Den hemmelige atomby under Grønlands is
28/11-24
Udskriv
Camp Century blev bygget med avanceret teknologi. Tunnellerne, inklusive den 300 meter lange "Main Street", blev forstærket med stålbuer og dækket af sne for at camouflere anlægget. Missilerne, hver med en sprængkraft på 2,4 megaton (150 gange Hiroshima-bomben), skulle transporteres på skinner under isen. Men isens konstante bevægelse ødelagde basens strukturer; blandt andet sank atomreaktorens tag over halvanden meter. Projektet blev reduceret til en sommerstation i 1964 og helt opgivet i 1967.
Hæren efterlod store mængder materialer: 8.350 ton byggemateriale, 200.000 liter diesel og radioaktivt kølevand fra reaktoren. Man håbede, at isen ville forsegle det, men med stigende temperaturer kan det blive frigivet inden for få årtier, hvilket skaber bekymring for miljøet.
I april 2024 fløj NASA-forskeren Chad Greene sammen med et hold ingeniører ombord på en Gulfstream III (et luksuriøst jetfly), mens de overvågede et radarinstrument, der undersøgte Grønlands indlandsis. Omkring 240 km øst for Pituffik Space Base (Thule Air Base) i det nordlige Grønland tog Greene et foto ud af flyets vindue, som viste den enorme, øde overflade af indlandsisen. Det var her, radaren uventet opdagede noget begravet i isen.
"Vi ledte efter bunden af isen, og pludselig dukkede Camp Century op", sagde Alex Gardner, en kryosfærisk forsker ved NASA’s Jet Propulsion Laboratory (JPL), som ledte projektet. "Vi vidste ikke, hvad det var i starten".
Camp Century, også kendt som "byen under isen" ligger nu mindst 30 meter under overfladen. Mens der tales om stigende temperaturer der i løbet af årtier vil blotlægge den amerikanske by, er det naturligt spørgsmål at stille: hvad var årsagen til den smeltede is i 1960'erne? Hvordan kunne den globale opvarmning forårsage så voldsom ophobning af is?
Der er ingen tvivl om at forskere som medierne lytter til, har en forklaring i deres fortolkningssystem af klimaet - men dels er den forkert, og dels er der andre forklaringer. En klassisk forklaring er lokal kulde - det må de gerne sige, men ikke lokal opvarmning. Global opvarmning med lokal kulde er ikke global opvarmning - uanset hvordan de skærer kagen. Opvarmningen er lige så lokal som kulden.
Det er ikke det eneste der er fundet under isen. I 1942 under Anden Verdenskrig blev en eskadrille på seks P-38 Lightning-jagere og to B-17 Flying Fortress-bombefly sendt fra USA til England som en del af lend-lease-programmet. På vej mod Skotland måtte flyene nødlande på Grønlands iskappe den 15. juli på grund af dårligt vejr og fjendtlige forhold. Mens alle 25 besætningsmedlemmer blev reddet, blev flyene hurtigt opslugt af sne og is.
I 1970’erne blev militære arkiver offentliggjort, hvilket inspirerede grupper til at lede efter "Den tabte eskadrille". Det, der først virkede som en simpel opgave med at rydde lidt sne, viste sig hurtigt at være en udfordring. Flyene var ikke længere synlige på overfladen, og iskappernes konstante bevægelse mod kysten havde begravet dem dybt under isen.
Søgningen krævede avancerede metoder til at kortlægge undergrunden, herunder GPR (Ground Penetrating Radar), magnetometri og GPS-teknologi. Hvorfor? fordi eskadrillen var begravet under 85 meter sne og is. Et af flyene, kaldet Glacier Girl, blev fundet i overraskende god stand efter 50 år under isen. På 50 år er flyet dækket med 85 meter is.
Men der er også forklaringer her, i fortolkningssystemet hos den del af videnskaben der får taletid.
Flyene fra den tabte eskadrille landede nær Grønlands kyst, hvor sneakkumulationen er hurtig – omkring 2 meter om året. På grund af vægten af sneen sker der en komprimering, hvilket forklarer, at flyene nu er begravet under en betydelig mængde is. Da flyene ligger på en aktiv gletsjer, er de også blevet transporteret cirka 2 kilometer fra deres oprindelige landingssted.
Flyenes placering på en lavere og varmere del af Grønland betyder, at overfladen smelter gentagne gange om sommeren og skaber mange smeltningslag pr. år. I modsætning hertil sker smeltning kun sjældent (én gang hvert par århundreder) i Grønlands indre eller i Antarktis, hvor iskerner bruges til at datere islag over 100.000 år tilbage. Disse dybe iskerner indeholder ikke smeltningslag, men naturlige lag fra sneophobning gennem tiden1.
Men lyt engang: "overfladen smelter gentagne gange om sommeren og skaber mange smeltningslag pr. år". Det er præcis derfor de kan godtgøre for tusinder af år i iskerneboringer, for alt de ser er is der smelter og fryser igen, hvilket danner ringe - mange pr. år! Her vil nogle troende forskere straks påpege at indlandsisen er anderledes og indeholder lagdelt sne og is, der er komprimeret over årtusinder, hvor hvert lag repræsenterer typisk en snefaldsperiode på ét år. Men det er langt - langt fra så simpelt, og forskere er dybt uenige om dateringerne - og Camp Century, "byen under isen", der er lokaliseret på indlandsisen - 240 km fra kysten, beviser det.
Dateringsmetoderne varierer mellem forskellige forskningsgrupper, og der er ingen universel standard for at tolke islag. Derudover tolkes kerneprøverne forskelligt. Resultaterne afhænger derfor af forskernes metode og antagelser.
Det deres forskning ikke kan belyse er, hvornår og hvor hurtigt iskappen blev dannet. De kan ikke observere processen, som den skete i fortiden. I stedet forsøger forskere at rekonstruere istidernes historie og isdannelsens hastighed gennem indirekte metoder og modeller. Og her kommer deres trossystem ind, som de bedrager hele verden med.
Sandheden er at ispolerne blev dannet for ca. 4.400 år siden, i forbindelse med Noas syndflod. Walter Brown fortæller meget mere om det i sin bog, "In the Beginning - Compelling Evidence for Creation and the Flood".