| “ | Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. (Es. 1:23) | ” |
Mika blev sendt til Juda på et tidspunkt, hvor nordrigets fald stod som en alvorlig advarsel, men hvor den samme åndelige og moralske fordærvelse havde bredt sig til Jerusalem. Han blev sendt for at irettesætte Juda og især hovedstadens korrupte magtelite – dommere, fyrster, præster og profeter, som misbrugte deres embeder for egen vinding, fordrejede retten og udnyttede folket. Gud advarer:
| “ | Ve dem, der på Lejet udtænker Uret og Udåd, og sætter det i Værk, når det dages, da det står i deres Magt. De attrår Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker Mand og Hus, Ejendom og Ejer. (Mika. 2:2-3)... Dets Høvdinger dømmer for Gave (Mika. 3:3) | ” |
Amos blev sendt til Israel på et tidspunkt, hvor nationen følte sig militært sikker og velstående, sendt for at irettesætte Samaria - kongemagten, pragten og det falske præsteskab. Amos er primært rettet mod den rige og magtfulde herskende klasse - ledere som bruger deres sociale og politiske magt til at udnytte almindelige familier. Gud advarer:
| “ | De hader Rettens Talsmand i Porten og afskyr den, som taler sandt. Derfor, da I træder på den ringe og tager Afgift af hans Korn, skal I vel bygge Kvaderstenshuse, men ikke bo deri; I skal vel plante yndige Vingårde, men Vinen skal I ikke drikke. (Am. 5:10-11) | ” |
Danmark er blevet et sådan land, hvor almindelige borgere nedslides på deres 8-16 job, for at opdage, at uanset hvor hårdt de slider, er der kun lige til dagen og vejen. Familier presses voldsomt økonomisk af politikernes finanspolitik. A-skat, B-skat, AM-bidrag, Kommuneskat, Bundskat, Mellemskat, Topskat, Top-topskat, Selskabsskat, Aktieskat, Udbytteskat, Kapitalindkomstskat, Ejendomsværdiskat, Grundskyld, Kirkeskat, Boafgift, Tillægsboafgift, Gaveskat, Tinglysningsafgift, Tonageskat, Kulbrinteskat, Pensionsafkastskat, Moms, Told, Registreringsafgift, Grøn ejerafgift, Vægtafgift, Udlingningsafgift, Privatanvendelsesafgift på gulpladebiler, Vejafgift, Benzin- og dieselafgift, Tobaksafgift, Alkoholafgift, Emballageafgift, Chokolade- og sukkervareafgift, Kaffeafgift, Teafgift, Konsumisafgift, Mineralvandsafgift, Batteriafgift, Pesticidafgift, Spildevandsafgift, Affaldsafgift, CO2-afgift, Svovlafgift, Kvælstofafgift, Afgift på elpærer og lysstofrør, PVC-afgift, Ftalatafgift, Afgift på engangsservice, Spilleafgift, Gevinstafgift, Lønumsumsafgift, Forsikringsafgift, Stempelafgift, Råstofafgift, Jagttegnsafgift, Miljøafgift på dæk, Afgift på CFC og visse industrielle drivhusgasser, Kloakfradragsafgift, Havneafgift, Radio- og tv-afgift, Rejsegarantifondsbidrag, El-afgift, Gasafgift, Olieafgift, Fjernvarmeafgift, Spildevands slam-afgift, Kvælstofoxidafgift, Skadesforsikringsafgift, Ansvarsforsikringsafgift for motorkøretøjer - og hvad har vi.
Det er værd at lytte til Salomons visdom:
| “ | Den, der undertrykker de fattige for at øge sin rigdom, og den, der giver til de rige, vil helt sikkert komme til at mangle. (Ordsp. 22:16, KJV)... Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge (Præd. 5:8) | ” |
Salomon beskriver et samfund, hvor den almindelige borger står nederst i et helt hierarki af magt. Når den fattige undertrykkes, og lov og ret tilsidesættes, skal man ikke undre sig, siger han, for over den ene magthaver står en anden, og over ham igen endnu højere myndigheder. Systemet bliver dermed ikke blot et værn imod uretfærdighed, men kan selv blive redskabet, hvorigennem mennesker belastes og fratages stadig mere af det, de arbejder for.
Staten og dens institutioner vokser, administrationen kræver sit, og hvert lag i magtapparatet skal finansieres af dem, der befinder sig nedenunder. Det minder om den virkelighed, både Amos og Mika angriber. De svage bærer byrden, mens de stærke, embedsmændene og lederne, sidder højere i systemet og nyder godt af det. Prædikeren fremstiller det derfor ikke som en mærkelig undtagelse, men som en gammel menneskelig tilbøjelighed - magt samler sig oven på magt, og regningen ender ofte hos dem, der har mindst mulighed for at modsætte sig den. Men over hele dette hierarki står stadig en højere Dommer, som også holder de højeste magthavere ansvarlige. Derfor burde alle politikere lytte nøje til Guds advarsler.
Spørgsmålet er nu, hvad alle de penge, staten kræver af os, bruges til?
Danmark afsætter i 2026 omkring 23,3 milliarder kroner til udviklingsbistand. Det sker ikke, fordi Folketinget hvert år tager stilling til, om netop 23,3 milliarder er det nødvendige beløb for at forhindre sult, behandle syge eller grave brønde. Beløbet følger først og fremmest den politiske målsætning om, at 0,7% af den danske bruttonationalindkomst skal bruges på udviklingssamarbejde1.
Når man hører "ulandsbistand", tænker de fleste formentlig på mad til sultende børn, medicin, rent drikkevand, katastrofehjælp og skoler. Men det er kun en del af det system, danskerne betaler til. Pengene bruges også til politisk påvirkning, klima- og kønsundervisning af danske skolebørn, rapkonkurrencer, marcher i danske byer, lobbyarbejde, ændring af sociale normer i andre lande og lovgivningsarbejde om, hvad mennesker må sige.
Udenrigsministeriet lægger ikke engang skjul på, at udviklingsbistanden skal bruges politisk. Den nuværende udviklingsstrategi siger direkte, at bistanden skal tænkes sammen med udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitikken, finde "fællesmængden mellem egne og vores partneres interesser" og bruges som platform til at "fremme danske værdier", eksempelvis ligestilling og klima2.
Så er vi allerede langt væk fra forestillingen om en neutral pose penge til verdens fattigste. Ulandsbistanden er blevet et udenrigspolitisk og ideologisk instrument.
Og når man følger pengene længere ned gennem systemet, bliver problemet større. For her finder man ikke blot nogle bizarre enkeltsager. Man finder et helt kredsløb af offentlige midler, NGO'er, politisk aktivisme, tidligere politikere og organisationer, der selv er med til at administrere og påvirke de puljer, de lever af.
Det er et politisk misbrug af danskernes penge, for skatteborgernes penge bruges i stigende grad til at finansiere bestemte politiske verdensanskuelser og et system, hvor de samme miljøer bevæger sig mellem Christiansborg, lobbyarbejde, NGO-ledelser og offentlige bevillinger.
Staten betaler for at påvirke danskernes holdninger
Det bliver næsten komisk tydeligt i OpEn, kort for "Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje". Fra 2022 til 2029 uddeler puljen omkring 21 millioner kroner om året til aktiviteter i Danmark. Formålet er ikke at skaffe rent vand i Afrika eller medicin til et katastrofeområde. Formålet er at skabe "viden, holdning og handling i Danmark omkring global udvikling". Og målgruppen beskrives med puljens egne ord som "danskere, som ikke er interesserede i global udvikling - endnu!"3. Læs lige den formulering igen.Staten tager penge fra danskerne og bruger derefter pengene på projekter, der skal skabe bestemte holdninger og handlinger hos de danskere, som endnu ikke interesserer sig for den politiske dagsorden. Det er i praksis statsfinansieret holdningspåvirkning. Der kan søges penge til film, festivaler, undervisning, spil, kunst og andre kommunikationsprojekter, og det forklarer nogle af de bevillinger, som "Baronen af Øresund"4 har gravet frem og efterfølgende gennemgået i B.T.'s Borgerligt Tabloid.
Når man ser projekterne hver for sig, kan de affejes som småbeløb i et budget på 23 milliarder. Men det er netop forkert at stirre sig blind på størrelsen. Projekterne viser, hvad politikerne mener, udviklingsbistand overhovedet må bruges til.
Mere end 2,6 millioner til at gå tur med barnevogne
Sex & Samfunds barnevognsmarcher er et glimrende sted at begynde. Allerede i perioden 2021-2023 fik Sex & Samfund 948.366 kroner til projektet "Barnevognsmarch - Gå for verdens mødre". Formålet var at få danske forældre til at gå gennem danske byer med barnevogne for at skabe opmærksomhed om mødredødelighed i udviklingslande5.Det blev ikke ved den ene bevilling. I 2024 fik Sex & Samfund yderligere 199.362 kroner til barnevognsmarcher. Derefter fulgte 1.498.642 kroner til "Barnevognsmarch: Gå for verdens mødre på mors dag 2025/2026"6. De tre bevillinger til marchkonceptet løber dermed tilsammen op i 2.646.370 kroner. Over 2,6 millioner kroner. Til at gøre barnevognsmarcher i Danmark til en landsdækkende tradition.
Naturligvis er mødredødelighed et alvorligt problem. Men det er netop dét, der gør prioriteringen så absurd. Hvis problemet er kvinder, der dør under graviditet og fødsel i fattige lande, kunne pengene bruges på jordemødre, sundhedspersonale, fødeklinikker, medicin, transport eller andet, som kommer de kvinder til gode. I stedet bruger man millioner på, at danskere går en tur. Og systemet kalder det udviklingsbistand.
797.786 kroner til sjetteklasser, der rapper om orangutanger
Så er der "BIO RAP PROJEKTET". Orangutang Fonden fik 797.786 kroner fra OpEn til et projekt, hvor danske elever i 6. klasse på Sjælland skulle lære om Borneo, klima og biodiversitet og derefter deltage i en rapkonkurrence. Vinderklassen fik sin sang indspillet og promoveret7. Projektbeskrivelsen fortæller selv, at rapkonkurrencen skulle skabe "holdning", engagement, fremtidstro og selvtillid blandt børnene. Den skulle blandt andet adressere den tristhed og apati, som danske børn angiveligt oplever på grund af klima- og biodiversitetskrisen.Det er altså danske ulandsbistandsmidler. 797.786 kroner for at få danske sjetteklasser til at rappe om orangutanger og klima. Det er vanskeligt at forestille sig et bedre billede på, hvor langt begrebet udviklingsbistand er blevet strakt.
Transkønnede i Indien ind i danske klasselokaler
Knap 200.000 kroner gik til projektet "HIJARA - Indiens tredje køn". Pengene blev brugt på en dokumentarfilm med fagtekster, opgaver og lærervejledning om transkønnedes vilkår i Indien. Materialet blev målrettet elever fra 7.-10. klasse og skulle især bruges i samfundsfag og seksualundervisning. Det erklærede formål var blandt andet at give eleverne lyst til at engagere sig i "kamp for retfærdighed og ligestilling i verden"8.Flere nyheder om Politik, Samfund og Økonomi
Farlig fanatisme ved magten - klimafrygten som vej til kontrolstatenI 2025 blev der yderligere givet 145.963 kroner til "Madkultur i Indien"9. Projektet omhandlede blandt andet det indiske dabbawala-system, hvor mad bringes ud, og kvinders rolle i systemet, og materialet var rettet mod danske skoleklasser. Det er et af de eksempler, "Baronen af Øresund" fremhævede i gennemgangen af de danske puljemidler4.
Man kan blive ved. Det er netop problemet. Når først "oplysning", "engagement", "ligestilling", "klima", "holdning" og "global bevidsthed" er blevet udviklingsbistand, findes der næsten ingen naturlig grænse længere.
"Det hvide vestlige patriarkats overherredømme"
Nogle gange behøver man ikke engang analysere den ideologiske slagside. Organisationerne fortæller selv, hvad de kæmper for.Colombia Solidaritet beskriver sin vision som social retfærdighed, klimahandling, biodiversitet, respekt for alle kønsidentiteter og seksualiteter og en verden, hvor "det hvide vestlige patriarkats overherredømme virkelig er historie"10. Organisationen beskriver sig selv som en solidaritetsorganisation, der sammen med sociale bevægelser kæmper for social forandring både i Colombia og Danmark.
Det er altså en politisk organisation med et ganske eksplicit ideologisk verdensbillede. Alligevel kanaliseres danske bistandsmidler gennem organisationen. Ét aktuelt projekt, "Movimiento por la Comida" (Bevægelsen for fødevarer), har fået 699.996 kroner. Pengene skal blandt andet hjælpe colombianske organisationer med at opbygge en fælles politisk dagsorden, positionere sig som politiske aktører og påvirke lokale og regionale landbrugs- og fødevarepolitikker11.
Baronen af Øresund opgør i sin gennemgang støtten til Colombia Solidaritet til omkring fire millioner kroner over perioden 2020-202612. Her har vi i koncentreret form noget af det, der er galt med systemet. Danskerne beskattes. Pengene kaldes udviklingsbistand. Pengene sendes gennem en organisation, der åbent ønsker et opgør med "det hvide vestlige patriarkat", og bruges blandt andet til at organisere politiske aktører og påvirke politik i et andet land. Det kan man være politisk enig i. Men så er det politik. Det er ikke neutral nødhjælp.
Det mest alvorlige står i CISU's egen rapport
De mærkelige projekter er én ting. Konstruktionen bag bevillingerne er langt mere interessant. CISU - Civilsamfund i Udvikling - administrerer store offentlige puljer på vegne af Udenrigsministeriet. Samtidig er CISU selv en privat medlemsorganisation, hvis opgave blandt andet er at varetage medlemsorganisationernes interesser.CISU skriver direkte i sit eget adfærdskodeks, at organisationen er privat og derfor ikke er omfattet af Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Fordi CISU administrerer "betydelige offentlige midler", har bestyrelsen frivilligt besluttet at arbejde, som om principperne gjaldt13. Det er værd at dvæle ved. Hundredvis af millioner i offentlige midler kan administreres gennem en privat medlemsorganisation, som samtidig skal varetage medlemmernes interesser, men som juridisk ikke er en offentlig myndighed under de almindelige regler om aktindsigt og forvaltning.
CISU understreger selv, at der findes en formel adskillelse mellem rådgivning og bevillingsafgørelser. Men Civilsamfundspuljens bevillingsudvalg udpeges af CISU's bestyrelse, og seks af udvalgets ni medlemmer kommer fra CISU's egne medlemsorganisationer. De resterende tre omfatter aktuelt repræsentanter fra Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid og Roskilde Universitet14. Hvis man synes, det lyder som en konstruktion, der kræver ekstremt robuste regler om habilitet og armslængde, er man ikke alene. For i 2025 fik CISU lavet et eksternt governance-review. Og det review er bemærkelsesværdigt.
Rapporten konstaterer, at uafhængigheden udfordres, fordi bestyrelsesmedlemmer prioriterer "egne organisationers interesse", når der træffes beslutninger om kriterier og fordelingsnøgler for puljerne. Puljereformen nævnes direkte som et tilfælde, hvor "særinteresser spillede en væsentlig rolle". Rapporten siger også, at armslængdeprincippet svækkes, at der er oplevelser af manglende gennemsigtighed, og at nogle beslutninger opleves som baseret på ønsker og antagelser frem for faglige analyser15.
På en af rapportens mest opsigtsvækkende sider sammenfattes problemet endnu mere brutalt: "midlet (penge) er blevet et mål i sig selv", mens bestyrelsen beskrives som valgt på "magt frem for kompetencer". Det er ikke kritik fra Baronen af Øresund. Det er ikke en vred skatteyder på X. Det står i den eksterne rapport, CISU selv bestilte. Og dér bliver historien om de underlige enkeltbevillinger pludselig til noget langt større. For systemets egen undersøgelse beskriver netop den risiko, der opstår, når organisationer, der har økonomiske interesser i bistandssystemet, også har indflydelse på de strukturer og fordelingsmekanismer, som bestemmer adgangen til pengene.
Det er ikke dokumentation for, at nogen har modtaget en kuvert under bordet. Det er dokumentation for en interessekonflikt i selve konstruktionen.
1,264 milliarder om året til NGO'er, mens den danske velfærd mangler både penge og hænder
Ved siden af de mindre puljer findes Udenrigsministeriets strategiske partnerskaber. 18 organisationer er under ordningen for 2022-2026 blevet tildelt i alt 1,264 milliarder kroner om året. Folkekirkens Nødhjælp får 200 millioner kroner årligt, Dansk Flygtningehjælp 179 millioner, Dansk Røde Kors 154 millioner, Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid 129 millioner, Red Barnet 114 millioner og Oxfam IBIS 103 millioner kroner. Sex & Samfund får 22 millioner om året, mens Danmission får 15 millioner16.1,264 milliarder kroner om året kan let komme til at lyde som et abstrakt tal i et statsbudget på mange hundrede milliarder. Men sætter man beløbet ved siden af de summer, som Christiansborg diskuterer, når folkeskoler, daginstitutioner, sygehuse og ældrepleje mangler ressourcer, bliver størrelsesforholdet et andet. For 2026 aftalte regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) et reelt løft af hele den kommunale serviceramme på 3,2 milliarder kroner. Det skal deles mellem kommunernes mange velfærdsopgaver og skal samtidig være med til at håndtere flere ældre og andre stigende udgifter. De 1,264 milliarder kroner, som hvert år gives alene til de 18 strategiske NGO-partnere, svarer således til næsten 40% af hele dette årlige realløft17.
Det sætter prioriteringen i perspektiv. For mens milliarderne går ud gennem bistandssystemet, diskuterer kommunerne herhjemme, hvordan der skal findes penge til klasselokaler, skoletoiletter, bedre indeklima, legepladser, daginstitutioner og plejehjem. Det er ikke mine eksempler. Det er Finansministeriets egne. Da økonomiaftalen for 2026 blev præsenteret, fremhævede regeringen netop disse områder som steder, hvor kommunerne har behov for at kunne investere17.
Det er svært at forklare en familie, hvis barn går på en skole med dårligt indeklima og nedslidte toiletter og pressede lærere, at staten selvfølgelig har begrænsede midler til rådighed, når den samme stat uden tøven kan binde 1,264 milliarder kroner om året til faste NGO-partnerskaber.
Børnene mangler voksne - men 1,264 milliarder kan findes til NGO'erne
Endnu tydeligere bliver kontrasten på daginstitutionsområdet. I finanslovforslaget for 2026 gjorde regeringen selv et stort nummer ud af, at vuggestuer og børnehaver skulle styrkes, så børnene kunne møde flere voksne. Derfor blev der annonceret en investering på over 1,6 milliarder kroner om året i daginstitutionerne. Regeringen skrev samtidig ganske sigende, at "ikke alt er løst"18.Sammenlign så tallene. De 1,264 milliarder kroner til de strategiske bistandsorganisationer svarer til omkring 79% af hele det årlige beløb, regeringen fremhævede som sit store løft af landets vuggestuer og børnehaver. Man kan næsten ikke få et tydeligere eksempel på, at dette handler om politiske prioriteringer. Vi får igen og igen at vide, at der skal prioriteres i velfærden. At kommunerne ikke bare kan få flere penge. At der mangler pædagoger. At normeringer, åbningstider, specialtilbud og fysiske rammer må tilpasses den økonomiske virkelighed.
Men der findes altså samtidig 1,264 milliarder kroner hvert eneste år til et fast kredsløb af NGO'er. Og som denne gennemgang allerede har vist, bruges disse organisationers udviklingsmidler ikke udelukkende på hungersnød, rent drikkevand og medicin. Blandt de finansierede miljøer finder vi også politisk "fortalervirksomhed", kønspolitik, klimaaktivisme, oplysningskampagner og projekter, der skal påvirke holdninger både ude i verden og hjemme i Danmark. Det er dét, der gør sammenligningen relevant.
Flere nyheder om Politik, Samfund og Økonomi
Borgere i politisk embede vil bestemme over de ældres madPå sygehusene er en milliard pludselig et enormt beløb
Det samme mønster findes i sundhedsvæsenet. Regeringen kaldte det ligefrem det største løft i 15 år, da regionernes driftsramme i 2026 blev forhøjet realt med 2,3 milliarder kroner19. De 1,264 milliarder til de strategiske NGO-partnere svarer til omkring 55% af det beløb, der blev betragtet som et historisk stort løft af hele det regionale sundhedsvæsen.Og pengemanglen er ikke teoretisk. Danske Regioner oplyste i 2025, at omkring en tredjedel af hospitalsbygningerne var alvorligt slidte. Regionerne vurderede på daværende tidspunkt et investeringsbehov på omkring 5,2 milliarder kroner i 2026 blot for at kunne opretholde det eksisterende niveau for bygninger, teknologi, IT og udstyr20. I juni 2026 kom endnu et meget konkret eksempel. Med sundhedsreformen skal regionerne overtage knap 3.000 sundheds- og omsorgspladser for især svage og ældre patienter. Men de nødvendige bygninger følger ikke automatisk med. Danske Regioner vurderede derfor, at der allerede i 2027 bliver brug for omkring én milliard kroner ekstra alene til renoveringer og ombygninger21.
Én milliard kroner er altså et så stort beløb i det danske sundhedsvæsen, at mangel på beløbet kan skabe problemer med at skaffe ordentlige fysiske rammer til tusindvis af svage patienter. Men 1,264 milliarder kroner om året til de faste NGO-partnere har vi fundet plads til. Det bør få enhver skatteyder til at spørge, hvem staten egentlig har sit første ansvar overfor. De ældre mærker prioriteringen i deres egen hverdag
På ældreområdet er udfordringen endnu mere grundlæggende.
KL's analyse af hjemmehjælp og plejeboliger viste, at serviceniveauet faldt betydeligt fra 2009 til 2022. Selv når der korrigeres for, at ældre generelt er blevet sundere, svarer udviklingen ifølge KL til, at der i 2022 var 22.000 færre ansatte, end der ville have været, hvis serviceniveauet fra 2009 var blevet fastholdt. Frem mod 2035 vurderer KL, at der skal bruges yderligere 34.000 ansatte blot for at fastholde serviceniveauet fra 202222.Problemet er ikke kun penge. Danmark mangler også mennesker, der vil og kan arbejde i ældreplejen. KL beskriver selv situationen som en voksende ældrebefolkning kombineret med mangel på arbejdskraft23. Men netop derfor burde pengene prioriteres desto mere omhyggeligt. For penge kan bruges til uddannelse, rekruttering, fastholdelse, bedre arbejdsforhold, tekniske hjælpemidler, flere plejeboliger og bedre fysiske rammer. De kan ikke trylle tusindvis af SOSU'er frem fra den ene dag til den anden, men mangel på arbejdskraft gør ikke 1,264 milliarder kroner værdiløse i ældreplejen.
Prøv at stille spørgsmålet til en gammel dansker, der venter på hjemmehjælpen, eller til en pårørende, der oplever et presset plejehjem: Skal den danske stat først sikre, at vore egne gamle kan få en værdig pleje, eller er det vigtigere at opretholde milliardstore faste overførsler til et NGO-system, hvor pengene blandt andet anvendes på politisk aktivisme, "ligestilling mellem kønnene", klima, "fortalervirksomhed" og holdningspåvirkning? Svaret er indlysende.
Der findes ikke "gratis" bistand
Forsvaret for systemet vil selvfølgelig være, at kommunal velfærd og udviklingsbistand ligger på forskellige budgetter. Det er regnskabsteknisk rigtigt. Men pengene kommer fra den samme skatteyder. Folkekirkens Nødhjælps 200 millioner kroner er ikke mindre virkelige, fordi de står på Udenrigsministeriets konto. Mellemfolkeligt Samvirkes 129 millioner er ikke hævet over politisk prioritering, fordi Folketinget har besluttet at kalde dem udviklingsbistand. Og de 22 millioner til Sex & Samfund kan ikke både være danske skattekroner, når de opkræves, og pludselig blive politisk urørlige, når de er placeret i en bistandspulje. Alle offentlige udgifter er prioriteringer.Når staten vælger at bruge 1,264 milliarder kroner ét sted, vælger den samtidig, at de samme 1,264 milliarder ikke kan bruges et andet sted. Det betyder ikke, at hele beløbet automatisk kunne omsættes til 1,264 milliarder ekstra til hospitalerne i morgen. Budgetter, aftaler og personale sætter naturligvis praktiske begrænsninger. Men det ændrer ikke det politiske princip: Folketinget bestemmer, hvad danskernes penge skal bruges til. Og det er derfor, milliardbeløbet er så interessant.
For hver gang vi hører, at der ikke er råd til flere voksne omkring børnene, at kommunerne skal prioritere hårdere, at skolerne må vente på renovering, at ældreplejen skal effektiviseres, eller at sundhedsvæsenet ikke kan få alle de ressourcer, man ønsker, bør vi huske, at staten samtidig har fundet 1,264 milliarder kroner om året alene til 18 strategiske NGO-partnere. Det er ikke mangel på penge i absolut forstand. Det er et spørgsmål om, hvem politikerne vælger at bruge pengene på først.
Og omkring netop disse milliardbevillinger finder vi samtidig det kredsløb mellem Christiansborg og NGO-verdenen, som gør prioriteringen endnu mere interessant: tidligere politikere i NGO-topstillinger, NGO-folk på vej ind i politik, organisationer der lever af offentlige bevillinger og et bistandssystem, hvor politisk netværk og "advocacy" er en del af selve maskineriet. Når danske børn, syge og gamle samtidig får at vide, at der skal prioriteres, er det på tide at spørge, om prioriteringen er vendt på hovedet.
Fra Enhedslisten til et topjob i Red Barnet
Johanne Schmidt-Nielsen sad mere end 12 år i Folketinget for Enhedslisten og var i syv år partiets politiske ordfører. Da hendes folketingskarriere sluttede, gik hun direkte videre til posten som generalsekretær for Red Barnet. Red Barnet lagde ved ansættelsen vægt på netop hendes politiske erfaring. Organisationen skrev, at hendes politiske indsigt og erfaring stillede hende stærkt som generalsekretær, og fremhævede hendes mange år som en markant stemme på Christiansborg24.Red Barnet er samtidig blandt de helt store faste modtagere af dansk udviklingsbistand med 114 millioner kroner årligt under den nuværende strategiske partnerskabsaftale. Det beviser ikke en byttehandel mellem bevillinger og job. Det behøver man heller ikke påstå for at se interesseproblemet. Politisk kapital har en meget konkret markedsværdi i den statsfinansierede NGO-verden. Kontakter, medieprofil, kendskab til Christiansborg og evnen til at påvirke politiske beslutninger er netop nogle af de egenskaber, organisationerne efterspørger.
Det er personligt værdifuldt for den politiker, der forlader Christiansborg. Og det er værdifuldt for en organisation, der er afhængig af politiske bevillinger. Oxfam sagde det direkte, Christiansborg-netværket var en kvalifikation
Trine Pertou Mach er et endnu tydeligere eksempel på svingdøren.
Hun havde tidligere siddet i Folketinget for SF. I 2020 blev hun ansat af Oxfam IBIS som chef for organisationens nye afdeling for "policy and advocacy". Da Oxfam offentliggjorde ansættelsen, fremhævede generalsekretæren direkte at hun havde "dybt kendskab til Christiansborgs beslutningsprocesser" og hendes gode netværk i civilsamfundet25.Det er svært at få svingdøren beskrevet tydeligere. Politisk erfaring og netværk bliver omsat til et lønnet job i en organisation, der blandt andet lever af offentlige udviklingsmidler. Derefter gik døren den anden vej igen. I 2022 forlod Trine Pertou Mach Oxfam og blev valgt til Folketinget for Enhedslisten. Her blev hun blandt andet udenrigs- og udviklingsordfører26.
Så først politiker. Derefter politisk chef i en stor bistands-NGO. Derefter tilbage til Folketinget som udviklingsordfører. Oxfam IBIS modtager samtidig 103 millioner kroner om året fra statens strategiske bistandspartnerskab. Det er ikke svært at forstå, hvorfor borgerne kan få en fornemmelse af, at de betaler til et politisk kredsløb, hvor de samme mennesker, organisationer og dagsordener går igen.
Fra Folkekirkens Nødhjælp til ministerkontoret og videre til Dansk Flygtningehjælp
Christian Friis Bachs CV er næsten et skoleeksempel på, hvor tæt NGO-systemet og den politiske verden er flettet sammen. Fra 2005 til 2010 var han international chef i Folkekirkens Nødhjælp. I 2011 blev han udviklingsminister for Radikale Venstre. Efter en periode i FN blev han i 2017 generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, hvor han sad frem til 2019. Senere vendte han igen tilbage til Folketinget27. Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp er i dag henholdsvis nummer ét og nummer to blandt de strategiske NGO-partnere med 200 og 179 millioner kroner årligt.Igen: Pointen er ikke, at et senere NGO-job i sig selv beviser, at en minister tidligere har bevilget penge som betaling for jobbet. Pointen er, at vi har indrettet et system, hvor den politiske sektor og de organisationer, der lever af politisk bestemte bevillinger, har en betydelig fælles arbejdsmarkeds- og interesseøkonomi. Det er lige præcis den slags konstruktion, der kræver regler om svingdøre. Dem har Danmark bare ikke.
Flere nyheder om Politik og Samfund
Ida Auken angribes for sin tale om kristendommen - men kritikerne begår en historisk fejlslutningEU advarer Danmark om svingdørene
Europa-Kommissionens retsstatsrapport fra juli 2026 er usædvanligt klar. Kommissionen konstaterer, at Danmark ikke har gjort fremskridt med regler om "revolving doors" for ministre, lobbyisme eller tilstrækkelig kontrol med formue- og interesseerklæringer for personer i de øverste politiske funktioner. Der er heller ingen planer om at indføre sådanne regler. Rapporten omtaler samtidig bekymringer om korruptionsrisici som følge af manglende integritetsregler for ministre og topembedsfunktioner28.Danmark har et dokumenteret hul i de regler, der netop skulle beskytte mod mistanken om, at politisk magt, lobbyisme, offentlige penge og senere private karrierefordele flyder sammen. Og når bistandssystemet samtidig handler om milliarder, er det ikke nogen lille detalje.
Danmark finansierer arbejde for en "hate speech"-lov i Egypten
Mens NGO-systemet hjemme i Danmark kan skabe politiske karrierer og holdningskampagner, bruges pengene også til direkte politisk påvirkning i udlandet. Danmission har under sit strategiske partnerskab med Udenrigsministeriet fremhævet projektet "Proposal Draft Law on Confronting Hate Speech in Egypt" (Forslag til lovforslag om konfrontation af hadefulde ytringer i Egypten)29.I samarbejde med den egyptiske organisation CEOSS og Egyptens National Council for Human Rights blev der arbejdet på et lovforslag om kriminalisering af hadtale. Forslaget blev fremlagt for det egyptiske parlaments menneskerettighedskomité og fik ifølge projektets resultatmateriale støtte fra 50 parlamentarikere. Man kunne måske forstå begejstringen, hvis Egypten var kendt som et samfund, hvor staten havde for lidt magt over menneskers ytringer. Virkeligheden er nærmest den modsatte.
Human Rights Watch beskriver i sin 2026-rapport Egypten som et autoritært land, hvor fredelige kritikere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere systematisk bliver undertrykt. 23 journalister sad ifølge den egyptiske journalistforening fængslet pr. 30. maj 2025, og mennesker er blevet retsforfulgt for blandt andet Facebook-opslag og kritik af regeringens økonomiske politik30. Og i dét land er dansk udviklingsbistand med til at fremme en ny lovkategori, der kriminaliserer tale.
Jeg har tidligere behandlet, hvor problematisk "hate speech"-lovgivning kan blive, når staten bevæger sig fra at straffe egentlige trusler og vold til at regulere religiøse og moralske ytringer31. Der er selvfølgelig et reelt problem med sekterisk had i Egypten. Men at give en autoritær stat flere redskaber til at definere strafbar tale kræver en politisk naivitet, der næsten er svær at begribe. Og danske skatteborgere er med til at betale for det.
24 millioner til at ændre kønsnormerne i Bosnien-Hercegovina
I Bosnien-Hercegovina betaler Danmark 24 millioner kroner til "Gender Equality Accelerator" (Ligestillingsaccelerator). Programmet skal ikke blot beskytte kvinder mod vold. Udenrigsministeriets egen projektbeskrivelse fortæller, at det også skal ændre "køn og sociale normer og holdninger", styrke en mere "kønsrelevant plejeøkonomi", forebygge kønsstereotyper og fremme "kønsrelevant forvaltning"32. Det er social ingeniørkunst finansieret af danske skatteydere.Man kan naturligvis mene, at de normer, FN og den danske stat ønsker at fremme, er bedre end de eksisterende normer i Bosnien-Hercegovina. Men det ændrer ikke aktivitetens karakter. Danmark betaler 24 millioner kroner for blandt andet at ændre holdninger, kønsnormer, økonomiske strukturer og politisk forvaltning i et andet europæisk land. Det er politisk værdipåvirkning. Og igen står det under overskriften udviklingsbistand, som du og jeg betaler for.
Fire millioner til klimamission - og danske børn skal også opdrages
Indonesien-projektet "PlanBørnefonden Christmas Calendar 2025 Hey! Join the Climate Mission" viser på sin egen måde, hvordan bistanden bliver vendt tilbage mod danskerne. OpenAid-oversigten viser en samlet udbetaling på 4.211.267 kroner til projektet og en planlagt udbetaling på omkring 5,8 millioner kroner i 2026. I 2024 alene blev der registreret 1.650.200 kroner33.Det erklærede mål er blandt andet at beskytte børn i Jakarta mod klimarelaterede katastrofer og opbygge "inkluderende og kønsrelevant samfundsresiliens". Jakarta har faktiske problemer med oversvømmelser. Men indsatsen stopper ikke i Indonesien. Børnenes U-landskalender blev koblet til projektet, og omkring 1.100 danske skoler forventedes at benytte undervisningsmaterialet. Over 100.000 danske skolebørn skulle have temaperioder om Indonesien, og på mange skoler arbejdes der med materialet i flere fag gennem flere uger.
Karen Mukupa blev samtidig sat til sammen med PlanBørnefonden at skabe sangen "Ayo". Hun og FVN deltog sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på en skoleturné, der skulle engagere danske børn i klima, børns rettigheder og fællesskab34. Man "hjælper" altså ikke kun børn i Indonesien. Man bruger også bistandsprojektet til at formidle en politisk klima- og udviklingsdagsorden til danske børn.
Det mønster er ikke nyt. Allerede i 2008 beskrev jeg, hvordan 27 af 38 millioner kroner til et alternativt klimatopmøde ifølge den daværende omtale skulle hentes fra udviklingsbistanden. Dengang kritiserede selv Christian Friis Bach, på daværende tidspunkt international chef i Folkekirkens Nødhjælp, at penge, der var lovet til blandt andet skoler og sundhed, blev flyttet til klimaformål35. Nu er denne sammenblanding nærmest blevet normaltilstanden.
Problemet er ikke kun de tossede projekter
Det ville være nemt at gøre hele denne historie til en samling "morsomme" eksempler. 2,6 millioner kroner til barnevognsmarcher. 797.786 kroner til rap om orangutanger. 198.576 kroner til undervisning om Indiens tredje køn. 145.963 kroner til indisk madkultur. Millioner til en organisation, der vil gøre op med "det hvide vestlige patriarkat". En klimasang med Karen Mukupa. En "Gender Equality Accelerator". En danskfinansieret "hate speech"-lov i Egypten.Men det er faktisk ikke det værste. Det værste er systemet, som projekterne afslører. Staten har opbygget puljer, hvis udtrykkelige formål er at påvirke danskernes holdninger. De samme offentlige penge finansierer organisationer, der fører politiske kampagner hjemme og ude. Store NGO'er modtager faste årlige trecifrede millionbeløb. Tidligere politikere går over i lønnede topstillinger hos disse organisationer, hvor deres Christiansborg-netværk ligefrem fremhæves som en kvalifikation. NGO-folk går den anden vej og bliver politikere og udviklingsordførere. Og den private organisation, der administrerer en betydelig del af puljesystemet, har fået en ekstern rapport, der beskriver, hvordan bestyrelsesmedlemmer har prioriteret deres egne organisationers interesser, og hvordan særinteresser har spillet en væsentlig rolle.
Samtidig siger EU, at Danmark fortsat mangler regler om svingdøre og lobbyisme. Der er ikke behov for en teori om hemmelige kuverter for at kalde det et problem. Systemet er problemet.
Når skatteborgeren betaler både lobbyisten og politikeren
I et normalt politisk system har en interesseorganisation en sag, den ønsker at fremme. Organisationen skaffer medlemmer og donationer, bruger pengene på sin kampagne og forsøger derefter at overbevise politikerne. Det er en legitim del af demokratiet. Bistandsmodellen vender i flere tilfælde den konstruktion på hovedet.Politikerne tager først pengene fra borgerne. Derefter gives pengene til organisationer og projekter, som fremmer politiske mål om klima, køn, seksualitet, globalt engagement og bestemte samfundsforandringer. Organisationerne bruger samtidig en del af deres kapacitet på fortalervirksomhed og politisk påvirkning. Og politisk erfaring og politiske netværk kan bagefter omsættes til attraktive leder- og lobbyjob i den samme sektor.
Skatteborgeren finansierer dermed ikke alene politikken. Han finansierer også dele af det miljø, der argumenterer for, at politikken skal fortsætte. Det er en cirkel. Og når en organisation som CISU's egen governance-undersøgelse ligefrem når frem til, at penge for dele af medlemsdemokratiet er blevet et mål i sig selv, bør alarmklokkerne ringe. For der opstår naturligvis en interesse i at bevare en offentlig milliardstrøm, når organisationer, arbejdspladser, karrierer, kampagner og politisk indflydelse er bygget op omkring den.
Bistanden skal tilbage til dem, der har brug for hjælp
Der findes mennesker i verden, som har desperat brug for hjælp. Mennesker sulter. Børn dør af sygdomme, som kan behandles for beskedne beløb. Familier mangler rent vand. Jordskælv, oversvømmelser og krige efterlader mennesker uden lægehjælp, tag over hovedet eller mad. Der findes steder, hvor danske penge og dansk ekspertise kan gøre en meget konkret forskel. Netop derfor er denne prioritering så provokerende. Hver krone, der bruges på at påvirke danske skoleelevers holdninger, arrangere danske marcher eller finansiere politiske interesseprojekter, er en krone, der kunne være brugt på det, almindelige danskere troede, de betalte ulandsbistand til.Flere nyheder om Politik og Samfund
Folkemødet 2026: Demokratiets scene eller klimaets prædikestol?Hvorfor skal den siddende regerings udviklingspolitiske værdier have statsfinansieret adgang til klasselokalerne? Og hvad sker der den dag, en regering med helt andre værdier overtager det samme apparat og beslutter, at dens holdninger nu skal fremmes gennem offentligt finansieret "viden, holdning og handling"? Det princip bør bekymre langt flere end dem, der tilfældigvis er uenige i de konkrete budskaber. For staten skal forvalte borgernes penge. Den skal ikke bruge dem på at opdrage borgerne til at mene det samme som magthaverne.
23,3 milliarder kroner tilhører ikke politikerne. De tilhører de danskere, der har arbejdet for dem. Hvis staten vil tage dem og sende dem ud af landet, bør minimumskravet være, at pengene faktisk hjælper mennesker, der har behov for hjælp - og ikke først og fremmest NGO-systemet, politiske særinteresser og endnu en kampagne, der skal fortælle danskerne, hvad de bør mene.
Stem med fornuften - vore børn skal arve det, vi efterlader
Det er let at købe menneskers sympati med de rigtige ord. "Solidaritet", "ligestilling", "klima", "menneskerettigheder", "børn" og "verdens fattigste" er ord, de færreste ønsker at stille sig på den forkerte side af. Og måske er det netop derfor, så enorme beløb år efter år kan bevæge sig gennem systemet uden den samme mistænksomhed, som ville møde næsten enhver anden offentlig udgift. Men gode overskrifter er ikke det samme som god forvaltning.Når politikere beder om vores stemme, bør spørgsmålet derfor ikke være, hvem der formår at vække flest følelser. Spørgsmålet bør være, hvem der faktisk forvalter det ansvar, vi giver dem, med fornuft, mådehold og respekt for, at pengene ikke er deres egne. Politikerne producerer ikke de milliarder, de uddeler. De tager dem fra familier, lønmodtagere og virksomheder, som allerede har arbejdet for dem.
Og regningen stopper ikke hos os. Det er vore børn og unge, der arver konsekvenserne af de beslutninger, vi accepterer i dag. De arver gælden, institutionerne, de politiske normer og det samfund, vi har været med til at bygge. Derfor er det ikke kærligt over for næste generation ukritisk at stemme på den politiker, der lover mest til flest. Kærlighed til vore børn kræver også, at vi tør sige nej, kræver regnskab og skelner mellem nødvendighed og politisk forfængelighed. Her må vi ikke glemme hvordan Mette Frederiksen og hendes mand har særlige forhold med Ukraine, til hvem hun har uddelt 80,6 milliarder kroner. Mens kommuner, sygehuse, skoler, børnehaver og plejehjem herhjemme igen og igen får at vide, at pengene er begrænsede, har Danmark under Mette Frederiksen-ledede regeringer siden Ruslands invasion i 2022 ydet omkring 80,6 milliarder kroner i direkte bilateral støtte til Ukraine37. Heraf udgør den militære støtte alene omkring 72,3 milliarder kroner, mens den civile støtte udgør omkring 8,3 milliarder. Og selv dette enorme beløb fortæller ikke hele historien, for Udenrigsministeriets opgørelse medregner ikke Danmarks bidrag gennem EU. Se også nyheden Hvor ender vores Ukraine-penge?.
Bibelen tegner et ubehageligt genkendeligt billede af samfund, hvor magthaverne ophører med at betragte deres embede som et ansvar og i stedet begynder at bruge magten til egne interesser, egne venner og egne dagsordener. Esajas advarede Israel om ledere, der havde mistet deres moralske kompas. Mika stod over for en magtelite, som kunne gennemføre uretten, netop fordi den havde magten til det. Amos stod foran en velstående nation, som følte sig stærk og sikker, mens sandheden blev en irritation for dem, der havde fordel af systemet.
Advarslen var ikke først og fremmest rettet mod den fattige mand på gaden. Den var rettet mod dem, der sad på magten. Og den burde stadig få enhver politiker til at lytte. For et samfund bliver ikke nødvendigvis retfærdigt, fordi staten bruger flere penge. Det bliver ikke barmhjertigt, fordi politikerne sætter fromme eller følelsesladede ord på bevillingerne. Og et projekt bliver ikke moralsk rigtigt, alene fordi man skriver "børn", "klima", "ligestilling" eller "solidaritet" hen over det.
Det er frugterne, der må bedømmes. Når milliarder kan uddeles under en moralsk overskrift, mens almindelige danskere knap nok får lejlighed til at spørge, hvem der modtager pengene, hvilke politiske interesser der fremmes, og hvad resultatet faktisk er, har vi som vælgere et ansvar for at vågne. Vi bør kræve svar, før vi giver endnu en fuldmagt. Vi bør undersøge, hvem der får pengene, hvem der beslutter det, hvilke netværk der eksisterer omkring beslutningerne, og om de mennesker, der forvalter milliarderne, selv har politiske, organisatoriske eller karrieremæssige interesser i at holde strømmen af offentlige penge i gang.
Og når valgdagen kommer, bør danskerne stemme med fornuften frem for følelserne. Ikke efter den smukkeste tale. Ikke efter det mest medfølende slogan. Ikke efter hvem der lover at bruge flest af andre menneskers penge. Stem efter handlingerne. Se på regnskabet. Se på frugterne. Se på, hvem der får fordelene, og hvem der betaler. Bibelen advarede igen og igen om, hvad der sker med et folk, når magt, penge og moralsk selvretfærdighed får lov til at vokse sammen (Es. 1:23; Mika. 2:2-3; Am. 5:10-11). Det var alvor dengang, og det er ikke mindre alvorligt i dag. For spørgsmålet er til sidst ikke blot, om nogle millioner blev brugt tåbeligt. Spørgsmålet er, hvilket Danmark vi giver videre til vore børn.
Se også