USA kan fortsat ødelægge iranske kommandocentre, missilanlæg, luftforsvar og maritime kapaciteter. Men efterretningstjenesterne ser ingen tydelige tegn på, at bombardementerne bringer Washington nærmere en politisk løsning. Tværtimod vurderes USA og Iran at være fanget i en ubestemt tilstand mellem krig og fred, hvor angrebene fortsætter uden at afgøre konflikten1. Det er en alvorlig konklusion. USA's officielle budskab er, at angrebene skal presse Iran til at standse sine angreb på skibsfarten og acceptere en reel aftale. Men USA's egne analytikere vurderer nu, at Iran næppe bliver mere eftergivende af den nuværende militære kampagne.
Iran har stadig ikke mistet kontrollen over Hormuzstrædet
CENTCOM meddelte efter den tiende angrebsrunde, at amerikanske styrker havde ramt iranske kommandocentre, missil- og droneaffyringssteder, luftforsvar og maritime kapaciteter. Formålet var endnu en gang at nedbryde Irans mulighed for at angribe handelsskibe i Hormuzstrædet2. Men selve udviklingen i strædet viser, hvor begrænset virkningen har været. Iran har fortsat angrebene på tankskibe, og skibstrafikken er stadig næsten standset. Ifølge Lloyd's List Intelligence passerede kun tre skibe gennem strædet søndag, selvom USA på det tidspunkt havde bombet Iran i mere end en uge. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om USA kan ødelægge iranske mål. Det kan USA tydeligvis. Spørgsmålet er, om ødelæggelserne ændrer Irans handlinger. Indtil videre tyder udviklingen på det modsatte.Iran har svaret på bombardementerne ved at udvide sine angreb mod amerikanske baser og amerikansk-allierede lande. Iranske droner og missiler er blevet sendt mod Jordan, Bahrain og Kuwait. Revolutionsgarden hævder desuden at have ramt amerikansktilknyttet infrastruktur i Bahrain som gengældelse for det, Iran beskriver som et amerikansk angreb mod byggepladsen ved det planlagte atomkraftværk Darkhovin. Flere af de iranske påstande er ikke uafhængigt bekræftet. Men angrebene mod Jordan og Kuwait er blevet bekræftet af de berørte landes myndigheder. Kuwait oplyser blandt andet, at landets el- og afsaltningsanlæg blev angrebet for fjerde dag i træk. Det er særligt alvorligt, fordi omkring 90 procent af Kuwaits drikkevand kommer fra afsaltning3.
Krigen handler derfor ikke længere kun om militære installationer. Begge sider er begyndt at ramme elektricitets-, vand- og energiinfrastruktur, som millioner af civile er afhængige af.
Næsten 100 amerikanske soldater såret på to uger
Pentagon har samtidig erkendt, at næsten 100 amerikanske soldater er blevet såret siden kampene blev genoptaget den 7. juli. Pentagon-talsmand Sean Parnell oplyser, at langt de fleste skader var lettere hjernerystelser, og at 96% af de sårede allerede er vendt tilbage til tjeneste4. Det ændrer ikke ved, at tallet viser, hvor omfattende Irans gengældelsesangreb er blevet. De amerikanske styrker befinder sig på baser spredt over hele regionen, og Iran behøver derfor ikke ramme det amerikanske fastland for at påføre USA tab. Landet kan angribe amerikanske soldater i Jordan, Irak, Kuwait, Bahrain, Qatar og andre steder i Mellemøsten. USA har omkring 50.000 soldater udstationeret i regionen. De er beskyttet af Patriot-, THAAD- og andre luftforsvarssystemer, men det iranske angreb på Muwaffaq Salti-basen i Jordan viste, at beskyttelsen ikke er fuldstændig. Et iransk ballistisk missil ramte beboelsesenheder på basen og dræbte to amerikanske soldater.Irans styrker har mistet en stor del af deres militære kapacitet siden krigens begyndelse. Alligevel kan de fortsat sende så mange missiler og droner mod amerikanske mål, at enkelte våben slipper gennem luftforsvaret. Det skaber et problem for Washington, fordi hvert amerikansk dødsfald udløser krav om gengældelse, mens gengældelsen igen udløser nye iranske angreb.
Donald Trump har erklæret, at Iran skal betale mange gange igen, hver gang en amerikansk soldat bliver dræbt. Men hvis Iran derefter svarer ved at angribe endnu en base, bliver denne politik en automatisk optrapningsmekanisme.
Krigen kan koste USA mere end 100 milliarder dollar
Samtidig vokser krigens økonomiske omkostninger hastigt. Den amerikanske regering har ikke offentliggjort en samlet opgørelse, men amerikanske efterretningsfolk vurderer ifølge WIRED, at Pentagons regning kan overstige 100 milliarder dollar. Fortrolige beregninger i Kongressen anslog allerede i maj udgifterne til omkring 80 milliarder dollar. Det Hvide Hus anmodede i juni om yderligere 88 milliarder dollar til dækning af dele af krigens omkostninger, men også dette beløb beskrives som utilstrækkeligt5. En stor del af pengene går til missiler, bomber, brændstof, flådeoperationer og beskyttelsen af amerikanske baser. Dertil kommer tabte fly og droner.Flere nyheder om Gog & Magog, Iran, Israel, Rusland og USA
Evakueringer, hangarskib og atom-tovtrækkeri - Mellemøsten nærmer sig et bristepunktPentagons problem er derfor ikke kun, at krigen er dyr. Det er også, at USA bruger kostbare våben hurtigere, end industrien kan erstatte dem. Hvert iransk drone- eller missilangreb kan tvinge USA til at affyre forsvarsmissiler, der koster langt mere end det angribende våben.
Pentagon er ved at løbe tør for penge
The Washington Post oplyser, at dele af Pentagons finansiering kan være opbrugt inden for få uger. Forsvarsminister Pete Hegseth skal derfor forklare krigens udgifter og administrationens strategi over for Senatet. Det bliver første gang, Hegseth og generalstabschef Daniel Caine møder Kongressen, siden den seneste optrapning begyndte. De skal ikke kun forklare, hvor mange penge Pentagon mangler. De skal også svare på, hvad USA forsøger at opnå, hvor længe operationerne kan fortsætte, og hvordan en afslutning på krigen skal se ud6.Denne diskussion bliver vanskelig, fordi der ikke længere er enighed i Kongressen om at finansiere krigen uden yderligere betingelser. Demokraterne i Senatet blokerede den 14. juli for at fremme en forsvarspolitisk lov på 1.150 milliarder dollar. Forslaget fik 50 stemmer mod 46, men krævede 60 stemmer for at komme videre. Demokraternes leder Chuck Schumer begrundede modstanden med, at Trump havde indledt krigen uden godkendelse fra Kongressen, uden en klar strategi og uden en plan for at komme ud af den. Administrationen ønsker samtidig yderligere 350 milliarder dollar gennem en særlig budgetproces, som kan gennemføres uden demokratiske stemmer7.
Det betyder ikke, at USA straks må standse krigen. Republikanerne kan stadig finde andre finansieringsveje, og forsvarsloven kan komme til afstemning igen i en ændret form. Men krigen er ikke længere kun en militær konflikt med Iran. Den er blevet en strid mellem Det Hvide Hus og Kongressen om prisen, strategien og præsidentens ret til at fortsætte den.
Efterretningstjenesterne ser ingen hurtig iransk kapitulation
Den nye efterretningsvurdering er hovedsageligt udarbejdet af CIA. Analytikerne lægger ifølge Washington Post vægt på, at det iranske styre har bevaret sin sammenhængskraft trods drabet på mange ledere og ødelæggelsen af store dele af landets militære udstyr. En tidligere CIA-vurdering konkluderede, at Iran kunne modstå den amerikanske flådeblokade i mindst tre til fire måneder, før de økonomiske problemer blev alvorligt kritiske. Det betyder, at Washington ikke kan regne med, at endnu nogle ugers bombardementer automatisk tvinger styret til at overgive sig.Det iranske styres første prioritet er sin egen overlevelse. Det kan derfor acceptere store ødelæggelser, civile lidelser og økonomiske tab, hvis lederne mener, at et kompromis med USA vil true styrets magt. USA står dermed over for et vanskeligt valg. Hvis de nuværende angreb ikke ændrer Irans position, kan Washington enten fortsætte en kampagne, som gradvist tømmer våbenlagre og budgetter, udvide krigen yderligere eller acceptere en aftale, der giver Iran mere, end Trump oprindeligt krævede.
En udvidelse kan betyde angreb mod endnu mere følsomme mål, herunder Pickaxe Mountain, energianlæg eller selve regimets ledelsesstruktur. Den yderste mulighed vil være indsættelse af landstyrker, men den amerikanske efterretningsvurdering fremhæver, at det vil indebære enorme militære og politiske risici uden nogen garanti for succes.
Våbenhvilen er blevet mere nødvendig - og vanskeligere
Flere nyheder om Gog & Magog, Iran, Israel, Rusland og USA
Israel i klemme: USA og Iran forhandler i Genève, mens Hormuz presses og Rusland øver med IranMen hver ny angrebsrunde gør en aftale vanskeligere. USA kræver, at Iran standser angrebene på skibstrafikken og amerikanske styrker. Iran kræver, at de amerikanske bombardementer og blokaden ophører. Begge parter mener således, at den anden side skal standse først.
Den amerikanske efterretningsvurdering peger netop på risikoen for, at denne situation kan fortsætte på ubestemt tid. Ingen af parterne ønsker nødvendigvis en fuldstændig krig, men ingen af dem vil acceptere at fremstå som den, der gav efter. Det er derfor muligt, at konflikten kommer til at bevæge sig mellem korte våbenhviler og nye eksplosive angrebsrunder. En aftale kan standse kampene i nogle uger, hvorefter en strid om Hormuzstrædet, atomprogrammet eller et enkelt missilangreb igen får krigen til at bryde ud.
Efter ti nætters bombardementer er Iran ikke blevet tvunget ud af Hormuzstrædet. Landet har heller ikke standset sine angreb mod amerikanske styrker. I stedet er næsten 100 amerikanske soldater blevet såret, krigsregningen nærmer sig muligvis 100 milliarder dollar, og Pentagon må bede Kongressen om flere penge. USA kan uden tvivl fortsætte med at ødelægge Iran. Men USA's egne efterretningstjenester tvivler nu på, at ødelæggelserne kan levere den politiske sejr, som bombardementerne skulle fremtvinge.
USA's svækkelse kan åbne en profetisk dør
Set i profetisk lys kan krigens betydning derfor række langt ud over den nuværende konflikt. USA har i årtier været den vigtigste militære hindring for et større angreb på Israel. Men hvis USA bindes i en langvarig krig, udmatter sine våbenlagre, svækker sin økonomi og mister den politiske vilje til endnu en omfattende militær indgriben, kan magtbalancen omkring Israel forandre sig afgørende.Det er interessant i forhold til Ezekiels profeti om Magog (Ezek. kap. 38-39). Den voksende militære og strategiske forbindelse mellem Rusland og Iran kan få en langt større betydning, hvis amerikansk magt samtidig svækkes. USA nævnes ikke tydeligt i profetien. Da angrebet kommer, protesterer Sabæerne, Dedanitterne og Tarsis' købmænd imod Gogs hensigter, men teksten beskriver ikke, at nogen stormagt griber militært ind for at redde Israel. De spørger blot, om Gog er kommet for at røve og gøre bytte (Ezek. 38:13). Det kan pege på en verden, hvor Israels venner stadig fordømmer angrebet, men ikke længere har styrken eller viljen til at standse det.
Den aktuelle krig kan være med til at skabe de forhold, profetien forudsætter, nemlig et mere isoleret Israel, et svækket USA og et Iran, som knyttes stadig tættere til Rusland i en fælles modstand mod Israel og Vesten. Det kan derfor vise sig, at USA vinder mange af de enkelte slag mod Iran, men samtidig svækker sin egen evne til at beskytte Israel i den langt større konfrontation, der senere vil komme. Når Gog til sidst drager imod Israel, bliver landet ikke frelst af amerikanske fly, våben eller forsvarssystemer. Gud griber selv ind, spreder angriberens hære og viser sig stor og hellig for folkenes øjne (Ezek. 38:18-23).
Krigen mellem USA og Iran kan således få et paradoksalt resultat. Iran bliver militært ødelagt, men USA bliver økonomisk, politisk og strategisk udmattet. Hvis den udvikling fortsætter, kan en af de væsentligste menneskelige hindringer for den russisk-iranske koalition, Ezekiel beskriver, gradvist være ved at blive fjernet