I Israel er situationen lige så opsigtsvækkende. Ved valget den 27. oktober mistede Benjamin Netanyahus højreorienterede og religiøse blok sit flertal i Knesset. Den fik 53 af parlamentets 120 mandater, mens de jødiskledede oppositionspartier fik 48. De resterende 19 mandater gik til to arabiskledede partilister, som dermed har fået mulighed for at påvirke, hvem der skal danne Israels næste regering. Den 4. november blev valgresultatet officielt godkendt og overdraget til præsident Isaac Herzog, der har indledt forhandlingerne om regeringsdannelsen2.
Det er en politisk omvæltning med mulige følger langt ud over Washington og Jerusalem. Krigen mod Iran er endnu ikke afsluttet. Rusland har advaret NATO om, at en direkte konfrontation kan udløse anvendelsen af atomvåben. Europa opruster, mens USA's nye politiske magtfordeling åbner for en ændret kurs over for både Ukraine og Mellemøsten. Samtidig befinder Israel sig i en situation, hvor landets fremtidige sikkerhedspolitik kan blive afhængig af partier med vidt forskellige opfattelser af den jødiske stats karakter og rettigheder.
For den, der læser Bibelens profetier om Israels sidste dage, er forbindelsen vanskelig at overse. Ezekiel beskriver, hvordan Persien/Iran indgår i en mægtig koalition mod Israel, mens andre folkeslag ser til, og Gud selv griber ind. Zakarias beskriver en ødelæggende ulykke over de nationer, som går imod Jerusalem. Daniel og Johannes viser, hvordan verdensrigernes magt til sidst samles under en hersker, der kræver en lydighed, som alene tilkommer Gud. Det er i lyset af disse profetier, at de seneste politiske begivenheder får en langt dybere alvor.
Valgdagen afslørede alvorlige svigt i det amerikanske valgsystem
Allerede mens amerikanerne gik til stemmeurnerne, voksede mistanken om, at valget ville blive præget af tekniske problemer og mulig manipulation.I Maricopa County i Arizona blev valgstederne ved Paradise Valley Community College og Sunset Canyon School midlertidigt lukket den 2. november på grund af strømproblemer. Begge blev genåbnet før middag. Myndighederne havde samtidig håndteret kraftig regn og stormvejr i området. Det var således en reel afbrydelse af mulighederne for at stemme, men den fandt sted dagen før selve valgdagen og blev afhjulpet3.
I Fulton County i Georgia blev der derimod konstateret fejl ved to stemmescannere, som havde håndteret 1.069 forhåndsstemmer. Ved Mechanicsville Library var strømforbindelsen til en scanner blevet afbrudt, da en kørestolsbruger utilsigtet ramte et kabel. Det berørte 361 stemmesedler. Ved Hugh C. Conley Recreation Center havde en anden scanner gentagne gange meldt papirstop, og yderligere 708 stemmesedler kunne blive berørt. Valgmyndighederne planlagde derfor en ny scanning, som skulle foregå under offentlig observation4.
Endnu mere omfattende problemer ramte Westchester County i New York, hvor stemmemaskiner flere steder afviste stemmesedlerne. Vælgerne blev bedt om at lægge deres udfyldte sedler i særlige orange poser til senere optælling. Den første forklaring gik på, at papiret var for tykt, men New Yorks valgmyndigheder fastslog senere, at problemet skyldtes en ændring i valgprogrammeringen, som ikke var blevet overført til alle maskiner. Stemmesedlerne blev opbevaret under kontrol, og de afviste sedler skulle tælles efter de almindelige procedurer. En fejl af denne størrelse på selve valgdagen er alvorlig, selv om det ikke dermed er godtgjort, at stemmer blev manipuleret5.
I Union City i New Jersey viste en video, hvordan en borger kunne åbne en ulåst og ubemandet valgvogn, hvor der stod to stemmemaskiner. Episoden fandt sted den 27. oktober, før valgstedet åbnede. En elektriker havde ifølge valgmyndighederne efterladt døren ulåst. Efterfølgende undersøgelser viste ifølge myndighederne ingen ændringer i maskinernes registrerede stemmetal. Hændelsen viser imidlertid, hvor afgørende fysisk adgangskontrol er for tilliden til elektroniske valgsystemer6.
I Bexar County i Texas blev der under forhåndsafstemningen benyttet nødbeholdere til stemmesedler, når scannerne ikke kunne modtage dem. Stemmerne blev sikret, men blev ikke straks elektronisk optalt. I sig selv er nødproceduren en del af valgsystemets beredskab, men den kræver, at opbevaring og efterfølgende optælling kan kontrolleres7.
Også i Florida opstod der problemer. I Broward County oplevede vælgere tekniske fejl kort efter valgstedernes åbning, blandt andet i systemer, der skulle kontrollere, om vælgerne fik de rigtige stemmesedler. Problemerne blev siden løst, men enkelte vælgere måtte forlade køerne og vende tilbage8. Samtidig betød oversvømmelser og ufremkommelige veje, at myndighederne i flere amter måtte flytte valgsteder med kort varsel9.
Chicago tilbød stemmesedler på 12 forskellige sprog. Illinois' republikanske partiformand Bob Grogan havde kritiseret ordningen for at gøre kontrollen vanskeligere for valgobservatører, som ikke nødvendigvis behersker sprogene. Valgmyndighederne forklarede, at flere af sprogene er omfattet af føderale krav om sproglig adgang, mens andre følger lokale bestemmelser. At stemmesedler findes på forskellige sprog, giver ikke i sig selv personer uden amerikansk statsborgerskab stemmeret10.
Spørgsmålet om ulovlige vælgere blev også en del af striden op til valget. Den 2. november afviste USA's højesteret Trump-administrationens forsøg på at få Californien til at adskille brevstemmer fra omkring 20.000 registrerede vælgere, som de føderale myndigheder mistænkte for ikke at være amerikanske statsborgere. Mistanken var endnu ikke undersøgt individuelt for samtlige personer, og højesterettens afgørelse handlede alene om, hvorvidt der skulle gribes ind før valget - ikke om, hvorvidt der faktisk var afgivet ulovlige stemmer11. Samtidig kritiserede Trumps rådgiver Stephen Miller de demokratisk ledede delstater for at modsætte sig føderal kontrol af vælgerregistrene. Han hævdede, at et meget stort antal personer var ulovligt registreret som vælgere, men omfanget var ikke dokumenteret.
Mistanken om politisk manipulation af valg er imidlertid ikke grebet ud af den blå luft. Vi må ikke glemme Barack Obamas valgkampstale den 3. september 2008 på Kent State Universitys Tuscarawas-campus i New Philadelphia, Ohio, hvor han åbent sagde: "Jeg skal sige dig, at det hjælper i Ohio, at vi har Demokraterne til at styre maskinerne"12. Obama erkendte samtidig, at både republikanere og demokrater tidligere havde forsøgt at påvirke valg til deres egen fordel. Hans udtalelse viser, at han var fuldt bevidst om den politiske betydning af at kontrollere valgadministrationen.
Og vi har konkrete eksempler på, at netop sådanne positioner er blevet misbrugt. I Philadelphia blev den tidligere demokratiske kongrespolitiker Michael "Ozzie" Myers i 2022 idømt 30 måneders fængsel for organiseret valgsvindel begået i perioden 2014-2018. Ifølge det amerikanske justitsministerium bestak han valgansvarlige, som registrerede falske stemmer på stemmemaskinerne til fordel for demokratiske kandidater og efterfølgende godkendte de manipulerede resultater som korrekte13. Myndighederne beskrev desuden, hvordan politiske forbindelser og loyale personer i den lokale valgadministration blev brugt til at gennemføre svindelen14.
Dermed er det ikke blot en teoretisk mulighed, at politiske aktører kan udnytte deres indflydelse på valgadministrationen til at manipulere et valg og få falske resultater officielt godkendt. Det er sket. Philadelphia-sagen dokumenterer ganske vist ikke, at denne fremgangsmåde er landsdækkende, men den viser, hvorfor kontrollen med valgadministrationen er så afgørende, og hvorfor mistanker om misbrug bør undersøges grundigt.
Samtidig handler konflikten efterhånden om mere end stemmeoptælling. Striden om vælgerregistrering, kontrollen med valgmaskinerne og delstaternes modstand mod føderal indblanding er blevet en del af et voksende magtopgør i USA. Og med Demokraternes overtagelse af begge kamre i Kongressen står præsidenten nu over for en politisk modstander, der har fået betydeligt større muligheder for at begrænse hans handlefrihed.
Trump forberedte sig på at styre uden om Kongressen
Allerede den 1. november afslørede Reuters, at Trump-administrationen gennem flere måneder havde arbejdet på en plan for at fortsætte sin politik, hvis Demokraterne overtog begge kamre. Vicekabschef Stephen Miller, budgetdirektør Russell Vought og Det Hvide Hus' juridiske rådgiver Will Scharf havde ifølge Reuters siden april undersøgt, hvilke beslutninger præsidenten kunne gennemføre ved hjælp af sine egne udøvende beføjelser. Planerne omfattede blandt andet immigration, toldsatser, boligpolitik og offentlige bevillinger15.Det var ikke blot et spørgsmål om, hvilke bekendtgørelser Trump kunne underskrive. Juristerne undersøgte også, hvor langt præsidentens myndighed kunne strækkes, og hvordan beslutningerne efterfølgende kunne forsvares ved domstolene. Administrationen forberedte sig samtidig på kongreshøringer, undersøgelser og krav om udlevering af dokumenter.
Demokraternes kontrol over både Repræsentanternes Hus og Senatet betyder, at Trump får langt vanskeligere ved at gennemføre sin politik. Demokraterne kan afvise hans lovforslag, begrænse de penge, regeringen får lov til at bruge, og iværksætte undersøgelser af hans administration. Trump kan til gengæld nægte at underskrive love, som Demokraterne vedtager, og han har fortsat betydelig magt over USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Resultatet kan blive to år, hvor præsidenten og Kongressen blokerer hinanden, netop som krigene og de internationale spændinger kræver hurtige og afgørende beslutninger.
Det er her, udviklingen bliver interessant i forhold til den fortsatte opbygning af den kommende nye verdensorden. Når de politiske institutioner modarbejder hinanden, kan ønsket om at samle mere magt hos én leder vokse. Trump har allerede sat sine rådgivere til at undersøge, hvor meget han kan gennemføre uden Kongressens godkendelse, blandt andet gennem præsidentordrer. Demokraterne vil omvendt bruge deres nye flertal til at begrænse hans magt. Dermed bliver kampen ikke alene et spørgsmål om politiske holdninger, men også om, hvem der i sidste ende skal bestemme over USA.
Flere nyheder om Israel, Krig / Verdenskrig, Rusland og USA
Israel i klemme: USA og Iran forhandler i Genève, mens Hormuz presses og Rusland øver med IranIsraels fremtid kan blive afgjort af arabiske partier
Det israelske valg skaber et tilsvarende problem, men med langt mere alvorlige konsekvenser for landets nationale sikkerhed.De arabiskledede partiers 19 mandater er fordelt på to lister med forskellige politiske og religiøse udgangspunkter. Den Forenede Liste fik 11 mandater og består af Hadash, Ta'al og Balad. Hadash har sine rødder i den kommunistiske bevægelse og repræsenterer en socialistisk og venstreorienteret tradition. Ta'al og Balad er præget af arabisk og palæstinensisk nationalisme. Ra'am fik otte mandater og ledes af Mansour Abbas. Partiet har sine rødder i den sydlige gren af den islamiske bevægelse i Israel, som historisk har været inspireret af Det Muslimske Broderskab. I 2026 løsrev Ra'am formelt sine politiske beslutninger fra bevægelsens religiøse Shura-råd og har siden forsøgt at fremstå som et bredere, borgerligt parti, der kan samarbejde med jødiskledede partier. Men en organisatorisk adskillelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med et ideologisk brud - vi kender den muhammedanske drejebog. Spørgsmålet er derfor, hvor meget af partiets islamistiske arv der reelt er lagt bag det, og hvilke politiske krav Ra'am vil stille, hvis partiets mandater bliver afgørende for Israels næste regering. Det er særligt vigtigt i en situation, hvor landets sikkerhed og nationale fremtid kan blive afhængig af sådanne politiske kompromisser.16.
Den politiske betydning er ganske konkret. Gadi Eisenkots oppositionsblok mangler 13 mandater for at opnå et almindeligt flertal. Hvis alle de arabiskledede partier støttede ham, ville det samlede antal være 67. Han kunne derfor i princippet få støtte til at overtage regeringsmagten uden at have vundet et flertal blandt de jødiskledede partier. Men tallene er ikke tilstrækkelige i sig selv. Avigdor Liberman, hvis parti Yisrael Beytenu har syv mandater, har meddelt, at han vil anbefale Eisenkot som premierminister, men samtidig afviser han at deltage i en mindretalsregering, der er afhængig af støtte fra arabiske partier. Den Forenede Listes leder har omvendt erklæret, at partiet ikke ønsker at indtræde i en zionistisk regering, selv om det kan være villigt til at bidrage til Netanyahus afgang17.
Det skaber en situation, hvor Israel risikerer enten et politisk kompromis med vidtrækkende konsekvenser eller en længere periode med handlingslammelse. Der er her en historisk parallel, som bør tages alvorligt. I 2021 blev Netanyahu afløst af en usædvanlig koalition under Naftali Bennett og Yair Lapid, som blandt andet blev muliggjort af Ra'ams deltagelse. Det var første gang i årtier, at et selvstændigt arabisk parti indgik i en israelsk regering. Regeringen blev kortlivet, men den viste, at ønsket om at afløse Netanyahu kunne samle partier med vidt forskellige ideologiske og nationale målsætninger.
Nu står Israel igen med muligheden for en regering, hvor hensynet til at samle et parlamentarisk flertal kan komme til at konkurrere med ønsket om en konsekvent national sikkerhedspolitik. Det bliver særligt problematisk, hvis regeringsgrundlaget skal forhandles med partier, der ønsker at ændre Israels forhold til de palæstinensiske områder og landets karakter som jødisk stat. Det betyder ikke, at alle Netanyahus modstandere er venstreorienterede. Eisenkot er tidligere forsvarschef, Bennett har en højreorienteret baggrund, og Liberman er nationalist. Det afgørende spørgsmål er, hvilke kompromisser disse politikere vil indgå for at opnå regeringsmagten, og hvordan det vil påvirke Israels evne til at handle samlet under en sikkerhedskrise.
Den amerikanske valgsejr har allerede fået direkte betydning for denne kamp. Reuters beskrev den 4. november, hvordan Netanyahus rivaler brugte Demokraternes sejr til at angribe hans tætte forbindelse til Trump og det republikanske parti. De hævdede, at han havde svækket Israels støtte på tværs af de amerikanske partier, og at hans fortsættelse som premierminister ville gøre forholdet til Washington vanskeligere18.
Det er dermed muligt, at det samme amerikanske valg, som svækker Trumps handlekraft, også bidrager til at svække Netanyahus position i Israel. En demokratisk kontrolleret Kongres kan lægge større pres på Israel gennem bevillinger, våbensalg og undersøgelser af landets militære handlinger. Hvis Israel samtidig danner en regering, som er afhængig af parlamentarisk støtte fra partier med grundlæggende forskellige syn på landets fremtid, kan den nationale beslutningskraft blive alvorligt udfordret. Og det sker, mens Iran endnu ikke har opgivet sin konfrontation med Israel.
Iran har stadig det materiale, der gør atomtruslen alvorlig
Den 27. oktober 2026, samme dag som Israel gik til valg, talte chefen for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Rafael Grossi, i FN's Sikkerhedsråd om Irans atomprogram.Hans redegørelse var foruroligende. Agenturet havde fortsat ikke adgang til de nødvendige iranske anlæg eller oplysninger om det tidligere deklarerede nukleare materiale. Det omfattede omkring 440 kg højt beriget uran, som Iran havde opbygget før de amerikanske og israelske angreb. Den kendte beholdning var beriget til op mod 60%, og flere lande fremhævede under mødet, at Irans lager af højt beriget uran ved yderligere berigning potentielt kunne give tilstrækkeligt atomvåbenegnet materiale (fissilt materiale) til omkring ti atombomber. Det betyder ikke, at Iran allerede har ti færdige bomber, men at landet råder over en væsentlig del af det nukleare materiale, der ville være nødvendigt for at fremstille dem.
Grossi oplyste samtidig, at IAEA ikke havde registreret genopbygning af de atomanlæg, der var blevet beskadiget ved angrebene i 2025 og 2026. Men han understregede, at observation på afstand ikke kunne erstatte fysiske inspektioner, og at agenturet derfor ikke kunne verificere, at nukleart materiale ikke var blevet flyttet eller anvendt til andre formål19.
Reuters gennemgik den 7. oktober situationen og beskrev, hvordan de kendte berigningsanlæg var blevet ødelagt eller alvorligt beskadiget, mens uranbeholdningens præcise placering fortsat var uafklaret. IAEA havde ikke fundet troværdige beviser for et samlet, igangværende iransk atomvåbenprogram, men landets beholdning af højt beriget uran og manglende samarbejde med inspektørerne udgjorde fortsat en betydelig spredningsfare20.
Der ligger et særligt alvorligt problem i, at Irans atomprogram nu er blevet en del af forhandlingerne om at afslutte den krig, som USA og Israel indledte den 28. februar 2026. Den 3. november rapporterede Reuters, at USA og Iran fortsat var langt fra en aftale, selv om Qatar havde intensiveret sine forsøg på at mægle. Amerikanske styrker havde gennemført begrænsede angreb mod iranske luftforsvarsstillinger på øen Qeshm, mens Iran hævdede at have nedskudt en amerikansk drone nær Hormuzstrædet. Den iranske side gjorde det klart, at spørgsmålene om Hormuzstrædet og en afslutning af konflikten skulle løses, før atomforhandlingerne kunne komme videre21.
Demokraternes sejr kan nu ændre forhandlingssituationen. Partiet har gennem længere tid kritiseret Trumps krig mod Iran og forsøgt at begrænse hans muligheder for at fortsætte militæroperationerne uden Kongressens godkendelse. Reuters vurderede den 4. november, at valgresultatet kan øge presset på Trump for at nå frem til en aftale, men også at Iran kan tolke det amerikanske politiske nederlag som et tegn på svaghed og derfor vælge at eskalere konflikten22.
Det er her, den profetiske bekymring bliver meget konkret. I årtier har verdenssamfundet forsøgt at standse Irans atomprogram gennem inspektioner, sanktioner, diplomatiske aftaler og trusler. Nu har Iran endda været udsat for omfattende militære bombardementer af sine atomanlæg, og alligevel er atomtruslen ikke fjernet. Anlæg kan bombes i stykker, men den teknologiske viden kan ikke bombes væk, og det højt berigede uran, som Iran allerede har fremstillet, er fortsat ikke fuldt lokaliseret. Og hvad er verdens politikeres svar? De fortsætter med at tale om international kontrol, som om flere inspektioner og nye aftaler skulle kunne løse det problem, som årtiers diplomati og nu selv militære angreb ikke har formået at fjerne.
Men international kontrol forudsætter, at Iran samarbejder og giver inspektørerne adgang til det, de skal kontrollere. Et regime, der er fast besluttet på at fremstille atomvåben, kan skjule aktiviteter, tilbageholde oplysninger og genoptage arbejdet, når muligheden opstår. Derfor er det vanskeligt at se, hvordan politikerne med den samme fremgangsmåde nogensinde skal kunne garantere, at Iran ikke opnår atomvåben. Tværtimod risikerer de at give Iran mere tid til at videreudvikle sin atomkapacitet, mens verden beroliges med nye løfter om kontrol. Hvis USA samtidig svækker sin militære støtte til Israel, og Israels egen politiske ledelse bliver mere splittet og tilbageholdende, kan Iran få endnu større mulighed for at fortsætte.
Det er en særdeles alvorlig udvikling i lyset af Ezekiels profeti, hvor Persien indgår i den mægtige koalition, der i de sidste dage drager imod Israel (Ezek. 38:5), og hvis den politiske vilje til militært at forhindre en iransk atomoprustning svækkes, kan en Iran genoptage arbejdet mod en egentlig atomvåbenkapacitet. Israels problem vil i så fald ikke alene være Irans militære styrke. Det vil være spørgsmålet om, hvorvidt Israel fortsat har politisk frihed til at handle imod den, eller om landet bliver bundet af en ny international aftale og en amerikansk Kongres, som i stigende grad ønsker at begrænse Israels militære handlemuligheder.
Flere nyheder om Krig / Verdenskrig, Rusland og USA
Det strammer fortsat til omkring NATO - russisk sabotage, militære forstærkninger og truslen om en ny europæisk sikkerhedsordenEuropa og Rusland bevæger sig mod en farligere konfrontation
Mens den politiske situation ændrer sig i Washington og Jerusalem, fortsætter konfrontationen mellem Rusland og de vestlige lande med at udvikle sig.Den 30. september rapporterede Reuters om en russisk diplomatisk advarsel til NATO. Rusland gjorde det klart, at landet ville være parat til at bruge hele sit militære arsenal, herunder atomvåben, hvis NATO forsøgte at afskære den russiske enklave Kaliningrad. Den russiske meddelelse advarede desuden om risikoen for direkte militær konflikt og angreb mod beslutningscentre i NATO-landene. Europæiske repræsentanter afviste Ruslands fremstilling af situationen, men understregede samtidig, at truslerne blev taget alvorligt23.
Bare en uge senere beskrev Reuters, hvordan dansk efterretningstjeneste havde identificeret russiske forsøg på sabotage mod danske virksomheder, der leverer militært udstyr til Ukraine. Ifølge de danske myndigheder var Rusland begyndt at rette sine operationer mere direkte mod den industrielle produktion, der understøtter den ukrainske krigsindsats. Rusland afviste anklagerne, men den danske efterretningstjeneste vurderede, at den russiske fremgangsmåde var blevet mere offensiv24.
Det afgørende er, at grænsen mellem en krig i Ukraine og en langt større konfrontation med NATO bliver vanskeligere at opretholde, efterhånden som militær støtte, efterretningsoperationer, sabotage og atomtrusler griber ind i hinanden. Her kan Demokraternes sejr i USA få en anden virkning end i Mellemøsten. Mens den nye kongresmajoritet kan lægge pres på Trump for at begrænse krigen mod Iran, åbner den samtidig mulighed for at genoptage en mere omfattende amerikansk militær og økonomisk støtte til Ukraine. Demokraterne vil også kunne forsøge at forhindre en lempelse af de amerikanske sanktioner mod russisk energi.
Der kan dermed opstå en paradoksal situation, hvor Washington i højere grad søger en afslutning på krigen mod Iran, men samtidig bidrager til at opretholde eller intensivere presset på Rusland. Større amerikanske våbenleverancer til Ukraine vil være en direkte intensivering af det militære opgør mellem Rusland og Vesten, hvor NATO-landene gennem våben, finansiering, træning og efterretninger understøtter Ukraines krig mod Rusland. Selv om NATO ikke formelt er krigsdeltager, har konflikten dermed også karakter af en stedfortræderkrig, hvor vestlige våben anvendes mod russiske styrker. Jo mere avancerede våben USA og Europa leverer, og jo dybere de involverer sig i Ukraines militære operationer, desto større bliver risikoen for, at Rusland opfatter konflikten som en direkte krig mod NATO.
Hvis Demokraternes nye flertal i Kongressen fører til øget amerikansk militær støtte, kan det derfor bidrage til at eskalere konfrontationen yderligere, indtil krigen ikke længere kan holdes inden for Ukraines grænser. Og netop dér ligger faren for, at Europas krig med Rusland udvikler sig til en langt større verdenskrig. Men hvis Moskva opfatter vestlige leverancer, sanktioner og militære forberedelser som en stadig mere direkte trussel, vokser risikoen for, at konflikten til sidst overskrider Ukraines grænser. Hvis en sådan europæisk storkrig falder sammen med en ny stor konflikt mellem Israel og Iran, vil den internationale sikkerhedsorden kunne bryde sammen på flere fronter samtidigt. Det er netop her, jeg mener, at vi må begynde at læse Ezekiels profeti med særlig opmærksomhed.
Ezekiel beskriver, at Gog kommer fra det yderste nord (Ezek. 38:6, Ezek. 38:15; Ezek. 39:2). Invasionen er rettet mod Israel, og formålet omfatter både erobring og plyndring. Det er interessant, at teksten ikke blot fremstiller Israel som offer for et tilfældigt militært angreb. Profetien beskriver et folk, der er blevet samlet fra nationerne og bor i sit eget land. Gog beslutter at angribe dette genoprettede folk, som han forventer at kunne overmande (Ezek. 38:8-12).
Et særligt interessant forhold er, at Ezekiel beskriver Israel som et folk, der på tidspunktet for Gogs invasion bor trygt og tilsyneladende uden frygt for angreb (Ezek. 38:8-11). Det svarer ikke til Israels nuværende situation, hvor landet befinder sig i krig og konstant militært beredskab. Men netop her bliver de politiske magtskifter i både USA og Israel særdeles interessante. Demokraternes nye flertal i Kongressen kan svække den amerikanske opbakning til Israels militære operationer, samtidig med at en venstredrejning i Israels egen regering kan føre til en langt mere eftergivende politik over for landets fjender. Særligt alvorligt bliver det, hvis en ny israelsk regering er afhængig af arabiske partiers støtte og derfor selv vælger at afslutte krigene og indgå aftaler, som Netanyahu hidtil har modsat sig. Dermed behøver Israel ikke engang at blive tvunget til at acceptere farlige kompromisser. En ny politisk ledelse kan af egen frie vilje - uanset hvor selvudslettende den er - indgå aftaler, der fremstilles som vejen til fred, men som i virkeligheden kan svække landets sikkerhed og i yderste konsekvens true dets eksistens.
En sådan politisk udvikling vil forholdsvis hurtigt kunne skabe et billede af fred i Mellemøsten. Krigshandlingerne ophører, internationale aftaler indgås, og verdens ledere kan erklære, at stabiliteten er genoprettet. Men det betyder ikke, at Israels fjender har opgivet deres hensigter, eller at den underliggende trussel er forsvundet. Tværtimod kan denne fred give Iran og dets allierede tid til at genopbygge og styrke deres militære kapacitet, mens Israels egen regering af politiske og diplomatiske hensyn afholder sig fra at gribe ind. Det er netop denne mulighed, der gør forbindelsen til Ezekiels profeti så interessant. Israel kan komme til at leve i en tilstand af tilsyneladende fred og tryghed, ikke fordi fjenderne er besejret, men fordi landets politiske ledelse har valgt at stole på aftaler og internationale garantier frem for at fastholde sin militære handlefrihed. Samtidig kan den koalition, Ezekiel beskriver, forberede sit angreb. Det giver også en særlig alvor til Paulus' advarsel om den tid, hvor mennesker siger "Fred og ingen fare!", mens undergangen pludselig kommer over dem (1. Tess. 5:3). Det, som verdens ledere fejrer som en historisk fred, kan vise sig at være netop den situation, hvor Israel er blevet allermest sårbart.
Det muhamedanske had til Israel er ikke blevet mindre de sidste 4 år, så når Israel står alene, så er der intet til hinder for, at de står sammen med Rusland, som Ezekiel siger - uanset deres individuelle militære kraft - og frimodigt går imod Israel. Det mest alvorlige er imidlertid den internationale reaktion på invasionen.
Nationerne spørger - men Gud griber ind
Ezek. 38:13 beskriver, hvordan Saba, Dedan, Tarsis' købmænd og deres handelsfolk reagerer på Gogs angreb med spørgsmålet om, hvorvidt han kommer for at gøre bytte og røve rigdomme. Det er bemærkelsesværdigt, at teksten her gengiver et spørgsmål frem for en militær modoffensiv. Disse folk ser, hvad der sker, og stiller Gog til ansvar for hans hensigter, men Ezekiel nævner ikke, at de griber ind for at standse invasionen.Det er dette billede, der kan blive særlig alvorligt, hvis Israel i fremtiden kommer til at stå uden den amerikanske støtte, landet hidtil har kunnet regne med. Forestil dig, at Europa samtidig er bundet i en militær konfrontation med Rusland. USA er splittet mellem en præsident og en Kongres, der bekæmper hinandens udenrigspolitik. Iran har genvundet eller videreudviklet sin atomvåbenkapacitet, og Israel står med en regering, hvis politiske afhængigheder gør det vanskeligt at træffe hurtige sikkerhedspolitiske beslutninger. I et sådant scenarie kan en europæisk storkrig og et mellemøstligt opgør begynde at smelte sammen. Rusland vil være den store atombevæbnede militærmagt, Iran den regionale allierede, og Israel det afgørende mål for den koalition, Ezekiel beskriver.
Ezekiel siger ikke udtrykkeligt, at Gogs angreb begynder med en invasion af Europa, eller at en NATO-krig nødvendigvis er forløberen. Men en sådan større verdenskonflikt kan tænkes at skabe de forhold, hvor et samlet angreb på Israel bliver muligt, og hvor andre stormagter ikke griber ind. Det afgørende ved profetien er, at Israel ikke frelses af en overlegen international militæralliance. Gud siger, at Han selv vil gå i rette med Gog med pest og blod, regnskyl, haglsten, ild og svovl (Ezek. 38:22). Derefter erklærer Han, at Han vil vise sig stor og hellig og give sig til kende for de mange folkeslags øjne (Ezek. 38:23).
I Ezek. 39:7 knytter Herren sit indgreb til sit eget hellige navn og til Israel. Det er Guds navn, der skal helliges, og nationerne skal erkende, at Han er Herren. Det er væsentligt. Profetien placerer den endelige afgørelse hos Gud og ikke hos de politiske kræfter, som Israel i en periode kan have gjort sig afhængig af.
Zak. 14:12 - atomkrigens uhyggelige lighed med profetiens plage
Der findes en anden profeti, som bliver stadig mere alvorlig i en verden med voksende risiko for anvendelse af atomvåben. Zakarias 14 beskriver nationernes angreb på Jerusalem og Herrens egen indgriben. I vers 12 fortælles om en frygtelig plage, der rammer de folkeslag, som drager imod byen. Menneskers kød ødelægges, mens de endnu står på deres fødder, og deres øjne og tunger går til grunde. Beskrivelsen er rystende.Det er vanskeligt at læse denne beskrivelse uden at tænke på atomvåben. I århundreder kunne sådanne beskrivelser let blive opfattet som billedsprog eller åndeliggjort, fordi mennesket ikke rådede over våben med en ødelæggelseskraft, der kunne sammenlignes med det beskrevne. Men den 6. og 9. august 1945 ændrede verden sig for altid, da atombomberne over Hiroshima og Nagasaki demonstrerede, at mennesket nu havde fået evnen til at udslette enorme dele af en by på få øjeblikke. Ekstrem varme, voldsomme trykbølger og radioaktiv stråling kunne påføre menneskekroppen ødelæggelser, som tidligere generationer knap havde kunnet forestille sig.
Flere nyheder om Krig / Verdenskrig, Rusland og USA
Rusland flytter grænsen - NATO forbereder sig på den krig, man siger ikke er på vejOg Iran står ikke alene. Landet har Rusland som strategisk og militær samarbejdspartner, en atomstormagt med både den teknologiske viden og kapaciteten til at yde langt mere omfattende hjælp. Allerede den 22. juni 2025 hævdede Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev, at flere lande var parate til ligefrem at levere deres egne atomsprænghoveder direkte til Iran. Han præciserede efterfølgende, at Rusland ikke havde til hensigt at gøre det, men udtalelsen viser, hvor langt diskussionen om Irans atombevæbning var kommet26. Der er ikke dokumentation for, at Rusland har leveret atomvåben til Iran, men hvis Moskva vælger at stille nuklear teknologi, ekspertise eller materiale til rådighed for Irans våbenprogram, kan vejen mod en iransk atombombe blive væsentligt kortere. Derfor er det farligt at betragte et atombevæbnet Iran som en fjern mulighed, der først skal tages alvorligt om mange år.
Det gør forbindelsen til Ezekiels profeti særdeles alvorlig. Ezekiel nævner udtrykkeligt Persien blandt de folkeslag, der følger Gog fra Magogs land (Ezek. 38:2-6). I den profetiske forståelse, hvor Magog fra det yderste nord set fra Israels land, forbindes det naturligt med Rusland, ser vi dermed to af de centrale deltagere i den kommende invasion af Israel udvikle et stadig tættere militært samarbejde. Rusland har allerede atomvåbnene, mens Iran har opbygget en betydelig nuklear kapacitet og har Rusland som mulig kilde til yderligere teknologisk hjælp.
Forestil dig situationen, hvor Israel efter en periode med tilsyneladende fred bliver angrebet af en mægtig koalition anført af Rusland, med Iran som en central deltager. Israel står isoleret, og de øvrige nationer reagerer med spørgsmål og diplomatiske protester, sådan som Ezekiel beskriver i Ezek. 38:13. Denne gang står Israel imidlertid ikke blot over for konventionelle hære, men over for en koalition, hvor mindst én af de deltagende stormagter besidder en enorm atomvåbenkapacitet. En enkelt atomsprængning over et tætbefolket område kan forårsage ufattelige ødelæggelser. Et større atomart angreb kan bringe selve nationens overlevelse i fare.
Det er i den sammenhæng, Zak. 14:12 bliver så rystende at læse. Vi lever i den første periode af menneskehedens historie, hvor vi kender våben, som gennem ekstrem varme og andre ødelæggende virkninger kan fremkalde fysiske skader, der minder om profetens beskrivelse. Det, som tidligere kunne forekomme ufatteligt, er i atomalderen blevet en skræmmende fysisk mulighed. Derfor er der heller ingen grund til automatisk at bortforklare Zakarias' ord som symbolsk tale, blot fordi tidligere generationer ikke kendte våben, der kunne fremkalde sådanne ødelæggelser.
Men bemærk, hvem plagen rammer. Zakarias siger udtrykkeligt, at det er de folkeslag, som drager imod Jerusalem. Og det er Herren, der lader plagen komme over dem. Det åbner for en særdeles alvorlig mulighed: At de atomvåben, som nationerne kan have tænkt sig at anvende til at ødelægge Israel, i stedet bliver en del af den dom, der rammer dem selv. For Bibelen viser gentagne gange, hvordan Gud lader fjendtlige hære vende deres egne våben imod hinanden. Da Gideons 300 mænd blæste i hornene, satte Herren "den enes Sværd mod den andens i hele Lejren" (Dom. 7:22). Da ammonitterne, moabitterne og folkene fra Se'irs bjerge drog imod Juda under kong Josafat, lod Herren dem angribe hinanden. Først ødelagde ammonitterne og moabitterne folkene fra Se'ir, hvorefter de "gav de sig til at udrydde hverandre" (2. Krøn. 20:22-23). Også under Jonatans kamp mod filistrene fortælles det, at fjendens soldater i deres forvirring vendte sværdene imod hinanden (1. Sam. 14:20).
Og netop dette er bemærkelsesværdigt, for Ezekiel beskriver præcis det samme under Gogs invasion af Israel. Herren erklærer: "Jeg nedkalder alle Rædsler over ham, lyder det fra den Herre HERREN; den enes Sværd skal rettes mod den anden" (Ezek. 38:21). Det er altså ikke blot Israels fjender, der bliver ramt af Guds dom. Den mægtige koalition, som er kommet for at ødelægge Israel, begynder tilsyneladende at ødelægge sig selv. Hærene, der stod sammen imod Israel, vender pludselig deres våben imod hinanden.
Det giver anledning til en særdeles interessant overvejelse. En koalition bestående af mange forskellige nationer behøver ikke være forenet af gensidig tillid, fælles værdier eller varigt venskab. Bag en fælles fjendtlighed imod Israel kan der ligge dybe religiøse, nationale og storpolitiske modsætninger mellem de deltagende lande. Selv hvis deres ønske om at besejre Israel har samlet dem til én militær styrke, betyder det ikke, at deres indbyrdes rivalisering og fjendskab er forsvundet, for Gud har afsløret for os, at Ismael og hans efterkommere vil være, "et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!" (1. Mos. 16:12) - præcis som vi har set det igennem historien. Tværtimod kan gamle modsætninger og had blusse op, særligt når frygt, kaos og mistillid griber hærene. Ezekiel forklarer ikke præcist, hvad der får dem til at angribe hinanden, men han gør det klart, at Herren selv fremkalder den rædsel, der rammer dem.
Endnu mere bemærkelsesværdigt bliver det, når vi læser videre i Zakarias 14. For umiddelbart efter beskrivelsen af den frygtelige plage i vers 12 står der: "På hin Dag skal en vældig HERRENS Rædsel opstå iblandt dem, så de griber fat i og løfter Hånd mod hverandre" (Zak. 14:13). Her finder vi altså den samme forbindelse mellem Guds dom, rædsel og indbyrdes kamp. De folkeslag, som er samlet imod Jerusalem, bliver grebet af en guddommelig rædsel og vender sig imod hinanden. Det er vanskeligt at overse ligheden med Ezek. 38:21. Begge profetier beskriver, hvordan fjendens militære sammenhold bryder sammen, og hvordan den styrke, der skulle rettes imod Israel, i stedet bliver vendt indad imod de angribende hære selv.
I en tid, hvor Rusland allerede råder over enorme atomarsenaler, og Iran arbejder med muligheden for at opnå atomvåben, bliver perspektivet frygtindgydende. Hvis den angribende koalition råder over atomvåben, kan man forestille sig, hvor katastrofalt et sammenbrud i kommandostrukturerne og en indbyrdes militær konfrontation kan blive. Ezekiel siger ikke, at koalitionens medlemmer vil affyre atomvåben imod hinanden. Men han siger udtrykkeligt, at de vil vende deres våben imod hinanden, og det åbner for den tanke, at også moderne masseødelæggelsesvåben kan blive en del af en sådan katastrofe.
Det bliver endnu mere alvorligt, når vi læser Ezek. 38:22, hvor Herren siger, at han vil gå i rette med Gog og hans hære med pest og blod, regnskyl, haglsten, ild og svovl. I kapitel 39:6 fortæller Gud desuden, at han vil sende ild over Magog og dem, der bor trygt på de fjerne kyster. Her er der tale om en dom, som ikke alene rammer de invaderende styrker i Israel, men også rækker ud over selve slagmarken. Det er en beskrivelse af ødelæggelser med et omfang, som i vor tid uundgåeligt leder tankerne hen på de enorme konsekvenser af atomar krigsførelse.
Ezekiels og Zakarias' profetier beskriver begge nationer, der samler sig imod Israel, og begge viser, hvordan Gud selv griber ind med en ødelæggende dom. Og nu har vi endda set, at begge profetier fortæller om en rædsel, der får fjenderne til at vende sig imod hinanden. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at vi netop nu ser Rusland og Iran udvikle deres militære samarbejde, mens Iran allerede har fremstillet betydelige mængder højt beriget uran, hvis videre skæbne verdenssamfundet ikke kan gøre rede for. Ruslands eksisterende atomarsenal og muligheden for yderligere hjælp til Iran betyder, at en atombevæbnet koalition imod Israel ikke kræver, at alle deltagende lande først skal udvikle deres våben fra bunden.
Hvis udviklingen fører frem mod den koalition, Ezekiel beskriver, kan atomvåbnenes rolle derfor blive langt mere afgørende, end verdens ledere i dag forestiller sig. Nationerne kan komme imod Israel med den største militære ødelæggelseskraft, mennesket nogensinde har frembragt, blot for at opleve, at deres egen styrke bliver vendt imod dem. Det er netop her, profetiens alvor står klarest. Uanset hvor overlegen den angribende koalition bliver, er det ikke dens våben, der får det sidste ord. For Gud har allerede erklæret, hvad formålet med hans indgriben er: "Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til Kende for de mange Folks Øjne; og de skal kende, at jeg er HERREN" (Ezek. 38:23).
Verdenskrig, bortrykkelsen og den nye verdensorden
Det er her, den større profetiske sammenhæng må med. Johannes beskriver i Åbenbaringen et kommende verdenssystem, hvor den politiske, religiøse og økonomiske magt samles på en måde, som verden endnu ikke fuldt ud har oplevet. Antikrists rige får myndighed over folkeslag og nationer, og det andet dyr sørger for, at mennesker bringes til at underkaste sig den første magt. Til sidst bliver denne lydighed knyttet til selve muligheden for at købe og sælge (Åb. 13:7-17).Flere nyheder om Israel, Krig / Verdenskrig og Rusland
Fra Israel og Iran til Rumæniens luftrum: Den regionale krig vokser fortsat ind i et globalt opgørDet er derfor ikke vanskeligt at forestille sig, at en fremtidig verdensleder kan fremstå som den, der har løsningen på det kaos, nationerne ikke længere selv magter at kontrollere. Paulus advarer om en tid, hvor mennesker siger "Fred og ingen fare!", hvorefter undergangen pludselig kommer over dem (1. Tess. 5:3). Det er en advarsel, som passer bemærkelsesværdigt godt ind i forestillingen om en verdensorden, der sælger sig selv som garant for fred og sikkerhed, men i virkeligheden bringer menneskeheden under et langt større bedrag.
Daniel beskriver en kommende fyrste, som indgår eller bestyrker en pagt med mange, og som senere bryder den og bringer ødelæggelse (Dan. 9:27). I den præmillennialistiske forståelse peger denne passage frem mod Antikrists fremtræden og den sidste trængselstid.
Det er derfor muligt at forestille sig en udvikling, hvor en verdenskrig ikke blot fører til militær ødelæggelse, men bliver anledning til et nyt internationalt magtsystem, som lover at forhindre, at noget lignende nogensinde sker igen. Den kommende hersker kan fremstå som en fredsskaber, netop fordi verden er blevet udmattet af krig.
Her får også bortrykkelsen sin plads i det profetiske perspektiv. Paulus fortæller, at Herren selv vil komme ned fra himlen, at de døde i Kristus skal opstå først, og at de troende, som lever, derefter skal bortrykkes for at møde Herren i luften (1. Tess. 4:16-17). Bortrykkelsen finder sted før den sidste store trængselstid. Det betyder, at de troende i Kristus ikke skal vente på Antikrists åbenbarelse eller gennemførelsen af alle de domme, som Åbenbaringen beskriver, før Jesus kan hente sine egne.
Det betyder imidlertid heller ikke, at et bestemt amerikansk valg eller en kommende krig kan bruges til at fastsætte tidspunktet for bortrykkelsen. Vi kan se forberedelserne til en verdensorden, som Bibelen profetisk beskriver, uden derfor at vide, hvor langt der er til dens endelige fremkomst. Det, vi derimod må være opmærksomme på, er sammenhængen mellem de politiske og militære udviklinger.
USA's nye kongresflertal kan lægge større pres på Israel og samtidig genoptage en hårdere kurs over for Rusland gennem støtten til Ukraine. Israels regeringsdannelse kan føre til nye kompromisser med arabiskledede partier og større indre politisk afhængighed. Iran har fortsat et uafklaret lager af højt beriget uran, og landets konflikt med USA er langt fra afsluttet. Rusland har direkte truet NATO med atomvåben, mens den europæiske sikkerhedsorden bliver stadig mere militariseret.
Hvis disse udviklinger fortsætter og forstærker hinanden, kan verden komme ind i en situation, hvor de kriser, som i dag behandles som regionale konflikter, bliver dele af én samlet verdenskrig. Og netop en sådan verdensomspændende katastrofe kan, som jeg før har skrevet, skabe forudsætningerne for den nye orden, som Antikrist en dag vil stå i spidsen for.
Det er ikke, fordi et demokratisk flertal i sig selv er Antikrists styre, eller fordi en bestemt israelsk regeringskoalition automatisk opfylder Ezekiels profeti. Det er, fordi vi nu ser flere af de nødvendige politiske, militære og teknologiske forudsætninger for en omfattende international magtkoncentration udvikle sig samtidig.
Bibelen viser, at menneskehedens sidste store verdensrige bliver et oprør imod Gud, selv om det kan fremstå som løsningen på verdens problemer. Og når Antikrist til sidst træder frem, vil han ifølge Paulus ophøje sig over alt, hvad der hedder Gud, og kræve en myndighed, som ikke tilkommer noget menneske (2. Tess. 2:3-4). Derfor må den kristne være langt mere opmærksom på, hvad der sker i verden, end blot at følge de skiftende partiers sejre og nederlag. Det afgørende er ikke, om højre eller venstre vinder den næste politiske kamp, men om verdens begivenheder fortsat fører nationerne mod den situation, som Gud allerede har beskrevet gennem sine profeter. For når Ezekiels ord en dag opfyldes, vil Israels redning ikke bero på amerikanske kongresflertal, europæiske diplomater eller en israelsk regerings evne til at indgå kompromisser. Herren vil selv gribe ind for sit navns skyld.
Den verden, som tror, at den kan opbygge en varig fred uden Gud, vil til sidst opdage, at den har samlet sig til kamp imod Ham. Verden har set krige og verdenskrige før, men ikke en tilrettelæggelse som vi ser nu, hvor praktisk talt alle samfundenes instanser gennemsyres af et opgør med den gamle verdensorden. Det er som om at det frafald Paulus i 2. Tess. 2:3 profeterede ville komme, også viser sig i menneskehedens religiøse, moralske og etiske verdenssyn samlet i deres politiske overbevisning. Jo længere væk de kommer fra Gud, jo mere venstreorienterede bliver de. Salomons visdom kommer her til udtryk, "Den vise har sin Forstand til højre, Tåben har sin til venstre" (Præd. 10:2).
Forstand er i KJV oversat hjerte. Salomon fortæller i Ordsp. 14:16, "Vogt dit Hjerte mere end alt andet, thi derfra udspringer Livet" og det er egentlig det, verset her handler om. Den kloge lytter til visdom, mens tåben overhører. Den højre hånd er en position af magt og ære, ligesom Jesus står ved Faderens højre hånd (Mark. 16:19; Apg. 2:33), og ligesom fårene der skilles fra bukkene står ved Jesu højre side, mens bukkene står til venstre.
Udover det, skildres Jesus flere steder som Guds højre hånd, og helt simpelt kan det siges, at den forstandige har sit hjerte hos Jesus, mens tåben har hjertet i verden (Rom. 12:2). Herfra viser Salomon 4 forskellige "tåber" 1) den tåbelige hersker (Præd. 10:4-7), 2) tåbelige arbejdere (Præd. 10:8-11), 3) tåbelig tale (Præd. 10:12-15) og 4) tåbelige konger og fyrster (Præd. 10:16-20). Det kan ikke overses, at når man kikker på venstreorienteret politik, så har det verden over udviklet sig til et verdenssyn, der leder i favnen på Antikrist, et verdenssyn der tilrettelægger verden til at gå ind i trængslen. I den latinske vulgata, gengives verset her som "cor sapientis in dextera eius et cor stulti in sinistra illius" - sinistra (venstre) hvorfra det engelske sinister kommer, som betyder "truende, ildevarslende, skummel". I gammel tid var venstre side anset for uheld. Den første dokumentation for ordets symbolske betydning, er fra tidligt 1500tallet, hvor den venstre side var "tilskyndet af ondskab eller dårlig vilje, der har til hensigt at vildlede"27.
Det er derfor ikke underligt at verdenssamfundet i disse sidste dage, drejer mod venstre, væk fra Gud og ind i en trængselstid som verden endnu aldrig har oplevet (Dan. 12:1; Matt. 24:21).