I "" fortæller jeg om "Arab World for Research and Development", der har fundet at sammenlagt 75% af befolkningen viser dels "ekstremt støtte": 59,3% og "nogen støtte": 15,7%. 10,9% er ligeglade, mens 5,4% har forbehold eller er mildt imod. Kun 7,3% er helt imod det. Det er tydeligt, at det er omvendt - et lille fragment er imod Hamas, mens majoriteten er deres støtter.
Opdragelsen af det palæstinensiske folk ved vi, har igennem generationer haft det primære mål, at få had til Israel ind med modermælken, og det er derfor interessant at se på resolutionerne på det palæstinensiske nationalcharter, fra Det Palæstinensiske Nationalråd 1-17 juli 19681. Det overordnede formål med charteret er at formulere og fremme de principper og mål, som det palæstinensiske folk og Palestine Liberation Organization (PLO) skal forfølge i deres kamp for at befri Palæstina og genoprette de rettigheder, som de mener er blevet frataget dem. Hovedmålene er befrielse af Palæstina, modstand mod zionismen og staten Israel, Arabisk enhed og international støtte og afvisning af kompromisløsninger.
Men lad is specifikt kikke på artikel 6, 15 og 19-23, som omhandler fjernelse af jøderne og modarbejdelse af jødisk tilstedeværelse i Palæstina og Israel.
- Artikel 6: Jøder, der normalt boede i Palæstina indtil begyndelsen af den zionistiske invasion, vil blive betragtet som palæstinensere.
- Artikel 15: Befrielsen af Palæstina, set fra et arabisk perspektiv, er en national pligt og forsøger at modstå den zionistiske og imperialistiske aggression mod det arabiske hjemland og sigter mod at eliminere zionismen i Palæstina. Det arabiske folk, både folkene og regeringerne, bærer det fulde ansvar for dette.
- Artikel 19: Delingen af Palæstina i 1947 og oprettelsen af staten Israel er fuldstændig ulovlig, uanset hvor meget tid der går, fordi det var imod det palæstinensiske folks vilje og deres naturlige ret til deres hjemland.
- Artikel 20: Balfour-deklarationen, mandatet for Palæstina og alt, hvad der er baseret på dem, betragtes som ugyldigt. Påstande om historiske eller religiøse bånd mellem jøder og Palæstina er uforenelige med de faktiske historiske forhold og den sande opfattelse af, hvad der udgør statsdannelse. Jødedommen, som en religion, er ikke en selvstændig nationalitet. Jøder udgør ikke en enkelt nation med en identitet; de er borgere i de lande, de tilhører.
- Artikel 21: Det arabiske palæstinensiske folk, som udtrykker sig gennem den væbnede palæstinensiske revolution, afviser alle løsninger, der er erstatninger for den totale befrielse af Palæstina, og afviser alle forslag, der sigter mod at likvidere det palæstinensiske problem eller internationalisere det.
- Artikel 22: Zionisme er en politisk bevægelse organisk forbundet med international imperialisme og antagonistisk over for al kamp for befrielse og progressive bevægelser i verden. Den er racistisk og fanatisk af natur, aggressiv, ekspansionistisk og kolonialistisk i sine mål og fascistisk i sine metoder. Israel er zionismens instrument og den geografiske base for verdensimperialismen, strategisk placeret midt i det arabiske hjemland for at bekæmpe det arabiske folks håb om befrielse, enhed og fremskridt. Befrielsen af Palæstina vil ødelægge den zionistiske og imperialistiske tilstedeværelse og vil bidrage til fred i Mellemøsten.
- Artikel 23: Kravet om sikkerhed og fred, samt kravet om ret og retfærdighed, kræver, at alle stater betragter zionismen som en ulovlig bevægelse, forbyder dens eksistens og forhindrer dens aktiviteter, for at bevare venskabelige relationer mellem folk og sikre borgernes loyalitet over for deres respektive hjemlande.
Gennemgående for charteret er, at landet alene omtales som Palæstina. Israel er kun nævnt i forbindelse med Staten Israel. Hver gang Palæstina nævnes, bør der stå Israel.
- Artikel 6 skelner mellem jøder, der boede i Palæstina inden "den zionistiske invasion," og dem, der kom senere. Kun de jøder, der boede i Palæstina inden denne invasion, betragtes som palæstinensere, mens andre ikke anerkendes.
- Artikel 15 understreger, at målet er at eliminere zionismen i Palæstina. Dette er forbundet med "den zionistiske og imperialistiske aggression mod det arabiske hjemland."
- Artikel 19 afviser hele eksistensen af staten Israel, da det hævdes, at både delingen af Palæstina i 1947 og oprettelsen af Israel var ulovlige og i strid med det palæstinensiske folks rettigheder.
- Artikel 20 anser Balfour-deklarationen og andre dokumenter, der er relateret til den jødiske tilstedeværelse i Palæstina, for at være ugyldige. Artiklen afviser jødernes historiske og religiøse forbindelser til Palæstina og påstår, at jødedommen ikke repræsenterer en nationalitet.
- Artikel 21 afviser alle løsninger, der foreslår andet end fuld befrielse af Palæstina, hvilket implicit betyder, at den jødiske tilstedeværelse afvises.
- Artikel 22 beskriver zionismen som en racistisk, imperialistisk og kolonialistisk bevægelse, og det hævdes, at befrielsen af Palæstina vil ødelægge den zionistiske tilstedeværelse.
- Artikel 23 opfordrer alle stater til at betragte zionismen som en ulovlig bevægelse og forbyde dens aktiviteter, hvilket er en yderligere understregning af modstanden mod jødernes tilstedeværelse i regionen.
Charteret er hovedsageligt imod alle former for zionisme, der indebærer etablering af en jødisk stat i Palæstina, territorial kontrol eller krav om land. Det er specielt imod de former for zionisme, der har politiske, militære eller kolonialistiske ambitioner, såsom politisk, praktisk, arbejdskraftszionisme, revisionistisk og religiøs zionisme. Med reference til artiklen "Zionismen der styrer verden" er der tale imod følgende typer Zionisme:
- Politisk zionisme: Charteret modsætter sig klart politisk zionisme, da det afviser oprettelsen af staten Israel og den juridiske legitimering af et jødisk hjemland i Palæstina (Artikel 19 og 20). Politisk zionisme var ansvarlig for de diplomatiske og politiske bestræbelser på at skabe en jødisk stat, som charteret afviser som ulovlig.
- Praktisk zionisme: Charteret modsætter sig også praktisk zionisme, da denne form fokuserer på bosættelser og oprettelsen af en jødisk tilstedeværelse i Palæstina gennem immigration og landkøb. Charteret ser sådanne aktiviteter som en form for kolonialisme (Artikel 6, 22).
- Arbejdskraftszionisme: Arbejdskraftszionisme er en socialistisk bevægelse, der fremmede jødisk bosættelse gennem kollektivt landbrug og økonomisk uafhængighed. Charteret modsætter sig denne zionistiske tilgang, da den også bidrog til opbygningen af en jødisk stat i Palæstina (Artikel 15 og 22).
- Religiøs zionisme: Charteret modsætter sig også religiøs zionisme, da det afviser enhver form for jødisk national ret til Palæstina, uanset om det er baseret på religiøse argumenter (Artikel 20). Charteret gør det klart, at jøder ikke har nogen historisk eller religiøs ret til landet.
- Revisionistisk zionisme: Revisionistisk zionisme er den mest militante og ekspansionistiske form for zionisme, og charteret er stærkt imod den (Artikel 22). Det beskriver zionismen som imperialistisk og aggressiv, hvilket passer til revisionistisk zionismes militære tilgang og krav om et "Stort Israel."
- Territorial zionisme: Selv om territorial zionisme ikke nødvendigvis krævede et jødisk hjemland i Palæstina, er charteret imod ethvert zionistisk projekt, der søger at etablere en jødisk stat, uanset lokationen, da det modsætter sig tanken om en national stat for jøder baseret på zionistiske ideologier.
Zionismen som navn har ét eneste problem, og det er revisionistisk zionisme. Det er ideologien bland Satans håndlangere, denne verdens elite. Dem er vi alle imod, dem er Gud imod - det er eliten der vil tage verden til fange under deres egen messias, Antikrist, som skal regere kloden fra Jerusalem.
Men det palæstinensiske nationalcharter, der ironisk nok kaldes det, da det palæstinensiske folk ikke er en nation, er mod eksistensen af det jødiske folk. Det er præcis det, der burde være åbenlys for enhver person der lever på planeten Jorden i dag. At der er mennesker der ikke ser det, vidner om Satans blår og frivillig engagement i tidens had mod alt der relaterer til Gud. Det er ikke fornuft og ræson der præger samtalerne med det pro-palæstinensiske publikum, og derfor er logiske slutninger - uanset argumentationerne umulige.