller Andreas, eller om Lukas egentlig var skrevet af Titus. Der var uenighed om flere andre nytestamentlige skrifter - blandt andet Hebræerbrevets forfatter - og Origenes indrømmede åbent, at kun Gud med sikkerhed vidste, hvem der havde skrevet Hebræerbrevet. Det viser, at de tidlige kristne var i stand til at bevare og erkende usikkerhed. De kaldte ikke automatisk ethvert anonymt værk apostolsk. At der ikke findes en tilsvarende forvirring omkring de fire evangelier, er derfor betydningsfuldt.

Når alle trådene samles, står islam tilbage med et problem, der ikke kan løses med endnu en bortforklaring. Koranen vil gerne være Guds endelige åbenbaring og stå i forlængelse af Moses, profeterne og Jesus. Den vil gerne bruge Torahen og Evangeliet som tidligere vidnesbyrd og hævde, at Muhammed er en del af den samme profetiske linje - at dens budskab ikke er nyt, men det samme budskab, Gud altid har givet. Men når man prøver påstandene, falder de fra hinanden. For Torahen og Evangeliet vidner ikke om Koranens Allah men om Bibelens Gud. De vidner ikke om Koranens Jesus, men om Kristus, Guds Søn, korsfæstet og opstanden. De vidner ikke om Muhammed, men om Jesus. De vidner ikke om et evangelium, der udbredes med sværd, men om et rige, der ikke er af denne verden. De vidner ikke om en Gud, der ikke elsker de vantro, men om en Gud, der elskede verden og gav sin Søn for syndere. De vidner ikke om et sanseparadis som det højeste mål, men om evigt liv som fællesskab med Gud.

Og de profethistorier, Koranen overtager, står ikke som islams ejendom. De tilhører den bibelske åbenbaring, der peger frem mod Kristus. Derfor står islam med en umulig opgave.

Hvis Koranen virkelig bekræfter Torahen og Evangeliet, må islam lytte til deres vidnesbyrd. Men deres vidnesbyrd modsiger Koranen. Hvis Torahen og Evangeliet er forvanskede, burde Koranen ikke have henvist til dem som vejledning, lys, domsgrundlag og bekræftelse. Hvis de først blev forvansket efter Muhammed, må islam vise, hvornår det skete, hvor det skete, hvem der gjorde det, og hvor teksten før ændringen findes. Hvis Allah vidste, at hans tidligere åbenbaring ville blive ødelagt, hvorfor henviste han så til den? Hvis Allah ikke kunne bevare sit ord, er han ikke den almægtige Gud. Hvis Allah ikke ville bevare sit ord, er han ikke den sanddru Gud, der kan stoles på.

Det er det absolutte dilemma. Islam kan ikke både sige, at Koranen bekræfter de tidligere skrifter, og samtidig afvise de tidligere skrifter, når de modsiger Koranen. Islam kan ikke bruge Bibelen som vidne for Muhammed og derefter kalde vidnet forfalsket, når det ikke siger det, islam har brug for. Islam kan ikke låne autoritet fra Moses og Jesus og samtidig forkaste deres vidnesbyrd. Islam kan ikke hævde kontinuitet med Guds tidligere åbenbaring, mens den bryder med selve kernen i den åbenbaring.

Der er derfor ikke kun tale om enkelte vanskelige vers. Det er hele konstruktionen, der vælter. Koranen vil stå på Bibelens fundament, men kan ikke tåle Bibelens indhold. Den vil bruge profeterne, men ikke høre deres vidnesbyrd. Den vil være fortsættelsen af Guds åbenbaring, men modsiger den åbenbaring, den hævder at fuldende.

Så islam ender i et valg, hvor begge veje rammer den i fundamentet. Enten er Torahen og Evangeliet troværdige - og så vidner de imod Koranen. Eller også er Torahen og Evangeliet utroværdige - og så falder Koranens brug af dem som bekræftelse, autoritet og vidnesbyrd.

Det er ikke et lille problem. Det er ikke et spørgsmål om et par uklare passager. Det er ikke noget, der forsvinder ved at sige ”Bibelen er forvansket”. For selve den påstand skaber nye problemer, som islam heller ikke kan løse.

Til sidst står én ting tilbage: Hvis Koranen er fra Gud, burde den tale som Gud. Den burde tale i harmoni med den åbenbaring, Gud tidligere gav. Den burde kende historien korrekt. Den burde kende Kristus korrekt. Den burde kende Evangeliet korrekt. Den burde kunne henvise til tidligere skrifter uden bagefter at måtte undergrave dem.

Men det gør den ikke. Derfor afslører dette fundamentale og absolutte islamiske dilemma ikke bare en svaghed i muslimsk argumentation. Det afslører faldet af Koranens påstand om at være Guds ord. Islam forsøger at fremstå som den endelige sandhed, men når dens egne påstande prøves mod de skrifter, den selv henviser til, står den ikke som opfyldelsen. Den står som modsætningen. Og når en religion må modsige de vidner, den selv kalder frem, er det ikke længere et mysterium. Det er et sammenbrud.