To verdensordener i åben kamp - Trump angriber globalismens magtstruktur, mens Soros-netværket kæmper imod

11. oktober, 2026
To verdensordener i åben kamp - Trump angriber globalismens magtstruktur, mens Soros-netværket kæmper imod
Fredag den 9. oktober 2026 skete der noget usædvanligt i Washington. På én og samme dag tog Donald Trump to beslutninger, som udfordrede centrale dele af den internationale verdensorden. Han indgik en opsigtsvækkende energiaftale med Vladimir Putin og brød dermed med Vestens økonomiske isolation af Rusland. Samtidig indførte hans regering omfattende sanktioner mod selve Den Internationale Straffedomstol i Haag - en institution, der gør krav på juridisk myndighed, som kan række ind over selvstændige nationers grænser.

Det var ikke småjusteringer af amerikansk udenrigspolitik. Det var direkte angreb på to af de mekanismer, som den internationale magtstruktur anvender til at regulere nationernes handlefrihed: økonomiske sanktioner og overnational juridisk myndighed.

Samme dag hædrede Nobelkomitéen en tidligere dommer ved den internationale domstol med Nobels fredspris. I kulissen stod også George Soros' omfattende internationale organisationsnetværk, som gennem årtier har finansieret politisk påvirkning, internationale institutioner og progressive samfundsreformer. Hans egen fond har allerede anlagt sag mod Trump-regeringens sanktioner mod domstolen.

Det ligner umiddelbart forskellige begivenheder. Rusland, diesel, internationale domstole, Nobels fredspris og milliardærfinansierede organisationer. Men når jeg følger forbindelserne mellem dem, træder en langt større konflikt frem.

Vi ser en kamp mellem den gamle verdensorden, hvor nationalstaterne bevarer deres suverænitet og ret til selvbestemmelse, og en ny verdensorden, hvor stadig mere politisk, økonomisk og juridisk magt samles hos internationale institutioner. Det er en kamp om, hvem der i sidste ende skal bestemme over nationerne, deres ledere og deres befolkninger.

Det er også derfor udviklingen skal tages særdeles alvorligt i lyset af Bibelens profetier. For Johannes beskriver i Åbenbaringen et kommende verdensrige, hvor den politiske myndighed samles, hvor alle jordens folk underlægges en fælles hersker, og hvor menneskets mulighed for at købe og sælge bliver underlagt et altomfattende kontrolsystem. Det antikristelige verdensrige er ikke blot en fremtidig diktator med et stort militær. Det er en magtstruktur, der til sidst får myndighed over hele menneskehedens politiske, økonomiske og religiøse liv. Og det er netop de områder, hvor verdens magtcentre nu kæmper om kontrollen.

Trump bryder den økonomiske front mod Rusland

Krigen mod Iran har skabt en alvorlig international energikrise. Trafikken gennem Hormuzstrædet, en af verdens vigtigste handelsruter for olie og olieprodukter, er blevet voldsomt forstyrret. Samtidig har ukrainske angreb på russiske raffinaderier forværret manglen på raffinerede brændstoffer.

Særligt dieselprisen er eksploderet. Det rammer ikke alene bilisterne, men også transportvirksomheder, landmænd, fødevareproducenter og industrien. Diesel er en grundlæggende del af verdens vareforsyning, og når prisen stiger, forplanter det sig gennem hele økonomien. Den 9. oktober lå den gennemsnitlige amerikanske dieselpris omkring 6,28 dollar pr. gallon, sammenlignet med 3,68 dollar året før. Det har skabt et voldsomt politisk pres på Trump forud for kongresvalget den 3. november.

G7-landene havde allerede den 2. oktober besluttet at fremskynde frigivelsen af omkring 100 millioner tønder olie og olieprodukter fra strategiske reserver. Men samtidig fastholdt de deres fælles sanktionspolitik over for Rusland.

En uge senere gik Trump sin egen vej. Efter en samtale med Putin meddelte han, at Rusland straks ville levere mere end 300.000 tons diesel til det amerikanske og internationale marked. Yderligere 500.000 tons skulle følge i november, efterfulgt af 1 million tons og mulighed for yderligere 3 millioner tons afhængigt af Ruslands raffinaderikapacitet. Samlet var der tale om mere end 4,8 millioner tons.

Trump takkede offentligt Putin og erklærede, at aftalen skulle bidrage til at sænke brændstofpriserne hurtigt1. Det amerikanske finansministerium fulgte øjeblikkeligt op med General License 135, som tillader handel, levering, losning og import af diesel med russisk oprindelse frem til den 7. april 20272. Dermed brød Washington med en central del af den politik, som Vesten gennem årevis har anvendt for at svække Rusland økonomisk.

Det er værd at forstå betydningen af dette. Internationale sanktioner er et magtredskab, som kan bruges til at begrænse selvstændige nationers økonomiske handlefrihed. Når tilstrækkeligt mange lande og finansielle institutioner deltager, kan et land blive afskåret fra betydelige dele af verdensmarkedet. Men Trump demonstrerede, at en national regering også kan vælge at bryde med den fælles sanktionslinje, når den vurderer, at landets egne interesser kræver det.

Det er ikke ensbetydende med, at aftalen er uden alvorlige konsekvenser. Rusland får mulighed for nye eksportindtægter, mens krigen mod Ukraine fortsætter. Men den principielle udvikling er, at Trump insisterer på at bevare USA's mulighed for selv at træffe økonomiske og udenrigspolitiske beslutninger frem for at underordne sig en fastlåst international kurs.

Ukraine reagerede vredt. Zelenskyj betragtede aftalen som en gave til Putin, og den ukrainsk-amerikanske organisation Razom for Ukraine krævede beslutningen trukket tilbage3. Razoms direktør, Dora Chomiak, har tidligere samarbejdet med blandt andre George Soros, USAID og Internews om projekter i Ukraine. Det er en dokumenteret forbindelse til det internationale organisationsmiljø, som Soros' Open Society Foundations gennem årtier har været en væsentlig del af4.

Det dokumenterer ikke, at Soros har dikteret Razoms reaktion - omend penge er den store diktator for magten. Men det illustrerer, hvordan internationale politiske organisationer, fonde og aktører opererer gennem overlappende forbindelser på tværs af nationernes grænser. Og netop disse forbindelser bliver væsentlige, når vi undersøger dagens anden store begivenhed.

Når regeringerne bruger energiprisen til adfærdsregulering

Energikrisen afslører også en særdeles ubehagelig side af de europæiske regeringers politik. Mens familier og virksomheder kæmper for at klare de voldsomme brændstofpriser, fortsætter staten med at opkræve betydelige afgifter på netop den energi, som samfundet er afhængigt af.

Den 21. september udgjorde afgifter og moms omkring 38 procent af dieselprisen i EU. I Danmark var andelen 42,3 procent, og den samlede danske dieselbeskatning var den højeste blandt EU-landene målt i euro pr. liter5. Det vil sige, at staten selv opkræver mere end 42 kroner af hver 100 kroner, danskerne betaler for diesel. Man kan derfor med rette spørge, hvorfor regeringerne ikke sænker afgifterne langt mere, når hele samfundet presses økonomisk.

Europa-Kommissionen har faktisk selv besvaret en væsentlig del af spørgsmålet. I sin redegørelse fra maj 2026 fastslog Kommissionen, at økonomiske hjælpeordninger skulle indrettes, så de fortsat bevarede incitamentet til at reducere energiforbruget og understøttede den langsigtede omstilling væk fra fossile brændstoffer. Kommissionen advarede også om, at brede afgiftslettelser kunne øge efterspørgslen på et marked med begrænset energiforsyning6. Det er en afslørende politisk prioritering. EU ønsker ikke alene at beskytte befolkningen mod energikrisens konsekvenser. Unionen ønsker samtidig at fastholde et økonomisk pres, der skal tvinge befolkningen under deres domæne til at ændre deres energiforbrug.

Og her bliver den grønne politik dybt socialt uforsvarlig - ikke kun fordi den politik har trukket os ind i denne krise ved at skrue faretruende ned for produktionen af naturligt brændstof, men også fordi det ikke er alle, der har råd til at købe en ny elbil, under de eskalerende priser for almindelig overlevelse. Det har den velstillede familie måske. Men hvad med den enlige mor, pensionisten, den lavtlønnede håndværker eller familien på landet, der er afhængig af deres gamle benzin- eller dieselbil for at komme på arbejde, hente børn og købe ind? De får ikke pludselig råd til en ny elbil - eller får et ønske om at eje en elbil, fordi politikerne gør deres eksisterende bil dyrere at anvende. Tværtimod bliver de fanget i en økonomisk fælde, hvor de hverken har råd til den nye teknologi eller til den dagligdag, de hidtil har kunnet opretholde.
Flere nyheder om Politik, Samfund, Verdensordnen og Økonomi
Farlig fanatisme ved magten - klimafrygten som vej til kontrolstaten
11. juni, 2026
Det er ikke blot en følelsesladet anklage. EU's eget miljøagentur har advaret om, at højere CO2-priser på transport risikerer at ramme lavindkomstfamilier og bilafhængige befolkninger i landdistrikter uforholdsmæssigt hårdt. Agenturet fremhæver specifikt, at mennesker uden adgang til kapital kan have meget vanskeligt ved at skifte til elbiler, selv om alternativet bliver stadig dyrere7.

Samtidig anvender EU bindende krav til bilproducenternes CO2-udledning for at ændre markedet for nye biler. De gældende regler sigter mod nul udstødning fra nye biler i 2035, mens Kommissionen har foreslået en lempelse til en reduktion på 90 procent. Det er altså regulering af salget af nye biler, ikke et forbud mod fortsat at køre i en eksisterende benzin- eller dieselbil, men det ændrer den fremtidige adgang til nye biler og styrer markedet i retning af elektrificering8.

Det er en politisk tvangsmekanisme, som får meget forskellige konsekvenser afhængigt af menneskers økonomi - og hvad de selv ønsker at bruge deres penge på. De velhavende kan lettere tilpasse sig. De dårligst stillede får færre muligheder - skal de vælge ny bil, eller fokusere på dagligdagens husholdning. Rige behøver ikke at prioritere, men det gør almindelige danske familier. Jeg finder det moralsk forkasteligt, når politiske myndigheder fastholder et økonomisk pres på nødvendige transportmidler, samtidig med at de ved, at netop de mennesker, der ikke har råd til at prioritere regeringens omstillinger, også har vanskeligst ved at efterkomme kravene.

Det er denne form for adfærdsregulering, der gør spørgsmålet om centraliseret politisk magt så alvorligt. Beslutningerne træffes langt fra de mennesker, som betaler prisen, og de bliver stadig oftere begrundet med internationale mål, som befolkningen forventes at indrette sig efter.

Men mens energipolitikken viser én side af denne magt, demonstrerer begivenhederne i Haag en endnu mere direkte konflikt om myndigheden over nationerne.

Washington går til angreb på magten i Haag

Den Internationale Straffedomstol (ICC) blev etableret i 2002 som en permanent domstol, der skal behandle alvorlige internationale forbrydelser som folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. ICC bygger på Romstatutten, som dens medlemslande har tilsluttet sig. Men domstolen kan i visse tilfælde også retsforfølge statsborgere fra lande, der ikke har tilsluttet sig traktaten, eksempelvis når de påståede forbrydelser er begået på territorium omfattet af dens jurisdiktion.

USA, Rusland og Israel er ikke medlemmer af ICC. Alligevel har domstolen udstedt arrestordrer mod Vladimir Putin og Benjamin Netanyahu, ligesom den har behandlet spørgsmål om mulige forbrydelser begået af amerikansk personel. Det er dette krav på international juridisk myndighed, Trump-regeringen nu forsøger at standse.

Den 9. oktober placerede det amerikanske finansministerium selve ICC på sin liste over sanktionerede enheder. Tidligere havde USA sanktioneret enkelte dommere og anklagere, men nu var hele institutionen blevet målet. Sanktionerne truer domstolens adgang til en række internationale finansielle og teknologiske tjenester9.

Marco Rubio gjorde regeringens position tydelig. Han erklærede, at USA aldrig havde tilsluttet sig ICC, og at internationale eksperter ikke skulle kunne gøre krav på myndighed over amerikanske soldater, embedsmænd eller folkevalgte ledere. "De ønsker mere magt, og de ønsker den på vores bekostning", forklarede han. Rubio understregede, at Trump-regeringen ikke ville acceptere international retsforfølgelse af amerikanere gennem en institution, som USA ikke selv har tilsluttet sig10.

Her står to principper direkte over for hinanden. Det ene er national suverænitet - at nationerne selv har den øverste politiske myndighed over deres anliggender og borgere. Det andet er en international retsorden, hvor overnationale institutioner under bestemte betingelser kan gøre krav på myndighed, også når den enkelte nation ikke har accepteret institutionens traktat. Og det er netop denne magtforskydning, der rejser et alvorligt demokratisk problem.

Når demokratiet bliver flyttet væk fra folket

Den Internationale Straffedomstol er oprettet gennem en traktat mellem stater. Dens dommere vælges af medlemslandenes repræsentanter, og dens budget vedtages af medlemsstaternes forsamling. Der findes således en formel institutionel beslutningsprocedure11. Men almindelige borgere stemmer ikke direkte om ICC's internationale retspraksis, dens anklagemyndighed eller de juridiske principper, som domstolen udvikler. De kan heller ikke direkte afsætte dens dommere eller ændre dens politiske og institutionelle kurs. Den demokratiske indflydelse er indirekte og afhænger af medlemslandenes regeringer og traktatmæssige beslutninger. Jo mere myndighed der flyttes fra nationale parlamenter og domstole til internationale institutioner, desto længere bliver afstanden mellem befolkningen og den magt, der udøves over den.

Det er en åbenlys alvorlig demokratisk udhuling. For når borgerne ikke længere kan påvirke magtudøvelsen gennem deres egne nationale demokratiske institutioner, hvem har så den reelle indflydelse? Her bliver de økonomisk stærke private organisationer særdeles interessante. For internationale institutioner eksisterer ikke i et politisk tomrum. De omgives af organisationer, fonde, tænketanke, juridiske interessegrupper og andre aktører, som gennem økonomiske ressourcer, kampagner og professionel lobbyvirksomhed kan påvirke den internationale dagsorden.

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at betale en dommer for en bestemt afgørelse. Det handler om noget langt mere omfattende: at kunne finansiere og styrke de organisationer, der arbejder for bestemte juridiske principper, institutionelle reformer og internationale politiske mål. Når store private formuer får mulighed for at forme sådanne processer, mens almindelige borgeres demokratiske indflydelse bliver stadig mere indirekte, opstår et alvorligt magtproblem. Demokratiet kan bevare sin form, mens den reelle politiske indflydelse gradvist flyttes væk fra befolkningen.

Det er denne udvikling, der gør George Soros' omfattende internationale organisationsnetværk så betydningsfuldt.

Soros' milliardnetværk og kampen om den internationale retsorden

George Soros har gennem årtier opbygget et af verdens mest omfattende private netværk til finansiering af politiske, juridiske og institutionelle projekter.

Ifølge Open Society Foundations' egen opgørelse fra november 2025 havde Soros siden 1984 tilført fonden mere end 32 milliarder dollar. Det er ikke små velgørende donationer, men ressourcer, som kan finansiere politiske og institutionelle projekter gennem mange årtier12. Og den internationale retsorden er blandt de områder, hvor netværket har engageret sig.

Coalition for the International Criminal Court, et globalt netværk af civilsamfundsorganisationer, der arbejder for at styrke ICC, opfører Open Society Foundations blandt sine økonomiske støtter. Netværket modtager også støtte fra flere europæiske regeringer, herunder Nederlandene, Finland, Irland og Østrig13. Det er vigtigt at forstå, hvilken form for økonomisk magt der her er tale om. ICC's ordinære drift finansieres hovedsageligt af medlemsstaterne, men omkring domstolen findes et omfattende netværk af private organisationer, som arbejder for at styrke dens myndighed og internationale indflydelse14.

Det afgørende er derfor ikke alene, hvem der betaler domstolens regninger, men hvem der har økonomisk magt til at støtte organisationerne, som arbejder for dens interesser. George Soros' Open Society Foundations er en dokumenteret del af dette netværk og har selv engageret sig juridisk imod Trumps sanktioner. For Soros behøver ikke at sidde i dommersædet for at fremme de internationale juridiske og politiske principper, han ønsker styrket. Gennem store økonomiske bidrag kan hans fond understøtte organisationer, som driver kampagner, påvirker den offentlige debat, arbejder for juridiske reformer og forsvarer institutioner mod politiske angreb. Det er magt gennem finansiering af dagsordenen.
Flere nyheder om Politik, USA, Verdensordnen og Økonomi
Når venstrefløjen taber
08. november, 2024
Og det bliver endnu mere konkret, når man ser, hvordan Open Society Foundations reagerer på Trump. Den 11. august 2026 meddelte fonden, at dens Open Society Institute sammen med Human Rights Watch, Center for Constitutional Rights og American Friends Service Committee havde anlagt sag mod Trump-regeringens sanktioner rettet mod ICC. Organisationerne krævede sanktionerne underkendt og hævdede, at de krænkede amerikanske frihedsrettigheder og forhindrede arbejdet for international strafferet15. Her er der ikke længere blot tale om historiske finansieringsforbindelser. Soros' eget fondsmiljø har aktivt engageret sig juridisk imod den amerikanske regerings forsøg på at begrænse den internationale domstols magt.

Det er en direkte konflikt mellem et milliardærfinansieret internationalt organisationsnetværk og en national regering, der ønsker at sætte grænser for overnational myndighed. Og denne politiske metode er langt fra ny.

Den politiske revolution gennem organisationer uden for partierne

Allerede i begyndelsen af 2000'erne blev et omfattende amerikansk netværk af progressive organisationer opbygget med finansiering fra Soros og en række andre velhavende donorer. Netværket omfattede blandt andet MoveOn.org, Center for American Progress, America Votes, America Coming Together og The Media Fund. Organisationerne fungerede uden for Demokraternes officielle partiapparat, men arbejdede med politiske kampagner, vælgermobilisering, mediearbejde, juridiske projekter og finansiering af progressive initiativer.

Den 17. juli 2003 samlede Soros en række politiske strateger, tidligere Clinton-medarbejdere, fagforeningsfolk og økonomiske donorer på sin ejendom i Southampton på Long Island. Her blev grundlaget lagt for en betydelig styrkelse af de politiske netværk, der skulle bekæmpe George W. Bushs regering. Soros lovede 10 millioner dollar til America Coming Together, mens hans allierede Peter Lewis lovede et tilsvarende beløb. Der blev desuden lovet støtte til Center for American Progress, som blev opbygget omkring den tidligere Clinton-stabschef John Podesta. Senere blev MoveOn.org inddraget gennem omfattende økonomisk støtte til organisationens politiske mobilisering.

Der opstod således et netværk, hvor økonomisk magt kunne omsættes til politiske kampagner, professionel organisering og påvirkning af vælgerne uden for de traditionelle partistrukturer. Et centralt element i den politiske metode var forbindelsen mellem pres fra oven og pres fra neden.

Den kommunistiske teoretiker Jan Kozák havde allerede i 1957 beskrevet, hvordan politiske forandringer kan gennemføres ved at kombinere folkelige protester med indflydelse hos magthavere. Presset nedenfra skaber krav om forandring, mens politiske aktører inden for institutionerne kan gennemføre ændringerne ovenfra. Denne strategi havde tydelige paralleller til dele af 1960'ernes radikale venstrefløj og Saul Alinskys politiske organiseringsmetoder. I de progressive amerikanske netværk blev organisationsarbejde, finansiering, mediepres og politiske forbindelser anvendt som redskaber til langsigtede samfundsforandringer.

Og allerede dengang blev også omfattende indsamling af oplysninger om vælgerne en del af arbejdet. I 2006 blev der med økonomisk opbakning fra blandt andre Soros opbygget et projekt under navnet Data Warehouse. Formålet var at indsamle store mængder oplysninger om amerikanernes politiske præferencer, økonomiske forhold og andre personlige karakteristika, så politiske organisationer kunne målrette deres kampagner langt mere præcist. Disse historiske forhold er beskrevet detaljeret, herunder opbygningen af netværket, dets finansiering og den politiske anvendelse af vælgerdata16.

Det er tankevækkende at sammenholde de tidlige digitale vælgerdatabaser med de muligheder, som kunstig intelligens og moderne informationssystemer giver i dag. For metoden er grundlæggende den samme: indsamling af oplysninger, analyse af befolkningen og målrettet påvirkning af menneskers holdninger og politiske handlinger. Det er ikke kun den enkelte valgkamp, der er interessant. Det er den politiske infrastruktur, som kan opretholdes gennem mange regeringsskifter og anvendes til at forme samfundets udvikling over årtier. Men Soros' ambitioner har aldrig været begrænset til amerikansk indenrigspolitik.

En global myndighed - Soros' vision for verdenssamfundet

Den 22. januar 2001 holdt George Soros et foredrag på det amerikanske kongresbibliotek om sin bog "Open Society: Reforming Global Capitalism". Her beskrev han behovet for en international alliance af demokratiske nationer, som kunne danne grundlaget for en global samfundsorden organiseret efter principperne for det åbne samfund.

Kongresbibliotekets officielle referat gengiver Soros' opfattelse af national suverænitet som et "noget forældet begreb". Hans argument var, at de globale finansielle markeder havde udviklet sig ud over de enkelte regeringers mulighed for at kontrollere dem, og at løsningen derfor måtte være en form for global regering. Soros ønskede, at USA skulle spille en ledende rolle i udviklingen, men gennem multilateralt samarbejde og reformer af de internationale institutioner17.

Det er her, vi kommer ind til kernen af den nuværende konflikt. For Soros' udgangspunkt er, at de nationale institutioner ikke længere er tilstrækkelige til at regulere den globaliserede verden. Hans løsning er at udvikle internationale myndighedsstrukturer, som kan koordinere og regulere forhold, der rækker ud over nationalstaternes grænser. En del af visionen var etableringen af en "Open Society Alliance", der kunne samle regeringer, organisationer og civilsamfundsaktører omkring fælles internationale regler og institutionelle reformer.

Samtidig blev der fremlagt forslag om en mere omfattende international finansiel arkitektur, herunder en udvidet rolle for Den Internationale Valutafond og anvendelse af særlige trækningsrettigheder, SDR, til internationale økonomiske formål. De foreslåede strukturer skulle kunne mobilisere og omfordele finansielle ressourcer internationalt gennem fælles institutioner. Soros argumenterede også for, at internationale ordninger skulle kunne anvende både økonomiske tilskyndelser og håndhævelsesmekanismer for at fremme fælles mål.

Disse ideer er udfoldet med henvisninger til Soros' egne publikationer og forslag om global økonomisk regulering og internationale myndighedsstrukturer18. Og her er udviklingen særdeles alvorlig. For bag de umiddelbart tiltalende formuleringer om samarbejde, retfærdighed og internationale løsninger ligger et grundlæggende spørgsmål om magt. Hvem skal fastlægge reglerne? Hvem skal kunne håndhæve dem? Hvem skal kunne afgøre, hvilke nationer der handler korrekt, og hvilke der skal mødes med økonomiske eller juridiske konsekvenser? Og hvem skal de mennesker, som underlægges disse beslutninger, kunne stille til ansvar?

Soros' politiske vision er ikke en traditionel kommunistisk planøkonomi, men det ændrer ikke ved det grundlæggende problem. Man kan kalde det global styring, internationalt samarbejde, social retfærdighed eller et åbent samfund. Hvis resultatet bliver, at stadig mere magt koncentreres hos en økonomisk og politisk elite, mens befolkningens mulighed for demokratisk selvbestemmelse svækkes, er det blot overformynderiet i en ny indpakning.
Flere nyheder om FN, Politik, Verdensordnen og Økonomi
Bilderbergs planer 2009
27. oktober, 2009
Kommunismens historiske magtstrukturer og den moderne globalismes institutionelle modeller er forskellige, men begge fører til, at en central myndighed bestemmer over mennesker, der har stadig mindre indflydelse på deres eget liv. Det er denne udvikling, jeg advarer imod. For i det bibelprofetiske perspektiv er den afgørende fare ikke, hvilket navn verdensordenen bærer, men at magten til sidst samles under én hersker, der får myndighed over både nationerne og menneskets økonomiske deltagelse, som Johannes beskriver i Åb. 13.

Det er denne magtkoncentration, der er dybt bekymrende. For hvis nationernes selvbestemmelse gradvist udhules, og stadig flere politiske beslutninger overføres til institutioner, som den almindelige befolkning kun har begrænset mulighed for at påvirke, opstår de organisatoriske forudsætninger for en verdensorden, hvor magten ikke længere er forankret i folkenes egne politiske fællesskaber. Der er en grundlæggende forskel mellem frivilligt internationalt samarbejde og en udvikling, hvor nationer og befolkninger efterhånden mister muligheden for at sige nej.

Og det er den forskel, der gør den nuværende kamp mellem Trump og de internationale institutioner så væsentlig.

Nobelkomitéen hædrer den internationale retsorden

Samme dag som Trump-regeringen skærpede sanktionerne mod ICC, meddelte Den Norske Nobelkomité, at Nobels fredspris for 2026 gik til den sydafrikanske jurist Navanethem "Navi" Pillay. Pillay har blandt andet været dommer ved ICC, præsident for det internationale tribunal for Rwanda og FN's højkommissær for menneskerettigheder. Hun har desuden stået i spidsen for FN's undersøgelseskommission om de besatte palæstinensiske områder, som konkluderede, at Israel havde begået folkedrab i Gaza. Denne konklusion er kommissionens vurdering og ikke en dom fra ICC.

Nobelkomitéen begrundede prisen med Pillays indsats for international ret og fremhævede, at verden havde behov for en mere omfattende global retsorden. Komitéen erklærede, at international ret ikke længere blot var et supplement til fred og sikkerhed, men en absolut nødvendighed19. Det er bemærkelsesværdigt, at en fremtrædende repræsentant for den internationale retsorden blev hædret, netop som Washington gik til angreb på en af dens vigtigste institutioner.

Trump reagerede imidlertid med vrede over ikke selv at få prisen. Han kritiserede Norge, nedgjorde Pillay og fremhævede sine egne påståede fredsresultater. Hans reaktion fremstod forfængelig og selvcentreret og blev af de almindelige medier brugt til at overskygge det større politiske spørgsmål20. Men hans personlige ønske om anerkendelse forklarer ikke regeringens allerede etablerede politik over for ICC. Sanktionerne var begyndt længe før årets prisuddeling.

Det interessante ved fredsprisen er derfor først og fremmest dens symbolske betydning. Mens Nobelkomitéen hædrede den internationale institutionsorden, forsøgte Trump-regeringen at sætte grænser for dens myndighed. Det var to modsatrettede forestillinger om verdensordenen, der blev synlige på samme dag. Og denne konflikt har også et dybere filosofisk og kulturelt indhold.

Rubio vender tilbage til den vestlige civilisations grundlag

To dage før begivenhederne i Washington holdt Marco Rubio en tale ved det historiske Pnyx i Athen, hvor den antikke græske folkeforsamling engang mødtes. Her fremhævede han den klassiske græske overbevisning om, at universet er forståeligt, og at mennesket gennem sin fornuft kan erkende verdens grundlæggende orden. "Det ukendte kan erkendes", forklarede han og beskrev forestillingen om et kosmos, som er underlagt grundlæggende love, mennesket kan observere og forstå. Rubio forbandt denne tankegang med den vestlige videnskab, filosofi, etik og kristne teologi. Han fremhævede objektiv sandhed, moralske idealer og menneskets stræben efter noget større end sig selv21.

Det er et vigtigt ideologisk signal. For Rubio fremhæver her det historiske og filosofiske grundlag for den vestlige civilisation som noget, der er værd at bevare, ikke blot som en kultur, der uden videre skal opløses i en ny international samfundsorden. Dagen efter offentliggjorde Det Hvide Hus en proklamation om Columbus Day, hvor Trump fremhævede Christoffer Columbus som en skikkelse, der bragte vestlige civilisationstraditioner til Amerika og banede vejen for den amerikanske nations fødsel. Proklamationen citerede pave Leo XIII's skrivelse fra 1892, hvor Columbus blev beskrevet som et menneske, der søgte noget større og højere end det umiddelbart synlige. Trump forbandt Columbus' rejse med tro, mod, opdagelse og den amerikanske republiks historiske grundlag22. Her ser vi en regering, som bevidst fremhæver den nationale republiks historiske identitet, vestlig filosofi og kristne civilisationstraditioner.

Soros' politiske vision tager et andet udgangspunkt. Han har hentet begrebet "det åbne samfund" hos filosoffen Karl Popper, som advarede mod totalitære ideologier og fremhævede nødvendigheden af, at magthavere kan kritiseres og deres beslutninger udfordres. Men Soros har omsat idéen til et internationalt politisk projekt, hvor stadig flere økonomiske og politiske spørgsmål skal reguleres gennem fælles institutioner på tværs af nationernes grænser.

Her opstår den grundlæggende modsætning til det, Trump og Rubio fremhæver. Hvor de forsvarer den nationale republiks historiske identitet og ret til selvbestemmelse, ønsker Soros at styrke internationale institutioners rolle i verdenssamfundets styring. Det afgørende spørgsmål er derfor, hvor den politiske myndighed skal ligge: hos nationernes egne befolkninger og deres folkevalgte repræsentanter eller hos internationale institutioner, som borgerne har langt vanskeligere ved at stille til ansvar.

Det er denne magtforskydning, der nu bliver synlig i konflikten mellem Trump-regeringen og den internationale institutionsorden. Og det er netop koncentrationen af magt over nationerne, der gør udviklingen så alvorlig i lyset af Bibelens profetier om det kommende verdensrige. Og i et bibelsk perspektiv rækker den langt ud over nutidens ideologiske diskussioner.

Bibelen har allerede beskrevet den kommende magtkoncentration

Jeg har tidligere i "Mediekrig mellem to verdensordener" beskrevet den politiske og informationsmæssige konflikt, som blev særlig tydelig efter Trumps første valgsejr i 2016. Dengang pegede jeg på, hvordan Bibelen beskriver et kommende verdensrige, hvor politik, økonomi, religion og militær magt til sidst samles under én hersker. I dag fremstår de teknologiske og institutionelle muligheder for en sådan magtkoncentration langt mere konkrete.

Verdens finansielle systemer er tæt sammenkoblede. Nationale identitetsregistre digitaliseres, internationale myndigheder og samarbejdsorganer udvider deres rækkevidde, og kunstig intelligens giver mulighed for at analysere og behandle enorme mængder oplysninger om befolkninger og samfund.

I december 2025 beskrev jeg i "Teknologien, der gør trængslen mulig og giver verdensriget sind", hvordan netop disse forhold kan skabe de funktionelle forudsætninger for et omfattende internationalt kontrolsystem. Johannes beskriver i Åb. 13:7, at dyret får magt over alle stammer, folk, tungemål og folkeslag. I Åb. 13:16-17 beskrives en økonomisk tvang, hvor ingen kan købe eller sælge uden dyrets mærke. Og i Åb. 17:12-13 fortælles det, at ti konger overdrager deres magt og myndighed til dyret: "De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed".

Det er en verdensorden, hvor den politiske magt ikke længere er fordelt mellem selvstændige nationer, men samles under én hersker. Og det er netop denne koncentration af magt, der gør den moderne udvikling så alvorlig. For når økonomisk deltagelse, identifikation, handel og politisk myndighed bliver stadig mere afhængig af fælles internationale infrastrukturer, opstår muligheden for at udøve kontrol over menneskers liv i et omfang, som tidligere generationer ikke havde teknologien til at gennemføre.
Flere nyheder om FN, Politik, Verdensordnen og Økonomi
Bekymrede verdensledere samles i FN
23. september, 2008
Det er de strukturer, som Soros og andre elitære globalister arbejder for, der gør den form for myndighedsudøvelse mulig, som Johannes beskriver. Og her bliver kampen om nationernes selvbestemmelse en afgørende del af det bibelprofetiske perspektiv. For jo mere myndighed nationerne afgiver til internationale institutioner, desto lettere bliver det organisatorisk at samle verdens politiske magt under én overordnet autoritet.

Den kommende verdensmagt behøver derfor ikke nødvendigvis at opfinde alle sine redskaber fra bunden. Den kan overtage og anvende eksisterende systemer, som allerede forbinder verdens økonomi, information og politiske myndighed. Det er den udvikling, vi bør betragte med den største alvor.

Trumps korte vindue - og det, der kan komme bagefter

Der er en sidste omstændighed, som gør den nuværende konflikt særlig betydningsfuld. Donald Trumps nuværende embedsperiode slutter den 20. januar 2029. Den amerikanske forfatnings 22. tillæg forhindrer ham i at blive valgt til en tredje præsidentperiode. Det betyder, at den modstand, hans regering i øjeblikket yder mod dele af den internationale magtkoncentration, har en konkret tidsmæssig grænse.

Hvad der sker derefter, afhænger af den næste amerikanske regerings kurs. Men hvis Washington igen vælger at fremme en stadig mere centraliseret international institutionsorden, kan de hindringer, som Trump nu forsøger at etablere, blive fjernet. Jeg ser derfor den nuværende periode som et muligt kortvarigt åndehul i udviklingen mod en mere samlet global magtstruktur. Ikke fordi Trump er en bibelsk frelserskikkelse, eller fordi alle hans handlinger er udtryk for retfærdighed. Men fordi hans regering i disse konkrete konflikter forsvarer amerikansk national myndighed over for internationale institutioner, der ønsker at kunne udøve magt på tværs af nationale grænser.

Samtidig fortsætter opbygningen af de internationale strukturer. Open Society Foundations har stadig enorme økonomiske ressourcer. Internationale organisationer arbejder fortsat for fælles juridiske og økonomiske regler. Digitalisering og kunstig intelligens udvider mulighederne for kontrol og samordning. Jeg mener, at det er denne udvikling, der udgør den alvorligste trussel mod den frihed og selvbestemmelse, som den vestlige verden gennem generationer har betragtet som grundlæggende. For når politisk myndighed, økonomisk deltagelse og menneskers personlige muligheder til sidst samles under én central magt, er det ikke længere et frit samfund, der eksisterer. Det er en verdensorden, hvor magten kan bestemme, hvem der får lov til at deltage i samfundets økonomiske og politiske liv.

Det er netop en sådan verdensmagt, Johannes advarer om. Og derfor frygter jeg, at tiden efter Trumps embedsperiode kan blive et afgørende politisk vendepunkt. Januar 2029 er ikke en bibelsk profetisk dato, men den markerer afslutningen på den nuværende amerikanske regerings mulighed for at føre sin politik videre. Hvis modstanden mod den internationale centralisering derefter svækkes eller forsvinder, kan udviklingen mod en mere omfattende global magtstruktur accelerere.

Jeg ser ikke dette som en almindelig politisk konflikt, men som en del af en langt større åndelig kamp, hvor de strukturer, som kan muliggøre det antikristelige verdensrige, gradvist bliver opbygget. Det, der nu kæmpes om, er ikke blot Trumps politiske eftermæle. Det er spørgsmålet om, hvorvidt verdens nationer fortsat skal have mulighed for at bestemme over sig selv, eller om den øverste myndighed skal flyttes til en samlet international magt.

Og Bibelen fortæller, hvordan dette ender. Verdensmagten vil til sidst blive samlet. Menneskeheden vil blive underlagt en hersker, der kræver religiøs loyalitet og kontrollerer adgangen til handel. Den politiske og økonomiske frihed, som mennesker i dag tager for givet, vil blive afløst af tvang. Det er den antikristelige verdensorden, vi bliver advaret imod. Og når jeg ser, hvor omfattende de internationale styringssystemer allerede er blevet, hvor store økonomiske ressourcer der anvendes til at påvirke den politiske udvikling, og hvor hårdt der kæmpes om retten til at bestemme over nationernes fremtid, bliver Bibelens profetiske alvor stadig mere påtrængende.

For, som jeg har skrevet så mange gange før - den kommende verdensmagt behøver ikke først at begynde at bygge sit system, når Antikrist træder frem. Meget af den nødvendige infrastruktur er allerede på plads. Og hvis den nuværende modstand mod centraliseringen kun varer få år endnu, kan døren til en langt mere omfattende international magtkoncentration snart stå på vid gab.

Mit formål er her ikke blot at referere verdens politiske begivenheder, men at undersøge, hvad der foregår bag dem. Hvem finansierer udviklingen, hvem træffer beslutningerne, hvem får magten, og hvem betaler prisen? Når verdens magthavere taler om fred, sikkerhed, retfærdighed og fremskridt, må vi undersøge, hvad deres handlinger faktisk fører med sig. For en smuk begrundelse gør ikke magtmisbrug retfærdigt, og undertrykkelse bliver ikke mindre alvorlig af at blive præsenteret som omsorg for befolkningen.

Jeg er overbevist om, at Bibelens profetier er givet os for at forstå den tid, vi lever i, og være åndeligt årvågne. Derfor er det vigtigt at undersøge begivenhederne grundigt og skelne mellem det, der kan dokumenteres, og den bibelske betydning, der ses i udviklingen.

Referencer
1 "Trump says Russia to immediately supply 300,000 tons of diesel fuel", Reuters, d. 09-10-2026
2 "Issuance of Russia-related General License 135", U.S. Department of the Treasury, d. 09-10-2026
3 "You Cannot Put America First While Buying Russian Diesel", Razom for Ukraine, d. 09-10-2026
4 "Our Team - Dora Chomiak", Razom for Ukraine, uden dato
5 "Diesel taxes in Europe: Which countries charge the most?", Euronews, d. 30-09-2026
6 "Policy measures in EU Member States to address the 2026 energy price shock", Europa-Kommissionen, d. 21-05-2026
7 "EU new Emissions Trading System (ETS2) and Social Climate Fund: Mechanisms, challenges and conditions for a fair decarbonisation in road transport", European Environment Agency, 2025
8 "Automotive package - For a clean and competitive automotive sector", Europa-Kommissionen, d. 16-12-2025
9 "International Criminal Court Designation and General Licenses", U.S. Department of the Treasury, d. 09-10-2026
10 "Imposing Sanctions on the International Criminal Court", Marco Rubio, U.S. Department of State, d. 09-10-2026
11 "Assembly of States Parties", International Criminal Court, uden dato
12 "The Open Society Foundations and George Soros", Open Society Foundations, d. 12-11-2025
13 "Our Global Supporters", Coalition for the International Criminal Court, uden dato
14 "What is the International Criminal Court?", Reuters, d. 09-10-2026
15 "Open Society Joins Legal Challenge to U.S. Sanctions Targeting the International Criminal Court", Open Society Foundations, d. 11-08-2026
16 "The Shadow Party - indledning samt kapitel 10-11, særligt PDF-s. 7-10, 143-145, 168-169 og 175-178", David Horowitz og Richard Poe, Nelson Current, 2006
17 "Reforming Global Capitalism - George Soros Reflects on the World Economy", Library of Congress, februar 2001
18 "The Shadow Party - kapitel 11, Going Global, PDF-s. 173-178", David Horowitz og Richard Poe, Nelson Current, 2006
19 "Nobel Peace Prize for 2026", The Norwegian Nobel Committee, d. 09-10-2026
20 "Trump says Norway has indelible stain for not awarding him Nobel Peace Prize", Reuters, d. 10-10-2026
21 "Secretary of State Marco Rubio - Remarks at the Pnyx, Athens", U.S. Department of State, d. 07-10-2026
22 "Columbus Day, 2026", The White House, d. 07-10-2026


Debat: To verdensordener i åben kamp - Trump angriber globalismens magtstruktur, mens Soros-netværket kæmper imod

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede kategorier

Flere nyhedsblogs fra 2026