Det varede ikke længe, før kritikken væltede ind. Auken bliver blandt andet beskyldt for at omskrive historien og romantisere kirkens rolle. I kritikken trækkes professor Frederik Stjernfelts idéhistoriske arbejde frem, og så kommer den velkendte liste: Kirken har censureret. Kirken har forfulgt. Kirken har modarbejdet demokratiske reformer. Der har været heksebrændinger og religiøs tvang. Konklusionen bliver leveret med den sædvanlige belærende overlegenhed - det er værd at kende historien, før man omskriver den.
Det lyder slagkraftigt, men midt i kritikken gemmer der sig en kolossal fejlslutning. For der tales hele tiden om "kirken", mens den egentlige tiltalte kun står underforstået i lokalet. Det er kristendommen, der dømmes. Det er Bibelen, der mistænkeliggøres. Og i sidste ende er det Gud, der anklages for at stå på den forkerte side af friheden. Ingen behøver at sige det direkte. Man skal blot nævne heksebrændinger og censur længe nok. Så klarer associationen resten.
Kirken står anklaget - men Gud er den skjulte tiltalte
Lad os først slå noget fast. Kirkelige institutioner har misbrugt magt. Præster, biskopper og kirkeledere har handlet grusomt, korrupt og gudløst. Kirker har samarbejdet med stater, forfulgt modstandere og forsøgt at bevare deres egen position. Den dominerende kirke op imod endetiden, har forladt Jesus, så Han nu står udenfor mens Han burde være menighedens hoved, og banker på, for at den der åbner kan holde nadver med Ham (Åb. 3:20) - dvs. have et personligt fællesskab med Ham.Kristne trossamfund, kirke og sekter har i den grad misbrugt troen for egen vindings skyld. Det er ikke noget, der skal skjules. Men det beviser ikke, hvad kritikerne presser det til at bevise. Hvis man vil bruge kirkens handlinger som argument imod bibelsk kristendom, mangler der nemlig et afgørende led - man må først vise, at kirken gjorde det, Kristus lærte den at gøre. Det spørgsmål springes næsten altid over.
Jesus pegede på verdens herskere og sagde, at de "er strenge herrer over dem", og at de store "lader dem føle deres magt". Derefter sagde Han til sine egne disciple: "Men således skal det ikke være blandt jer" (Mark. 10:42-45). Da Jesus stod foran Pilatus, forklarede Han ligeledes: "Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet" (Joh. 18:36). Så når en kirke opbygger et politisk magtapparat, griber sværdet og lader mennesker føle dens magt, er det ikke nok at pege på korset over kirkebygningen og sige, "se, hvad kristendommen gjorde". Man er nødt til at åbne Bibelen og spørge, om kirken adlød sin Herre. Det er næsten aldrig det spørgsmål, der stilles.
Magten måtte skære Bibelen i stykker
Et af de mest afslørende eksempler findes i den anglikanske kirkes egen historie. Church of England har erkendt sin skamfulde forbindelse til den transatlantiske slavehandel. På en udstilling om kirkens rolle blev der blandt andet vist en særlig "slavebibel" fra 1808. Den var beregnet til slaver, men der var et problem med den. Den indeholdt tekster, som kunne få slaver til at tænke på frihed. Løsningen var enkel. Man skar Bibelen i stykker. Omkring 90% af Det Gamle Testamente og halvdelen af Det Nye Testamente blev fjernet. Beretninger og tekster om udfrielse fra trældom blev sorteret bort2.Tænk over, hvad det egentlig fortæller. Da magten ønskede en bibel, der kunne holde slaven nede, var den virkelige Bibel så farlig, at den måtte beskæres. Det er et ganske mærkeligt bevis for, at Bibelen skulle være problemet. På samme udstilling fandtes også den modsatte historie. Kristne, der bekæmpede slaveriet. Den anglikanske præst Morgan Godwyn skrev imod slavehandelen allerede i 1680. Senere førte William Wilberforce sin årelange kamp mod den britiske slavehandel, og den tidligere slavekaptajn John Newton vendte sig efter sin omvendelse imod den verden, han selv havde været en del af.
Flere nyheder om Danmark, Kristendom og Samfund
De frygter kristne netværk - men ser ikke Danmarks åndelige sammenbrudBibelen fordrer ikke demokrati
Her skal man samtidig passe på ikke at svare på en historisk overdrivelse med en kristen overdrivelse. Bibelen fordrer ikke moderne demokrati. Der står intet om parlamentarisme, politiske partier, fireårige valgperioder eller almindelig stemmeret. Det ville være historisk uredeligt at læse det moderne danske folkestyre tilbage i Moses. Men demokratiet er heller ikke frihedens Gud.Bibelen opstiller længe før moderne parlamentarisme nogle principper, der er dødsensfarlige for forestillingen om den absolutte hersker. Selv kongen skulle stå under loven. Han skulle have en afskrift af Guds lov hos sig og læse i den alle sine levedage, "for at hans Hjerte ikke skal hovmode sig over hans Brødre eller vige til højre eller venstre fra Budet" (5. Mos. 17:18-20). Bemærk ordene. Kongen står ikke over sandheden. Han skaber ikke ret og uret. Han er ikke et ophøjet væsen, der ejer befolkningen.
Dommerne fik samtidig besked på at dømme "retfærdigt" og blev beordret ikke at vise "Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen" (5. Mos. 1:16-17). Staten kunne ikke bare knuse et menneske på grundlag af en enkelt anklage: "Kun på to eller tre Vidners Udsagn kan en Sag afgøres" (5. Mos. 19:15). Det er ikke demokrati, men noget langt mere grundlæggende. Det er erkendelsen af, at magten står under en lov, den ikke selv har skabt.
En stemmeurne kan ikke skabe et menneske
Vi har efterhånden fået vendt hele rækkefølgen om. I dag fortælles historien næsten sådan, at mennesket først blev frit, da demokratiet kom. Demokratiet gav os rettighederne. Demokratiet gav os menneskeværdet. Demokratiet gjorde os lige. Men demokrati kan tælle stemmer. Det kan ikke skabe et menneske. Hvis 51% stemmer for at undertrykke 49%, bliver undertrykkelsen ikke retfærdig, fordi stemmesedlerne blev talt korrekt. Hvis et flertal ønsker censur, bliver censuren ikke moralsk god. Hvis et flertal beslutter, at en bestemt gruppe mennesker har mindre værdi, kan stemmeurnen ikke fortælle os, hvorfor flertallet tager fejl.Her kommer Bibelen med et svar, længe før det første moderne parlament eksisterede: "Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det" (1. Mos. 1:26-27). Mennesket får ikke sin værdi af Folketinget. Staten skaber ikke mennesket og uddeler derfor heller ikke menneskets grundlæggende værdi efter forgodtbefindende. Mennesket har værdi, fordi det er skabt af Gud.
Historikeren Darrin M. McMahon har i TIME gennemgået lighedstankens historie og peget på netop den jødiske og kristne traditions afgørende betydning for udviklingen af forestillingen om menneskelig lighed3. Det betyder ikke, at alle kristne altid har behandlet mennesker lige. Bibelen fortæller heller ikke, at Guds folk altid adlyder Gud. Tværtimod er en ganske stor del af Bibelen historien om mennesker, konger og præster, der ikke gør det. Men den giver os den målestok, hvormed vi kan dømme deres handlinger.
Jakob skrev direkte: "Lad ikke jeres tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være forbundet med personsanseelse!" (Jak. 2:1-4). Når en kristen gør forskel på mennesker efter rigdom og position, er problemet ikke, at han fulgte teksten for nøje. Problemet er, at han ikke gjorde det.
Demokratiet er ikke sin egen moralske begrundelse
Det er værd at standse ved en misforståelse, som præger hele denne debat. For selv hvis vi et øjeblik lægger spørgsmålet om kristendommen til side, er det ikke sandt, at demokratiet i sig selv skaber frihed, menneskeværd og ret. Det erkendte Europas politiske ledere faktisk selv efter Anden Verdenskrig. Da Danmark sammen med ni andre lande stiftede Europarådet i 1949, beskrev de i organisationens statut deres fælles "åndelige og moralske værdier" som den sande kilde til individuel frihed, politisk frihed og retsstat. Disse principper blev derefter kaldt grundlaget for ethvert ægte demokrati4. Der står ikke, at disse værdier er troen på Jesus Kristus. Der står hverken Bibelen, kristendom eller Gud, og teksten skal derfor heller ikke presses til at sige det. Men rækkefølgen er alligevel afslørende. Demokratiet blev ikke beskrevet som frihedens kilde. Tværtimod måtte der allerede findes en moralsk målestok, et syn på frihed og en forståelse af ret, som demokratiet kunne bygges på.Flere nyheder om EU, Europa og Politik
Historisk vending i Bruxelles: EU-Parlamentet går mod en langt hårdere migrantlinjeDet er netop her, kristendommens betydning bliver relevant. Ikke fordi Europarådet i 1949 bekendte Jesus Kristus, men fordi Europas forestillinger om mennesket, loven og magtens begrænsning ikke begyndte den dag, demokratiet fik en stemmeseddel. Den havde en historie. Og en meget stor del af den historie var kristen.
Gud røg ud - men Europas hedenske prinsesse fik et ansigt
Det gør udviklingen i det senere europæiske samarbejde desto mere interessant. For EU er ikke en kristen institution, og man skal ikke forsøge at gøre den til det. Tværtimod opstod der under arbejdet med den europæiske forfatning en direkte strid om, hvorvidt Europas kristne rødder overhovedet skulle nævnes. Ønsket om en konkret henvisning til kristendommen mødte modstand, og den kristne reference kom ikke med. Berlingske beskrev meget præcist resultatet med overskriften: "Gud røg ud af EU's forfatning", med en definition der siger at "den europæiske tanke især bygger på arven fra det gamle Grækenland og Romerriget samt oplysningstiden"5.Med arven fra det gamle Grækenland menes især filosofien, den rationelle tænkning og de tidlige demokratiske idéer. Romerriget forbindes med retten, de skriftlige love, statsinstitutionerne og administrationen, mens oplysningstiden især fremhæves for dens vægt på menneskets fornuft, den individuelle frihed, naturgivne rettigheder og begrænsningen af den absolutte magt. Det er altså disse tre idéhistoriske spor, der konkret blev fremhævet i fortællingen om den europæiske tanke. Kristendommen, som gennem århundreder gennemsyrede Europas menneskesyn, moral og samfundsliv, blev derimod ikke nævnt ved navn.
Den formulering, der i dag findes i EU-traktaten, taler ganske vist om Europas "kulturelle, religiøse og humanistiske arv". Det er fra denne bredt formulerede arv, at traktaten lader værdier som menneskets ukrænkelige og umistelige rettigheder, frihed, demokrati, lighed og retsstat udspringe6. Men her opstår en bemærkelsesværdig spænding. Når Europas idéhistoriske rødder beskrives konkret, nævnes Grækenland, Romerriget og oplysningstiden. Når religionen kommer på banen, bliver betegnelsen derimod anonym: "religiøs arv". Striden om Europas identitet og den kristne arv blev netop en central del af debatten om den europæiske forfatning7.
Kristendommen er naturligvis ikke nødvendigvis udelukket af ordet "religiøs". Men den blev heller ikke nævnt. Jesus Kristus blev ikke nævnt. Den tro, som Europas kirker, konger, bønder, tænkere og lovgivere havde forholdt sig til gennem århundreder, blev gemt i en bred samlebetegnelse, mens de græske, romerske og oplysningsfilosofiske rødder kunne omtales langt mere konkret. Man anerkender altså, at Europa har en religiøs arv, men tøver samtidig med at sige højt, hvilken religion der i århundreder prægede kontinentet. Det er vanskeligt ikke at se som en bevidst historisk og politisk distance til kristendommen.
Men kontrasten bliver endnu mere mærkelig, når man ser på, hvilket åndeligt og kulturelt symbolsprog der ikke giver den samme berøringsangst. Den Europæiske Centralbank kalder den nuværende serie af eurosedler for "Europa-serien". Navnet skyldes, at to af sedlernes sikkerhedselementer indeholder et portræt af prinsesse Europa. ECB forklarer selv ganske åbent, at hun er "en figur fra græsk mytologi", og at hun skaber en synlig forbindelse til det europæiske kontinent8. Når Europas kristne arv skal nævnes konkret, opstår der politisk strid. Når EU-systemet skal give Europa et ansigt på pengesedlerne, går man uden problemer tilbage til græsk mytologi. Prinsesse Europa var den fønikiske kvinde, som ifølge den græske mytologi blev bortført af Zeus, efter at han havde antaget skikkelse af en tyr - og voldtaget.
Flere nyheder om EU, Politik og Samfund
Vejen til et globalt KalifatSå begyndte vi i stedet at tale, som om demokratiet havde skabt det hele. Det havde demokratiet ikke. Demokratiet arvede et Europa, som allerede gennem mange århundreder havde kæmpet med spørgsmålet om Gud, mennesket, synden, loven og herskerens begrænsning. Det arvede et menneskesyn, hvor mennesket var skabt i Guds billede, og et retsprincip, hvor selv kongen stod under en lov, han ikke selv havde skrevet. At Europas kristne institutioner igen og igen brød disse principper, ændrer ikke princippers oprindelse.
Men nu er vi ved at gøre noget andet. Vi fjerner Gud fra forklaringen og giver demokratiet æren for arven. Derefter peger vi på kirkens synder som bevis for, at Gud aldrig havde noget med friheden at gøre. Det er ikke bare en omskrivning af kirkehistorien. Det er en omskrivning af Vestens historie.
Gud først - derefter staten
Den amerikanske uafhængighedserklæring viser en rækkefølge, som kritikken i denne debat har glemt. Mennesker er skabt lige. De er af deres Skaber udstyret med umistelige rettigheder. Og regeringer oprettes blandt mennesker for at sikre disse rettigheder9. Rækkefølgen, der holder et samfund i live, er Gud, mennesket, rettighederne og derefter staten.Staten skaber ikke rettighederne. Staten får til opgave at beskytte noget, der allerede tilhører mennesket. Det er en radikalt anderledes tanke end den moderne forestilling, hvor staten efterhånden optræder som den myndighed, der definerer mennesket og derefter uddeler rettigheder. For hvis staten giver mennesket dets værdi, kan staten også ændre vurderingen. Hvis Folketinget er den højeste moralske myndighed, findes der ingen højere domstol, når Folketinget gør uret.
Man kan naturligvis håbe på næste valg. Men hvad fortæller os, at uretten var uret, før flertallet skiftede mening? Demokratiet kan ikke selv svare, men det kan Gud.
Det er kun kristendom, når en kristen synder
Der er noget absurd over måden, kristendommens historie behandles på. Når en kirke forfølger Jesus, er det kristendom. Når en kirkeleder misbruger magt, er det kristendom. Når en kristen konge opfører sig som tyran, er det kristendom. Men når kristne med Bibelen i hånden bekæmper slaveri, kræver retfærdighed og fastholder, at både den ringeste og den største står under samme moralske lov, så forsvinder kristendommen mærkeligt nok ud af historien. Så hedder det oplysning, humanisme, fremskridt og demokrati. Det er en ganske praktisk historieskrivning. Kristendommen får regningen for sine ulydige børn, mens andre får æren, når kristne faktisk tager deres Gud alvorligt.Men Bibelen selv skjuler ikke menneskets tilbøjelighed til at misbruge religion og magt. Profeterne brugte enorme dele af deres liv på at fordømme konger og præster. Jesus rettede nogle af sine hårdeste ord imod religiøse ledere. At en mand har præstekjole på, gør ikke hans handling bibelsk. At en bygning har et kors på taget, betyder ikke, at alt, hvad der foregår indenfor, er befalet af Kristus.
Det burde egentlig være ganske enkelt. Hvis en dommer tager imod bestikkelse, beviser det ikke, at loven foreskriver bestikkelse. Hvis en læge bevidst skader sin patient, beviser det ikke, at lægevidenskaben lærer ham at skade. Og hvis en kirke gør det modsatte af, hvad Kristus sagde, kan kirkens ulydighed ikke bruges som bevis for Kristi lære. Men præcis denne fejlslutning accepteres igen og igen, når emnet er kristendom.
Flere nyheder om Kristendom, Politik og Samfund
En videnskabsminister der tror?Stjernfelts historie kan være rigtig - mens konklusionen stadig er forkert
Professor Frederik Stjernfelts historiske eksempler kan være korrekte. Kirker har censureret og forfulgt. Kirkelige institutioner har modarbejdet politiske reformer. Det ændrer ikke på fejlslutningen, for spørgsmålet er ikke alene hvad en institution med navnet "kirke" gjorde, men om den fulgte den lære, den hævdede at repræsentere.Det er to forskellige spørgsmål. Og det andet spørgsmål kan ikke besvares ved at læse en liste over forbrydelser højt. Man må åbne Bibelen. Var det Jesu lære, at Hans disciple skulle opføre sig som verdens herskere og lade mennesker føle deres magt? Nej, "Men således skal det ikke være blandt jer" (Mark. 10:43). Var det Jesu lære, at Hans rige skulle etableres ved politisk og militær tvang? Nej, "mit rige er ikke af denne verden" (Joh. 18:36). Var menneskelig myndighed den højeste myndighed for apostlene? Ne,. "Man bør adlyde Gud mere end mennesker" (Apg. 5:29).
Man kan derfor sagtens dokumentere kirkens synd. Men i samme øjeblik synden bruges som argument imod Gud, opstår et mærkeligt problem. Synd er et brud på noget. Vi kan netop sige, at kirken handlede forkert, fordi der findes en målestok, dens handlinger kan dømmes efter. Og i mange af de tilfælde, hvor kirken misbrugte sin magt, står dommen allerede i den bog, kritikerne forsøger at gøre medskyldig.
Demokratiet gav os ikke friheden
Jeg tror, det er her Ida Aukens kritikere overser den egentlige diskussion. Spørgsmålet er ikke, om enhver kirke gennem historien har været god - det har den som sagt åbenlyst ikke. Spørgsmålet er, hvorfra Vesten fik det menneskesyn og den moralske målestok, der gør os i stand til at sige, at selv kongen, staten, kirken og flertallet kan gøre uret.Demokratiet kan beskytte friheden. Det kan fordele magten. Det kan gøre det muligt at fjerne en regering uden borgerkrig.
Det er værdifuldt. Men demokratiet skabte ikke mennesket, og det kan ikke skabe menneskeværdet. Det kan ikke gøre sandt til falsk eller falsk til sandt. Det kan ikke med et flertal ophæve Guds billede i mennesket. Den frihed, Danmark og Vesten har nydt, voksede ikke ud af en stemmeurne, som pludselig begyndte at uddele menneskeværd.
Demokratiet arvede en verden, hvor en langt ældre tanke allerede havde slået rod. Det er ikke herskeren som er Gud. Staten er ikke Gud. Mennesket tilhører ikke kongen - eller regeringen. Der findes en lov over magten, og den ringeste skal høres som den største. Det er den arv, Vesten nu forsøger at leve videre på, samtidig med at Gud fjernes mere og mere konsekvent fra forklaringen. Vi vil have frugten, men ikke træet. Vi vil have menneskeværd uden Skaberen. Umistelige rettigheder uden Ham, der har givet dem. En moralsk lov over staten uden en lovgiver over staten.
Når nogen som Ida Auken vover at pege tilbage mod kristendommens betydning, hentes kirkens mørkeste kapitler straks frem. Man tager kirkens synd imod Gud og bruger synden som argument imod Gud. Samtidig giver man demokratiet æren for en frihed, demokratiet hverken skabte eller i sig selv kan begrunde. Det er værd at kende kirkehistorien, men vil man dømme kristendommen må man også åbne Bibelen, ellers dømmer man Kristus på Hans ulydige tjeneres gerninger - og kalder det idéhistorie
Se også
Danmark i forfald - hvorfor bryder nationer sammen?
Nyhed · 15. juli, 2022
Vestens fald begyndte, da Gud blev fordrevetNyhed · 27. juni, 2026
De frygter kristne netværk - men ser ikke Danmarks åndelige sammenbrudNyhed · 14. juli, 2026
Da Herren forlod huset - Fra Kristus til afguder i DanmarkArtikel · 25. december, 2025