Den enkle tro

Der var nogle mænd fra Judæa, som kom til Antiokia og lærte brødrene der sådan: Hvis I ikke bliver omskåret efter skikken fra Moses, kan I ikke blive frelst. Paulus og Barnabas fik derfor et ikke lille ordskifte med dem. ”Det blev da bestemt, at Paulus og Barnabas og nogen andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem og lægge stridsspørsmålet frem for dem… Og da de var kommet til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden og apostlene og de ældste. Og de fortalte om alt det, Gud havde gjort ved dem. Men nogen fra farisæernes parti, som var kommet til tro, stod frem og sagde: Det er nødvendig at de bliver omskåret, og de må pålægges at holde moseloven. Da samledes apostlene og de ældste for at vurdere denne sag. Og efter at der havde været stærke meningsytringer, stod Peter frem og sagde til dem: Mænd og brødre! I ved, at for mange dage siden traf Gud det valg iblandt os, at hedningerne ved min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro. Og Gud, som kender hjertet, gav dem vidnesbyrd ved at give dem Den Hellige Ånd, som han også gjorde til os. Og han satte ikke nogen skel mellem os og dem, men rensede også deres hjerter ved troen. Hvorfor sætter I da Gud på prøve ved at lægge et åg på disiplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har vært i stand til at bære? Vi tror dermed, at ved Herren Jesu Kristi nåde skal vi alle blive frelst på samme måde som de. Apg 15:1-11.

Der var virkelig opstået uro i menigheden i Antiokia, fordi der var bragt uro ind i deres sind. Tilmed fra nogle fra de farisæiske kredse. Grunden til en alvorlig falsk lære var dermed til stede og kunne være blevet et uløst problem. Men Peter stod frem og henviste til, hvad der stod i Skriften. Hvorfor ville de nu sætte Gud på prøve ved at følge et andet budskab?

Også i dag vil mange lægge ”et åg på nakken” af os ved at vi skal holde loven. Eller vi skal følge en bestemt måde at komme til tro på eller andre større eller mindre påbud. Nogle af disse påbud har tynget mange så hårdt, at de ikke magtede at bære byrden og opgav at være en kristen. Men det er ikke Gud, der lægger sådanne byrder på nogen. Der står så herligt:at ”han rensede deres hjerter ved troen.” Det er det, vi har behov for at vide og tro på. Mange flere ville i dag være lykkelige kristne, dersom de havde fået dette budskab at høre, og byrderne, der var pålagte dem af mennesker, var blevet løftet af deres skuldre.

I Sal 119:130 står: ”Når dine ord åbner sig, giver de lys, de giver enfoldige forstand.” Her er der tale om den enkle tro, der er fri for menneskers fantasitillæg. Det enkle, at Jesus Kristus rensede deres hjerter ved tro! Denne renselse er grundvolden til den sande glæde i den tro, der kan hvile i løfterne selv under svære storme. I Jer 6:16 siger Herren: ”Stå på vejene og se til. Spørg efter de gamle stier. Spørg efter, hvor vejen går til det gode, og gå på den! Så skal I finde hvile for jeres sjæle.” Men jøderne, til hvem dette gode råd blev givet, svarede: ” Det vil vi ikke!”

Hvem kan holde ud at høre på Gud?

På trods af det enkle, at det kun er troen på Jesu blod, der kan rense os, vil også mange i dag hellere gå en anden, selvvalgt vej, som giver mere prestige. At ydmyge sig for Gud og vedgå, vi har syndet og stadig er syndere, giver ikke prestige. Og at have behov for syndernes forladelse er en ydmygelse.

Vi gør mange gange som Israels folk, der straks, da Moses var gået op på bjerget, vendte sig til afguder og gjorde sig en guldkalv. (5. Mos 9:16.) Og videre i samme vers står: ”I var allerede veget af fra den vej, Herren havde befalet jer at vandre.” En synd modnes hurtigt og bærer ligesom her en åbenbar frugt. Læser vi Israels historie, ser vi snart, at de på mange måder havde en forkert indstilling til Gud. De undere, Gud viste dem, hjalp dem ikke til større tro. Dagen efter knurrede de igen mod Gud. (Se for eks. følgende skriftsteder: 2.Moseb. 15:24, 16:2, 17:3, 4.Moseb. 11:1, 16:41 og 5. Mos 9:16.) Og der er mange flere sådanne forfærdelige vidnesbyrd om, at Israel så og tog imod Guds store undere uden at komme til tro og se Guds storhed.

Danmarks historie ligner på mange måder Israels. Også vort land har mange gange været i store vanskeligheder, hvor Gud på vidunderlig vis har hjulpet. Men bragte det tro og omvendelse? Måske for en kort stund. Men ”dagen efter”, knurrede vi igen. Guds godhed skabte ingen tro og på sigt heller ingen tak.

Dagens kristne synes, det er for hårdt at høre Bibelens budskab, og siger ganske som nogle af Jesu disciple: ”Dette er hårde ord! Hvem kan holde ud at høre det?” Joh 6:60. Bibelen taler adskillige gange om fortabelsens mulighed. Men hvem kan holde ud at høre det? Og den taler 96 gange om Guds dom. Hvem kan holde ud at høre om sådant? Og så siger vi: Vi vil ikke gå på ”de gamle stier”!

Gud sagde til Israel: ”Dersom I endnu ikke adlyder mig, men står mig imod, da vil også jeg i vrede stå jer imod og tugte jer syv ganger mere for jeres synder.” 3 Moseb. 26:27-28.

Sigtes og renses

Der er strenge tider på vej for det kristne folk. Vi læser i Dan 11:35 : ”Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses ud iblandt dem, så de sigtes og renses til endens tid; thi endnu tøver den til den bestemte tid.”

Og i Hab 2:3 står: ”Synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke.”

Der kommer en tid med Guds vrede over dem, der ikke vil tage imod hans udrakte hånd til frelse. Og over dem, der hænger fast i menneskefraser uden indhold, som aldrig kan hjælpe nogen til frelse.

”Se, for kort til at frelse er ej HERRENS arm, hans øre er ikke for sløvt til at høre.” Es 59:1. Hvilke vidunderlige ord midt i de onde tider, som vi har brug for at høre. Men hører vi dem? Vil vi lade os rense? Eller vil vi hellere deltage i den ubeskrivelige ”cirkus”, der mange steder foregår i Guds navn?

Israel blev narret om og om igen til at følge fremmede guder, og til sidst kom Guds strenge dom over dem. De trængsler, Israel har i dag, er en rest af den dom, de selv gik i møde. Jesus græd over Jerusalem, da han så, at jøderne afviste hans sidste advarsel, før dommen over dem kom. Hvornår er sidste advarsel, der lyder til vort land og folk? Vi lærer af Bibelen, om Guds langmodighed. Men når han afvises gang på gang, er hans vrede meget stor. Tænk på den vrede mod Israel, som endnu ikke har taget slut.

Der er forskel på at være utilfreds og at bedrøves over vor synd og over vort lands tilstand. Vi læser i 4. Mos 11:1-13 : ”… folket klagede inderlig over deres usle kår, og det var ondt i Herrens ører. For Herren hørte det, og hans vrede blev optændt. Og Herrens ild slog ned blandt dem, og fortærede nogen i udkanten af lejren. Da råbte folket til Moses, og da Moses gik i forbøn hos Herren, døde ilden ud. … Folkehoben (ægyptere og andre, der var gået med, da Israel drog ud af Ægypten), som var iblandt dem, gav nu efter for en stærk lyst, så også Israels børn igen begynte at græde og sige: Hvem vil give os kød at spise? Vi husker fiskene, vi spiste gratis i Ægypten, og agurkerne, melonerne, purløg, løg og hvidløg. Men nu er hele vor livskraft (sjælskraft) tørret bort. Der findes ikke noget andet for vore øjne end denne manna.… Da blev Herrens vrede kraftig optændt og det var også ondt i Moses øjne. Så sagde Moses til Herren: … Hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne, siden du har lagt byrden af hele dette folk på mig?… Hvor skal jeg skaffe kød, som jeg kan give til hele dette folk? For de græder for mig og siger: Giv os kød, så vi kan spise.

Det var ikke på grund af deres utroskab mod Herren, Israels folk sørgede, men over deres timelige kår på trods af Guds omsorg. Israel blev sigtet gennem deres savn i ørkenen. Og det viste sig, at de ikke kunne stå sig i sigtningen. De kunne kun se deres savn og ikke, at Guds godhed havde fået dem ud af slaveriet.

Klage, sukke og stønne kan vi over dagliglivet. Hvor er taknemligheden over Guds frelse i vort liv? Det er os, der har synden, og Gud, der har nåden. Det er os, der får, og ham, der giver og giver. Når denne egenvilje fører til en tilstand, hvor vi ikke får det, som vi vil have det, er vi ganske som Israel, der sukkede, knurrede og var utilfredse. Og som Guds godhed ikke ledte til gudsfrygt hos Israel, ser vi heller ikke Guds mange gaver til os og hans barmhjertighed imod os. Vi må tage os i vare for i vor genstrighed ikke at falde gennem sigten, når vi prøves?

Frygter vi for at gøre Gud vred?

Kora og 250 isralitiske mænd gjorde oprør imod Moses og Aron, idet de ikke mente at Gud alene talte til dem. De sagde til Moses og Aron: … Hvorfor vil I da ophøje jer over Herrens forsamling?” Men Moses sagde til dem: ”I morgen tidlig skal Herren give til kende, hvem der tilhører ham, og hvem der er hellig…. Den, han udvælger, vil han lade komme nær til sig. Gør således: Tag jeres røgel­sespander (et billede på bøn og tilbedelse), både Kora og hele hans flok. Læg ild i dem og læg røgelse på dem for Herrens åsyn i morgen! Da skal den mand, Herren udvælger, være den, der er hellig.

Så viste Herrens herlighed sig for hele menigheden. Herren talte til Moses og Aron og sagde: Skil jer ud fra denne menighed, så jeg kan fortære dem i et nu. Da faldt de ned på deres ansigter og sagde: O Gud, du som er Gud over alt kød, vil du være vred på hele menigheden, fordi én mand synder? Så talte Herren til Moses og sagde: Tal til menigheden og sig: ”Fjern jer fra området omkring Koras, Datans og Abirams bolig…” Så gik de bort…. Men Datan og Abiram kom ud og stod i døren til deres telte sammen med deres hustruer, sønner og små børn. Og Moses sagde: Ved dette skal I kende, at Herren har sendt mig for at gøre alle disse gerninger, og at det ikke kommer fra mit eget hjerte. Hvis disse mænd dør på samme måde som alle andre mennesker, eller om de bliver hjemsøgt på samme måde som alle andre mennesker, da har Herren ikke sendt mig. Men hvis Herren lader noget uhørt ske, og jorden åbner sit gab og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i dødsriget, da skal I kende, at disse mænd har foragtet Herren. Da han var færdig med at tale, åbnede jorden sit gab og slugte dem sammen med deres bolig og hvert menneske, der tilhørte Kora, sammen med alt, hvad de ejede…. og de gik fortabt og blev udryddet fra forsamlingen.” 4. Mos 16:1-33.

Kora og hans folk frygtede ikke for at gøre Gud vred ved at gå ham imod og gik fortabt.

Guds krav om hellighed

Vi hører hele tiden om Guds godhed og tror derfor, at vi selv kan bestemme, hvad vi må gøre i ethvert henseende og alligevel have Guds velbehag. Gud sagde fra begyndelsen til Moses: ”Tag noget af blodet på alteret og af salveolien og stænk det på Aron og hans klæder, ligeledes på hans sønner og deres klæder, så bliver han hellig, han selv og hans klæder og ligeledes hans sønner og deres klæder.” 2. Mos 29:21.

Og i 30:37 står: ”Den røgelse, du tilbereder i denne blanding, må I ikke tilberede til eget brug. Hellig skal den være dig for HERREN.”

Guds krav om hellighed er dybtgående: ”Jeg er Herren jeres Gud, og I skal hellige jer. I skal være hellige, for jeg er hellig.” 3.Moseb. 11:44. Nogle af jøderne, som var kommet til tro på Jesus, sagde, at de var hellige, fordi de var Abrahams børn. Men Jesus sagde om dem, at de var Djævelens børn. (Joh 8:31-44.) Måtte vi tage os i vare, at Gud ikke må sige det samme om os.

Der er virkelig grund til at frygte en hellig Guds vrede, men også grund til at glæde os og hvile trygt i hans løfter om frelse og helligelse i troen på beskyttelse af blodet fra Guds Lam. Da kommer vi ikke for dommen. Thi Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig, siger jeg jer, den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, har et evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Joh 5:24.

Vi får ved troen del i Jesu hellighed. Men nogle misforstår og tror, at de bliver mere hellig, når de bl.a. forsøger at holde De ti Bud. Men vil de retfærdiggøres af lovgerninger, skal de holde hele loven, for at opnå den ønskede retfærdighed, ellers bliver loven deres dommer, fordi de da ikke får del i Kristi retfærdighed. Den gives nemlig ikke efter fortjeneste (vundet ved at holde loven) men af nåde. (Se Romerne 3:19-26 og Filp. 3:9.)

Paulus siger det så stærkt: ”I er skilt fra Kristus, I som vil blive retfærdiggjort ved loven, I er faldet ud af nåden.” Gal 5:4. Vi må bedrøves over de mange, der af den årsag er skilt fra Kristus og derved er faldet ud af nåden. Frelsen er så enkel og ligetil, at mange synes, den er for enkel og vil gøre den vanskeligere, hvorved de let skilles fra Kristus og falder ud af nåden.

Sådanne kristne kan være fuld af aktivitet men føler måske en stor tomhed i deres indre, fordi de ikke hviler i troen, og er derfor altid på færde for at prøve på anden måde at ”optjene” frelsen. De har ikke forstået, at frelsen ved tro på Jesus er fuldkommen frelse af nåde. Selv vort bedste indsats for at tjene Gud er som uren snavs ind for ham. Alt i os, selv de reneste motiver, er præget af synd, som kun Jesu hellige blod på nådestolen kan sone.

Kristus er vor nådestol. (Hebr 9:5.) Og blodet, der stænkes på nådestolen, er Jesu eget blod. Han gik i stedet for os og døde i vort sted. Derfor må vi ved tro regne os for døde for de synder, vi har begået, når vi beder om tilgivelse for dem. Disse ord gælder alle dem, der har taget imod Jesus og er født på ny.

Vær levende for Gud i Jesus Kristus

Vi læser i Romerne 6:8-11 : ”Men døde vi med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med ham, fordi vi ved, at efter at Kristus er oprejst fra de døde, dør han ikke mere. Døden hersker ikke længere over ham. For den død, han døde, den døde han for synden én gang for alle, og det liv, han lever, det lever han for Gud. Sådan skal også I regne jer som døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus, vor Herre.”

Er vi døde med ham, skal vi også leve ved ham. Det er fra nu og her, vi skal leve med ham og i al evighed. Gud regner os for levende, når vi ved tro på Jesus er gået over fra døden til livet, thi da er alt blevet nyt. Vort gamle liv er bag os, og vi har fået et nyt liv i Jesus Kristus.

Israel blev påbudt at smøre blod fra lammet på dørstolper og overligger, og dødens engel gik forbi, hvor det var gjort. De forstod måske ikke den handling men udførte blot i tro det, Gud havde sagt. Og derfor blev de frelst. Således var det dengang, og således er det i dag. Tager vi imod, at Jesu blod renser os fra al synd, kan vi som Israel være sikre på, at Gud bevarer os.

Men som Israel mange gange valgte at ikke adlyde Gud og gøre, som han bød dem, således vælger store dele af kristenheden også i dag. Måtte vi dog som Josua sige: ”Jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!” Jos 24:15.

Og lad os glæde os over disse ord: ”I, som ved Guds kraft bliver holdt oppe ved tro til den frelse, som er beredt til at blive åbenbaret i den sidste tid. I skal fryde jer, selv om I nu først en liden stund bedrøves i mange slags prøvelser” 1. Pet 1:5-6.

”Vi er ikke blandt dem, som unddrager sig og går fortabt, men vi er af dem, som tror til sjælens frelse.” Hebr 10:39.

”På den tid, som behagede mig, bønhørte jeg dig, og på frelsens dag kom jeg dig til hjælp. Se, nu er det en nådens tid, se, nu er det frelsens dag!” 2. Kor 6:2.

Jesus har omhu for, at så mange som vil, kan blive frelst. I Joh 5:34 står: ”Jeg henter ikke vidnesbyrdet* fra et menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses.”

*Vidnesbyrdet om, at han er Messias, den af Faderen udsendte til at være det Guds Lam, der bar verdens synd. Læs Jesu firfoldige vidnesbyrd i Joh 5:31-47. Og vælg at tro ham på hans ord til vor sjæls frelse.