Bemærk - det handler ikke om hvorvidt de ældre skal underlægges danmarks klimamål - at de allerede er det, er råber til himlen om magtmisbrug. Der er praktisk talt kun åndedrag, mad og tøj og en smule elektricitet de kan bidrage med på deres sidste dage. Ondskaben har sit vamle fjæs langt fremme her!
Og så kom den afslørende bemærkning, at også ældre skal bidrage til klimamålene - og at denne generation ifølge hende er dem, der har "svinet allermest"1. Det er en grotesk måde at tale om ældre mennesker på. Det er mennesker, der har arbejdet, betalt skat, bygget landet op, opdraget børn, passet familier, taget ansvar og levet gennem kriser, knaphed og samfundsforandringer. Og når de så ender på plejehjem, hvor kommunen pludselig står mellem dem og deres daglige mad, skal de belæres om, at deres generation har "svinet".
Det er ikke værdighed. Det er ikke respekt. Det er politisk moralisme forklædt som kostpolitik. Det er puritansk ondskab.
Københavns Kommunes egne pejlemærker siger, at plejehjem med produktionskøkken bør sigte efter højst 500 gram tilberedt kød om ugen og højst 80 gram okse-, kalve- og lammekød om ugen. Kommunen siger ganske vist, at det er vejledende pejlemærker og ikke en hård regel, men det ændrer ikke ved det principielle problem. Når et menneske ikke længere selv kan gå ud og købe ind, bliver "vejledning" fra systemet hurtigt til den virkelighed, der ligger på tallerkenen1.
Og det er her, grænsen skal trækkes. Ingen politiker skal diktere, hvad gamle mennesker spiser. Ingen kommunal strategi skal gøre ældres aftensmad til et klimasignal. Ingen skal moralisere over en frikadelle, en hakkebøf eller en portion bolognese på et plejehjem. Alternativet har tidligere skrevet, at "roastbeef, pasta bolo og hakkebøffer" ikke kan blive ved med at være en menneskeret - kun rent vand er en menneskeret. Samme tekst siger ganske vist også, at partiet ikke vil tage folks bøffer, men hele tankegangen afslører problemet: De ser kødforbrug som noget, politikerne gradvist skal skubbe, styre og gøre mindre tilgængeligt3.
Men mad er ikke bare CO2. Mad er kultur. Mad er minder. Mad er appetit. Mad er frihed. Mad er værdighed. Og for en plejehjemsbeboer kan et måltid være et af dagens sidste faste glædepunkter. Det skal ikke ofres på en kommunal klimaaltertavle.
Der er også en bibelsk pointe her. I 1. Tim. 4:3 advares der mod dem, der vil kræve afholdenhed fra bestemte spiser. Verset siger, at nogle vil kræve "afhold fra spiser, som Gud har skabt til at nydes med taksigelse", og fortsætter med, at det, Gud har skabt, ikke skal forkastes, når det modtages med taksigelse. Det rammer lige ned i princippet: Maden er ikke skabt til politisk skyld og skam, men til taknemmelighed.
Hykleriet
Og så er der hykleriet. For Birgitte Kehler Holst lever selvfølgelig også i et moderne samfund, der formodentlig har større CO2 aftryk end de gamle har kunnet præstere. Hun har formentlig køleskab, vaskemaskine, komfur, varme i hjemmet, telefon, computer, tøj produceret og transporteret gennem globale forsyningskæder, og hun bruger sandsynligvis transport - bus, tog, cykelinfrastruktur, måske bil, fly eller færge som alle andre. Hun får sikkert et varmt bad hver dag, hvilket ikke er de ældre forundt. Hun deltager selv i det moderne forbrugssamfund, som alle andre danskere gør. Så hvorfor skal hun netop gøre plejehjemsbeboeren til moralsk målskive?
Hvorfor er det den gamle mand eller kvinde, der ikke længere selv kan handle frit, som skal stå til regnskab for klimaet på sin tallerken? Hvis Alternativet mener, at "den generation" har svinet, så må det samme spørgsmål stilles tilbage. Lever de selv uden aftryk? Naturligvis ikke. Ingen i et moderne samfund gør det. Derfor bliver det ekstra usmageligt at rette den moralske pegefinger mod mennesker, der er blevet afhængige af kommunens hjælp.
Det her handler ikke om at tvinge nogen til at spise kød. Den, der vil spise grønt, skal naturligvis kunne spise grønt. Den, der vil have linser, bønner og plantefars, skal kunne få det. Men den frihed går begge veje. Den ældre, der ønsker klassisk dansk mad med kød, skal ikke mødes af en politisk madstrategi, der siger: "Du bør egentlig spise anderledes for klimaets skyld". Det er forskellen på valgfrihed og formynderi. Den rigtige linje er enkel:
Skændslen er nu blevet eksportvare
Det mest pinlige er næsten ikke kun selve forslaget. Det er, at denne danske klimamoral nu går verden rundt som et billede på, hvor langt et samfund kan synke, når ideologi får lov til at sætte sig ved de ældres middagsbord. Udenlandske medier beskriver sagen som, at ældre på plejehjem i København skal begrænses til 80 gram okse-, kalve- eller lammekød om ugen, mens Alternativets Birgitte Kehler Holst forsvarer, at også de ældre skal bidrage til klimamålene. New York Post skrev sagen op med vinklen, at de ældre nærmest bliver "straffet", fordi deres generation har "screwed up" klimaet, og historien er siden blevet samlet op og viderebragt i blandt andet AOL, amerikanske kommentarmedier og spansksprogede medier4.
Flere nyheder om Klimaforandringer, Politik og Økonomi
Klimatopmødets resultatDet frie, værdige valg
Tilbyd grønne retter - men tving ikke ældre ind i grøn ideologi. Giv valgmuligheder - ikke moralske madrestriktioner. Lad plejehjemmene tage udgangspunkt i beboernes appetit, livshistorie og ønsker - ikke i Alternativets gale klimaregnskab. For når kommunen først overtager ansvaret for et menneskes daglige mad, har kommunen også pligt til at beskytte det menneskes frihed. Ikke bruge afhængigheden som anledning til at opdrage, korrigere eller klima-kompensere.
Ældre mennesker skal ikke spise med skyld. De skal spise med værdighed. De skal ikke underlægges danske politisk inklinerede borgeres klimatilbedelse og dukseri. Danmark står for cirka 0,06 - 0,07 procent af verdens CO2-udledning - én femtendedel af én procent af verdens CO2. Hvis hele Danmark forsvandt fra CO2-regnskabet i morgen, ville over 99,93% af verdens udledning stadig være tilbage. Og så tillader nogle sig at ramme de ældre, som bidrager med ca. 0,00042% af verdens CO2-udledning.
(Regnestykket er lavet ved at tage cirka 38.100 plejehjemsbeboere og gange dem med en gennemsnitlig dansk udledning på 4,34 ton CO₂ om året. Det giver cirka 165.000 ton CO₂ om året. Det tal sammenlignes derefter med Danmarks samlede udledning og verdens samlede udledning. Resultatet er, at alle danske plejehjemsbeboere tilsammen kun står for omkring: 0,65% af Danmarks udledning og 0,00042% af verdens udledning)
Det er i denne tid værd at minde om, at Jesus sagde, at det skulle blive som i Lots dage før Han kommer tilbage. Lot levede i Sodoma der blev dømt hårdt af Gud, ikke kun for aggressiv homoseksualitet, men Ezek. 16:49 siger: "Se, din Søster Sodomas Brøde var Overmod; Brød i Overflod og sorgløs Tryghed blev hende og hendes Døtre til Del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende Hånd". En af Sodomas synder var hårdhed mod de svage. Ezekiel beskriver et samfund med overflod, tryghed og hovmod - men uden vilje til at række den fattige og hjælpeløse en hånd. Det er netop den ånd, man mærker, når et rigt samfund begynder at moralisere over gamle menneskers mad i stedet for at give dem værdighed, varme og omsorg.
Gud vil at ældre skal mødes med respekt og ære:
- 3. Mos. 19:32: "Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!"
- 1. Tim. 5:1-2: "En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader … gamle kvinder som mødre …"
- Sal. 71:9 er meget stærk i plejehjemssammenhæng: "Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder"
- Ordsp. 31:8-9: "Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag; luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!"
- Es. 1:17: "lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!"
- Jak. 1:27 "En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel…"
- Matt. 25:35-40 "Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise…", "hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig"
Bibelen advarer igen og igen mod et samfund, der har overflod, men svigter de svage. Den siger, at man skal ære oldingen, ikke fare hårdt frem mod den gamle, give den sultne at spise og ikke kræve afhold fra spiser, som Gud har skabt til at nydes med taksigelse. Måltidet for de ældre er derfor ikke et sted for politisk formynderi, men for værdighed, taknemmelighed og omsorg.