Dagens andagter


torsdag d. 25-04-2019


Lot valgte de rige græsgange nær det udgudelige Sodoma <1.Moseb. 13:10-12>

Der gives stunder i vort liv, hvor vi står overfor et valg, som kan få betydning for hele livet, ja, tilmed for evigheden. Lot valgte jordanegnen og så kun efter frugtbarheden og fordelene og glemte at tage med i betragtning, at folkene på dette sted var ugudelige, hvad der senere bragte ham i store vanskeligheder. Mændene var der så besatte af homoseksualitet, at Gud besluttede at udslette hele deres område. Men da Herrens engle ville lede Lot ud af byen før Herrens dom over Sodoma, stimlede indbyggerne sammen og forlangte at få mændene udleveret, "for at vi kan stille vor lyst med dem." Men englene slog dem med blindhed og sagde til Lot: "Dine sønner og døtre.. må du føre bort fra dette sted, thi vi står i begreb med at ødelægge stedet her", 1.Moseb. 18.kap. Lots hustru så sig tilbage på vejen bort fra byen, selv om Gud havde påbudt dem ikke at gøre det. Og hun blev derved ramt af samme dom som Sodoma og blev til en saltstøtte.
Beretningen om Lot og hans hustru kan være en advarsel om, at vi altid skal adlyde Gud, og ikke kun se på et steds fordele men på, om det er et sted, hvor vi vedblivende kan have Guds velsignelse over os. Begærlighed kan lede os ind i mange vanskeligheder. Lad os i stedet sige som Josva: Jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!

Christian Bartholdy's: Andagt i hjemmet
Afhængig af Gud.


Joh. Kap. 6 v. 51
Jeg er det levende Brød, som kom ned fra Himmelen; om nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kød, hvilket jeg vil give for Verdens Liv.

Jøderne blev vrede, fordi Jesus sagde om sig selv, at han var det Brød, som kom ned fra Himlen. Han sammenlignede sig med Mannaen, som Gud gav sit Folk, dengang de udvandrede fra Ægypten for at drage til det forjættede Land. Jesus siger jo derved om dem og om os, at vi er stillet som Israels Folk den Gang, vort Liv er en Vandring gennem en Ørken, og vi kan kun opholde Livet, hvis vi faar den Føde, det Brød, som Gud giver os fra Himlen. Og det er ham selv. Guds Folk er ikke som et Bondefolk, der selv kan slide sig til Føden og let glemmer, at det dog er Gud, der lader Kornet gro. Guds Folk er som dem, der færdes i en Ørken og derfor er ganske afhængige af Gud, om han hver Dag vil give os den Manna, vi behøver for at leve.

Det er ikke let at tale om det. For lige saa selvfølgeligt, som det er for den, der har oplevet Bruddet i sit Liv, Opbruddet fra Ægypten, den Gang jeg saa, at bliver det ved at gaa med mig, som det er gaaet indtil nu, saa dør jeg, bliver et levende Lig indtil jeg ogsaa dør legemligt og saa evigt skilt fra Gud — lige saa svært er det at fatte for den, som aldrig brød med noget, aldrig blev bange for Ægyptens Kødgryder. Saa kan man ikke forstaa, hvad det skal til f. Eks. med dagligt at læse i Bibelen. Det er jo nemlig Brødet. Uden et Ord at gaa paa bliver Dagen saa indholdsløs, saa flov. Uden vi kommer i den levende Berøring med vor Herre Jesus, er Livet saa uvirkeligt, man er som ikke blevet rigtig vaagen og gaar i Drømme og kommer da ogsaa let til Fortræd. De, som ikke kender det, kan f. Eks. heller ikke forstaa, hvad det skal til med at gaa til Alters. Ved Nadverbordet modtager vi netop Jesu Legeme, der er en Næring, uforklarlig, men lige fuldt virkelig.

I Jesu Navn syng Jesu Pris i Ørken og i Paradis.