Det er netop sådan alarmismen virker. Den lever ikke først og fremmest af, at alle påstande viser sig at være sande. Den lever af, at mennesker husker følelsen, men glemmer datoen. Da en forsker eller politiker advarede om verdens undergang, blev ordene trykt i store overskrifter. Da undergangen udeblev, fik verden ingen korrektion eller virkelighedstjek.
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan klimadækningen spiller på frygt, skyld og følelsen af, at mennesket står foran en uafvendelig katastrofe1. Det ses også i mediernes tilbagevendende påstand om, at næsten hvert eneste land, havområde og kontinent opvarmes hurtigere end resten af verden. Når alle steder fremstilles som den særligt truede undtagelse, er formålet ikke længere blot at oplyse. Det er at opretholde en vedvarende følelse af alarm2.
Virkelige forandringer gør ikke enhver katastrofepåstand sand. Tværtimod burde et emne med så store politiske og økonomiske konsekvenser behandles med desto større præcision. Når medierne ophøjer yderliggående gæt til verdensomspændende overskrifter, bliver journalistikken selv en del af problemet.
Professoren, der gav menneskeheden ti år
I november 2016 rejste Guy McPherson til New Zealand og fortalte, at menneskeheden stod umiddelbart foran sin udslettelse. McPherson var professor emeritus ved University of Arizona med baggrund i naturressourcer og økologi. I medierne blev han imidlertid præsenteret som klimaforsker, klimaekspert og universitetsprofessor, hvilket gav den almindelige læser indtryk af, at han talte på vegne af den etablerede klimavidenskab.New Zealand Herald bragte historien under overskriften "Prof's prediction - human extinction in 10 years" (Profs forudsigelse – menneskets udryddelse om 10 år). Her blev McPherson citeret for at sige: "Jeg kan ikke forestille mig, at mennesker eksisterer inden for 10 år". Han sagde, at der ikke længere kunne gøres noget for at forhindre Jorden i at blive for varm til, at der kunne dyrkes mad og opretholdes liv. "Det sker allerede, og vi har mindre end et årti tilbage", lød hans budskab3.
Radio New Zealand gjorde budskabet endnu mere enkelt i overskriften "Klimaforandringsakademiker giver os 10 år". Indslaget forklarede, at en professor fra University of Arizona mente, at Jorden var på vej mod sin sjette masseudryddelse, og at den ville ramme inden for blot ti år4. Her blev der ikke talt om en vanskelig fremtid, en øget risiko eller en mulig samfundskrise. Der blev talt om menneskehedens ophør. Fra interviewet i slutningen af november 2016 pegede den bogstavelige tiårsfrist mod slutningen af november 2026. Andre gengivelser forkortede allerede dengang forudsigelsen til, at menneskeheden ville være uddød "i 2026".
Mens dette skrives i juli 2026, lever der fortsat mere end otte milliarder mennesker på Jorden. Der findes ingen udvikling, som inden for de kommende måneder på nogen tænkelig måde kan føre til menneskehedens fuldstændige udslettelse. FN's seneste store befolkningsfremskrivning anslog verdens befolkning til omkring 8,2 milliarder i 2024 og forventede, at den ville fortsætte med at vokse i flere årtier5.
Det mærkelige er ikke kun, at McPherson kom med forudsigelsen. Mennesker har altid fremsat ekstreme påstande. Det interessante er, at ordene straks blev gjort til internationale historier, fordi manden kunne præsenteres med en akademisk titel. En professor havde sagt det, og derfor blev den nært forestående udslettelse behandlet som noget, der fortjente en plads i nyhedsstrømmen.
Den faglige indsigelse blev gemt bag katastrofen
Der fandtes allerede i 2016 klimaforskere, som direkte afviste McPhersons forudsigelse. James Renwick, professor i fysisk geografi ved Victoria University of Wellington og ekspert i klimavidenskab, gennemgik påstanden og konkluderede, at menneskehedens udslettelse inden for ti år ikke ville ske. Han skrev, at McPhersons dokumentation ikke var overbevisende, og at flere af de tal og mekanismer, han byggede sin konklusion på, var forkerte6.Det er vigtigt, for mediedækningen kan ellers efterlade indtrykket af, at kritikken først kom, efter at forudsigelsen slog fejl. Sådan var det ikke. Advarslen blev modsagt af klimaforskere med det samme. Forskellen var blot, at "Professor forudsiger menneskehedens udslettelse" var en bedre overskrift end "Professor forklarer, hvorfor en anden professors udryddelsesberegning ikke holder".
Alligevel forsvandt McPherson ikke ud af offentligheden. I januar 2023, da der kun var få år tilbage af hans tidsplan, medvirkede han i endnu et langt interview. Denne gang lød overskriften direkte: "Mennesker vil være uddøde inden 2026". Mediet BizNews behandlede ham ganske vist kritisk og kaldte ham en dommedagsprofet, men den gamle forudsigelse fik endnu en omgang opmærksomhed. Interviewets kapitler indeholdt ligefrem et særskilt punkt om "McPhersons forudsigelse om menneskets udryddelse inden 2026"7.
På den måde kunne en påstand, som fagfolk allerede havde tilbagevist i 2016, fortsætte som medieindhold helt frem mod sin udløbsdato. Forudsigelsens voldsomhed blev dens adgangsbillet til offentligheden.
Arktis skulle være isfrit i 2017 eller 2018
McPherson er langt fra alene. I august 2016 bragte The Guardian et interview med Peter Wadhams, professor i oceanfysik ved Cambridge University. Overskriften lød: "Næste år eller året efter vil Arktis være isfrit". Wadhams sagde, at det centrale Arktis efter hans vurdering ville være isfrit om sommeren allerede i 2017 eller 2018. Han forklarede, at der muligvis fortsat ville ligge mindre mængder is langs øer og kyster, men at skibe ville kunne sejle over Nordpolen8.Flere nyheder om FN, Klimaforandringer, Konspiration og Samfund
FN, klima, utugt og barnemordSå kom 2017. Ved sommerminimum i 2017 blev den arktiske havisudbredelse beregnet til cirka 4,64 millioner kvadratkilometer11. I september 2018 blev den beregnet til omkring 4,60 millioner kvadratkilometer12. Tallene var ikke målinger af den samlede ismængde eller af et sammenhængende isdække. "Havisudbredelse" beregnes ved, at satellitfelter med mindst 15 procent is tælles med, og metoden kan ikke fortælle, hvor tyk isen er, eller hvor stor en del af hvert felt der faktisk består af massiv is. Satellitmålingerne har desuden kendte begrænsninger. Tynd, nydannet is kan blive overset, mens våd sne og smeltevandssøer under sommerafsmeltningen kan få is til at ligne åbent vand. Faglige sammenligninger har vist betydelige usikkerheder i beregningen af den lokale iskoncentration om sommeren13. Målingerne af udbredelsen er derfor ikke det samme som en præcis opmåling af Arktis' samlede isareal, tykkelse eller volumen.
Uanset - Peter Wadhams' konkrete forudsigelse slog fejl. Der lå fortsat millioner af kvadratkilometer havis i Arktis i både 2017 og 2018, og Nordpolen blev ikke til det åbne hav, som skibene uden videre kunne sejle over. I 2025 blev sommerminimum igen beregnet til cirka 4,60 millioner kvadratkilometer. NSIDC bemærkede samtidig, at der ikke havde været nogen statistisk signifikant tendens i septemberminimummerne fra 2007 til 202514. Udviklingen har siden 2007 ikke fulgt den fortsatte, hurtige nedtur mod et isfrit Arktis, som de mest alarmerende forudsigelser stillede læserne i udsigt.
Al Gore gjorde et yderestimat til en verdensnyhed
I december 2009 optrådte Al Gore på klimatopmødet i København og fortalte, at nye modeller viste 75% sandsynlighed for, at hele den nordlige polarkappe kunne være væk om sommeren inden for fem til syv år. CBS News viderebragte budskabet under overskriften "Gore: Arktisk is kan snart forsvinde om sommeren"15. Fem til syv år fra december 2009 betød perioden mellem 2014 og 2016. Arktis var ikke isfrit i nogen af disse år.Efterfølgende faktatjek viste, at Gore havde gengivet forskeren Wieslaw Maslowskis arbejde mere kategorisk, end der var grundlag for. Maslowski havde talt om muligheden for et næsten isfrit sommer-Arktis, men havde ikke selv knyttet en sandsynlighed på 75% til påstanden. Gore blandede dermed en dramatisk tidsramme med en procentangivelse, der gav udsagnet en videnskabelig præcision, det ikke havde16.
Medierne havde naturligvis mulighed for at undersøge forskellen mellem "en forsker overvejer et yderestimat" og "der er 75% sandsynlighed for, at isen forsvinder". Men fortællingen blev først og fremmest båret frem af Al Gores autoritet og af billedet af en polarkappe, der snart ville forsvinde. Da tidsfristen udløb, blev der ikke gennemført en tilsvarende global mediebegivenhed, hvor Gore forklarede, hvorfor forudsigelsen havde været forkert. Den ene fortælling blev plantet i millioner af menneskers bevidsthed. Rettelsen blev efterladt til senere faktatjek.
Børnene, der ikke skulle vide, hvad sne er
En af de mest berømte klimaoverskrifter blev bragt af den britiske avis The Independent den 20. marts 2000: "Snefald er nu bare fortid". Artiklen beskrev de mildere britiske vintre og citerede klimaforskeren David Viner for, at snefald inden for få år ville blive en "meget sjælden og spændende begivenhed". Han tilføjede: "Børn vil bare ikke vide, hvad sne er". Ordene blev stående. Ikke som en forsigtig diskussion af gennemsnitstemperaturer, men som billedet af en kommende generation, der kun ville kende sne fra fortællinger og gamle fotografier.I januar 2011, efter at Storbritannien var blevet ramt af omfattende sne, vendte The Independent selv tilbage til historien. Avisens videnskabsredaktør erkendte, at sne tydeligvis ikke var blevet fortid, og at den gamle overskrift havde været mere kategorisk end den underliggende artikel17. Forsvaret var, at Viner ikke havde sagt, at der aldrig mere ville falde sne. Han havde sagt, at den ville blive sjælden. Det er rigtigt. Men det ændrer ikke på, at avisen selv havde valgt ordene "Snefald er nu bare fortid". Mediet kan ikke først gøre en mere begrænset forskerudtalelse absolut for at skabe opmærksomhed og derefter vaske hænder, når læserne husker overskriften.
Det er et af de tydeligste eksempler på, hvordan en fortælling forandres på sin vej fra forskning til journalistik til følelse. Forskerens forbehold bliver skåret væk og med tiden glemt, journalistikken bærer værste scenarie frem, forudsigelsen bliver mentalt en fremtidig kendsgerning. Når forudsigelsen ikke materialiserer sig i virkeligheden, er det følelsen fra den færdige overskrift, befolkningen husker: "Snefald er nu bare fortid".
Flere nyheder om Klimaforandringer, Samfund og Tidens ende
Når klima-religionen gør hverdagen ubetaleligFN's 50 millioner klimaflygtninge
I oktober 2005 bragte The Guardian overskriften "50 millioner miljøflygtninge ved årtiets udgang, advarer FN". Artiklen fortalte, at stigende havniveau, ørkendannelse og mangel på ferskvand ville skabe op mod 50 millioner miljøflygtninge inden udgangen af årtiet, altså inden 2010. Advarslen blev knyttet til Janos Bogardi, direktør for et institut under United Nations University, og til eksperter, som arbejdede med miljø og menneskelig sikkerhed18. Overskriften gjorde det imidlertid til noget, "FN advarer" om. For den almindelige læser var forskellen mellem et universitetsinstitut i FN-familien og en officiel, vedtaget FN-prognose næsten usynlig.Da 2010 kom, fandtes der ikke noget pålideligt regnskab, som viste, at 50 millioner mennesker var blevet miljøflygtninge. Det skyldtes ikke alene, at tallet var forkert, men også at selve kategorien var uklar. Mennesker flytter på grund af en blanding af krig, fattigdom, arbejde, tørke, familieforhold, politisk uro og naturkatastrofer. "Miljøflygtning" var hverken en entydig juridisk betegnelse eller en ensartet statistisk kategori. I 2011 måtte The Guardian selv forklare, at den oprindelige fremskrivning havde været vanskelig at efterprøve, fordi migration er kompleks og har mange årsager19. Men igen var den første overskrift enkel og dramatisk: 50 millioner flygtninge inden 2010. Forklaringen seks år senere var forsigtig og sammensat.
Det er karakteristisk. Alarmen udtrykkes i et rundt tal og med en fast dato. Når tallet ikke kan genfindes i virkeligheden, bliver forklaringen, at virkeligheden er for kompliceret til, at forudsigelsen kunne måles præcist. Men hvis den ikke kunne måles, burde den heller ikke have været præsenteret som et præcist antal mennesker med en konkret tidsfrist.
Fejlen stod i selve IPCC-rapporten fra 2007 blev det hævdet, at Himalayas gletsjere trak sig så hurtigt tilbage, at sandsynligheden for, at de ville være forsvundet i 2035 eller tidligere, var "meget høj". Rapporten hævdede også, at gletsjerarealet kunne falde fra 500.000 til 100.000 kvadratkilometer inden samme tidspunkt20. En læser havde ingen grund til at opfatte dette som et løst mediegæt. Det stod i en rapport fra FN's klimapanel og var ledsaget af en tydelig vurdering af sandsynligheden. Men i januar 2010 måtte IPCC erkende, at afsnittet byggede på dårligt underbyggede skøn21, og at organisationens egne regler for dokumentation og faglig kontrol ikke var blevet fulgt ordentligt. The Guardian beskrev indrømmelsen under overskriften "IPCC-embedsmænd indrømmer fejl i forhold til smeltningen af Himalaya-gletsjere"22.
Det var en alvorlig fejl, fordi Himalayas gletsjere forsyner store befolkningsområder med vand, og fordi en næsten fuldstændig forsvinden inden 2035 ville have enorme konsekvenser. Påstanden var derfor egnet til at skabe politisk pres og menneskelig frygt. Den konkrete 2035-påstand var så dårligt funderet, at IPCC selv måtte tage afstand fra den.
Prinsen gav verden 96 måneder
I juli 2009 bragte The Independent endnu en af de overskrifter, som siden er blevet glemt: "Kun 96 måneder til at redde verden, siger prins Charles". Den daværende prins Charles erklærede, at verden kun havde 96 måneder (8 år) til at afværge et "uigenkaldeligt klima- og økosystemkollaps". Derefter ville udviklingen ifølge hans tale være ført ind i en tilstand, som ikke kunne genoprettes23.De 96 måneder udløb omkring juli 2017. Verden ophørte ikke, økosystemerne kollapsede ikke, og der opstod ikke et synligt globalt skel mellem den verden, som kunne reddes før juli 2017, og den verden, som ikke længere kunne reddes bagefter. Forsvaret vil naturligvis være, at prins Charles ikke mente, at kloden fysisk ville gå under den dag. Han gav en politisk deadline for handling. Men netop derfor er påstanden konstrueret, så den aldrig reelt kan efterprøves. Hvis en katastrofe senere indtræffer, kan man sige, at fristen blev overskredet. Hvis den ikke indtræffer, kan man sige, at udsagnet blot var en moralsk opfordring.
Hvor kom de præcise 96 måneder fra? Hvorfor ikke 90 eller 110? Tallet skabte indtryk af en videnskabeligt beregnet nedtælling, selv om ingen kunne måle, om det afgørende punkt faktisk blev passeret den måned.
"Verden ender om tolv år"
I januar 2019 sagde den amerikanske politiker Alexandria Ocasio-Cortez: "Verden går under om tolv år, hvis vi ikke tager fat på klimaforandringerne". Ordene blev udtalt ved et arrangement på Martin Luther King-dagen og blev hurtigt spredt gennem både tv, netmedier og sociale medier24. De tolv år pegede frem mod 2031 og blev knyttet til IPCC's diskussion af, hvor hurtigt verdens udledninger måtte reduceres for at holde bestemte temperaturmål inden for rækkevidde. Men IPCC havde ikke skrevet, at verden ville ende i 2031.Axios talte efterfølgende med klimaforskere, som direkte afviste forestillingen om en tolvårig afgrund. Forskerne forklarede, at klimaet ikke fungerer som en klippe, verden pludselig falder ud over på en bestemt dato. Mediet bemærkede samtidig, at journalister og politikere havde grebet tallet tolv år og gjort det til noget langt mere absolut end rapportens egentlige budskab25.
Deadlinen er endnu ikke udløbet, men den viser det samme mønster. Et årstal fra en diskussion om udledningsforløb forvandles til en verdensdom. En politisk taler siger, at verden ender. Medierne gentager ordene, fordi de er opsigtsvækkende. Senere forklarer forskerne, at verden ikke har en kendt udløbsdato i 2031. Men hvor mange husker det ikke handler om verdens ende, men blot, at "forskerne siger, vi har tolv år tilbage"? Katastrofefølelse er hverken videnskab eller virkelighed.
Flere nyheder om Fake News, Journalistik og Klimaforandringer
Klimafrygt er et planlagt medie-programHele nationer skulle udslettes
I 1989 gengav Associated Press en advarsel fra Noel Brown, som ledede FN's miljøprograms kontor i New York. Artiklen indledte med ordene om, at hele nationer kunne blive udslettet fra Jordens overflade af stigende havniveau, dersom udviklingen i den globale opvarmning ikke blev vendt inden år 2000. Brown sagde, at verdens regeringer havde et tiårigt vindue til at løse drivhuseffekten, før udviklingen ville komme uden for menneskelig kontrol. Han advarede blandt andet om en havstigning, som kunne oversvømme Maldiverne og andre lavtliggende østater26.Denne historie bliver ofte gengivet upræcist, som om FN forudsagde, at landene bogstaveligt ville være forsvundet i år 2000. Det stod der ikke. År 2000 var (som du nu ser at FN's alarmisiske vrøvl altid er) den påståede sidste frist for at vende udviklingen, mens ødelæggelsen skulle følge senere. Men den korrekte gengivelse er stadig dramatisk. Verden havde ifølge en højtstående FN-repræsentant ti år, hvorefter drivhuseffekten ville være kommet uden for menneskelig kontrol. Den tidsfrist er nu overskredet med mere end et kvart århundrede.
Maldiverne eksisterer fortsat, 26 år efter at FN-repræsentanten advarede om, at hele nationer kunne blive udslettet. De problemer, som øgruppen oplever med erosion, ferskvand, tæt bebyggelse, omfattende kystbyggeri, sandflytning og indgreb i koralrevene, kan ikke udlægges som bevis for en menneskeskabt CO2 forskyldt havstigning. Kyster på koraløer er naturligt bevægelige, og deres form påvirkes af bølger, strømme, storme, sedimenttransport og lokale menneskelige indgreb. Selv hvor en tidevandsmåler viser en ændring, fortæller målingen ikke i sig selv, om årsagen er landbevægelse, havstrømme, vind, temperatur, lufttryk, ændret vandmasse eller andre regionale forhold - og endnu mindre beviser den, at årsagen er menneskets CO2-udledning.
Det afgørende er derfor, at Maldiverne ikke blev udslettet ved overgangen til det nye årtusinde, sådan som den dramatiske advarsel gav offentligheden grund til at frygte. En kompliceret virkelighed med lokale kystproblemer blev gjort til en fortælling om nationer, der stod foran at forsvinde fra Jordens overflade, hvis verden ikke handlede inden en bestemt dato. Endnu en gang blev en usikker og sammensat risiko løftet op til en sidste advarsel, mens den manglende katastrofe senere blev igen mødt med langt mindre opmærksomhed.
Mediet gør muligheden til virkelighed
Når man læser de oprindelige artikler, opdager man, at alarmismen ikke altid opstår ét sted. Nogle gange siger en forsker noget yderliggående, og mediet gengiver det loyalt. Andre gange er forskerens udsagn mere forsigtigt, mens overskriften gør det absolut. Undertiden kommer påstanden fra en politiker eller en prins, men præsenteres i en sammenhæng, hvor den får videnskabelig autoritet. Og en sjælden gang, som med Himalayas gletsjere, findes fejlen inde i en stor videnskabelig rapport.Men det fælles resultat er det samme. Læseren møder en kort og uforglemmelig fortælling: Menneskeheden uddør i 2026. Arktis bliver isfrit næste år. Børn kommer ikke til at vide, hvad sne er. Halvtreds millioner mennesker bliver klimaflygtninge inden 2010. Verden har 96 måneder tilbage. Verden ender om tolv år.
Disse sætninger er ikke blot neutrale informationer. De skaber en moralsk ramme, hvor enhver, der stiller spørgsmål, fremstilles som en person, der nægter at handle, mens huset brænder. Når dommedagen er så nær, bliver almindelig debat til en farlig forsinkelse. Dyre beslutninger kan gennemføres i hast, fordi der angiveligt ikke er tid til at undersøge alternativer eller konsekvenser. Det er en del af den bredere mediekrig, hvor fortællinger ikke blot beskriver virkeligheden, men kæmper om retten til at definere den27. En overskrift kan gøre en enkelt professors yderliggående opfattelse til "videnskabens advarsel", selv om andre forskere samtidig siger, at hans beregning er uholdbar.
Rettelserne råber aldrig så højt som alarmen, for der findes en grundlæggende forskel mellem alarmen og rettelsen. Alarmen er enkel, men at erkende fejl og fake-news, bliver kompliceret, fordi den ærlige læser vil vide hvorfor det gik galt - "hvorfor sagde I sådan" - og med de uendelige mange fejlslåede dommedagsforudsigelser bliver spørgsmålet mere og mere præsserende "og hvorfor bliver I ved".
"Arktis forsvinder næste år" kan stå i en overskrift. Forklaringen om havisens udbredelse, tykkelse, regionale variationer, satellitmålinger, modelusikkerhed og forskellen mellem "isfri" og "næsten isfri" kræver flere afsnit. "50 millioner klimaflygtninge" er let at huske. En diskussion af, hvordan migration har mange samtidige årsager, og hvorfor begrebet miljøflygtning ikke kan opgøres præcist, er langt vanskeligere at fortælle. "Menneskeheden uddør i 2026" fremkalder øjeblikkelig frygt. En faglig gennemgang af feedbackmekanismer, temperaturfølsomhed, fødevareproduktion og befolkningsudvikling gør ikke.
Derfor vinder den overdrevne påstand allerede i det øjeblik, den bliver offentliggjort. Selv når den senere bliver tilbagevist, har den præget menneskers forestillinger om verden. Den enkelte deadline forsvinder, men følelsen af, at katastrofen altid er få år væk, bliver siddende. Når en dato udløber, opstår der blot en ny. Det er ikke længere 2000, 2010, 2017 eller 2026, der er det afgørende år. Nu er det 2030, 2031, 2035 eller 2050. På den måde kan fortællingen fortsætte, uden at nogen behøver gøre regnskabet op over de gamle løfter.
Frygten må ikke blive vores herre
For den kristne findes der også en dybere grund til ikke at lade sig beherske af skiftende dommedagsdatoer. Gud har ikke lovet, at mennesket aldrig vil ødelægge, forurene eller misbruge det skabte. Tværtimod viser både historien og Skriften, hvad menneskets synd kan føre til. Men Gud har sagt: "Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!" (1. Mos. 8:22).Flere nyheder om Fake News, Journalistik og Tidens ende
Teknokrater afliver ytringsfrihedenNår medierne næste gang fortæller, at vi har fem, ti eller tolv år tilbage, bør det første spørgsmål derfor ikke være, hvilke nye friheder vi straks skal afgive. Det første spørgsmål bør for den, der endnu har en tro på CO2 løgnen, i det mindste være: Hvem siger det? Hvad bygger tallet på? Hvilke forbehold er fjernet fra overskriften? Og hvad skete der med den forrige deadline? Eller lidt nærmere på en sund respons er reaktionen, "hvorfor skulle vi tro på det denne gang?". Den korrekte respons er, at det er én stor sammenfattet løgn, som skal bekæmpes som alle andre krige, og den løgn bliver aldrig sand, for Skabaren har sagt, at sommer og vinter, hede og kulde, vil aldrig ophøre.
De fejlslagne klimadatoer viser ikke blot, at eksperter og medier tog fejl. Alarmismen bruges igen og igen til at slå befolkningen ind på række og vænne mennesket til at adlyde den politiske og teknokratiske elites krav. Dommedagen forkyndes, skylden placeres hos det enkelte menneske, og redningen siges at kræve stadig nye afgifter, begrænsninger, ofre og kontrol. De hvide kitler bliver præstedragten, modellerne bliver profetierne, og medierne bliver prædikestolene. Når katastrofen udebliver, gøres der ikke regnskab - der fastsættes blot en ny deadline.
Dermed opdrages menneskeheden skridt for skridt til det globale styre, som Antikrists verdensrige kræver. Naturen sættes på Skaberens plads, mens lydighed mod systemet gøres til moralsk renhed. Paulus advarede om dem, der "dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen" (Rom. 1:25). I "Verdensriget 2010 - virkeligt og virtuelt" viser jeg, hvordan retningen bliver sammenfattet som en målsætning om at gøre naturtilbedelse til en statsreligion26. Klimareligionens liturgi er enkel. Bekend din skyld, bring dit offer, stol på præsteskabet og accepter kontrollen for det fælles bedstes skyld - i bedste kommunistiske forstand - du er intet, kun fællesskabet formet og styret af eliten. Sådan vænnes mennesket til et system, hvor global magt, overvågning, økonomisk tvang og tilbedelse til sidst forenes, præcis som Åb. 13:15-17 beskriver. Det handler derfor ikke blot om naturbeskyttelse, men om en opdragelse ind i underkastelse under det kommende verdensrige.
I 2016 fik menneskeheden ti år tilbage. Nu er 2026 kommet. Menneskeheden er her endnu. Det samme er medierne, professorerne og organisationerne, der bragte forudsigelsen videre. Men den store overskrift, hvor de gør regnskabet op, mangler stadig.