Først var hun Enhedslistens klima-, miljø- og landbrugsordfører. Derefter blev hun præsident for Danmarks Naturfredningsforening og nu er hun miljøminister for SF.
Den sammensmeltning, der opstår, når en organisation først deltager i udformningen af en omfattende politisk aftale og siden ser sin øverste repræsentant træde direkte ind i regeringen for at administrere den grønne politik, den skævvrider forholdet mellem virkelighed og politiskretning.
Interesseorganisationen bliver forhandlingspart. Forhandlingsparten bliver politisk autoritet. Den politiske autoritet bliver derefter fremstillet som en uafhængig bekræftelse af, at kursen er rigtig. Således kan magtapparatet bekræfte sig selv.
Tiden, hvor man næsten ikke længere må stille spørgsmål til klimapolitikken uden straks at blive udskammet som uvidende, egoistisk eller farlig, den er nu blevet mere markant. For når en politisk fortælling ikke længere må prøves, kritiseres og modsiges, har den forladt den frie debat og antaget religiøs karakter. Den har fået sine præster, sine trosbekendelser, sine syndere og ikke mindst sine varsler om en kommende dommedag.
Budskabet lyder igen og igen. Katastrofen er nær. Tiden er ved at løbe ud. Hele samfundet må ombygges. Borgerne må betale. Landbruget må forandres. Energiforsyningen må omlægges. Forbruget må styres. Maden må ændres. Og den, der protesterer, sætter efter sigende hele klodens fremtid på spil. Det er ikke længere blot en debat om natur, forurening eller ansvarlig brug af ressourcer. Det er blevet en kamp om magten over mennesket.
Den Grønne Trepart er ikke en uvildig blåstempling
Fanatismen bliver ikke mindre farlig, fordi den bærer jakkesæt, taler fra en ministerbil og omgiver sig med embedsmænd. Tværtimod bliver den langt farligere, når den ikke længere står uden for magten og råber, men sidder inde i ministerierne og skriver reglerne.Når Danmarks Naturfredningsforening efterfølgende fremhæves som en grøn stemme, der anerkender regeringens kurs, må det siges tydeligt, at organisationen ikke har stået uden for aftalen og vurderet den på afstand. DN var selv en af parterne.
Den Grønne Trepart blev indgået mellem regeringen og blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer, Kommunernes Landsforening, Dansk Industri, Dansk Metal og Fødevareforbundet NNF6. Aftalen indebærer blandt andet en CO2-afgift på husdyrproduktion, gennemgribende ændringer af danske landbrugsarealer, 43 milliarder kroner til en grøn arealfond og støtte til plantebaserede fødevarer6. Det er over 7.000 kr. pr. dansker!
Det er derfor vildledende, når en forhandlingsparts efterfølgende begejstring fremstilles, som om en uvildig naturorganisation har undersøgt regeringens arbejde og derefter givet det sit godkendelsesstempel. Parterne roser den aftale, de selv har udformet, medierne gengiver rosen og politikerne henviser til organisationernes opbakning.
Borgeren efterlades med indtrykket af, at alle ansvarlige og vidende mennesker er enige. Det er sådan en politisk fortælling lukkes om sig selv.
Medierne holder mikrofonen
Her kommer DR og TV 2 ind i billedet. Når de store medier overtager magthavernes præmisser og behandler politiske klimamål som hellige og ufravigelige, fungerer de ikke længere blot som formidlere, men som medproducenter af den fortælling, der skal få befolkningen til at acceptere alle de sygelige indgreb.Under valgkampen arrangerede TV 2 et såkaldt "Topmøde" mellem Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen. TV 2 beskrev dem som de to statsministerkandidater, der skulle udfordre hinanden om Danmarks retning3. Men de var samtidig statsminister og vicestatsminister i den samme regering3. Regeringen skulle altså udfordre regeringen.
Den ene del af regeringen skulle spille opposition til den anden del. Imens kunne den egentlige opposition betragte forestillingen fra sidelinjen. Det er en demokratisk farce. Det viser, hvor snævert det politiske rum kan gøres, når medierne selv udvælger de stemmer, som befolkningen præsenteres for som de eneste realistiske muligheder. Det er næsten umuligt ikke at se det som en politisk sammensværgelse - en konspiration imod danskerne.
Flere nyheder om Energi, Kontrol, Politik, Verdensordnen og Økonomi
Elitens løgn, politikernes blårNår journalisterne igen og igen accepterer magthavernes ramme, bliver mikrofonen tung at holde. Men DR og TV 2 synes efterhånden at have opbygget en imponerende styrke i armen.
De ekstreme scenarier skabte lydigheden
Nature advarede allerede i 2020 imod at anvende det meget ekstreme RCP8.5-forløb som almindeligt "business as usual", som om det var den fremtid, verden med størst sandsynlighed var på vej imod1.SSP5 betyder "Shared Socioeconomic Pathway 5" (Fælles socioøkonomisk vej 5), og beskriver en tænkt fremtid, hvor verden satser kraftigt på økonomisk vækst, højt energiforbrug og fortsat omfattende brug af fossile brændsler. Det er altså en fortælling om, hvordan samfund, økonomi, teknologi og energi kunne udvikle sig. 8.5 betyder, at scenariet ender med en meget høj ekstra klimapåvirkning i år 2100, målt som cirka 8,5 watt pr. kvadratmeter i såkaldt radiative forcing. Det er et teknisk mål for, hvor meget ekstra energi drivhusgasserne holder tilbage i klimasystemet.
IPCC præciserede i maj 2026, at SSP5-8.5 var det mest ekstreme af fem illustrative scenarier i den sjette hovedrapport2. Men den offentlige kommunikation blev ikke præget af forsigtighed. Den blev præget af den sædvanlige dommedagssnak med fire eller fem graders opvarmning, oversvømmede byer, hungersnød, klimaflygtninge, nye epidemier, ødelagte høstudbytter, sammenbrudte samfund, børn uden fremtid.
Når forestillinger gentages tilstrækkeligt mange gange, sker der, som vi har set, det med befolkningen, at de begynder at tro, at næsten ethvert politisk indgreb er bedre end den katastrofe, de er blevet vist. Det er frygtens egentlige funktion - ikke at få alle til at elske regeringens politik, men blot at få dem til at opgive modstanden. Danskerne er generelt bebyrdet med at være autoritetstro og samtidig dovne, hvorfor det er ekstremt let at forme deres tro på, at verden er ved at gå under. De spørger ikke længere, om afgiften er rimelig. Det spørger, om afgiften er høj nok. De spørger ikke om fremtidsscenarierne er urealistiske, men bliver regeringens politimænd i dagligdagens debatter.
De spørger ikke, om overvågningen er lovlig. De spørger, om overvågningen kan redde kloden. De spørger ikke, om landmanden mister sit erhverv. De spørger, om hans erhverv er moralsk tilladeligt. De spørger ikke, om staten bør bestemme over maden. De spørger, hvor hurtigt staten kan ændre den. Således bliver frygten en skole i underkastelse, en civilreligion med selvbestaltede forkyndere og dommere, på samme niveau som islamister, der håndhæver deres religion i samfundene.
Danskerne skal ikke gøres fattigere
Danskerne skal ikke gøres fattigere for at tilfredsstille danske politiskeres religiøse klimamål. Det må stoppe. Hver gang en afgift lægges på produktion, energi eller transport, fortælles det, at virksomhederne skal betale. Men virksomheder betaler ikke regninger på samme måde som mennesker. De sender udgifterne videre gennem priser, lavere lønninger, færre investeringer eller tabte arbejdspladser. Til sidst står borgeren ved kassen.Det er decideret politisk galskab, at et lille land som Danmark skal gøres til forsøgskanin for nogle af verdens hårdeste klima- og energiafgifter, mens de store udledere fortsætter i en helt anden skala. OECD opgør Danmarks gennemsnitlige netto-klimapris til 108,14 euro pr. ton CO2e (en samlet regneenhed for flere drivhusgasser) i 2023, og omkring 58% af de danske drivhusgasudledninger er ifølge OECD pålagt en effektiv klimapris over 60 euro pr. ton12. Det betyder, at danskerne allerede lever under et af de tunge afgiftsregimer, hvor energi, transport, produktion og forbrug presses op i pris.
CO2e lyder som et præcist tal, men er i virkeligheden en beregnet fællesnævner, hvor forskellige drivhusgasser omregnes til "CO2-effekt" ud fra modeller, antagelser og valgte tidshorisonter. Det er derfor ikke det samme som at måle én konkret gas direkte i et rør. Samtidig er naturens eget kredsløb enormt. Havene, skovene, jorden, dyr, planter, vulkaner, bakterier og nedbrydning udleder og optager hele tiden store mængder kulstof. Man kan forsøge at estimere disse strømme, men ikke beregne dem så de præsenterer virkeligheden. Derfor bør CO2e ikke behandles som en ufejlbarlig sandhed, men som et politisk og videnskabeligt regnetal med betydelig usikkerhed. Når sådan et usikkert tal bruges til afgifter, kontrol, landbrugspolitik og regulering af borgernes hverdag, bør man være særdeles kritisk.
Flere nyheder om Energi, Kontrol, Politik, Verdensordnen og Økonomi
DONG, Corydon og Goldman SachsDanmark kan beskatte sig selv fattigere, gøre strømmen dyrere, presse landbruget, ramme transporten, fordyre maden og svække konkurrenceevnen, men selv hvis CO2 var en klimasynder, ville det ikke flytte verdens klima, når de store udledere ikke følger med. Det bliver ikke en global løsning. Det bliver national selvskade forklædt som frelse.
Når politikerne alligevel fortsætter, viser det, at klimapolitikken ikke kun handler om klima. Den handler også om styring og kontrol - om adfærdskontrol. For hvis Danmarks udledning næsten ikke kan ses i det globale billede, men borgerne alligevel skal betale mere, acceptere mere regulering og underkaste sig flere grønne krav, er klimaet blevet brugt som moralsk løftestang til at tage magt over befolkningen.
Så bliver Danmark ikke verdens redning, men et lydighedslaboratorium. Et land, hvor befolkningen vænnes til at acceptere afgifter, kontrol og økonomisk straf i klimaets navn, mens verdens største udledere fortsætter i en helt anden virkelighed. Det er netop sådan frygtpolitikken virker. Den får det lille menneske til at bære skyld og regning for et globalt problem, han ikke har magt til at løse, mens magthaverne samler mere kontrol over hans hverdag.
CO2-afgifterne for virksomheder blev markant ændret fra 2025, og godtgørelsen udfases frem mod 203011. Den Grønne Trepart indebærer samtidig en kommende afgift på husdyrproduktion og en omfattende regulering af landbruget6. Når energi, transport, gødning, opvarmning og landbrugsproduktion gøres dyrere, forsvinder udgiften ikke op i atmosfæren. Den ender i fødevarepriserne, i huslejen, i varmeregningen, hos børnefamilien. Alligevel fremstilles prisstigningerne ofte, som om de er en form for moralsk medicin. Borgerne skal åbenbart mærke smerte, før de lærer at leve på den måde, magthaverne ønsker. Det er ikke frihed men adfærdsstyring gennem økonomisk afstraffelse.
Ti milliarder til en usikker teknologi
Den Grønne Trepart lægger op til at afsætte godt 10 milliarder (næsten 1700 kr. pr. dansker) kroner frem mod 2045 til lagring af biokul fremstillet ved pyrolyse7. Aftalen erkender samtidig, at teknologien ikke er rentabel på markedsvilkår, at reduktionspotentialet er forbundet med stor usikkerhed, og at de miljømæssige konsekvenser ved at bringe biokullet ud på markerne skal undersøges grundigt7. Mere end 10 milliarder kroner afsættes til en teknologi, som ikke kan stå på egne ben økonomisk, hvis miljømæssige konsekvenser endnu skal afdækkes, og hvis forventede klimaeffekt ifølge aftalen er behæftet med stor usikkerhed. Og igen - der er ingen klimaeffekt - dels er Danmark et meget lille landt på denne klode, og dels vil reduceringen af CO2 ikke ændre klimaet.Alligevel kaldes det fremsynet. Når almindelige mennesker beder om lavere afgifter og billigere energi, får de at vide, at pengene ikke findes. Men når en usikker klimateknologi skal opskaleres, dukker milliarderne frem.
Ved Rakkeby undersøgte Aalborg Universitetshospital 29 borgere, der boede nær et pyrolyseanlæg og et biogasanlæg. Hospitalet fandt ikke en sikker sammenhæng mellem driften og egentlig eller varig sygdom. Men undersøgelsen dokumenterede overskridelser af lugtgrænser og vurderede, at udledninger sandsynligvis kunne have medført forbigående symptomer hos særligt følsomme personer. Rapporten pegede også på, at lugtende udslip kan have været ledsaget af mere irriterende stoffer8. Jeg kan kun sige for egen regning - end ikke den rapport tror jeg på - "irriterende stoffer" i lugtgener er ikke frisk luft, og har med garanti ødelæggende effekter, som først indrømmes om 100 år.
Det ansvarlige svar burde være ydmyghed og forsigtighed. Men klimamålet skal nås, tidsplanen holdes, teknologien opskaleres og milliarderne uddeles. Mennesker, der oplever gener, risikerer at blive behandlet som en besværlig fodnote i det store grønne regnskab. Det er den totalitære tankes kendetegn - det konkrete menneske må vige for planen. Det enkelte hjem må ofres for målet og den enkelte familie må bære byrden, så politikerne kan fremvise et regneark, hvor det rigtige tal står i kolonnen for 2030.
Flere nyheder om Klimaforandringer, Kontrol, Politik, Verdensordnen og Økonomi
Klimatopmødets resultatKlimamål giver ikke strøm i stikkontakten
Mens politikerne taler om stadig mere elektrificering, vokser problemerne i det elnet, der skal bære hele projektet. Energinet har selv beskrevet, at kapaciteten i elnettet nogle steder er blevet en mangelvare, fordi efterspørgslen efter nye tilslutninger stiger kraftigt9. Energinets langsigtede analyser viser samtidig et betydeligt behov for nye netforbindelser og større evne til at transportere energi som følge af elektrificeringen og udbygningen med vedvarende energi9.Klimamål skaber ikke ledninger. Politiske hensigtserklæringer bygger ikke transformerstationer. En ministertale producerer ikke stabil strøm på en vindstille vinteraften. Alligevel er fokus på symbolske procentmål og internationale løfter, mens den fysiske virkelighed behandles som et teknisk problem, der senere må løses. Men et energisystem kan ikke drives på symboler. Det skal kunne levere strøm, når borgeren tænder for kontakten. Det skal kunne forsyne hospitalet, fabrikken, landbruget og hjemmet. Det skal kunne fungere, selvom vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.
Danmark vil ifølge Energinets redegørelse i stigende grad være afhængigt af import i belastede timer, hvor forbruget er højt, og produktionen fra sol og vind er lav10. I 2025 importerede Danmark rekordmeget elektricitet, mens forbruget voksede hurtigere end den hjemlige produktion10. Fortællingen om en selvstændig, sikker og enkel grøn energifremtid ikke svarer til den virkelighed, der er ved at tage form.
Når Danmark gør sig mere afhængigt af forbindelser, markeder og produktion uden for landet, svækkes vores evne til selv at bestemme. Forsyningssikkerhed er national sikkerhed. Strøm i stikkontakten er national sikkerhed. Fødevarer fra egne landmænd er national sikkerhed. Et land, der afgiver kontrollen over sin energi og produktion, kan stadig have et flag. Men dets reelle selvstændighed forvitrer.
De grønne erhvervsinteresser
Det er også nødvendigt at spørge, hvem der tjener på omstillingen. Når staten gennem afgifter gør én energiform dyrere og gennem støtte gør en anden mere attraktiv, skaber den ikke et frit marked. Den udpeger vindere og tabere. Milliarder bevæger sig mod vindindustri, konsulenthuse, kvotehandel, pyrolyse, energiprojekter, certificering, rapportering og grønne investeringsfonde.Disse aktører har en fælles interesse i, at klimakrisen fortsat fremstilles som så alvorlig, at den kræver stadig større politiske og økonomiske indgreb. Katastrofefortællingen skaber markedet. Målet skaber støtteordningen. Støtteordningen skaber industrien. Industrien begynder derefter at finansiere rapporter, organisationer og kampagner, der viser, hvorfor målet ikke må lempes. Således får systemet sit eget liv. Politiske beslutninger skaber stærke økonomiske interesser, som efterfølgende vil kæmpe for at bevare den politik, de lever af.
Først skræmmes mennesket - derefter styres det
Den røde tråd er ikke vanskelig at få øje på. Først præsenteres det værste tænkelige scenarie, derefter gentages det i medierne, indtil det fremstår som den sandsynlige fremtid. Så erklæres situationen akut, og dernæst indføres afgifterne, registreringen, kontrollen og begrænsningerne. Til sidst fortælles befolkningen, at de nye indgreb er udtryk for ansvarlighed og omsorg. Det er ikke enestående for klimadagsordenen. Det er et gammelt politisk redskab.Den, der kan definere truslen, kan også definere løsningen. Den, der kan gøre befolkningen bange, kan få den til at acceptere indgreb, som den i rolige tider ville have afvist. Frygt gør mennesket kortsigtet, afhængigt og får det til at søge en stærk leder. Og frygt får det til at se den kritiske nabo som en trussel mod fællesskabet. Derfor er frygten så velegnet til at forberede et diktatorisk verdensrige.
Antikrists rige kræver en forberedt befolkning
Antikrist kommer ikke til en verden, som elsker frihed, sandhed og personligt ansvar, men til en verden, der er blevet oplært til at længes efter central styring. En verden, hvor globale problemer efter sigende kun kan løses gennem globale institutioner, hvor økonomisk deltagelse er betinget af godkendt adfærd, hvor menneskers forbrug, rejser, energiforbrug og køb kan registreres. En verden, hvor den, der ikke følger den fælles fortælling, kan udpeges som farlig for alle andre. Johannes så et system, hvor retten til at købe og sælge blev gjort betinget af underkastelse under Dyrets magt (Åb. 13:16-17).Flere nyheder om Klimaforandringer, Kontrol, Politik, Verdensordnen og Økonomi
Herman Van Rompuy, bekræfter ny verdensorden.Kommunismens gamle fristelse
Kommunismens og alle andre totalitære ideologiers grundlæggende fristelse er den samme. Individet skal underordnes den store plan. Mennesket får værdi, så længe det tjener målet. Dets ejendom kan tages, hvis planen kræver det, dets erhverv kan lukkes, hvis planen kræver det, dets hjem kan ofres, hvis planen kræver det, og dets frihed kan begrænses, hvis planen kræver det. Og når mennesket protesterer, får det at vide, at det er egoistisk, uoplyst eller farligt.Det er den tankegang, vi skal afvise, fordi den politiske mekanisme er den samme, hver gang et abstrakt kollektivt mål får større værdi end det konkrete menneske. Staten er til for mennesket - mennesket er ikke til for staten. Når det forhold vendes om, er vejen til tyranniet åbnet.
Afvis de falske klimadisciple
Vi skal afvise den fanatisme, der prædiker død og ødelæggelse for at få befolkningen til at acceptere mere magt til staten. Vi skal afvise forestillingen om, at politiske mål er hævet over kritik, at børn skal opdrages til klimaangst, at landmænd gøres til syndebukke, at familier skal presses økonomisk for at tilfredsstille internationale regneark. Vi skal afvise, at medierne behandler regeringens fortælling som sandheden og regeringens kritikere som problemet.Vi skal passe på naturen, begrænse reel forurening og udvikle bedre teknologi. Men vi skal ikke overdrage vores frihed til mennesker, der først skræmmer os og derefter tilbyder os frelse gennem mere kontrol.
Det handler om Danmarks fremtid
Det handler om strøm i stikkontakterne, om mad på bordet, om arbejdspladser, landbruget, konkurrenceevnen, forsyningssikkerheden og om Danmarks mulighed for at bestå som en selvstændig nation. Men i sidste ende handler det om mere end Danmark. Det handler om, hvilken verden der er ved at blive bygget, hvor frygt bruges til at samle magten. En verden, hvor medier, politikere, interesseorganisationer og erhvervsaktører bekræfter hinanden, hvor stadig flere dele af menneskets liv gøres målbare, afgiftspligtige og politisk betingede, hvor borgeren skal bevise sin ansvarlighed over for systemet. En verden, hvor lydighed belønnes, og modstand mistænkeliggøres.Det er ikke endnu Antikrists fuldt udviklede rige. Men det er en samfundsform, som let kan falde ind i hans hånd. Brikkerne ligger klar. Frygten, centraliseringen, registreringen, den økonomiske styring, de globale mål, den ensrettede fortælling og den politiske og økonomiske sammensmeltning. Når den sidste brik lægges, vil mange måske undre sig over, hvordan verden kunne acceptere et sådant diktatur. Svaret vil være, at den blev forberedt lidt efter lidt. Ikke først og fremmest med vold, men med frygt