Pest i Rusland - er verden ved at blive gjort klar til næste pandemi?

08. oktober, 2026
Pest i Rusland - er verden ved at blive gjort klar til næste pandemi?
Én kvinde er død i Rusland, og pludselig tales der om pest, laboratorieudslip og en mulig ny pandemi. Næsten 200 mennesker blev sat i karantæne, WHO kræver svar, og verdens medier har kastet sig over historien. Men der er et problem: Ingen har endnu påvist, at kvinden døde af pest, og ingen andre er konstateret smittet. Omkring 5.000 laboratorieundersøgelser har ikke fundet farlige smitstoffer, og Rusland har allerede frigivet 90 procent af de isolerede1.

Alligevel har historien fået international opmærksomhed. Det er netop denne forskel mellem den dokumenterede trussel og den frygt, historien kan fremkalde, der gør situationen interessant. For corona lærte os noget, vi ikke bør glemme. En sygdomskrise kan få langt større samfundsmæssige konsekvenser end dem, der alene følger af sygdommen. Under påskud af at beskytte befolkningen kan myndigheder få mulighed for at gennemføre indgreb, som under normale omstændigheder ville møde voldsom modstand.

Derfor er spørgsmålet ikke kun, om der er pest i Rusland. Det er, hvad endnu en international sygdomsalarm kan bruges til, hvis frygten får lov at vokse.

Hvor farlig er pesten egentlig?

Den 28-årige Darya Shipilova døde den 2. oktober efter at være blevet alvorligt syg med lungebetændelse. Hun arbejdede ved et russisk forskningsinstitut, der blandt andet beskæftiger sig med pestbakterien Yersinia pestis. En ubekræftet historie fortæller, at hun den 25. september tabte et reagensglas med farlige bakterier, men de russiske myndigheder afviser, at et sådant laboratorieuheld er dokumenteret. Lungepest er ganske alvorlig. Uden hurtig behandling kan sygdommen være dødelig, men den kan behandles med antibiotika, og dens evne til at sprede sig mellem mennesker er begrænset sammenlignet med mange luftvejsvirus.

Ifølge amerikanske CDC viser historiske amerikanske data et gennemsnitligt reproduktionstal på 1,18, hvilket betyder, at én syg i gennemsnit smittede lidt mere end én anden person under de undersøgte forhold. Den sidste dokumenterede smittekæde mellem mennesker i USA fandt sted i 19242. I 2017 oplevede Madagaskar et større udbrud, hvor WHO registrerede over 1.600 klinisk klassificerede tilfælde af lungepest. Alligevel blev udbruddet begrænset, og antallet af nye tilfælde faldt efter omfattende behandling og smitteopsporing3.

Så hvorfor skal én uafklaret dødsårsag i Sibirien skabe bekymring i hele verden? Forsigtighed er én ting, men når mistanken om pest allerede bliver til forestillingen om en ny pandemi, er det ikke længere kun bakterien, der spreder sig - det gør frygten også. Og netop fordi coronakrisen stadig står frisk i befolkningens hukommelse, skal der ikke meget til, før mistanken opstår: Er vi ved at se begyndelsen på endnu en plandemic?

En påfaldende timing - er manuskriptet allerede skrevet?

Mistanken er ikke blevet mindre af, at flere begivenheder omkring den russiske pesthistorie synes at falde mærkeligt sammen. Den 9. september gennemførte WHO pandemiøvelsen CARAVAN 2026, hvor en række centralasiatiske lande trænede deres reaktion på et grænseoverskridende sygdomsudbrud. Øvelsen handlede om en fiktiv orthobunyavirus, ikke om pest, men formålet var at træne myndighedernes koordinering, risikovurdering og fælles indgreb under en international sundhedstrussel4. Det minder umiskendeligt om at elitens øvelser endnu engang kan blive virkelighed.

Det vækker minder om Event 201, hvor Johns Hopkins Center for Health Security, World Economic Forum og Bill & Melinda Gates Foundation den 18. oktober 2019 simulerede en verdensomspændende coronaviruspandemi. Kort efter stod verden over for COVID-195. Dertil kommer nyheden om en israelsk mRNA-vaccine mod netop lungepest. Israelske forskere har i april 2025 udviklet en eksperimentel vaccine, som viste beskyttelse mod flere varianter af pestbakterien i museforsøg6.
Flere nyheder om Konspiration, Kontrol og Tidens ende
Corona, elitens forandringsagent
02. september, 2020
Hvorfor dukker historien om vaccinen så op netop nu? Fordi et nyt pestudbrud ville gøre forskningen højaktuel. Men det er også sådan, en fortælling hurtigt kan komme til at se ud, som om både problemet og løsningen var forberedt på forhånd.

Endnu mere besynderlig er Taylor Swifts udgivelse af sangen "Patient Zero" den 25. september, samme dato som det påståede russiske laboratorieuheld. Sangen handler ganske vist om et giftigt parforhold, men titlen er et udtryk, vi forbinder med epidemiers første identificerede smittetilfælde7. Og netop den 25. september 2026 ligger seks år, seks måneder og seks dage efter den 19. marts 2020, hvor Californien indførte sin omfattende coronanedlukning8.

Når man samtidig ved, at Swifts mand, Travis Kelce, tidligere har reklameret for Pfizers COVID-19-vaccination, er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor historien på sociale medier hurtigt er blevet omgivet af mistanker om symbolik og iscenesættelse9. Sammenfaldene dokumenterer ikke en hemmelig plan, og de er heller ikke nødvendige for at forstå den mest alvorlige mulighed. For uanset om en sygdom opstår naturligt, slipper ud fra et laboratorium eller bevidst fremkaldes, kan den efterfølgende frygt udnyttes politisk.

Og hvis der findes magtfulde interesser, som ønsker mere centraliseret kontrol over befolkningen, er det ikke nødvendigvis selve sygdommen, der er det vigtigste. Det er, hvad befolkningen kan bringes til at acceptere som løsningen.

Corona viste, hvor langt frygten kunne flytte grænsen

I "Coronakrisens psykologiske ofre" beskrev jeg, hvordan coronakrisen ikke blot handlede om sygdom, men også om de psykologiske mekanismer, der fik mennesker til at acceptere omfattende indgreb i deres frihed. Vi oplevede et samfund, hvor adgang til restauranter, kulturliv og andre aktiviteter blev betinget af et coronapas. Man skulle dokumentere vaccination, negativ test eller tidligere smitte for at deltage. I praksis kunne staten altså bestemme, hvilke sundhedsmæssige betingelser borgeren skulle opfylde for at få adgang til dele af det almindelige samfundsliv10.

Det var en afgørende forandring. Ikke fordi alle blev tvunget til at lade sig vaccinere, for der fandtes alternativer, men fordi princippet om betinget adgang blev accepteret. En medicinsk eller biologisk status, kontrolleret af myndighederne, kunne afgøre, om man blev lukket ind eller holdt ude. Og da pandemien sluttede, blev infrastrukturen ikke lagt i graven. I juni 2023 annoncerede WHO og Europa-Kommissionen, at teknologien bag EU's coronacertifikater skulle danne grundlag for et globalt digitalt sundhedscertificeringsnetværk, der blandt andet skulle kunne anvendes under fremtidige sundhedskriser11.

Det betyder at en væsentlig del af den tekniske infrastruktur til international verificering af sundhedsoplysninger allerede er etableret. Her ligger en gevinst for enhver magtelite, der ønsker mere kontrol. Den næste krise behøver ikke begynde med at overbevise befolkningen om, at sundhedsstatus overhovedet kan være en adgangsbetingelse, for det princip er allerede blevet afprøvet.

I min tidligere nyhed "Antikrist eller Armageddon - verdens magt er begyndt at tale profeti" gennemgik jeg Peter Thiels advarsel om, at frygten for verdensomspændende katastrofer kan få menneskeheden til frivilligt at aflevere sin frihed til en centraliseret magt, der lover fred og sikkerhed. Det er en mekanisme, der fortjener langt større opmærksomhed end spekulationerne om Taylor Swift. Hvis en befolkning overbevises om, at den står over for en katastrofe, vil mange acceptere stadig mere omfattende kontrol, blot de får lovning på at blive beskyttet. Og hver gang en ny krise flytter grænsen for, hvad mennesker finder acceptabelt, bliver det lettere at flytte den igen.
Flere nyheder om Konspiration, Kontrol og Tidens ende
Elitens øvelser bliver virkelighed
27. maj, 2020

Bibelen advarede om pest - og om den magt verden til sidst skal underkaste sig

Det bør ikke undre os, at som enden nærmer sig, bliver pesten igen en dagsorden der eskalerer - som veerne Jesus taler om i Matt. 24:8. Jesus fortalte os, at der i tiden frem mod Hans genkomst skulle komme "pest og hungersnød både her og der" (Luk. 21:11). I Matt. 24:7 nævner KJV ligeledes "pestilences", og i Åb. 6:8 beskrives den gustengule hest, hvor Døden får magt til at dræbe med blandt andet sværd, sult og sot.

Pest hører altså med til de begivenheder, Bibelen advarer om. Men det er ikke kun sygdommene, der interesserer mig. Det er også den verden, der vokser frem under presset fra katastroferne, og den magt, som menneskeheden til sidst vil acceptere. For Johannes fortæller i Åb. 13:16-17, at den falske profet vil få alle, små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at modtage dyrets mærke på højre hånd eller pande, så ingen kan købe eller sælge uden mærket. Det er ikke blot sygdomskontrol, men et verdensomspændende system, hvor økonomisk deltagelse og loyalitet mod Antikrist bliver forenet.

Coronavaccinen var ikke dyrets mærke, men den mekanisme, vi oplevede under corona, giver et foruroligende indblik i, hvordan et sådant system kan blive accepteret. For første gang oplevede vi i stor skala, at adgang til samfundslivet kunne knyttes til en myndighedsgodkendt sundhedsstatus, og at mennesker i vid udstrækning indrettede sig efter det.

Bibelen siger ikke, at mærket skal være en vaccine, eller at det indføres gennem en pandemi. Men den beskriver et samfund, hvor mennesket bliver tvunget til at vælge mellem at underkaste sig dyrets magt eller miste adgangen til handel. Hvis menneskeheden gennem gentagne kriser vænner sig til, at myndighederne kan stille stadig mere vidtgående krav til kroppen, identiteten og den økonomiske deltagelse, bliver det lettere at forestille sig, hvordan det sidste skridt kan gennemføres. Derfor er den russiske pestalarm interessant, selv hvis det viser sig, at kvinden slet ikke døde af pest. Sygdommen kan forsvinde fra overskrifterne i morgen. Men næste gang en virkelig eller formodet sundhedstrussel opstår, står erfaringerne fra corona og den digitale infrastruktur stadig tilbage.

Det afgørende bliver, hvad verdens ledere vil kræve af befolkningen for at beskytte den mod den næste katastrofe - og hvor meget frihed mennesker vil være villige til at aflevere for at føle sig sikre. For når Antikrist træder frem med sit krav om mærket, vil han ikke møde en verden, der oplever betinget adgang til samfundet som noget fremmed, men en verden, der allerede har lært at betragte den form for kontrol som nødvendig.

Referencer
1 "Russia says plague institute worker's death does not risk an epidemic", Reuters, d. 07-10-2026
2 "Antimicrobial Treatment and Prophylaxis of Plague", CDC, d. 16-07-2021
3 "Plague - Madagascar", WHO, d. 15-11-2017
4 "Exercise CARAVAN 2026", WHO, d. 09-09-2026
5 "Event 201 Pandemic Tabletop Exercise", Johns Hopkins Center for Health Security, d. 18-10-2019
6 "Novel Bivalent mRNA-LNP Vaccine for Highly Effective Protection against Pneumonic Plague", Advanced Science, d. 25-04-2025
7 "Taylor Swift releases 'Encore' to her hit 'Showgirl' album", Reuters, d. 25-09-2026
8 "Governor Gavin Newsom Issues Stay at Home Order", Californiens regering, d. 19-03-2020
9 "Travis Kelce stars in Pfizer commercial backing COVID and flu vaccines", WRTV, d. 25-09-2023
10 "Coronapas: Positiv test giver nu immunitet i 180 dage", Regeringen.dk, d. 21-04-2021
11 "The European Commission and WHO launch landmark digital health initiative", WHO, d. 05-06-2023
12 "Antikrist eller Armageddon - verdens magt er begyndt at tale profeti", Tagryggen, d. 18-09-2026


Debat: Pest i Rusland - er verden ved at blive gjort klar til næste pandemi?

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede kategorier

Flere nyhedsblogs fra 2026