Afsløringen kommer på et tidspunkt, hvor begivenhederne langs NATO's grænser følger hinanden med en hastighed, som bør vække alvorlig bekymring. Det tyske forsvar har for første gang hævet sin vurdering af den russiske sabotagetrussel til "betydelig", efter fundet af en sprængstofdrone ved en militærflyveplads. NATO har besluttet at forstærke sin militære tilstedeværelse i Sortehavet, hvor handelsskibe angribes og sænkes tæt på medlemslandenes territorialfarvand. Danmark har modtaget en direkte russisk advarsel om "uundgåelige katastrofale konsekvenser" efter beslutningen om at anskaffe langtrækkende angrebsmissiler.
Samtidig bygger Rusland et enormt radarsystem i Kaliningrad, som potentielt kan overvåge militære fly og missiler langt ind over Vesteuropa. En russisk militærsatellit har demonstreret evnen til at manøvrere ekstremt tæt på en vestlig efterretningssatellit, og amerikanske efterretningskilder peger ifølge Wall Street Journal på, at Vladimir Putin personligt har beordret en mere omfattende sabotagekampagne mod NATO-landene.
Midt i denne udvikling holder USA ifølge Ukraines præsident fortsat godkendelsen af luftforsvarsmissiler tilbage, som europæiske lande allerede har finansieret. Elon Musk har erkendt, at SpaceX bevidst begrænsede Ukraines adgang til Starlink, mens Washington samtidig genoptager konkret energihandel med Rusland. Og Putin ønsker nu, at de kommende fredsforhandlinger ikke alene skal handle om Ukraine, men om hele Europas sikkerhedsorden - muligvis med krav om, at NATO trækker sin militære tilstedeværelse i Østeuropa tilbage til niveauet fra 1997.
Der er altså flere alvorlige udviklinger i gang samtidig. Rusland opbygger militære overvågningskapaciteter, europæiske efterretningstjenester afslører konkrete sabotageoperationer, NATO-landene reagerer med nye militære foranstaltninger, og Europas fremtidige sikkerhed kan blive genstand for forhandlinger mellem stormagterne.
Jeg har gennem længere tid fulgt, hvordan den russiske konfrontation med NATO gradvist har bevæget sig fra trusler og efterretningsadvarsler til fysiske hændelser på medlemslandenes territorium. Senest den 19. oktober skrev jeg i "Russiske angrebsdroner - flere ikke-umiddelbare trusler" om rumænske F-16-kampfly, der havde nedskudt russiske angrebsdroner over NATO-territorialfarvand, og om det voksende pres på skibsfart og kritisk infrastruktur.
Siden er udviklingen fortsat. Og det, der gør situationen så alvorlig, er, at de enkelte hændelser ikke længere kan vurderes isoleret. Hver ny afsløring eller militær beslutning føjer en konkret belastning til en sikkerhedssituation, som allerede er under pres. NATO må forholde sig til mulige angreb på egne militære installationer, samtidig med at alliancen får flere styrker ind i områder, hvor russiske våben allerede er i anvendelse.
Rusland forbindes med et sabotagenetværk, der har mål i flere NATO-lande
Den 26. oktober offentliggjorde Rumæniens efterretningstjeneste, SRI, resultatet af en undersøgelse af branden på Carfil-industriplatformen i Brașov den 14. september. Branden opstod i umiddelbar nærhed af CARFIL SA, som tilhører den statslige våbenkoncern ROMARM.Ifølge SRI var branden forårsaget af personer fra et sabotagenetværk koordineret fra Rusland. Tjenesten oplyser, at netværket omfattede borgere fra tidligere sovjetrepublikker med ophold i flere EU-lande. Undersøgelsen viste samtidig, at bagmændene havde udpeget en række andre mål, herunder statslige og private våbenproducenter samt installationer med militær og industriel betydning. SRI beskriver operationen som en del af en bredere sabotagekampagne. Myndighederne har ifølge tjenesten i løbet af 2026 identificeret yderligere sabotageforsøg rettet mod rumænske installationer, herunder internationale militære faciliteter og anlæg, hvor ukrainske soldater uddannes1.
Sagen har allerede ført til internationale anholdelser. To belarusiske statsborgere er blevet anholdt i Tyskland, mens en ukrainsk statsborger er tilbageholdt i Polen. Rumænien ønsker de tre personer udleveret. Ifølge anklagemyndigheden blev de to mistænkte i Tyskland anholdt, mens de var i færd med at forberede lignende handlinger. Der er endnu ikke afsagt dom, og den fulde kommandokæde mellem de formodede gerningsmænd og deres russiske opdragsgivere er ikke offentligt dokumenteret. Men myndighedernes efterforskning har nu knyttet en konkret brand til et internationalt netværk, der mistænkes for at planlægge fysiske angreb mod europæiske militære og industrielle mål2.
Det er en alvorlig skærpelse. En brand ved en våbenfabrik kan umiddelbart fremstå som en lokal kriminalsag eller en teknisk ulykke. Men når en efterretningstjeneste forbinder branden med personer, som opererer på tværs af europæiske lande, og med en række yderligere udpegede mål, får hændelsen en helt anden militær betydning.
Endnu mere bekymrende er den metode, SRI beskriver. Rekrutteringen begynder ofte med tilsyneladende uskyldige opgaver, eksempelvis fotografering eller observation af en bestemt bygning mod betaling. Senere kan opgaverne udvikle sig til brandstiftelse, ødelæggelse af installationer og i yderste konsekvens attentater. Bagmændene kan anvende økonomisk pres eller afpresning, når først en person er blevet involveret.
Sådanne operationer kræver hverken en russisk hær ved grænsen eller en åben krigserklæring. En enkelt rekrutteret person kan påføre en militær installation betydelige skader, mens forbindelsen til den stat, der angiveligt har bestilt operationen, først bliver undersøgt efterfølgende. Det er netop denne form for skjult krigsførelse, som skaber en stadig farligere situation for NATO. Et angreb kan ramme alliancens militære kapacitet, før det overhovedet er afklaret, hvem der skal holdes ansvarlig.
Amerikanske efterretninger peger på Putin som manden bag den intensiverede sabotage
Fem dage før den rumænske offentliggørelse bragte Wall Street Journal en undersøgelse, der placerer den mulige russiske sabotagekampagne på et langt højere politisk niveau. Avisen henviser til tre europæiske embedsmænd med kendskab til amerikanske efterretningskonklusioner. Ifølge deres oplysninger vurderer amerikanske efterretningstjenester, at Vladimir Putin personligt har beordret en intensivering af skjulte operationer og sabotageangreb mod NATO-landene.Et af de angreb, som forbindes med kampagnen, fandt sted i begyndelsen af august ved Leipzig/Halle-lufthavnen i Tyskland. Her blev et Antonov-transportfly, der blev anvendt til at transportere militærhjælp til Ukraine, angrebet med sprængstofbærende droner. Ifølge undersøgelsen ramte én drone transportflyet uden at eksplodere. En anden ramte et andet fly, mens en tredje eksploderede nær lufthavnens afgrænsning. Havde sprængstofferne fungeret efter hensigten, kunne operationen have medført omfattende ødelæggelser og menneskelige tab. Tyske myndigheder har placeret ansvaret for angrebet hos Rusland, hvilket Moskva afviser.
Wall Street Journal forbinder den intensiverede aktivitet med en særlig afdeling under den russiske militære efterretningstjeneste GRU, omtalt som Department of Special Tasks. Afdelingen forbindes med general Andrej Averjanov og beskrives som en organisation, der anvender skjulte netværk, mellemmænd og logistiske forbindelser gennem blandt andet Serbien.
Oplysningen om Putins personlige ordre bygger på efterretningskilder. Der er ikke offentliggjort et dokument, som viser den konkrete ordre fra Kreml. Men hvis vurderingen er korrekt, er sabotageoperationerne ikke blot initiativer fra enkelte efterretningsfolk. De er led i en bevidst russisk strategi, der er godkendt på landets højeste politiske niveau3.
Det vil betyde, at Moskva er villig til at anvende fysisk ødelæggende operationer mod NATO-landene, samtidig med at Rusland formelt undgår at erklære krig mod alliancen. Grænsen mellem skjult krigsførelse og et egentligt væbnet angreb bliver dermed stadig vanskeligere at opretholde.
Bundeswehr hæver trusselsniveauet efter fund af sprængstofdrone ved militærflyveplads
Den 21. oktober bekræftede det tyske forsvarsministerium en ændring, som viser, hvor alvorligt de tyske militære myndigheder nu betragter situationen. Bundeswehr har for første gang klassificeret den russiske sabotagetrussel mod sine egne styrker og installationer som erheblich - betydelig. Det er det næsthøjeste niveau på militærets interne trusselsskala.Baggrunden er blandt andet fundet af en nedstyrtet drone nær flybasen Wunstorf i Niedersachsen i september. Ved dronen blev der fundet en beholder med højeksplosivt sprængstof. Efterforskerne mistænker, at dronen var beregnet til et angreb mod tyske militærfly. Wunstorf er en af Bundeswehrs vigtigste militære transportflyvepladser, hvor blandt andet Airbus A400M-fly opererer. Det gør hændelsen særligt alvorlig. Ved Leipzig/Halle var det formodede mål fly, som blev anvendt til at transportere materiel til Ukraine. Ved Wunstorf mistænker efterforskerne derimod, at målet var Tysklands egne militære fly. Bundeswehrs interne sikkerhedsvurdering beskriver desuden mistænkelig droneaktivitet omkring en installation tilknyttet det tyske Arrow 3-missilforsvar samt fundet af et skjult kamera, der overvågede en strategisk vigtig jernbanestation i Minden. Militæret har reageret med øget patruljering, infrarøde kameraer og teknisk overvågning omkring militære installationer4.
Der er en afgørende forskel mellem at spionere mod et NATO-land og at forsøge at ødelægge landets militære fly med sprængstoffer. En vellykket operation mod en militærbase kan medføre dødsfald blandt soldater og sætte vigtige militære kapaciteter ud af drift. Det kan tvinge NATO til at forholde sig til artikel 5 om kollektivt forsvar. Og mens Bundeswehr offentliggjorde sin skærpede trusselsvurdering, fortsatte de tyske sikkerhedsmyndigheder efterforskningen af andre mistænkte russiske operationer.
Den 22. oktober blev den ukrainske statsborger Vadym Y. anholdt i Brandenburg. Han mistænkes for at have indsamlet oplysninger til en russisk efterretningstjeneste om blandt andet europæisk våbenproduktion, ammunition, pansrede køretøjer og militære installationer med betydning for NATO's østflanke. Den 23. oktober blev arrestordren mod ham iværksat af en tysk undersøgelsesdommer5. Det er oplysninger, som kan have direkte militær værdi. Produktionsanlæg, transportforbindelser, våbenlagre og placeringen af militært personel er netop den infrastruktur, som NATO vil være afhængig af, hvis alliancen skal forsvare sine østlige medlemslande.
Den danske MyDefence-sag føjer Danmark til efterforskningerne
Danmark er heller ikke længere kun en tilskuer til denne udvikling. Den 19. oktober anholdt Nordjyllands Politi to ukrainske statsborgere på 18 og 21 år, som blev sigtet efter straffelovens §108 for mulig efterretningsvirksomhed til fordel for Rusland. Ifølge politiets oplysninger havde de fotograferet den nordjyske forsvarsvirksomhed MyDefence og videresendt billederne til en bruger på Telegram. Virksomheden udvikler teknologi til at opdage og bekæmpe droner, hvilket gør dens produkter militært relevante i den aktuelle konflikt.Den 23. oktober løslod politiet de to mænd efter tre døgns yderligere efterforskning. Sigtelserne blev dog fastholdt, og sagen efterforskes fortsat i samarbejde med PET. Der er endnu ikke bevist nogen forbindelse mellem de sigtede og en russisk efterretningstjeneste. Men politiet har i forbindelse med sagen netop advaret mod betalte fotoopgaver for ukendte personer via sociale medier og Telegram. Sådanne opgaver kan være første led i en efterretningsoperation, selv når den person, der udfører dem, ikke kender det egentlige formål6.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Overvågning, Rusland og Ukraine
Skyggekrigen får konkrete mål - fra danske virksomheder til NATO-baser og kablerne under SvalbardDen 23. oktober offentliggjorde Sveriges Television samtidig en større fælleseuropæisk undersøgelse. SVT og 16 andre public service-medier havde identificeret 54 tilfælde af fysiske angreb eller angrebsforberedelser i perioden fra den 1. april til den 15. oktober 2026, hvor myndigheder eller journalistiske undersøgelser havde fundet forbindelser til Rusland. Cyberangreb, desinformation og traditionel spionage indgik ikke i opgørelsen. De fleste hændelser blev registreret i Polen, Rumænien og Letland. Sveriges forsvarsledelse advarede samtidig om risikoen for, at denne type operationer også kan ramme Sverige. Det er ikke dokumenteret, at Rusland står bag samtlige 54 tilfælde. Men undersøgelsen viser, hvor omfattende den fysiske sabotage- og angrebstrussel er blevet i Europa7.
Det er efterhånden vanskeligt at betragte disse sager som en fjern sikkerhedspolitisk problemstilling. Europæiske myndigheder anholder mistænkte, efterforsker eksplosioner og brandstiftelser, finder sprængstofdroner ved militærbaser og forhøjer beskyttelsen af egne forsvarsinstallationer. Det er konkrete handlinger, som koster ressourcer og kræver stadig større militær og politimæssig opmærksomhed. Og de finder sted, mens NATO samtidig bliver tvunget til at øge sin militære tilstedeværelse ved alliancens ydre grænser.
NATO indsætter yderligere styrker i Sortehavet, mens handelsskibe bliver sænket
Den 20. oktober besluttede Det Nordatlantiske Råd at forstærke NATO's militære tilstedeværelse i Sortehavet efter en række alvorlige droneangreb mod civil skibsfart tæt på Rumænien og Bulgarien. Beslutningen omfatter maritime patruljefly, radarsystemer, droner og efterretningspersonel. Derudover skal specialiserede hold undersøge sprængstofrester fra de angrebne skibe for at fastslå, hvilke våben der blev anvendt, og hvem der står bag.NATO har endnu ikke officielt placeret ansvaret for samtlige angreb hos Rusland. Men alliancen har vurderet truslen som så alvorlig, at den kræver yderligere militære kapaciteter8. Beslutningen kom, efter at rumænske F-16-kampfly den 17. oktober nedskød to jetdrevne russiske angrebsdroner over rumænsk territorialfarvand. Kun få dage senere blev endnu et handelsskib ramt.
Den 23. oktober blev det Comorerne-registrerede fragtskib Khoryv angrebet med en drone omkring 13 sømil øst for den rumænske havneby Constanța, blot én sømil uden for territorialfarvandet. Skibet brød i brand og sank. Ét besætningsmedlem blev bekræftet dræbt, mens tre fortsat var savnet ved de første opgørelser. Ni blev reddet op af vandet. Rumæniens præsident Nicușor Dan beskyldte Rusland for den fortsatte eskalation. Der er dog endnu ikke offentliggjort en endelig teknisk undersøgelse, som dokumenterer oprindelsen af netop den drone, der ramte Khoryv9. Angrebet fandt sted i et område, hvor NATO allerede havde besluttet at indsætte flere militære overvågningskapaciteter. Men selv denne beslutning standsede ikke de nye angreb.
Omfanget af krigen mod skibsfarten er langt større, end de enkelte hændelser umiddelbart viser. Den 25. oktober offentliggjorde Financial Times en undersøgelse baseret på oplysninger fra den maritime sikkerhedsvirksomhed Ambrey og Den Internationale Søfartsorganisation. Ifølge undersøgelsen har skibe i Sortehavsregionen været udsat for mere end 570 angreb i løbet af 2026, og mindst 40 søfolk er blevet dræbt. Det gør ifølge avisens gennemgang Sortehavet til verdens dødeligste område for civil handelsskibsfart i år. Alene fra juli til september blev 387 skibe ramt, mere end fem gange så mange som i det foregående kvartal. Havneoperatøren TIS oplyser, at antallet af skibe, der anløb havnene omkring Odesa, faldt fra omkring 400 i juli til færre end ti i september.
Forsikringspræmierne for sejlads i området kan nå op på 15 procent af skibenes skrogværdi, hvilket får nogle rederier til helt at opgive ruten. Ambrey vurderer, at Rusland stod bag omkring 90 procent af angrebene i den seneste undersøgte periode på 45 dage. Det er en sikkerhedsfaglig vurdering og ikke en retslig fastslåelse af ansvaret for hvert enkelt angreb10.
Det er vigtigt at skelne mellem de samlede angreb i Sortehavet og dem, der konkret har fundet sted nær NATO-landenes territorialfarvand. Men presset er nu så omfattende, at konflikten har alvorlige konsekvenser for civil skibsfart, forsyninger og NATO's militære aktiviteter langs Rumæniens og Bulgariens kyster.
Den 27. oktober bekræftede Rumæniens flåde, at Frankrig allerede havde flyttet et Atlantique 2-maritimt patruljefly til Mihail Kogălniceanu-flybasen. Flyet blev indsat den 18. oktober og skal efter planen gennemføre overvågningsmissioner i det vestlige Sortehav frem til den 6. november. Formålet er at identificere trusler mod skibsfarten og beskytte kritisk infrastruktur i Rumæniens eksklusive økonomiske zone11.
Det betyder, at NATO's reaktion nu har fået en direkte operationel karakter. Allierede fly og overvågningssystemer opererer i stigende omfang i et område, hvor angrebsdroner og missiler allerede anvendes. En sådan militær tilstedeværelse kan forhindre angreb og styrke afskrækkelsen. Men den skaber også flere situationer, hvor NATO-enheder kan komme tæt på russiske våbensystemer. Hvis et allieret fly bliver truet eller angrebet, kan en hændelse, som begyndte med et droneangreb mod et handelsskib, hurtigt udvikle sig til en langt alvorligere militær krise. Det er en af de mest konkrete veje til en direkte konfrontation mellem Rusland og NATO.
Rusland bygger et radarsystem i Kaliningrad med rækkevidde langt ind over Europa
Mens NATO øger sin overvågning i Sortehavet, arbejder Rusland på at udbygge sin egen militære overvågning fra Kaliningrad. Den 19. oktober offentliggjorde Frankfurter Allgemeine Zeitung oplysninger fra satellitvirksomheden ICEYE, der viser opførelsen af et enormt radaranlæg ved Gvardeysk i den russiske enklave mellem Polen og Litauen.Anlægget består af tre lange antennerækker, hver på omkring 500 meter, som strækker sig ud fra et fælles område. Konstruktionen svarer til et såkaldt over-the-horizon-radarsystem, der kan anvende radiobølger reflekteret af ionosfæren til at opdage mål langt uden for den normale radarhorisont. Anlæggets forventede rækkevidde er anslået til omkring 900-3.200 kilometer. Det betyder, at Rusland potentielt vil kunne opdage militære flybevægelser og missiler over store dele af Europa, herunder Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
Radaren er endnu ikke dokumenteret fuldt operationel, og det er vigtigt at skelne mellem at kunne opdage et mål og at kunne styre et våben præcist mod det. Men som strategisk varslingssystem kan anlægget give Rusland betydeligt tidligere information om større NATO-operationer.
ICEYE's undersøgelse identificerer samtidig mere end 20 installationer i Kaliningrad med tilknytning til militær overvågning, signalefterretninger og elektronisk krigsførelse. Litauiske myndigheder har tidligere identificeret mindst 36 antenner, der kan anvendes til at udsende falske GPS-signaler og påvirke navigationen i Østersøområdet12. Kaliningrad er i forvejen et af Europas mest følsomme militære områder. Enklaven ligger mellem NATO-landene Polen og Litauen, har adgang til Østersøen og rummer russiske missilsystemer, som kan anvendes til at true mål i det centrale Europa.
Den nye radarinstallation er endnu et tegn på, at Rusland ikke alene koncentrerer sig om den aktuelle front i Ukraine. Moskva investerer også i de systemer, der kan få afgørende betydning ved en fremtidig militær konfrontation med NATO. Det er en langsigtet opbygning, og den foregår samtidig med, at Rusland allerede anvender andre teknologiske kapaciteter til at overvåge vestlige militære systemer.
Russisk militærsatellit demonstrerer evnen til at opsøge vestlige efterretningssystemer
Næsten samtidig med afsløringen af radaren i Kaliningrad kom der oplysninger om en usædvanlig russisk operation i kredsløb om Jorden. Den russiske militærsatellit Kosmos 2612 gennemførte i oktober en række kontrollerede banemanøvrer, som bragte den meget tæt på satellitten ICEYE-X36.ICEYE leverer avancerede radarbilleder til blandt andet Ukraines militær. Billederne kan anvendes til at overvåge russiske troppebevægelser, militære installationer, materiel og andre aktiviteter på slagmarken. Det er ikke offentligt bekræftet, at netop ICEYE-X36 anvendes af Ukraine, men satellitten tilhører en flåde, som har væsentlig efterretningsmæssig betydning. Ifølge den amerikanske satellitovervågningsvirksomhed LeoLabs begyndte den russiske satellit i september at ændre sin bane for gradvist at nærme sig ICEYE-X36.
Den 16. oktober befandt satellitterne sig omkring to-tre kilometer fra hinanden. I de følgende døgn blev afstanden reduceret yderligere, og LeoLabs vurderer, at Kosmos 2612 på et tidspunkt kom inden for cirka 500 meter af den vestlige satellit. Det var ikke en tilfældig tæt passage. Den russiske satellit justerede sin bane, så den kunne opholde sig tæt på målet gennem længere tid, inden den efterfølgende bevægede sig væk.
Nogle medier har omtalt en mulig mindsteafstand på blot 26 meter, men den præcision kan ikke fastslås med sikkerhed ud fra de offentlige banedata. LeoLabs' vurdering på omkring 500 meter er bedre underbygget. Der er heller ingen offentlig dokumentation for, at ICEYE-X36 blev angrebet eller beskadiget13. Men manøvrerne demonstrerer en militærteknisk evne, som bør tages alvorligt. Rusland har vist, at det kan opsøge og følge en anden satellit med stor præcision. Den samme evne kan potentielt anvendes til at inspicere, forstyrre eller true satellitter, som vestlige militære styrker er afhængige af.
NATO's militære operationer bygger i stigende grad på satellitkommunikation, navigation, overvågning og tidlig varsling. Hvis disse systemer bliver forstyrret, kan konsekvenserne mærkes på landjorden, til søs og i luften. Og den teknologiske trussel stopper ikke ved satellitterne.
Den 22. oktober offentliggjorde The Telegraph en undersøgelse af fire et halvt års skibspositionsdata. Analysen identificerede mere end 500 tilfælde, hvor 17 russiske fiskefartøjer havde opholdt sig usædvanligt længe over undersøiske kommunikationskabler eller bevæget sig langs deres kendte ruter. Et af de undersøgte områder var kabelsystemet Atlantic Crossing 1 mellem Europa og Nordamerika. Der blev også registreret aktivitet nær forbindelser omkring Skotland, Shetlandsøerne og Færøerne.
Skibsbevægelserne er dokumenteret, men der er endnu ikke beviser for, at alle de registrerede hændelser havde et militært efterretningsformål. Undersøgelsen beskriver heller ikke et dokumenteret forestående angreb mod kablerne14. Alligevel ligger mistanken i forlængelse af tidligere britiske og NATO-relaterede advarsler om russiske aktiviteter omkring undersøisk infrastruktur.
Det samlede billede er alvorligt. Rusland udbygger sin radarovervågning af Europa, demonstrerer præcisionsmanøvrer omkring vestlige satellitter, mens mistænkelig russisk skibsaktivitet registreres over undersøiske kommunikationskabler. Alle tre områder berører de systemer, der gør det muligt for vestlige lande at kommunikere, overvåge og reagere militært.
En fremtidig konfrontation behøver derfor ikke begynde med kampvogne ved en grænse. Den kan begynde med, at afgørende informations- og kommunikationssystemer bliver sat ud af drift.
Rusland advarer Danmark om katastrofale konsekvenser
Den 22. oktober fik den stadig skarpere militære konfrontation en direkte dansk dimension. Forsvarsminister Jeppe Bruus meddelte, at Danmark har besluttet at anskaffe to typer langtrækkende præcisionsvåben: Joint Strike Missile fra den norske våbenfabrik Kongsberg og det jordbaserede Anthem-krydsermissil fra amerikanske Covenant. Joint Strike Missile skal anvendes fra de danske F-35-kampfly, mens Anthem skal give Forsvaret mulighed for at gennemføre langtrækkende angreb fra land. Bruus begrundede anskaffelserne med, at Danmark skal kunne ramme militære mål langt bag en fjendes linjer, hvis landet bliver angrebet. Våbnene skal dermed styrke både Danmarks eget forsvar og NATO's samlede afskrækkelse.Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Russiske angrebsdroner - flere ikke-umiddelbare truslerDanmark har ikke annonceret nogen plan om at angribe Rusland uden for en forsvarssituation. Indkøbene er begrundet med behovet for afskrækkelse og evnen til at svare igen ved et angreb. Men Danmarks beslutning om at anskaffe langtrækkende angrebsmissiler kan ikke betragtes isoleret fra den politik, Mette Frederiksen og hendes regering har ført over for Rusland gennem de seneste år. Danmark har for længst valgt side i krigen og har placeret sig blandt Ukraines mest aktive militære støtter. Med over 85 milliarder kroner i samlet bilateral støtte, heraf næsten 77 milliarder til militære formål, donationer af blandt andet F-16-kampfly og finansiering af ukrainsk våbenproduktion har Danmark engageret sig langt ud over almindelig diplomatisk støtte.
Mette Frederiksen har gentagne gange argumenteret for at fjerne de vestlige begrænsninger på Ukraines anvendelse af langtrækkende våben mod mål inde på russisk territorium. Allerede den 10. december 2024 erklærede hun i Folketinget: "Væk med de røde linjer". Hun opfordrede samtidig til, at NATO og Europa gjorde det nødvendige for at sikre en vestlig sejr frem for en russisk. På et pressemøde den 17. september 2025 fastholdt hun, at der ikke burde være røde linjer for, hvad Ukraine kunne gøre.
Når Rusland nu reagerer på Danmarks anskaffelse af egne langtrækkende angrebsmissiler med en advarsel om katastrofale konsekvenser og en direkte henvisning til sin status som atommagt, må reaktionen derfor ses i lyset af hele Danmarks hidtidige engagement - ligesom krigen i sin helhed må ses i lyset af NATO's mageårige udvidelse. Danmark er ikke en neutral tilskuer til denne konflikt. Landet er en erklæret og aktiv militær støtte for Ukraine, og regeringen har gentagne gange gjort det klart, at den ønsker Rusland presset militært tilbage. Når konfrontationen mellem Rusland og NATO samtidig bliver stadig skarpere, er det nødvendigt at forstå, at Danmark allerede har påtaget sig en fremtrædende rolle i den udvikling.
Kongsberg bekræftede, at Danmark bliver det syvende land, som vælger Joint Strike Missile. Virksomheden oplyste samtidig, at kontraktens endelige størrelse og værdi fortsat skal forhandles. Der er således truffet en anskaffelsesbeslutning, men de nye våben er ikke dermed allerede leveret og taget i brug16. Ruslands reaktion viser imidlertid, hvor følsomt området omkring Østersøen er blevet. De danske stræder forbinder Østersøen med Nordsøen og har afgørende betydning for den russiske Østersøflådes bevægelsesfrihed. Samtidig giver Kaliningrad Rusland mulighed for at placere missilsystemer tæt på NATO's medlemslande. Når Danmark nu opbygger en kapacitet til langtrækkende præcisionsangreb, påvirker det den militære magtbalance i et område, som Rusland betragter som strategisk vigtigt.
Den russiske advarsel er endnu ikke fulgt af en dokumenteret beslutning om at angribe Danmark eller ændre det nukleare beredskab. Men den viser, at Moskva er parat til at anvende truslen om alvorlige konsekvenser og henvisningen til atomvåben i forsøget på at påvirke et NATO-lands forsvarsbeslutninger. Dermed bliver Danmarks egen militære oprustning en del af den direkte politiske konfrontation med Rusland.
Danmark indgår i Frankrigs udvidede nukleare afskrækkelse
Kun fire dage senere, den 26. oktober, beskrev Wall Street Journal en anden udvikling, som viser, hvor alvorligt de europæiske regeringer nu betragter deres sikkerhedssituation. Frankrig arbejder sammen med ti europæiske lande om at udbygge sin nukleare afskrækkelse. Deltagerne er Storbritannien, Tyskland, Polen, Nederlandene, Belgien, Grækenland, Danmark, Sverige, Norge og Finland. Initiativet blev lanceret af Emmanuel Macron tidligere i 2026 og omfatter blandt andet fælles øvelser, efterretningsudveksling, tidlig varsling og muligheden for at indsætte franske Rafale-kampfly med kapacitet til at bære atomvåben andre steder i Europa.Frankrig beholder den fulde beslutningsmyndighed over sine atomvåben. Danmark får ikke selvstændig kontrol over franske atomsprænghoveder, og samarbejdet udgør ikke en ny formel atomgaranti til alle partnerlandene. Det er et supplement til NATO's eksisterende afskrækkelse, men dets politiske betydning er betydelig17.
Europæiske lande forsøger nu at udvikle yderligere sikkerhedsmekanismer, fordi Ruslands militære trusler og usikkerheden om USA's fremtidige kurs har gjort den traditionelle afhængighed af den amerikanske atomparaply vanskeligere. Det er en udvikling, som for få år siden ville have været usædvanlig. Nu diskuterer europæiske regeringer åbent, hvordan de kan styrke den nukleare afskrækkelse på eget kontinent. Danmark bliver dermed trukket ind i en stadig tungere strategisk situation. Landet anskaffer langtrækkende våben, modtager russiske advarsler om katastrofale konsekvenser og deltager i et udvidet europæisk samarbejde om atomafskrækkelse.
Der er ikke dokumentation for, at dette skyldes en konkret forestående russisk atomoperation. Men beslutningerne viser, at de europæiske regeringer forbereder sig på en langt mere alvorlig og langvarig militær konfrontation, end de tidligere har været indstillet på - hvilket desuden også gør sig gældende for USA.
Europa betaler for luftforsvarsmissiler, som Washington stadig ikke har godkendt
Samtidig med at de europæiske lande styrker deres egen afskrækkelse, bliver deres afhængighed af USA stadig mere synlig. Den 26. oktober offentliggjorde Volodymyr Zelenskyj en alvorlig oplysning om Ukraines militære forsyninger. Ukraine har ifølge præsidenten ventet næsten en måned på, at USA's forsvarsminister Pete Hegseth godkender leverancer af missiler til både Patriot- og NASAMS-luftforsvarssystemerne. Missilerne anskaffes gennem NATO's PURL-ordning, hvor europæiske lande betaler for amerikansk militært materiel, som efterfølgende skal leveres til Ukraine. Dermed er det ikke nødvendigvis de europæiske penge, der mangler. Washington kontrollerer fortsat godkendelsen af leverancerne.USA's udenrigsminister Marco Rubio har erkendt, at en leverance muligvis ikke er nået frem, men har afvist, at forsinkelsen skyldes en politisk beslutning. Han har blandt andet henvist til den internationale mangel på luftforsvarsammunition. Det er derfor endnu ikke dokumenteret, at Hegseth tilbageholder missilerne for at presse Ukraine til territoriale indrømmelser. Men forsinkelsen er reel ifølge den ukrainske regering, og dens militære konsekvenser kan være alvorlige18.
Patriot-systemerne er blandt de vigtigste våben, Ukraine råder over til at bekæmpe russiske ballistiske missiler. NASAMS anvendes især mod andre typer luftmål. Hvis Ukraine mangler ammunition til begge systemer, bliver det vanskeligere at beskytte både militære installationer, energianlæg og civile byområder.
Rusland fortsætter samtidig sine omfattende missil- og droneangreb. Det betyder, at Ukraines luftforsvar bliver presset fra to sider. Rusland anvender stadig flere angrebsvåben, mens leveringen af de nødvendige forsvarsmissiler ikke følger med.
For Europa er der en strategisk lære i dette, som rækker langt ud over Ukraine. Selv når europæiske regeringer beslutter at betale for militært materiel, kan de være afhængige af amerikanske beslutninger for at få adgang til det. Og den samme afhængighed gælder ikke kun våben.
Starlink-sagen viser, hvor hurtigt et moderne militær kan miste afgørende kapaciteter
I mere end en uge oplevede ukrainske styrker alvorlige begrænsninger på Starlink og den militære Starshield-tjeneste. Begrænsningerne betød, at forbindelserne blev påvirket, når udstyret bevægede sig med hastigheder over omkring 160 kilometer i timen. Det ramte blandt andet hurtige interceptor-droner, som Ukraine anvender til at bekæmpe russiske angrebsdroner.Den 24. oktober meddelte Ukraine, at forbindelserne igen fungerede ved hastigheder på over 400 kilometer i timen. Der er her tale om de bevægelseshastigheder, som udstyret kan anvendes ved, og ikke om internetforbindelsens datahastighed. Men næsten samtidig erkendte Elon Musk offentligt, at SpaceX bevidst havde lukket en anvendelsesmulighed i den civile Starlink-tjeneste. Musk hævdede, at Ukraine havde overtrådt tjenestens betingelser ved at bruge Starlink til offensive droneangreb. Ukraine afviste denne beskrivelse.
Reuters har tidligere rapporteret, at beslutningen om at begrænse den militære Starshield-tjeneste kom fra personer i Det Hvide Hus. Wall Street Journal har derimod peget på Musk som den person, der gav den konkrete ordre. Musk fastholder, at Starshield er under amerikansk militær kontrol. Den fulde beslutningskæde er derfor fortsat omstridt19.
Men det mest alvorlige ved denne sag er den sårbarhed, den har blotlagt. Et moderne militær kan have droner, uddannede operatører, efterretninger og planlagte operationer klar. Men hvis den satellitkommunikation, som styringen afhænger af, bliver begrænset af en ekstern leverandør eller en fremmed regering, kan det påvirke militære operationer næsten øjeblikkeligt. Ukraine har netop oplevet en sådan afhængighed midt under omfattende russiske luftangreb. Og nu bliver der stillet tilsvarende spørgsmål til NATO's egne militære informationssystemer.
Palantir må forsikre NATO om, at virksomhedens militære AI ikke kan fjernlukkes
Den 22. oktober måtte den amerikanske teknologivirksomhed Palantir offentligt afvise bekymringer om, hvorvidt virksomheden eller den amerikanske regering kan lukke for NATO's militære AI-system Maven Smart System.Maven er ikke et almindeligt administrativt it-program. Systemet anvender kunstig intelligens til at behandle store mængder militær information fra blandt andet satellitter, radarer og andre sensorer. Det skal give militære beslutningstagere bedre overblik over slagmarken og mulighed for hurtigere at koordinere operationer. NATO anskaffede systemet til sit militære hovedkvarter SHAPE i 2025, og det blev erklæret operationelt i juni 2026. Palantirs europæiske chef Louis Mosley hævdede den 22. oktober, at hverken virksomheden eller den amerikanske regering kan fjernlukke systemet, efter at kunden har taget det i brug. Reuters fremlagde dog ingen uafhængig teknisk undersøgelse, som dokumenterer, at alle former for ekstern afhængighed er udelukket. Tyskland og Frankrig har samtidig været tilbageholdende med at indføre Maven i deres egne nationale militære systemer20.
Det er et alvorligt spørgsmål, når en militæralliance baserer dele af sin efterretningsbehandling og beslutningsstøtte på software fra en privat amerikansk virksomhed. Sagen om Starlink har allerede vist, at politiske og kommercielle beslutninger om teknologiske tjenester kan få direkte konsekvenser for igangværende militære operationer. Bekymringen handler derfor om noget meget konkret: Hvilke militære kapaciteter kan europæiske lande faktisk opretholde selvstændigt, hvis USA og Europa på et afgørende tidspunkt ikke er enige? Ukraine forsøger at mindske noget af afhængigheden gennem et tættere samarbejde med NATO's indkøbsorganisation, NSPA.
Ifølge Financial Times får Ukraine lettere adgang til at købe våben, ammunition og andet materiel gennem NATO's etablerede indkøbssystem. Samtidig kan ukrainske forsvarsvirksomheder i stigende omfang deltage i NATO-relaterede udbud. Omkring 150 ukrainske virksomheder har deltaget i et møde i Kyiv om mulighederne. Ordningen kan styrke Ukraines langsigtede forsyningsmuligheder og integrere landets forsvarsindustri tættere med Europas. Den ophæver imidlertid ikke amerikanske eksportrestriktioner eller behovet for godkendelse af amerikanskproducerede våben21. Europa forsøger dermed at styrke sine egne militære muligheder, men står fortsat over for et grundlæggende problem: Mange af de mest afgørende våben og teknologiske systemer kontrolleres helt eller delvist uden for Europa.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
NATO siger stadig der ikke er en umiddelbar trussel - mens krigsberedskabet breder sig fra Kaliningrad til FærøerneTrump bryder med Europas sanktionspolitik - mens EU fastholder konfrontationen med Rusland
Den 23. oktober viste skibssporingsdata, at det første tankskib med russisk diesel var på vej mod USA som led i aftalen mellem Donald Trump og Vladimir Putin. Det Malta-registrerede Agioi Fanendes havde lastet omkring 40.000 ton diesel i den russiske havn Primorsk og forventes at ankomme til New York den 7. november22.Som jeg beskrev i nyheden "To verdensordener i åben kamp - Trump angriber globalismens magtstruktur, mens Soros-netværket kæmper imod", udfordrer Trump med denne aftale den etablerede vestlige sanktionspolitik og de internationale magtstrukturer, der anvender økonomisk isolation som politisk pressionsmiddel. Washington har nu konkret åbnet for russiske brændstofleverancer gennem en midlertidig lempelse af sanktionerne, begrundet med behovet for at sænke energipriserne23.
Modsætningen til Europas kurs er markant. Mens Trump forsøger at øge energiforsyningen gennem handel med Rusland, fastholder EU sanktionerne, selv om europæiske borgere og virksomheder allerede er hårdt belastet af høje energipriser. Samtidig opkræver europæiske regeringer betydelige brændstofafgifter. I Danmark udgjorde afgifter og moms omkring 42% af dieselprisen i september 202624. Det er derfor relevant at spørge, hvor længe Europas befolkninger skal bære omkostningerne ved en økonomisk konfrontation, som endnu ikke har bragt krigen til ophør.
Samtidig afventer Ukraine fortsat amerikansk godkendelse af Patriot- og NASAMS-missiler, som europæiske lande allerede har finansieret. Washington genoptager altså økonomiske forbindelser med Moskva, mens Europa fastholder sin konfrontationskurs og fortsat er afhængig af amerikanske beslutninger om våbenleverancer.
Det bliver særlig alvorligt, når Putin samtidig ønsker, at fredsforhandlingerne skal omfatte hele Europas sikkerhedsorden. Europas politikere står nu med et problem, de selv har været med til at skabe. Gennem flere år har de overvejende prioriteret våbenleverancer, sanktioner og en stadig skarpere konfrontation med Rusland frem for at etablere en selvstændig, vedholdende diplomatisk forbindelse til Moskva. De har igen og igen tilført krigens bål nyt brænde, men gjort langt mindre for selv at bringe parterne til forhandlingsbordet. At Mette Frederiksen den 27. oktober ligefrem kritiserede Finlands og Norges direkte samtale med Putin, viser, hvor vanskeligt det fortsat er for Europas ledere at samles om diplomati25. Nu risikerer Europa at stå med de enorme økonomiske og militære omkostninger, mens det i stigende grad bliver Washington og Moskva, der forhandler om den sikkerhedsorden, europæerne selv skal leve under.
Putin vil nu forhandle om hele Europas sikkerhedsorden
Den 21. oktober mødtes Vladimir Putin med Donald Trumps særlige udsending Steve Witkoff i Konstantinpaladset uden for Sankt Petersborg. Mødet varede omkring tre timer. Trumps svigersøn Jared Kushner deltog digitalt. Efter mødet meddelte Kreml, at Rusland principielt var villigt til at genoptage direkte trepartsforhandlinger med Ukraine og USA. Forhandlingerne ventes at kunne begynde i november, muligvis i Abu Dhabi.Men dagen efter, den 22. oktober, præciserede Putin noget, som gør den diplomatiske udvikling særlig alvorlig for NATO. De kommende forhandlinger bør ifølge Putin ikke alene handle om en våbenhvile i Ukraine eller om de territoriale spørgsmål. De skal også omfatte fremtidige sikkerhedsgarantier for Rusland og Ukraine samt hele Europas sikkerhedsarkitektur. Putin hævdede, at Witkoff selv havde fremhævet behovet for at drøfte Europas samlede sikkerhedsforhold. Den russiske præsident erklærede sig enig. Der foreligger ikke en tilsvarende offentlig amerikansk bekræftelse af, at Washington har accepteret bestemte russiske krav til NATO's militære tilstedeværelse26.
Alligevel ændrer Putins udmelding den politiske ramme. Hvis krigens afslutning skal forbindes med hele Europas sikkerhedsstruktur, handler forhandlingerne ikke længere kun om Ukraine. De kommer potentielt til at berøre sikkerheden for lande, som allerede er medlemmer af NATO.
Den 26. oktober kom The Telegraph med nye oplysninger, som viser, hvor vidtgående Ruslands mulige krav kan blive. Ifølge diplomatiske kilder kan Putin forsøge at kræve, at NATO reducerer sin militære tilstedeværelse i Østeuropa til niveauet fra 1997, altså situationen før alliancens omfattende udvidelse mod øst. Et sådant krav kan indebære tilbagetrækning eller alvorlige begrænsninger af allierede styrker og militære installationer i blandt andet Polen, Estland, Letland, Litauen og Finland. Det betyder ikke nødvendigvis, at Rusland vil kræve disse lande udmeldt af NATO. Men det kan indebære krav om, at alliancen ikke længere skal have samme mulighed for at udstationere tropper, våben og militære installationer på deres territorium. Rusland fremsatte tilsvarende krav i december 2021, kort før invasionen af Ukraine.
Der er endnu ikke fremlagt et nyt officielt russisk forhandlingsforslag med et konkret krav om tilbagevenden til 1997-positionerne. Oplysningerne bygger på diplomatiske kilders vurdering af, hvad Putin kan forsøge at opnå27. Men hvis Rusland formelt fremsætter et sådant krav, vil konsekvenserne være vidtrækkende. Det ville betyde, at Moskva gennem diplomatiske forhandlinger forsøger at opnå, hvad landet ikke har opnået militært: begrænsninger af NATO's handlefrihed i Østeuropa.
En tilbagetrækning af allierede styrker fra de østlige medlemslande ville kunne svække det fremskudte forsvar, som NATO har opbygget netop for at forhindre russisk aggression. Og hvis Washington accepterer at drøfte sådanne begrænsninger uden de direkte berørte europæiske landes fulde deltagelse, kan det skabe alvorlige spændinger inden for alliancen. Det er derfor ikke kun Ukraine, der har noget på spil i de kommende forhandlinger. Det er også Polen, Baltikum, Finland, Norden og resten af Europas fremtidige sikkerhed.
BFinland og Norge tager direkte kontakt til Putin - men Europa er splittet om diplomati
Den 27. oktober skete der en diplomatisk udvikling, som blotlagde en anden del af Europas vanskelige situation. Finlands præsident Alexander Stubb og Norges statsminister Jonas Gahr Støre gennemførte en cirka 90 minutter lang telefonsamtale med Vladimir Putin. Det var en usædvanlig direkte kontakt mellem to vestlige NATO-ledere og den russiske præsident. Samtalen fandt sted efter konsultation med Ukraine og i forlængelse af møderne i Oslo den 20. oktober. Ifølge den fælles finsk-norske meddelelse ønskede Stubb og Støre at bringe konkrete budskaber direkte til Putin forud for de planlagte fredsforhandlinger i Abu Dhabi. De understregede, at de talte på deres egne landes vegne og ikke på vegne af hele Europa. Stubb fremhævede nødvendigheden af direkte samtaler for at afslutte krigen, mens Støre pegede på behovet for nedtrapning og de omfattende menneskelige og økonomiske konsekvenser af den fortsatte konflikt28. BRAVO - det russiske og ukrainske folk er ikke andet end kanonfodder for politisk stivnakkethed! Det er samme ondskab Trump forsøger at afslutte.Samtalen udløste selvfølgelig kritik fra andre europæiske ledere. Mette Frederiksen udtrykte stærk skepsis og kritiserede, at initiativet ikke var koordineret med de øvrige europæiske lande. Sveriges statsminister Ulf Kristersson gav også udtryk for forbehold. Ukraine havde derimod været orienteret og tog positivt imod den direkte kontakt. Putin gav ifølge de offentliggjorte referater ingen tegn på at ville opgive Ruslands territoriale krav. Kreml fastholdt, at en fredsløsning må tage hensyn til Ruslands interesser29.
Det afslører en alvorlig europæisk modsætning. Europa frygter, at USA og Rusland skal forhandle om kontinentets fremtid uden europæisk deltagelse. Men når to europæiske NATO-lande selv forsøger at etablere direkte kontakt med Moskva, opstår der uenighed om, hvorvidt det overhovedet er den rigtige vej. Jeg finder det bekymrende, at de europæiske regeringer i en så alvorlig situation har vanskeligt ved at samle sig om en fælles diplomatisk kurs. En militær konfrontation kan ikke uden videre løses ved at afbryde forbindelsen til modparten. Hvis en krig skal afsluttes gennem forhandlinger, må de involverede parter før eller siden tale sammen.
Det betyder ikke, at Rusland skal have sine krav opfyldt. Men det er vanskeligt at se, hvordan europæiske interesser skal sikres, hvis Europa hverken kan enes om at tale direkte med Moskva eller om, hvordan man skal påvirke Washingtons forhandlinger med Putin.
Den lokale våbenhvile i Oleshky viser en anden mulig vej
Der er imidlertid også kommet et konkret diplomatisk resultat midt i den voksende militære spænding. Den 27. oktober trådte en lokal våbenhvile omkring den russiskbesatte ukrainske by Oleshky i kraft. Aftalen blev formidlet med deltagelse af USA's førstedame Melania Trump og skal muliggøre nødhjælp og evakuering af civile.Byen, som før krigen havde omkring 24.000 indbyggere, har nu kun omkring 1.700-2.000 tilbage, hovedsageligt ældre mennesker. Forsyningssystemerne er ødelagte, vejene er minerede, og befolkningen lider under alvorlig mangel på fødevarer, vand og medicin. Både russiske og ukrainske myndigheder bekræftede, at den lokale indstilling af kamphandlingerne var trådt i kraft. De første oplysninger den 27. oktober tydede på, at aftalen blev overholdt, mens forberedelserne til den humanitære operation fortsatte.
Rusland og Ukraine har desuden gennemført en fangeudveksling med 270 personer fra hver side. Der er tale om konkrete resultater, som viser, at diplomatiske kontakter stadig kan føre til aftaler, selv efter flere års krig30. Men våbenhvilen gælder alene et begrænset område. De russiske angreb fortsætter andre steder i Ukraine, og der er endnu ingen aftale om at indstille krigshandlingerne generelt.
Det er denne modsætning, der kendetegner situationen i slutningen af oktober. På den ene side kan Rusland og Ukraine finde frem til en lokal aftale, som giver mulighed for at redde civile ud af en belejret by. På den anden side fortsætter krigen, mens både Rusland og NATO udbygger deres militære kapaciteter. Diplomatiet har skabt et begrænset fremskridt. Det har endnu ikke ændret den overordnede militære udvikling.
FN: Ruslands systematiske angreb mod energiforsyningen udgør forbrydelser mod menneskeheden
Den 26. oktober offentliggjorde FN's uafhængige internationale undersøgelseskommission for Ukraine en rapport, som viser, hvor alvorlige konsekvenser den fortsatte krig har for den ukrainske civilbefolkning. Kommissionen konkluderede, at russiske myndigheder har begået krigsforbrydelser gennem bevidste angreb mod civile objekter og forbrydelser mod menneskeheden gennem systematiske angreb, som har frataget civilbefolkningen elektricitet og andre livsnødvendige ydelser.Undersøgelsen byggede blandt andet på vidneudsagn fra 255 ukrainere, der blev ramt af afbrydelser af varme og elektricitet under vinteren 2025-2026. Kommissionen vurderede, at angrebene indgik i en statslig politik, der påførte civilbefolkningen omfattende lidelser. Rusland afviser kommissionens mandat og konklusioner og fastholder, at dets angreb er rettet mod militært relevante mål31. Angrebene på Ukraines energiforsyning fortsætter samtidig med, at landet har problemer med at få leveret de amerikanske luftforsvarsmissiler, som europæiske regeringer har betalt for.
Og den militære kamp om infrastrukturen breder sig. Ukraine har gennem oktober angrebet russiske datacentre og industrianlæg, herunder faciliteter med tilknytning til Yandex, Sberbank og russisk elektronikproduktion. Angrebene har medført forstyrrelser af digitale tjenester og rejst spørgsmål om Ruslands muligheder for at opretholde avanceret computer- og AI-kapacitet. Samtidig har Ukraine rapporteret om øgede russiske angreb mod sine egne datacentre og digitale systemer.
Flere nyheder om Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland, Ukraine og USA
Rusland flytter grænsen - NATO forbereder sig på den krig, man siger ikke er på vejHvor meget længere kan situationen strammes, før en direkte konfrontation opstår?
Den danske Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggjorde den 24. september en trusselsvurdering, som den seneste måneds begivenheder har gjort stadig mere relevant. FE vurderer, at Rusland i de kommende måneder vil eskalere sin hybridkrig mod NATO og Vesten. Tjenesten vurderer samtidig, at der er en lav, men stigende risiko for begrænsede russiske militære angreb mod et NATO-land, selv om krigen i Ukraine fortsætter. En egentlig russisk invasion af et NATO-land betragtes fortsat som usandsynlig, men kan ifølge FE ikke længere fuldstændigt udelukkes32.Det er væsentligt at forstå, hvad denne vurdering indebærer. Der er ved udgangen af oktober ingen ny offentlig dokumentation for en større russisk invasionsopbygning i Belarus, Kaliningrad eller ved de baltiske grænser. Der er heller ingen verificeret beslutning om, at Rusland vil gennemføre et direkte angreb med det udtrykkelige formål at afprøve NATO's artikel 5. Men den mulige vej til en militær konfrontation bliver stadig mere konkret.
I Tyskland har efterforskerne fundet en sprængstofdrone nær en militærflyveplads. I Rumænien har efterretningstjenesten identificeret et formodet russiskstyret sabotagenetværk med mål i flere europæiske lande. I Danmark efterforskes mulig efterretningsvirksomhed mod en virksomhed, der udvikler antidroneteknologi. I Sortehavet er handelsskibe blevet angrebet og sænket tæt på NATO-territorialfarvand, hvilket har fået alliancen til at indsætte yderligere militær overvågning.
Samtidig udbygger Rusland sine militære overvågningskapaciteter i Kaliningrad, demonstrerer avancerede satellitmanøvrer og forbindes med mistænkelig aktivitet omkring undersøiske kommunikationskabler. Hver af disse udviklinger har sin egen årsag, dokumentation og militære betydning. De beviser ikke, at Rusland har vedtaget én samlet plan om at udløse krig med NATO. Men sammenholdt viser de, hvor mange forskellige steder en alvorlig hændelse nu kan opstå.
Et sprængstofangreb mod tyske militærfly kan medføre dødsfald blandt NATO-soldater. Et angreb på et handelsskib i rumænsk territorialfarvand kan tvinge NATO-fly til at engagere et russisk våbensystem. Et alvorligt indgreb mod en vestlig satellit kan påvirke militær kommunikation og efterretninger. Sabotage mod undersøiske kabler eller anden kritisk infrastruktur kan skabe omfattende forstyrrelser, før ansvaret er fastslået. Sådanne hændelser kan udvikle sig hurtigt. De kan også begynde uden en åben russisk krigserklæring.
Det er netop denne gråzone, der gør situationen farlig. NATO kan blive tvunget til at reagere på et væbnet angreb, hvor det ikke straks er muligt at dokumentere hele kommandokæden. Og Rusland kan forsøge at holde sine operationer på et niveau, hvor alliancen er usikker på, om artikel 5 skal bringes i anvendelse. Samtidig betyder den stadig større militære tilstedeværelse i Sortehavet og omkring Østersøen, at russiske og allierede våbensystemer opererer tættere på hinanden i områder, hvor spændingerne allerede er høje. Risikoen for en fejlvurdering eller utilsigtet eskalation kan derfor blive alvorlig, selv uden at nogen af parterne på forhånd har besluttet at indlede en større krig.
Konfrontationen udvikler sig uden en formel krig
Ved udgangen af oktober 2026 står Europa i en situation, hvor grænsen mellem fred og krig bliver stadig vanskeligere at skelne. Den militære oprustning tager til på begge sider, mens trusler, sabotage og militære provokationer bliver stadig mere nærværende. Faren er, at landene gradvist vænner sig til en konfrontation, hvor hvert nyt skridt begrundes med modpartens handlinger, og hvor grænsen for, hvad man er villig til at acceptere, hele tiden flyttes - det, der tidligere ville have udløst en alvorlig international krise, risikerer nu blot at blive endnu en hændelse i en lang række.Militær afskrækkelse kan mindske risikoen for angreb, men kan ikke i sig selv skabe fred. Her hviler der et tungt ansvar på Europas politiske ledere. Det må være i alle menneskers interesse, at sådanne krige afsluttes så hurtigt som muligt. Politikerne må kunne forklare, hvordan den fortsatte oprustning og de økonomiske sanktioner skal føre til en afslutning på konflikten. Ellers risikerer de at fastholde en udvikling, hvor hvert nyt militært skridt bliver begrundelsen for det næste, mens mulighederne for en forhandlet løsning svinder.
Det kræver ikke, at Europa accepterer Ruslands territoriale krav eller opgiver Ukraines sikkerhed. Men det kræver, at diplomati og direkte samtaler bliver taget lige så alvorligt som militær oprustning. De seneste diplomatiske initiativer viser, at det fortsat er muligt at tale sammen og indgå konkrete aftaler. Spørgsmålet er, om Europas regeringer vil bidrage til at udvide disse muligheder, eller om de fortsat vil lade konfrontationen bestemme den politiske kurs.
For det er ikke nok at forberede sig på en krig, man siger, man ønsker at undgå. Man må også arbejde målrettet for at forhindre den. Når spændingerne allerede har nået et niveau, hvor en enkelt alvorlig hændelse kan udløse en større militær krise, bliver manglen på en troværdig vej til nedtrapning i sig selv en fare. Europas befolkninger har krav på mere end stadige advarsler, nye våbenbevillinger og forsikringer om, at oprustningen skal skabe sikkerhed. De har krav på at vide, hvordan deres ledere vil bringe en stadig farligere konfrontation under kontrol, før udviklingen løber dem af hænde.
Når jeg ser tilbage på udviklingen gennem de seneste år, er det vanskeligt at overse, hvordan Europas politiske kurs gradvist er blevet mere konfrontatorisk. Grænserne for den militære støtte er blevet flyttet, befolkningerne bliver forberedt på en mulig krig, og stadig større økonomiske ressourcer anvendes på oprustning. Det bliver begrundet med nødvendigheden af at skabe sikkerhed og afskrække Rusland. Men hvor længe kan man fortsætte ad den vej uden samtidig at gøre langt mere for at standse den konflikt, som oprustningen er begrundet med?
Det, der bekymrer mig, er, at konfrontationen efterhånden synes at være blevet en accepteret politisk tilstand. Europas ledere er fartblinde og taler om at være forberedt på krig, om at fjerne begrænsninger og om nødvendigheden af stadig større militær styrke. Men den samme beslutsomhed er, som vi har set, vanskeligere at få øje på, når det handler om direkte samtaler og forsøg på at skabe fred. At selv et diplomatisk initiativ fra Finland og Norge kunne møde så markant kritik blandt deres europæiske allierede, fortæller noget om, hvor fastlåst den politiske situation er blevet.
Beslutningerne blandt Europas politikere, giver grund til at spørge, om de i stigende grad har accepteret en langvarig konfrontation som den politiske vej frem, selv om den indebærer risikoen for en langt større krig. For når oprustning, militært pres og stadig hårdere retorik bliver svaret på hver ny udvikling, mens mulighederne for diplomati forbliver begrænsede, bliver det vanskeligere at se, hvordan spændingerne nogensinde skal bringes ned.
Det alvorligste er måske ikke, at Europas politikere forbereder sig på krig, men at de endnu ikke har vist en tilsvarende evne til at skabe vejen væk fra den. Og hvis den politiske kurs fortsætter, kan Europa ende i en konfrontation, som ingen officielt ønskede, men som stadig flere beslutninger har været med til at gøre mulig, endsige at tvinge igennem. Det er ikke kun regeringerne, der kommer til at betale prisen for en sådan udvikling. Det er de befolkninger, hvis sikkerhed politikerne hævder at ville beskytte.
Det begynder efterhånden at ligne en verden, der presses så langt ud i krig og kaos, at kun Antikrist vil kunne fremstå som den, der kan skabe fred. Det er, som om begivenhederne baner vejen for hans snarlige fremtræden - og dermed minder os om, at vores bortrykkelse er endnu nærmere.