Det franske indenrigsministerium har oplyst, at 420 mennesker er blevet anholdt i forbindelse med sommerens brande, fordi de mistænkes for enten forsætligt eller ved uagtsomhed at have antændt ild. 166 af dem er mindreårige. Blandt sagerne findes en 23-årig mand fra Var, som er anklaget for bevidst at have startet omkring ti brande på blot fem dage. Eksperter understreger samtidig, at forsætlig brandstiftelse kun udgør en mindre del af de menneskeskabte antændelser; mange begynder ved cigaretskod, maskiner, elektrisk udstyr, arbejde, grill og almindelig uforsigtighed1.
En skovbrand har en antændelsesårsag, og den er ikke det samme som de meteorologiske forhold, branden derefter udvikler sig under. Allerede dér begynder meget af den moderne klimafortælling at blive uklar, for ni ud af ti brande har menneskelig oprindelse. Det fortæller den franske regering ganske direkte i sin officielle kampagne mod skov- og vegetationsbrande: "Ni ud af ti brande har menneskelig oprindelse"2.
Her skal ordene læses præcist: "Menneskelig oprindelse" betyder ikke, at ni ud af ti brande er påsat af pyromaner. En landmand kan skabe en gnist med en maskine. En turist kan smide et cigaretskod. Et elektrisk anlæg kan fejle. En grill kan antænde tør vegetation. Men det betyder, at når en fransk skov står i flammer, er det som regel en konkret menneskelig aktivitet, der har leveret den første antændelse.
Det er et andet spørgsmål end, hvorfor vegetationen var tør. Og igen et andet spørgsmål end, hvorfor ilden bredte sig så hurtigt. Man kan opstille årsagskæden ganske enkelt: Et eller andet antænder vegetationen. Vegetationens tilstand afgør, hvor let den brænder. Vind, fugtighed, terræn, brændselsmængde og vejr påvirker, hvor hurtigt branden spreder sig. Beredskab, adgangsveje, skovpleje og brandbekæmpelse påvirker, hvor længe og hvor stort den får lov til at brænde. Det hele kan ikke reduceres til ét ord. Alligevel er det præcis, hvad der sker, når et billede af en skovbrand bliver gjort til et billede af "klimaforandringer".
Frankrig har faktisk haft en ekstrem sommer
Der er ingen grund til at pynte på sommeren 2026. Juli var meget varm. Météo-France målte en gennemsnitstemperatur på 24,9 grader over Frankrig. Det gjorde juli 2026 til den varmeste måned, uanset placering i kalenderen, i den landsdækkende serie siden 1900. Måneden lå 3,8 grader over normalen 1991-2020. Men den samme rapport indeholder en anden oplysning, der er mindst lige så væsentlig, hvis emnet er udtørret vegetation: Frankrig fik næsten 70% mindre regn end normalt. Det gjorde juli til den tredjemest nedbørsfattige juli i den relevante serie. Samtidig lå solskinstiden omkring 35 procent over normalen3.Det er ikke en klimamodel. Det er ikke en kontrafaktisk beregning. Regnen faldt ganske enkelt ikke. Og det begyndte ikke først i juli. Juni havde allerede haft et nedbørsunderskud på mere end 50%, mens solskinstiden lå omkring 25% over normalen4. Når et land først får omtrent halvdelen af sin normale regn og måneden efter mangler næsten 70%, har man en særdeles konkret forklaring på, hvorfor jorden mangler vand. Det betyder ikke, at temperaturen ikke kan påvirke udtørringen. Men der er langt fra den sætning til påstanden om, at den tørre jord er "forårsaget af menneskeskabte klimaforandringer".
Termometeret måler temperatur - ikke årsagen til den
Météo-France oplyser, at temperaturen i det franske fastland og Korsika er steget omkring 1,9 grader siden 19005. Det er en observation, der kan undersøges i temperaturserierne. Derfra begynder et andet spørgsmål: Hvorfor er temperaturen steget? Og derefter endnu et: Hvor stor en del af en bestemt tørke, varmebølge eller brand kan føres tilbage til denne langsigtede temperaturændring?Flere nyheder om Klimaforandringer, Naturlig klima, Politik og Videnskab
Varmebølgen 2026 beviser ikke klimaevangelietEt fransk studie fra 2022 benyttede eksempelvis observationer, statistiske metoder og CMIP6-klimamodeller til at estimere, hvor stor en del af den observerede franske opvarmning der kunne tilskrives henholdsvis menneskelige og naturlige faktorer. Forskerne konkluderede, at stort set hele den langsigtede opvarmning i deres analyse kunne henføres til menneskelig påvirkning6. Det er et "videnskabeligt" resultat. Men det er ikke det samme som et termometerresultat. Ingen har opdaget en fysisk etiket på temperaturstigningen, hvor der står "denne tiendedel grad kommer fra CO2". Årsagsvirkningen fremkommer gennem de sædvanlige fallerede kilder - modeller, statistiske metoder, antagelser om klimafølsomhed og sammenligninger mellem simulerede scenarier med forskellige påvirkninger.
Det kan være kvalificeret videnskab. Men evidensformen er en anden.
Vi har kun én jordklode
Det grundlæggende problem med at fastslå årsagen er, at man kun kan måle den verden, der faktisk eksisterer. Den alternative verden uden den påståede menneskelige påvirkning må beregnes. Vi kan ikke tage sommeren 2026 og afvikle den endnu en gang med præcis de samme havstrømme, skyer, højtryk, jordfugtighed, vindforhold, vulkaner, solforhold og atmosfæriske bevægelser, men denne gang uden en foregivet historisk menneskelige påvirkning. Vi har kun én virkelighed.Den alternative verden må konstrueres matematisk. Det er derfor misvisende, når modelbaseret årsagstilskrivning i offentlig formidling glider over i sproget fra et laboratorieforsøg, som om årsag og virkning var blevet isoleret direkte. Man kan med modeller beregne, at en hændelse vurderes mere eller mindre sandsynlig i et bestemt kontrafaktisk klima. Men modellen er ikke den alternative virkelighed. Den er kun et beregnet bud på, hvordan klimaet under antagede præmisser kunne have udviklet sig under andre forudsætninger. Og sandsynlighedsberegningen er ikke et fotografi af en verden, der eksisterer.
"Varmere luft giver mere fordampning" er kun begyndelsen på historien
Et af de mest gentagne argumenter er, at højere temperatur automatisk betyder mere fordampning og dermed tørrere jord. Der ligger reel fysik bag den første del. Varmere luft har under ellers sammenlignelige forhold et større mætningsdamptryk, og temperatur kan dermed øge atmosfærens potentielle efterspørgsel efter vand. Men herfra bliver systemet langt mere kompliceret.Potentiel fordampning er ikke det samme som faktisk fordampning. Den faktiske evapotranspiration fra en fransk skov eller mark afhænger blandt andet af luftfugtighed, vind, solindstråling, skydække, vegetation, planternes fysiologi, røddernes vandadgang, jordtype og ikke mindst af, hvor meget vand der overhovedet er til rådighed. Når en jord er meget tør, kan den faktiske fordampning begrænses af det simple forhold, at der ikke længere findes tilstrækkeligt vand at fordampe.
Planter er heller ikke våde klude, der bare ligger på jorden og afgiver vand efter en simpel temperaturformel. De reagerer på varme, CO2, tørke og lys og regulerer blandt andet vandtabet gennem deres spalteåbninger. Netop hvor kompliceret dette er, blev illustreret af et studie i Nature Climate Change fra 2025. Forfatterne undersøgte land-atmosfære-feedback og konkluderede, at beregninger, som ikke behandlede disse tilbagekoblinger korrekt, kunne overvurdere den beregnede klimadrevne stigning i global evapotranspiration med 25-39%7.
Det interessante er ikke at gøre dette nye studie til endnu et facit. Det ville være at begå præcis samme fejl igen. Studiet er selv baseret på en teoretisk ramme, observationer og modeller. Det har ikke eksperimentelt målt en alternativ jordklode. Det interessante er, at forskningen demonstrerer, hvor meget resultatet kan flytte sig, når måden, systemets tilbagekoblinger behandles på, ændres.
Flere nyheder om Fake News, Journalistik, Klimaforandringer og Naturlig klima
Klimafrygt er et planlagt medie-programNedbør er heller ikke en simpel CO2-knap. Vandkredsløbet bliver endnu vanskeligere, når spørgsmålet flyttes fra temperatur til nedbør. Regn dannes ikke ud fra én variabel. Stormbaner flytter sig. Højtryk kan ligge fast. Lavtryk kan passere nord eller syd om et område. Havtemperaturer spiller ind. Topografi spiller ind. Konvektion spiller ind. Luftfugtighed, skydannelse og atmosfærisk cirkulation spiller ind.
Selv Météo-France beskriver en langt mere uensartet udvikling i nedbør end i temperatur, med regionale og sæsonmæssige forskelle. I deres fremtidige modelberegninger bliver usikkerheden endnu tydeligere. Ved et beregnet fransk opvarmningsniveau på 2,7 grader spænder modelresultaterne for vinterens nedbør eksempelvis fra omkring 8% mindre til 36% mere regn afhængigt af model og område8. Det er et enormt spænd.
Det betyder, at nedbørssystemet er langt vanskeligere at forudsige regionalt end temperaturudviklingen. Når klimavidenskaben selv viser et så bredt udfaldsrum, skal den politiske kommunikation heller ikke foregive en sikkerhed, som modellerne ikke giver.
Klimaforskere kritiserer selv den alt for glatte fortid
Som gennemgået i nyheder som "Varmebølgen 2026 beviser ikke klimaevangeliet" og "Avisartikel fra 1852 samler århundreders hedebølger", er nutidens klima ikke ukendt for fortiden.I 2024 offentliggjorde en stor gruppe palæoklimaforskere en artikel med titlen "The IPCC's reductive Common Era temperature history". Forfatterne kritiserede IPCC's seneste rapport for at reducere temperaturhistorien gennem vor tidsregning til én rekonstruktion af den globale årlige middeltemperatur. De argumenterede for, at det var en utilstrækkelig sammenfatning af den eksisterende viden, fordi forskellige proxyer, geografiske områder, årstider og rekonstruktionsmetoder indeholder væsentlig information og væsentlige usikkerheder, som kan forsvinde i én kurve9.
Det er klimaforskere, der advarer imod, at klimahistorien bliver gjort for enkel. Netop den advarsel burde også gælde journalistikken.
De danske ministre fik samme kritik
Den forenkling er ikke kun et fransk eller britisk mediefænomen. Den nåede også den danske regering. Miljøminister Maria Reumert Gjerding og erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard sidder begge i Mette Frederiksens tredje regering10. I forbindelse med sommerens brande koblede ministrene de dramatiske europæiske brande sammen med klimakampen.Gjerding skrev blandt andet på Facebook: "Sommerens skovbrande viser det tydeligt: Klimakampen er vigtigere end nogensinde". Det er politisk kommunikation med en meget enkel fortælling. Flammerne viser ikke klimaet, og kritikken begyndte næsten med det samme.
Bjørn Lomborg gik hårdt til opslagene og beskrev ifølge B.T. fremstillingen som "tæt på fake news". Seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen fra DTU Space kritiserede ligeledes den direkte brug af sommerens brande som klimabevis, og Lomborg krævede, at ministrene slettede opslagene11.
Sebastian Mernild er professor og klimaforsker ved Syddansk Universitet og har blandt andet arbejdet med IPCC. Han gik også i rette med den direkte sammenkobling mellem sommerens naturbrande og klimaforandringer. SDU's egen registrering af hans mediebidrag har overskriften: "Brandene i Europa kan ikke kobles direkte til global opvarmning". Beskrivelsen er lige så tydelig: "Professor Sebastian Mernild advarer mod at koble sommerens naturbrande direkte til klimaforandringer"12. Det er en vigtig nuance. Mernild siger dermed ikke, at temperaturudvikling umuligt kan påvirke brandforhold. Han advarer mod at springe direkte fra "Det brænder" til "Global temperaturændring forårsagede branden".
Det er præcis det kausale spring, der er problemet. Og det bliver kun mere påfaldende, når politikere foretager springet i et Facebook-opslag, inden brandefterforskere nødvendigvis har afsluttet arbejdet med at finde den konkrete antændelsesårsag.
Flere nyheder om Fake News, Journalistik og Klimaforandringer
Klimadommens glemte deadlines: Menneskeheden skulle være uddød i 2026De to oplysninger behøver ikke modsige hinanden. Og Lomborg skrev desuden om situationen halvvejs gennem året, ikke om den afsluttede brandsæson. Det gør ikke grafen forkert. Det fortæller, hvad den faktisk kan bruges til.
Det er netop sådan statistik burde læses. Hvad er geografien, tidsperioden? Hvad tælles med og hvad tælles ikke med? Hvilken målemetode anvendes? En graf er ikke et argument, før man har læst akserne.
Selv "afbrændt areal" kræver en definition
GWIS bygger i høj grad sine opgørelser på satellitobservation af afbrændte områder. Det giver et enormt og værdifuldt overblik, men "afbrændt areal" er heller ikke nødvendigvis synonymt med "katastrofal ukontrolleret skovbrand". Satellitten registrerer resultatet på jordoverfladen. Brandarealer kan også omfatte ild i anden vegetation og i visse datasammenhænge kontrolleret eller bevidst afbrænding.Det er igen et spørgsmål om at forstå, hvad en variabel faktisk måler. Afbrændt areal er ikke CO2. Afbrændt areal er ikke temperatur. Afbrændt areal er ikke brandårsag. Det er afbrændt areal. Så simpelt burde det være.
Der ligger samtidig et mere grundlæggende problem i den måde, naturlige vejrfænomener ofte behandles på. Et naturligt udsving kan først gøres til et problem og derefter forsynes med en årsagsforklaringer, uden at nogen af delene dermed er bevist. At flere datasæt, modeller og korrelationer kobles sammen, gør ikke nødvendigvis selve årsagsforklaringen mere sikker. Det kan også blot betyde, at flere antagelser forbindes med hinanden i én samlet forklaringsmodel.
Den mulighed, at en usædvanlig varm, tør eller brandrig periode ganske enkelt ligger inden for naturens egen store variation, synes stadig oftere at blive behandlet som noget, der først skal modbevises, frem for som en naturlig del af udgangspunktet. Men vejret har altid varieret voldsomt. Tørke, hedebølger, storme, oversvømmelser og store brande fandtes længe før moderne industrielle udledninger. Naturlig variation ophører ikke med at eksistere, blot fordi vi i dag råder over flere regneark, satellitter og modeller til at beskrive den.
Juni var rekordvarm i Vesteuropa - det beviser stadig ikke brandårsagen
De danske ministre havde heller ikke nødvendigvis forkerte observationer. Juni 2026 blev ifølge Copernicus den varmeste juni i den vesteuropæiske ERA5-serie, mens Europa samlet havde sin næstvarmeste juni i datasættet15. Det kan sagtens stå ved siden af de franske rekordbrande. Det kritiske spørgsmål er ikke, om det var varmt. Det var det. Spørgsmålet er, hvad observationen beviser.Hvis juni er rekordvarm, har man dokumenteret en rekordvarm juni. Hvis Frankrig brænder rekordmeget, har man dokumenteret et stort brandareal. Hvis begge ting sker samtidig, har man dokumenteret samtidighed. Man har endnu ikke gennem samtidigheden alene dokumenteret, hvor stor en del af brandarealet der blev forårsaget af temperaturrekorden. Det kræver yderligere argumentation. Korrelationsbilledet er let: Det er varmt. Det er tørt. Det brænder. Årsagskæden er vanskeligere: Hvorfor udeblev regnen? Hvor meget skyldtes den tørre jord selve nedbørsunderskuddet? Hvor meget yderligere vandtab skyldtes temperatur? Hvor meget skyldtes solindstråling, vind, vegetation? Hvor begyndte branden? Hvem eller hvad antændte den? Hvor meget brændbart materiale lå på jorden? Hvordan blev skoven forvaltet? Hvor hurtigt reagerede beredskabet?
Flere nyheder om Klimaforandringer, Politik og Videnskab
Dommedagskurven falder - men klimapolitikken kan gøre nederlaget til sejrKlima-alarmismen begynder, når "kan" bliver til "skyldes"
Der findes en afgørende sproglig forskel, som næsten er forsvundet fra den politiske klimadebat. "Højere temperatur kan forstærke udtørringen" er ikke samme sætning som "Denne tørke skyldes menneskeskabte klimaforandringer". "Varmt og tørt vejr øger brandrisikoen", er ikke samme sætning som "Disse skovbrande er forårsaget af global opvarmning". Mellem de to formuleringer befinder hele årsagsproblemet sig.Det lille ord "kan" repræsenterer usikkerhed, betingelser og flere samtidige mekanismer. Når "kan" forsvinder, bliver den videnskabelige hypotese til politisk dom. Og når fotografiet af flammer derefter bruges som bevis for selve dommen, er cirklen sluttet: Vi ved, at klimaforandringer skaber brandene, fordi vi kan se brandene. Og brandene beviser klimaforandringerne, fordi klimaforandringer skaber brandene. Det er ikke en tilfredsstillende årsagsanalyse, men en cirkulær årsagskonklusion.
Jeg har tidligere skrevet om præcis samme mekanisme i forbindelse med blandt andet de canadiske brande, hvor den hurtige klimafortolkning også kom til at fylde, før de konkrete antændelsesårsager var kendt16. Men Frankrig gør problemet særlig tydeligt. Vi har en sommer med ekstreme temperaturer og et direkte målt nedbørsunderskud. Vi har vedvarende højtryk og ekstraordinært meget sol, vi har tør vegetation, vind, en historisk dokumentation for, at Frankrig og Europa også tidligere har gennemlevet alvorlige tørkeperioder. Vi har proxyrekonstruktioner, der viser meget varme regionale perioder længe før moderne industrialisering. Vi har officielle myndighedstal, der siger, at ni ud af ti franske brande har menneskelig antændelsesoprindelse. Og vi har 420 anholdelser i forbindelse med forsætlige og uforsætlige brandstarter.
Hvorfor skulle alt dette koges ned til én forklaring? Det er ikke videnskab, men alarmistisk simplificering.