I forlængelse af nyhederne "Canada viser vejen - en ny dødslogik breder sig" og "En ny dødslogik breder sig - nu også i Storbritannien", kan nyhederne nu berette endnu mere ondskab. En 79-årig katolsk præst, Father Larry Holland, lå på Vancouver General Hospital efter et hoftebrud. Han var ifølge sin egen beretning ikke døende. Alligevel blev medicinsk assisteret død rejst over for ham to gange, først af en læge og senere af en sygeplejerske, selv om personalet vidste, at han var præst og moralsk imod eutanasi. Vancouver Coastal Health svarede, at personale kan bringe MAiD op ud fra "klinisk vurdering"1.
Det er netop her, rædslen ligger - ikke kun i få samtaler, men i den nye normal der er blevet formet. Når et menneske i smerte møder sundhedsvæsenet, bør spørgsmålet være, hvordan lindrer vi? Hvordan heler vi? Hvordan giver vi håb? Ikke: Har du overvejet at dø? Canada er ikke længere et land, hvor assisteret død er en fjern undtagelse. Health Canada rapporterede, at MAiD udgjorde 5,1% af alle dødsfald i Canada i 2024. Det er ikke en marginal praksis. Det er blevet en institutionel virkelighed2.
Og i den anden ende af livet står en endnu mørkere anklage. WND og LifeNews rapporterer, at 17 børn i Alberta, Canada, i 2025 blev født levende efter sene aborter og derefter ikke fik livsopretholdende behandling. Tallene tilskrives CIHI-data, og debatten drejer sig om børn registreret under koden "Graviditetsafbrydelse, der påvirker foster og nyfødt"3. Alberta Health Services' egen politik gør ikke sagen mindre alvorlig. Politikken siger, at ved aborter efter 21 uger skal der overvejes og dokumenteres en "genopliv ikke"-ordre "i forventning om en mulig levende fødsel", og at der skal gives komfortforanstaltninger og palliativ pleje4 (støtte, behandling og omsorg, fokus på at lindre fysiske smerter, psykiske, sociale og åndelige lidelser gennem hele forløbet).
Men et barn, der er født levende (eller som for den sags skyld lever i livmoderen), er ikke en "komplikation". Det er ikke et administrativt problem. Det er ikke et mislykket indgreb. Det er et menneske. Men her taler vi et levedygtigt barn der er stjålet ud af maven. Canadas straffelov siger selv, at et barn bliver et menneske i lovens forstand, når det fuldstændigt er kommet levende ud af moderens krop, uanset om det har trukket vejret, har selvstændigt kredsløb eller navlestrengen er klippet5.
Det moralske spørgsmål er derfor brutalt enkelt. Hvis et menneske er født levende, hvorfor skulle dets ret til pleje afhænge af, om det var ønsket? Hvorfor skulle dets første behandling være præget af den beslutning, der blev truffet før fødslen? Hvorfor skal et hospital kunne se et levende barn og først tænke på papirarbejde, politik og "komfort" i stedet for varme, ilt, vurdering og redning? - Læs meget mere i artiklen, "Retten til abort, eller retten til liv?").
Flere nyheder om Abort og Samfund
Nye aborttal afslører forråelsen: Når grænsen flyttes, flyttes samvittigheden medOrdene er blevet glatte. "Valg". "Værdighed". "Klinisk vurdering". "Palliativ pleje". "Komfort" - ord der skjuler kynisk mord på det liv Gud har skabt i sit eget billede - det liv, som Gud identificerer sig så meget med, at Han siger "Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig." (Matt. 25:40; Matt. 25:45). Sproget bruges som samvittighedens bedøvelse. Et samfund kan pakke det ubærlige ind i tekniske termer, indtil samvittigheden ikke længere skriger. Vi må ikke acceptere det.
Et sundhedsvæsen, der tilbyder døden til den sårbare, før det har udtømt håbet, har forrådt sit kald - har forbrudt sig imod kærligheden, imod sin egen Skaber. En politik, der kan forberede ikke-genoplivning af et barn, der måske bliver født levende, har forrådt barnet - har forrådt kærligheden, har forrådt Gud. En kultur, der måler menneskers værdi på ønskethed, nytte, alder, diagnose eller belastning, er ikke medfølende. Den er brutal - brutal som afgudsdyrkerne Gud igen og igen dømmer og har ladet det dokumentere for os i dag, for at vi skal tage ved lære og frygte Ham.
Sand omsorg siger ikke: "Du er en byrde". Sand omsorg siger: "Du er stadig vores ansvar". Sand værdighed siger ikke: "Dø, så lidelsen stopper". Sand værdighed siger: "Du er værd at lindre, værd at beskytte, værd at elske". Den verden, der behandler præsten i hospitalssengen og barnet efter fødslen som problemer, der kan afsluttes, fortjener ikke vores tollerance. Den fortjener modstand. Den fortjener at blive afsløret. Og den fortjener at blive dømt ved den ældgamle standard, som ingen lovtekst og intet hospitalsreglement kan ophæve. Et menneskeliv er ikke værdifuldt, fordi det er stærkt. Det er værdifuldt, fordi det er menneskeliv.