Det skyldes først og fremmest datagrundlaget. Analysen bygger på mere end 40 millioner daglige temperaturmålinger fra 1.211 vejrstationer i de nedre 48 stater. Mange af serierne var ufuldstændige og måtte rekonstrueres ud fra nærliggende stationer med høj indbyrdes sammenhæng og korrigerbare skævheder, så hver station endte med mindst 92 procents dækning, mens medianen lå på 98 procent. Det endelige datasæt består af 90,0 procent NCEI-identificerede observationer (NCEI er NOAA's National Centers for Environmental Information - altså den amerikanske myndigheds store klima- og vejrdatabase) - over 40 millioner temperaturmålinger. Ni ud af ti stammer fra NOAA’s egne arkiver, mens resten er fundet og suppleret gennem forskerens rekonstruktionsarbejde. Det er altså ikke et løst modelprodukt, men et omfattende stationsbaseret datasæt, der er blevet gjort brugbart gennem et stort rekonstruktionsarbejde.
Studiet understreger også noget vigtigt, som ofte forsvinder i klimajournalistikken. De temperaturmålinger, som analysen bygger på, er virkelige målinger fra vejrstationerne. Når to eller flere måleserier er sat sammen, er der korrigeret for skævheder mellem dem. Men forskeren har ikke fyldt huller ud ved at gætte mellem steder eller tidspunkter - hvilket man normalt gør for at gætte sig frem til globale temperaturer, og han har heller ikke efterbehandlet selve stationstallene for at få dem til at passe bedre sammen. Først når man skal regne et landsdækkende gennemsnit ud, fordeles temperaturmålingerne ud over et kort opdelt i mindre felter. Det ændrer ikke på, at datasættet stadig dækker næsten hele det sammenhængende USA. Med andre ord, dette er langt mere observationsnært end de globale temperaturserier, hvor store områder nødvendigvis må udfyldes statistisk mellem målepunkterne2.
Ifølge Phys.org tog det flere års møjsommeligt arbejde at opbygge det materiale. Christy måtte manuelt gennemgå tusindvis af originale observationsskemaer for at lukke de store huller, som stadig findes i NOAA's tilgængelige datafiler. Det er derfor ikke en hurtig computerøvelse, men et forsøg på at komme så tæt som muligt på et troværdigt, historisk billede af amerikanske temperaturekstremer. Det er netop denne grundighed, der gør studiet så tungt.
Og hvad viser det så? Det viser, at ekstrem sommerhede i USA ikke er steget gennem hele serien siden 1899. Studiet konkluderer, at mål for ekstrem varme, som de højeste temperaturer, antallet af varmerekorder og antallet af hedebølgedage, ofte viser beskedne faldende tendenser. De mest intense varmeperioder på landsplan ligger stadig især i perioden 1925 til 1954, med 1930'erne som det mest markante årti. Forskningsartiklen siger direkte, at varmeekstremerne i USA ikke viser stigende tendenser, men tværtimod beskedne negative tendenser siden 1899.
Ser man på de mest ekstreme enkeltår, bliver det endnu sværere at opretholde forestillingen om en ny og enestående nutidig varmeepoke. Studiet viser, at 1936 dominerer som året for de mest udbredte ekstreme varmehændelser og dækker omkring 22 procent af det sammenhængende USA i denne måling. De næste store varmeår er 1934, 1954 og 1930, 2021, men alle langt under 1936. Ser man på daglige sæsonrekorder, er billedet det samme. 1936 gav flest daglige varmerekorder, efterfulgt af 1911, 1925, 1931 og 1934. De nyeste år er altså ikke det naturlige højdepunkt i dataserien. De største nationale varmeekstremer ligger fortsat især i første halvdel af det 20. århundrede.
Flere nyheder om Klimaforandringer, Naturlig klima og Videnskab
Nyt studie udfordrer CO2 som hovedårsag til global opvarmningKuldeekstremerne er også aftaget markant, især siden 1990'erne. Både Phys.org1 og forskningsartiklen2 siger, at hyppigheden og styrken af rekordkold vinterkulde er faldet kraftigt. Samtidig viser studiet, at forskellen mellem årets varmeste og koldeste yderpunkter er blevet mindre. Spændet mellem de varmeste og koldeste ekstremer er indsnævret med omkring 6 °F i løbet af de 127 år, hvilket ifølge John Christy peger på, at temperaturekstremerne som helhed er blevet mindre ekstreme1.
Det afgørende her er, at denne udvikling ikke passer med den enkle påstand om, at stigende CO2 i sig selv driver en tydelig og landsdækkende (og dermed globalt set) optrapning af ekstreme varmehændelser i USA. Studiet siger direkte, at størrelsen af den lokale og regionale naturlige variation i USA, især for maksimale sommertemperaturer, er større end størrelsen af den opvarmning, der kan tilskrives drivhusgasser i disse mål, og at et signal knyttet til drivhusgasser endnu ikke er trådt tydeligt frem i netop disse ekstreme temperaturmål. Forskningsartiklen siger samtidig, at dette ikke i sig selv betyder, at der intet drivhusgassignal findes i hele klimasystemet, men at dag-til-dag og region-til-region variation i USA i praksis overdøver baggrundssignalet i netop disse målinger. Det er med andre ord ikke nogen bekræftelse af den gængse CO2-fortælling, men det stik modsatte for disse amerikanske ekstremer2.
Studiet går endda direkte ind og prøver de officielle klimaudsagn af. Phys.org fremhæver, at Christy bruger datasættet til at teste påstanden i National Climate Assessment 5 om, at hedebølger er steget siden 1960'erne. Resultatet er, at den nationale udvikling ganske vist har et svagt positivt fortegn i den korte periode, men at trenden er lille og statistisk insignifikant. Forskningsartiklen siger det endnu mere præcist. Siden 1960 er hedebølgerne kun steget svagt og usikkert for hele USA, mens nogle områder i sydvest har haft en tydeligere stigning. Ser man derimod på hele den lange måleserie, går udviklingen samlet set ikke op, men ned.
Her kommer Fresno så ind som et af de vigtigste eksempler i hele studiet. Christy bruger Fresno i Californien til at vise, hvordan lokal udvikling omkring målestationer kan skævvride temperaturserierne, især nattemperaturerne. Forskningsartiklen siger direkte, at Fresno er et eksempel på en kraftig påvirkning fra forhold, der ikke har med stigende drivhusgasser at gøre. Den natlige minimumtemperatur i Fresno er steget med over 5 °F i forhold til de omkringliggende sammenligningsstationer gennem de sidste omkring 80 år, mens sommerens maksimumtemperatur kun viser en meget lille trend og ikke en trend, der er signifikant forskellig fra nul. Studiet forbinder denne forskel med urbanisering - asfalt, bygninger, tættere bebyggelse og anden menneskelig udvikling holder på varmen om natten og løfter minimumtemperaturerne. Her er der altså ikke tale om et CO2-signal, men om en urban varmeø-effekt2.
Flere nyheder om Klimaforandringer, Naturlig klima og Videnskab
Grabyan-studie: Solen og temperatur driver CO2Studiet ignorerer ikke regionale forskelle. Tværtimod viser det, at de vestlige regioner i USA har haft markante stigninger i hedebølgeaktivitet i det seneste årti, mens de centrale og østlige regioner har haft langsigtede fald. I den seneste 15-årsperiode havde Pacific Southwest og Four Corners deres højeste antal hedebølgedage, og Pacific Northwest lå tæt på sit tidligere maksimum. Men netop derfor er den nationale konklusion vigtig. Når tallene samles for hele USA, opvejer stigninger i Vesten i høj grad fald andre steder. Det betyder, at regionale varmeepisoder er virkelige nok, men de udgør ikke bevis for en samlet national eksplosiv udvikling.
Forskningsartiklen siger derfor i sin konklusion, at det er svært at knytte faldet i disse ekstreme temperaturhændelser til stigende drivhusgasser, fordi størrelsen af den regionale naturlige variation er betydelig i forhold til en lille drivhusgasfremkaldt temperaturstigning. Samtidig fremhæves det, at de tidlige varmeekstremer, især i 1930'erne, stadig sætter målestokken for, hvad naturlig variation kan frembringe i USA. De nuværende varmeekstremer ligger ifølge studiet fortsat inden for det spænd, som den naturlige variation allerede tidligere har vist2.
Hvis man derfor vil gengive dette studie redeligt, er konklusionen ikke den vanlige alarmoverskrift. Konklusionen er, at et meget omfattende amerikansk stationsdatasæt ikke viser nogen national optrapning af ekstreme varmehændelser siden 1899, men derimod beskedne fald i varmeekstremer, et markant fald i kuldeekstremer og en samlet indsnævring af spændet mellem kulde og varme. Samtidig viser studiet, at lokale forhold som urbanisering kan forklare en del af de højere nattemperaturer ved visse stationer, som i Fresno, hvor den natlige opvarmning netop ikke tilskrives CO2, men byudvikling, der holder på varmen. Det gør studiet til en alvorlig udfordring for den påstand, at stigende CO2 allerede kan aflæses som en tydelig, national optrapning af ekstreme temperaturer i USA2.
Når serien af målinger først begynder i 1899, starter den ikke fra et neutralt nulpunkt, men efter Den Lille Istids kulde (fra 1300-1850). Derfor er det helt naturligt at verden ville opleve en genopvarmning, længe før man kan bruge serien som bevis for en påstået CO2-drevet eskalering.
Desuden, man må også huske, at den almindelige klimafortælling hviler på en bestemt historieskrivning om jorden, med millioner af år, gradvise ændringer og en natur, der forklarer sig selv. Men Guds fortælling i Bibelen forklarer et andet billede. Skabelsen, syndefaldet og syndfloden danner en helt anden ramme for jordens historie, der gør det dybt problematisk ukritisk at tale om forhistoriske istider og millioner af år gamle temperaturer, som om disse rekonstruktioner var sikre og neutrale fakta. De er fortolkninger bygget på et tidsskema, som allerede fra begyndelsen står i konflikt med Guds ord.
| “ | så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre (1. Mos. 8:22) | ” |