OversigtI Præd. 5:3 står der: ”Når du giver Gud et løfte, skal du ikke tøve med at indfri det. Thi han har ikke velbehag i dårer. Giv det, du har givet løfte om!”
Er vi i nød, er vi mere end villige til at give løfter, som vi let glemmer igen. Men det gør Gud ikke. Og han prøver os ofte, om vi virkelig mener, at vi først af alt vil have Jesus, eller om vi sætter andet højere, og mange gange viser det sig, at det er det, vi gør.
Vi kan begejstres så meget over noget, at det følger os i vore tanker og drømme. Og på et tidspunkt sejrer begejstringen, og vi er rede til at begå dumheder for at nå vore drømmes mål og sætter vor vilje ind på at nå dette mål. Først på et senere tidspunkt kommer vi måske til fornuft og ser, at vi har sat Jesus fra førstepladsen og derved viser, at vi i virkeligheden hellere ville have sølv eller guld end Jesus.
Jesus sagde i en lignelse om dem, der afslog indbydelsen til at komme til den store fest, som er et billede på indbydelsen til at skulle sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himlen: ”En mand ville gøre et stort festmåltid og indbød mange. Da tiden for festmåltidet kom, sendte han sine tjenere ud for at sige til dem, som var indbudte: ”Kom, for nu er alt færdig.” Men hver og en af dem begyndte de at undskylde sig. Den første sagde til ham: ”Jeg har købt et stykke jord, og jeg må gå hen og se på det. Jeg beder dig have mig undskyldt.” En anden sagde: Jeg har købt fem par okser, og jeg skal nu hen for at prøve dem. Jeg beder dig have mig undskyldt.” Og endnu en sagde: Jeg har taget en kvinde til ægte, og derfor kan jeg ikke komme.” Luk. 14:16-20.
Således har vi så mange undskyldninger for at vælge noget andet før indbydelsen til at være med i Guds rige.
Men Jesus sagde: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette blive givet jer i tillæg. Vær derfor ikke bekymret for dagen i morgen, for dagen i morgen skal bekymre sig for det, som hører den til. Hver dag har nok med sin egen plage.” Matt. 6:33-34.
”Du skal ikke rose dig af dagen i morgen, for du ved ikke, hvad den dag bringer.” Ordspr. 27:1. At have Jesus som det første er en livsopgave og kræver en indsats så stor, at vi må lægge alt vort eget til side og lære at bede: ”Herre, vær os nådig, vi sætter vort håb til dig; vær vor støtte hver morgen, vor frelse i trængselstid!” Es. 33:2.
I Siraks bog 18:26 står: ”Fra morgen til aften kan meget ændre sig, alt sker hurtigt for Herren.” Og i Sirak 10:10 står: ”En langvarig sygdom gør lægen til spot. Konge i dag, død i morgen.” Selv om vi kan være ”konge” i dag, kan vi være død i morgen. Derfor må vi være vise og sige til os selv: Jeg vil hellere have Jesus end sølv og guld! Glæden ved at høre Jesus til kan ingen tage fra os.
Og i Tobias. 4:21 står: ”Du ejer en stor skat, hvis du frygter Gud. Hold dig fra al synd og gør, hvad der er godt i Herren din Guds øjne.” Dersom vi kan sige, at vi hellere vil have Jesus end noget andet, er vi på ret vej. Da er vi død og oprejst med ham og har del i hans retfærdighed.
”Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.” Matt. 6:21. Ved at være sammen med mennesker mærker vi snart, hvor deres hjerte er. Om de har Jesus i hjertet, eller om vort sind er fuldt af alt det forgængelige. Nogle føler sig som en ”konge” og mener, de kan alt selv. Det er sådanne, Bibelen kalder for dårer, for denne ”kongelige” værdighed kan de ikke tage med sig, når de skal herfra.
I Salme 49:11 står: ”Man ser, at vise mænd dør, tåber og dårer går begge til grunde” Og i 49:17.18: ” Frygt ikke, når en mand bliver rig, når velstanden og rigdommen i hans hus øges, thi han kan intet tage med sig, når han dør, hans velstand følger ham ikke i graven.”
”En tåbe bryder sig ikke om forstandighed, men kun om at få egne meninger frem.” Ordspr. 18:2. En tåbe vælger ikke at have Jesus som det første og største i sit liv, og at samle sig skatte i Himlen, men bruger sin tid på noget, der kan give goder her i livet, som derefter går til grunde.
Når Gud vil sige noget til os, siger vi ofte: Jeg har ikke tid! Ligesom dem, der blev indbudt til den store fest. Men vi er nødt til at tænke over, hvorvidt vi vil være dårer eller kloge. Vi bruger vor dyrebare tid til meget, som vi ikke behøver og har derfor ikke tid til at lukke Guds Ånd ind i vort liv, og til at grunde over alt det, Gud siger til os, og tænke alt igennem, om vi dog kunne blive fyldt med Guds visdom.
”Visdommen bygger sit hus, dumheden river det ned med egne hænder.” Ordspr. 14:1. ”En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden.” 14:12. Årtier er måske gået for os, uden at Jesus har været den første og største i vort liv. Og enden bliver da, hvis vi ikke forinden har omvendt os til ham, dør vi uden håb om frelse.
Dåren lader tiden passere og tænker ikke over, om evigheden skal tilbringes i Himlen eller i helvede. Den kloge tænker sig om og vælger, medens der er tid.
Gud vil vi skal være vise. Derfor har han givet os sit ord, hvorved vi kan komme til tro på ham. Peter skrev: ”Da mindedes jeg Herrens ord, at han havde sagt….” Ap.g. 11:16. Helligånden vil hente det frem for os, hvad Gud har sagt i sit ord. Men har vi ikke givet os tid til at høre og læse Bibelen, har vi ikke noget at mindes, som kan levendegøre de ord, der kan hjælpe os, når vi har hjælp behov.
I nutiden er det almindeligt, at det er ungdommen, det hele skal dreje sig om. Men hør, hvad der står i Sirak 8:9: ”Kast ikke vrag på de gamles tale, de har jo selv lært af deres fædre; for hos dem kan du få indsigt, så du kan give svar, når der er brug for det.” [Vel skal vi ikke regne apokryferne for at være givet af Gud, men der findes mange visdomsord i dem.] Unge mennesker har brug for de ældres erfaring, som de gennem årtier har fået ved at læse og grunde over alt det, Gud har sagt.
Vi vil så gerne tro noget stort om os selv. Men det er ikke på linje med, at vi skal vælge Jesus som det første i vort liv. Paulus skrev: ”Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham.” Rom. 12:3.
Bruge vor forstand! Hører vi ikke ofte talere sige, at vi ikke skal bruge vor forstand, men kun handle i tro? Jo, absolut skal vi handle i tro, men vi skal også bruge vor forstand under Åndens og Ordets ledelse.
Paulus skrev: ”Om dette har vi meget at sige, men det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre. Thi I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde kunne være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde. For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn. Men den faste føde er for de fuldvoksne, som gennem stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt. ” Hebr. 5:11-14.
Har vi stadig brug for åndelig mælkemad? Der er god grund at tro det, dersom vi ikke hellere vil have Jesus end alt det, verden kan give os. Da er vi endnu ikke blevet opøvet og fuldvoksne i troen, så vi kan skelne mellem godt og ondt.
”Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige. Luk. 9:62. Der skal altså træffes et definitivt valg. Her går mange forkert, idet de venter og venter på, at deres følelser skal bekræfte, at valget er rigtigt. De er som dem, der snart vil det ene og snart det andet, fordi deres følelser ikke bekræfter, at de i tro har lagt hånden på ”ploven”. Men vi skal ikke tro på følelserne men på Guds løfter.
Dersom vi er indbudt til en fest, tror vi på det og står ikke og venter, indtil vi kan føle, at vi har fået indbydelsen dertil Det ville være dårskab.
Vi viser Gud vantro ved ikke at tro ham på hans ord. Og da bedrøver vi ham. Om troens folk står der: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, de var udrejst fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud.” Hebr. 11:13-16.
Og i 1.Peter 1:8-9 står: ”Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på uden nu at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.”
Elsker vi Jesus så meget, at vi tror ham uden at have set?
En ny blodspagt
Om så verden kommer med alt sit guld, er det ikke værd i forhold til det vi har, når vi har fællesskab med Gud. Jesus sagde: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.” Joh. 14:23-24.
Herren Hærskarers Herre siger: ”Mit er sølvet, og mit er guldet….” Haggai 2:8. Er det da så vanskeligt at vælge mellem det forgængelige og det uforgængelige?
Hvad kan verden eller noget menneske tilbyde imod det, at Jesus vil tage bolig i dig, når du siger, at du hellere vil have ham end noget som helst andet. Men han vil ikke bo i et syndens ”hus”. Han vil, at dit hjerte helliges og det kan kun ske ved at gå ind i hans pagt.
For at forstå lidt om Guds pagt sat i kraft ved blod vil vi læse 2.Moseb. 24:8: ”Så tog Moses blodet og stænkede det på folket, idet han sagde: ”Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.”
Herren lærte sit folk: ”Du må ikke ofre mit slagtoffers blod sammen med syrnet brød.” 2.Moseb. 34:25. Det lærer os, at vi ikke kan tage imod renselsen ved tro på Jesu blod, dersom vi holder fast ved én eller flere synder. I Jesus fandtes der ingen synd. (Hebr. 4:15.) Det var derfor, han kunne være Guds Lam og bære verdens synd.
Vi står hver dag overfor at skulle rense ”den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande, usyrede brød.” 1.Kor. 5:7-8.
Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.” 1.Kor. 1:9. Også derfor må vi vælge fællesskabet med Jesus før noget som helst andet.
Ved Jesu blod er der stifter en ny pagt. Jesus sagde den sidste aften, han var sammen med disciplene før sin død som Guds påskelam: ”… dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” Matt. 26:28. Det skete ved, at han som vort påskelam blev ”slagtet”, for at hans blod kunne sætte en ny pagt i kraft.
Vi forstår alt for lidt af blodets betydning. Jesu blod bliver i Hebr 12:24 kaldt bestænkelsens blod, fordi det renser fra al synd (jfr. 1. Peter 1:2 og 1. Joh. 1:7) på samme måde, som det i G.T. omtalte offerblod, der stænkedes på folket. (2. Moseb. 24:8 og 3. Moseb. 8:30.)
Og forstår vi disse ord: ”Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder,… og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod gik han én gang for alle ind i det allerhelligste og vandt evig forløsning. Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en kvie ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”? Hebr. 9:11-14.
Uden Jesus forbliver jeg en fortabt synder. Derfor vil jeg hellere have Jesus end noget som helst andet.
Kort før sit livs afslutning sagde Paulus: ”Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget.” Ap.g. 20:32. Alle dem, der er vendt om til Jesus og har valgt ham som det første i deres liv, er helliget og kan med frimodighed komme frem for ham og vide, at deres synder er forladte.
”I ofringerne (i den gamle pagt) ligger en årlig påmindelse om synder; for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort. Derfor siger han (Jesus), da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. Da sagde jeg: ”Se, jeg er kommen — i bogrullen er der skrevet om mig — for at gøre din vilje, min Gud.” Medens han først siger: ”Slagtoffer, afgrødeoffer, brændoffer og syndoffer ville du ikke have…” — og det er dog dem, der frembæres som ofre ifølge loven — så fortsætter han: ”Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.” Han ophæver altså det første for at sætte det andet i kraft, og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.” Hebr. 10:3-10.
Vi er altså hellige, fordi Jesus er ofret for os, dersom vi tror på ham. Hvorledes kan vi da sætte noget andet først?
Jesus ”gik én gang for alle ind i det allerhelligste og vandt evig forløsning” for os. Forstår vi, hvad vi er forløst fra?
”Af ham (Jesus) skyldes det, at I er i Kristus Jesus. Han, som for os blev visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning.” Tænk over, hvad vi har fået i ham: Visdom fra Gud! retfærdiggørelse! Helligørelse! og forløsning! Så har vi jo alt i ham, hvorledes kan vi da sætte noget før ham eller lade noget andet blive af større betydning? Gør vi det, har vi mistet vor fornuft og åndelige dømmekraft – eller fået ”kærlighed til denne verden.” 1.Kor. 1:30.
Hvem skal have alt det, du har samlet?
Vi får det gode råd i Ordspr. 3:21: ”Min søn, bevar fornuft og omtanke, lad dem ikke vige fra dine øjne.” Og Jesus sagde: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple.” Joh. 8:31. Fornuft og omtanke er at følge Jesus først af alt.
Og således blev der sagt til israelitterne: ”Dette er befalingerne, lovene og retsreglerne, som Herren jeres Gud har pålagt mig at lære jer; dem skal I følge i det land, I skal over og erobre, for at du skal frygte Herren din Gud og holde alle hans love og befalinger, som jeg i dag giver dig, du og din søn og din sønnesøn, så længe du lever, så at du må få et langt liv.” 5.Moseb. 6:1-2.
Vi ser, at det også præger vor kommende slægt, at vi følger Guds anvisning. Vi skal vogte os for ikke at mene, at Gud skal tilpasse sig os og vor familie, thi da har vi en afgud. Og det vil aldrig blive til velsignelse for nogen.
Gud prøvede gennem sine profeter at lære Israel, hvor afhængige de var af hans velsignelse. Men Herren sagde om dem: ” De vendte ryggen til mig, ikke ansigtet, og skønt jeg belærte dem igen og igen, ville de ikke høre og ikke tage ved lære. De opstillede deres ækle guder i det hus, mit navn er udråbt over, og gjorde det urent.” Jer. 32:33-34. Vi kan ikke andet end tænke over, hvor ofte vi fører noget fra verden ind i kirke og menighed, som præger vort sind negativt.
Faren ved velstand er stor. Vi læser om Israels folk: ”Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt…” 5.Moseb. 28:47. Og i Sirak 29:11 står: ”Brug din formue efter den Højestes bud, det vil gavne dig mere end guld.”
Jesus fortalte en lignelse: ”Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: ”Hvad skal jeg gøre, for jeg har ikke plads til min høst?” Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg vil rive mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: ”Du dåre! i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.” Luk. 12:16-21.
Denne mand var sikkert en dygtig mand, eftersom han fik en så god høst. Og han var ivrig for at passe på det, han havde. Hvad gjorde han forkert?
Han gjorde den fejl, der ligger os alle nær, at samle os jordiske rigdomme og glemme det ene nødvendige, at søge Guds rige først af alt. At sætte de jordiske ting over det at søge Guds rige er det farligste og det dummeste af alt. Bibelen advarer ofte imod havesyge.
Jesus sagde også: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?… jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.” Matt. 6:25-33.
Sølv og guld kan ikke hjælpe mig på nødens dag. Og menneskers bifald er som lidt vand, der kun slukker tørsten for et øjeblik. Kun Jesus har livets vand, der kan give mig det, min sjæl mangler mest af alt og er det ene nødvendige til enhver tid.
Snart vil Jesus sige: ”Det er sket.” Åb. 21:6. Vort liv er forbi og dermed valgets tid. Da har vi mere brug for Jesus end noget som helst andet Har vi valgt Jesus her i vor jordiske tid, har vi ham som ”er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet.” Åb. 21:6. Den, der har fundet denne kilde her i livet, er rig. Thi ”hellere være fattig og vandre retsindigt end være en, der går krogveje…” Ordspr. 28:6.
Lad os til slut se på disse skønne ord: ”Men nu er Guds retfærdighed blevet åbenbaret uden nogen lov, den retfærdighed, som er bevidnet af loven og profeterne. Det er Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus til alle og over alle, som tror. For der er ingen forskel, thi alle har syndet og har mistet Guds ære. Men de bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde ved den forløsning, som er i Kristus Jesus. Ham stillede Gud frem som nådestol, ved troen, i hans blod, for at vise sin retfærdighed, fordi Gud i sin langmodighed havde båret over med de synder, som var gjort tidligere. Sådan ville han vise sin retfærdighed i den tid som er nu, så han kunne være retfærdig og retfærdiggøre den, som har troen på Jesus.” Rom. 3:21-26.
At retfærdiggøre er et juridisk udtryk. I GT møder vi verbet tsãdaq (der betyder at erklære retfærdig, frikende fra skyld). Samme betydning har det gr. dikaioún subst. dikaíõsis (frikende), kun brugt i Rom. 4:25 og 5:18. Dikaioún (at blive erklæret skyldfri, tilregnet retfærdighed, ikke tilregnet synd. (Rom 4:6-8). Et menneske bliver ”retfærdiggjort: (erklæret rettfærdig) uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”. Rom. 3:24.
En anklage mod Guds børn er umulig, når Gud først har frikendt os. (Rom. 8:33.) Mennesket kan ikke være eller blive retfærdig for Gud ved egne bestræbelser (Rom. 3:20), men bare ved at Gud griber ind med sin frelse og erklærer os skyldfri, på trods af synd og skyld. (Rom. 3:21-24.) Guds frikendelse, grunder sig udelukkende på Jesu stedfortrædende gerning, derfor siges der, at et menneske, som tror på Kristus, bliver ”retfærdiggjort i Kristus”. Gal. 2:17. ”Retfærdiggjort ved hans blod.” Rom. 5:9.
Herren ”har givet mig større glæde i hjertet, end man har, når der er rigdom af korn og vin. I fred kan jeg lægge mig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.” Salme 4:8-9.
”Alle, der søger tilflugt hos dig, skal glæde sig, de skal juble til evig tid. Du beskytter dem, og de, der elsker dit navn, skal fryde sig over dig. For du velsigner den retfærdige, Herre, du beskytter ham med nåde som skjold.” Salme 5:12-13.
”De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde, deres ansigter skal ikke forgræmmes.” Salme 34:6.
”Lad alle, som søger dig, fryde og glæde sig over dig; de, der elsker din frelse, skal altid sige: Herren er stor!” Salme 40:17 og 70:5.
”Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, thi dit navn er nævnt over mig.” Jer. 15:16.
”Du har gjort livets veje kendt for mig. Du vil fylde mig med glæde for dit åsyn.” Ap.g. 2:28.
Han ser hver længsel i sjælens grund,
som efter det evige higer,
han hører hvert suk, som i nattens stund
fra dybet mod Himmelen stiger.
Og higer din sjæl imod sandhedens Gud,
og kalder på ham du derinde,
han ved dog vej for sit nådebud,
din frelser du dog skal finde.
Og finder du ham, da finder du alt,
hvad hjertet kan evigt begære,
da rejser sig fluks hvert håb, som faldt,
og blegner så aldrig mere.
som efter det evige higer,
han hører hvert suk, som i nattens stund
fra dybet mod Himmelen stiger.
Og higer din sjæl imod sandhedens Gud,
og kalder på ham du derinde,
han ved dog vej for sit nådebud,
din frelser du dog skal finde.
Og finder du ham, da finder du alt,
hvad hjertet kan evigt begære,
da rejser sig fluks hvert håb, som faldt,
og blegner så aldrig mere.
W.A.Wexels