Nyeste artikler

Jeg faldt over en ”kanaliseret” tekst, som på overfladen næsten ikke kunne lyde mere positiv. Den taler om sandhed, lys, kærlighed, frihed, opvågning, menneskehedens sande identitet og afslutningen på et stort bedrag. Den fortæller mennesker, der føler sig bange, fortabte og forvirrede, at de ikke er fortabte, at de ikke er blevet vildledt og at de ikke bliver straffet. Tværtimod skal de forstå, at de selv valgte at være her, at menneskeheden står midt i en stor overgang, og at tiden nu er kommet, hvor sandheden skal åbenbares. Det lyder på overfladen som et befriende budskab. Men jo længere jeg læser, desto mere uhyggeligt bliver det, for næsten alle ordene er ord, Bibelen også bruger - bare med modsat indhold. Bibelen underviser at der skal komme et bedrag, ”en vildførende magt, så de tror løgnen” (2. Tess. 2:11), og det er præcist hvad den dæmoniske verden nu forbereder. Ligesom Jesus fortæller at Han er sandheden, så er Antikrist løgnen, og det er løgnens manifestation, som den okkulte verden fortæller sine tjenere skal komme - ikke, selvfølgelig, som løgn, men som åbenbaring.

Koranens absolutte dilemma er dette: Koranen lærer, at Allah åbenbarede Torahen og Evangeliet/Injil som vejledning fra Gud (sura 3:3-4; 5:46), at Evangeliets folk skulle dømme efter det, Allah havde åbenbaret deri (sura 5:47), og at Koranen kom som en bekræftelse af den tidligere skrift (sura 5:48; 10:37). Men Koranen modsiger samtidig Evangeliet på troens hovedpunkter: Jesus og Hans guddom (sura 4:171; 5:72-75), korset (sura 4:157), opstandelsen (sura 4:157-158), Guds Søn (sura 9:30; 19:35; 112:3) og frelsen gennem Jesu stedfortrædende soning og nåde (sura 6:164; 7:8-9; 23:102-103). Hvis Evangeliet ikke er troværdigt, falder Koranen, fordi den bekræfter det og henviser mennesker til det. Hvis Evangeliet er troværdigt, falder Koranen også, fordi den modsiger det. Det er Koranens absolutte dilemma. Islam hviler på denne store påstand, at Koranen er Guds endelige åbenbaring, givet som bekræftelse, korrektion og fuldendelse af det, Gud tidligere skulle have åbenbaret gennem Moses, profeterne og Jesus.

Elias levede i en tid, hvor løgnen ikke længere stod ude i udkanten af samfundet og ventede på at blive lukket ind. Den sad på tronen. Akab havde ikke blot en privat svaghed for afguder. Han gjorde Ba’al til en statsbåret virkelighed, byggede et tempel og et alter i Samaria og satte med sit ægteskab med Jesabel en kraft ind over Israel, som ikke ville nøjes med at få lov til at eksistere ved siden af Herren. Den ville fortrænge Ham. Om Akab står der, at han ”gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, i højere Grad end alle hans Forgængere”, og at han rejste Ba’al et alter i Ba’alstemplet, som han lod bygge i Samaria (1. Kong. 16:30-33). Det er vigtigt at forstå, for Elias’ tid var ikke blot en tid med mange meninger. Det var en tid, hvor magten havde valgt side, hvor løgnen var blevet organiseret, finansieret og forsynet med religiøse embedsmænd, og hvor sandheden blev behandlet som en trussel mod den offentlige orden. Jesabel lod Herrens profeter udrydde, mens 450 Ba’alsprofeter og 400 Asjeraprofeter spiste ved hendes bord (1.

Der raser fortsat en intens debat i kristne kredse, om frelsen kan mistes eller ikke. Det er ofte så ophedet, at man håner hver side for sin forståelse, fordi man hver på sit hold anklager det modsatte hold for falske lærere, vranglærere, der udspyr dæmoniske lærdomme under Guds dom. Men det er ikke meningen vi skal skændes foran en troløs verden på den måde – det gør os til en skændsel for verden. Det er ikke et spørgsmål om hvordan vi bliver frelst, men en variation i forståelsen af en teologisk sammenhæng hvor kontekst og gennemgående lære forstås, eller misforstås, af brødre og søstre i Guds familie. Hvor vidt frelsen kan mistes eller ikke, er en samtale der skal tages i indbyrdes respekt og kærlighed, frem for hånlig nedgørelse af den modsatte forståelse. Jeg er af den overbevisning at troen kan mistes. Det vil jeg gerne forklare hvorfor jeg mener, og det kommer sig af at jeg er stødt på en gennemgang fra Billy Crone, der med højt humør og en underlæggende spydighed der sætter mig på den forkerte side.

Der er øjeblikke i historien, hvor man ikke må lade sig nøje med overfladen. Et arrangement kan kaldes bøn. Det kan kaldes lovsang. Det kan kaldes taksigelse. Det kan samle tusinder, have stærke talere, bevægende musik, smukke ord om Gud og et ønske om at vende nationen tilbage til det, man kalder dens åndelige grundlag. Men den bibelske kristne må spørge mere grundlæggende, fører dette mennesker til Jesus Kristus – eller fører det dem ind i et religiøst, kulturelt og politisk program, hvor Jesu navn bliver brugt som samlende symbol? Det er dette spørgsmål, der må stilles til Rededicate 250, et stort amerikansk arrangement afholdt på National Mall i Washington D.C. som optakt til USA’s 250-års jubilæum. Arrangørerne, som er organisationen Freedom 250 i et offentligt-privat partnerskab med Det Hvide Hus (Trumps rolle var at fremme og promovere arrangementet, idet han og hans administration brugte begivenheden til at markere USA's 250-års jubilæum ved at afholde en dag med bøn og lovsang), beskrev det selv som ”A National Jubilee of Prayer, Praise & Thanksgiving” (et nationalt jubilæumsstævne med bøn, lovprisning og taksigelse), og ifølge deres egen præsentation var formålet at samle amerikanere til Skriftlæsning, vidnesbyrd, bøn og en ”genindvielse” af landet som ”Én nation til Gud”.

Talen om UFO’er og ikke-menneskelige rumvæsener er for langt størstedelen af kristne mennesker enten sludder, eller også forklaret alene ved åndeligt bedrag. Manifestationer fra en fjerde dimension kan uden tvivl bedrage os visuelt. Vi kan tro, at vi oplever én ting, mens det i virkeligheden er noget andet. Den åndelige verden er virkelig, og bedrag er et centralt element i Satans strategi. Men der er så mange mennesker, almindelige mennesker som du og jeg, der har oplevet det fysiske bag UFO-fænomenet, at vi må spørge, om vores forklaringsmodel er blevet for snæver. Der tales ikke kun om syner, drømme eller religiøse oplevelser, men om objekter, radarspor, fysiske møder, mærker på kroppen, bortførelser og hændelser, der efterlader mennesker med erfaring med noget konkret, der trænger ind i vores verden. Kristne bør være forsigtige med at affeje hele fænomenet som fantasi eller som noget udelukkende åndeligt og immaterielt. Bibelen giver os et større verdensbillede end det et moderne menneske, moderne kristendom, ofte vil acceptere.

Abortdebatten er ikke et simpelt spørgsmål med ét afgørende argument. Det er et spørgsmål, der berører mange lag af virkeligheden: biologi, filosofi, etik, lovgivning, sprog, kultur og i sidste ende menneskesyn. Derfor kan den heller ikke besvares med ét enkelt svar. Denne artikel gennemgår en række argumenter, som tilsammen søger at belyse spørgsmålet fra forskellige vinkler. Nogle af pointerne vil gentage sig. De samme grundtanker vil dukke op igen og igen – men i nye sammenhænge, med nye nuancer og fra nye perspektiver. Det er ikke en fejl. Det er nødvendigt. For når et spørgsmål er så grundlæggende som dette, kan det ikke forstås fuldt ud fra én vinkel alene. Det må ses fra flere sider. Det må belyses igen og igen, indtil mønstret bliver tydeligt. Det svarer til at betragte det samme objekt fra forskellige vinkler. Hver vinkel afslører noget nyt, men det er stadig det samme objekt, man ser. Sådan er det også her. De samme sandheder vender tilbage: hvad er det ufødte barn, hvad bygger menneskeværdi på, hvor går grænserne for frihed og hvordan påvirker sprog og kultur vores forståelse.

Når vi taler om påsken, taler vi ofte, som om vi allerede ved, hvad den handler om. Vi tænker på skærtorsdag, langfredag og påskesøndag. Vi tænker på nadveren, korset og den tomme grav. Men jo nærmere man går til den bibelske tekst, jo tydeligere bliver det, at meget af det, der omgiver påsken i den senere kristne tradition, ikke uden videre falder sammen med det, som faktisk fortælles. Påsken er langt mere sammensat, langt mere jødisk forankret, langt mere juridisk dramatisk og langt mere profetisk gennemtænkt, end den normalt fremstilles. Påsken begynder ikke i kirken. Den begynder i Ægypten. Den begynder med påskelammet, med blodet på dørstolperne, med den nat, hvor døden gik forbi de huse, der var dækket af blodet. Det er herfra, Jesus må forstås. Uden påsken bliver Jesu død let reduceret til et moralsk eksempel eller en tragisk skæbne. Med påsken på plads bliver korsfæstelsen noget helt andet – den bliver opfyldelsen af et mønster, som har ligget i Skriften fra begyndelsen.

Der er en påstand, som igen og igen dukker op, når nogen vil så tvivl om jødernes forbindelse til Israel, og det er at de jøder, som i dag bor i Israel, ikke er ”ægte jøder”, men i virkeligheden et andet folk, og at man derfor burde DNA-teste dem for at finde ud af, hvem der virkelig er Abrahams efterkommere. Det er i den retning Tucker Carlson går, i et februar 2026 interview med USA’s ambassadør til staten Israel, Mike Huckabee, hvor han pressede Huckabee med spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare DNA-tester alle i Israel for at finde ud af, hvem der er Abrahams efterkommere – hvorfor laver man ikke bare genetiske tests på befolkningen i landet for at afgøre, hvem der har ”ret” til det. Det lyder måske for nogle som et skarpt og nærmest videnskabeligt spørgsmål. Men i virkeligheden bygger det på en række forkerte forudsætninger, som falder fra hinanden, så snart man prøver dem af, bibelsk og logisk. Det afgørende er at Tucker forsøger at gøre spørgsmålet om Israels folk til et spørgsmål om moderne biologisk sortering.

Allerede tidligt i Bibelen gør Gud det helt klart, at mennesket ikke kun er skabt til at overleve på planter. Efter syndfloden udvider Han menneskets næringskilder og siger direkte, at det, der lever og bevæger sig, må tjene som føde (1. Mos. 9:3) – ligesom de grønne urter – samtidig med at Han sætter en tydelig grænse ved blodet, som ikke må spises (1. Mos. 9:4). Det er værd at lægge mærke til, at Gud faktisk bruger bibelsk ”plads” på at kommunikere det, som en bevidst ordning. Kød er ikke en senere menneskelig opfindelse eller et kulturelt påfund, men en del af Guds egen provision for menneskets næring, indført med alvor og rammesat af Hans egne bud. Paulus advarer i 1. Tim. 4:3 om en særlig form for falsk fromhed, hvor det ikke længere er taknemmelig modtagelse af Guds gaver, men menneskeskabte regler, der bliver målestokken for åndelighed, hvor de ”kræver afhold fra spiser, som Gud har skabt til at nydes med taksigelse”. KJV siger direkte ”kød”, hvor den danske siger ”spiser”, Amplified Bible siger ”bestemte slags føde”, for i Bibelens sprog betyder det ikke nødvendigvis kun kød i moderne forstand, men mad generelt.

Der er så meget der kulminerer i dag, som i Bibelen er blevet forudsagt for tusinder af år siden, der kobler dagens begivenheder til endens tid – hvilket fortæller os, at nu er vi ved endens tid. Ikke endens tid som tiden efter Jesus, men trængslen, og endnu tættere på nutiden, bortrykkelsen af Jesu menighed. I nyheden ”Når Skriftens mønster spejles i tiden: trængslen står for døren” sætter jeg fokus på Zef. 2:3-4 , der fortæller at i forbindelse med at Gaza lægges øde, opfordres alle ydmyge som har fulgt Guds retfærdighed (Jesus) til at søge retfærdighed og ydmyghed – og der er meget stolthed iblandt de troende opdelt i forskellige kirkesamfund – for måske kan vi blive skjult på Herrens vredes dag – dvs. blive bortrykket. Men Gaza er ikke det eneste pejlemærke Gud giver os til at se tidens ende meget tæt på. Damaskus, der er Syriens hovedstad, hvor samme ondskab har overtaget som den, vi i denne artikel skal se Gud dømmer i Iran, den by skal blive så ødelagt at den går ud af byernes tal (Es.

Jeg har før skrevet om dæmoniske fyrster, hvordan de søger kontrol over samfundenes tinder for at undertrykke folket – i bund og grund for at få befolkningen væk fra Gud så de selv kan få mere magt. Jeg har tidligere skrevet at om at Bibelen fortæller om den persiske fyrste (Dan. 10:13), Grækenlands fyrste (Dan. 10:20), Magog (Ezek. kap. 38-39), Esajas fortæller i kap. 14 om Babels konge med reference til Satan, ligesom Ezekiel i kap. 28 refererer til ham som fyrste over Tyrus. Israel - Guds folk, har for Guds navns skyld fået erkeenglen Michael som fyrste over sig (Dan. 12:1). Den værste af alle fyrster, det er fyrsten der finder frækheden til at rejse sig mod fyrsternes Fyrste, Jesus Kristus, nemlig den endelige fyrste Antikrist, og nærmere ånden i ham, Antikrists ånd (1. Joh. 4:3), som bliver fyrste over kloden, igennem syv års trængsel. Jeg vil uddybe denne virkelighed igennem artiklen her.

Da jeg i 2010 skrev artiklen ”Verdensriget 2010 - virkeligt og virtuelt”, fandtes den kunstige intelligens som vi i dag lever med, endnu ikke. Der var ingen globale neurale netværk, ingen generativ AI (ChatGPT, Grok, Gemini osv.), ingen algoritmisk styring af hele samfund i realtid. Og alligevel var udviklingslinjen allerede synlig. Det var ikke, fordi jeg kendte teknologien. Det var, fordi Bibelen allerede havde åbenbaret strukturen. Når Skriften taler om Antikrists verdensrige, gør den det ikke i tekniske detaljer, men i funktionelle termer: global rækkevidde, total kontrol, økonomisk tvang og åndelig loyalitet. Det var netop disse funktioner, som jeg (såvel som mange andre har gjort det) i ”Verdensriget 2010 - virkeligt og virtuelt” identificerede længe før AI blev hvermandseje.

Kirk Cameron og hans søn James Cameron tog i ”The Kirk Cameron Show” emnet op, ”hvad er den ondes endelige skæbne?”. Det har bevirket et væld af reaktioner og argumentationer, gode som dårlige, og da det er et vigtigt emne som rummer den dybeste alvor, er det vigtigt at se spørgsmålet i lyset af alle Bibelens informationer om fortabelse. Emnet fortabelse er kernen, der har gjort at Gud selv måtte ofre sig, for at redde os fra fortabelsen. Det fortæller os at emnet skal tages meget alvorligt. Spørgsmålet om de ugudeliges endelige skæbne hører til blandt de mest alvorlige og vanskelige emner i kristen teologi. Ikke blot fordi det berører menneskets evige fremtid, men fordi det samtidig berører selve Guds karakter - Hans hellighed, retfærdighed, vrede og kærlighed. I centrum står spændingen mellem to hovedforståelser, der begge hævder bibelsk forankring – forestillingen om evig bevidst straf og forestillingen om endelig udslettelse.

Når skeptikere spørger, ”Hvis Matthæus har ret i, at Josef, Maria og Jesus flygtede til Egypten og var der i måneder eller år, hvordan kan Lukas så have ret i, at de straks efter tempelbesøget vendte tilbage til Nazaret?”, så lyder det umiddelbart som et ægte paradoks. Mange kristne bliver fanget på det forkerte ben og får lyst til at svare: ”Tja… det ved jeg ikke… så må vi vel bare ‘harmonisere lidt’.” Men her er det afgørende at se én ting klart fra begyndelsen. Den påståede modsigelse er ikke født af Bibelens tekst, men af vores egne traditioner, julespil, film og overfladisk læsning. Når vi læser, hvad der faktisk står, og lader Matthæus og Lukas få lov til at tale færdigt, falder brikkerne på plads. Evangelierne modsiger ikke hinanden – de supplerer hinanden. Skeptikernes krav: Evangelierne som moderne avisartikler Det moderne menneske læser ofte evangelierne, som om de var journalistiske referater skrevet efter nutidens standarder – kronologiske minut-for-minut-beretninger, hvor alt nævneværdigt må være med, og hvor enhver udeladelse opleves som en fejl.

Spørgsmålet om Jesu fødested er ikke et lille sideemne for særligt interesserede bibelnørder. Det går lige ind i hjertet af, hvem Jesus er. Enten er Han den lovede Davids søn, som skulle komme fra Davids by – Betlehem – sådan som profeterne har sagt (Mika. 5:1), eller også er Han en religiøs lærer, som senere er blevet pyntet op med fromme fortællinger for at passe ind i GT’s mønstre. Det er der slaget står. Og det er derfor, der i dag gøres så meget ud af at så tvivl om Betlehem – og dermed Guds Ord. Kritikken går nogenlunde sådan her: Man peger for det første på, at det kun er Matthæus og Lukas der overhovedet nævner Betlehem i forbindelse med Jesu fødsel. Markus – det ældste evangelium efter de fleste forskeres vurdering – begynder med Jesus som voksen, der træder frem ved Jordan. Markus siger at ”Jesus kom fra Nazaret i Galilæa” (Mark. 1:9), og her siges intet om Betlehem. Paulus, der i øvrigt er tavs om hele Jesu barndom, nævner heller ikke Betlehem, selv om han godt ved, at Jesus er ”født af Davids slægt” (Rom.

Tilbage i 2023, opstod en amerikansk bevægelse kaldt UniteUS, en bevægelse de selv definerer som en bevægelse af universitetsstuderende, forenet om at løfte Jesu navn. De forklarer det handler om frelse (klar evangeliepræsentation), frihed (troende søger og oplever frihed fra synd og byrder), og fællesskab (forbindelse til lokale menigheder og discipelskab). Dette beskrives eksplicit på deres officielle sider. Grunden til jeg nævner det er, at jeg håbede på at det ville udvikle sig til vækkelse hvor Jesus og frelsen i Ham – herunder den indre forvandling af mennesket, der i Helligåndens kraft starter en helliggørelsesproces mod lighed med Jesus. Men hvor godt det end lyder når de taler om klar forkyndelse om synd og nåden i Kristus, samt personlig omvendelse og tro, så drukner det i massemobilisering, høj intensitet med fokus på lovsang, korte vidnesbyrd, en klar evangelieprædiken, tydelig responsmulighed, og øjeblikkelig handling (dåb/tilmeldingskort/bøn).

De nordiske, såvel som europæiske ledere, beviser igen og igen deres utidssvarende politik. Ledelse er glemt i iveren efter at få etableret magt og kontrol over befolkningerne. Vores skattepenge er igennem årtier blevet brugt imod os, af skrubbeløse bestaltede borgere, der er gået og går mere op i at spinne et narrativ, end faktisk at forstå og overskue verden anno 2025. Det kommer til udtryk på mange måder – men særligt én måde, nemlig krig, som kan skjule deres inkompetence, og det kan komme til at koste ikke bare penge, men både liv og levned. Europas politikere har fået presset sig selv op i et hjørne, hvor indvandring, grøn politik, identitet, social retfærdighed og meget andet, der stille og roligt igennem årene har bragt Europa på kanten af kollaps. Og med mediernes ”hjælp”, kan befolkningen ikke engang blive enige om hvordan et kollaps ser ud. I Danmark strømmer pengene ind i statskassen. Når alle de områder hvor vi har brug for kollektivt at løfte, økonomisk set – sygehuse, plejehjem, skoler og børnehaver – og ikke mindst et militær der kan forsvare os – præcist de kerneområder en stat bør forholde sig til – når de i årevis er blevet nedprioriteret og mosset til, mens pengene alligevel er forsvundet – brugt på skrald og varm luft, hvilket politisk blår har man så tilbage i hatten? De seneste afsløringer af politisk uduelighed, er drone-skandalen i Norden, og det digitale ID i Storbritannien.

Der er et ateistisk argument imod Gud, der kaldes ”teodicé-problemet”, som jeg ofte støder på, og det siger at hvis Gud vil og kan fjerne al lidelse, hvorfor findes lidelse da stadig? Hvis Han ikke vil, er Han ikke god; hvis Han ikke kan, er Han ikke almægtig – men hvis Han både vil og kan, hvorfor så lidelse overhovedet? Verdens lidelse gøres uforenelig med en Gud, der både er almægtig og fuldt ud god. Én ting er moralsk ondskab, at vi som mennesker kan vælge at gøre ondt – det kan Gud ikke stilles til ansvar for. Men ”umotiveret lidelse” – lidelse uden personlig skyld hos den ramte – f.eks. et barn født med hjerneskade, men også hos dyr, fordi dyrene ikke har nogen fri vilje, moralsk bevidsthed eller mulighed for indsigt i deres egen smerte – og samtidig lider de ofte intenst og meningsløst – det har i argumentet ingen plads, hvis Gud er god. En fremtrædende person med den forståelse, er Alex O’Connor. Han påpeger, at de klassiske teologiske forsvar (”theodicéer”) for menneskelig lidelse – såsom fri vilje, moralsk vækst eller mulighed for frelse – ikke er relevante for dyr, som ikke tænker som mennesker og ikke kan drage mening ud af lidelse.