Jeg afsluttede ikke med en vurdering af, at en russisk invasion af NATO var på vej. Pointen var næsten modsat. Den farligste russiske test kan netop være så lille, tvetydig og begrænset, at medlemslandene først må diskutere, hvad det egentlig er, før de kan diskutere, hvordan de vil svare. Det var også konklusionen, da jeg den 22. august beskrev skyggekrigen: En brand, et våbendepot, en drone eller et begrænset angreb kan hver for sig være for småt til krig, mens rækken af hændelser til sidst gør det politisk umuligt ikke at reagere2.
Siden er der sket noget, som gør den problemstilling mere konkret. PET siger nu, at russiske tjenester faktisk planlægger og forbereder sabotage i Danmark. Rumænsk efterretning siger, at man har standset en russisk koordineret sabotageoperation, hvor militærbaser, kommunikationscentre og ukrainske transportfly blev kortlagt. Samtidig er endnu en russisk drone fløjet så langt ind over Rumænien, at spanske NATO-jagere blev sendt på vingerne.
Og den 10. september er der kommet nye oplysninger om noget, der fandt sted langt mod nord allerede i foråret. Britiske, norske og amerikanske styrker konfronterede russiske specialfartøjer ved Svalbard, mens russiske dybhavsenheder øvede anvendelsen af en teknologi beregnet til at sætte undersøiske kabler ud af funktion. Det er især denne sidste historie, der får mig til at standse op, fordi den ligger næsten præcis dér på kortet, hvor jeg gennem de seneste måneder gentagne gange har peget på, at næste Rusland-NATO-krise kan opstå.
Det er netop placeringen ved Svalbard, der gør denne operation særlig interessant. I de profetier om Norden, jeg tidligere har samlet, optræder Nordnorge som et af de første områder, der rammes, når konflikten fra øst bevæger sig ind over Skandinavien. Svalbard ligger ikke i Nordnorge, men befinder sig i det samme strategiske arktiske rum mellem Kola, Nordnorge og Ruslands adgang til Nordatlanten. Derfor får det en særlig betydning, når russiske specialenheder nu konkret øver metoder til at ramme NATO-infrastruktur netop dér. Det er ikke i sig selv et bevis på, at profetien opfyldes, men den geografi, som engang virkede fjern og mærkelig i profetien, bliver stadig mere genkendelig i den militære virkelighed.
Under Svalbard øvede russerne noget, vi først nu kender formålet med
Storbritannien og Norge fortalte allerede i april, at de havde afsløret skjult russisk aktivitet fra GUGI, som er Ruslands særlige direktorat for dybhavsoperationer. Så selve eksistensen af den russiske operation er ikke en nyhed fra den 10. september. Det nye er, hvad Reuters nu kan fortælle om den.Ifølge to vestlige embedsmænd benyttede GUGI dybhavsfartøjer i farvandene omkring Svalbard til at simulere anvendelsen af en hemmelig teknologi, der er udviklet til at kunne sætte kritiske undersøiske kabler ud af funktion uden at efterlade et tydeligt fingeraftryk. Britiske, norske og amerikanske styrker fulgte og konfronterede de russiske fartøjer på havet, hvorefter de ikke fik gennemført øvelsen færdig. Rusland beskadigede ingen kabler. Men øvelsen drejede sig ifølge embedsmændene om anvendelsen af teknologien i tilfælde af en konflikt med NATO. Reuters skriver samtidig, at det netop er oplysningerne om den nye teknologi, den konkrete placering ved Svalbard og USA's deltagelse, som ikke tidligere har været offentliggjort3.
Det er en væsentlig forskel. For vi taler ikke længere kun om russiske skibe, der mistænkes for at sejle omkring vestlige kabler, eller om efterretningstjenester, der advarer om, at Rusland kan være interesseret i havbundens infrastruktur. Ifølge de vestlige embedsmænd blev der gennemført en egentlig militær øvelse med en teknologi beregnet til at ødelægge den. Og placeringen er vanskelig at overse. To omkring 1.400 kilometer lange fiberkabler forbinder Svalbard med det norske fastland. De ligger nogle steder omkring 2.700 meter under havets overflade og transporterer enorme mængder satellitdata fra SvalSat, verdens største satellitjordstation og en del af NASA's Near Space Network.
Et kabel ser ikke ud af meget. Det er omtrent så tykt som en haveslange. Men gennem disse "haveslanger" bevæger sig internettrafik, finansielle transaktioner, militære forbindelser og satellitdata, som moderne samfund og militære operationer er afhængige af. Derfor bliver det også interessant, at amerikanske efterretningsanalytikere ifølge Reuters i stigende grad er bekymrede for, om Rusland på et tidspunkt kan forsøge at teste NATO's Artikel 5. Hvis det sker, siger de vestlige embedsmænd, kan ødelæggelse af undersøiske kabler blive en vigtig del af operationen.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Rusland nærmer sig NATO's grænse - og Norden ligger i krigens skyggeDet foregår lige ved Ruslands vigtigste militære udgang mod Atlanterhavet
Svalbard-operationen får endnu større betydning, når man ser på geografien. Jeg beskrev allerede den 19. august, hvorfor Nordnorge og Arktis ikke er en fjern sidefront til Ukrainekrigen. På Kolahalvøen ligger en afgørende del af Ruslands atomstyrker og Nordflåde. Hvis russiske atomubåde skal fra deres baser ved Kola og ud i Atlanterhavet, skal de blandt andet bevæge sig gennem det arktiske havområde mellem Svalbard, Norge og Jan Mayen4.Reuters fremhæver nu specifikt området mellem det sydlige Svalbard og det norske fastland, det såkaldte Bear Gap (havområdet mellem Bjørnøya og Nordkap, som fungerer som en strategisk passage mellem Barentshavet og Norskehavet). Det er netop en af de geografiske passager, som russiske ubåde må igennem på vej fra Kola mod Atlanterhavet.
På den ene side ligger altså Rusland og en af dets vigtigste strategiske militære regioner. På den anden side ligger NATO-landet Norge, satellitforbindelserne fra Svalbard og vestlig infrastruktur på havbunden. Og midt imellem øver russiske specialenheder ifølge vestlige embedsmænd en teknologi, der kan ødelægge kabler i tilfælde af konflikt med NATO.
Det er svært at se dette som et helt andet emne end den gråzone, vi allerede har fulgt på land. Metoden ændrer sig, men formålet ligner hinanden - find det sted, hvor et moderne NATO-land er sårbart, og hvor et angreb samtidig kan gøres vanskeligt hurtigt og sikkert at attribuere. På land kan det være en brand eller en sprængstofdrone. Under vand kan det være et kabel, der pludselig holder op med at virke.
PET flytter samme problemstilling helt hjem til Danmark
Få dage før oplysningerne om Svalbard kom frem, offentliggjorde PET noget, der også ændrer den danske del af billedet. PET havde allerede vurderet truslen fra russisk sabotage mod Danmark som HØJ. Men den 5. september skrev tjenesten noget mere konkret: PET ser "konkret russisk planlægning og forberedelse af sabotage rettet mod Danmark".Aktiviteterne retter sig først og fremmest mod virksomheder i forsvarsindustrien og mod virksomheder, der har forbindelse til den militære støtte til Ukraine. PET har ikke oplysninger om et bestemt angreb på et bestemt sted eller tidspunkt, men vurderer planlægningen som så konkret, at de berørte virksomheder allerede nu bør tilpasse deres sikkerhed til trusselsbilledet5. Det er en vigtig udvikling i forhold til de generelle advarsler, vi har haft længe. Danmark er ikke længere kun et land, der sammen med sine NATO-allierede skal beskytte sig mod en teoretisk russisk hybridtrussel. Den danske efterretningstjeneste siger, at russiske tjenester konkret er i gang med den planlægning og forberedelse, som går forud for sabotage.
Og metoden viser samtidig, hvor langt væk fra vores traditionelle forestilling om en fjendtlig agent, denne krig kan føres. PET beskriver, hvordan personer kan rekrutteres gennem sociale medier, gamingplatforme og beskedtjenester som Telegram. De kan få besked på at fotografere en virksomhed, et lager, nogle køretøjer eller et adgangsforhold. Hver opgave kan se harmløs ud. Personen kan endda være uvidende om, hvem der i sidste ende står bag, og betalingen kan ske med kryptovaluta. Men når billederne lægges sammen, får nogen pludselig kortlagt hegnet, porten, kameraerne, køretøjerne, vagterne og den bedste vej ind.
Reuters gengav samme vurdering og beskrev, hvordan Rusland ifølge PET søger at rekruttere danskere til opgaver, der kan indgå i sabotageplanlægning. Ruslands ambassadør Vladimir Barbin afviser beskyldningerne og kritiserer PET for ikke offentligt at fremlægge konkrete beviser6. Det interessante er ikke kun, at Danmark nu nævnes - det er måltypen.
Det er virksomheder, der producerer, transporterer eller på anden måde understøtter den militære hjælp til Ukraine. Den direkte krig foregår fortsat i Ukraine, men Rusland forsøger ifølge PET at påvirke den militære forsyningskæde inde i NATO-landet Danmark. Så hvor går krigens geografiske grænse egentlig?
Rumænien viser, hvordan en lille fotoopgave kan se ud, når efterretningstjenesten følger den
Svaret bliver ikke enklere af det, der samtidig er kommet frem i Rumænien. Den 8. september meddelte Rumæniens efterretningstjeneste SRI, at den sammen med rumænske myndigheder og udenlandske partnere havde afværget en sabotageoperation på rumænsk territorium.En russisk statsborger bosat i landet havde været overvåget siden februar. Ifølge SRI fotograferede og filmede han kommunikationscentre, nationale og multinationale militærbaser anvendt af NATO-allierede, bygninger tilhørende det rumænske forsvars- og sikkerhedsapparat samt kritisk infrastruktur. Han blev desuden instrueret i at dokumentere ukrainske Antonov-fragtfly, mens de befandt sig på rumænsk territorium. SRI siger direkte, at fremgangsmåden svarer til den, man har set fra sabotagenetværk i andre europæiske lande koordineret af russiske enheder, og at de rumænske og internationale myndigheders indgriben forhindrede en sabotagehandling7.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Svenske Gripen-fly møder russiske bombefly: Østersøen øves som front mod NATOUden vi kan sige det direkte, så synes sagerne at være led i én og samme operative kommandokæde. Arbejdsformen er så ens, at det bliver vanskeligt at se de europæiske efterretningstjenesters advarsler som abstrakte scenarier.
Samtidig fløj en russisk drone tværs ind over NATO-landet
Næsten samtidig med den rumænske sabotagesag kom en helt anden slags hændelse. Den 8. september klokken 16.33 registrerede Rumæniens radarer et luftmål vest for Chișinău med kurs mod vest. Fire minutter senere krydsede det den rumænske grænse omkring 30 kilometer sydøst for Iași. Klokken 16.39 lettede to spanske F-18-kampfly fra Mihail Kogălniceanu-basen. De spanske fly befinder sig i Rumænien som en del af NATO's Enhanced Air Policing.Dronen fortsatte ind over landet. Klokken 16.48 befandt den sig omkring 18 kilometer nord for byen Roman. Luftalarmer blev efterhånden udsendt i Iași, Vaslui, Neamț, Suceava og Botoșani. Først klokken 17.02 mistede radarerne kontakten med målet ved Rumæniens nordøstlige grænse. Seks minutter senere dukkede det igen op på radaren inde over Moldova. Senere styrtede dronen ned ved Mihăileni Vechi, omkring 25 kilometer fra den rumænske grænse8. Det var altså ikke en kort afvigelse på nogle få hundrede meter langs grænsen.
Et russisk våbensystem bevægede sig langt ind over et NATO-land, mens NATO-kampfly blev sendt på vingerne for at følge situationen. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at dronen med vilje var sendt mod et mål i Rumænien. Men fra et militært perspektiv opstår det farlige problem længe før nogen har fået afklaret hensigten. Et ukendt eller fjendtligt våbensystem befinder sig inde i alliancens luftrum. Piloter og luftforsvar har minutter til at vurdere bane, last og trussel.
Hvis den næste drone har en anden kurs, kan beslutningen blive en anden.
Leipzig står derfor ikke længere alene
Det er her, jeg mener, at de seneste dages udvikling ændrer betydningen af Leipzig. Da Tyskland den 1. september tilskrev Rusland det eksplosive droneforsøg ved Leipzig/Halle, kunne man stadig behandle hændelsen som en særligt alvorlig enkeltsag. Den 9. september sagde kansler Friedrich Merz, at den tyske efterforskning viser, at operationen var blevet planlagt i Rusland gennem flere måneder og specifikt rettet mod Tyskland. Kun tilfældigheder forhindrede ifølge Merz store materielle skader og mulige menneskelige ofre9.Dermed ligger Leipzig nu ved siden af PET's konkrete sabotageforberedelser i Danmark, SRI's afværgede sabotageoperation mod militære mål i Rumænien og GUGI's øvelse ved Svalbard. Det er ikke fire identiske sager. Men de befinder sig på fire forskellige steder i den samme sikkerhedspolitiske gråzone.
Og den russiske reaktion på den tyske attribution gør den ikke mindre alvorlig. Sergej Lavrov kaldte Tysklands anklage og efterfølgende kurs for "starten på en rigtig krig" og sagde om Merz' militære oprustning, at den tyske kansler "i realiteten erklærer krig mod os"10. Rusland har ikke erklæret krig mod Tyskland. Lavrov offentliggjorde ingen militær angrebsordre. Men på den ene side siger den tyske regering nu, at Rusland gennem måneder planlagde et eksplosivt angreb på tysk territorium. På den anden side siger Ruslands udenrigsminister, at Tysklands reaktion på beskyldningen er begyndelsen på rigtig krig. Man behøver ikke pynte mere på ordene, for at gøre situationen alvorlig.
USA begynder at fortælle, hvor grænsen går
Det er måske derfor, en amerikansk udtalelse fra den 5. september er vigtigere, end den umiddelbart lyder. USA's NATO-ambassadør Matthew Whitaker skelnede direkte mellem russiske droner, der utilsigtet kommer ind over NATO-territorium under angreb på Ukraine, og bevidste hybride operationer som den, Tyskland siger fandt sted ved Leipzig.Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Kaliningrad, Polen og den næste gnist: Tester Rusland NATO’s vilje?Det er endnu ikke en erklæring om, at sabotage mod en fabrik automatisk betyder Artikel 5. Men det er begyndelsen på den diskussion, der hele tiden har ligget gemt i hybridkrigen. Hvornår holder sabotage op med bare at være sabotage? Hvor mange statsligt styrede brandangreb, sprængstofoperationer, rekognosceringer eller angreb på kritisk infrastruktur skal et NATO-land acceptere, før det siger, at der ikke længere er tale om kriminalitet med en udenlandsk bagmand, men om et angreb fra en anden stat?
Tre forskellige niveauer af den samme sårbarhed
Det er netop derfor, Svalbard, Danmark og Rumænien tilsammen er vigtigere end endnu tre nyhedsoverskrifter. I Danmark ser vi ifølge PET den tidlige del - rekruttering, informationsindsamling og forberedelse omkring virksomheder, som understøtter Ukraine. I Rumænien ser vi efter SRI's vurdering næste konkrete lag - en mand under instruktion fotograferer NATO-baser, kommunikationscentre, kritisk infrastruktur og ukrainske militære transportfly, indtil efterretningstjenesten griber ind. Ved Svalbard ser vestlige embedsmænd en statslig militær specialenhed øve anvendelsen af teknologi mod den infrastruktur, som skal holde NATO-landenes digitale og militære systemer forbundet.Det er ikke et direkte offentligt bevis for én samlet russisk operationsplan, hvor alle tre sager styres fra det samme kontor i Moskva. Men det viser noget om spændvidden. Fra personen med telefonkameraet ved et dansk lager til dybhavsfartøjet tusinder af meter nede under Ishavet ligger et helt spektrum af muligheder, der kan anvendes mod NATO uden nødvendigvis at begynde med et traditionelt militært angreb. Det er den udvikling, der efter min vurdering er ny. Ikke teorien om hybridkrigen. Den har vi haft længe. Men konkretiseringen. Den næste store NATO-krise kan stadig begynde med noget meget småt
Jeg har tidligere skrevet, at vi risikerer at forestille os den næste store europæiske krig forkert. Vi leder efter divisioner, kampvogne og store røde pile på kortet, fordi det er sådan en invasion ser ud. Men hvis de vestlige efterretningstjenesters vurdering er rigtig, kan det første egentlige spørgsmål om NATO's Artikel 5 komme fra noget helt andet.
Et kabel holder op med at virke. En forsvarsfabrik brænder. Et ukrainsk transportfly eksploderer ved en europæisk lufthavn. En drone flyver ind over et NATO-land og fortsætter denne gang mod et militært anlæg. Hver hændelse kan begynde med usikkerhed. Var det en fejl? Var det kriminalitet? Var gerningsmanden en privatperson? Kan forbindelsen til den russiske stat bevises? Var målet militært? Hvor sikkert skal vi vide det, før vi svarer? Og imens går timerne.
Der er fortsat ingen offentlig dokumentation for, at Rusland har besluttet sig for en konventionel invasion af NATO. Alliancen har ikke aktiveret Artikel 5 på baggrund af de hændelser, medierne har rapporteret her. Men det er efterhånden heller ikke den mest interessante del af historien. Det interessante er, at gråzonen nu har fået meget konkrete steder på kortet. En dansk forsvarsvirksomhed. En rumænsk NATO-base. En tysk lufthavn. Og to fiberkabler dybt under vandet ved Svalbard. Det er ikke nødvendigvis begyndelsen på en Rusland-NATO-krig. Men det er sådan den grænse ser ud, som Rusland lige nu undersøger.