Berisheet - "der er ingen som jeg, der forud forkyndte Enden"

af Kim Andersen
Lagt på d. 22/07-21



Et helt unikt fingeraftryk som Gud har sat på sit Ord er, at alene Han kan forudsige enden fra begyndelsen, og det er fra første ord i Bibelen, ”Berisheet”, der på Dansk er oversat, ”I begyndelsen”.

På Hebræisk er ordet på 6 bogstaver: bet, resh, aleph, shin, yod og tav. Hvert bogstav i det Hebræiske alfabet er et piktogram, en billedskrift, og har i sig selv, både en betydning i sit navn og en talværdi.

Jeg vil med det samme sige, at der intet er i denne verden, som ikke modsiges, og ideen at de hebræiske bogstaver i sig selv har betydning, er der selvfølgelig også uenighed om. Jeg kan finde en mængde sider der viser at bogstavernes navne har betydninger, og andre kan finde det modsatte. Men læs følgende og bedøm selv.

  1. Bet betyder ”hus” eller ”telt” og har værdien 2.
  2. Resh betyder ”første person” og har værdien 200.
  3. Aleph betyder ”stærk leder” og peger på Gud, og har værdien 1.
  4. Shin betyder ”at fortære” eller ”at fortære/knuse/ødelægge”, og har værdien 300.
  5. Yod betyder ”hånd” eller ”at arbejde”, og har værdien 10
  6. Tav betyder ”pagt” eller ”mærke” og peger på korset, og har værdien 400.

De seks bogstaver forkynder en historie, der fra fortiden - begyndelsen, forkynder enden.

Berisheet, begyndelsen og forløsningen af Guds skaberværk


Peter fortæller at vi der er blevet forløst eller frigjort fra synden, er blevet købt med Jesu dyrebare blod, og at den plan for Jesus var ”forud bestemt, før verdens grundvold blev lagt” (1. Pet. 1:20) og Paulus fortæller at ”før verdens grundvold blev lagt, har han (Gud) udvalgt os i ham (Jesus)… til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljesbeslutning” (Ef. 1:4-5).

Det første ord, berisheet er begyndelsen på skabningen, og som vi skal se, fortæller ordet også denne historie, om en søn i sin faders hus, en søn der skal knuse og blive knust på et kors – en henrettelsesmetode der blev opfundet af Perserne omkring 600 år før Jesus, ca. 850 år efter dette ord blev nedfældet.

Et hus
Det første bogstav er Bet, der som sagt betyder hus. Så billedskriftens historie begynder i et hus, hvorfra resten af historien udspringer.

I huset er sønnen
I huset (bet) er der en person (resh). Sammenlægges de to bogstaver, ”bet resh”, som udtales ”bar”, har vi ordet ”søn”. Ikke bare en søn, men den første Søn, som Paulus siger, ”førstefødt forud for al skabningen” (Kol. 1:15).

Sønnen er Guds Søn
Det tredje bogstav er Aleph, den stærke leder, som er Gud, og historien fortæller således at sønnen i huset er Guds søn, nemlig Jesus. Ordsp. 30:4 spørger, ”Hvad er hans (Guds) Navn og hans Søns Navn”, og det er denne søn der er i huset. Es. 63:15-16 taler om vores genløser, Jesus, og siger, ”Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig… du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel kendes ej ved os, men du er vor Fader, HERRE, ’vor Genløser’ hed du fra Evighed”. Denne genløser eller befrier har igennem tiderne befriet Israel på mange måder, fra mange fjender, og vil befri dem når Han kommer igen (Es. 59:20 ; Romerne. 11:26), ligesom Han befrier os fra dette dødens legeme (Romerne. 7:24) og fra Guds vrede (1. Tess. 1:10), ligesom Gud igennem Jesus friede os ud af mørkets magt (Kol. 1:13-14). Det er denne bolig som Sønnen er i, Faderens bolig.

Jesus er i huset, og lægges de tre første bogstaver sammen, ”bet resh aleph”, som udtales ”Bara”, har vi ordet ”skabt” eller ”skaber”. I Kol. 1:14-16 taler Paulus om Jesus og fortæller at ”i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham” ligesom han i Hebr. 1:2 fortæller at Gud har talt til os ”ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden.

De tre første bogstaver, i det første ord af Bibelen, har ind til nu fortalt at Jesus der er i Huset, er Guds Søn, ved hvem, og i hvem, alt er blevet skabt.

Denne Søn har en gerning at gøre, og det fortæller næste bogstav.

Sønnen skal knuses
Det fjerde bogstav er Shin, der betyder at knuse eller at ødelægge. Med historien i bakspejlet ved vi at det betyder at Jesus skal straffes og dø i vort sted, Han blev ”knust for vor Brødres Skyld”, som Es. 53:5 siger det.

Men der er mere i det, for spoler vi lidt tilbage i historien, til bogstavet Resh (sønnen) og samler de to efterfølgende bogstaver op - Aleph (Gud) og Shin (at knuse), så har vi et nyt ord ”resh”, der betyder ”hoved”.

Sønnen skal knuse
Resh er ikke blot et bogstav, men bogstavets navn, der som sagt dannes af bogstaverne 2-4 i berisheet, ”resh aleph shin”, udtales ”rosh”, som betyder hoved, overhoved, leder eller prins. Første gang det ord bruges alene i Bibelen, er i 1. Mos. 3:15 , ”Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!

Her ses at Sønnen ikke blot skal knuses, men også knuse Satans hoved. Og det skal Han gøre med en helt særlig gerning.

Hvis vi trækker Aleph og Shin ud, bogstav 3 og 4, får vi forståelsen af hvad det betyder at Jesus knuser, og ser en en stærk (aleph) ødelæggelse (shin). Ordet de to bogstaver danner er ”esh”, der betyder ild. Jesus fortæller i lignelsen om fårene og bukkene, om dette sted, ”den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle” (Matt. 25:41) Jesus lader Johannes vide at både Antikrist og den falske profet, ”blev begge kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl” (Åb. 19:20) og endeligt at Satan også kastes i den evige ild (Åb. 20:10) – endog nederst i hulen, som Es. 14:15 siger. En stærk, evig ødelæggelse, der rammer alle der hader Jesus - hvem Han er, hvad Han siger, og hvad Han har gjort og gør (Åb. 21:8).

Sønnens gerning, at frelse
Det femte bogstav er Yod, arbejdet, værket, hånden. Igennem Bibelen kaldes Jesus Guds hånd eller arm. I Es. 48:13 siger Gud at ”Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre udspændt Himlen” og som tidligere citeret fra Kol. 1:16 og Hebr. 1:2 , blev alt skabt i og ved Jesus. Sal. 138:7 siger, ”Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse”.

Denne søn, symboliseret ved Faderens højre hånd, skal udføre et værk, en gerning, der kræver at Han skal knuses for at kunne knuse, og hvad denne gerning er, og hvordan Han skal knuses viser det sidste bogstav i Berisheet.

Korset
Det sjette og sidste bogstav er Tav, som er formet som et kors. Historien i det Gamle testamente peger frem mod dette kors, mens det Nye testamente peger tilbage på korset. Sal. 22:16 skildrer korsfæstelsen profetisk og siger, ”de har gennemboret mine Hænder og Fødder”, og Zak. 12:10 og Zak. 13:6 profeterer om samme ting. Evangelierne beskriver opfyldelsen af korsfæstelsen og de efterfølgende breve ser tilbage og forklarer betydningen af korsfæstelsen.

Som sagt betyder bogstavet Tav et mærke, som naglemærkerne i Jesu hænder og fødder – men det betyder også en pagt, og den gamle pagt med ofringerne, blev ved korsfæstelsen erstattet af en ny pagt, hvor det endelige offer, én gang for alle blev ofret, til syndernes tilgivelse (1. Pet. 3:18 ; Hebr. 7:27 ; Hebr. 9:12).

Jesus blev knust for os, for at kunne knuse Satans hoved, og derved hans magt til ved synden at stille os strafskyldige over for Gud. Og denne begivenhed er i Guds øjne centrum for hele menneskehedens historie. I året 30, for 1.991 år siden, satte Gud et skæl i historien, hvor verden gik fra én pagt med Skaberen til en anden pagt.

”The Chronology of the Old Testament”, skrevet af Dr. Floyd Nolen Jones, laver på siderne 207-223 en grundig gennemgang der viser, at Jesus blev korsfæstet 33,5 år gammel, og blev født i år 4 / 3 f.Kr. Og med denne kalibrering af historien, med Jesu korsfæstelse som det centrale punkt fra Guds perspektiv, så lad os se på hvad Berisheet i numerisk værdi fortæller os.

Én dag som tusinde år


Når jeg nu adresserer bogstavernes talværdi, går jeg direkte til de sidste to, for det er dem, der er interessante i det, jeg vil fortælle med denne artikel.

Da Gud i begyndelsen skabte alt, kunne Han have gjort det på et millisekund uden at have brug for hvile, som Es. 40:28 siger, ”Han trættes og mattes ikke”, men Han valgte bruge seks dage, og selv hvile på den syvende dag. Hvorfor? Vil Gud fortælle os noget mere igennem skabelsesberetningen?

Gud gav det jødiske folk en streng befaling, ”Kom Hviledagen (sabbatten, lørdag) i Hu, så du holder den hellig! I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har HERREN velsignet Hviledagen og helliget den” (2. Mos. 20:8-11).

Gud brugte skaberdagenes mønster som fundament for en ugesekvens, på syv dage, hvor de seks var arbejdsdage og den syvende en dag med hvile. Formentlig har det været kendt siden syndefaldet – i hvert fald var det kendt før lovgivningen, da Israel vandrede om i ørkenen før de fik lov til at komme ind i det forjættede land. De måtte samle manna i seks dage, men ikke den syvende (2. Mos. 16:26), hvilket de alligevel forsøgte, men fandt ikke noget (2. Mos. 16:27). Gud mente det så alvorligt, at den der alligevel arbejdede på en sabbat, skulle dø (2. Mos. 35:2). Jøderne udførte derved et synligt udtryk for det profetiske i befalingen, som Gud forkyndte fra fortiden – seks dage med arbejde, én dag med hvile.

En lignende historie ses da Israel i ørkenen manglede vand. Moses fik at vide af Gud, at han skulle slå på klippen ved Horeb for at få vand (2. Mos. 17:6). Moses gjorde derved en profetisk handling, han slog på klippen og Israel fik vand (et symbol på Helligånden og det evige liv, Joh. 7:38-39 , Joh. 4:14). Dette slag på klippen - som er et billede på Jesus (1. Kor. 10:4), Jesus som ligeledes er hovedhjørnestenen, klippen til fald for alle der tager afstand til Ham (1. Pet. 2:8) - forkynder Jesu første komme, hvor Han blev slået for vore overtrædelser. Som der kom vand ud af klippen, flød der vand og blod ud af siden på Jesus, da Han blev stukket af sværdet (Joh. 19:34).

Ca. 38 år efter var Israel igen i en situation hvor de manglede vand i ørkenen, og anden gang gav Gud Moses ordre på at tale til klippen (4. Mos. 20:8). Det er et billede på Jesus efter Han blev korsfæstet. Nu skulle han ikke længere slås for vore overtrædelse. For fremtiden handlede det om at tale. Gud sagde til Moses og Aron, ”Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand” (4. Mos. 20:8). Måden at få det evige liv, at få Guds ånd, er ved med hjertet at tro og med munden bekende, at Jesus er Herre, ”Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst” (Romerne. 10:9). Jesus kan ikke korsfæstes igen, men Moses var oprevet over Israels vantro og klage, og i irritation, slog han klippen to gange (4. Mos. 20:11). Gud blev vred på Moses, fordi Moses i sin ulydighed ikke opfyldte den profetiske betydning af det, Gud ville lære folket igennem handlingen, så de kunne genkende og finde tro på og bekende Jesus, når Han kom og blev slået, døde og opstod. Gud sagde til Moses og Aron, ”Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem” (4. Mos. 20:12). Både Moses og Aron døde (5. Mos. 34:1-8 , 4. Mos. 20:24-29) før Israel blev ført ind i det forjættede land.

Gud mente det alvorligt, da Han satte et mønster for os, seks dages arbejde, og hvile på den syvende. Det er den umiddelbare opfyldelse af mønsteret. Der er også en tidsmæssigt omsluttende opfyldelse af mønstret.

Moses siger i Sal. 90:4 at ”tusind År er i dine (Guds) Øjne som Dagen i Går” og Peter forklarer os at ”én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag” (2. Pet. 3:8). Peter kommer med den information i forbindelse med, at der i den sidste tid vil være spottere, der gør grin med os der tror Jesus kommer igen. De siger, ”Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet” (2. Pet. 3:4) og forklarer at Gud ikke tøver med at opfylde sit løfte, underforstået at komme igen.

Peter binder en dag sammen med tusinde år, i forbindelse med Jesu genkomst, så de seks skaberdage og den syvende hviledag tyder på, at være et mønster. En måned er baseret på månens cyklus, mens året er baseret på solens cyklus. Men ugen – hvorfor ikke ti dage? Fordi Gud fra begyndelsen gav os en uge på syv dage, så vi ved at adlyde den befaling, selv den dag i dag, forkynder en sekvens på seks efterfulgt af den syvende. En uge på syv dage er en kontinuerlig påmindelse om, en kontinuerlig ceremoni om man vil, der profetisk viser frem mod et element i Guds plan for menneskeheden. Ligesom jøderne dag efter dag måtte ofre for sine synder, som en profetisk ceremoni der forkyndte at Jesus ville komme og fysisk opfylde den profetiske betydning af ofringerne, som det egentlige og endelige offer, og ligesom Moses skulle slå klippen og derefter tale til den for at få vand, sådan følger vi efter Guds tilrettelæggelse en uge på syv dage, for at forkynde at en dag er som tusinde år i Guds øjne. I den, af Gud indstiftede, ceremoni, forkynder troende som ikke troende, at efter seks dage, eller 6.000 år, kommer der hvile.

Jesus fortalte Johannes at djævelen på et tidspunkt skal bindes i 1.000 år (Åb. 20:2-3), og derefter skal han løses for en kort tid (Åb. 20:3 ; Åb. 20:7). I den periode vil der være hvile og fred på Jorden.

Paulus forklarer i Hebr. Kap. 3-4 hvordan denne hvile handler dels om Israel, der i ørkenen gik fortabt på grund af vantro og kom derfor ikke ind i det forjættede land (Hebr. 3:16-19). Men det handler også dels om Jesus, at blive frelst og derved få fred med Gud, og dermed hvile (Hebr. 3:12-14). Samtidig er det en hvile der endnu venter sin opfyldelse (Hebr. 4:1), og her kommer Paulus ind på den syvende dag (Hebr. 4:4) – endnu en dag hvor vi kan gå ind til Hans hvile og han siger, ”Thi hvis Josua havde ført dem til hvilen, da ville Gud ikke derefter have talt om en anden dag. Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk” (Hebr. 4:8-9).

Så en syvende dag, endnu en sabbatshvile som venter, hvad andet kan det være, end hvilen i de 1.000 år, som venter? Da Adam faldt i synd, sagde Gud ”i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden” (1. Mos. 3:19), og senere udvalgte Han et folk der i gerning skulle forkynde Hans profetiske plan, at de som Adam skulle knokle for føden i sit ansigts sved, ligesom vi gør det i dag, men hvile på den syvende dag.

Én dag som tusinde år, viser Guds mønster i et længere tidsmæssigt perspektiv, hvor vi i 6.000 år knokler, men skal hvile i 1000årsriget, hvor de der tog imod Jesus skal være konger (Åb. 20:3-6).

Berisheet, korsfæstelsen forkyndt fra begyndelsen i tid og år


Bogen ”The Chronology of the Old Testament” som tidligere nævnt, har i sin grundige tidsregning regnet sig tilbage til begyndelsen, i år 4.004 f.Kr. Det betyder at Jesus blev korsfæstet 4.034 år efter skabelsen. Men hvis korsfæstelsen er centrum for hele menneskehedens historie, giver det mening at begynde der, at regne frem og tilbage derfra, dvs. år 30 e.Kr.

Talværdien af værket (Yod) på korset (Tav), Yod og Tav, afslutningen af historien i ordet Berisheet, der fortæller hvorfor Jesus skulle komme, og hvad Han skulle gøre, er 4.000. Yod har værdien 10, og Tav 400.

Hvis vi ganger 10 med 400 får vi 4.000. Går vi 4.000 år tilbage fra Jesu korsfæstelse i år 30, lander vi i år 3970 – 34 år efter skabelsen, eller rettere 33,5 år, for Jesus var omkring 30 år da Hans tjeneste begyndte (Luk. 3:23), hvilket har været i år 27, og en grundig gennemgang af begivenhederne viser at Jesus tjente i 3,5 år - The Chronology of the Old Testament” har med de kilder vi har tilgængelig regnet sig frem til at Jesus tjente et kvart år i 26, og hele 27-29 og et kvart år i 30, så i alt 3,5 år.

Hvorfor begyndte nedtællingen til Jesu korsfæstelse i 3970? Det har vi ingen nedskreven information om. Men det er meget nærliggende at tro, at Adam var 33,5 år gammel da han faldt i synd. Gud sagde til Adam at ”kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø” (1. Mos. 2:17). Paulus siger, ”Thi voldte den enes fald, at døden fik herredømme… skal da meget mere de, der tager mod nådens og retfærdighedsgavens rige fylde, få herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus” (Romerne. 5:17). Det er nærliggende og naturligt at tænke, at Guds tidsplan for at genoplive mennesket blev igangsat, da Adam døde. Centrum for historien er Jesu død, og begyndelsen af sliddet, begyndelsen for tiden hvor mennesket ikke længere havde adgang til Edens haves naturlige føde og liv, men selv skulle slide for at dyrke jorden, tiden hvor det profetiske udtryk for hvorfor vi har en syv dages uge, den skal kalibreres i forhold til tidens hovedbegivenhed. Tidsplanen for at den anden Adam, det menneske der skulle blive en levendegørende ånd (Jesus), som en modsætning til det menneske der bragte død (Adam), blev igangsat, da redningen blev nødvendig.

Da Adam døde, hvilket var i åndelig forstand, havde han været i Edens Have i 33,5 år, og præcis samme alder havde den anden Adam, Jesus Kristus, da Han døde for at ophæve den første Adams overtrædelse.

Begivenheden som Berisheet beskriver, ”I begyndelsen”, skete i 4004 f.Kr., og i 3970, 33,5 år efter, blev nedtællingen startet, og da der var gået præcis 4.000, i år 30, da døde Jesus.

Berisheet, Jesu genkomst for at oprette sit 1000årsrige


Da Jesus blev korsfæstet, var der gået 4.000 år af Guds plan for forløsning. Det er nu 1991 år siden, og da mønstret i skabelsesberetningen er seks efterfuldt af den syvende, så kan vi forvente os at noget vil ske efter 2.000 år.

Da Jesus døde i år 30, når vi til år 2030, hvis vi tæller 2000 år.

I år 2030, har eliten der under Satan styrer denne verden, planlagt at deres rige skal være fuldkomment. Deres plan ses på World Economic Forum’s hjemmeside i artiklen ”2030Vision”, hvor de skriver at ”2030Visionsplatformen vil være et fokuspunkt for mobilisering af en mere samordnet og samarbejdsvillig indsats for at anvende avancerede teknologier til at nå FNs globale mål1. Med andre ord forventer man i 2030 at have alt på plads til at udføre FN’s 17 verdensmål2, der ved regulær kommunisme, kapring af land, vand og jord, kapring af Jorden som helhed med alt den indeholder, søger mod en bedre verden, hvor fattigdom og sult er udryddet, hvor social retfærdighed forsikrer at alle har lige meget – nemlig det minimale for at overleve. Den Store Nulstilling, som Bibelen kalder den Store Trængsel, er af eliten tænkt til at rive alt nuværende ned, for at genopbygge nyt i 2030 – Build Back Better3, som mottoet siger, efter deres sataniske verdensbillede. Men Jesus kommer igen, og knuser deres planer.

Daniel blev fortalt, at Jesus skal komme tilbage og knuse dette rige (Dan. 2:34 ; Dan. 2:45 ; Dan. 8:25), og er det ikke interessant at i 2030 rammer vi slutningen af de første 6.000 år efter syndefaldet. 6.000 år efter døden kom ind i verden, får verden endelig fred under Fredsprinsen Jesus Kristus, og elitens planer kulminerer med denne tidsplan, fremlagt af Gud for 6.000 år siden.

Hvordan kunne eliten vide det? Nærmere – hvordan kunne Satan vide det?

I Matt. 8:29 er der en interessant information, hvor Jesus satte en mand fri, hvor dæmonerne råbte til Ham, ”Lad os i fred, du Guds Søn! Er du kommen her for at pine os før tiden?

Før tiden... hvilken tid? Da Disciplene efter opstandelsen spurgte Jesus om tiden var nu, hvor Han ville genoprette riget for Israel, da svarer Han, ”Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt” (Apg. 1:8). Med andre ord er det fastsat hvornår Jesus kommer igen til Jorden.

Kender den dæmoniske verden mere til Guds tidsplan end vi gør? Vidste dæmonerne at det var nogle år for tidligt at Jesus skulle bryde mørkets magter? Paulus siger at Gud ”afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus” (Kol. 2:15), og det skete da Jesus døde, hvor Han gjorde djævelen ”magtesløs, der har dødens vælde” (Hebr. 2:14). Eller vidste de at det først var senere at Jesus skulle nedbryde deres verdensrige, og oprette sit eget fredsrige, hvor Satan bliver bundet i 1.000 år? Har Satan fra begyndelsen forstået at Adams død igangsatte Guds frelsesplan og derfor talt 6.000 år frem?

Bortrykkelsen


Almindeligvis får man megen kritik, når man sætter årstal på fremtidens begivenheder. Jeg ved ikke om det her er 100% korrekt. Er en dag som tusinde år misforstået? Jeg tror det ikke. Passer årstallene i de historiske udregninger? Det er ikke til at sige, men det er med få år, det i så fald skulle rykke ved begivenhederne. En dag som tusinde år, regnet fra korsfæstelsen, som det Gamle testamente peger frem imod, og det nye peger tilbage til, bringer os frem til år 2030 – om 9 år.

Når vi ved vi ikke skal igennem trængslen, fordi Jesus henter os hjem før Guds vrede går over verden, og vi er ikke bestemt for Hans vrede (1. Tess. 1:10 ; 1. Tess. 5:9), da skal vi trække syv år fra året hvor Jesus kommer igen til Jorden4 og 2030 – 7 = 2023.

Kan vi forvente os at Jesus henter os hjem inden 2023? Hvis 2030 er tiden og timen fastsat af Faderens egen magt, så er det senest 2023 vi skal rykkes bort. Da Apostlene spørger Jesus om tiden for Hans genkomst, peger Jesus dem frem mod den næste profetiske aftale Gud har fastsat for dem. Han sagde ”når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende” (Apg. 1:8).

Helligånden kom over dem på pinsedagen. Pinsen var den fjerde af de syv højtider eller festtider som Gud indstiftede for Israel. Højtid på hebræisk er mow`ed, som betyder ”en aftale, en bestemt eller fastsat tid”. Guds festtider er derfor en aftalt, bestemt og fastsat tid. Paulus gør det klart for os, at disse højtider er skygger af det, som skulle komme, nemlig Jesus (Kol. 2:16-17 ; Hebr. 10:1). Gud viser os igennem jødernes fysiske overholdelse af disse højtider, hvordan Han vil forløse verden.

Pinsen (3. Mos. 23:15-21) forkynder historisk set, at Israel skulle have loven (2. Mos. 19:1-25), og den messianske betydning forkynder Åndsudgydelsen. Den åndelige betydning er at blive døbt med Helligånden, og at vokse i troen på Jesus, og det var præcis hvad Jesus befalede Apostlene at virke med i. Efter sin opstandelse og før Han tog tilbage til Faderens hus, da sagde Jesus til dem, ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt. 28:19-20).

Det vedrørte eller tilkom ikke den første generation af kristne at kende tiden eller timen, for Jesu genkomst. Men kan det vedkomme den sidste generation, som er os? Det vedrører i største grad os. Er opdagelsen af den underlæggende betydning af ordet Berisheet en åbenbaring, et svar til os der søger efter udfrielsen af denne sataniske verden, der i hast lukker sig om os nu?

Afslutning og trøst


Ægypten er symbolsk et billede på verden, hvor synd og død plager os, hvor vi har en ond undertrykker i Satan, der går rundt som en brølende løve for at opsluge os (1. Pet. 5:8).

Da Israel i Ægypten råbte i smerte over den undertrykkelse de oplevede, da hørte Gud dem, ”Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser” (2. Mos. 3:7). Jeg ved at der er mange der har det ligesom jeg, der i deres indre, i deres sjæl og ånd skriger efter udfrielse. Hver eneste dag er mine tanker på Jesus, og jeg spørger Ham, er det mon i dag, du kommer. Når jeg går i seng, håber jeg at det er i nat Han kommer.

Tankerne om en fremtid hvor sygelige restriktioner fængsler os, fratager friheden til at tilgå vores omgivelser og kræver af os, både gamle, unge og børn, at vi modtager ting i kroppen, som vi intet ved om, det undertrykker os både i ånd, sjæl og legeme. Vi råber til Jesus i et klageskrig over vore politikere, over ordensmagten og endog de, som dømmer os, JESUS KOM SNART, KOM HURTIGT. Det hele trækker frygtelig op til trængsel, og vi ser de absolut sidste brikker blive lagt. Vi ser i alle begivenhederne Satans mørke skikkelse, som bebuder en absolut forestående tid med sorg og ulykke. Hvor meget skal vi se? Hvor meget skal vi igennem før befrieren kommer?

Paulus siger at vi skal trøste hinanden med disse ord, ”Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!” (1. Tess. 4:18). Vi skal trøste hinanden med håbet om bortrykkelsen, og det er det, jeg gerne vil med denne artikel.

I en mørk tid er håbet det, der gør at vi udholder tankerne om fremtiden. Og mit store håb er, at Jesus kalder os alle hjem meget snart, og er informationerne i denne artikel rigtige, så vil vores håb forløses inden 2023 er overstået.

Referencer


1 2030Vision, World Economic Forum


Debat: Berisheet - "der er ingen som jeg, der forud forkyndte Enden"

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*



Emne: Endetiden

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation