OversigtDet ligger dybt i de fleste af os at tro på et liv efter døden, idet noget inde i os vidner om det. Denne følelse kommer fra Gud, som har lagt evigheden ned i os. (Præd. 3:11.) Og dersom vi værner om denne ”evighed” i vort hjerte og har åbne øjne overfor naturens vidnesbyrd om en stor skaber, har vi en uendelig rigdom at bygge vort liv på.
Der er talrige vidnesbyrd om et liv efter døden. Patriarkerne, Salmerne og profeterne pegede alle på fremtiden i evigheden. I Hebræerbrevet læser vi om Abraham, som ventede på ”staden med de faste grundvolde, der har Gud til bygmester og skaber.” Hebr. 11:10. Og i 2. Kor. 5:1 skriver Paulus om en bygning, som er af Gud, et hus, som ikke er gjort med hænder, et evigt i Himmelen. Men den vigtigste grund for at tro på et liv efter døden er Jesu Kristi opstandelse fra de døde. At dø, for så at komme tilbage til livet igen var en begivenhed, mange har bevidnet. (1. Kor. 15:3-7.) Et vidnesbyrd om, at der findes et liv på den anden side af døden.
Og fordi Jesus opstod fra de døde, har han autoritet over alle dødens og helvedes magter. Jesus Kristus sagde: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, skal leve selv om han dør.” Joh. 11:25. Og: ”Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er det mange rum…. Jeg går bort for at gøre dem rede for jer.” Joh. 14:1-2. Jesus lovede alle sine efterfølgere: ”Jeg lever, og I skal leve.” Joh. 14:19. Døden er ikke det sidste. Det er bare begyndelsen. For den troende er døden begyndelsen til et perfekt liv i Himmelen, hvor ”døden ikke skal være mere, og ingen sorg, og ingen skrig og ingen pine”. Åb. 21:4.
Men Gud sagde fra begyndelsen, at hvis vi vælger at leve et liv adskilt fra ham, venter døden os med dom og evig fortabelse. Efter døden er det for sent at søge Gud, da vil vi ikke kunne finde ham. De er valget gjort og kan ikke gøres om.
Bibelen har meget at sige om fremtiden til den person, som er i Kristus. Bibelen siger, at i Himmelen findes der ikke mere synd, ikke mere død, ikke mere smerte, ikke mere sorg: ”Dens porte skal aldrig lukkes om dagen, for nat skal ikke være der” Åb. 21:25. Gud er kilden til alt lys. Der er kun lys og glæde og herlighed. Jesus Kristus vil være der, og vi vil se ham ansigt til ansigt og kunne tale direkte med ham.
Bibelen fortæller, at Himmelen er stedet, hvor Guds trone er: ”Himmelen er min trone, og jorden min fodskammel”. Ap. G. 7:49. Der er ikke nogen grænser eller ende for Guds kongedømme.
Himmelen er også beskrevet som et sted, hvor retfærdighed bor. Dem, der er født på ny, vil kunne glæde sig over at være på vej til Himmelen.
Bibelen siger også, at der er glæde i Himmelen, når bare én synder omvender sig. (Luk. 15:7.)
Vil vi kende hverandre i Himmelen? Moses og Elias havde været døde i hundreder af år men åbenbarede sig sammen på Forklarelsens Bjerg og talte sammen med Jesus. Bibelen siger: ”Mange skal komme fra øst og fra vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himlenes rige”. Matt. 8:11. Vi kan kende hverandre i Himmelen, i den evige stad, som aldrig blegner. Hvilken fantastisk fremtid, Yahshua, Jesus Kristus, forbereder for os.
Vi fæstner os også ved ordene, at mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob. Men rigets børn skal kastes ud udenfor. Rigets børn er betegnelsen for jøderne. En profeti om, at jøderne vil forkaste det budskab, som deres Messias bragte dem. Evangeliet gik derfor til hedningerne, og derfor kommer der mange fra øst og vest og får den ære at være sammen med Abraham, Isak og Jakob, som får en plads i Himlen når Gud indbyder til det store måltid.
Skulle vi vel alle mødes
hist bag Jordanflodens brus,
med de frelste finde bolig
evigt i vor Faders hus?
Mødes vi
på den anden side floden,
der, hvor jordens nød og storme
er til evig tid forbi?
på den anden side floden,
der, hvor jordens nød og storme
er til evig tid forbi?
Skal vi mødes hist i staden,
som ved livets klare elv
er med jaspis, guld og perler
bygget af vor Fader selv?
Skal vi møde vore kære,
som har reves af vor favn,
i forklarelse dem skue,
kaldes mildt af dem ved navn?
Skal vi møde Herren Jesus,
når han henter hjem sin brud?
Skal vi sluttes i hans arme
og for evigt love Gud?
Ja, om her vi vil ham lyde,
følge tro hans hyrdespor,
da skal vi af nåde bænkes
ved hans kongelige bord.
Da skal vi
mødes hist bag dødens vande,
der, hvor jordens nød og storme
er til evig tid forbi.
mødes hist bag dødens vande,
der, hvor jordens nød og storme
er til evig tid forbi.
Der er meget, vi kun forstår ved troen, som griber om budskabet, at vi skal sidde til bords med de nævnte personer og være klædt i retfærdighed og herlighed. Derfor skal vi bygge vort liv på Ordet og i tro takke for den retfærd, vi får ved tro på Yahshua. Vi har fået denne tro, men lever vi efter den? Vi må prøve os selv, om vi har den levende tro på Yahshua, der som det sande Lam udgød sit blod for os. Det er troen på ham, der giver os adgang til Himlen.
Jesus gik gennem lukkede døre, og at han spiste. Han havde et åndeligt legeme, men gjorde også disse ting. Ved opstandelsen får vi ligeledes et åndeligt herlighedslegeme.
I vor hverdag giver vi alt for lidt plads for tanker om evigheden og taler alt for lidt om denne, skønne tid, hvor alt det forgængelige for altid er borte.
Legemet, som kan være plaget med smerter, sygdomme eller sidde bundet i en kørestol, og alt andet, som hører et jordisk legeme til, er for evigt forbi. I evigheden er vi oprejst til fuldkommenhedens herlighed. Vi skal kunne forstå det, vi ikke her på jord har kunnet forstå. Se alt det, der her har været skjult. Og det herligste af alt, vi skal se vor frelser i al hans herlighed. En herlighed, som Esajas så et glimt af. (Es. 6:1-5.)
Størstedelen af menneskeheden tilbringer tilsyneladende meget lidt tid til at tænke på deres egen syndige natur, som er den grundlæggende årsag til døden. En sådan mangel på selvransagelse fører til en ringe selvforståelse, og derfor driver folk formålsløst gennem livet og træffer deres beslutninger på grundlag af, hvad deres egne naturlige ønsker dikterer. Der er hos de fleste en modvilje til at se i øjnene, at livet er så kort, at før vi ved det, vil dødens endegyldighed være over os. I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. Vel skal vi alle dø og blive som vand, man hælder ud på jorden; det kan ikke samles op igen. De er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt Jak. 4:14, 2. Sam. 14:14 og Sal. 90:5-6. Moses, som i sandhed var en tænksom mand, anerkendte dette og bad Gud: Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet. (Sal. 90:12.) Vi bør derfor med livets korthed for øje gøre opnåelsen af sand visdom til vores førsteprioritet.
Menneskets reaktion på døden varierer. Eftersom døden er det mest fundamentale problem og den største tragedie i menneskets liv, må man forvente, at mennesket i høj grad ransager sit sind for at mildne dens mentale indflydelse. Det har ført til, at der er opstået en hel række af falske teorier omkring døden og menneskets natur. Som alt andet må disse teorier afprøves ud fra Bibelen for at finde frem til den rigtige sandhed om dette centrale emne. Husk, at den allerførste løgn, som beskrives i Bibelen, er den, som slangen kommer med i Edens Have. I modsætning til Guds klare budskab, at mennesket skulle dø, hvis han syndede (1. Mos. 2:17), hævdede slangen: Vist skal I ikke dø! (1. Mos. 3:4.) Dette forsøg på at benægte dødens endegyldighed og uigenkaldelighed er karakteristisk for de fleste falske religioner. Det er klart, at især på dette område leder én falsk doktrin til den næste, den næste, og den næste.
For at forstå vores sande natur, må vi overveje, hvad Bibelen siger om menneskets skabelse. Dens beskrivelse er i et enkelt sprog, som, hvis vi tager det bogstaveligt, ikke efterlader nogen tvivl om præcis, hvordan vi er af natur. Da formede Gud Herren mennesket af jord, af den [jorden] er du taget. Ja, jord er du [Adam], og til jord skal du blive 1. Mos. 2:7, 3:19.
Der lægges betydelig vægt i Bibelen på, at menneskelegemet består af det rene støv: Vi er ler Es. 64:7. Det første menneske var af jord, jordisk, 1. Kor. 15:47 ; mennesket bor i huse af ler, Job. 4:19 ; og mennesket skal blive til jord igen, Job. 34:14-15.
Vi mindes i vort liv ofte om, at vi er dødelige. Men for den, der har sat sin tro på Jesus Kristus, skal det forgængelige engang oprejses til uforgængelighed. Jesus sagde til Marta: Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, skal leve, selv om han dør.” Joh. 11:25.
Det at dø uden tro på ham, som er opstandelsen og livet, kalder Bibelen for den anden død. Vi er på grund af synden født åndelig døde. Og fødes vi ikke på ny af Helligånden (Joh. 3:3) og tror på ham, som er opstandelsen og livet, forbliver vi åndelig døde. Dette udtryk ”åndelig død” betyder ikke at vort ”indre menneske” er død, men at den ikke formår at høre Helligåndens kald til omvendelse. Vi kan kun vende om til Gud og til en ny fødsel ved, at Faderen drager os. Vi læser i Joh. 6:44: ”Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Dersom vi reagerer på denne dragen, bliver vi lydhør mod Helligåndens røst og er på ret vej til at blive født på ny. Paulus skriver til korinterne: ” 17 Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.” 2. Kor. 5:17.
Vi skal fødes på ny for at komme ind i Guds rige og for at være blandt dem, der er indbudt til at spise sammen med Abraham, Isak og Jakob.
Livets største mål er ikke at nå store jordiske mål. Jesus sagde formanende: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Matt. 6:33. Men vi vil ofte have mere end det og mister derved hans velsignelse. Paulus skriver: ”Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte..” 1. Tim. 6:8. Du kan jage efter et veldækket bord med alt det, du ønsker, men er det det, der står højest for dig, kommer du ikke med til måltidet sammen med Abraham, Isak og Jakob. Du vælger ufornuftig en kort tid i behag og glæde frem for tiden, der aldrig får ende. Tænk dig et tal med tyve nuller bag. At tælle til dette tal får dog en ende. Det gør evigheden ikke.
Du tænker måske dybt over liv og død – undtagen, hvor du skal tilbringe evigheden. I Luk. 12:19-21 kan vi læse om, hvad sådanne ligner: Jesus sagde: ”Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.” Og han fortalte dem en lignelse: ”Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. Han tænkte ved sig selv: ›Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.‹ Og så sagde han: ›Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!‹ Men Gud sagde til ham: ›Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?‹ — Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Er du en dåre, der kun tænker på at ”bygge dine lade” større? Det er ikke mangel på viden, der har hindret dig i søge Gud, medens tid er, men din vilje, der ikke har været motiveret men haft det godt i sin ”døde” tilstand.
Endnu engang møder du kaldet til at bryde op og søge at blive født på ny. Men det kan hurtig blive sidste gang. Kun Gud ved hvornår.
Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå.
På Herren må du agte,
hvis det dig vel skal gå,
hans gerning du betragte,
hvis din skal vel bestå!
Ved sorg og selvskabt plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du få af Gud.
Din trofasthed og nåde,
o Fader, bedst forstår,
hvad skade kan og både
de dødeliges kår.
Og hvad du har for øje,
det sker, o stærke Gud,
og alting sig må føje
dit råd at føre ud.
Vej har du alle steder,
dig midler fattes ej,
kun nåde du udspreder,
kun lys er al din vej.
Din gerning kan ej hvile,
ej standses kan dit fjed,
når du til os vil ile
med hjælp og bistand ned.
Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør,
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå.
På Herren må du agte,
hvis det dig vel skal gå,
hans gerning du betragte,
hvis din skal vel bestå!
Ved sorg og selvskabt plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du få af Gud.
Din trofasthed og nåde,
o Fader, bedst forstår,
hvad skade kan og både
de dødeliges kår.
Og hvad du har for øje,
det sker, o stærke Gud,
og alting sig må føje
dit råd at føre ud.
Vej har du alle steder,
dig midler fattes ej,
kun nåde du udspreder,
kun lys er al din vej.
Din gerning kan ej hvile,
ej standses kan dit fjed,
når du til os vil ile
med hjælp og bistand ned.
Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør,
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.