Når Europa oplever varme, er det klimakrisen. Når Europa advares om fremtidig kulde på grund af svækkede havstrømme, er det også klimakrisen. Når der er tørke, er det klimakrisen. Når der er oversvømmelser, er det klimakrisen. Når vejret er ekstremt, er det klimakrisen. Når vejret ikke er ekstremt, skyldes det blot midlertidige variationer, som ikke ændrer den underliggende krise. Med andre ord: Klimafortællingen kan ikke tabe.
DR advarer om, at AMOC - det store atlantiske havstrømssystem - kan være tættere på kollaps end hidtil antaget1. Konsekvensen fremstilles som katastrofal: koldere vintre, ændrede nedbørsmønstre, havstigninger og global uro. BT bringer samtidig en anden klimahistorie, at Europa opvarmes dramatisk2. Hedebølger, rekordvarme, færre frostdage og brændende landskaber fremstilles som bevis på, at klimakrisen allerede er her.
Sat hver for sig virker historierne alvorlige. Sat sammen afslører de mekanismen at vi skal frygte varmen, vi skal frygte kulden, vi skal frygte tørken, vi skal frygte regnen, vi skal frygte det, der sker nu og vi skal frygte det modsatte, hvis det sker senere. Og desuden er det alt sammen menneskets skyld.
Det er ikke oplysning. Det er en totalforklaring. Selvfølgelig vil alarmismens forsvarere sige, at der ikke er nogen modsigelse. De vil forklare, at global opvarmning kan give regionale afkølinger, at ændrede havstrømme kan omfordele varme, og at et komplekst klimasystem kan producere modsatrettede lokale effekter. Det lyder teknisk, men det ændrer ikke ved hovedproblemet. Forklaringen er blevet så elastisk, at den kan rumme alt. Når enhver observation kan bøjes ind under samme konklusion, er vi ikke længere vidner til åben videnskabelig afprøvning, men til en ideologisk ramme, der beskytter sig selv mod modsigelse.
Der er også en mere strukturel uretfærdighed i spil, som sjældent nævnes. Forskning, der bygger på klimamodeller, kan relativt hurtigt producere nye resultater, fordi den arbejder med simuleringer og scenarier. Når først modellen er opstillet, kan den køres igen og igen med nye antagelser, nye parametre og nye fremskrivninger. Det gør det muligt at generere en konstant strøm af studier, der alle peger fremad mod potentielle risici og fremtidige udviklinger.
I modsætning hertil står forskere, der arbejder med observerede data fra naturen - lange måleserier fra vejrstationer, satellitter eller historiske registreringer. Den type forskning kræver ikke blot årtier af data, men også omfattende kvalitetssikring, korrektion for stationsændringer, urbanisering, målefejl og metodiske skift. Det er langsomt arbejde. Det er tungt arbejde. Og det er ofte mindre spektakulært, fordi det ikke handler om, hvad der kan ske, men om, hvad der faktisk er sket.
Konsekvensen er, at modellerede scenarier lettere kan dominere både forskningslitteraturen og mediedækningen, mens mere jordnære analyser af observerede data får sværere ved at trænge igennem. Når en forsker som John Christy bruger årtier på at analysere temperaturserier og når frem til resultater, der ikke passer ind i den gængse alarmfortælling, møder det sjældent samme opmærksomhed som endnu et modelstudie, der peger på en ny potentiel katastrofe. Det skaber en skævhed, hvor den type forskning, der er hurtigst til at producere alarmerende scenarier, også er den, der sætter dagsordenen.
Flere nyheder om Klimaforandringer, Kontrol og Videnskab
USA angreb Haiti med jordskælvs-våbenDet er ikke tilfældigt, at læseren næsten aldrig møder den rolige version. Den usikre version. Den version, hvor konklusionen er at "Vi ved ikke nok". Den version sælger ikke aviser, styrker ikke politiske dagsordener og retfærdiggør ikke indgreb i energi, landbrug, transport, forbrug og national økonomi.
Derfor bliver usikkerhed pakket ind som sikkerhed. Scenarier bliver til varsler. Modeller bliver til beviser. Og undtagelser bliver til bekræftelser. Det er præcis sådan en fortælling bliver immun over for kritik. Når forskere eller analyser peger på, at temperaturekstremer ikke udvikler sig som alarmfortællingen forudsiger, bliver de ikke behandlet som en anledning til ydmyghed. De bliver marginaliseret, ignoreret eller forklaret væk. Hvis korrigerede måleserier passer ind i krisefortællingen, ophøjes de til videnskab. Hvis korrigerede måleserier udfordrer fortællingen, bliver de pludselig problematiske. Det er ikke videnskabelig nysgerrighed. Det er selektion.
Det betyder ikke, at klimaet aldrig ændrer sig. Klimaet har altid ændret sig. Og med lokale forandringer der får lov at indgå i en global fortælling, bliver offentligheden solgt en langt mere skråsikker og politisk anvendelig fortælling, end data og modeller kan bære. Den alvorlige fare er ikke kun, at klimafortællingen er overdrevet. Faren er også at den bliver brugt som en nøgle til at forklare alt og kontrollere alt.
Hvis det bliver varmt, skal vi acceptere indgreb. Hvis det bliver koldt, skal vi acceptere indgreb. Hvis der kommer tørke, skal vi acceptere indgreb. Hvis der kommer oversvømmelser, skal vi acceptere indgreb. Fortællingen ender altid samme sted - mere styring, mere regulering, mere kontrol, mere skyld placeret hos almindelige mennesker.
Det er derfor disse to artikler er afslørende, fordi de sammen viser, hvordan klimaalarmen fungerer. Den behøver ikke vælge mellem varme og kulde. Den tager begge dele. Og når en fortælling altid får ret, uanset hvad der sker, bør man ikke længere kalde den videnskabelig sikkerhed. Man bør kalde den det, den er - en magtfortælling forklædt som naturvidenskab.