Mennesket ser halen og synes, den er smuk. Derfor antages det, at hunnen også synes, den er smuk. Fordi hunnen antages at foretrække det smukke, siges hendes smag at have frembragt skønheden. Og fordi skønheden findes, bruges den som bevis for, at hunnen må have foretrukket den. Fortællingen bevæger sig i ring, men bliver præsenteret som videnskab.
Darwin gjorde fuglene til kunstkritikere
Charles Darwin fandt ikke blot på, at fugle reagerer på farver, bevægelser og lyde. Han opfandt også egenskaber hos dyrene, at fuglene var de mest æstetiske dyr efter mennesket, og at de havde "næsten samme smag for det skønne som vi har"2. Dermed var grundlaget lagt. Fuglen skulle ikke længere blot observeres som en fugl med en adfærd, Gud havde skabt den med. Den skulle forstås som et lille menneske med fjer.Påfuglehønen blev den kræsne kvinde, der betragtede hannernes udseende, sammenlignede deres skønhed og valgte den flotteste. Hannen blev en bejler, der pyntede sig for at gøre indtryk. Fjerdragten blev reklame, dansen blev forførelse, og parringsadfærden blev en romantisk konkurrence, hvor hunnen belønnede den han, der bedst tilfredsstillede hendes æstetiske smag.
Det lyder overbevisende, fordi sproget er hentet fra menneskets egen verden. Vi kender til tiltrækning, beundring, skønhed, forfængelighed, smag og forelskelse. Når disse egenskaber lægges ind i dyret, får udviklingsfortællingen straks liv. Men ordene er ikke observationer. De er fortolkninger. Man kan se, hvilken han en hun nærmer sig. Man kan tælle parringer. Man kan måle fjer, farver, længde og symmetri. Men man kan ikke se en påfuglehønes påståede skønhedssans. Den må først forestilles og derefter lægges ind i det, man har set.
Menneskets smag blev gjort til naturens skaberkraft
I 1991 blev en undersøgelse af påfugle brugt til at støtte forestillingen om, at hunnerne foretrak hanner med flere øjenpletter. Forskerne mente, at deres observationer støttede Darwins påstand om, at hannens overdådige slæb var blevet udviklet gennem hunnens valg3. Herfra var historien enkel. De smukkeste hanner fik flest hunner. Deres egenskaber blev ført videre. Generation efter generation voksede halen i længde, farvepragt og symmetri, fordi hunnerne blev ved med at belønne det, som både de og vi angiveligt synes er smukkest.Men læg mærke til, hvad der sker. Det er mennesket, der udpeger de egenskaber, der kaldes smukke: flest øjenpletter, størst symmetri, længst slæb og stærkest farvepragt. Derefter antages det, at dyret må have samme vurdering. Til sidst bliver denne formodede vurdering gjort til den skabende kraft bag hele kunstværket. På den måde bliver menneskets æstetik flyttet ind i fuglens hoved, og fuglens påståede æstetik bliver brugt til at erstatte Skaberen. Påfuglehønen får rollen som ophavsmand til en skønhed, hun aldrig er blevet hørt forklare, og som forskerne alene har defineret ud fra deres egne menneskelige øjne.
268 parringer afslørede den opdigtede præference
Et japansk forskerhold fulgte fritgående indiske påfugle gennem syv år. De registrerede 268 parringer og sammenholdt hannernes parringssucces med netop de egenskaber, som udviklingsfortællingen havde udpeget som afgørende: antallet af øjenpletter, fjerpragtens symmetri og slæbets længde.Resultatet var klart. Forskerne fandt ingen dokumentation for, at påfuglehønerne foretrak hanner med mere overdådige haler. Hanner med flere øjenpletter blev ikke systematisk valgt frem for hanner med færre. Større symmetri gav ikke den forventede fordel. Et længere slæb førte heller ikke til større parringssucces. De egenskaber, der efter menneskets vurdering gjorde den ene han mere prangende end den anden, forklarede ikke hunnens valg1. Dermed ramte undersøgelsen ikke et tilfældigt hjørne af udviklingslæren. Den ramte selve den fortælling, påfuglen er blevet brugt til at illustrere - nemlig at hunnens påståede smag skulle have frembragt halen. Men den samme smag kunne ikke findes i hunnens faktiske valg.
Flere nyheder om Evolution, Skabelse og Videnskab
Mennesket kan bygge kupler, men kun Gud kan skabe livets ordenNår præferencen forsvinder, flyttes den
Når påfuglehønen ikke vælger efter de egenskaber, som teorien udpegede, bliver konklusionen ikke, at fortællingen om hendes æstetiske smag var forkert. I stedet flyttes præferencen. Måske foretrækker hun andre farver. Måske ser hun en bestemt vinkel i øjenpletterne. Måske vælger hun efter bevægelsen. Måske efter vibrationer. Måske efter lyd, alder, territorium, kropsholdning eller en kombination af signaler, som endnu ikke er fundet. Så længe præferencen blot flyttes fra det målte til det ukendte, kan fortællingen bevares. Hunnen valgte ikke efter de synlige egenskaber, men så må hun have valgt efter nogle andre. Og de andre egenskaber siges derefter at være dem, udviklingen har frembragt. På den måde kan ethvert resultat indlemmes i teorien.Vælger hunnen den mest prangende han, er det seksuel udvælgelse. Vælger hun ikke den mest prangende, har hun en skjult præference. Vælger hun tilfældigt, kan præferencen have virket tidligere. Vælger hun efter noget helt andet, bliver dette straks gjort til det egentlige signal. Teorien forudsiger ikke længere, hvad hunnen vil gøre. Den fortæller bagefter, hvorfor det, hun gjorde, alligevel må passe ind. Det er ikke dyret, der bliver undersøgt på dets egne betingelser. Det bliver tvunget ind i en historie, hvor udviklingen altid skal være svaret.
Dyret tilskrives et menneskes indre liv, og denne menneskeliggørelse findes overalt i udviklingssproget. Dyret "foretrækker", "vurderer", "investerer", "bedrager", "forhandler", "reklamerer" og "vælger den bedste partner". Generne er "egoistiske". Arten "finder løsninger". Naturen "eksperimenterer", "udvælger" og "designer". Det præsenteres som billedsprog, men billedsproget udfører hele det arbejde, som teorien ikke selv kan udføre. For naturen kan ikke vælge. Et gen har ingen vilje og vil ingenting. En art kan ikke lægge en plan. Tilfældige forandringer kan ikke se fremad og beslutte, at en bestemt farve eller form bør frembringes. Derfor gives de blinde processer menneskelige handlinger, og dyrene gives menneskelige motiver.
Når man siger, at påfuglehønen "foretrækker skønhed", lyder det, som om der allerede er blevet forklaret noget. Men man har blot erstattet det observerede med et menneskeligt ord. Det, der blev observeret, var en fugl, der parrede sig. Det, der blev fortalt, var en kvinde med fjer, der beundrede et kunstværk. På den måde skjules det enorme spring fra ydre adfærd til indre følelse. Det betyder ikke, at dyr er døde maskiner. Gud har skabt dem levende, sansende og i stand til at reagere på deres omgivelser. Problemet er, at udviklingslæren giver dem netop de menneskelige egenskaber, der er nødvendige for at forklare skaberværket uden Gud. Dyret bliver gjort mere menneskeligt, mens mennesket samtidig bliver gjort til et dyr.
Udviklingslæren vender skaberværket på hovedet
Bibelen fortæller, at mennesket blev skabt i Guds billede. Det var mennesket, der fik ansvar over dyrene, og det var Adam, Gud førte dyrene frem for, så han kunne give dem navne (1. Mos. 1:26-28; 1. Mos. 2:19-20). Udviklingslæren vender dette forhold om. I stedet for at mennesket betragter dyret og ser Skaberens visdom, betragter mennesket dyret og lægger sig selv ind i det. Menneskets skønhedssans tilskrives fuglen. Menneskets kærlighed reduceres til parringsstrategi. Menneskets moral reduceres til flokadfærd. Menneskets tanke og bevidsthed reduceres til kemiske overlevelsesmekanismer.Først løftes dyret op og får menneskets følelser. Derefter trækkes mennesket ned og får dyrets oprindelse. Forskellen mellem menneske og dyr udviskes fra begge sider, fordi mennesket ikke længere skal stå som en skabning over for sin Skaber. Det er verdensbilledet, der styrer fortællingen. Når Skaberen på forhånd er udelukket, må skønhed, orden, intelligens og formål oversættes til blinde processer. Det er ikke oplysningerne, der har fjernet Gud. Gud blev fjernet, før oplysningerne blev fortolket4,5.
Flere nyheder om Evolution, Skabelse og Videnskab
Henved 1000 forskere uenige med DarwinismenDet er her, studiet bliver så afslørende. De træk, som mennesket betragtede som de tydeligste grader af skønhed, blev ikke belønnet i hunnens parringsvalg. Skønheden stod der, men den påståede kunstkritiker udførte ikke den rolle, teorien havde skrevet til hende. Halen mistede ikke sin skønhed, fordi hunnen ikke foretrak den mest overdådige udgave. Den stod lige så strålende tilbage.
Det er præcis problemet for udviklingsfortællingen. Den havde gjort hunnens præference til skønhedens ophav. Da præferencen ikke kunne findes, var skønheden der stadig.
Skønheden er et vidnesbyrd til mennesket
Skønheden findes ikke, fordi dyret først godkendte den. Den findes, fordi Gud fyldte sit skaberværk med farver, former, mønstre, lyde, dufte og en variation, der langt overstiger det rent nødvendige. Mennesket kan standse op og betragte det. Vi kan forstå symmetri. Vi kan glædes over farver. Vi kan undersøge fjerenes opbygning og opdage stadig dybere lag af orden. Vi kan male fuglen, fotografere den, skrive om den og lovprise Ham, der skabte den.Påfuglen folder halen ud, for at mennesket kan spørge, hvorfor skønhed findes. Det er ikke tilfældigt, for mennesket er skabt i Guds billede. Skaberværket er synligt, og mennesket er skabt med øjne til at se det, forstand til at undersøge det og et hjerte, der burde vende sig mod Skaberen. Himlene fortæller Guds ære, og hans usynlige væsen forstås gennem hans gerninger (Sal. 19:2-5; Rom. 1:20). Påfuglens hale er en af disse gerninger. Det betyder ikke, at fuglens fjer ikke kan bruges i dens adfærd. Gud har skabt dyr med signaler, lyde og bevægelser, der indgår i deres liv. Men en anvendelse er ikke det samme som en oprindelse, og en biologisk funktion er ikke skønhedens endelige betydning.
En katedral kan give ly for regnen, men den blev ikke frembragt af regnen. Et maleri kan dække en revne i væggen, men revnen malede det ikke. På samme måde kan påfuglens hale indgå i fuglens adfærd, uden at fuglens påståede smag har skabt dens pragt.
Udviklingslæren begyndte med menneskets egen oplevelse af halen. Mennesket så skønhed. Derefter blev denne oplevelse lagt ind i påfuglehønen, hvorefter hendes opdigtede smag blev gjort til forklaring på skønheden. Studiet brød denne cirkel. Hunnen belønnede ikke de egenskaber, som mennesket havde udpeget som mest overdådige. Antallet af øjenpletter, symmetrien og længden forklarede ikke parringssuccesen. Den æstetiske dommer, som fortællingen havde placeret inde i fuglen, kunne ikke findes i observationerne. Men skønheden forsvandt ikke. Den står der stadig, fordi den aldrig kom fra påfuglehønen.
Når halen foldes ud, ser vi ikke resultatet af en fugls kunstneriske præferencer. Vi ser et vidnesbyrd om Ham, der skabte både farven og lyset, både fuglen og mennesket, både øjet der ser og hjertet der bevæges. Påfuglen kender måske ikke det budskab, den bærer. Det gør ikke vidnesbyrdet mindre. Himlen behøver heller ikke forstå sin egen storhed for at forkynde Guds ære. Påfuglehønen skabte ikke skønheden ved at foretrække den. Skaberen skabte skønheden, for at mennesket skulle se Hans herlighed!
Se også