Læser vi videre, ser vi, at dem, der ærer og elsker Gud, ser han på med kærlighed og vil beskærme på nødens dag. Det gør han bl.a. ved at udsende sine engle til hjælp for deres skyld, som skal arve frelse <Hebr. 1:14>. Vi skal takke og glædes over, at Herren altid er os nær og sender os hjælp i nødens stund.
Derfor er det folk saligt, "der har Herren til Gud", v. 12. Hans magt er uden grænser,han kuldkaster folkenes råd og gør folkeslags tanker til intet <v. 5-10>. Og det var Herren, vor almægtige Gud, som ved sit ord skabte det vældige univers og lagde dybets vande i forrådskamre.
Herren er vor Gud og derfor venter han hver morgen at høre vor tak rettet mod ham, som giver os den nye dag med alle dens gode gaver. Hvilken gave, at vi kan spise os mætte og har tag over hovedet. Det er en gave, der er os givet, fordi vore fædre lukkede den kristne tro ind i vort land. Overalt, hvor Guds ord får lov at gro, lyser han sin velsignelse. Men hvor han lukkes ude, brydes det gode ned, og uretten sætter sig i højsædet og tillægger sig skyld ved at tilsidesætte Guds bud og ved ikke at ære og anerkende ham som Herre. Men vi vil ære og takke ham i stort og småt. - Nu takker alle Gud med hjerte, mund og hænder, som overflødigt godt os uforskyldt tilsender, som os fra moders liv og første barndomsstund i alt vort levnedstid velsigned, mangelund!
Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Derfor er det folk saligt, "der har Herren til Gud", v. 12. Hans magt er uden grænser,han kuldkaster folkenes råd og gør folkeslags tanker til intet <v. 5-10>. Og det var Herren, vor almægtige Gud, som ved sit ord skabte det vældige univers og lagde dybets vande i forrådskamre.
Herren er vor Gud og derfor venter han hver morgen at høre vor tak rettet mod ham, som giver os den nye dag med alle dens gode gaver. Hvilken gave, at vi kan spise os mætte og har tag over hovedet. Det er en gave, der er os givet, fordi vore fædre lukkede den kristne tro ind i vort land. Overalt, hvor Guds ord får lov at gro, lyser han sin velsignelse. Men hvor han lukkes ude, brydes det gode ned, og uretten sætter sig i højsædet og tillægger sig skyld ved at tilsidesætte Guds bud og ved ikke at ære og anerkende ham som Herre. Men vi vil ære og takke ham i stort og småt. - Nu takker alle Gud med hjerte, mund og hænder, som overflødigt godt os uforskyldt tilsender, som os fra moders liv og første barndomsstund i alt vort levnedstid velsigned, mangelund!
Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Naadens Tid.
Matt. Kap. 18 v. 1
I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: »Hvem er da den største i Himmeriges Rige?«
I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: »Hvem er da den største i Himmeriges Rige?«
Det er saa betegnende med disse Disciples gale Spørgsmaal: hvem mon der er den største i Himmeriges Rige? Ikke fordi man slet ikke kan spørge saadan. Jesus bruger dog selv et Sted det Udtryk »den mindste i Himmeriges Rige« (Matth. 11,11). Hvorfor var Disciplenes Spørgsmaal da galt? Fordi saadan som de havde det paa det Tidspunkt, var der eet eneste Spørgsmaal, der var aktuelt, ikke: hvem er størst i Guds Rige? men hvordan kommer vi derind?
Der staar saa stærkt i Prædikerens Bog: Alt har sin Stund og hver en Ting under Himlen sin Tid: Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde. Disciplene maatte lade sig det sige af Herren, for dem var nu Tiden til at søge at komme ind i Guds Rige. Den Tid er nemlig, naar Jesus er nær. Den Tid er ogsaa for nogle af os, og bruger vi den ikke, saa kommer vi aldrig ind i Guds Rige. Men det er det underfundige ved os, at vi vil snakke om noget andet. F. Eks. snakke om andre i Stedet for at snakke om os selv. Man kan opleve, naar man bringer det paa Bane om Omvendelse, saa øjeblikkelig drages Naboen ind i Diskussionen. Søren Kierkegaard siger et Sted, at det er uaandeligt, naar vi hører om at komme ind i Guds Rige, saa at spørge: er det muligt, min Nabo Kristoffersen, har han gjort det? Men det er aandeligt at spørge: er det virkeligt? Kan jeg gøre det? Nu ham, Pedersen, er han saa rigtigt omvendt? Saadan kan en finde paa at spørge mig, naar jeg minder ham om Omvendelsen. Det er jo ikke i og for sig ulovligt at interessere sig for Kristoffersens eller Pedersens aandelige Skæbne, men alt til sin Tid. Der er en Tid til at vinde sin egen Sjæl. Saa er det Fortabelse i Stedet for at interessere sig for de andres. Der er Tid til at diskutere, en Diskussion kan være nyttig og paakrævet. Men naar du er udenfor Guds Naade, saa er det ikke Tid til at diskutere, men til at blive som Barn og omvende dig.