Noget stort er sket. Der er nyheder, man læser, registrerer og glemmer igen. Så er der nyheder, hvor man næsten må lægge avisen fra sig et øjeblik, fordi betydningen rækker langt ud over selve dagen. Mekka-aftalen hører for mig til den sidste slags. Den 7. august 2026 satte Tyrkiet, Saudi-Arabien og Pakistan deres navne under "Mecca Joint Defence Agreement" (Mekka fælles forsvarsaftale). Tre store sunnimuslimske magter har dermed bundet deres sikkerhed sammen efter et princip, der er så enkelt, at ingen behøver en militæruddannelse for at forstå alvoren: Et væbnet angreb på den ene skal betragtes som et angreb på dem alle¹.

Det er stort, fordi vi, der har fulgt Bibelens profetier om Israel gennem mange år, kender retningen. Skriften har for længst fortalt, at Israel i de sidste tider ikke bare skal stå over for enkeltstående fjender. Nationer vil samles. Alliancer vil tage form (herunder Magog-koalitionen). Jerusalem vil blive den sten, verden bliver ved med at støde imod, indtil nationerne endeligt samles omkring den (Zak. 12:2-3).

Og nu står vi her og ser endnu en struktur blive bygget. Ikke i Washington. Ikke i Bruxelles. I Mekka. Islamens helligste by.

Det er ikke bare tre lande

Man kan let komme til at læse navnene som tre tilfældige stater på et kort: Tyrkiet, Saudi-Arabien og Pakistan. Men ser man på, hvad de tre lande hver især bringer ind i en fælles muslimsk forsvarsstruktur, bliver billedet langt mere alvorligt.

Tyrkiet bringer en enorm konventionel militær styrke, en voksende national våbenindustri og NATO's næststørste hær. Pakistan bringer en stor stående hær og, vigtigst af alt, atomvåben. Saudi-Arabien bringer kapital, olie, regional indflydelse og en religiøs tyngde, der ikke kan adskilles fra, at kongeriget huser både Mekka og Medina. Det er ikke en sammenslutning af militært svage randstater. Det er militær magt, atomar magt, økonomisk magt og islamisk symbolmagt, der begynder at blive samlet under én forsvarspolitisk paraply.

Det stopper efter alt at dømme ikke nødvendigvis ved tre. Den tyrkiske udenrigsminister Hakan Fidan sagde dagen efter underskrivelsen, at præsident Recep Tayyip Erdogan ønsker at se aftalen udvidet. Egypten blev konkret nævnt som mulig deltager. Der skal desuden etableres en ministerkomité og et permanent generalsekretariat i Saudi-Arabien. Fidan sammenlignede selv konstruktionen med NATO's artikel 5 og sagde, at princippet "teknisk set" er det samme². Læs det igen. Det er ikke mig, der forsøger at få aftalen til at lyde som et islamisk NATO. Tyrkiets egen udenrigsminister sammenligner den med NATO's vigtigste forsvarsprincip. Og Erdogans vision er, at flere lande skal ind under taget.

For knap et år siden skrev jeg om idéen om et "islamisk NATO", og dengang var det fortsat nødvendigt at understrege, at den eksisterende "Islamic Military Counter Terrorism Coalition" (Islamisk militær koalition for bekæmpelse af terrorisme) ikke var en ægte artikel 5-lignende kollektiv forsvarspagt. Den bestod ganske vist af 43 muslimske stater, men var formelt rettet mod terrorisme og havde ikke princippet om, at angreb på ét land var angreb på alle³. Nu har tre af den muslimske verdens militært mest betydningsfulde stater netop skrevet dette princip ind i en aftale. Noget har flyttet sig.

Vi skal turde se det muslimske element

Det bliver hurtigt ubehageligt i vor tid, når man nævner islam i forbindelse med Israel. Man får næsten fornemmelsen af, at man skal skrive sig igennem femten undskyldninger, inden man må konstatere det, der ligger åbent foran os. Men det ændrer heller ikke den politiske virkelighed, at modstanden mod Israel er en af de ganske få sager, som igen og igen kan samle ellers dybt uenige muslimske stater. Sunni og shia kan være bitre rivaler. Tyrkiet, Saudi-Arabien og Iran kan konkurrere om magten. Pakistan kan have helt andre nationale interesser. Men når Israel kommer ind i billedet, dukker et fælles religiøst og politisk sprog igen og igen frem.

Dagen før Mekka-aftalen blev underskrevet, stod Saudi-Arabien, Tyrkiet og Pakistan sammen med blandt andre Egypten, Qatar, Jordan, Indonesien og De Forenede Arabiske Emirater bag en fælles fordømmelse af israelske angreb i Gaza⁴. Året før sagde Hakan Fidan direkte, at muslimske lande måtte stå samlet imod Israels plan for Gaza⁵. Og det er dét, vi skal hæfte os ved. Ikke at alle disse lande tænker ens. Det gør de bestemt ikke. Men Israel har en forunderlig evne til at blive det spørgsmål, hvor forskellene for en stund kan træde i baggrunden, og den islamiske identitet igen træder frem som samlende faktor.

Flere nyheder om Abraham Akkorderne, Israel, Mellemøsten og Tidens ende

"Han skal bekræfte pagten med mange i én uge"

10. marts, 2021

Bibelen behøvede ikke moderne meningsmålinger for at vide, at Jerusalem en dag ville befinde sig midt i nationernes vrede. Gud så slutningen fra begyndelsen. Vi ser brikkerne bevæge sig.

Tyrkiets sprog er ikke længere diplomatisk

Tyrkiet gør denne udvikling særlig vigtig, for den tyrkiske regering omtaler ikke længere Israel som blot en vanskelig nabo eller politisk modstander. Hakan Fidan sagde den 3. juli om Israels nuværende politik: "Menneskeheden kan simpelthen ikke længere bære denne byrde. Den menneskelige samvittighed kan ikke bære den. Politiske systemer kan ikke bære den. Økonomiske systemer kan ikke bære den"⁶. Det er et voldsomt sprog fra udenrigsministeren i et NATO-land.

Erdogan har samtidig sagt, at Israels handlinger i Syrien og Libanon nu er kommet så tæt på, at de også truer Tyrkiets egen sikkerhed. Han beskrev Israel som en trussel mod regionen og krævede, at landet blev standset⁷. Det er her, udviklingen får en dimension, jeg synes er vanskelig at overse. For Tyrkiet står ikke uden for Vesten. Tyrkiet er inde i NATO. Tyrkiet står med en fod i hver lejr og her bliver det for alvor interessant.

Tyrkiet har siden 1952 været medlem af NATO. NATO er ikke en klub for diplomatiske hensigtserklæringer. Alliancens hjerte er artikel 5: Et væbnet angreb på ét medlem betragtes som et angreb på dem alle. Og i artikel 6 står Tyrkiet endda direkte nævnt. Et væbnet angreb på tyrkisk territorium er omfattet af det geografiske område, hvor artikel 5 kan komme i anvendelse. Samtidig siger artikel 8, at NATO-landene ikke må indgå internationale forpligtelser, der er i konflikt med NATO-traktaten⁸.

Nu har Tyrkiet underskrevet endnu en forsvarspagt med et artikel 5-lignende princip. På den ene side står USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Danmark og resten af NATO. På den anden side står Pakistan og Saudi-Arabien i den nye Mekka-pagt. Og midt mellem dem står Tyrkiet. Jeg synes ikke, man skal læse for hurtigt hen over det. Tyrkiet er blevet en bro mellem to sikkerhedssystemer.

Det betyder ikke, at Saudi-Arabien eller Pakistan nu er dækket af NATO. Hvis Israel, Iran eller et andet land angriber Saudi-Arabien, udløser det ikke automatisk NATO's artikel 5. Mekka-pagten kan ikke bare sende sine rettigheder videre ind i NATO. NATO selv gør desuden klart, at artikel 5 vurderes i forhold til et konkret væbnet angreb, at det angrebne medlem skal ønske kollektiv handling, og at hvert medlems støtte ikke nødvendigvis behøver bestå af direkte militær magt⁹. Men det interessante ligger i det næste led.

Forestil dig, at en større regional krig bryder ud. Saudi-Arabien eller Pakistan angribes. Tyrkiet opfylder sine forpligtelser under Mekka-aftalen og engagerer sig militært. Konflikten vokser. Tyrkiske styrker, baser eller selve tyrkisk territorium bliver derefter angrebet. Så er vi ikke længere kun i en lokal mellemøstlig konflikt. Så står et NATO-medlems sikkerhed direkte på spil. Det betyder stadig ikke automatisk verdenskrig. Men det skaber en mulig eskalationsvej fra den muslimske verdens konflikter direkte ind i NATO's rådssal i Bruxelles.

Det er dét, der gør Tyrkiet så afgørende. Det er en bro fra Mellemøsten ind i NATO. En bro fra islamiske alliancer ind i Europas sikkerhedsarkitektur. Og profetisk er Tyrkiet samtidig et af de lande, vi længe har holdt øje med i forbindelse med Magogkrigen i Ezekiel 38.

Pakistan siger det højt

Hvis nogen synes, at forbindelsen til Israel bliver trukket for langt, så behøver vi ikke gætte på, hvad alle pagtens ledere tænker. Vi kan lytte til, hvad de selv siger. Den pakistanske forsvarsminister Khawaja Asif ventede omtrent et døgn efter underskrivelsen, før han kaldte Israel en "illegitim stat" og opfordrede muslimske lande til at skabe en "forenet militær front" imod Israel¹⁰. Prøv at sætte de to begivenheder ved siden af hinanden.

Fredag: Pakistan underskriver en kollektiv forsvarspagt med Tyrkiet og Saudi-Arabien. Lørdag: Pakistans forsvarsminister opfordrer til en samlet muslimsk militær front mod Israel. Pakistan er ovenikøbet ikke blot endnu en muslimsk stat med en stor hær. Landet er en atommagt, og anerkender fortsat ikke Israel. Det pakistanske udenrigsministerium har fastslået, at landet ikke kan anerkende Israel, før der findes en løsning på Palæstina-spørgsmålet, som tilfredsstiller palæstinenserne¹¹. Vi behøver altså ikke opfinde fjendskabet. Det bliver sagt åbent.

Flere nyheder om Islam, Israel, Mellemøsten og Tidens ende

Hamas: Israel har otte år tilbage.

19. januar, 2014

Mekka er ikke en tilfældig kulisse

Man kunne have underskrevet aftalen i Ankara. Man kunne have gjort det i Islamabad. Man kunne have valgt Riyadh, hvor Saudi-Arabiens regering og ministerier ligger. Men pagten blev bekendtgjort i Mekka.

Mekka er ikke bare en saudisk by. Den er centrum for den islamiske verdens religiøse orientering. Millioner vender sig mod byen i bøn hver eneste dag. Det er stedet for Kabaen og hajj (den hellige, årlige pilgrimsrejse). Når en kollektiv forsvarspagt mellem tre store muslimske magter bærer navnet "Mecca Joint Defence Agreement", får den derfor uundgåeligt en betydning, der rækker ud over sædvanlig militær administration.

Reuters beskrev efterfølgende, hvordan offentliggørelsen i Mekka gav aftalen en symbolsk muslimsk dimension, og en forsker fra Carnegie Middle East Center beskrev signalet som muslimske nationer, der lover at beskytte hinanden som én "Ummah" (ét folk)¹². Ummah - det verdensomspændende muslimske fællesskab. Det er et ord, man bør huske. For vi har i årevis set fragmenteringen: Saudi-Arabien mod Iran, Tyrkiet mod arabiske regimer, Qatar mod naboerne, sunni mod shia. Og det har været let at tænke, at den muslimske verden aldrig kunne samles om noget større.

Men Bibelens profetier behøver ikke en muslimsk verden uden interne konflikter. De kræver blot, at bestemte nationer på det rette tidspunkt kan finde en fælles interesse stærk nok til at overvinde deres forskelle. Og Israel er igen og igen den interesse.

Det mærkelige er, at selv Iran, som i øjeblikket selv er en af de største årsager til Saudi-Arabiens frygt, ikke reagerede ved at fordømme den nye Mekka-pagt. Tværtimod. Den 10. august sagde Irans udenrigsministerium, at landet ikke så nogen grund til at frygte aftalen. Teheran fremstillede den som et muligt skridt mod større regional selvstændighed og pegede samtidig på nødvendigheden af at modvirke, hvad Iran kaldte den "zionistiske fjende" og dens allierede¹³. Det er et lille glimt af noget større. Saudi-Arabien frygter Iran. Iran og Saudi-Arabien har konkurreret om magt og religiøs indflydelse gennem årtier. Mekka-aftalen er blandt andet vokset frem under frygten for iranske angreb. Og alligevel kan Iran se på den samme muslimske forsvarsstruktur og sige: Den behøver ikke være et problem, hvis den retter blikket mod den virkelige fjende - Israel.

Der er gamle fjendskaber i den muslimske verden. Men der er et fjendskab, der igen og igen viser sig i stand til at stå over de andre.

Saudi-Arabien kan blive en nøgle til den større pagt

Der var en periode, hvor det næsten virkede som et spørgsmål om tid, før Saudi-Arabien ville følge De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain ind i Abraham-aftalerne og åbne officielle forbindelser med Israel. Men gennembruddet kom aldrig. Ikke endnu. For måske er det netop dét ord, der mangler. Så sent som i juli 2026 gjorde USA en civil atomaftale med Saudi-Arabien betinget af, at Riyadh sluttede sig til Abraham-aftalerne. Saudi-Arabien har samtidig fastholdt, at normalisering med Israel kræver en vej til en palæstinensisk stat¹⁴. Og nu kommer Mekka-aftalen ind fra en helt anden retning.

Saudi-Arabien har ikke nærmet sig Israel. Kongeriget har i stedet bundet sin sikkerhed tættere sammen med Tyrkiet og Pakistan i en muslimsk forsvarspagt. Umiddelbart ser det ud som endnu et skridt væk fra Jerusalem. Men måske er det netop denne nye sikkerhedsstruktur, der kan blive en del af det pres, som senere gør en langt større aftale nødvendig. For jo stærkere de regionale blokke bliver, desto større bliver behovet også for den mand, der kan træde ind mellem dem og få dem til at acceptere noget, de ikke tidligere kunne enes om.

Det er her, Dan. 9:27 bliver vanskelig at læse uden at tænke fremad. Antikrist beskrives ikke som den, der nødvendigvis opfinder pagten fra ingenting, men som den, der "bestyrker" en pagt med de mange i én uge. Det åbner for en interessant mulighed - at strukturer, aftaler og diplomatiske rammer allerede eksisterer, men at de på et bestemt tidspunkt løftes op på et helt andet niveau og får den styrke og garanti, de hidtil har manglet.

Der er stor sandsynlighed for, som jeg ofte har påpeget, at Abraham-aftalerne kan være det eksisterende fundament. Bibelen kalder ikke den kommende pagt for Abraham-aftalerne, og vi skal ikke give en moderne traktat et navn, Skriften ikke selv giver den. Men vi kan godt se, hvordan en allerede eksisterende normaliseringsproces mellem Israel og arabiske lande senere kunne indgå i noget langt større. Og Abraham er deres fælles historiske arv. Og måske er Mekka-aftalen ikke en hindring for den udvikling. Måske er den med til at skabe behovet for den.

Flere nyheder om Islam, Israel, Mellemøsten og Tidens ende

Obama i Israel, 2013

27. marts, 2013

Saudi-Arabien står nu med en fod i en voksende muslimsk sikkerhedsstruktur, mens USA fortsat lokker med adgang til teknologi, atomprogram og et dybere strategisk forhold, hvis Riyadh normaliserer forbindelsen til Israel. Samtidig vokser frygten for Iran, krigenes mulighed for at brede sig og behovet for en større regional sikkerhedsordning. Det begynder at ligne et landskab, hvor en fremtidig leder kan komme med noget, ingen af parterne hidtil har været i stand til at levere alene: en garanti - en pagt - en løsning, der tilsyneladende kan binde Israel, de arabiske lande og måske endnu flere sammen under løftet om fred og sikkerhed.

Hvis det er sådan, den kommende pagt tager form, behøver Antikrist ikke begynde med et blankt stykke papir. Han kan træde ind i et allerede eksisterende net af Abraham-aftaler, sikkerhedspagter, amerikanske garantier, muslimske alliancer og regionale interesser - og "bestyrke" det hele til noget, verden oplever som det endelige gennembrud (Dan. 9:27). Så bliver det pludselig interessant, at Saudi-Arabien endnu ikke har sluttet sig til Abraham-aftalerne. For måske er historien ikke gået i stå. Måske bliver kongeriget gemt til den aftale, der bliver langt større. Og måske er Mekka-pagten, mærkeligt nok, en af de brikker, der først må falde på plads, før behovet for den pagt bliver stort nok.

Ezekiels gamle navne står stadig på siden

Når jeg læser Ezekiel 38-39, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mærkeligt det må have lydt for tidligere generationer. Persien skulle være med. Områder forbundet med Lilleasien skulle være med. Folkeslag nordfra skulle bevæge sig imod Israels land. Israel skulle befinde sig i sit land, og en multinational hær skulle komme imod det (Ezek. 38:2-9).

For to hundrede år siden fandtes staten Israel ikke. For hundrede år siden var Tyrkiet blevet resterne af et kollapset osmannisk imperium. Persien havde endnu ikke taget navnet Iran. Ingen kunne tænde fjernsynet og følge diplomater fra Ankara, Teheran, Riyadh og Islamabad, der flyttede brikker omkring en genoprettet jødisk stat. Men her står vi. Mekka-pagten er ikke Gog-Magog-koalitionen og Saudi-Arabien og Pakistan kan ikke bare indsættes i Ezekiels liste, fordi det passer os. Tværtimod forbindes Saba og Dedan, som ofte placeres på Den Arabiske Halvø, i Ezek. 38:13 med en gruppe, der stiller spørgsmål til Gogs invasion snarere end tydeligt at deltage i den.

Vi skal ikke bøje Skriften efter avisen. Avisen skal lægges ved siden af Skriften. Og når vi gør det, kan vi se retningen. Tyrkiet er der. Iran er der. Ruslands forbindelse til Iran er vokset. Israel er centrum. Den muslimske verden bevæger sig mod stærkere militært samarbejde. Og nu findes der en artikel 5-lignende muslimsk forsvarsstruktur, som Tyrkiets præsident ønsker udvidet. Hvor mange brikker skal flytte sig, før vi tør erkende, at noget stort sker foran os?

"Vi har sluttet pagt"

Esajas fortæller om ledere i Jerusalem, som på et tidspunkt mener, at en pagt kan beskytte dem imod den kommende svøbe: "Vi har sluttet pagt med døden", siger de, fordi de mener sig sikre, når ulykken kommer. Gud svarer, at deres pagt skal brydes (Es. 28:15-18). Det var Kong So af Ægypten Israel alierede sig med, og med Ægypten som et billede på den hedenske verden, kan det læses sammen med Daniels beskrivelse af den kommende herskers pagt (Dan. 9:27). Tænk over mekanismen. Hvorfor vil Israel nogensinde acceptere en sikkerhedsaftale, som får så afgørende profetisk betydning? Fordi sikkerhed bliver desperat nødvendig.

En nation, der føler sig stærk nok alene, behøver ingen falsk fredsfyrste. Men hvad sker der, hvis Israel en dag ser mod nord og finder Rusland og Tyrkiet fjendtligt? Mod øst og ser Iran? Mod den muslimske verden og ser militære strukturer, der vokser? Mod Vesten og opdager, at støtten vakler? Så bliver løftet om "fred og sikkerhed" noget ganske andet end diplomatisk papir. Så bliver det fristelsen til overlevelse.

Jerusalem står stadig i midten

Det er det, jeg bliver ved med at vende tilbage til - Jerusalem. Ikke Washington, Moskva eller Beijing. Jerusalem. "På den Dag gør jeg Jerusalem til en løftesten for alle Folkeslag", sagde Gud for længe siden (Zak. 12:3). Hvordan skulle den gamle by blive en byrde for hele verden? Vi behøver næsten ikke længere spørge.

Flere nyheder om Islam, Israel, Mellemøsten og Tidens ende

Palæstinensisk leder opfordrer til arabisk invasion af Israel

10. juli, 2010

Generation efter generation af diplomater rejser hjem fra Jerusalem uden at have løst spørgsmålet. FN mødes om det. USA's præsidenter arbejder med det. Arabiske konger taler om det. Iranske ayatollaher truer over det. Tyrkiske ledere hæver stemmen over det. Pakistan nægter at anerkende Israel på grund af det. Mekka, Medina, Tempelbjerget, al-Aqsa, Zion, Judæa og Samaria - religion, land, historie og geopolitik ligger viklet ind i hinanden på et område, man kan køre tværs over på få timer.

Verden kan ikke lægge Jerusalem fra sig. Præcis som Zakarias sagde.

Vi ser ikke slutningen endnu - men vi ser scenen blive bygget

Det er måske dér, vi nogle gange begår fejlen. Vi forventer, at profetierne skal komme med trompeter og store bogstaver, så ingen kan være i tvivl. Men sådan begynder verdenshistorien sjældent. Den begynder med et møde, et håndtryk, en forsvarsminister, en traktat, et generalsekretariat, en fælles øvelse, et våbenkøb, en formulering på et stykke papir: "Et angreb på én er et angreb på alle". Og år senere opdager man, hvad der faktisk blev bygget den dag.

Den 7. august 2026 blev der i Mekka lagt endnu en sten. Tre muslimske magter bandt deres sikkerhed sammen. Den ene er en atommagt. Den anden vogter islamens helligste steder og har enorm finansiel indflydelse. Den tredje har NATO's næststørste hær, er en del af Vestens kollektive forsvarssystem, har i årevis bevæget sig stadig længere væk fra Israel og er samtidig det land i den nye pagt, som profetisk interesserede allerede havde øjnene rettet mod. Og Erdogan vil have flere med.

Jeg kan ikke læse det og trække på skuldrene. Vi ved ikke, om Mekka-pagten eksisterer i sin nuværende form, når Ezekiel 38 en dag bliver historie. Vi ved ikke, hvilke lande der kommer ind, hvem der går ud, eller hvilke krige der omformer regionen først. Men vi kan se noget blive forberedt. Vi kan se, at den muslimske verden bliver i stand til noget, den ikke tidligere var i stand til i samme form - at lægge et NATO-lignende princip under et regionalt sikkerhedssamarbejde.

Vi kan se Tyrkiet stå som forbindelsesled mellem NATO og denne nye struktur, Pakistan tale åbent om en muslimsk militær front mod Israel. Vi kan se Iran kalde Israel den fælles zionistiske fjende og Saudi-Arabien stå uden diplomatiske forbindelser med Israel. Og midt i det hele står den lille jødiske stat, som Gud sagde skulle blive en byrdefuld sten for nationerne. Det er svært ikke at mærke alvoren. For os, der tror Bibelens profetier, er dette ikke bare udenrigspolitik. Det er endnu en bid af endetidens landskab, der bliver synlig. Ikke hele billedet. Ikke den sidste brik. Men en brik. Og den faldt på plads i Mekka.

Referencer

¹ "Saudi Arabia, Turkey, Pakistan pledge mutual defence as Middle East turmoil escalates", Reuters, d. 07-08-2026
² "Turkey, Pakistan, Saudi Arabia defence pact technically same as NATO's Article 5, Turkish minister says", Reuters, d. 08-08-2026
³ "Ideen om et 'islamisk NATO' - en profetisk opklaring?", Tagryggen, d. 03-10-2025
⁴ "Regional states condemn Israeli strikes in Gaza; Israel blames Hamas", Reuters, d. 06-08-2026
⁵ "Turkey says Muslim countries must be united against Israel's Gaza takeover plan", Reuters, d. 09-08-2025
⁶ "Türkiye's Erdogan, US' Trump share 'strong will' to lift CAATSA sanctions: Foreign minister", Anadolu Agency, d. 03-07-2026
⁷ "Erdogan says Israel's attacks on Syria, Lebanon threaten Turkey too", Reuters, d. 10-06-2026
⁸ "The North Atlantic Treaty", NATO, d. 04-04-1949
⁹ "Collective defence and Article 5", NATO, d. 12-11-2025
¹⁰ "Pakistan's defense minister threatens 'illegitimate' Israel after inking pact with Saudis, Turkey", The Times of Israel, d. 08-08-2026
¹¹ "Recognition of Israel not under consideration", Ministry of Foreign Affairs, Pakistan
¹² "Saudi Arabia bets on defensive alliances to deter slide into war", Reuters, d. 12-08-2026
¹³ "Iran says no reason to fear Pakistan-Turkey-Saudi security pact", Reuters, d. 10-08-2026
¹⁴ "US says Saudi nuclear deal off without Israel recognition", Reuters, d. 23-07-2026
¹⁵ "Iran under pres: Protesterne slår revner i systemet", Tagryggen, d. 20-01-2026
¹⁶ "Türkiye determines its own 'friends, enemies' based on national interests: Foreign minister", Anadolu Agency, d. 03-07-2026.