Der er kun gået knap to uger siden. Men billedet er allerede blevet skarpere.
En bemandet russisk militærhelikopter har fløjet direkte fra Kaliningrad ind over Polen. Forsvarets Efterretningstjeneste arbejder nu officielt med risikoen for et begrænset russisk militært angreb på et NATO-land, selv mens krigen i Ukraine fortsætter. Estland siger med "fuld sikkerhed", at russiske efterretningstjenester stod bag et fysisk sabotageangreb mod en forsvarsvirksomhed i Tallinn. Vladimir Putin har personligt koblet Kaliningrad til mulig anvendelse af hele Ruslands våbenarsenal. Og samtidig gennemfører de nordeuropæiske NATO-lande militære øvelser, som udtrykkeligt er udviklet til den vanskelige zone, hvor en krise endnu ikke har nået Artikel 5.
Alligevel siger NATO-generalsekretær Mark Rutte, at der ikke er nogen umiddelbar russisk militær trussel mod NATO-territorium. Det mærkelige er, at begge dele faktisk kan være rigtigt samtidig.
Rusland fløj selv over grænsen
Den 23. september kom en hændelse, som er vanskeligere at forklare væk end en drone, der kan være kommet ud af kurs. En russisk Mi-8 militærhelikopter fløj direkte fra Kaliningrad ind over Polen. Den var kun omkring 300 meter inde på polsk territorium og opholdt sig der i 42 sekunder, men det polske militær sendte kampfly op og satte det jordbaserede luftforsvar i beredskab. Polens operative militærkommando valgte en bemærkelsesværdig formulering: Hændelsens karakter viste efter polsk vurdering, at Rusland "endnu en gang tester beredskabet i vores luftforsvar"1.Det er naturligvis ikke det samme som et russisk angreb på Polen. Der blev ikke affyret våben, og 42 sekunder er ikke begyndelsen på en invasion. Men igen, netop dét er problemet med den udvikling, vi har fulgt. Rusland behøver ikke sende en panserdivision over grænsen for at skabe et militært dilemma. Det er nok at gøre noget, som er alvorligt nok til at kræve et svar, men begrænset nok til at gøre svaret politisk vanskeligt.
Dagen efter kom den danske efterretningstjeneste med en vurdering, som næsten beskrev netop dette scenarie.
Forsvarets Efterretningstjeneste flytter grænsen for, hvad Danmark officielt regner med
Den 24. september offentliggjorde Forsvarets Efterretningstjeneste en ny vurdering af Rusland. Tre formuleringer er afgørende.FE forventer, at Rusland i de kommende måneder yderligere vil eskalere sin hybridkrig mod NATO og Vesten. FE vurderer samtidig, at der er en "lav, men stigende risiko" for begrænsede russiske militære angreb mod et NATO-land, selv mens Rusland fortsat er bundet af krigen i Ukraine. Og selv om en egentlig invasion fortsat vurderes som usandsynlig, skriver FE nu, at den ikke længere fuldstændigt kan udelukkes2.
Det er et vigtigt skifte. Der bliver stadig ikke sagt, at russiske kampvogne står klar til at rulle mod Baltikum. Der bliver sagt noget langt mere anvendeligt i forhold til de hændelser, vi faktisk ser: Rusland kan bevæge sig militært over grænsen uden at forsøge at erobre et NATO-land. Det kan være en drone. Et missil. En kortvarig luftrumskrænkelse. Sabotage mod kritisk infrastruktur. Eller et begrænset militært angreb, hvor hele formålet netop kan være at finde ud af, hvad NATO gør bagefter.
Når "bundet i Ukraine" bliver til vestlig selvberoligelse
Som en sidenote, er det vigtigt at se, at vestlige medier ofte taler om, at Rusland er bundet af krigen i Ukraine. Der er imidlertid en præmis, som man skal være meget varsom med at gøre til et faktum - at Rusland er "bundet i Ukraine" og derfor ikke skulle have militære kræfter til rådighed til andet. Der er et meget langt spring til at vide, hvor stor en ubrugt russisk reserve der faktisk findes, hvor hurtigt ødelagt materiel kan erstattes, eller hvor mange styrker Rusland kan mobilisere til en begrænset operation andre steder.Netop her bliver den vestlige informationskrig let selvbekræftende. En efterretningsmæssig vurdering med betydelig usikkerhed bliver gentaget af politikere, medier og kommentatorer, indtil den lyder som konstateret viden: Rusland er slidt ned, Rusland er fastlåst, Rusland har ikke kræfterne. Men de vestlige lande har ikke adgang til et komplet russisk militært regnskab. Rusland offentliggør helt klogt ikke engang sit faktiske samlede forsvarsforbrug for 2026. Reuters konstaterer, at beløbet er klassificeret, og at dele af de militære udgifter desuden kan ligge andre steder i statsbudgettet. Samtidig planlægger Moskva at hæve de direkte forsvarsudgifter til 17,1 billioner rubler i 2027 (1.373.508.000.000 kr., en billion tre hundrede og treoghalvfjerds milliarder fem hundrede og otte millioner danske kroner) - 27 procent mere end tidligere planlagt og det højeste niveau siden invasionens begyndelse3.
Endnu mere interessant er det, at vestlige militære analyseinstitutter selv advarer imod den forestilling, som den politiske fortælling så ofte efterlader. International Institute for Strategic Studies vurderede, at Rusland trods enorme tab har været i stand til at genopbygge sine landstyrkers materiel til muligvis omtrent niveauet før 2022, og at Rusland selv med krigen i Ukraine fortsat kan have en fordel ved at være den part, der tager det første militære initiativ i det nordisk-baltiske område4. Royal United Services Institute beskrev så sent som i september 2026, hvordan russiske enheder arbejder med at genetablere kampkraft, kommando, logistik og målopklaring, mens de større formationer fortsat befinder sig i kamp. Genopbygningen sker altså ikke nødvendigvis efter krigen. Den foregår under krigen5.
Når "Rusland er bundet i Ukraine" bliver brugt som argument for, at Moskva derfor ikke kan have kapacitet til et begrænset angreb mod NATO, bliver en vurdering af russiske begrænsninger forvandlet til en sikkerhed, som den offentligt tilgængelige dokumentation ikke giver grundlag for. Det kan fungere politisk beroligende i Vesten, men beroligelse er ikke det samme som efterretning. Ruslands militære muskler er blevet slidt voldsomt af krigen - men ingen uden for det russiske system kender med sikkerhed den fulde størrelse på dem.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland, Tidens ende og Ukraine
Ruslands optrapning ved Europas grænserRusland er i hvertfald ikke så bundet af Ukraine, at landet ikke samtidig kan føre militære, efterretningsmæssige og hybride operationer mod andre europæiske lande. Og skulle Rusland satse provokationerne uden at have kræfterne til at tage et opgør? Hvis Rusland allerede nu kan teste polsk luftrum, gennemføre eller bestille sabotage på NATO-territorium og føre en bred hybridkampagne i Europa, så kan Ukraine-krigen ikke bruges som bevis for, at Rusland mangler handlekraft uden for Ukraine.
Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvor meget Rusland bruger i Ukraine. Spørgsmålet er, hvor meget Rusland stadig kan gøre samtidig. Og dét regnestykke har Vesten ikke nogen offentlig facitliste på.
Sabotagen er ikke længere kun en mistanke
Tilbage på sporet: Fem dage senere, 29. september, flyttede Estland endnu en grænse. Den estiske regering meddelte at landets sikkerhedstjeneste efter sin efterforskning kunne fastslå med "fuld sikkerhed", at branden hos forsvarsvirksomheden Milrem Robotics i Tallinn den 15. august var et bevidst sabotageangreb bestilt af Den Russiske Føderations efterretningstjenester6.Milrem producerer ubemandede militære køretøjer og leverer materiel, som anvendes af Ukraine. Tre lettiske statsborgere er blevet anholdt som mistænkte gerningsmænd. Det betyder, at diskussionen om russisk hybridkrig på NATO-territorium ikke længere kun består af vestlige advarsler om mulige planer. Et NATO-land har efter sin egen efterretningsundersøgelse officielt placeret Rusland bag et gennemført fysisk angreb mod en forsvarsvirksomhed på NATO-territorium.
NATO's øverstkommanderende i Europa, general Alexus Grynkewich, satte få dage tidligere selv sabotage, cyberangreb og droneoperationer ind i samme strategiske ramme. Han sagde, at Rusland forsøger at "bryde allieredes vilje" til fortsat at støtte Ukraine. Samtidig opfordrede han landene til åbent at placere ansvaret hos Rusland, når dokumentationen gør det muligt, fordi offentlig attribution i sig selv øger omkostningerne ved operationerne7.
Det er altså ikke længere bare en samling mærkelige enkeltstående hændelser. NATO's øverstkommanderende behandler dem som redskaber i den samme konflikt.
Kaliningrad har fået atomvåbnene ind i regnestykket
Mens denne gråzone blev mere fysisk, flyttede Rusland også retorikken omkring Kaliningrad. Først sendte Moskva en formel diplomatisk advarsel til NATO om, at et forsøg på at isolere eller blokere den russiske enklave kunne føre til direkte væbnet konflikt. Den 1. oktober gjorde Vladimir Putin derefter selv budskabet til præsidentiel russisk politik.Hvis Rusland bliver udsat for et direkte angreb, og Putin nævnte specifikt Kaliningrad, vil spørgsmålet om anvendelse af "alle våben", Rusland råder over, "uundgåeligt og øjeblikkeligt" komme på dagsordenen. Reuters konstaterede direkte, at formuleringen omfatter atomvåben8. Putin sagde samtidig, at Rusland ikke har planer om at angribe europæiske lande. Det skal med, for atomtruslen blev fremsat som en betinget trussel om russisk gengældelse, ikke som en meddelelse om et forestående russisk atomangreb.
Men Kaliningrad er ikke et tilfældigt sted. Den russiske enklave ligger klemt mellem Polen og Litauen midt i det område, hvor NATO's østlige forsvar, Østersøen, Suwalki-korridoren og Ruslands militære tilstedeværelse kommer tættest på hinanden. Når Ruslands præsident personligt siger, at en konflikt netop dér øjeblikkeligt kan bringe hele våbenarsenalet i spil, er tærsklen mellem en lokal baltisk krise og strategisk eskalation blevet meget tydelig.
Det er på dette tidspunkt, NATO-generalsekretær Mark Ruttes beroligende besked bliver "interessant". Rutte sagde den 30. september, at NATO ikke ser nogen "umiddelbar" militær trussel mod alliancens territorium. Hvis Rusland var ved at forberede en egentlig invasion af Finland, Polen eller Baltikum, forventer NATO at kunne se den nødvendige militære styrkeopbygning på forhånd9. Men problemet er, at den formulering reducerer spørgsmålet om russisk optrapning til noget, der næsten kun tæller, hvis panserkolonner står klar ved NATO's grænse.
Det er ikke dér, den aktuelle udvikling befinder sig. Rusland har, som gennemgået, allerede bevæget sig langt ind i det område, hvor militær magt, sabotage, luftrumskrænkelser, atomtrusler og hybridoperationer flyder sammen. Lad mig sige det igen - en russisk militærhelikopter har krydset den polske grænse; Estland siger, at russiske efterretningstjenester stod bag et fysisk sabotageangreb på NATO-territorium; FE vurderer, at risikoen for et begrænset russisk militært angreb mod et NATO-land er lav, men stigende; Putin har nu selv gjort Kaliningrad til et scenario, hvor "alle våben" - herunder atomvåben - kan komme i spil.
Når NATO på den baggrund fremhæver, at der ikke er nogen "umiddelbar trussel", bliver udsagnet meget lidt beroligende - man sidder med fornemmelsen at NATO kaster blår i vores øjne, og af hvilken grund? Hvad er ledelsens agenda? Her vil jeg gerne citere Steven Eugene Kuhn, en amerikansk Golfkrigsveteran, forfatter, erhvervsrådgiver og politisk aktivist, som har forbindelser til personer, der ved mere end medierne lader komme ud. Han siger:
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Skyggekrigen får konkrete mål - fra danske virksomheder til NATO-baser og kablerne under Svalbard| “ | Er krig i Europa kun nogle få beslutninger væk? Jeg har lige lagt på efter en telefonsamtale med en højtstående person i et europæisk land. Han sidder, du ved, helt oppe i toppen. Og det, han fortalte mig, burde virkelig bekymre alle... her er, hvad han sagde. "Steven, folkene i toppen lytter ikke længere til nogen. De ved, at de ikke kan vente til 2029 med at tage kampen op mod Rusland, sådan som det er planlagt, fordi Europa økonomisk ikke kan holde sammen så længe"10. | ” |
Kuhns pointe er, at næsten alle almindelige leveomkostninger stiger samtidig - energi, brændstof, bolig, mad og offentlige udgifter. Det betyder, at Europas befolkning allerede er økonomisk presset, mens staterne samtidig bruger stadig flere penge på forsvar og oprustning. Hans argument er derfor, at Europa ikke kan fortsætte sådan frem til 2029 uden voksende økonomisk og politisk uro. Jo mere husholdningerne presses, og jo flere offentlige midler der flyttes til militærudgifter, desto vanskeligere bliver det for regeringerne at fastholde befolkningens opbakning.
NATO's offentlige beroligelse begynder at halte efter virkeligheden. For mens man forsikrer befolkningerne om, at der ikke er nogen umiddelbar trussel, foregår optrapningen allerede - bare i en anden form end den invasion, man bruger som målestok.
NATO har allerede bygget en organisation til tiden før Artikel 5
Det er her Joint Expeditionary Force, JEF, bliver interessant. JEF består af ti nordeuropæiske lande med Storbritannien som ramme - blandt andre Danmark, Norge, Sverige, Finland, Nederlandene, Island og de baltiske lande. Organisationen er ikke en erstatning for NATO. Den er bygget til at kunne reagere hurtigt, mens en krise endnu befinder sig i det politisk vanskelige mellemrum mellem normal fredstid og den situation, hvor NATO som helhed aktiveres.JEF-landene skrev selv i marts, at styrken skal kunne reagere hurtigt og fleksibelt på sikkerhedstrusler, "der ikke når tærsklen for NATO's Artikel 5", og nævnte specifikt hybrid påvirkning og hybrid krigsførelse11. Det er næsten en beskrivelse af den konflikt, der nu vokser frem foran os.
JEF's geografiske tyngdepunkt ligger næsten direkte oven i det område, hvor profetierne, jeg gengiver i artiklen "Dom over Norden – En samlet profetisk vision", placerer begyndelsen på den nordiske konflikt: Nordnorge, Finland, Østersøen, Nordatlanten og forbindelsen videre mod Storbritannien.
I Ron Whites syn fra 1976 begynder udviklingen netop med et russisk indgreb i Nordnorge. Europa reagerer med protester, men går ikke straks ind i en egentlig krig. Det interessante er, at det mellemrum, som dengang kunne lyde forholdsvis abstrakt - et alvorligt russisk fremstød, som endnu ikke har udviklet sig til fuld NATO-krig - i dag er blevet så konkret en militær problemstilling, at de nordeuropæiske lande har bygget en organisation specifikt til at operere i netop dette rum.
JEF er naturligvis ikke bygget for at opfylde en profeti. Tværtimod er hele formålet at forhindre, at Rusland kan skabe et hurtigt fait accompli i Norden, mens NATO-landene diskuterer, hvordan situationen skal klassificeres. Men derfor bliver Ron Whites formulering faktisk mere interessant, for hvis Europa trods JEF, NATO og årtiers militære forberedelser alligevel ender med først at protestere, tøve og reagere for sent på et russisk fremstød i Nordnorge, vil hans ord om, at Europa "vil tale meget om det, men ikke gøre noget", stå langt skarpere, end de gjorde i 1976.
I det ligger der en endnu mere vidtgående detalje i JEF-konstruktionen. En militær reaktion fra disse lande kræver ikke først, at hele NATO bliver enige om, at grænsen for Artikel 5 er overskredet. Faktisk kræver JEF ikke engang konsensus mellem sine egne ti medlemslande. Storbritannien kan som rammenation efter konsultation iværksætte en JEF-operation sammen med ét eller flere af de øvrige lande, mens hvert enkelt land selv afgør, om det vil stille styrker til rådighed12.
Dermed er en af de store politiske bremser foran en militær reaktion i Norden i praksis blevet omgået. Hvor en egentlig NATO-operation skal igennem alliancens fælles politiske beslutningssystem, kan en mindre gruppe af de lande, der ligger direkte omkring Rusland, Østersøen, Nordatlanten og det høje nord, reagere langt tidligere - netop på hændelser, som endnu ikke har nået tærsklen for Artikel 5.
Det er svært ikke at bemærke i lyset af de gamle profetier for Skandinavien. De lande, som geografisk befinder sig dér, hvor konflikten ifølge profetierne begynder, har opbygget deres egen militære struktur til tiden før den store alliance formelt går i krig. Det betyder også, at en begrænset hændelse i Nordnorge, Finland eller Østersøområdet ikke længere nødvendigvis behøver at vente på en fælles beslutning fra hele NATO, før soldater, fly eller skibe sættes i bevægelse.
Og det gør Ron Whites syn fra 1976 endnu mere interessant. For der er nu to mulige forløb: Enten reagerer JEF tidligt, hvorved en konflikt kan begynde mellem Rusland og en mindre gruppe nordeuropæiske lande, før NATO som helhed er involveret. Eller også reagerer Europa trods denne nye mulighed stadig ikke militært på det første russiske fremstød. I så fald bliver ordene om, at Europa vil "tale meget om det, men ikke gøre noget", endnu vanskeligere at bortforklare som et naturligt resultat af NATO's langsomme beslutningsproces.
Det afgørende nye er altså, at Artikel 5 ikke længere er den eneste politiske port, som skal åbnes, før en samlet nordeuropæisk militær reaktion kan begynde.
I efteråret har JEF gennemført Lion Protector 26 på tværs af Østersøen, Nordatlanten og det høje nord. Øvelsen handler blandt andet om beskyttelse af kritisk infrastruktur, fælles kommando og kontrol og håndtering af hybride trusler. Og en ganske bemærkelsesværdig del af øvelsen foregik på Færøerne.
Britiske Royal Marines gennemførte sammen med danske styrker maritime operationer og amfibiske landinger. Det britiske forsvarsministerium beskriver det som den første militærøvelse på Færøerne siden Anden Verdenskrig13. En øgruppe, som i årtier næsten kunne betragtes som en fredelig geografisk parentes mellem Norge, Island og Storbritannien, bliver igen øvelsesområde for militære operationer i Nordatlanten.
Det sikkerhedspolitiske landskab, som profetierne beskriver, eksisterer altså ikke længere kun som et tænkt fremtidsscenarie. Området fra Nordnorge over Østersøen til Nordatlanten er allerede blevet organiseret som én sammenhængende militær operationszone - og der findes nu en styrke, hvis særlige opgave netop er at handle i tiden før en krise nødvendigvis er blevet til Artikel 5.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Rusland nærmer sig NATO's grænse - og Norden ligger i krigens skyggeGrønland og Nordatlanten flyttes ind i samme militære rum
Færøerne står heller ikke alene. Den nye forsvarsaftale mellem Danmark, Grønland og USA åbner for en betydeligt større amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland, og den danske forsvarsminister forventer samtidig, at NATO's øgede tilstedeværelse i Grønland og Arktis bliver langsigtet. NATO's Arctic Sentry skal efter dansk ønske ikke være et kortvarigt svar, men udvikle sig til en mere permanent tilstedeværelse i det høje nord14.Dermed er den militære geografi omkring Rusland blevet bredere. For få år siden lå næsten hele den offentlige diskussion om en mulig Rusland-NATO-konfrontation omkring Polen og de baltiske lande. Nu går den samme strategiske linje fra Baltikum over Finland og Norge til Færøerne, Grønland og Nordatlanten. Det betyder, at NATO ikke længere behandler nordområderne som periferien til konflikten.
Danmark træner samtidig selve hjemmefronten
Mens Royal Marines gik i land på Færøerne, begyndte en anden militærøvelse hjemme i Danmark. Hjemmeværnets øvelse Blåtand foregår over store dele af Jylland og Fyn og beskrives af Forsvaret som den største regionale hjemmeværnsøvelse i nyere tid og den største øvelse i mange år. Den skal blandt andet afprøve hurtig aktivering og bevogtning af områder, der får betydning i en krise: logistiske knudepunkter, havne, offentlige institutioner, samfundskritiske funktioner samt militære installationer15.Det er ikke en improviseret reaktion på en hemmelig oplysning om, at Rusland angriber Danmark i næste uge. Øvelser af den størrelse planlægges i forvejen. Men det interessante ligger i, hvad der øves. Mens befolkningen samtidig får at vide, at NATO ikke ser et umiddelbart russisk angreb, træner Danmark hurtig mobilisering, bevogtning af kritisk infrastruktur og støtte til de samfundsfunktioner, som skal fungere under en alvorlig sikkerhedskrise. JEF træner de hændelser, der ligger under Artikel 5. FE advarer om netop begrænsede angreb og eskalerende hybridkrig. Det er ikke forskellige historier. Det er forskellige dele af samme beredskab.
Men den militære forberedelse står ikke alene. Samtidig foregår der en bemærkelsesværdig ændring i den måde Europas befolkninger bliver talt til på. Mette Frederiksen sagde allerede i juni 2025 direkte, at danskerne ultimativt skal være parate til at dø for deres land. Da hun blev spurgt, om man skal være klar til at dø for Danmark, svarede hun: "Ja, det mener jeg absolut. Selvfølgelig gør jeg det". Hun uddybede, at man "ultimativt skal være villig til at ofre sig" for sit land og det samfund, ens børn skal vokse op i16.
Det er ikke længere blot en debat om flere kampfly, større forsvarsbudgetter eller nogle ekstra milliarder til NATO. Befolkningen bliver gradvist ført ind i en forestilling om, at en kommende krig kan blive så virkelig, at almindelige danskere må være parate til selv at betale den højeste pris.
Og det er netop her Steven Kuhns analyse bliver interessant. Europas ledere ikke kan vente til 2029, fordi det økonomiske og politiske fundament under deres regeringer er ved at blive udhulet længe inden da. Energi, brændstof og almindelige leveomkostninger presser befolkningerne, de offentlige økonomier er under stadig større belastning, samtidig med at enorme summer flyttes over i oprustning. Hvis den udvikling fortsætter, vil befolkningernes modstand vokse hurtigere, end Europas regeringer kan holde sammen på projektet.
Set gennem den optik får krigsretorikken en anden betydning. Rusland bliver ikke alene præsenteret som en militær trussel, der kræver oprustning. Truslen bliver samtidig den fortælling, som kan få befolkningerne til at acceptere økonomiske ofre, stadig større forsvarsbudgetter og til sidst selve forestillingen om, at de eller deres børn kan blive sendt i krig. Det er et voldsomt skifte. Først skal vi acceptere, at velfærd og privatøkonomi presses, fordi sikkerheden kræver det. Derefter skal vi acceptere, at militæret skal kunne reagere hurtigere og allerede før en Artikel 5-situation. Og nu bliver vi fortalt, at fædrelandet i sidste ende kan kræve vores liv.
På Flagdagen i september 2026 fortsatte Frederiksen samme spor. Hun sagde, at det, vi har i Danmark, "er værd at kæmpe for", at "Rusland kender ingen grænser", og at Danmark derfor skal være parat til at forsvare sine17.
Det er denne samlede bevægelse, der er vanskelig at overse: økonomisk pres, massiv oprustning, militære strukturer uden om Artikel 5 og samtidig en stadig hårdere retorisk forberedelse af befolkningen på krig. Det er ikke fire adskilte udviklinger. De er dele af det samme politiske narrativ, hvor Europas borgere trin for trin vænnes til tanken om, at krig ikke blot er mulig, men kan blive nødvendig - og at regningen både kan betales med deres levestandard og deres liv.
He vil jeg gerne vende tilbage til Kuhn's tekst:
| “ | Skolerne rammer muren. Energiudgifterne rammer muren. Brændstofpriserne rammer muren. Pensionerne rammer muren. Den eneste vej ud har "krig" skrevet hen over sig. Så de mennesker, der sidder ved magten, står nu foran lande, der er bankerot, hvor borgerne er utilfredse og bange, og hvor de taber i meningsmålingerne. Hvad gør de for at skjule deres fiaskoer og beholde magten? Bingo. Krig. Det er den eneste mulighed, de har tilbage. Enten det eller et totalt sammenbrud af deres systemer, fordi folk er ved at vågne op. Se bare det her: Tyskland spurgte omkring 300.000 unge mennesker, om de ville gøre militærtjeneste. 530 sagde ja. Ikke 5.030. 530 ud af 300.000 sagde ja. Oven i det forlod omkring 50.000 elever deres skoler i protest og sagde: "Vi er ikke kanonføde". Europa er fortabt, og de bliver forladt og efterladt alene, fordi de (her skal forstås Europas ledere) gik for langt. Og Europas borgere betaler prisen for disse arrogante, selvoptagede marionetter. Og før du siger: "Stephen, det er jo bare noget, der foregår derovre", så hader jeg at måtte sige det, men det sker allerede i USA. Og det kommer til at sprede sig, hvis vi ikke passer på. Tænk over det. I Ukraine griber rekrutteringsfolk mænd på gaden, skubber dem ind i varevogne og sender dem til fronten. Forestil dig, at du går ind i Costco sammen med dit barn, og så bliver du grebet, proppet ind i en varevogn og aldrig set igen. Dan dig et mentalt billede af det. Lyder det urealistisk for dig? Ingen i Ukraine troede heller, at det ville ske for dem. Så vi er nødt til at gå ind nu og tage kontrollen på lokalt niveau, så vores børn ikke bliver revet væk fra gaden og tvunget ind i en andens krig. Lyder det dramatisk? Måske har jeg så din opmærksomhed nu. For jeg kan fortælle dig, at folkene i toppen ikke kommer til at stoppe det her. De fortsætter, indtil nogen trækker i håndbremsen. Og ved du hvad? Håndbremsen er dig og mig. | ” |
Krigen er samtidig begyndt at slå hårdere ud over Ukraines grænser
Og så kom den 3. oktober. Moldovas præsident Maia Sandu meddelte, at fem russiske luftangrebsvåben - blandt andet Banderol-missiler og droner - havde krænket moldovisk luftrum og eksploderet på moldovisk territorium under Ruslands angreb mod Odesa-regionen. "Krigen når farligt ind i Moldova", sagde hun18. Moldova er ikke medlem af NATO, og Artikel 5 gælder derfor ikke.Men kig på kortet. Moldova ligger op ad Rumænien. Når et stort russisk angreb mod det sydvestlige Ukraine sender fem våben over grænsen til Moldova, er spørgsmålet om krigens geografiske spredning ikke længere teoretisk. Nogle få kilometers forskel i flyvebanen kan være forskellen mellem Moldova og et NATO-land. Samtidig meddelte det russiske udenrigsministerium, at Rusland vil fortsætte sine omfattende "gengældelsesangreb" mod Kyiv og andre ukrainske byer og opfordrede udenlandske statsborgere og ansatte ved diplomatiske missioner til at forlade Ukraine19.
Flere nyheder om Europa, Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Svenske Gripen-fly møder russiske bombefly: Østersøen øves som front mod NATODet er altså ikke kun NATO's gråzone, der bliver mere aktiv. Selve Ukraine-krigen bliver bredere, mere infrastrukturel og geografisk vanskeligere at holde inden for Ukraines grænser.
Det afgørende ord er "umiddelbar"
Når NATO siger, at Rusland ikke udgør en "umiddelbar" trussel mod NATO-territorium, er udsagnet meget smallere, end det let kommer til at lyde. Der står ikke, at Europa er uden militær fare. Der står ikke, at Rusland ikke kan angribe et NATO-land. Der står ikke, at russiske tjenester ikke gennemfører sabotage på NATO-territorium. Der står heller ikke, at NATO-landene ikke forventer alvorlige hændelser. Der står i praksis, at NATO ikke ser den store russiske styrkeopbygning, der normalt ville varsle en klassisk invasion.Samtidig forbereder Europa sig på alt det, der kan ske før den invasion. Det er dér, udviklingen siden 22. september virkelig har flyttet sig. JEF har ligefrem fået til opgave at kunne handle under Artikel 5-tærsklen. FE arbejder med et begrænset russisk militært angreb. Estland siger, at russisk sabotage allerede er gennemført på landets territorium. Polen siger, at Rusland tester luftforsvaret. Danmark træner beskyttelsen af hjemmefronten. Færøerne bliver militært øvelsesområde for første gang siden Anden Verdenskrig. Og Putin har gjort Kaliningrad til et sted, hvor hele det russiske våbenarsenal kan komme på bordet.
Derfor bliver det mindre og mindre interessant alene at spørge, om Rusland "går i krig med NATO". Det interessante spørgsmål er, hvor meget krig der kan foregå, før nogen beslutter, at den allerede er begyndt?
Tiden for trængslen kan snart ikke længere ignoreres.
Jeg tror snart vi hører Jesu stemme, basunen, der kalder os hjem. Som gennemgået i "Hvis Jonas-tegnet skal tages bogstaveligt, peger kalenderen på år 34", så kan 2027 være året for bortrykkelsen. Det giver, hvis elitens planer er i linje med Guds planer, tid til at de sidste eskaleringer kan finde vej til verdensscenen, så manuskriptet til det offentlige skuespil, som Peter Lemesurier skriver i sin bog, "Armageddon-manuskriptet - Profeti I Handling", kun er "underlagt sidste øjebliks redigering og sceneinstruktioner", kan folde sig ud i sin endelige form - se mere i artiklen, "Rusland, Kina - Verden under fortsat forandring".
Ordene "Jesus kommer snart" har på denne side lydt i snart 20 år, og jeg må sige, at vægten der ligger bag disse ord, er nu så stor, så alle kristne virkelig bør adlyde Jesu ord der siger, "når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig" (Luk. 21:28).