Dagens andagter


tirsdag d. 21-01-2020


En advarsel til vor tid<2.Krøn. 36.kapitel>

Vi læser i dette kap. om den endelige katastrofe over Jerusalem, der havde været forudsagt længe. De jødiske konger var uselvstændige og gjorde ganske, som de store verdensriger ville. De vendte sig ikke til Herren, men lod sig lede ned ad ugudelighedens skråning. De forhærdede sig, spottede Guds sendebud og hånede endog Herrens ord, indtil "der ikke mere var lægedom", v.16. Hvorfor, læser vi i v. 14-16. Profeterne Jeremias og Ezekiel beskriver ligeledes, hvor dybt folket var faldet. Gud havde gravet omkring vintræet, Israel, for at få det til at bære frugt. Men frugterne udeblev. Derfor skulle træet hugges om.
Hvorvidt vi er på vej til en lignende katastrofe, kan kun Gud svare på. Men vi har grund til at frygte, at det står dårligt til med vort lands gudfrygtighed. Vi har på visse områder været førende blandt landene i ugudelighed. Gud viser os tydeligt i sit ord, at han nøje følger folkeslagene. Og at der kommer en dag, hvor målet for et lands ugudelighed er nået. Vi har virkelig grund til at forfærdes. Thi mange unge i dag kender intet til den kristne tro men er blevet tilbedere af rusmidler, okkultisme, sex, selvmord - og en del er endog direkte tilbedere af Satan.
Vi må bede om, at vi ikke selv påvirkes af vort lands ugudelighed. Vi må bede for vor familie, vor hjemegn og for hele vort land. Det land, der fra Guds side er et yndigt land. Der er mange, gamle forbedere, der efterhånden falder fra. Kommer der så mon lige så mange nye til?

Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Der er endnu Rum.


Luk. Kap. 14 v. 22
Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du be- falede, og der er endnu Rum.

Guds Indbydelse har kostet saa meget, at vises den af, saa er der til sidst Vrede. "Ved din Haardhed og dit uom-vendte Hjerte samler du dig selv Vrede paa den Dag, da Guds Vrede og retfærdige Dom aabenbares. Der staar ikke opregnet saa og saa mange Synder, for Synden er sonet, ved sin Synd kan man ikke afgøre noget, ved at være et skikkeligt Menneske kan man ikke afgøre noget. Afgørelsen beror paa noget andet, paa om Guds Naades Indbydelse modtages eller forkastes. Ved at forkaste den samler du dig selv Vrede. Det er Uhyggen her i Verden. Vi ser i smaa og store Forhold Folk samle sammen. Et Barn i Skolen, Læreren bærer over, paataler ikke eller kun mildt, men en Dag er Maalet fuldt, Barnet har samlet Vrede. Saadan med denne Verdens store. Uhyggen er, at vi synes, vi kan se, de samler sammen til en forfærdelig Lussing. Det skal ende med en Forskrækkelse. Folk lever over Evne. Det gaar til en Tid, men kloge Naboer har dog længe været klar over: det gaar ikke. De samler sig Vrede. Det er noget af det drøje for os, som fik Lys ind over os ved Guds Lys, vi kan ikke undgaa at se, at de samler paa Vrede. Den skikkelige Ligegyldighed, den vanhellige Søndag, den bandende Hverdag, de gudforladte Fornøjelser, hele dette fra Gud vendte Liv, det samler sig selv Vrede. Den er skjult, vi har det meget godt med Gud, siger de, vi har en god Samvittighed, vi savner ikke noget, vi haaber det bedste, Vreden er skjult. Men en Dag aabenbares den sammen med Guds retfærdige Dom. For der er Mening i alting. Saa dyr er Indbydelsen at forkaste, det koster dit Liv.

Men nu siger Gud til os: kom, for nu er det beredt. Kom til Nadverbordet f. Eks. Gaa dristigt ind, hvor Gud er, for du er indbudt. Bøj dine Knæ og sig: Herre, her er jeg. Jeg har levet uden dig. Kan du frelse mig? Her er jeg, Herre, aldrig glad. Maa jeg smage din Glæde? Her er jeg plaget af min Synd, vil du fri mig? Se, den, der kommer saadan, skal erfare, at Guds Indbydelse staar ved Magt i Dag. Der er endnu Rum.