Oversigt
Jeg har ofte hørt fjender af kristendommen (primært ateister) bruge udryddelsen af amalekitterne, til at skose troende for at bekende sig til en Gud, de mener er en umoralsk massemorder. Anklagerne mod Gud igennem denne historie, er mangfoldige: Gud befalede folkemordet på amalekitterne, hvilket inkluderer drab på uskyldige kvinder, børn og spædbørn, hvilket grundlæggende og naturligt er umoralsk. Sauls straf for at vise barmhjertighed fremhæver befalingens brutalitet, som strider imod grundlæggende moralske intuitioner. Dette moralske dilemma, som er iblandt mange andre, holder Guds modstandere op imod Ham, og antyder derved et mønster af moralsk problematiske instruktioner, der udfordrer forestillingen om Gud som et moralsk perfekt væsen.Er vi som kristne etiske blinde, ukritiske fundamentalister og fanatikere, fordi vi tror og følger Gud?
Lad os først se på befalingen fra 1. Sam. 15:1-3 ,
”Samuel sagde til Saul: ’Det var mig, HERREN sendte for at salve dig til konge over hans Folk Israel; lyd nu HERRENS Røst. Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de gjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det på Vandringen op fra Ægypten. Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder, Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!’”.
Der er ingen tvivl om alvoren af befalingen – det er ikke en overdrivelse som skal forstås allegorisk, en ide nogle har forsøgt at forsvare passagen med. Gud mener det så alvorligt, at da Saul viser nåde og skåner amalekitternes kong Agag, samt det bedste af deres dyr og gods (1. Sam. 15:9), fortrød Gud at Han havde indstiftet ham som konge (1. Sam. 15:11). Gud afsatte ham som konge (1. Sam. 15:28), og Samuel slog Agag ihjel (1. Sam. 15:33).
Gud indsatte David som konge, og Han gjorde hvad Saul ikke ville. David skjulte sig i filisternes land (1. Sam. 27:1) – nutidens Gaza, og der afsluttede David hvad Saul ikke gjorde.
”David og hans Mænd drog op og plyndrede hos Gesjuritterne, Gizritterne og Amalekitterne; thi de boede i Landet fra Telam hen imod Sjur og hen til Ægypten; og når David plyndrede Landet, lod han hverken Mænd eller Kvinder blive i Live, men Småkvæg, Hornkvæg, Æsler, Kameler og Klæder tog han med… David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live for ikke at måtte tage dem med til Gat; thi han tænkte: De kunde røbe os og sige: Det og det har David gjort! Således bar han sig ad, al den Tid han opholdt sig i Filisternes Land” (1. Sam. 27:8-11).
Det er tydeligt, at befalingen om at udrydde amalekitterne var alvorlig, direkte og ment som det blev sagt. Så hvordan i alverden kan vi som kristne bekende os til en Gud der er massemorder?
Vi er nødt til at forstå hvem amalekitterne var. Vi har allerede set i budskabet Samuel gav Saul, at Gud ville ”straffe Amalek for, hvad de gjorde mod Israel” (1. Sam. 15:1). Hvad havde de gjort?
Amalekitterne var fjender af Israel. De boede i Negev og Sinai og levede en nomadisk livsstil. Rashi (Rabbi Shlomo Yitzchaki, 1040-1105, var en fremtrædende jødisk rabbiner, bibelkommentator og Talmud-ekspert) beskrev dem som troldmænd, der kunne forvandle sig til dyr for at undgå at blive fanget. Selvom det er en urealistisk tanke, så antyder det at amalekitterne, som mange andre hedenske folkeslag (ægypterne f.eks.), udøvede større grad af okkultisme.
Amalek beskrives i 1. Mos. 36:16 som høvding i Edoms land, blandt Esaus sønner, hvilket antyder, at han styrede en klan eller et område opkaldt efter ham. I Bileams profeti kaldes Amalek ”Det første af Folkene” (4. Mos. 24:20) – om det betyder at det er det første folk til at forgå, eller om det er det første folk til at føre krig mod Israel, kan diskuteres – jeg tænker at begge dele kan være sandt.
Amalekitterne er gentagne gange identificeret som Israels fjender i bibelen:
- I 2. Mos. 17:8-16 angriber amalekitterne israelitterne i Refidim under udvandringen fra Egypten, men bliver besejret.
- I 5. Mos. 25:17-19 beordres israelitterne til at udslette Amaleks minde, når de besætter det forjættede land.
- I 4. Mos. 14:45 dræber amalekitterne og kanaanæerne israelitter, der uden Moses tilladelse prøver at trænge ind i amoritternes land.
- I Dom. 3:13 og 6:1-6 undertrykker amalekitterne Israel sammen med moabitterne og midjanitterne.
- I 1. Sam. 15:1-9 befaler Gud Saul at udslette amalekitterne for deres overfald på Israel under udvandringen fra Egypten. Det var her Saul ikke adlød Gud og mistede kongeriget.
- I 1. Sam. 27:8-9 og 1. Sam. 30:1-2 udfører David angreb mod amalekitterne og befrier israelitiske fanger.
- I 2. Sam. 1:5-10 hævder en amalekit at have dræbt Saul på hans anmodning, men David får ham henrettet for at have dræbt den salvede konge.
- I 1. Krøn. 4:43 dræber simeonitterne de sidste amalekitter og bosætter sig i deres land.
- I Sal. 83:7 nævnes Amalek som en af Israels fjender, men deres forsøg på at udslette Israel forhindres af Gud.
Altså vil en situation opstå igen i fremtiden, hvor alle Israels fjender i Esaus land skal udryddes – herunder amalekitterne, hvilket vil sige de mennesker der i dag bor i de områder. Det er svært at begribe hvordan samme gamle mentalitet fra fortiden, ender i samme områder fra fortiden, så begivenhederne kan gentage sig. Men svaret på det er ganske simpelt. Det handler om Israel og udryddelsen af dem – det har været et af Satans mål siden syndefaldet, og det skal vi se mere på.
Lad os gå tilbage til syndefaldet. I et bedrag udtænkt af Satan, fravristes mennesket det evige liv med Gud, og står i en situation hvor døden venter at opsluge alle for evigt. Gud forklarer Satan at fordi Satan bedrog mennesket og blev årsagen til dets død, satte Gud ”Fjendskab mellem dig (Satan) og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen! Med andre ord forkyndte Gud at et menneske ville komme, som skulle knuse Satans hoved. Gud gjorde Satan opmærksom på, at hans magt over det han havde fravristet mennesket, på lovlig vis ville blive ham fravristet igen – at han ville blive besejret og kastet i afgrunden for sin handling.
Er Gud ond og morderisk, fordi Han bød at Satans hoved skulle knuses? Hvis ikke det skete, ville menneskeheden være fortabt for evigt. Al skabelsen, alt liv ville ødelægges – for ”Han har været en morder fra første færd… han er en løgner, ja, løgnens fader” (Joh. 8:44), han ”går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge” (1. Pet. 5:8). I trængslen hvor Satan får syv års uhindret magt, vil intet kød overleve hvis ikke Jesus kommer og knuser ham (Matt. 24:22). Så længe Satan har adgang til denne verden, så vil vi ikke opleve fred, så hvis Gud er god, dømmer Han og rydder ud i det onde!
Der er mange episoder der kan gennemgås på lignende måde, men jeg vil springe frem til udvælgelsen af Israel. For at dette menneske, som kan knuse Satans hoved, skulle kunne komme, måtte Gud udvælge sig et folk, hvorigennem Han dels kunne undervise verden om Hans retfærdighed, men også hvorigennem Han kunne lade dette menneske føde. Og her kommer amalekitterne ind.
Da hebræerne (det tilblivende Israel) står mere og mere underkuet i Ægyptens slaveri, udvælger Gud sig Moses til at lede folket ind i det land, Han 430 år tidligere havde givet Abraham, og dermed hans efterkommere. Da Farao efter ti advarsler om at lade hebræerne udvandre, beslutter han at sætte efter hebræerne med al Ægyptens militær for at udrydde dem (2. Mos. 14:5-7).
Var Gud ond, fordi Han lod Ægyptens Farao med al dets militær omkomme? Ville Han have været god, hvis Han havde ladet hebræerne slagte af Ægyptens militær? Det er endnu et eksempel der viser hvordan Satan forsøgte at udrydde menneskeheden – og Farao var denne gang hans villige redskab. Hvis ikke Gud havde grebet ind dengang, ville Jesus aldrig kunne være kommet for at tilbagekøbe frelsen og det evige liv – og nævnes bør også hele sit skaberværk til os, som vi mistede herredømmet over i syndefaldet.
Da Israel undslap Farao, stod amalekitterne og modtog dem på den anden side. De angreb Israel – et nomadefolk uden et etableret og trænet militær (2. Mos. 17:8-16). Et folk der lige var undsluppet 400 år i slaveri, kastede amalekitterne sig over, som en løve over et bundet lam – uden tvivl så de et let bytte. Det var en umulig kamp for israelitterne – utrænet og masser af tvivl. Men Gud viste sit folk, at i umulige kampe kæmper Gud for sit folk. Med Guds hjælp slog Israel amalekitterne tilbage, og Gud, der kendte amalekitternes vold, mord, heksekraft osv., hvilket Israel nu også havde erfaret, sagde til dem: ”Optegn dette i en Bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette Amalekitternes Minde under Himmelen!” (2. Mos. 17:14)
Var Gud ond, fordi Han lod Israel slå amalekitterne tilbage? Ville Han have været god, hvis Han havde ladet Israel slagte af amalekitterne? Igen – Israel ville aldrig opleve fred, men ville for bestandig være i krig med amalekitterne, hvis ikke de udrydde dem. Uden tvivl ville Israel hurtigt stå over for sit endelige, hvis de ikke viste sig stærke til at slå deres fjender. Det var endnu et forsøg fra Satan på at forhindre at Jesus skulle kunne komme og knuse hans hoved. Amalekitterne var hans velvillige og nyttige redskab. Guds plan om at frelse dig og mig, stod og faldt også med Israels sejr eller nederlag mod amalekitterne.
Så længe amalekitterne eksisterede, ville Israel ikke finde fred. Det kommer også til udtryk i Dom. 6:3-6) Lyt nøje til denne historiske begivenhed, for den trækker spor ind i vores nutid:
”Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjanitterne, Amalekitterne og Østens Stammer og drog op imod dem og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg, Hornkvæg eller Æsler; thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles, og de trængte ind i Landet for at hærge det. Således blev Israel rent forarmet ved Midjanitternes indfald, og Israelitterne råbte til HERREN.”
Amalekitterne og deres medsvorne, reducerede Israel til fattigdom – udtømte i had med sine utrættelige forsøg på at udslette dem fra Jorden, deres rigdomme og frugtbarhed. Set med åndelige øjne, var det igen Satan der forsøgte at forpurre Guds frelsesplan og undgå at tabe alt han havde stjålet fra mennesket, tilbage i Edens have. Det scenarie synes bekendt igen i vores tid. Det er årsagen til at Gud beordrede amalekitternes udryddelse. Det var ikke Israel der hadede og forsøgte at udrydde amalekitterne, men omvendt. Hvis Gud er god, er Han nødt til at udrydde ondskaben, ellers får vi aldrig nogensinde fred.
Den mentalitet der beskrives her, leder videre til næste overskrift, for efter Israels tilbagekomst til deres gamle land, er kampen imod dem genstartet.
Israels landflygtighed er i bakspejlet. Gud havde lovet at ”Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERREN din Gud samle dig sammen og hente dig derfra. Og HERREN din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havde i Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnu lykkeligere og talrigere end dine Fædre” (5. Mos. 30:4-5).
Da Israel i 1948 igen bliver en stat, er det ikke uden kamp. De gamle fjender samlede sig i tiden op til jødernes genforening med sit land, igen mod Israel, og historien gentog sig. Her er et lille tilbageblik på den tid[1]:
- 1921: Jøder i Rehovot, Jaffa, Petah Tikva, Hadera, Haifa og Jerusalem blev angrebet af arabere, inkl. deres huse og landbrugsbebyggelse.
- 1936, 3. maj, Haifa: En arabisk hob brænder jødisk tømmergård ned
- 5. maj, Tel Mond: Fem hundrede appelsintræer rykket op med rode af arabere
- 13. maj: Flere brande i frugtplantager
- 10. maj, Zikhron Yaakov: Arabere rykker en nyplantet olivenlund op med rode
- 12. maj: Arabere brænder tærskegulv ud
- 20. maj, Petah Tikva: Arabere afbrænder jødiske afgrøder
- 24. maj, Yavniel: Arabere rykker 1.200 jødiske citrustræer op med rode
- 25. maj, Gaza: Arabere ødelægger jødisk vegetabilsk afgrøde
- 29. april, Balfouriya: Arabere brænder en jødisk skov ned
- 28. maj, Karkur: 3.000 jødiske træer rykket op med rode af arabere
- 30. maj, Yokneam: Arabere rykker 2.000 jødiske træer op med rode
- 6. juni, Hadera: 650 Jødiske træer rykket op med rode af arabere
- Tel Mond: Arabere rykker 1.700 jødiske træer op med rode
- Gaza: Arabere rykker 2.400 jødiske træer op med rode
- 13. juni, Sajera: Arabere ødelægger jødiske afgrøder
Listen fortsætter resten af 1936 til 1937 til 1938 til i dag, hvor hadet har fået navne – ”bosættelser”, ”okkupering”, ”besættelse”, ”to-statsløsning”, ”Seksdageskrig”, ”Yom kippur krig”, ”apartheid”, ”Gaza-striben”, ”Vestbredden” osv. Men det er uagtet præcis samme mentalitet hos nutidens ”amalekitter” som det var hos datidens. De mennesker der bor i Edom, i ”Esaus Hus” er i dag som de var dengang. De drukner i had til Israel – og igen, set med åndelige øjne, står Satan bag deres had og de er igen blevet hans nyttige redskaber, i forsøget på at forpurre Guds frelsesplan. Er jøderne væk, er Guds løfter brudt – Gud er blevet en løgner og Satans hovet er bevaret intakt.
Men Jesus kommer tilbage. Han er den der har skødet i sin hånd, bogrullen ”med skrift både indvendig og udvendig og forseglet med syv segl” (Åb. 5:1), hvilket er et juridisk dokument, der beviser Hans tilbagekøbte ejerskab over skabelsen. Mens Satan endnu agerer verdensfyrste, har Jesus købt alt tilbage og kommer ganske snart igen for at indtage sin plads, som universets konge med sæde i Jerusalem.
Jeg håber du på nuværende tidspunkt forstår hvad fjendernes formål er, med at udrydde Israel.
Set med åndelige øjne, er Israels fjender, bevidst som ubevidst, frelsens fjender, fredens fjender – Guds fjender. Moses sagde ”Stå op, HERRE, at dine Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!” (4. Mos. 10:35), hvilket David senere lovsang om ”Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn” (Sal. 68:1). Bemærk at Moses ikke taler om Israels fjender, selvom de var det, men om Guds fjender. Hver gang Israel i ørkenen brød op og vandrede, ville fjenderne søge at nedkæmpe dem. Hvis Gud ikke rejste sig på denne måde og spredte sine fjender, ville håbet være ude for at Israel ville komme gennem ørkenen.
De første 1000 år af Jesu kongedømme, vil fredsriget dække hele Jorden. Fred i hver en afkrog. Men med amalekitterne og alle andre fjendtlige folk, kan naturligvis ikke deltage i fredsriget, for så bliver der aldrig fred. Gud er nødt til at udrydde sine fjender, som også er Israels fjender – fjender af fred og frelse. Og det er det, vi ser ske i disse dage, en opfyldelse af gamle profetier, herunder Obadias og Salme 83.
Fjenderne råber i dag, ”Fra floden til havet, skal Palæstina blive fri”, hvilket betyder en verden hvor Israel er udryddet. Men en diametral virkelighed venter et stenkast væk i Kongens rige, som Salomons sang med langt større ambition proklamerer, ”Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender; hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet” (Sal. 72:8-9). Fjenderne forsvinder så Guds fredselskende folk kan få fred i Hans kongerige.
Det er en sørgelig tanke, fyldt med ønske om at det kunne undgås, at Esaus Hus skal forgå. Kvinder og børn inklusivt. Børn er jo uskyldige.
Konsekvenserne ved at etablere samfund, der bygger på had og krig, er forfærdelige. Samfund bygget på Islam, underviser – fra barns ben – sine borgere igennem børne-tv, tegneserier, rollespil, sommerlejre, skoler, i at skulle dø som martyrer i krig mod Israel. Mødre er siden barnsben oplært med dæmonisk furiøsitet, at de skal føde mange børn til døden imod Israel[2]. Sådan et folk kan ikke bestå, hvis der skal være fred.
Er jeg for udryddelsen af folkeslag? Nej! Er Gud det? Heller ikke. Deres valg, at hade Israel, lige såvel som de hader kristne nationer og som de hader sine egne brødre i muslimske fraktioner – med et dræbende had, det er en Gud som er kærlig og frelsende nødt til at reagere på. Der er ingen fred så længe der findes folkeslag der vil erobre, hærge og slå ihjel.
I snart 80 år har Israel med resten af verdens indblanding forsøgt at tale den amalekittiske mentalitet til rette. Fredsforhandlinger[3], fraskrivelse af land for fred, endog multiple tilbud om at få egen stat på jorden neden for Gazas grænse[4] – intet har ændret palæstinensernes umættelige trang til at udrydde jøderne. Det er let han henfalde til en eller anden form for forklaring på hvorfor Israels fjender reagerer som de gør. De forklaringer er gennemsyret af formodninger, følelser, uklare historiske kundskaber – gennemgående mangel på forståelse for hvad det faktisk er der sker, for at undskylde selv de mest absurde overgreb. Det er alt sammen krydret med mentale anstrengelser for at forsvare ondt som værende godt, uret som værende ret, had som værende retfærdige reaktioner. Det er en krig mod sandheden, som Gud har advaret imod: ”Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt!” (Es. 5:20).
Gud har altid givet advarsler og tid til omvendelse – selvom Han kender udfaldet på forhånd, om det er godt eller skidt. Men når det er bevist hvad hjerterne indeholder, så kommer dommen – Gud er nødt til at hade ondskab, krig og myrderier – for Han er god og retfærdig. Og palæstinenserne er ikke et særtilfælde. Hvis ikke deres ondskab slås ned, er der ingen håb om fred. Den muslimske religion er Satans nutidige nyttige redskab, hans sidste krampetrækninger før hans endelige. Hans virke i den politiske verden, der lefler for Islam, er ligeledes en del af planen. Fra højeste niveau af denne verdens magt, emmer denne vrede og dette had, og folk i alle samfund, ser vi, er villige redskaber til at modtage og videregive dette had mod Israel – uagtet at de absolut ingen andel har i kampene.
Der er kun med åndelige øjne nutiden kan give mening. Trængslen vi står overfor er Guds dom over ondskaben, før Han indstifter sit fredsrige. I hundredvis af år har frimurerne talt om templet i Jerusalem, at derfra skal deres ”messias” regere, og i det lys giver det mening at fremelske en situation i Jerusalem, der kan realisere det tredje tempel. I ”Mackeys Revised Encyclopedia of Freemasonry” siger han at ”Hver loge er og skal være et symbol for det jødiske tempel: hver mester i stolen repræsenterer den jødiske konge; og hver frimurer en personificering af den jødiske håndværker”[5]. Alle med magt i denne verden har relation til frimurerne, og hvor vanvittigt det end må lyde i ørerne på folk der tror på demokratiet, så går alle verdens mægtige i én og samme retning mod et globalt diktatur med deres ”messias” som regent fra Jerusalem.
Det er denne åndelige forståelse der skal erhverves før man forstår hvorfor Gud gør som Han gør. Hadet mod Israel er det fysiske bevis for hadet mod Gud, som vitterligt er så gennemtrængende og fundamentalt hos verdensmagten, at ”Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede” (Sal. 2:2).
Amalekitterne var og er symbolet på Guds fjende. Hvad end de kaldes i dag, Hamas, palæstinensere, houtier, Hizbollah, Al-Qaeda, Islamisk Stat, den Iranske Revolutionsgarde – så er de nutidens nyttige redskaber i Satans hænder på at forpurre Guds planer om fred og frelse for en verden i brand.
Er Gud ond eller god, når Han lader ondskaben forgå? Jeg er både taknemmelig og sørgmodig over at Gud må gribe ind på den måde. Jeg ville, som Gud, mere end noget andet ønske, at disse mennesker der huser dette had, ville omvende sig – fatte kærlighed til folk og fred, og leve. Men det vil de ikke. Der er ingen anden mulighed!
[1] ”The Routledge Atlas of the Arab-Israeli Conflict”, af Martin Gilbert
[5] ”Encyclopedia Of Freemasonry And Its Kindred Sciences” af Albert C. Mackey M. D. - ”Each Lodge is and must be a symbol of the Jewish Temple, each Master in the chair representing the Jewish King, and every Freemason a personation of the Jewish Workman”