Det er på overfladen en lille og kontrolleret militær hændelse. Ingen skød. Intet svensk luftrum blev ifølge de offentliggjorte oplysninger krænket. Ingen fly blev tvunget ned, og der er ikke meldt om farlige manøvrer eller direkte konfrontation. Men det er netop under denne tærskel, at Rusland arbejder.
Rusland behøver ikke krænke svensk luftrum for at fremkalde en svensk reaktion. Landet behøver blot sende tunge bombefly tilstrækkeligt tæt på det nordiske og baltiske område. Derefter kan det russiske militær registrere, hvor hurtigt flyene bliver opdaget, hvornår Sverige sender Gripen-fly op, hvorfra de kommer, hvordan de nærmer sig, hvilke radarer og kommandoforbindelser der bliver aktive, og hvordan den svenske indsats koordineres med resten af NATO.
Sådanne flyvninger gennemføres ikke, fordi russiske piloter mangler et sted at træne. De gennemføres over Østersøen, fordi Østersøen er den nordlige front mellem Rusland og NATO.
Rusland oplyser selv, at det var en større mission
SVT's første korte melding efterlod flere forhold uafklarede, men senere russiske oplysninger udfyldte en del af billedet. Ifølge Ruslands forsvarsministerium deltog to Tu-22M3-bombefly, som blev eskorteret af russiske Su-35S-kampfly. Missionen varede mere end fire timer og blev fra russisk side beskrevet som en planlagt flyvning over neutralt farvand. Rusland oplyste samtidig, at udenlandske kampfly fulgte bombeflyene under dele af ruten2. Det var altså ikke et enkelt russisk fly, der tilfældigvis kom forbi. Det var en organiseret militær formation med langtrækkende bombefly, jagerbeskyttelse og en mission, der varede i flere timer.Ruslands betegnelse "planlagt flyvning" gør ikke missionen mindre alvorlig. Tværtimod. Det fortæller, at flyvningen ikke var en pludselig afvigelse eller en pilots fejltagelse. Den var beordret, forberedt og gennemført som en del af det russiske militærs operative virksomhed.
At den foregik over internationalt farvand, betyder alene, at Rusland holdt sig på den juridisk tilladte side af grænsen. Det fortæller intet om det militære formål. Et land kan gennemføre en særdeles aggressiv magtdemonstration uden formelt at overtræde en landegrænse. Det er netop derfor, internationalt farvand og luftrum omkring NATO-landene er så velegnet til militære prøver: Rusland kan fremkalde hele den vestlige reaktionskæde uden selv at affyre et skud.
Flytypen er en del af budskabet
Tu-22M3 er ikke et transportfly, og det er ikke et uskyldigt skolefly til grundlæggende pilottræning. Den russiske flyproducent United Aircraft Corporation beskriver selv Tu-22M3 som et langtrækkende supersonisk missilbærende bombefly, der er konstrueret til at ødelægge mål på land og til søs med styrede missiler og luftbomber. Ifølge producentens beskrivelse kan flyet angribe mål op til omkring 2.200 kilometer fra sin base3. Når Rusland vælger netop denne flytype over Østersøen, viser landet en kapacitet, der er udviklet til at ramme flådestyrker, havne, baser, radarinstallationer, kommandocentre, forsyningslinjer og andre militære mål.Det vides ikke om flyene den 21. juli bar kampklare missiler eller atomvåben. Der er ikke offentliggjort sikre oplysninger om deres konkrete bevæbning. Men et våbensystems signalværdi afhænger ikke kun af, hvad det bærer på en bestemt dag. Den afhænger af, hvad modstanderen ved, at systemet kan bære og anvendes til. Når en mand træder ind i en bank med et gevær, bliver situationen ikke ufarlig, fordi ingen endnu har set, om der er patroner i kammeret. Våbnet er en del af beskeden. På samme måde er Tu-22M3-flyene en besked til Sverige, Finland, Baltikum, Polen, Danmark og resten af NATO: Rusland kan fortsat sende langtrækkende angrebsfly ud over den del af Østersøen, hvor alliancens nordlige forsvar skal fungere.
Hvad skulle flyvningen ellers gå ud på?
Det er blevet moderne at omtale sådanne hændelser med den mest bedøvende formulering, man kan finde. Bombeflyene "kan ses som en markering". Rusland "kan have ønsket" at undersøge NATO's reaktion. Flyvningen "kan muligvis" være forbundet med den voksende spænding. Men hvad skulle den ellers gå ud på? To langtrækkende bombefly med russisk jagereskorte flyver i over fire timer gennem et af Europas mest militært følsomme områder. Sverige sender Gripen-fly op. Andre udenlandske kampfly følger ifølge Rusland formationen under dele af ruten. Radarer, kommandocentraler og luftforsvar følger hele forløbet.Rusland vidste præcis, at dette ville ske. Derfor var den vestlige reaktion ikke en uforudset følge af missionen. Den var en del af missionens værdi. Det russiske militær fik fremkaldt en praktisk NATO-reaktion under kontrollerede forhold og kunne iagttage den fra begyndelse til slutning. Flyvningen havde sandsynligvis flere samtidige funktioner. Besætningerne fik træning. Rusland demonstrerede militær tilstedeværelse. Det russiske luftvåben fastholdt sin adgang til internationalt luftrum. NATO's reaktionstid og operative procedurer kunne observeres. Samtidig blev Europas befolkninger endnu en gang vænnet til synet af russiske bombefly tæt på deres lande.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Kaliningrad, Polen og den næste gnist: Tester Rusland NATO’s vilje?Det skete også tre måneder tidligere
Hændelsen den 21. juli står ikke alene. Den 20. april 2026 gennemførte Rusland en betydeligt større flyvning over Østersøen. Her indgik to Tu-22M3-bombefly og omkring ti russiske Su-30- og Su-35-kampfly, som skiftedes til at eskortere bombeflyene. Kampfly fra Sverige, Finland, Danmark, Polen, Rumænien og Frankrig blev sendt op for at identificere og overvåge formationen4. Det er den gentagne fremgangsmåde, der afslører hensigten.Rusland sender ikke én gang et par bombefly ud og glemmer derefter Østersøen. Flyvningerne gentages. Formationerne ændres. NATO-landene reagerer. Russerne ser, hvad der sker. Næste gang kan ruten, flytypen, ledsagelsen eller tidspunktet justeres. Militær planlægning opbygges gennem gentagelser. Piloter lærer ruterne. Radaroperatører lærer området. Kommandostabe lærer tidsforløbet. Efterretningsofficerer sammenligner reaktionerne. Man undersøger, hvor NATO er hurtigt, hvor alliancen er langsom, hvor samarbejdet fungerer, og hvor nationale grænser, politiske hensyn eller manglende kapacitet skaber huller. Det er sådan en potentiel krigsfront bliver gjort kendt, længe før den første egentlige krigshandling.
Rusland forbereder ikke sameksistens med NATO
Det russiske mål er ikke en fredelig tilbagevenden til den europæiske sikkerhedsorden, som eksisterede før invasionen af Ukraine. Rusland ønsker at ændre denne orden. NATO skrev den 25. juni 2026, at Rusland er den mest betydningsfulde og direkte trussel mod de allieredes sikkerhed. Alliancen fremhævede, at Rusland søger grundlæggende at omforme den euroatlantiske sikkerhedsarkitektur, genopbygger og udvider sine militære kapaciteter og fortsætter med luftrumskrænkelser og provokerende aktiviteter5. Det er en usædvanlig vigtig formulering. Rusland ønsker ikke blot nogle justeringer af grænsen i Ukraine. Landet vil omforme den sikkerhedsorden, der beskytter Europa.For at gøre det må Rusland svække eller bryde NATO som en troværdig militær alliance - at bevise, at NATO ikke tør eller kan beskytte et af sine udsatte medlemmer. Hvis Rusland kan gennemføre et begrænset angreb, en skjult operation eller en væbnet provokation mod et NATO-land uden at udløse et hurtigt og samlet svar, rammer det selve alliancens fundament. Artikel 5 er kun et skjold, så længe medlemslandene og fjenden tror, at det bliver løftet.
Ruslands strategiske mål behøver ikke at være en besætte af hver hovedstad fra Tallinn til Lissabon. Målet er at knække den vestlige forsvarsorden, fjerne eller reducere amerikansk magt i Europa, tvinge de europæiske lande til at indrette sig efter russiske krav og genoprette en russisk interessesfære mod vest. På vejen dertil kan et direkte militært slag mod NATO blive nødvendigt. Derfor bygger Rusland kapaciteten, øver ruterne, tester reaktionerne og leder efter det sted, hvor alliancen er politisk eller militært svagest.
En langsigtet opbygning langs Europas grænser
Bombeflyvningerne skal samtidig læses sammen med den russiske udbygning på jorden. Rusland genåbner og udvider kaserner, depoter, værksteder, ammunitionslagre og kommandostrukturer langs NATO's nordlige og østlige områder. Det betyder ikke, at mere end 100.000 russiske soldater allerede står klar ved Finland, Norge, Baltikum og Polen. Det betyder, at infrastrukturen opbygges, så store styrker kan placeres der senere, navnlig hvis krigen i Ukraine bliver frosset eller afsluttet på en måde, der frigør russiske enheder6.Det er forskellen på at se på Rusland gennem et øjebliksbillede og gennem en tidslinje. I øjebliksbilledet er Rusland bundet i Ukraine, har lidt store tab og har ikke de nødvendige styrker samlet til en omfattende invasion af NATO. På tidslinjen ser vi derimod et land, der omlægger sin økonomi til krigsproduktion, opbygger militær infrastruktur mod nord og vest, samler kamperfaring, udvider sin våbenproduktion og forbereder placeringer til de styrker, der senere kan flyttes fra Ukraine.
Der ligger ikke nødvendigvis en færdig russisk angrebsdato i en skuffe i Kreml - alt der berører endetidens profetiske opfyldelser, afhænger af Guds timing. Men retningen er ikke skjult. Rusland skaber de militære muligheder, som landet vil få brug for, når det profetiske tidspunkt kommer. Bombeflyene over Østersøen er luftens del af denne opbygning og parathed.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Ruslands optrapning ved Europas grænserKrigen er allerede begyndt under krigens tærskel
NATO's generalsekretær Mark Rutte sagde i marts 2026, at Rusland i det foregående år havde forsøgt at teste alliancens sikkerhed og forstyrre og splitte de vestlige samfund gennem luftrumskrænkelser, sabotage, skadelige cyberaktiviteter, politisk indblanding og informationsoperationer7. EU beskriver tilsvarende russiske aktiviteter som langsigtede og koordinerede kampagner, der omfatter sabotage, angreb på kritisk infrastruktur, cyberangreb, informationsmanipulation og forsøg på at underminere demokratiske processer8. Europa venter ofte på det øjeblik, hvor Rusland officielt erklærer krig mod NATO. Dermed risikerer man at overse, at konflikten allerede udfoldes i lag.Der er den åbne krig i Ukraine. Der er den militære opbygning ved NATO's grænser. Der er flyene og skibene, som undersøger beredskabet. Der er GPS-forstyrrelserne, cyberangrebene, påvirkningsoperationerne og mistænkelige hændelser omkring kritisk infrastruktur. Der er den politiske påvirkning, som skal skabe mistillid mellem europæiske lande og tvivl om USA's vilje til at forsvare kontinentet. Det er ikke fem adskilte russiske projekter. Det er fem redskaber i den samme konfrontation. Den åbne krig bliver først nødvendig, når presset under tærsklen ikke længere kan levere det ønskede resultat, eller når Rusland mener, at modstanderen er tilstrækkeligt svækket til, at et militært slag kan betale sig.
Østersøen er den oplagte prøveplads
Østersøen er næsten skabt til den russiske strategi. Mod øst ligger Rusland og Belarus. Ved havet ligger de baltiske lande, som militært er afhængige af hurtig støtte fra resten af NATO. Mellem Polen og Litauen ligger den smalle Suwałki-korridor, mens den russiske eksklave Kaliningrad ligger som et fremskudt militært område mellem Polen og Litauen. Længere mod nord ligger Finland og Sverige, og midt i Østersøen ligger Gotland. Mod vest ligger de danske stræder og forbindelsen videre til Nordsøen og Atlanterhavet.Hvis Rusland vil undersøge NATO's luftforsvar, er Østersøen velegnet. Hvis Rusland vil true forsyningslinjerne til Baltikum, er Østersøen central. Hvis Rusland vil presse Sverige, Finland, Polen og Danmark samtidigt, er Østersøen det naturlige rum. Hvis Rusland vil undersøge, om NATO kan koordinere seks eller syv nationale luftstyrker hurtigt nok, er en bombeflyvning gennem området en praktisk prøve.
I min gennemgang af Kaliningrad og den mulige næste provokation mod NATO9 viser jeg hvordan Rusland ikke behøver begynde med en stor invasion. En drone, et missil, en begrænset indtrængen eller et angreb med tilstrækkelig uklarhed kan tvinge NATO til at vælge mellem militær eskalation og ydmygende tøven. Det er i dette lys, Gripen-hændelsen skal forstås. Rusland øver ikke nødvendigvis den præcise første dag i en bestemt krigsplan. Rusland øver den front, som en kommende krig vil udspille sig på.
Sveriges svar var nødvendigt, men også værdifuldt for Rusland
Det svenske forsvar kunne ikke lade bombeflyene passere uden at reagere. Hvis Sverige havde undladt at sende Gripen-fly op, ville Rusland have registreret et hul i beredskabet. Den svenske indsats var derfor både militært nødvendig og politisk rigtig. Men ethvert forsvarssvar giver samtidig Rusland oplysninger. Det er det ubehagelige paradoks ved militær afskrækkelse. NATO må vise Rusland, at enhver bevægelse bliver set. Men når NATO viser det, afslører alliancen også dele af sin reaktion. Man ikke skal forveksle en vellykket identifikation med en afsluttet sag. Gripen-flyene løste deres opgave. Russerne fik imidlertid også gennemført deres.Sverige viste: "Vi har set jer". Rusland kunne svare: "Det var derfor, vi kom".
"Rutine" er ikke det modsatte af krigsforberedelse
Rusland fremstiller disse flyvninger som rutinemæssige og lovlige. Det kan de på samme tid godt være. Men rutine er ikke det modsatte af krigsforberedelse. Rutine er selve metoden, hvormed krigsberedskab opbygges. Soldater gentager bevægelser, indtil de bliver automatiske. Piloter gentager ruter, indtil de kender området. Kommandocentraler gentager procedurer, indtil beslutninger kan træffes hurtigt. Efterretningstjenester gentager observationer, så afvigelser kan opdages. Modstanderens befolkning udsættes for de samme alarmer, indtil opmærksomheden falder.Den største gevinst for Rusland er ikke nødvendigvis én hemmelig radaroplysning fra én flyvning. Det kan være normaliseringen. Første gang russiske bombefly dukker op, skaber de overskrifter. Femte gang bliver hændelsen en notits. Tiende gang bliver den kaldt rutine. Når den næste formation ændrer kurs, flyver med en anden bevæbning eller nærmer sig luftrummet under en større krise, kan de første afgørende minutter gå tabt, fordi alle har lært, at det plejer at ende fredeligt. Sådan bliver årvågenhed slidt ned.
Målet er NATO, men Europas krise står ikke alene
Ruslands bevægelse mod Europa skal samtidig ses i den større udvikling, hvor Rusland knytter sig tættere til Iran og andre magter, der står i modsætning til Vesten og Israel. Jeg har fulgt, hvordan Rusland og Iran bevæger sig tættere sammen strategisk, militært og diplomatisks#10. Det er ikke ét møde eller én traktat, der udgør den profetiske udvikling. Det er processen, hvor relationer formes, fælles fjender defineres, militært samarbejde udbygges, og de magter, der senere kan stå sammen, gradvist føres ind i samme akse.Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Danmark har sendt 78-80 mia. kr. til Ukraine siden 2022 - og støtten fortsætter i 2026Rusland kan søge at svække NATO, splitte USA fra Europa, nedbryde den vestlige militære orden og sikre sin nordlige og vestlige flanke, før landets opmærksomhed i fuld styrke vender mod syd. En større europæisk krig kan samtidig binde USA, udmatte NATO, ødelægge den gamle sikkerhedsorden og skabe det globale kaos, hvor alliancerne omkring Israel træder tydeligere frem. Det er derfor en fejl at stille Europa og Israel op som to konkurrerende russiske mål. Den russiske bevægelse mod Europa kan blive en del af vejen mod den senere samling imod Israel. Og endnu engang viser "Dom over Norden – En samlet profetisk vision" sig interessant.
NATO siger selv, at truslen er langsigtet
Ved NATO-topmødet i Ankara den 8. juli 2026 beskrev medlemslandene Rusland som en langsigtet trussel mod den euroatlantiske sikkerhed og stabilitet11. Tretten dage senere fløj russiske Tu-22M3-bombefly med Su-35S-eskorte over Østersøen og fremkaldte endnu en NATO-reaktion.Man bør ikke overse sammenhængen. Rusland er ikke ved at vende tilbage til fredstid. Landet forbereder en langvarig konfrontation med Europa. Det forbereder den politisk, økonomisk, industrielt, digitalt og militært. Ukraine er ikke nødvendigvis afslutningen på denne udvikling. Ukraine kan være den første store fase, hvor Rusland omdanner staten, militæret og befolkningen til en krigsorganisation, som senere kan rettes mod NATO.
Det betyder ikke, at Rusland angriber Sverige, Danmark eller Baltikum i morgen. Men det betyder, at Europas sikkerhed ikke kan vurderes ud fra spørgsmålet: "Kommer angrebet i denne uge?" Det rigtige spørgsmål er: "Hvad bygger Rusland evnen til at gøre, når tidspunktet kommer?"
Bombeflyene fortalte os, hvor fronten ligger
Den 21. juli 2026 var ikke begyndelsen på en luftkrig over Østersøen. Det var en forberedelse i fredstidens klæder. Rusland sendte to langtrækkende missilbærende bombefly ud med jagereskorte. Flyvningen varede mere end fire timer. Sverige sendte Gripen-fly op. Andre landes fly fulgte ifølge den russiske beskrivelse formationen under dele af ruten. Hele den nordlige reaktionskæde blev sat i bevægelse.At der ikke blev affyret våben, er naturligvis godt. Men det er ikke bevis på, at flyvningen var uden fjendtligt formål. Det viser blot, at Rusland endnu en gang kunne undersøge NATO, vise sin slagkraft og øve i et kommende operationsområde uden at krydse grænsen til åben krig. Derfor bør hændelsen ikke beskrives som et næsten tomt møde mellem nogle fly over internationalt farvand. Det var en russisk militærmarkering. Det var en afprøvning af det nordiske og NATO-allierede beredskab. Det var en gentagelse af en kendt metode. Og det var endnu en påmindelse om, at Rusland ikke forbereder sig på varig sameksistens med Europas nuværende sikkerhedsorden. Rusland søger at bryde den.
Når Rusland vurderer, at NATO er splittet, USA er bundet andetsteds (se "USA udmattes i krigen mod Iran - og Israel kan blive efterladt alene", Europa er militært udmattet, og den russiske styrke er tilstrækkeligt genopbygget, kan prøverne blive afløst af det slag, prøverne forberedte. Gripen-flyene mødte denne gang bombeflyene over internationalt farvand. Men bombeflyenes egentlige budskab var rettet mod landjorden.