Den 24. september 2026 rejste en række delegationer sig og forlod FN's Generalforsamling, da Israels premierminister Benjamin Netanyahu kom for at tale. Reuters' billeder viser strømmen af delegerede på vej ud og Netanyahu ved talerstolen, mens udvandringen foregik¹. Repræsentanter for verdens regeringer gjorde deres afvisning til en offentlig forestilling i det forum, hvor nationernes konflikter netop skal kunne fremlægges.

Det er et forrykt optrin. Mennesker med diplomatisk rang og ansvar for forholdet mellem nationer opførte sig med en arrogant barnlighed, som deres embede burde have forpligtet dem til at holde i ave. De havde adgang til verdens vigtigste internationale talerstol, men valgte at bruge deres position til at demonstrere foragt. Jakkesættene kunne ikke skjule den politiske umodenhed.

FN havde netop prædiket tolerance

Ironien er vanskelig at overse. Da den 81. generalforsamlings debat blev åbnet blot to dage tidligere, den 22. september, talte Generalforsamlingens præsident Khalilur Rahman om had, intolerance og nødvendigheden af dialog. Han nævnte antisemitisme sammen med blandt andet islamofobi og opfordrede til en kultur, hvor menneskerettigheder respekteres i den daglige omgang med hinanden. Han advarede ligefrem imod at udvælge de rettigheder, der passer til ens egen kultur eller dagens politik².

To dage senere måtte den samme præsident gentage: "Ro i salen, tak", mens der lød både tilråb og buhråb, og delegationer forlod salen. Netanyahu svarede skarpt. Han kaldte de bortgående for "moralske kujoner" og opfordrede andre, der havde det på samme måde, til også at gå. Aktionen var forberedt: Den palæstinensiske FN-mission havde opfordret delegationer til at tage så mange medarbejdere som muligt med ind i salen og derefter forlade den samlet, når Netanyahu blev annonceret³.

Netanyahu var kommet til talerstolen for at fremlægge sit lands synspunkt for delegerede repræsentanter for medlemsstater, i en forsamling, hvis arbejde forudsætter, at modstridende synspunkter kan komme til orde. Man behøver hverken kunne lide Netanyahu eller være enig med ét eneste ord, han siger, for at forvente, at diplomater kan håndtere den opgave.

Det er her, åbningstalens formaninger bliver pinligt konkrete. Tolerancen skulle omsættes til adfærd over for et menneske, man var stærkt uenig med. Den skulle koste nogle minutters selvbeherskelse. I stedet måtte mødelederen bede om ro som en lærer i en klasse, der havde besluttet at sabotere undervisningen.

En fornærmelse med bemanding og koreografi

Opfordringen til at fylde salen før udvandringen gør iscenesættelsen særlig afslørende. Flere deltagere ville gøre bevægelsen mod udgangene større og efterlade flere synligt tomme pladser. Medarbejdernes tilstedeværelse skulle bruges til at forstærke billedet af afvisning.

At netop den palæstinensiske FN-mission kan samle så mange landes delegationer om denne optræden, blotlægger en udtalt politisk enøjethed i den deltagende kreds. En part i konflikten opfordrer til at afvise modparten, og repræsentanter for andre stater gør afvisningen til deres fælles markering. Den samhørighed har et påfaldende samlingspunkt: Israel skal demonstrativt vendes ryggen. Den palæstinensiske mission får dermed rollen som organisator, mens andre landes diplomater leverer opbakningen og fylder billedet ud. Hvor bliver deres selvstændige dømmekraft af, når en konfliktpart kan tilrettelægge deres fælles optræden over for den anden? At mange deltager, gør ikke handlingen mere velovervejet. Det gør den politiske slagside mere synlig.

Dermed bliver det utilstrækkeligt at beskrive episoden som et øjebliks ophidselse. Der var tid til at overveje den. Tid til at organisere den. Tid til at spørge, om man virkelig ville bruge sit lands diplomatiske repræsentation på en kollektiv fornærmelse. Planlægningen gør ikke handlingen mere moden - den gør ansvaret for den tydeligere.

En regering, der vælger sådan en optræden, skylder også en forklaring på resultatet. Hvilken konkret indrømmelse sikrede den? Hvilken sikkerhedsgaranti blev mere troværdig? Hvilken mulighed for en aftale blev forbedret? Indignation er let at fremvise, når andre skal leve med konfliktens konsekvenser. Det vanskelige arbejde begynder, når man skal foreslå noget, der kan holde, efter kameraerne er slukket.

Israels fjender har selv forklaret, hvad de vil

Det bliver endnu mere alvorligt, fordi Israel står over for bevægelser, der udtrykkeligt har knyttet deres kamp til landets udslettelse. Den trussel kan ikke fjernes fra regnestykket, blot fordi man har besluttet sig for at foragte Israels regeringschef. I et interview med den libanesiske tv-kanal LBC den 24. oktober 2023 sagde Hamas-lederen Ghazi Hamad, at angrebet den 7. oktober skulle gentages igen og igen. Da han blev spurgt, om målet var Israels fuldstændige tilintetgørelse, svarede han bekræftende⁴. Her forklarede en repræsentant for Hamas' politiske ledelse selv, hvad organisationen ville.

Flere nyheder om Antisemitisme, FN, Israel, Jerusalem og Mellemøsten

Er Obadias' profeti ved at nå sin opfyldelse?

02. januar, 2017

Det gør spørgsmålet om israelsk overlevelse konkret. Hvordan skal en regering beskytte sine borgere mod en organisation, hvis ledelse har erklæret, at en massakre skal gentages? Hvem skal forhindre den næste? Hvem påtager sig ansvaret, hvis internationale forsikringer om fred viser sig værdiløse? Uden troværdige svar bliver belæringerne fra sikre hovedstæder en billig øvelse på andre menneskers bekostning.

Forbindelsen til Iran er ligeledes veldokumenteret. Det amerikanske finansministerium beskrev allerede i 2007, hvordan Revolutionsgardens Quds-styrke ydede materiel støtte til Hamas og forsynede Hizbollah med blandt andet våben, finansiering, træning og efterretninger⁵. Israels trusselsbillede omfatter både terrororganisationer og den statslige støtte, der har øget deres handlekraft.

Historieløsheden opstår, når dette gøres til en fodnote. Man kan ikke seriøst vurdere Israels sikkerhed ved kun at betragte landets militære styrke og se bort fra hensigten hos dem, der angriber det. En fjende bliver ikke fredelig, fordi den er svagere. Og en trussel om udslettelse bliver ikke mindre virkelig af, at dens mål råder over midler til at forsvare sig.

De tomme stole fritager ingen for at argumentere

Udvandringen har også en bekvem egenskab for dem, der deltager. Den kan fremstille dem som moralsk beslutsomme, uden at de i selve handlingen behøver formulere en eneste brugbar løsning. De kan fremvise afsky og overlade de vanskeligste spørgsmål til andre.

Det er en fattig standard for mennesker, der er betroet politisk magt. En diplomatisk indsigelse bør kunne afgrænses, underbygges og forsvares. Hvilken handling kritiserer man? Hvilken ændring kræver man? Hvordan skal den gennemføres, og hvilke følger vil man selv være med til at bære? En procession mod udgangen besvarer ingen af delene.

Samtidig rammer ydmygelsen længere end personen ved talerstolen. Netanyahu talte som Israels regeringschef. Set fra Israel kan afvisningen derfor opleves som et signal om, at landets forklaring på sin egen udsathed er uønsket. Den virkning bør en professionel diplomat kunne forudse. Når man vælger sin gestus, vælger man også risikoen for, at den bliver forstået af de mennesker, man senere ønsker at påvirke.

Når nationerne vender Israel ryggen

Det mest alvorlige ved dette planlagte teaterstykke er den villighed til fælles afvisning, som det blotlægger. Den palæstinensiske mission kunne opfordre til en demonstrativ udvandring, og en række landes delegationer var rede til at deltage. Israel blev det samlingspunkt, man kunne vise sin samhørighed ved at vende ryggen til.

Hos Zakarias er Jerusalem netop det sted, som nationernes fjendskab samler sig om. Gud siger, at han vil gøre byen til en løftesten for folkeslagene, og profeten fortsætter: "Og alle Jordens Folk skal samle sig imod det" (Zak. 12:3). Profetien kulminerer i, at nationerne samles til krig mod Jerusalem (Zak. 14:2). Den internationale samling imod Israel ligger allerede beskrevet i Skriften.

I FN's teatralske opførsel, bliver det synligt, hvordan afvisningen af Israel kan organiseres og gøres til en fælles politisk handling. Netop den beredvillighed er urovækkende. Repræsentanter for forskellige lande finder sammen under en terroristisk delegation, når én konfliktpart kalder dem til en offentlig markering imod den anden. Set i lyset af Zakarias er det et alvorligt billede på, hvordan verden kan gøres klar til at vende Israel ryggen.

Men Zakarias lader ikke nationerne få det sidste ord. Når de samles imod Jerusalem, griber Herren selv ind: "Og HERREN drager ud og strider mod disse Folk" (Zak. 14:3). Derfor er den afgørende magt i profetien heller ikke nationernes enighed. Verden kan samle sig imod Jerusalem. Den kan ikke stemme Guds løfter ud af kraft.

Referencer

¹ "Protests and walkouts as Netanyahu addresses UN General Assembly", Reuters, d. 24-09-2026

² "Remarks at the opening of the general debate of the eighty-first session", General Assembly of the United Nations, d. 26-09-2026
³ "Israel's Netanyahu says at UN that attacking Iran was 'one of the easiest decisions' he's ever made", Associated Press via KBTX, d. 24-09-2026
⁴ "Hamas official says group aims to repeat Oct. 7 onslaught many times to destroy Israel", The Times of Israel, d. 01-11-2023
⁵ "Fact Sheet: Designation of Iranian Entities and Individuals for Proliferation Activities and Support for Terrorism", U.S. Department of the Treasury, d. 25-10-2007