Oversigt
Obadias’ Bog taler om Herrens dom over Edom for dets stolthed og handlinger mod sin brodernation, Israel. På trods af Edoms høje position og sikkerhed, lover Herren at bringe dem ned. Edoms allierede vil vende sig imod dem, og selv dem, der engang var venlige, vil bedrage og skade dem. Herrens vrede er især rettet mod Edom for den måde, de behandlede Israel på da de blev taget i fangenskab til Babylon. De stod ikke kun ved siden af og så på Israels lidelse, men deltog også i deres plyndring og udnyttede deres ulykke. Herren advarer om, at den samme skæbne Edom påførte andre, vil komme over dem. Dog vil der være frelse og befrielse på Zions Bjerg, og israelitterne vil rejse sig igen og genvinde deres tabte territorier. Edom vil blive fuldstændigt fortæret, uden overlevende, som Herren har dekreteret. Herrens dommens dag nærmer sig, og til sidst vil kongeriget tilhøre Herren.Her er en gennemgang af Obadias’ bog, som måske kan give dig en forståelse for hvorfor den er så interessant lige nu, hvor spændingerne i Israel er stærkere end de har været siden Israels turbulente begyndelse.
Jesus sagde til farisæerne, der bad om et tegn fra himmelen, formodentlig for at få Jesus til at bekræfte sin guddommelighed, og Jesus svarede, ”Men han svarede og sagde til dem: »Om aftenen siger I: ›Det bliver smukt vejr, thi himmelen er rød og om morgenen: ›I dag bliver det uroligt vejr, thi himmelen er rød og mørk.‹ Himmelens udseende forstår I at tyde, tidernes tegn derimod ikke” (Matt. 16:1-3).
Det vi ser ske i Israel, synes at være en beskrivelse med hvilken vi kan tyde tidens tegn. Palæstinenserne, det gamle Esaus hus, står foran en gengældelsestid, og når Obadias’ profeti ses for det indre øje, ligner det umiskendeligt det, vi ser udfolde sig i Israel. Læs med her og gør dig dine egne tanker.
Vers 1 Obadias’ Syn. Så siger den Herre HERREN til Edom: Fra HERREN har jeg hørt en Tidende: Et Bud er sendt ud blandt Folkene: Rejs jer til Kamp imod det
Edom: Navnet Edom kommer fra Esau, ”Da sagde Esau til Jakob: ’Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!’ Derfor kaldte de ham Edom” (1. Mos. 25:30). Igen i 1. Mos. 36:1 og 1. Mos. 36:8 , ”Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtsbog... og Esau bosatte sig i Se’irs Bjerge; Esau, det er Edom”.
Esau giftede sig med kvinder fra Kana’an - også ind i Ismaels slægt, af vrede til sin far Isak (1. Mos. 28:8 , hvilket Isak og Rebekka var kede af, 1. Mos. 26:35), og ”han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer” (1. Mos. 28:9). Alle Esaus hustruer var fra Kana’an, Ada, Oholibama og Basemat (1. Mos. 36:2-3). Dem fik han børn med, men var også gift med Judit (1. Mos. 26:34), men hun blev ikke gravid. Esaus efterkommere giftede sig på kryds og tværs og der blev ikke opretholdt nogen stammeforskelle. Derfor er Esau igennem alle sine børn, børnebørn, oldebørn osv. anset for at være arabiske. Selvom det er Ismael der oprindeligt er forfader til de 12 arabiske stammer, så er Esaus efterkommere altså også arabere, og det er dem, Obadias taler imod - og det er dem, der bor i Edom, nutidens palæstinensere. Når man dykker ned i Bibelen, specifikt fra Ezekiel kapitel 25 til 32, er der en detaljeret beskrivelse af domme over bestemte nationer. Disse nationer inkluderer ammonitterne, moabitterne, edomitterne og filistrene (se Ezekiel 25); Tyrus og Zidon (Ezekiel 26-28); og Egypten (Ezekiel 29-32). Det er fascinerende at bemærke, at på trods af deres etniske forskelle (med Egypten, der har hamitiske oprindelser, og andre har semitiske oprindelser), har de alle en fælles religiøs tilknytning i nutiden - Islam. Denne forbindelse bliver tydelig, når man studerer Ezekiel i dybden, med fokus på disse syv nationer.
Grækerne og romerne omtalte edomitterne som idumæere, en anden betegnelse for det samme folk. I 47 f.Kr. forfremmede Julius Cæsar en idumæer ved navn Antipater til prokurator over Judæa, Samaria og Galilæa. I jødisk kontekst blev han af dem anset for at være næsten-jødisk. De interne konflikter mellem idumæerne og de oprindelige jøder blev af mange set som et internt opgør i en stor familie, hvilket førte til valget af en idumæer som leder. I 37 f.Kr. gjorde romerne Herodes, Antipaters søn, til konge af det territorium, de benævnte som Israel. Idumæerne havde spillet en rolle i Israels historie i fem århundreder før Jesus blev født.
De forskellige Herodes’er, vi møder i Det Nye Testamente, var ikke jøder, men edomitter (eller Idumæere). De blev anset som jødiske i romerske øjne, men var åbenlyst fjendtlige mod Israel. Én Herodes beordrede drabet på alle jødiske spædbørn, i et forsøg på at eliminere Jesus, som beskrevet i Matthæus 2. En anden Herodes var ansvarlig for henrettelsen af Johannes Døberen. Endnu en dræbte Jakob, Johannes’ bror, jf. Apostlenes Gerninger 12. Stridighederne mellem israelitter og arabere i nutiden kan ses som en forlængelse af den konflikt, der tog sin begyndelse allerede i 1. Mosebog 25.
Edom bliver til Palæstina: Perioden efter Det Nye Testamente er præget af det betydningsfulde fald af Jerusalem i 70 e.Kr. Denne æra blev vidne til spændinger mellem forskellige jødiske fraktioner: Zeloterne, Idumæerne og de ortodokse jøder. Konflikten førte til den tragiske begivenhed, hvor 20.000 Idumeanske soldater tog livet fra utallige ortodokse jøder. Disse Idumæere sluttede sig også til de jødiske styrker mod romerne. Efterspillet så mange dræbt, mange blev gjort til slaver eller forenet med de 40.000 Idumeere, som Cæsar befriede.
Denne historiske kontekst danner rammen om et andet stort oprør i 135 e.Kr. ledet af Bar Kokhba. Han samlede en hær på 200.000 mænd og generobrede Jerusalem og andre vitale områder i landet. Dog blev kejser Hadrians tålmodighed sat på prøve, hvilket fik ham til at indsætte flere legioner for at undertrykke den jødiske modstand. De intense kampe resulterede i et forbløffende tab af over 580.000 liv.
Efter dette, pålagde kejser Hadrian, i sin stræben efter at eliminere jødisk nationalisme fra regionen, strenge restriktioner. Traditionelle jødiske praksisser såsom omskæring, overholdelse af sabbatten og undervisning i Toraen blev straffet med døden.
Da romerne søgte at omdøbe landet, skulle de vælge mellem to traditionelle fjender af jøderne: Idumæa og Philistia (filistrene). Fra et romersk perspektiv, blev Idumæerne betragtet mere som en jødisk sekt, og deres konflikter med jøderne blev opfattet som interne stridigheder. Derfor betragtede romerne filistrene som de største fjender og omdøbte regionen efter dem. Dette latinske navn, ”Palestina”, er oprindelsen til det moderne begreb ”Palæstina”, der symboliserer Israels fjender.
Imidlertid spiller Idumæerne, efterkommere af Edomitterne, en afgørende rolle i denne historiske fortælling. Nogle af dem, selvom de fremstod som jødiske, havde tydelige Idumænske rødder. Historiske kort op til 135 e.Kr. betegner regionen som Idumæa, især omkring Bar Kokhba-oprøret. Men efter den romerske omdøbning begyndte betegnelsen Idumæa at forsvinde fra efterfølgende kort og historiske optegnelser. Med tiden blev Idumæerne assimileret i de befolkninger, der i dag er kendt som palæstinensere, hvilket også omfatter forskellige andre etniciteter.
Vers 2 Se, ringe har jeg gjort dig blandt Folkene, såre foragtet er du.
Ringe har jeg gjort dig blandt Folkene: I gammel tid, efter Israel havde været i Ægypten, var Edom så mægtig, at han med magt kunne forhindre Israel i at passere hans land (4. Mos. 20:14-21). I sig selv et udtryk for Esaus/Edoms had til Israel - frem for at hjælpe sin bror, gik han imod ham. Den ødelæggelse der beskrives over Edom her, var formodentlig forårsaget af Edoms allierede - araberne, der jf. v.7 bedrog Edom. Edoms folk blev taget som trælle til Babylon af Nebukadnesars soldater (Jer. 27:2-6). Som følge heraf var Edom næsten blottet for mennesker i den persiske periode (se også Jer. 49:7-22 ; Ez. 25:12-14)
Vers 3 Dit Hjertes Hovmod bedrog dig, du, som bor i Klippekløft, som troner i det høje og siger i Hjertet: ”Hvo kan styrte mig til Jorden?”
Hovmod bedrog dig: Obadias nævner 7 synder i Edom: Hovmod, at de er uovervindelige, dannelser af alliancer mod Israel (v.7), drab og vold mod Israel (v.10), glæde over Israels ulykke (v.12), at tage krigsbytte (v.13), at forhindre jøderne i at flygte (v.14) og i fuldskab fejre Israels undergang (v.16).
Hovmod er den synd, der har skabt al ondskab - det er kernen i Satans hjerte og samme stolthed var årsagen til syndefaldet - Eva der tillod sig at hæve sig over Guds Ord og betvivle det. Gud giver masser af advarsler imod stolthed og sætter stolthed og hovmod i kontrast til visdom og ydmyghed.
Du, som bor i Klippekløft: Gemt væk i bjergene i det østlige Jordan ligger resterne af den antikke by Petra, på det bibelske Edoms område. Navnet Edom, som betyder ’rød’ på hebraisk, afspejler nuancen af den sandsten, som byen blev bygget af. Ruinernes måske mest imponerende overlevende træk er det tårnhøje Al Khazneh eller ’Treasury’, et udskåret bygningsværk, der er over tredive meter højt. Det menes at det oprindeligt havde tjent som mausoleum for den nabatæiske kong Aretas IV i det første århundrede e.Kr. Da Obadias profeterer dette, havde edomitterne bygget deres bosættelser i området Petra, og skabte sig selv en ”høj bolig”, som naturligvis var let at forsvare.
Dette er en indgang til Petra mellem klipperne, kaldt Siq indgangen. Det er den gamle hovedindgang som starter ved dæmningen og ender på den modsatte side af hvælvingen, en kløvet klippe med en længde på omkring 1200m og en bredde på 3 til 12m og højde op til omkring 80m.
Som Siq stien bliver smallere og mørkere i de sidste par meter, lyser Al-Khazneh (Treasury) pludselig op for enden af kløften.
Det er interessant, at Israel skal tage Edoms land i eje og Edom miste landet, så Israel i de sidste 3½ år kan flygte ud i ørkenen. Det kan meget vel være disse bjerge Jesus refererer til i Matt. 24:16 ; Luk. 21:21) Bjergkæden strækker sig igennem Moab og Edom, øst for Judæa. Ifølge Åb. 12:6 , 14-16 skal Israel, ”kvinden”, have et sted i ørkenen, midt i trængslen, hvor folket skal finde ly. Gud siger i Mika. 2:12 : ”Jeg vil helt sikkert samle, O Jakob, alle i dig; Jeg vil helt sikkert samle Israels rest; Jeg vil samle dem som Bozra’s får...” (KJV). Es. 33:16 taler også om denne klippebog: ”Han (den retfærdige (Israel) – Es. 33:15) skal bo i det høje: hans forsvarssted skal være i klippefæstningen: brød skal gives ham; hans vand skal være sikret” (KJV). Åb. 12:6 siger at: ”man dér skulle sørge for hende et tusinde to hundrede og tresindstyve dage”. Petra betyder klippe, og Gud har ofte mange måder til at vise os hvad Han har tænkt sig. Vi søger ly for ondskaben, og bygger på klippen, Jesus Kristus. Petra kan således også af navn være et billede på stedet, hvor Israel kan søge ly for Antikrist. Bozra betyder ”i trængsel og nød” og ”fårefold”, og er lokaliseret ca. 30 kilometer syd-øst for det Døde Hav, i Edom. Her vil Jesus i trængslen holde dom (Es. 34:6 ; Es. 63:1 ; Jer. 49:13, 22; Amos. 1:12; Mika. 2:12)
Og siger i Hjertet: ”Hvo kan styrte mig til Jorden?”: Talen fortsætter i v.4, ”Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner, jeg styrter dig ned derfra”. Det hjerte der beskrives er Satans hjerte, ham der sagde i hjertet, ”Jeg stormer Himlen, rejser min Trone deroppe over Guds Stjerner” (Es. 14:13). Edoms stolthed kommer direkte fra Satan - han er deres fader.
Vers 4 Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner, jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra HERREN.
som Ørnen: Ørnens symbolske betydning gennem historien er interessant. Her bliver Edom symboliseret med ørnen, skønt det var en mindre nation. Bemærkelsesværdigt har ørnen konsekvent været emblemet for mange af Israels modstandere - nationer og herskere som Herod, Det Gamle Rom, Nazi-Tyskland, Storbritannien og Rusland har alle haft ørnen som deres symbol. Det der oprindeligt begyndte som Fugl Fønix, er nu blevet til ét af USA’s segl (det andet er pyramiden med Horus’ øje). Historisk set har andre folkeslag som grækerne, spartanerne, trojanerne og Antiokus Epifanes anvendt ørnen som deres kendetegn. Dette inkluderer de romerske legioner under Titus Vespasian, det Byzantinske Rige og Romanov-dynastiet i Rusland. Desuden har forskellige europæiske grupper som frankerne og tyskerne også omfavnet ørnen som deres emblem. Og som sagt brugte briterne engang ørnen som deres symbol.
Jeg styrter dig ned derfra: Som Satan bliver styrtet ned i dødsriget - nederst i hulen (Es. 14:15), vil Edom styrtes ned. Satan narrede Eva, så hun troede at mennesket skulle blive som Gud (1. Mos. 3:5). Men mennesket mistede alt, selv livet og fællesskabet med Gud (1. Mos. 3:23-24). På samme måde går det med Satan selv. Han ønsker også at blive som Gud, men vil styrtes i dødsriget (sheol), som senere kastes i den evige ildsø (Åb. 20:14). Talen mod Edom er voldsom!
Vers 5-6 Du skulde vel ikke have Tyve til Gæster, natlige Voldsmænd? Hvor er du lagt øde; de stjæler jo alt, hvad de lyster! Du skulde vel ikke have Høstmænd i Vingården? Efterslæt levner de ikke! Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet!
Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet!: Billedet skildrer ikke at nogen bryder ind i dit hjem og tager nogle få ejendele. Den underliggende tone i disse vers handler om at blive berøvet alt - huset tømmes. Guds budskab til Edom er klar: Når Hans dom kommer, vil ødelæggelsen være total. Der vil ikke blive noget tilbage. I modsætning til tyve, der måske kun ville stjæle indtil de var tilfredse, eller høstfolk, der måske ville efterlade nogle få druer, har Gud til hensigt at alt forsvinder. Tanken her handler om at dykke dybt ned i Esaus ejendele, afsløre alt og fratage dem alt – fuldstændigt.
Vers 7 Alle dine Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode Venner sveg dig, tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de Fælder under din Fod.
Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode Venner sveg dig: Edom gjorde sig afhængig af allierede der udnyttede dem og de blev forrådt af dem. Situationen afspejler nutiden, hvor palæstinenserne bliver manipuleret af arabiske allierede (Iran i særdeleshed) som ikke er ægte venner, men de udnytter dem i en politisk strategi, om at udrydde Israel.
Tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de Fælder under din Fod: KJV, ”og sejrede over dig; de, der spiser dit brød, har påført dig et sår: der er ingen forståelse i ham”. Med andre ord, de der var venner med Edom, som sad med dem og spiste, var medsvorne i at fælde Edom, og ingen i Edom så det.
Vers 8 Visselig vil jeg på hin Dag, lyder det fra HERREN, udrydde de vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge.
Udrydde de vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge: Visdommen er hos Gud. Den går helt tilbage til evigheden som Salomon skriver om i Ordspr. 8, ”HERREN besad mig i begyndelsen af sin vej, før hans gamle værker. Jeg blev oprettet fra evighed, fra begyndelsen, før jorden var til” (KJV, Ordsp. 8:22-23). Med andre ord, Guds veje (visdom, sandhed, liv osv.) var før Hans værker. Og Salomon bad om visdommen, ”Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store Folk!” (1. Kong. 3:9) og Gud gav ham ”et viist og forstandigt Hjerte”, hvis lige, ”aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå” (1. Kong. 3:12) - hans visdom var ”større end alle Østerlændingenes og alle Ægypternes Visdom” (1. Kong. 4:30), så selv dronningen af Saba rejste til Salomon for at opleve hans visdom (1. Kong. 10:1-9). Omvendt er det med Edom, et folk der var hovmodige og stolte, de var morderiske og onde - fra sådanne menneske viger visdommen. I dag har palæstinenserne, tillige med de arabiske nationer ét for øje, og det er at udrydde Israel. Intet overblik, ingen visdom, blot et motto der siger de elsker døden som Israel elsker livet.
Vers 9 Da skal dine Helte lammes af Rædsel, o Teman, og hver en Mand ryddes ud af Esaus Bjerge.
O Teman: Teman kommer her fra Esaus barnebarn (1. Mos. 36:11 ,15) og betegner den sydlige del af Edom, da Teman var Edoms største sydlige by. Det er interessant at bemærke, at én af Jobs venner var Elifaz fra Teman, ”Temanitten Elifaz” (Job. 2:11). Job var den rigeste i den del af verden (Job. 1:3), så det har ikke været hvem som helst der havde taleret ind i hans liv. I Jer. 49:7 spørger Gud ”Er der ikke mere Visdom i Teman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden?”. Ordet ”Teman” holder derfor denne betydning, der samstemmer med v.8, og man kan antage, at som folk besøgte Salomon for at søge visdom, rejste folk til Teman for at lytte til visdom.
Vers 10 For Drab og Vold mod din Broder Jakob skal du skjules af Skam; udryddes skal du for evigt,
Udryddes skal du for evigt: I konteksten af trængslen, taler Joel om dette og siger, ”Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod” (Joel. 3:24). Joel skrev dette før Israels eksil til Babylon, så profetien har en tidlig delvis opfyldelse. Men her ses at Gud med andre ord siger, at Han ikke tillader Edom at genopbygge sine byer. Israel er blevet besejret og undertrykt flere gange, men Gud har bevaret dem og tilladt dem at vende tilbage til deres hjem og givet dem en måde at genopbygge sine byer. Han tillader her ikke Edom at genopbygge. Deres byer vil forblive tomme, og Edom vil aldrig få lov til at vende tilbage. Det er tydeligt et praj om at denne profeti har en endelig opfyldelse i den nærmeste fremtid.
Vers 11 fordi du så til, da fremmede raned hans Gods og Udlændinge kom i hans Porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af dem.
Fordi du så til, da fremmede raned hans Gods og Udlændinge kom i hans Porte: Obadias skrev denne profeti før Israel blev ført i eksil til Babylon. Edoms folk så ikke blot passivt til, da Israel blev bortført til Babylon og deres hjem blev plyndret, de opfordrede også fjenderne til at nedbryde Israel totalt: ”HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: ’Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!’” (Sal. 137:7). Tilmed dræbte Edoms folk de Israelere der lykkedes med at slippe væk (v.14), og dermed sluttede de sig til Israels fjender.
Da de lodded Jerusalem bort: Nutidens opdeling af Israel, er ikke første gang i historien det sker. Men vi ser det igen i dag. Oprindeligt skulle Israel have haft hele det jordanske område. I 1917 anerkendte den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour igennem Balfour Erklæringen, at det, der i dag kaldes Palæstina, var tilsidesat for det jødiske folk. I 1919 blev det anerkendt på Fredskonferencen i Paris, hvor mere end 30 lande var repræsenteret, og i 1922 af Grundsætnings Erklæringen ved Nationernes Sammenslutnings (engelsk: Declaration of Principles of the League of Nations), som startede med en sammenslutning af 42 medlemslande. Storbritannien fik mandat til at sikre, at ”Palæstina”, som var tilsidesat til Israel, igen blev det jødiske folks hjemland. England bedrog folket, og oprettede Trans Jordan (nutidens Jordan). De stjal 70% af landet, som de gav til Emir Abdullah Hussein, alene for at ”kæle” for den arabiske olie. Det skete få måneder før Israels genoprettelse som stat, og umiddelbart efter Englands tyveri, gik Trans Jordan i sin første israelsk-arabiske krig i 1948, sammen med sine arabiske naboer, hvor de indtog Vest Banken - ødelagde jødernes synagoger, slagtede og jog folket væk. Denne jord kaldes i dag stjålen jord. Jorden er ganske rigtig stålet, men den berøvede er gjort til tyven! Landet var ved mindst 42 nationer anerkendt at tilhøre jøderne, og ikke én løftede et øjenbryn, da England misbrugte sit simple og letfattelige forvalterskab, at overrække det jødiske folk sit land.
I fortiden så datidens palæstinensere til med jubel, da Israel blev delt. I dag har de selv delt landet og vil have mere.
Var og du som en af dem: Dengang deltog Edom i at opdele landet, og vi ser i den grad også i dag, hvordan det palæstinensiske folk splitter landet - endog for selv at bo i det, med hensigten at udrydde ethvert minde om Israel.
Vers 12 At nyde din Broders Dag, hans Vanhelds Dag, og glæde dig over Judæerne på Undergangens Dag! At opspærre Munden på Trængslens Dag,
Edom skulle have grædt over sin brors ulykke, men i stedet glædede han sig og hånede ham. Det er et sindelag der udspringer af hovmod (v.3), og det er bedragerisk, for hurtigt kan samme skæbne ramme den hovmodige - og det er det Obadias advarer imod, for Gud hader det. Til Israel sagde Gud, ”Derimod må du ikke afsky Edomitterne, thi det er dine Brødre. Heller ikke Ægypterne må du afsky, thi du har levet som fremmed i deres Land. Deres Efterkommere må have Adgang til HERRENS Forsamling i tredje Led” (5. Mos. 23:7-8). Israel og Edom var ikke blot naboer, de var brødre af kød og blod, og Gud forventede at de behandlede hinanden sådan.
Vers 13 komme i mit Folks Port på Ulykkens Dag, være med til at nyde dets Kval på Ulykkens Dag, gribe efter dets Gods på Ulykkens Dag!
Gribe efter dets Gods: Ikke alene allierede de sig med fjenden mod Israel, de rykkede også ind for at plyndre og stjæle (bl.a. vinlagrene, v.16), efter at fjenden havde taget Israel i fangenskab. Med andre ord var Edom forrædere.
Vers 14 At stå ved Dalenes Munding og dræbe de undslupne, prisgive dem, som slap bort, på Trængselens Dag!
At stå ved Dalenes Munding og dræbe de undslupne: Edomitterne stod klar ved flugtstederne, og slog de undslupne af Israel ihjel. Det er ikke svært at se for sig. Da Nebukadnesar angreb Jerusalem, spredte indbyggerne sig, og mange søgte tilflugt i Edoms klippefyldte terræn. Men edomitterne, der stod ved nøgle-passager, afslørede deres gemmesteder: ”vi har set en gruppe israelitter gå denne vej. De gemmer sig i den kløft”, osv. De bedrog og forrådte sine slægtninge. Oven i det - forestil dig familier, der forsøgte at redde sig i ly, blive slagtet af sine brødre og naboer. Verden så det samme for godt 70 år siden i Nazityskland, hvor enkeltpersoner afslørede jødernes skjulesteder.
Vers 15 Thi nær er HERRENS Dag over alle Folkene; som du har gjort, skal der gøres med dig, Gengæld kommer over dit Hoved.
Nær er HERRENS Dag: HERRENS dag, eller hin dag, er ofte en reference til trængslen (se Es. 2:12 ; 1. Tess. 5:2 ; 2. Pet. 3:10 ; Åb. 16:15). Med andre ord, det er en teknisk term der refererer til den periode der også kaldes trængslen. Det er i denne kontekst de næste vers skal læses. Vi har allerede fået et praj i v.10, og nu igen, og vi skal se nærmere på det i v.18. Det er vores umiddelbare fremtid Obadias profeterede om. Konsekvenserne for Edom, der nævnes her, er ikke kun forbundet med Kristi genkomst og etableringen af Hans rige i 1000årsriget. Udtrykket ”Nær er HERRENs dag” antyder, at den på dette tidspunkt for profetiens begivenhed, endnu ikke er kommet. De begivenheder der profeteres om her, kan således forventes at finde sted før Herrens dag. Betyder dette, at de vil ske før bortrykkelsen? Ikke nødvendigvis, og uanset, så har vi i nutidens begivenheder et stærkt bevis for, med Guds Ord der forkynder fremtiden fra fortiden (Es. 46:10), at vi meget snart skal hjem.
Gengæld kommer over dit Hoved: Som Edom behandlede Israel i fortiden, behandler palæstinenserne Israel i dag, og det samme sindelag eksisterer i dag, de samme spændinger og kampe - palæstinenserne er i ord og handling præcis som sine forfædre.
Vers 16 Thi som I drak på mit hellige Bjerg, skal alle Folkene drikke uden Ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig havde været til.
Som om de aldrig havde været til: Edom der ranede Israel i deres ulykke, fandt frem til vinlagrene og fejrede i fuldskab Israels fangenskab. Men som Jesus siger i Matt. 7:1-7 , ”Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt”, ligesom Paulus siger at ”hvad et menneske sår, det skal han også høste” (Gal. 6:7). Der er tale om talionsprincippet, og Es. 34 og Ezek. 25 taler om dette - HERRENs hævndag. Så princippet her er, at Edom ville stå over for konsekvenser, der spejler deres handlinger over for jøderne. De forrådte jøderne, så de ville også blive forrådt, som nævnt i v.7. De tog fra andre, så der ville blive taget fra dem, som sagt i v.5-6. Edom handlede med vold, og ville selv få en voldelig afslutning, som sagt i v.9-10. Deres ønske om jødernes undergang ville føre til deres egen undergang ved Babylons hånd. Ligeledes i dag; palæstinenserne forsøger med vold at udrydde Israel, men vil selv blive udryddet med vold. Edom vil opleve resultaterne af deres egne handlinger - deres skæbne vil blive en refleksion af deres gerninger, og det skal blive, som verset her siger, som havde de aldrig været til.
Vers 17 Men på Zions Bjerg skal der være Frelse, og det skal være en Helligdom, og Jakobs Hus skal tage sine Ejendomme i Eje.
Men: Nu er der en ændring i talen. De første 16 vers fokuserede på dommen over Edom. Men fra dette vers er der en bemærkelsesværdig ændring markeret af ordet ”Men”. Dette ord fungerer fremhæver en forskel fra det tidligere nævnte. Det er et afgørende øjeblik i Obadias bog. Nu vil de kommende vers pege på velsignelser og sejre, som Gud har i vente for Jakob. Det går dybt ind i tvillingebrødrenes modsatrettede skæbner og understreger den velstand, der venter huset Jakob, Israel.
Emnet i de afsluttende fem vers, handler om Guds sejr for Jakob. Gud forsikrer frelse og renselse for Zions bjerg. På trods af Israels overtrædelser, der førte til templets ødelæggelse, har Gud planer om at rense og genoplive Jakobs hus, hvilket adskiller det fra Esaus hus, Edomitterne.
Det skal være en Helligdom: Betydningen er her, at Israel vil vende om til Gud - Zions bjerg, er Davidsbyen, stedet hvor det oprindelige tempel lå, og det skal være en helligdom, at alene Guds folk har adgang. Zak. 12:10 taler om Jesu genkomst og siger, ”så udgyder jeg over Davids Hus og Jerusalems Indbyggere Nådens og Bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren Søn, og holder Klage over ham, som man holder Klage over den førstefødte”. Når Rusland med de arabiske allierede går imod Israel, så viser Gud sin storhed og slår hærene, og Israel skal se at Han er HERREN (Ez. 38:23). Israel vil vende om til Ham og Zion skal igen være en helligdom.
Jakobs Hus skal tage sine Ejendomme i Eje: Esaus efterkommere, såvel som Ismaels og andres efterkommere, har hidtil forhindret Israel - Jakobs hus - i at få det land Gud har givet dem, som Gud lovede Abraham, Isak og Jakob såvel som David. Men til sidst vil Guds ord blive fuldbyrdet, og Israel vil ”tage sine Ejendomme i Eje”.
Vers 18-19 Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal blive Strå, og de skal sætte Ild derpå og fortære det, og ingen af Esaus Hus skal undslippe, så sandt HERREN har talet. De skal tage Sydlandet i Eje sammen med Esaus Bjerge og Lavlandet sammen med Filisterne; de skal tage Efraims Mark i Eje sammen med Samarias Mark og Ammonitterne sammen med Gilead.
Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue. Der er en forening her. Læg mærke til en genoprettelse af Josefs hus - det er de nordlige af Israels stammer, og Jakobs hus - de sydlige stammer. Nord- og sydrigerne vil ikke længere være delt, men de vil blive én forenet nation under Gud. Og de vil sættes i brand mod Edom.
Fordi Salomon forlod Gud og tilbad de hedenske afguder, lod Gud Israel dele (1. Kong. 11:29-35). Men i den nærmeste fremtid vil et forenet Israel vende om til Gud og indtage det land Han har lovet dem (se 1. Mos. 15:18 , Es. 54:2-3). Snart skal vi glæde os med Jesus, ”Fordi hans (Jesus) Sjæl har haft Møje (adskillelsen fra Gud på korset), skal han se det, hvorved han skal mættes (bl.a. at Hans kødelige brødre der afviste Ham, nu vender om). Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser” (Es. 53:11)
Vi har set i vores tid, at Israel er ved at give det land fra sig, som Gud har lovet dem, til netop Esaus Hus. I 2005 rømmede Israel 21 gamle 40årige bosættelser i Gaza, med omkring 8.000 mennesker. Kort efter begyndte rømningen af bosættelser på Vestbredden, hvor ca. 9.000 blev fjernet, før vanviddet blev stoppet. Hvis det fortsætter er bare et spørgsmål om tid, før koncepter som Annapolis Konferencens anstrengelser i november 2007 færdiggøres, og en palæstinensisk stat oprettes (ca. 50% af det nuværende Israel), og den sidste del af landet gøres internationalt. Intet Israel tilbage, kun af navn. Men Gud gør op med uretfærdigheden og dømmer folket for at dele Hans land (Joel. 3:6-7).
Ez. 28:25-26 taler om denne tid, og Gud siger, ”Når jeg samler Israels Slægt fra de Folkeslag, de er spredt iblandt (hvilket vi har set siden 1948), vil jeg hellige mig på dem for Folkenes Øjne, og de skal bo i deres Land, som jeg gav min Tjener Jakob; plante Vingårde, ja bo trygt, medens jeg holder Dom over alle dem, der håner dem fra alle Sider (de arabiske nationer); og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud”.
Det samme periode Es. 11:14-16 taler om, og igen i Es. 34:5-6 , Es. 34:6 siger at ”HERREN slagter Offer i Bozra, har vældig Slagtning i Edom”, hvilket leder os til Es. 63, hvor Jesus kommer fra Edom, Bozra. Det er altså tiden for Jesu fysiske genkomst til Jorden, hvilket sætter begivenhederne her i et tidsmæssigt forhold til trængslen og Jesu genkomst. Ikke at det nødvendigvis vil ske i trængslen, men det kan være optakten til trængslen. Også i Joel kapitel 3, ses denne dom over Edom, i tidsmæssig forhold til trængslen: ”Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod” (Joel. 3:24). Igen i Amos. 9:11-12, ”På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle Dage, så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit Navn er nævnt, lyder det fra HERREN, som fuldbyrder dette”. Jakob citerer denne passage i Apg. 15:14-16 , ”Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Hermed stemmer også profeternes (Amos’) ord, således som der står skrevet: Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen”. Så efter Gud har kaldet hedningene der kan bære Hans navn (alle os der tror), vil Han vende tilbage til Israel, hvilket indbefatter at Israel genindtager Edoms områder - de palæstinensiske områder.
Skal blive Strå, og de skal sætte Ild derpå og fortære det: Jakob og Josefs hus bliver en ild og en flamme, mens Esaus hus er strå. Når ild møder strå, så efterlades der intet, præcis som v.5-6 siger.
Vers 20 Og de landflygtige i Hala og Habor skal tage Kana’anæernes Land i Eje indtil Zarepta, og de landflygtige fra Jerusalem, som er i Sefarad, skal tage Sydlandets Byer i Eje.
Byer i Eje. Zarepta ligger nordpå mellem Tyrus og Sidon i Libanon. ”Sydlandets Byer” refererer til Negev, den sydlige del, faktisk Sinaihalvøen. Israel vil indtage hele det land, som Gud har lovet dem. Han havde lovet Abraham et land, der rummer omkring tre hundrede tusinde kvadratkilometer (se 1. Mos. 15:18 , Es. 54:2-3)
Vers 21 Da drager Redningsmænd fra Zions Bjerg op for at holde Dom over Esaus Bjerge. Og så skal Riget være HERRENS.
Redningsmænd: Termen ”Redningsmænd” er måske ikke den bedste oversættelse; ”befriere” er mere passende. Befriere vil opstå på Zions Bjerg. Jesus siger i Åb. 2:26-27 at ”den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene; og ›med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås‹” og igen i Åb. 20:6 , ”Salig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år”. I denne sammenhæng, kan alle der tog imod Jesus i denne nådens tid (dig og mig), betragtes som ”befriere”, der regerer med den eneste sande Frelser i den kommende æra. Til sidst vil ”Riget være HERRENS”.
Så skal Riget være HERRENS: Kernen i denne bog er den betagende slutning: ”Riget skal være Herrens”. Gud bevæger sig målrettet og fast mod sit mål om at grundlægge sin suverænitet på Zions Bjerg. Gennem Fader vor beder vi om, at Hans rige bliver en realitet her på Jorden, ligesom det er i Himlen. Guds løfte står urokkeligt fast. Historien kulminerer med Guds vedvarende indgriben, indtil den sande konge træder frem. Besiddelse er nøgleordet i de sidste vers. På baggrund af Guds løfte til Abraham, har Israel retten til landet og sin hovedstad, trods internationalt pres. Men Israel har endnu ikke udnyttet denne ret, idet landet kontinuerligt er blevet overtaget af udenlandske kræfter gennem tiderne. En dag vil Gud dog genoprette Israels rettigheder til sin egen ære. Alt dette opsummeres i udsagnet: ”Riget skal være Herrens.” I dag er tronen i Jerusalem ubesat, og jøderne konfronteres med vanskeligheder, som det fremgår af Hos. 3:4-5) Men det vil ændre sig endeligt, når Jesus vender tilbage. Folket vil anerkende Ham som deres Messias, blive frelst og indtræde i en ny tidsalder. Daniels profetier, specielt i kapitel 2, skildrer verdensrigernes fremkost og fald. Men afgørende er det, at et himmelsk rige vil triumfere over alle andre, med retfærdighed på Jorden. Selvom Israel møder modstand fra verdens nationer, garanterer Gud, at Hans folk vil erhverve det rige, Han har lovet dem!
Palæstinenserne er nutidens edomitter. De har præcis samme dæmoniske sindelag som deres forfædre. Israel skal udslettes, og synet af deres døde skaber djævelsk glæde i hele verden, hvor gamle biler og store biler fyldes med keffieh eller shemagh tørklæder, knyttede næver og store flag, og finder sin rute rundt i byerne med hornene i bund – for nu er der endelig gang i Mellemøstens brødre, der opfylder Allahs ønske om en jødefri klode.
Det er interessant, at efter Israel gav Gaza væk i 2005, så valgte folket repræsentative kaldt Hamas. Det er et akronym dannet af harakat al-Muqawama al-islamiyya, der betyder islamisk modstandsbevægelse. Men akronymet har også en betydning, nemlig ”ophidselse” og ”vold”. Når hebræisk talende hører og udtaler Hamas er det khaw-mawce’ (châmâç), og det betyder vold. Bibelen fortæller om tiden før syndfloden at ”Jorden var også fordærvet for Gud, og jorden var fyldt med vold” (1. Mos. 6:11 , KJV), hvor vold er udtrykt hebræisk Hamas. Verden var fyldt med Hamas.
Nogle mener at Hamas er en gammel dæmonisk kraft der besætter mennesker, og gør dem i stand til at gøre umenneskelige forbrydelser mod andre. I syndfloden gik mennesker besat af Hamas til grunde, mens mennesker der i kontrast havde Helligånden blev frelst. Jeg vil ikke lægge mere i det end at hebræisktalende hører deres modstandere navngivet som Hamas – vold – synonym med terror. Det er himmelråbende vanvid for jøderne når verdens nationer ikke vil kalde Hamas for terrorister. En organisation der ved navn sidestiller sig med terror, vil verden ikke kalde terrorister. Det svarer til ikke at ville kalde Hamas for Hamas. Når Jøderne beder, ”Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd” (Sal. 140:1), så beder de ”vær mig et værn mod Hamas”. Eller ”Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god” (Ordsp. 16:29) – ”Hamas lokker sin næste…”. Men så er der også vers som Es. 60:18 , ”Vold skal ikke mere høres i dit land” (KJV) – ”Hamas skal ikke mere høres…”.
Det er præcis det, Obadias taler om. Hamas skal udryddes.
Israel står i en krig i disse dage, der er uden fortilfælde. Palæstinenserne synes at have lagt alle sine æg i samme kurv, og har sat alt ind på at udrydde Israel. Vi ser i Obadias at det ikke kommer til at ske. Og skal vi tolke tiden, så kan det næsten ikke undslippe logikken, at det vi ser ske i Israel nu, det er det, der er talt ved profeten Obadias.
På pinsedagen da Helligånden blev udgydt, sagde Peter ”her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel” (Apg. 2:16), og det ligner mere end nogensinde før, at vi i dag kan se på krigen i Israel og sige, ”her opfyldes det, der er talt ved profeten Obadias”. Som gennemgået, peger profetiens afslutning frem på en tid hvor HERRENs dag er nær, dvs. lige før trængslen går i gang, vil gengældelsesprocessen begynde.
Vi har ikke set enden på det her endnu. Men det er svært at forestille sig, at krigen går i sig selv, og verden fortsætter for Israel og palæstinenserne. Palæstinenserne, nutidens videreførelse af det edomitiske folk, skal lægges øde for evigt, siger Obadias. På et tidspunkt skal de ikke længere have lov til at genopbygge sine huse – og som verden ser ud nu, så ligner det i den grad at det her er afslutningen der er begyndt. Obadias’ Bog er blevet dagens nyheder.
Israel er klar i spyttet: Hamas skal udryddes, og det er nu. Civilbefolkningen i Gaza sympatiserer med deres folkevalgte volds-undertrykkere, og store dele nægter at lade sig evakuere – igen kan man tale om stolthed og hovmod. Nogle vil ikke evakueres fordi de ikke vil risikere at Israel overtager Gaza, og andre der har evakueret kommer tilbage for at demonstrere deres modstandsdygtighed. Så en modbydelig undergang kan vente civilbefolkningen hvis ikke Hamas rejser sig og tager vare på sin befolkning, og stopper den mordiske bevægelse mod Israels ødelæggelse.
Lad mig også lige sige, at det vi ser i det palæstinensiske sindelag, er aldeles fuldstændig had til Israel. I 1948, da Israel blev grundlagt, var mine forældre meget unge. Mine bedsteforældre lærte dem at elske sin næste. Mine forældre lærte mig at elske mine næste. Jeg har givet den rigdom videre til mine børn. I den samme tidsperiode har palæstinenserne igennem generationer lært sine børn at hade sin næste. Ikke blot Israel, men alle der ikke er muslimer. Det vi ser i Israel nu, er hvordan had virkelig ser ud!
Der er tale om at krigen kan blive regional. Og med den afhængighed resten af verden har, i særdeleshed af olie og gas, kan en lokal krig hurtigt blive regional og dernæst global, i en fuldskala trængsel som Gud har afsløret for os vil komme. Det begynder i Israel, og så involveres hele verden – først gradvist, hvor Rusland med Israels arabiske brødre går imod Israel (Ezekiel kap. 38-39), dernæst hele verden, der går imod Israel (Zak. 14:2 , Joel. 3:7, Åb. 16:14-16, Åb. 19:19-21).
Jeg nævner olie og gas, fordi vi sidste efterår oplevede hvordan det kan kaste vores energiafhængige samfund ud i stor nød, når energipriserne tager en himmelflugt. Det vil generere oprør og vold, selv i samfund der roser sig af at være civiliseret og uddannet. Men vi har også lige set hvordan en enkelt løgn fra Hamas forårsagede røre i hele verden, da de forsøgte at bilde verden ind at Israel havde bombet et hospital. Der skal ufatteligt små ting til, før verden vender sig imod Israel. Israel skal ikke alene følge egen moral, men alle sigende som selvmodsigende moraler i resten af verdens lande. Det er en gang på en knivsæg som er vitterlig umulig, og verden vil uundgåelige vende sig mod Israel når tiden kommer.
Som situationen udvikler sig i verden, er der stor grund til at løfte forventningerne om at vi snart skal hjem. Pludselig kan det hele eksplodere og ske som Jesus sagde det ville, i hast. Åbenbaringsbogen har tre grundlæggende elementer i sig, hvilket formuleres i Åb. 1:19)
1) Det Johannes havde set ind til nu (i vers 19), kan kun være den information der fra Åb. 1:1-18 , som beskriver de indledende oplevelser, og ikke mindst afsenderen af dette vidnesbyrd, nemlig Jesus. Nogle mener der er tale om det, Johannes tidligere har set i den apostolske tid, men om det har han tidligere skrevet i en separat bog, nemlig sit evangeliske skrift.
2) ”Det som er”, viser sig i efterfølgende to kapitler (Åb. 2:1 - 3:22) at være menigheden, som blev oprettet på pinsedagen (Apg. 2) - ca. 53 år tidligere. I Åb. 1:11 beordres Johannes at distribuere dette skrift til de syv menigheder, og i kap. 2-3 giver Jesus ham opmuntring og formaning til hver af disse syv menigheder, så der er ingen tvivl om, at der med ”det som er” henvises til menigheden.
3) ”De ting som skal komme herefter”, giver sig selv i Åb. 4:1 , hvor Johannes bliver bortrykket og får at vide: ”Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter”. Der er ingen grund til ikke at læse konteksten som værende begivenheder der sker i rækkefølge, efter hinanden. Ordet ”herefter” gør det klart, at efter menigheden igangsættes efterfølgende begivenheder, som ved nærmere studie afslører en trængsel som aldrig har været før, og som aldrig skal komme igen, hvilket Jesus talte om i Matt. 24:21 , og som Daniel får sat navn på i Dan. 12:1) Det passer med Paulus’ åbenbaring, at menigheden skal fjernes, før det som skal ske derefter kan iværksættes (Åb. 2:1-8).
Jesus slutter fremstillingen af trængslen af med at sige ”Disse ord er troværdige og sande; og Herren, profeternes ånders Gud, har udsendt sin engel for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i hast” (Åb. 22:6), og det er med al sandsynlighed det vi ser forme sig meget hurtigt.