Det er værd at standse ved. For når en statsminister knytter en bestemt seksualpolitisk forståelse sammen med selve de "grundlæggende demokratiske værdier", bliver spørgsmålet større end retten til ikke at blive slået, truet eller diskrimineret. Så bliver tilslutning til et bestemt syn på seksualitet, familie og køn langsomt gjort til et mål for, om man står på demokratiets rigtige side.
Og partierne var ikke tilfældige tilskuere langs ruten. Copenhagen Prides officielle optogsliste havde Enhedslisten, Venstre, Radikale Venstre, Alternativet, SF, Socialdemokratiet og Moderaterne som deltagere. Pride beskriver selv optoget som bestående af organisationer og virksomheder samt politiske partier, der vil vise støtte til LGBTQIA+-ligestilling og -rettigheder2.
Det er ikke bare politikere, der hilser venligt på en befolkningsgruppe, men partier der stiller sig ind under et symbol, en bevægelse og en fortælling om mennesket, som staten allerede har omsat til handlingsplaner, undervisningsindsatser, familiepolitik, sundhedspolitik og international aktivisme. Pride er ikke længere kun noget, der marcherer gennem Vesterbrogade. Det marcherer gennem ministerierne.
Politikerne lagde ikke skjul på hensigten
Socialdemokratiet selv gjorde det egentlig umuligt at bortforklare deltagelsen som høflig repræsentation. I invitationen til partiets Pride-deltagelse stod der, at man gik med for at vise sin "klare støtte til LGBTQI+-samfundet" og kampen for lige rettigheder samt friheden til at leve og elske, som man ønsker. Ministre, folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere blev annonceret som deltagere3. Og netop dér må man undre sig. For hvis landets ministre og folketingspolitikere med deres fysiske tilstedeværelse i et optog vil fortælle os, hvilke værdier Danmark står for, hvor er så den samme synlige politiske entusiasme, når danskere går på gaden for andre grundlæggende værdier?Jeg tænker eksempelvis tilbage på den 18. september 2021, hvor 50-75 kristne marcherede gennem København i en tværkirkelig Jesus-march arrangeret af Full Gospel Business. Med Dannebrog, lovsang, slagord og offentlig bekendelse af Jesus bevægede de sig gennem hovedstadens centrum. Det var ikke en lukket gudstjeneste bag en kirkedør, men en offentlig værdimanifestation midt i byen4. Hvor var ministrene dér? Hvor var partiernes invitationer til folketingsmedlemmerne om at gå med? Hvor var erklæringerne om, at den kristne tro, som har præget Danmark gennem århundreder, også er en del af det Danmark, politikerne ønsker at stå synligt sammen med?
Jeg spørger ikke, fordi en regering skal gå med i enhver demonstration, der bevæger sig gennem København. Det ville være absurd. Jeg spørger, fordi politikerne selv har gjort deres deltagelse i Pride til noget mere end almindelig borgerkontakt. De bruger deres embede, deres partitilhørsforhold og deres offentlige autoritet til at sende et værdipolitisk signal. Så må det også være legitimt at undersøge, hvilke værdier de ikke stiller sig op og marcherer for.
Det samme spørgsmål meldte sig i oktober 2024, da omkring 150 mennesker gik gennem København i Retten til Livs demonstration imod udvidelsen af grænsen for fri abort til 18. graviditetsuge. Demonstrationen bevægede sig fra Nørreport over Christiansborg Slotsplads og videre til Rådhuspladsen. På Christiansborg blev et personligt brev til Folketingets medlemmer læst op og efterfølgende afleveret i politikernes dueslag5. Her stod mennesker altså helt bogstaveligt foran den lovgivende magts bygning og bad politikerne overveje værdien af det ufødte menneskeliv. Jeg leder forgæves efter billederne af regeringspartier, der på samme måde stiller med ministre, partibannere og organiserede delegationer for at fortælle, at også disse menneskers etiske bekymring fortjener en offentlig værdimarkering.
Og kontrasten bliver interessant, fordi vi faktisk har set politikere støtte andre demonstrationer, når de har ønsket det. Den 21. januar 2024 samledes omkring 700 mennesker ved HoPe-arrangementet i København til støtte for Israel, danske jøder og israelere og imod blandt andet jødehad, terror og gidseltagning. Bag arrangementet stod syv jødiske, dansk-israelske og kristne organisationer, og efter samlingen i synagogen gik deltagerne i procession gennem København til Israels Plads. Her var der politisk tilstedeværelse: Socialdemokratiets Rasmus Stoklund talte som repræsentant for regeringen, og Inger Støjberg talte som repræsentant for oppositionen6.
Det skal med, fordi jeg ikke ønsker at skabe et falsk billede af, at Christiansborg aldrig viser sig andre steder end ved Pride. Det gør politikerne. Efter Hamas' terrorangreb den 7. oktober 2023 så vi også en meget tydelig officiel dansk solidaritet med jøder og terrorofre. Derfor er spørgsmålet heller ikke, om politikere kan deltage i andre værdimarkeringer. Det kan de, og det gør de - omend det er en svag opbakning sammenlignet med Pride. Spørgsmålet er derfor snarere, hvorfor Pride år efter år har fået karakter af en næsten samlet politisk bekendelse, hvor partier organiserer deres egen deltagelse, ministre går under partinavne, og tilstedeværelsen fremstilles som en naturlig manifestation af "danske værdier".
For den samme brede politiske omfavnelse ser jeg ikke, når værdierne udfordrer den progressive konsensus. Den 13. juli 2024 gik en mindre gruppe kristne eksempelvis gennem Odense med danske og israelske flag, bøn, kristne sange og bibellæsning. Omkring 25 mennesker fra blandt andet København, Åbenrå, Århus og Odense deltog. De marcherede som en kristen solidaritetserklæring med Israel og imod tiltagende antisemitisme og jødehad7. I november 2025 blev der tilsvarende arrangeret en Jesus- og fredsmarch gennem Århus, hvor arrangørerne ville forkynde Jesus offentligt, synge, bede for Danmark, regeringen og myndighederne og bede om, at landet måtte få gode og retfærdige love8. Disse mennesker hævdede også værdier. De brugte også byens gader. De talte også om menneskeliv, fred, samfund, moral, tro og Danmarks fremtid. Men deres værdier bliver ikke ophøjet til en politisk lakmusprøve på dansk demokrati.
Flere nyheder om Børneopdragelse, Samfund, Seksualitet og Woke
Børn skal bestemme sit eget kønDet bliver et demokratisk repræsentationsproblem, når politikere taler, som om Pride repræsenterer "Danmark", mens andre fredelige og lovlige værdimarkeringer behandles som særinteresser, der først og fremmest tilhører dem, der går i optoget. For kristne danskere er kristendommen ikke mindre værdibærende, fordi Christiansborg ikke går med. For dem, der forsvarer det ufødte liv, er menneskeværdet ikke mindre grundlæggende, fordi ministrene ikke bærer deres bannere. Og for mennesker, der offentligt bekender Jesus Kristus, er deres tro ikke mindre dansk, fordi regnbueflaget har fået en politisk status, som korset aldrig ville få af den samme regering.
Naturligvis skal et menneske kunne gå fredeligt på gaden uden at blive overfaldet. Naturligvis skal myndigheder beskytte homoseksuelle og transkønnede borgere mod vold og trusler, præcis som de skal beskytte alle andre. Det er ikke dér, min indvending ligger. Kristendommen giver ingen tilladelse til at foragte et andet menneske, fordi vedkommende lever anderledes end én selv. Men der er forskel på at beskytte et menneskes borgerlige frihed og på som stat at erklære menneskets selvdefinerede seksualitet og kønsidentitet for noget, institutionerne aktivt skal bekræfte, fremme og forsvare.
Det første er retsstat. Det andet er værdipolitik. Og når Christiansborg går så massivt med i én værdibevægelses optog, må Christiansborg også tåle spørgsmålet: Hvor er I, når værdierne er nogle andre?
"Indtil opgaven er fuldført"
Copenhagen Pride valgte i 2026 temaet "Pride - indtil opgaven er fuldført". I åbningstalen blev der peget på blandt andet transpersoners rettigheder og på "queer-børn", som ifølge talen stadig vokser op i frygt. Virksomheder skulle stå ved deres værdier, kommuner prioritere, og politikere fra alle politiske fløje blev direkte nævnt blandt dem, som skulle løfte opgaven9. Ordene er interessante, fordi de afslører, at Pride selv ikke betragter arbejdet som afsluttet med lige borgerlige rettigheder. Der er en "opgave", og den skal føres videre gennem samfundets institutioner.Det er netop den bevægelse, kristne bør holde øje med. For hvor ender beskyttelsen af et menneskes ret, og hvor begynder kravet om, at alle andre skal bekræfte menneskets selvforståelse? Det spørgsmål bliver særlig alvorligt, når staten går fra at beskytte den enkelte borger mod vold til at ville forme holdninger hos børn, forældre, lærere, religiøse miljøer og præster.
Regeringens LGBT+ handlingsplan for 2026-2029 består af 30 initiativer fordelt over en lang række ministerområder. Der er afsat 24,4 millioner kroner gennem en aftale mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti til en række af indsatserne. Planen omfatter politi, skoler, sociale tilbud, rådgivning, sundhed, internationale indsatser og civilsamfund10. Det er regeringens eget sprog, der er mest afslørende. I forordet skriver den daværende ligestillingsminister Magnus Heunicke: "Religion kan ikke stå over den enkeltes frihed til at leve det liv, de ønsker". Kort efter skriver han, at regeringen med handlingsplanen "klart og tydeligt vælger side".
Det er ikke et problem, at staten vælger side imod vold, tvang, trusler, tvangsægteskaber og mishandling. Det skal den. Men dokumentet stopper ikke dér. Der gives tilskud til LGBT+-organisationers arbejde, der sættes ind med oplæg og outreach på udvalgte folkeskoler og muslimske friskoler, fagpersoner skal opkvalificeres, forældres og religiøse miljøers holdninger gøres til genstand for oplysningsindsatser, og Danmark vil fortsat fremme LGBT+-rettigheder internationalt11. Og her må man ikke overse tvangen under LGBT's rabiate udfald mod samfundet - der sættes ind med oplæg og målrettede påvirkningsindsatser der, hvor samfundet kan ændres. Det er ikke længere frivilligt, men tvang.
Så når regeringen siger, at den har valgt side, bør kristne tro den på ordet. For spørgsmålet er ikke længere kun: "Må en homoseksuel leve fredeligt i Danmark?" Selvfølgelig må han det. Spørgsmålet bliver snarere: "Må en kristen far, en muslimsk mor, en friskole, en præst eller et kristent fællesskab fortsat lære deres børn, at Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, og at seksualiteten efter Bibelens orden hører hjemme i ægteskabet mellem mand og kvinde, uden at denne overbevisning efterhånden behandles som et samfundsproblem?" Det er dér religionsfriheden kommer under pres og Pride-værdien tvinges igennem. Ikke nødvendigvis gennem ét dramatisk forbud, men gennem den langsomme politiske omdefinering af klassisk kristen moral til noget mistænkeligt, skadeligt eller "homofobisk".
Flere nyheder om Børneopdragelse, Samfund, Seksualitet og Woke
Kønsneutral vanvid rammer nu også LagkagehusetKirken er næste frontlinje
Folkekirken har siden 2012 haft vielse af par af samme køn. Samtidig blev der bevaret en samvittighedsbeskyttelse - en præst, som teologisk ikke kan stå inde for vielsen, kan sige nej, hvorefter parret henvises til en anden præst. Parret mister altså ikke adgangen til kirkelig vielse, fordi én præst følger sin samvittighed12. Det kompromis er nu selv blevet et politisk stridspunkt.I marts 2026 inviterede Socialdemokratiets Regnbuenetværk til debat om en ny socialdemokratisk religions- og kirkepolitik. Her blev spørgsmålet stillet helt direkte: Skal præster fortsat have ret til at afvise at vie homoseksuelle par? Netværkets egen holdning var ikke vanskelig at aflæse. Man beskrev den nuværende ordning som "åbenlyse diskrimination" og gav udtryk for, at svaret burde være nej13. Men netop her ændrer konflikten karakter. Homoseksuelle par har allerede adgang til kirkelig vielse i Folkekirken. Hvis en konkret præst af teologiske og samvittighedsmæssige grunde ikke kan foretage vielsen, findes der en anden præst, som kan. Parrets adgang til vielse er altså sikret.
Det næste politiske skridt handler derfor ikke først og fremmest om homoseksuelles mulighed for at blive gift i kirken. Det handler om, hvorvidt den enkelte præst fortsat skal have ret til at sige: "Dette kan jeg ikke medvirke til, fordi det strider mod min tro og min forståelse af Skriften". Og dér står vi med en helt anden principiel konflikt. For hvis staten ikke længere nøjes med at sikre homoseksuelle pars adgang til kirkelig vielse, men også vil kræve, at den enkelte præst personligt medvirker til noget, vedkommende anser for at være i strid med Guds ord, så er spørgsmålet ikke længere blot LGBT+-personers frihed. Så handler det også om religionsfrihed, samvittighedsfrihed og om, hvor langt staten kan gå i kravet om aktiv religiøs medvirken.
Det åndelige lag under denne udvikling bliver tydeligere, når man ser på miljøet omkring Pride. Copenhagen Pride lagde i februar 2026 platform til et arrangement med Ateistisk Selskab under overskriften "Den åndelige oprustning er en trussel imod LGBTQIA+-miljøet". Arrangementsteksten fremstillede religiøs genopblussen som en trussel og sekularisme som løsningen14. Det var ikke et regeringsudspil, og det skal ikke fremstilles som et. Men det fortæller noget om den ideologiske konflikt, Pride rummer.
På den ene side har vi en regeringsplan, der siger, at religion ikke må stå over den enkeltes frihed, og som vil bearbejde holdninger i religiøse miljøer. På den anden side har vi et Pride-miljø, hvor "åndelig oprustning" kan omtales som en trussel. Samtidig drøfter landets største parti, om præsters teologiske samvittighedsforbehold skal kunne bestå. Det er naivt ikke at se linjen. Ikke fordi alle, der går til Pride, ønsker kirken lukket, men fordi den moderne LGBT+-politiske forståelse af frihed let kommer i direkte konflikt med en kristendom, der fastholder, at mennesket ikke selv skaber sandheden om sin krop, sit køn og sin seksualitet.
Bibelsk kristendom siger ikke, at jeg finder min identitet ved at se ind i mig selv og gøre mine begær til sandhed. Den begynder med Skaberen. "Som mand og kvinde skabte han dem" er ikke for kirken en tilfældig kulturel konstruktion, men en del af skabelsesordenen (1. Mos. 1:27; Matt. 19:4-6).
Romerbrevet beskriver en dom, der begynder med overgivelse
Det er her Romerbrevets første kapitel bliver "ubehageligt" aktuelt. Paulus begynder ikke sin beskrivelse med Pride. Han begynder med menneskets forhold til Gud. Mennesket kender noget om Skaberen, men bytter Guds sandhed ud med løgnen og dyrker det skabte frem for Skaberen. Derefter kommer den frygtelige konsekvens - Gud giver mennesket hen (Rom. 1:18-25). I den sammenhæng nævnes både kvinders og mænds seksuelle forhold til deres eget køn, hvorefter Paulus skriver, at Gud giver menneskene hen til et uværdigt sind (Rom. 1:26-28).Rom. 1:26-32 behandler noget langt mere alvorligt end et katalog over enkelte menneskers private synder. Det beskriver en domsproces. Mennesket vil ikke have Gud som Gud, og dommen består blandt andet i, at Gud lader mennesket få det, det insisterer på. Romerbrevets syndeliste stopper ikke ved seksualiteten. Paulus fortsætter med uretfærdighed, ondskab, begærlighed, misundelse, mord, strid, svig, ondskabsfuldhed, hovmod og ulydighed (Rom. 1:29-32). Advarslen rammer mennesket, ikke kun "de andre". Men det ændrer ikke på, at seksuel synd nævnes helt konkret i teksten som et bevis for at Gud er udelukket af samfundet. Og det, der gør situationen i 2026 så alvorlig, er ikke først og fremmest, at sådanne synder findes. Seksuel synd har eksisteret i alle generationer. Det nye ligger i den offentlige velsignelse af den.
Når landets politiske ledelse gør det, Skriften kalder synd, til et symbol på frihed, fremskridt og danske demokratiske værdier, bevæger vi os fra menneskelig faldethed til institutionel bekendelse. Det er dét, vi alle med gudsfrygt må forstå, bringer et folk under Guds dom.
Et samfund kan også kalde ondt godt
Bibelen lærer ikke, at en nation bliver retfærdig, fordi dens politikere bruger ord som kærlighed, frihed og tolerance. Det afgørende spørgsmål er, hvad Gud kalder godt, og hvad Gud kalder ondt. Esajas advarer om dem, der vender den moralske orden om og kalder ondt godt og godt ondt (Es. 5:20). Netop dét er fristelsen i vores tid. For hvem ønsker at stå imod "kærlighed"? Hvem vil være imod "frihed"? Hvem vil sige nej til "rettigheder"? Men ordene løser ikke spørgsmålet.Hvis frihed betyder, at mennesket kan ophæve skabelsens grænser, er det ikke den frihed, Bibelen taler om. Hvis kærlighed betyder, at Gud ikke længere har ret til at definere seksualiteten, er det ikke kærligheden, der har sejret, men menneskets autonomi. Og hvis en rettighed efterhånden kræver, at præsten handler imod sin samvittighed, at skolen prædiker en bestemt kønsforståelse, og at religiøse forældre skal betragtes som et holdningsproblem, så er der ikke længere kun tale om retten til at være i fred. Så er der tale om magt over samvittigheden.
Flere nyheder om Homoseksualitet, Politik, Samfund og Seksualitet
Københavns bøsseparade må lukkeMennesket er ikke fjenden
Netop fordi jeg betragter dette som en åndelig konflikt, må jeg samtidig være meget tydelig: homoseksuelle og transkønnede mennesker er ikke kristnes fjender. Et menneskes liv bliver ikke mindre værd, fordi vedkommende går i Pride, lever homoseksuelt eller opfatter sit køn anderledes end jeg gør. Mennesket er skabt i Guds billede (1. Mos. 1:27). Det gælder også det menneske, hvis liv jeg mener er i oprør mod Guds orden. På Tagryggen har jeg også understreget dette i forbindelse med vold mod Pride-deltagere: menneskeliv må ikke gradbøjes efter seksualitet eller politisk tilhørsforhold16. Derfor er kristent had, vold, hån og menneskeforagt ikke et bibelsk svar på Pride.Men kærlighed er ikke at tie om det, Gud kalder synd. Jesus kom ikke for at fortælle os, at vores egen selvforståelse altid er sand. Evangeliet begynder med, at alle har syndet (Rom. 3:23), og det fortsætter med kaldet til omvendelse, tilgivelse og et nyt liv. Paulus kunne skrive til mennesker, der havde levet i mange slags synder: "Sådan var nogle af jer" (1. Kor. 6:9-11). Evangeliets håb ligger netop i, at mennesket ikke er låst fast til sin synd som sin identitet.
Det er her, kampen står for vores samfund, og menigheden har smidt sine våben på jorden. Paulus minder os om, at "den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef. 6:12), og han fortsætter i vers 13: "Tag derfor Guds fulde rustning på".
At tage Guds fulde rustning på er ikke blot et fromt billede. Det betyder i praksis, at vi lever i Guds ord, står fast i den frelse og retfærdighed, vi har fået i Kristus, og i tro er villige til at forkynde evangeliet. Sandheden og Åndens sværd er Ordet, brynjen og hjelmen er retfærdigheden og frelsen, skoene og skjoldet er den levende tro og villigheden til at bringe fredens evangelium videre. At iføre sig rustningen er derfor at iføre sig Kristus, kende Hans ord og stå fast på det, også når tidsånden kræver tavshed eller tilpasning.
Det er netop her, menigheden svigter, når den forsøger at møde verden med verdens egne begreber frem for med evangeliet. Den åndelige kamp vindes ikke ved at bekræfte enhver identitet eller enhver selvforståelse, men ved at forkynde sandheden i kærlighed. Pride siger "kærlighed er kærlighed", mens sandheden er at "synd er synd", at Kristus frelser og at et menneske i Ham kan få et nyt liv. Evangeliets kraft ligger ikke i, at mennesket får bekræftet sig selv, men i at det bliver kaldt ud af mørket og ind i Kristi lys.
Gud sendte ikke verden til menigheden, men menigheden til verden. Vi skal gå ud og forkynde - verden skal ikke komme ind, og menigheden har her tabt pusten. Men Jesus giver os en opmuntring til at arbejde, indtil Han kommer. I lignelsen om de ti pund siger den ædle mand til sine tjenere: "Driv handel... indtil jeg kommer tilbage" (Luk. 19:13) - vær aktive, arbejd med det, I har fået betroet, indtil jeg kommer tilbage.
Jesus fortalte lignelsen netop, fordi disciplene troede, at Guds rige straks skulle bryde frem. Men Herren skulle først drage bort, modtage riget og siden vende tilbage. I tiden mellem Hans bortgang og Hans genkomst har Han overdraget sine tjenere et ansvar. Vi skal ikke begrave det, Han har givet os, men bruge det i rigets udbredelse. Det er derfor ikke menighedens opgave at stå og stirre mod himlen og blot vente på, at Jesus kommer. Vi skal forkynde evangeliet, undervise i Ordet, tjene mennesker, bede, advare, opmuntre, kæmpe for sandheden og bruge de evner, muligheder og ressourcer, Gud har lagt i vores hænder. Den ene har fået meget, den anden mindre, men spørgsmålet ved Herrens genkomst bliver ikke, om vi havde de samme muligheder. Spørgsmålet bliver, om vi var trofaste med det, vi fik. Menigheden har tabt pusten, men burde opmuntres til igen at tage fat, når de ser, hvordan muhamedanernes iver er blevet en trussel - ikke bare imod Danmark, men snart hele verden. De gør, hvad de kristne burde have gjort siden Jesu tid.
Den første tjener kunne sige: "Herre, dit pund har indbragt ti pund". Han tog ikke æren selv. Det var Herrens pund, Herrens ejendom og Herrens sag. Sådan er det også med vores arbejde. Menigheden tilhører Kristus, evangeliet er Hans, evnerne er givet af Ham, og frugten kommer ved Hans kraft. Vores opgave er at være trofaste. Derfor må vi heller ikke lade modløshed få os til at grave vores pund ned. Verden kan blive mørkere, modstanden kan vokse, frafaldet kan brede sig, og mennesker kan sige som borgerne i lignelsen: "Vi vil ikke have denne mand til konge over os". Men det ændrer ikke Jesu befaling. Tværtimod gør det den mere påtrængende: Arbejd, indtil jeg kommer.
Vi ved ikke, hvor meget tid vi har tilbage. Men så længe Herren endnu ikke er kommet, er der arbejde at gøre. Der er mennesker, som endnu skal høre evangeliet. Der er troende, som skal styrkes. Der er sandhed, som skal forsvares. Der er børn og unge, som skal oplæres i Guds ord. Der er faldne, som skal rejses, og fortabte, som skal kaldes til omvendelse og tro på Jesus Kristus. Menighedens håb om Jesu genkomst må derfor ikke gøre den mindre virksom, men mere virksom. Jo nærmere vi ser dagen komme, desto mere grund har vi til at bruge den tid, vi har fået. Vi skal ikke forsøge at redde vores eget lille liv eller bevare vores pund sikkert i et klæde. Vi skal sætte det i arbejde for Herren.
Og når Kongen vender tilbage, er den største belønning ikke det, vi har opnået her, men at høre Hans anerkendelse: "Vel, du gode tjener". Derfor - bliv ved. Forkynd, bed, tjen, arbejd og stå fast. Lad ikke modstand, alder, træthed eller verdens udvikling få dig til at lægge arbejdet fra dig. Jesus kommer igen. Indtil da lyder Hans befaling til menigheden stadig - Arbejd, indtil jeg kommer.
Flere nyheder om Homoseksualitet, Politik, Samfund og Seksualitet
NA kan give homoseksuelle ligestillingNår Christiansborg går med i optoget
Billederne fra Pride 2026 må ses anderledes end de politikere, der smiler under regnbueflagene. Statsministeren, ministre og partier, siger ikke længere blot "Vi beskytter alle borgere", men de siger i praksis: "Dette er også, hvad Danmark står for".Som jeg tidligere advarede imod i artiklen "Da Herren forlod huset - Fra Kristus til afguder i Danmark", har vi allerede set, hvor langt denne udvikling kan føres. I USA blev Pride-flaget under Biden-administrationen placeret centralt på Det Hvide Hus, samtidig med at præsidenten erklærede, at "Amerika er en nation med Pride". Det var mere end støtte til en minoritet - det var en kulturel erklæring om, hvad nationen skulle identificere sig med. Vi ser med den politiske proklamation, at Danmark bevæger sig i samme retning. Når politikere, ministerier, virksomheder, fagforeninger og offentlige institutioner i stigende grad gør Pride til deres egen værdimarkør, ophører regnbueflaget gradvist med blot at repræsentere en bevægelse. Det bliver et symbol på den officielle moralske orden.
Næste skridt bliver da ikke nødvendigvis et direkte forbud mod kristen modstand. Presset kan komme langt mere indirekte igennem lovgivning, institutionelle krav, sociale sanktioner og forventningen om, at borgere ikke blot tolererer den nye forståelse af køn og seksualitet, men aktivt anerkender den. Det er netop den udvikling vi bør se alvoren i, mens den endnu fremstilles som tolerance og inklusion.
Det har nu udviklet sig til en statslig handlingsplan, der spænder fra politiet til skolerne, fra sundhedsområdet til udenrigspolitikken. Det er en behandling af mindreåriges kønsidentitetsproblematikker samtidig med, at staten selv erkender behovet for mere viden om langtidsvirkninger. Det er en politisk diskussion om, hvor længe præstens samvittighed kan få lov til at stå imod den nye seksualmoral. Og det er en Pride-bevægelse, der selv erklærer, at opgaven endnu ikke er fuldført.
Det er i den sammenhæng, Rom. 1:26-32 bør læses. Guds dom kommer ikke nødvendigvis først som ild fra himlen eller som et dramatisk nationalt sammenbrud. Romerbrevet beskriver også en dom, hvor Gud overgiver mennesket til det, mennesket selv har valgt. Sandheden bliver vendt om, begæret får moralsk autoritet, og til sidst bifalder mennesker ikke alene synden, men også dem, der praktiserer den (Rom. 1:28-32). Det er netop dette bifald, vi ser institutionaliseret. Og når landets ledere går forrest og gør det til national dyd, er spørgsmålet ikke længere kun, hvad Mette Frederiksen eller et bestemt parti mener om Pride. Spørgsmålet er, hvad der sker med et folk, når dets ledere offentligt velsigner det, Gud har advaret imod.
For Christiansborg kan stemme om love. Regeringer kan skrive handlingsplaner. Ministerier kan bevilge millioner. Partier kan marchere under regnbueflag og kalde det danske værdier. Men Folketinget kan ikke vedtage en ny skabelsesorden. Gud er stadig Gud. Og hvis Romerbrevet taler sandt, er det farligste punkt ikke nødvendigvis den dag, hvor et samfund oplever modstand mod sin vej. Det kan være den dag, hvor modstanden forsvinder, hvor lederne klapper, hvor institutionerne følger efter, og hvor mennesket får lov til fuldt ud at kalde sin egen vilje for frihed.
Det er ikke et tegn på, at Gud har givet sin velsignelse. Det er et tegn på, at Han har givet mennesket hen. Og når Jesus siger, "som det gik til i Lots dage: de spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, og på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle — på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, der på hin dag er på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke stige ned for at hente dem; ej heller skal den, som er på marken, vende tilbage igen" (Luk. 17:28-31) - så bør vi med skælven huske tilbage på Sodomas ødelæggelse og erkende, at Guds dom er nær.
Det betyder selvfølgelig, at menigheden som Lot tages ud af verden, og så kommer dommen. Vi ser at det er meget tæt på igennem alt, hvad jeg her har peget på. Det bør selvfølgelig bringe håb og glæde hos os troende, men samtidig også opildne os til handling - til at arbejde - til at kalde på de fortabte, til at turde forkynde evangeliet om Jesu død i vort sted, for at vi skal kunne leve frie og elskede sammen med Skaberen.
Se også