Det er den alvor, der ligger under Donald Trumps ord om Israel. Da han ved G7-topmødet fremstillede sig selv som Israels uundværlige beskytter og sagde
| “ | Uden os, uden USA, ville der ikke være noget Israel. Uden mig ville der ikke være noget Israel, fordi ingen anden præsident var villig til at gøre, hvad jeg gjorde1 | ” |
Det er ikke blot politisk pral. Det er et menneske, der træder ind i en ære, som ikke tilkommer en præsident, en hær, et imperium eller en verdensorden. Israel eksisterer ikke, fordi Trump eksisterer. Israel eksisterer, fordi Gud holder sine løfter.
Guds ære er ikke Trumps ejendom
Der er en dybere synd i dette end almindeligt storhedsvanvid. Nebukadnezar tog æren for Babylon, som han selv sad over. Trump tager æren for Israel, som tilhører Guds løfter, Guds navn og Guds trofasthed. Gud siger, at Han ikke giver sin ære til nogen anden (Es. 42:8), og netop derfor er Trumps ord mere alvorlige, end de ser ud på overfladen. Når en mand siger, at Israel ikke ville findes uden ham, stiller han sig i vejen for det vidnesbyrd, Israel selv er. For Israel står ikke i historien som et monument over amerikansk diplomati, republikanske valgsejre eller personlige fredsaftaler. Israel står som et tegn på, at Gud samler, bevarer og handler med sit folk for sit hellige navns skyld (Ezek. 36:22-24).Siden begyndelsen af 1900-tallet har verdensmagterne talt tvetydigt om Israels land. Storbritannien lovede på samme tid forskellige ting til forskellige parter - et nationalt hjem for det jødiske folk, arabisk selvstændighed og en international ordning med fransk interesse2. Det var ikke klar tale, men imperial dobbelthed, og det lagde grunden til et århundrede, hvor Israels ret igen og igen blev forhandlet ned3.
Mandatet for Palæstina indarbejdede Balfour-erklæringen og talte om oprettelsen af et jødisk nationalhjem, men artikel 25 gjorde det muligt at holde bestemmelserne tilbage øst for Jordan4. Transjordan udgjorde omkring tre fjerdedele af mandatets område, og blev derefter undtaget fra de bestemmelser, der gjaldt det jødiske nationalhjem5. Derfor står verdens bedrag tydeligt tilbage. Først blev løftet givet, siden blev landet skåret ned. Transjordan blev taget ud af regnestykket, og Israel stod tilbage med den lille rest vest for Jordan - omtrent 23-25 procent af det område, som oprindeligt lå i mandatets ramme.
Siden er presset ikke ophørt. Israel trak sig ud af Gaza i 2005, men verden gjorde ikke Gaza til et fredens bevis6. Hamas tog kontrol i 2007, og raket- og morterilden mod Israel fortsatte7. Senere kom den 7. oktober 2023, hvor Hamas-ledede angribere brød ind i israelske samfund, dræbte omkring 1.200 soldater og civile og bortførte mere end 250 gidsler8.
Alligevel taler verden stadig, som om Israel er problemet, når Israel forsvarer sig mod fjender, der åbent ønsker det udslettet. Man skærer landet ned, man fordømmer dets svar, man belønner dets fjender med forhandlinger og legitimitet, og man kalder det fred. Det minder om Babels gamle sprogforvirring - verdensmagterne taler mange smukke ord om fred, ret og sikkerhed, men ordene bliver hule, når de samme magter igen og igen beskærer Israel, presser Israel og samtidig giver Israels fjender politisk rum til at fortsætte deres had.
Flere nyheder om Donald Trump og Israel
Trump til Hamas: gør, som jeg siger!Når mennesket tager æren for Guds mirakel
Derfor er Trumps udtalelse ikke kun en fornærmelse mod Netanyahu (som han desuden beskrev som "en meget vanskelig person" og sagde, at den israelske leder burde være taknemmelig for Iran-aftalen, "for hvis Iran havde et atomvåben, ville Israel ikke eksistere i to timer"). Udtalelsen er heller et udtryk for amerikansk magtpolitik. Den er et åndeligt tegn. Nebukadnezar så Babylon og sagde i sit hjerte, "se, hvad jeg har bygget". Trump ser Israel og siger, "se, hvad jeg har bevaret". Men begge glemmer, at riget gives ovenfra, og at det kan tages igen.Israel er ikke Trumps bedrift. Det er ikke FN's bedrift. Det er ikke Europas bedrift. Det er ikke engang Israels egen bedrift alene. Det er Guds trofasthed midt i nationernes bedrag, krige, delinger, terror og diplomatiske svigt. Og når en mand tager æren for det, som Gud alene skal have æren for, da står Daniel kapitel 4 ikke som gammel historie, men som advarsel til nutiden.
Trump har flere gange pralet af sin egen mentale styrke og sine kognitive tests, som om menneskets skarphed kan beskytte ham mod den åndelige blindhed, der følger med hovmod. Men Nebukadnezar mistede ikke forstanden, fordi han var svag. Han blev ramt, fordi han blev stor i egne øjne. Hans vanvid begyndte ikke på marken blandt dyrene - det begyndte på taget af paladset, hvor han tog æren for det, Gud havde tilladt ham at have.
Derfor er advarslen alvorlig. Når Trump siger, at Israel ikke ville eksistere uden ham, bevæger han sig ind på hellig grund. Han tager ikke blot æren for en politisk beslutning. Han rører ved Guds egen ære. Og den mand, der gør sig selv til årsagen til Israels eksistens, bør frygte den Gud, som alene har bevaret Israel gennem had, krige, delinger, terror og verdens bedrag.